Hvad er vi? Det spørgsmål var ikke lige noget, jeg havde brug for. For inderst inde vidste jeg det ikke, og jeg ville ikke sige det forkerte. Så der kom en akavet stilhed imellem os. Jeg ville ikke bruge k-ordet, men jeg havde et håb om, at det var hvad vi var. Men jeg forstod også hvis Helena havde brug for tid efter dette med Phillip. Jeg kunne på ingen måde skynde hende, selv hvis det var mit største ønske - at kunne kalde hende min - og kun min. "Jeg... ved det ikke," svarede jeg. For jeg vidste det ikke. "Jeg er din hvis du vil have mig."Jeg fik det bredeste smil jeg nogensinde havde haft. Jeg kunne ikke hjælpe mig selv. Men jeg lænede mig fremad og kyssede hende. Trods smerten i mit bryst, stoppede jeg ikke. Jeg havde ikke kysset hende siden igår, og det var nok ikke særlig lang tid. Men det føltes som en evighed siden. Efter kysset kiggede hun på mig. Jeg kunne ikke forklare hendes blik. Hun så på en måde ked af det ud, men alligevel lykkelig. Svært at forklare, men hendes øjne var smukke som altid. "Er det et ja?"Jeg kyssede hende igen."Ja."Jeg lagde mig under dynen, og hun klædte af. Jeg huskede det undertøj hun havde på. Det var babyblåt med hvide kanter. Hun havde haft det på første aften vi puttede. Men hun lagde sig ved siden af mig, og plantede hendes hoved på mit bryst og hendes hånd på min mave. Der var en fantastisk stilhed på værelset. Jeg kunne høre Dannys stemme, da han råbte på telefonen. Det regnede jeg i hvert fald med at det var, siden der ikke var en stemme der svarede ham. Jeg kunne høre Agnetes musik igennem væggen, som var Eminem. Hun havde åbenbart fået et crush på hans sange, eftersom han sang hvad han mente. Det var dejligt at være hjemme igen. Selvom at der kun var gået en dag, var det dejlig endelig at kunne slappe af. Ikke tænke på om der var nogen der forfulgte en, eller noget andet. Snart ville Phillip få sin dom og så ville det hele blive normalt, eller det troede jeg i hvert fald.
De første to dage gik hurtigt, men at ligge derhjemme mens alle var i skole, på arbejde, eller i børnehave/vuggestue, var kedeligt. En dag gjorde jeg hele huset rent af ren og skær kedsomhed, eftersom at mit sår var helet. Der var ingen smerter, og det var fantastisk. Jeg kunne godt mærke at min krop var træt, men jeg kedede mig al for ofte så jeg blev nødt til at lave noget. At gå ture var ikke nær så sjovt som jeg troede. Det var ved at være kedeligt, og jeg glædede mig til at starte mandag. Helena havde ikke fået nogen spørgsmål som hun havde frygtet, da folk faktisk ikke vidste hvad der var sket. Det overraskede mig en smule, men Helena var glad. Jeg havde dog ikke set hende i snart en uge, men vi snakkede over en time hver aften i telefon. Hun tog hjem mandag aften. Heldigvis kom hun hjem til mig denne aften! Jeg følte mig som et lille barn der glædede sig til juleaften.Jeg sad sammen med Minna og Sofia da min mor kom hjem med en stor pose fra Fakta. Hun havde planlagt en stor middag eftersom at jeg endelig skulle i skole igen. Selvom at det kun var en uge jeg havde været væk, kunne min mor godt lide at fejre ting. Det var meget sødt, men hun gjorde altid et stort nummer ud af små ting. Hun glædede sig derudover også til at se Helena igen. Hun var glad for at jeg havde fundet et sundt forhold. Min mor var lidt naiv, hvis det var nok at sige. Men jeg var glad for at hun var glad.Minna og Sofia løb med det samme over, for at se hvad der var i posen. Men da der ikke var noget interessant, som legetøj eller en hundehvalp som de plagede så meget omkring, gik de ind på deres værelse. Jeg gik hen til min mor og hjalp med at sætte varer på plads."Spiser far og Mark med denne gang?" spurgte jeg mens jeg satte mælken i køleskabet."Faktisk ja," svarede mor. "Men de har lovet ikke at være spydige eller starte diskussioner.""Måske skulle du fortælle Danny det.""At far og Mark spiser med?" Hun foldede posen sammen, og lagde den ned i skuffe hvor alle de andre poser var."Nej, at han ikke skal starte diskussioner.""Kan du ikke sige at han skal opføre sig ordentligt, Jace skat? Du snakker meget bedre med ham."Jeg sendte hende et skævt smil. "Hvis du aldrig kalder mig Jace skat igen."Hun gav mig et kærligt puf og jeg gik hen til Dannys værelse, og bankede på. Inden at han kunne sige kom ind, havde jeg åbnet døren. Han lå i sin seng og spillede GTA på hans PS2. Han var nok den eneste jeg kendte der stadig brugte PS2'eren. "Hvad så?" spurgte han men flyttede ikke sine øjne fra skærmen mens han prøvede at køre mennesker ned. "I aften... kan du lade være med at skændes med far og Mark? Bare for en gangs skyld.""Jaja.""Fedt nok."Jeg lukkede døren igen. