"Jeg er træt af at være træt hele tiden. Jeg er træt af at kæmpe for at overleve. Alt jeg ønskede, var at være lykkelig. At kunne smile uden at skulle sætte en facade op. Jeg ved at det er mit valg, jeg ved at det kun er mig der kan gøre noget ved det, men jeg ønsker ikke at gøre noget mere. Jeg er ikke i et dårligt humør, dette er en af mine gode dage. Jeg føler bare, at alle mine følelser er forsvundet. Begravet med min værdihed, begravet med min humor, mit smil og min glæde. De er langt under jorden. Jeg er træt af at have det sådan her. Jeg har prøvet at redde mig selv, men intet ser ud til at virke. Jeg ønsker ikke, at stoffer er den eneste udvej for mig, for en dag vil de også slå mig ihjel.
Der er intet der bliver. Menneskene der holdt af mig, har jeg såret. Jeg har såret de eneste mennesker, som i virkeligheden ville mig det bedste. Jeg har intet tilbage - jeg har ingen tilbage. Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg mistet den ene efter den anden, på grund af min egoisme. Jeg har ladet hele min verden falde fra hinanden, set hver brik i mit eget puslespil forsvinde. Mine tanker har slået mit ihjel indeni.
Jeg har prøvet at lave en liste over grunde til at blive. Men som Jace skrev i sit selvmordsbrev: Men livet er ikke noget for mig. Livet er ikke for alle. Jeg har virkelig prøvet at være stærk, i alt for lang tid, men jeg kan ikke mere.
Jeg vil ikke sige, at der ikke er nogen, der har skyld i dette. Jeg kan kun remse en helt række mennesker og handlinger op, som har fået mig til at føle mig ligegyldig, uønsket og værdiløs. Det værste af det hele er dog, at de mennesker, de handlinger, er blevet forårsaget af mig selv."
Jeg stoppede med at skrive i et sekund, tog papiret og krøllede det sammen. Der lå tårer i mine øjenkroge som jeg hurtigt tørrede væk med ærmet fra min bluse. Var dette virkelig hvad jeg ville? Jeg tænkte på, hvad Mark havde sagt i bilen. Hvis du fik chancen for at starte dit liv på ny, slippe for alt dette pis, ville du så ikke gøre det? Jeg havde spillet sætningen indeni mit eget hoved i flere dage nu. Siden vi var kommet hjem fra Sjælland, var det det eneste jeg kunne tænke på. Mine tanker der var ved at tage over mig. De indre dæmoner som brændte al liv ud af mig. En form for mørke der var ved at rive mig ned i et sort hul. Jeg kunne ikke komme væk. Jeg kunne ikke slippe tankerne. Jeg vidste at jeg ville væk, men jeg vidste ikke hvor jeg ville hen. Jeg vidste ikke, hvor jeg kunne tage hen. Men jeg havde besluttet mig, og min rejse var slut om få timer. Jeg rejste mig op fra stolen jeg sad på, og gik rundt i det mørke tomme hus, som jeg engang havde set som mit hjem. Jeg kunne ikke holde tårene inde mere. Jeg havde pakket hele mit værelse ned, så de mennesker, der stadig holdt af mig, ikke skulle gøre det. Jeg havde taget min yndlings tshirt med bandet Norma Jean på, samt en stor og sort hættetrøje og nogle stramme grå jeans. Jeg havde en pose ved min side, hvor mit pas, kørekort og pung var i, samt nogle småpenge jeg havde fundet mens jeg pakkede mit værelse ned. Jeg sukkede mens jeg stod i bryggerset. Jeg bed mig selv hårdt i læben for ikke at hulke. Jeg ville ikke udtrykke min glæde for at forsvinde, men heller ikke smerten der jog i mit bryst som tusind knive på en gang. Aldrig mere ville jeg se min mor. Aldrig mere ville jeg se nogle af mine søskende. Den glæde dette hjem havde givet mig, havde påført mig mere smerte end noget andet sted. Jeg tog mine sorte Converse sko på, mens jeg græd. Jeg havde planlagt dette til hvert minut, hvert sekund. Der var ingen tid at spilde, og jeg smækkede hurtigt hoveddøren bag mig og steg ind i min bil. Solen var ved at gå ned da jeg satte den i bakgear og bakkede ud af indkørslen, og kørte mod syd.
Jeg sank tilbage i sædet mens jeg skruede op for musikken. Jeg prøvede at tænke på sangteksterne for ikke at tænke over hvad der skulle til at ske, men det virkede ikke. Musikken gav mig hovedpine, så jeg slukkede det hurtigt igen, og tog en cigaret op fra min lomme i hættetrøjen, sammen med en lighter, og tændte den mens jeg rullede vinduet ned. Jeg kunne mærke vinden på mit ansigt som fik tårene til at blæse hen ad mit ansigt og om på min nakke. Jeg kiggede hen på passagersædet hvor min mobil lå og vibrererede. Ukendt nummer. Jeg tog den op og kiggede på den, mens jeg kørte 150 km/t på motorvejen mod Vejle. Jeg rullede vinduet lidt længere ned og kastede den ud at vinduet. Jeg kiggede i bakspejlet og så hvordan den gik i stykker, og jeg lænede mig lettet tilbage i sædet igen og tog et par hiv af min smøg. Jeg sukkede dybt og tog en dyb indånding, mens jeg kørte af frakørslen ved Vejle Nord. Jeg susede ned mod byen, indtil at jeg var ved en lille gade tæt på banegården. Jeg tog posen, jeg havde taget med, bare hvis nogen nu skulle vide hvem jeg var, og ventede med nøglerne i hånden.
"Danny?" stemmen var fremmed men ansigtet havde jeg set fra nettet. "Danny Jules?"
Jeg nikkede stille, mens han gav mig en kuffert. Jeg åbnede den stille, så indholdet og smilede til ham, mens jeg gav ham nøglerne til bilen. Derefter ordnede vi nogle papirer, inden at jeg gik hen mod banegården. Jeg sad på perronen mod København, og ventede på at toget kom. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde. Jeg vidste at jeg ville såre en masse mennesker, men dette ville være det bedste. Jeg ville slippe for smerten i mit hoved, i mit bryst, i hele min krop. Jeg ville slippe for tankemylderet inde i mig selv. Jeg blev nødt til at tænke på mig selv for en gangs skyld. Endelig ville de skridt der jagede mine mareridt forsvinde. Endelig ville jeg være i fred. Jeg kunne ikke se andet end positive ting omkring dette nye eventyr, jeg var ved at bevæge mig ud på. Men jeg vidste ikke om jeg turde tage springet.
Jeg kunne høre toget komme mod os, og se dens lys. Den var 12 minutter forsinket, og det ødelagde alt i mine planer. Det var nu, at jeg skulle hoppe ud i det. Det var nu, at alle mine problemer ville forsvinde, mine tanker blive fyldt op med positivitet og glæde. Jeg skulle mod lyset og væk fra mørket. Jeg gik hen mod kanten og knugede posen i min hånd. Jeg trak vejret dybt og lukkede mine øjne, mens jeg kunne høre toget komme tættere på. Det var nu.