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tro på hvad han sagde, men jeg håbede da på at holdt hvad han lovede. Det kunne være rart at have en stor familiemiddag sammen med alle sammen, uden at de skulle råbe og skrige. Min mor lavede den store middag sent, så børnene sov. Mest af alt ville der være "voksensnak" og det ønskede jeg ikke at de små skulle høre på. Så de spiste klokken 6 og mens mor lavede maden skulle jeg og Helena putte dem. Helena kom lidt i seks. Min mor lavede en kæmpe lagkage imens vi fodrede børnene. Derefter tog vi dem ind i stuen og så nogle tegnefilm. De var begyndt at elske at se TV og det var en smule irriterende. Jeg håbede inderligt at de ikke blev børn der ikke kunne leve uden fjernsyn. Helena var igang med at flette Minnas hår, som var blevet meget langt. Jeg havde haft så travlt med Helena og mig selv, at jeg havde glemt alt om at se mine børn vokse op. Men nu hvor der var ved at være styr på mit liv, ville jeg lave om på det. "Vil du læse for mig når jeg skal sove?" spurgte Minna og kiggede op på Helena."Selvfølgelig."Det var mærkeligt at se Minna være så stor. Jeg huskede stadig tydeligt da jeg så Janine på den fødselsstue med hende - og med Sofia også da. Jeg følte en trang til nærmest at skrige af glæde, men jeg lod være. Jeg ville ikke ødelægge dette vidunderlige øjeblik med mit skrigeri. Så jeg smilede bare. Et stort bredt og lykkeligt smil. Mens Helena læste for dem, sad jeg og kunne dufte min mors hjemmelavede mad. Hun var fan af græsk mad, og jeg kunne dufte hendes Saganaki. Hun lavede en let tomatsuppe til forret med hjemmelavet brød og til dessert kom lagkagen. Jeg glædede mig allerede til måltiddet. Det var lang tid siden at vi alle havde været samlet omkring middagsbordet til min mors hjemmelavede mad. Da Helena og jeg lukkede døren ind til børnene, var Danny igang med at hjælpe med at dække bordet. Med levende lys og servietter. Det var på en måde meget sødt at min mor ville gøre denne middag så stor. Danny hadede det. Især fordi at min mor synes at han skulle have pænt tøj på. Som mor altid sagde: "Tag nogle bukser på, så man ikke kan se hvor lille din røv er.""Hvor ser det bare godt ud!" udbrød Helena mens min mor satte alt på bordet og skænkede suppen. "Og det dufter helt fantastisk.""Mange tak," svarede hun og gav Helena et taknemmeligt smil.
Vi sad alle rundt om bordet i stilhed og nød suppen. Derefter Saganakien og til sidst lagkagen. Danny opførte sig helt eksemplarisk og det samme gjorde Mark og far. De snakkede som om at de var de bedste venner i hele verden. Det var meget mærkeligt at se, og jeg grinede lidt for mig selv, mens de spurgte hinanden efter salten, pebberet osv. Jeg kunne slet ikke forestille mig at dette nogensinde ville ske."Det smagte lækkert mor," sagde Danny. "Må jeg rejse mig?""Nej. Nu hygger vi lige."Danny sukkede og rodede rundt i det flødeskum han havde taget af lagkagen. Han kunne ikke lide det, og jeg kunne ikke forstå ham. Tvillinger er ikke så ens som man tror. "Det var fantastisk ikke at skulle høre på Dannys råb og skrig om uretfærdighed," sagde Mark, og lænede sig tilbage i stolen. Jeg vidste at denne middag var for god til at være sand. Nu skete det. Jeg vidste at de ikke kunne holde sig hele aftenen uden at skændes."I det mindste er jeg ikke en mutant uden følelser," mumlede Danny, næsten så man ikke kunne høre det. Men Mark hørte det. Min mor gemte sit ansigt i sine hænder og sukkede højlyt. Min far gav Danny en dummeflad på bagsiden af hans hoved.Danny rystede på hovedet. Jeg kunne se hvor meget han havde lyst til at slå far, og jeg vidste også at han ville gøre det. På et eller andet tidspunkt."Vil du lade være med at røre mig... far?" sagde Danny og lagde meget tryk på far."Hvis du stopper med at kalde din bror for sådan en følelsesløs mutant.""Kun hvis du stopper med at ønske dine børn døde."Der var stilhed. En meget akavet stilhed."Hvad sagde du?" Jeg kunne høre hvor arrig min fars stemme var blevet, og jeg kiggede på Helena som så helt rædselsslagen ud."Du hørte hvad jeg sagde," svarede Danny flabet. Hvis ens hår blev til ild, som i Herkules, når man blev sur, ville min fars være rene flammer."Jeg ønsker ingen døde. Især ikke mine børn!""Derfor at du diskuterede med Mark om hvad der var mest værd - din søn ELLER DIT SKIDE GULVTÆPPE!"Min far kunne ikke holde til det. Hans hånd fløj over Dannys ansigt og gav ham en så stor lussing at han landede på gulvet. Min mor begyndte at græde, og gik ind i stuen med hurtige skridt. Agnete fulgte efter hende, mens hun gav min far et ondskabsfuldt blik. Danny rejste sig op. Han kiggede på far, derefter på mig, og forlod så rummet og gik ind på sit værelse. Jeg fulgte efter, med Helena bag mig. Hun gik ind på mit værelse, og jeg ind på Dannys. Han lå på siden i sin seng med ryggen til mig. Jeg lukkede døren, og satte mig på sengen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Om jeg overhovedet skulle sige noget."Hvorfor sagde du ingenting?" spurgte Danny. "Hvorfor skal jeg altid gøre alt for at opføre mig ordentligt?""Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige."Han vendte sig om, og jeg kunne se hvor min far havde slået ham. Han havde et stort rødt håndaftryk på siden. Hans øjne var i vand."Du ved aldrig hvad du skal sige Jace!" råbte han, og rejste sig op. "Du ved aldrig hvad du skal sige, eller hvad du skal gøre. Du ser altid på! Opføre sig passivt. Er du bange for ham?""Ja forhelvede," svarede jeg. "Jeg har fandme set på i årevis hvad han har gjort imod dig. Hvor mange gange mor blev nødt til at tage dig på skadestuen fordi at far ikke kunne styre sit temperament."Danny styrtede ud af sit værelse uden et ord, og gik direkte hen til vores far, som var igang med at tage af bordet. Jeg så at Helena fulgte efter os. Hun var nok bange for at noget ville ske igen. Mark var der ikke, så jeg var lidt mere rolig."Hvorfor ikke bare banke mig livløs, far?" råbte Danny. "Så du ikke skal se på mig hver evig eneste dag. Så du ikke skal snakke om mig bag min ryg. Hvorfor hader du mig så meget?"Vores far svarede ikke. Han tog bare af bordet som om, intet var sket."Du er det svageste menneske jeg nogensinde har mødt. Nogensinde har kendt."Han svarede stadig ikke. Men Danny var ikke færdig."Hvis det ikke havde været for mor, sad du bag tremmer. Hvis Mark ville smadre mig, ville du være ligeglad. Du ville endda opfordre ham til at slå mig ned!"Min far tog tallerkenen han havde i hånden og kastede så hårdt han kunne den i hovedet på Danny. Han begyndte at bløde, og Danny stod der bare. Mor kom løbende ind."Hvad har du gjort Danny?!" råbte hun.Han begyndte at samle stykkerne fra tallerkenen sammen. "Undskyld."Jeg kunne ikke kende min bror."Hvad sagde du?" spurgte min mor."Jeg undskylder for at være det sorte får i denne såkaldte familie."Han smed stykkerne ned i skraldespanden, og gik ind på sit værelse som et slags spøgelse, mens hans ansigt stadig blødte. Min far havde sneget sig ud igennem hoveddøren, og jeg kunne høre ham køre ud af indkørslen. Jeg gik ikke efter ham denne her gang. Mor prøvede at løbe ud for at stoppe min far fra at køre, men det var for sent. Han var allerede kørt. Hun satte sig ned på en stol ved spisebordet, og gemte sit grædende ansigt i hendes arme. Agnete gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg stod og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg gå ind med Helena på mit værelse? Skulle jeg gå ind til Danny? Skulle jeg gå hen til min mor?Efter nogle lange sekunder, hev Helena i min arm, og førte mig ind på mit værelse. Jeg satte mig ned på sengen, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige - eller gøre. Det var gået for vidt. Min far havde virkelig opført sig uacceptabelt - endnu engang. Det gik altid ud over Danny, fordi at han var den eneste der turde stå op for sig selv. Men havde far ødelagt Danny fuldstændigt? Mere end han plejede. Jeg sad på min seng, med Helena ved siden af mig, der holdt om mig. Hun vidste nok heller ikke hvordan at hun skulle reagere. Min far kunne bare stikke af. Det var nok det at han var bedst til. At skride fra sine fejl. Efter nogle minutter kom Agnete ind på værelset, og lukkede døren stille efter sig."Hvad skete der?" spurgte hun."Danny råbte af jeres far og han smed en tallerken i hovedet på ham," svarede Helena."Han gjorde hvad?""Du så ikke Dannys ansigt?" spurgte jeg, og kiggede op på min søsters ansigt. Hun så helt forskrækket ud."Nej. Han stod med ryggen til mig. Jeg - og mor - troede at han havde smidt den for at få fars opmærksomhed.""Næ nej," svarede jeg spydigt. "Far er endnu engang synderen, selvom at han nok fortæller noget andet til mor."Agnete satte sig på min kontorstol. Hun vidste nok ikke hvad hun skulle svare. "Burde vi tjekke til Danny?" spurgte jeg."Jeg tror at det er bedst at vi lader være," svarede Agnete.Vi alle tre satte os i min seng og begyndte at se et nyt program der var startet på TV3. Midt inde i programmet hørte jeg en ambulance. Det ringede på døren, og jeg skyndte mig hen for at åbne. Jeg håbede inderligt at det var min far der var kørt galt - at man kan håbe på det - men så ville det være politiet der kom."Bor der en Danny J. Peterson her?" spurgte lægen. Jeg så nogle mænd begynde at bære en båre ud."Ja.""Vi fik et opkald om en overdosis sovepiller han skulle have taget."
Viser opslag med etiketten Sikke en mærkelig verden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sikke en mærkelig verden. Vis alle opslag
tirsdag den 7. august 2012
Sikke en maerkelig verden - del 20.
Jeg vågnede op på en meget hvid stue, med 3 andre patienter. En ved siden af mig, en overfor den seng og en overfor min. Der var gardiner imellem os, som alle var rullet fra, så vi kunne se hinanden. Jeg vidste at jeg ikke var på intensiv afdeling, og jeg sukkede. Jeg vidste virkelig ikke om jeg var glad for at være i live. Jeg synes at hele min liv, var på et eller andet punkt, en stor joke. Jeg var ikke en person der gik rundt med selvmordstanker, men til tider kom de frem i mit hoved. Jeg snakkede ikke med nogen omkring det, som jeg nok burde. Men jeg havde ikke prøvet at tage mig liv. Jeg turde ikke. Jeg var bange for om det gjorde ondt, jeg var bange for at dø. Ironisk. Jeg lå med et skudsår i mit bryst, og jeg var bange for at selvmord gjorde ondt. Men jeg tror mere, at det var tanken om, at forlade denne jord for evigt. Jeg ønskede virkelig at have været alene på stuen, men alle sengene var optaget. Ved siden af mig var en dreng, måske på min alder, måske lidt yngre, men i hvert fald ikke ældre. Han sad med en stor bærbar computere og spillede WoW. Overfor mig var en ung pige i midten af teenageårene som lå og sov, og ved siden af hende endnu en pige som nok var på min alder, som også lå og sov. Det var ikke lige et sted man ville snakke med hinanden, men drengen ved siden af mig var vidst en selskabelig fyr."De sagde at du blev skudt," sagde han, men spillede stadig videre. Han kiggede ikke engang på mig, men kiggede koncentreret på skærmen. Hans tunge hang ud af hans mund, og jeg smilede indvendigt af det. "Hvem er De?" spurgte jeg, og prøvede at sætte mig helt op, men kunne mærke smerten i brystet. Jeg tog mig til brystet og lagde mig stille ned igen i et ynkeligt grynt. I et stykke tid svarede drengen mig ikke. Der var nok noget svært i spillet."Spøgelserne," grinte han, og lukkede så sin computer ned. "Lægerne som normale humorforladte mennesker nok ville kalde dem."Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var godt med lidt opmuntring af en slags, efter dette mareridt. "Er det sandt? Blev du helt seriøst skudt?""Jep.""Fedest!" sagde han helt opmuntret og hoppede ud af sin seng, og satte sig på stolen ved siden af min seng. "Var det i en narkohandel? Som man ser på film? Hvordan var det? Gjorde det ondt?"Jeg begyndte så småt at grine af alle de spørgsmål. Jeg vidste slet ikke om jeg skulle fortælle ham det. Han virkede helt oppe at køre over det. Men det var nok heller ikke hver evig eneste dag, at man mødte en der var blevet skudt. Hvis jeg havde været ham, havde jeg nok reageret lidt på samme måde - bare ikke helt så hurtigt. Det var jeg alt for genert til. "En sur eks kæreste," svarede jeg. Jeg ville lade være med at nævne alle de blodige detaljer, da jeg egentlig ikke kunne huske dem. Jeg husker kun at se rødt, min brors ansigt og så... sort. "En tøs skød dig?!" udbrød han, og en af pigerne vågnede. Hende overfor mig. Hun kiggede på os med et meget tomt blik, og lagde sig så til at sove igen. "Nej, min..." begyndte jeg, men stoppede. Hvad skulle jeg kalde Helena? Var hun min kæreste nu? Eller... Jeg var forvirret, og det havde mit hoved ikke brug for. Ikke nu. "Din hvad?" sagde han."Min venindes eks kæreste. Han troede at vi lavede noget, eftersom hun lige havde slået op med ham.""Dit liv lyder fandme spændende!" udbrød han med et bredt smil. "Er det sgu ikke.""Jeg har lagt på denne stue i 2 uger nu. De aner ikke hvad der er galt med mig. Jeg kastede bare blod op, havde feber. Men de aner ikke hvad jeg fejler, men tør ikke sende mig hjem. Jeg hedder Jens, forresten.""Jace.""Mærkeligt navn."Jens virkede meget flink. Han var i hvert fald let at snakke med. Han blev begejstret over ingenting og virkede bare glad trods at han havde været indlagt i to uger. Han var ikke en person jeg ville have snakket med hvis jeg havde mødt ham på gaden, men sådan er det jo med de personer, man kan snakke bedst med. Jens skulle ud og have lavet nogle prøver, så jeg var endnu engang alene, i stilhed, med mine tanker. Pigerne på den anden side af værelset så stadig og sov, og jeg havde ikke den store lyst til at snakke med dem. Jeg tænkte egentlig bare på Helena. Hvorfor var hun her ikke? Jeg troede at hun ikke ville have mig mere, og min dårlige selvtillid trådte frem. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Når jeg var alene tænkte jeg bare for meget over tingene, og konklusionen af mine tanker endte aldrig positivt. Det føltes som en evighed før en læge trådte ind i stuen. Han skulle tage nogle prøver på pigen overfor mig, så nu var vi kun to. Pigen sov stadig, så jeg var stadig alene. Heldigvis gik der ikke lang tid før endnu en læge kom ind, og fortalte mig at jeg kunne blive udskrevet om aftenen hvis alt så fint ud. "Du har også besøg," sagde lægen. Ind ad døren kom Danny, Agnete og min mor. Jeg blev en smule skuffet over, at Helena ikke var der. Det var selvfølgelig skønt at se noget af min familie, især Agnete og Danny, men det var som at have meget høje forventninger, og så kun få det næstbedste. Agnete gav mig det største kram hun nogensinde havde givet mig, mens der rullede tårer ned af hendes kinder. Det gjorde ondt i mit bryst, men jeg var egentlig rimelig ligeglad, da jeg bare var glad for at se nogen, jeg kendte. "Hvordan har du det?" spurgte Danny, og satte sig ned på stolen, Jens havde siddet på. Agnete satte sig på sengekanten og min mor blev stående ved fodenden. "Fint," svarede jeg. Jeg havde ikke særlig meget at sige. Jeg var meget nysgerrig hvad der var sket med Phillip, men noget i mig ønskede alligevel ikke at vide det. Jeg håbede bare at han var ude af mit liv nu. At Helena og jeg kunne fortsætte som vi havde gjort hidtil, bare uden hemmelighederne. "De siger at du kan blive udskrevet i aften," sagde Agnete og lød helt begejstret. "Vi har været så bange alle sammen!""Undtagen Mark og far selvfølgelig," mumlede Danny og min mor gav ham et meget ondt blik. Men hun vidste at han havde ret. "Hvad?" sagde Danny til vores mor, og hun rystede bare på hovedet."Du ved at det er sandt," fortsatte han. "Selv efter at Helena havde skreget i flere minutter, diskuterede de om de skulle bryde døren ned. For det ville jo ikke koste meget mere at få repareret døren, end at få blodet væk fra gulvtæppet. Nu er de sikkert sure på Jace for at have dryppet på deres dyre fine lorte tæppe.""Danny skat, stop nu.""Nej jeg vil ej! Du kan ikke se sandheden i øjnene, at de to er de største idioter nogensinde. Din søn var ved at dø, og din fucking mand var pisse ligeglad."Danny rejste sig op, og kiggede på mig. "Undskyld," sagde han, og gik ud af stuen. Jeg forstod ham udmærket godt, men jeg havde bare indset af Mark og min far ikke var værd at skændes om, over eller med. Det var som om at jeg havde smidt dem ud af mit liv. "Jeg er lykkelig over at du har det godt!" sagde Agnete og gav mig endnu et kram, og kyssede min kind, da Danny havde forladt værelset. "Vi skal nok til at gå," sagde min mor, og kom hen og gav mig et kys på kinden. "Vi henter dig i aften."De gik, og jeg var endnu engang alene. Jeg kunne slet ikke forstå at min mor kunne være så ligeglad med hendes mands opførsel, samt hendes søn. Men så igen, Mark var hendes førstefødte. Det var bare ærgeligt, at han var endt som hans far. Men han havde altid været en idiot, selv da vi var små. Han havde aldrig fået skylden for noget, så han troede jo inderst inde at han var perfekt. Da han gik i skole, var alle pigerne vilde med ham, og hvis de kom sammen med ham, var de seje. Jeg forstod dem ikke. Mark var ikke just fyren, der behandlede sine kærester med respekt. Hans længste forhold havde varet 3 mdr. og han var utro over halvdelen af tiden med over et dusin piger. Men kærlighed, eller popularitet ville nok passe bedre, gør blind. Jeg ønskede ikke at være alene. Jeg kunne ikke klare tomheden, og vandreren i mine tanker, mens jeg bare sad og lavede ingenting. Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne snakke med nogen. Jeg havde ikke min mobil på mig og jeg kunne ikke se noget som helst personligt. Jeg forstod det ikke. Hvor var mit tøj? Hvor var min mobil? Jeg prøvede at rejse mig op, men det skar ind i brystet. Jeg blev nødt til at ligge mig ned igen og fange pusten som jeg havde mistet. Jeg var ved at blive irriteret på min krop, men mere irriteret over at jeg var blevet skudt. Hvorfor kunne mit liv ikke bare være mere enkelt?
Jens kom ikke tilbage. En sygeplejerske hentede hans ting, og da jeg spurgte hvad der var sket, kiggede hun bare genert ned i gulvet og gik hendes vej. På en mærkelig måde savnede jeg ham, trods kun at have kendt ham i få timer. Måske var det bare, at jeg var alene. Jeg savnede nok bare en eller anden hos mig. Helena.Hun kom ind i mine tanker endnu engang, og jeg forstod virkelig ikke hvor hun var henne. Jeg forstod ingenting. Jeg troede at hun ville være hos min side hele tiden. Men det var hun ikke. Var der noget jeg havde sagt, eller gjort, som kunne have fået hende til ikke at ville se mig? Jeg kunne ikke huske hvad det skulle have været. Men jeg var på en eller anden mærkelig måde bange for, at jeg havde gjort noget. Jeg prøvede endnu engang at rejse mig op, og bed smerten i mig. Jeg ville prøve at finde noget tøj, og som jeg listede rundt om sengen, ned på knæ for at kigge, kunne jeg mærke det skære i mit bryst som 1000 knive på en gang. Jeg stod oprejst, men bøjede mig ned, for at prøve at kontrollere min vejrtrækning, og på den måde også kontrollere smerten."Jeg har nogle smertestillende," sagde pigen skråt overfor mig. Hun kiggede på mig med de flotteste grønne øjne jeg havde nogensinde havde set. Men hendes ansigt var ikke det kønneste, men jeg ville ikke dømme hende trods det. Hun smilede genert, og rejste sig uden besvær op, og fandt nogle piller i skuffen på bordet ved siden af hendes seng. Hun gik hen imod mig, og gav mig et glas smertestillende piller, hvor der lå to i. "Skal jeg hente et glas vand til dig?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg havde al for ondt til at snakke. Det var noget der kunne irritere mig. Når min krop ikke ville, som jeg. Hun kom tilbage, og jeg slugte begge piller. De virkede selvfølgelig ikke med det samme.Pigen tog min arm, og hjalp mig op i sengen igen og gav mig et smil. Derefter gik hun over til sin seng igen. Hun slæbte sine fødder hen ad gulvet og derefter kryb hun op i sin seng igen. Hun kiggede længe over på mig, og jeg sendte hende et smil. Hun vendte derefter ryggen til mig, og lagde sig sikkert til at sove igen. Jeg følte ikke at pillerne hjalp på smerterne - overhovedet. Men jeg følte mig al for træt til at prøve på at rejse mig op igen. Så jeg lagde mig til at sove.
Jeg blev vækket af Danny og følte mig meget døsig. Han havde taget noget rent tøj med til mig, samt min mobil. Jeg begyndte at klæde mig på, og så at min mobil ikke havde mere strøm på."Du kunne ikke have ladet den op, vel?" sagde jeg spydigt. Danny svarede ikke. Han satte sig bare i stolen mens han kiggede på imens jeg klædte mig på. Smerten var der stadig, men den var mere afdæmpet end tidligere på dagen. Imens jeg klædte mig på, kom en læge ind. Han lignede virkelig en perfekt mandemodel, eller Ken fra Barbiekollektionen. Hans ansigt var helt symmetrisk og jeg kunne ikke finde en eneste fejl på ham. Sådan noget hadede jeg bare - perfekte mennesker. Han gav mig et pilleglas, og sagde at jeg skulle tage dem 3 gange om dagen i 2 uger. Derefter skulle jeg have skiftet min forbinding inden jeg tog afsted, og komme til et tjek om 2 uger. Hvis det begyndte at bløde, skulle jeg komme med det samme. Derefter sagde han bare at jeg skulle slappe af den næste dag eller to. Jeg måtte ikke tage i skole den næste uge, og måtte ikke have idræt den næste måned. Jeg var ikke særlig ked af det."Du må dog heller ikke have sex den næste måned."Danny begyndte at grine en smule, og jeg gav et irriteret puf. Lægen sagde farvel, og Danny og jeg gik til p-huset hvor han holdte. Vi steg ind, og kørte hjemad. Jeg sagde ikke rigtig noget, men prøvede bare at finde ud af hvordan jeg skulle sidde, før at smerten ikke var så uudholdelig. Jeg var dog glad for, at jeg ikke skulle være indlagt i flere dag, eller uger. Ligesom Jens. "Helena er derhjemme," sagde Danny og jeg stoppede med at prøve på at finde den rigtige måde at sidde på. "Hun har faktisk været der lige siden episoden. Agnete er den eneste hun ønsker at snakke med, udover dig. Hun var næsten ved at gå amok ved frokosten her i dag, på far og Mark, der snakkede om at selv skulle betale for skaderne.""Overrasker mig ikke," svarede jeg."Men det overraskede hende. Har du ikke fortalt hende om dem?""Hun troede vel at jeg overreagerede. Hvorfor tog hun ikke med nu her?""Hun ville hjælpe mor med aftensmaden. Før det, ville hun bare have dig for sig selv, og følte at familie kom først. Hun kender vidst ikke til vores familie.""Tydeligvis ikke.""Hvad med Phillip?""Han er i Lalandia."Jeg kiggede på Danny med et foruroligende blik, og han begyndte at grine."Han er varetægtsfængslet og skal for en domstol om to uger, tror jeg at det var. Tror at far sagde, at han ville kunne få 5 år, men siden at det er et lorte retssystem vi har her i landet, tvivler jeg stærkt på det.""Sandt nok."Vi kom til huset, og jeg steg ud med lidt hjælp fra Danny. Vi gik indenfor, smed vores sko og kunne allerede der dufte maden. Det duftede som boller i karry. Mine døtre kom løbende hen imod mig og prøvede at springe op. Minna hev i min hånd og trak mig ind til spisebordet, og befalede mig til at sidde ved siden af hende, hvor Sofia også ville have det. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem."Jeg skal nok sidde ved siden af jer begge to.""Jeg vil faktisk hellere sidde ved Helena," sagde Minna, og krammede mig. "Hun har lært mig at lave vejrmøller."Minna løb hen imod mit værelse, hvor jeg så Helena stå og smile. Hun sagde ingenting, men gik hurtigt hen imod mig med Minna lige bag sig. Hun gav mig verdens største knus, større end Agnete havde givet mig.Hun sagde ingenting, hvilket egentlig passede mig helt fint. Hvad skulle man sige efter sådan en episode? Jeg var i live, og det var nok det vigtigste af det hele. "Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole i morgen?" spurgte Minna og kiggede over på min mor. "Hvis jeg siger far blev skudt, så må jeg nok godt."Jeg kiggede foruroligende på min mor, som bare sad og kiggede på mig, og vidste ikke hvad hun skulle sige. De havde set film, hvor folk blev skudt. Engang havde de begge to gemt sig under sofaen, fordi at de ville se en actionfilm. De begge havde mareridt i 2 uger."Bang bang."Min søn, eller han var ikke min, men det anså jeg ham som, kom løbende mens han råbte "bang bang". Han løb rundt om bordet indtil at Danny fangede ham og legede flyvemaskine. Det var på en måde skønt at være hjemme, og som jeg stod og kiggede ud over dette scenarie, skulle man næsten tro at dette familie var perfekt. Men det var vi ikke. Langt fra. "Der er mad," råbte min mor og vi alle satte os ned. Jeg sad overfor Helena med Sofia og Agnete ved min side. Mark tog sin tallerken med ind på værelset og min far tog sin med ind i stuen. Det passede mig fint, da de ellers ville begynde at skændes med Danny.Efter maden, hvor der egentlig ikke skete noget som helst satte vi os ind i stuen, og min far forlod den og gik ind på soveværelset. Vi andre så en børnefilm med børnene, indtil klokken blev 20. Jeg gik ind sammen med Agnete og puttede dem alle sammen, og derefter gik jeg ind på mit værelse hvor Helena sad i min seng og lagde neglelak. Jeg kunne se på gulvtæppet, at de havde prøvet at tage blodet væk, men havde givet op, da de havde skåret det af, så nu var der bare et stor stykke uden gulvtæppe. "Din mor siger at det bliver ordnet i morgen," sagde Helena da hun så at jeg kiggede ned på gulvtæppet. "Jeg vidste virkelig ikke at din far var en så modbydelig mand. Jeg havde slet ikke forestillet mig det.""Jeg sagde jo at han var en idiot," svarede jeg imens jeg begyndte at klæde mig af, så jeg kun havde underbukser på. Helena så forbindingen, og lagde neglelakken væk, og pustede på sine fingernegle. Jeg lagde mig under dynen og tændte for TVet hvor der var en dårlig komedie igang."Jeg troede bare aldrig at han kunne være så modbydelig.""Skal du ikke i skole i morgen?" spurgte jeg og håbede på at hun ville glemme at snakke om min far."Jo. Eller, jeg ved ikke. Jeg har ikke særlig meget lyst til det, uden dig. Og vi har alligevel kun lorte projektsuge sammen med Kirsten. Jeg kan virkelig ikke tage hende. Derudover har vi også kun 2 moduler imorgen.""Måske ville det være bedst at tage af sted.""Jeg ønsker bare ikke alle de spørgsmål, som jeg ved at jeg får! Jeg tvivler på at ingen ved hvad der skete igår aftes.""Så lad dem spørge.""Hvad skal jeg så svare?""Hvad mener du?""Jamen... hvad er vi?"
Jens kom ikke tilbage. En sygeplejerske hentede hans ting, og da jeg spurgte hvad der var sket, kiggede hun bare genert ned i gulvet og gik hendes vej. På en mærkelig måde savnede jeg ham, trods kun at have kendt ham i få timer. Måske var det bare, at jeg var alene. Jeg savnede nok bare en eller anden hos mig. Helena.Hun kom ind i mine tanker endnu engang, og jeg forstod virkelig ikke hvor hun var henne. Jeg forstod ingenting. Jeg troede at hun ville være hos min side hele tiden. Men det var hun ikke. Var der noget jeg havde sagt, eller gjort, som kunne have fået hende til ikke at ville se mig? Jeg kunne ikke huske hvad det skulle have været. Men jeg var på en eller anden mærkelig måde bange for, at jeg havde gjort noget. Jeg prøvede endnu engang at rejse mig op, og bed smerten i mig. Jeg ville prøve at finde noget tøj, og som jeg listede rundt om sengen, ned på knæ for at kigge, kunne jeg mærke det skære i mit bryst som 1000 knive på en gang. Jeg stod oprejst, men bøjede mig ned, for at prøve at kontrollere min vejrtrækning, og på den måde også kontrollere smerten."Jeg har nogle smertestillende," sagde pigen skråt overfor mig. Hun kiggede på mig med de flotteste grønne øjne jeg havde nogensinde havde set. Men hendes ansigt var ikke det kønneste, men jeg ville ikke dømme hende trods det. Hun smilede genert, og rejste sig uden besvær op, og fandt nogle piller i skuffen på bordet ved siden af hendes seng. Hun gik hen imod mig, og gav mig et glas smertestillende piller, hvor der lå to i. "Skal jeg hente et glas vand til dig?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg havde al for ondt til at snakke. Det var noget der kunne irritere mig. Når min krop ikke ville, som jeg. Hun kom tilbage, og jeg slugte begge piller. De virkede selvfølgelig ikke med det samme.Pigen tog min arm, og hjalp mig op i sengen igen og gav mig et smil. Derefter gik hun over til sin seng igen. Hun slæbte sine fødder hen ad gulvet og derefter kryb hun op i sin seng igen. Hun kiggede længe over på mig, og jeg sendte hende et smil. Hun vendte derefter ryggen til mig, og lagde sig sikkert til at sove igen. Jeg følte ikke at pillerne hjalp på smerterne - overhovedet. Men jeg følte mig al for træt til at prøve på at rejse mig op igen. Så jeg lagde mig til at sove.
Jeg blev vækket af Danny og følte mig meget døsig. Han havde taget noget rent tøj med til mig, samt min mobil. Jeg begyndte at klæde mig på, og så at min mobil ikke havde mere strøm på."Du kunne ikke have ladet den op, vel?" sagde jeg spydigt. Danny svarede ikke. Han satte sig bare i stolen mens han kiggede på imens jeg klædte mig på. Smerten var der stadig, men den var mere afdæmpet end tidligere på dagen. Imens jeg klædte mig på, kom en læge ind. Han lignede virkelig en perfekt mandemodel, eller Ken fra Barbiekollektionen. Hans ansigt var helt symmetrisk og jeg kunne ikke finde en eneste fejl på ham. Sådan noget hadede jeg bare - perfekte mennesker. Han gav mig et pilleglas, og sagde at jeg skulle tage dem 3 gange om dagen i 2 uger. Derefter skulle jeg have skiftet min forbinding inden jeg tog afsted, og komme til et tjek om 2 uger. Hvis det begyndte at bløde, skulle jeg komme med det samme. Derefter sagde han bare at jeg skulle slappe af den næste dag eller to. Jeg måtte ikke tage i skole den næste uge, og måtte ikke have idræt den næste måned. Jeg var ikke særlig ked af det."Du må dog heller ikke have sex den næste måned."Danny begyndte at grine en smule, og jeg gav et irriteret puf. Lægen sagde farvel, og Danny og jeg gik til p-huset hvor han holdte. Vi steg ind, og kørte hjemad. Jeg sagde ikke rigtig noget, men prøvede bare at finde ud af hvordan jeg skulle sidde, før at smerten ikke var så uudholdelig. Jeg var dog glad for, at jeg ikke skulle være indlagt i flere dag, eller uger. Ligesom Jens. "Helena er derhjemme," sagde Danny og jeg stoppede med at prøve på at finde den rigtige måde at sidde på. "Hun har faktisk været der lige siden episoden. Agnete er den eneste hun ønsker at snakke med, udover dig. Hun var næsten ved at gå amok ved frokosten her i dag, på far og Mark, der snakkede om at selv skulle betale for skaderne.""Overrasker mig ikke," svarede jeg."Men det overraskede hende. Har du ikke fortalt hende om dem?""Hun troede vel at jeg overreagerede. Hvorfor tog hun ikke med nu her?""Hun ville hjælpe mor med aftensmaden. Før det, ville hun bare have dig for sig selv, og følte at familie kom først. Hun kender vidst ikke til vores familie.""Tydeligvis ikke.""Hvad med Phillip?""Han er i Lalandia."Jeg kiggede på Danny med et foruroligende blik, og han begyndte at grine."Han er varetægtsfængslet og skal for en domstol om to uger, tror jeg at det var. Tror at far sagde, at han ville kunne få 5 år, men siden at det er et lorte retssystem vi har her i landet, tvivler jeg stærkt på det.""Sandt nok."Vi kom til huset, og jeg steg ud med lidt hjælp fra Danny. Vi gik indenfor, smed vores sko og kunne allerede der dufte maden. Det duftede som boller i karry. Mine døtre kom løbende hen imod mig og prøvede at springe op. Minna hev i min hånd og trak mig ind til spisebordet, og befalede mig til at sidde ved siden af hende, hvor Sofia også ville have det. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem."Jeg skal nok sidde ved siden af jer begge to.""Jeg vil faktisk hellere sidde ved Helena," sagde Minna, og krammede mig. "Hun har lært mig at lave vejrmøller."Minna løb hen imod mit værelse, hvor jeg så Helena stå og smile. Hun sagde ingenting, men gik hurtigt hen imod mig med Minna lige bag sig. Hun gav mig verdens største knus, større end Agnete havde givet mig.Hun sagde ingenting, hvilket egentlig passede mig helt fint. Hvad skulle man sige efter sådan en episode? Jeg var i live, og det var nok det vigtigste af det hele. "Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole i morgen?" spurgte Minna og kiggede over på min mor. "Hvis jeg siger far blev skudt, så må jeg nok godt."Jeg kiggede foruroligende på min mor, som bare sad og kiggede på mig, og vidste ikke hvad hun skulle sige. De havde set film, hvor folk blev skudt. Engang havde de begge to gemt sig under sofaen, fordi at de ville se en actionfilm. De begge havde mareridt i 2 uger."Bang bang."Min søn, eller han var ikke min, men det anså jeg ham som, kom løbende mens han råbte "bang bang". Han løb rundt om bordet indtil at Danny fangede ham og legede flyvemaskine. Det var på en måde skønt at være hjemme, og som jeg stod og kiggede ud over dette scenarie, skulle man næsten tro at dette familie var perfekt. Men det var vi ikke. Langt fra. "Der er mad," råbte min mor og vi alle satte os ned. Jeg sad overfor Helena med Sofia og Agnete ved min side. Mark tog sin tallerken med ind på værelset og min far tog sin med ind i stuen. Det passede mig fint, da de ellers ville begynde at skændes med Danny.Efter maden, hvor der egentlig ikke skete noget som helst satte vi os ind i stuen, og min far forlod den og gik ind på soveværelset. Vi andre så en børnefilm med børnene, indtil klokken blev 20. Jeg gik ind sammen med Agnete og puttede dem alle sammen, og derefter gik jeg ind på mit værelse hvor Helena sad i min seng og lagde neglelak. Jeg kunne se på gulvtæppet, at de havde prøvet at tage blodet væk, men havde givet op, da de havde skåret det af, så nu var der bare et stor stykke uden gulvtæppe. "Din mor siger at det bliver ordnet i morgen," sagde Helena da hun så at jeg kiggede ned på gulvtæppet. "Jeg vidste virkelig ikke at din far var en så modbydelig mand. Jeg havde slet ikke forestillet mig det.""Jeg sagde jo at han var en idiot," svarede jeg imens jeg begyndte at klæde mig af, så jeg kun havde underbukser på. Helena så forbindingen, og lagde neglelakken væk, og pustede på sine fingernegle. Jeg lagde mig under dynen og tændte for TVet hvor der var en dårlig komedie igang."Jeg troede bare aldrig at han kunne være så modbydelig.""Skal du ikke i skole i morgen?" spurgte jeg og håbede på at hun ville glemme at snakke om min far."Jo. Eller, jeg ved ikke. Jeg har ikke særlig meget lyst til det, uden dig. Og vi har alligevel kun lorte projektsuge sammen med Kirsten. Jeg kan virkelig ikke tage hende. Derudover har vi også kun 2 moduler imorgen.""Måske ville det være bedst at tage af sted.""Jeg ønsker bare ikke alle de spørgsmål, som jeg ved at jeg får! Jeg tvivler på at ingen ved hvad der skete igår aftes.""Så lad dem spørge.""Hvad skal jeg så svare?""Hvad mener du?""Jamen... hvad er vi?"
Sikke en maerkelig verden - del 19.
Jeg vågnede op på en meget hvid stue, med 3 andre patienter. En ved siden af mig, en overfor den seng og en overfor min. Der var gardiner imellem os, som alle var rullet fra, så vi kunne se hinanden. Jeg vidste at jeg ikke var på intensiv afdeling, og jeg sukkede. Jeg vidste virkelig ikke om jeg var glad for at være i live. Jeg synes at hele min liv, var på et eller andet punkt, en stor joke. Jeg var ikke en person der gik rundt med selvmordstanker, men til tider kom de frem i mit hoved. Jeg snakkede ikke med nogen omkring det, som jeg nok burde. Men jeg havde ikke prøvet at tage mig liv. Jeg turde ikke. Jeg var bange for om det gjorde ondt, jeg var bange for at dø. Ironisk. Jeg lå med et skudsår i mit bryst, og jeg var bange for at selvmord gjorde ondt. Men jeg tror mere, at det var tanken om, at forlade denne jord for evigt. Jeg ønskede virkelig at have været alene på stuen, men alle sengene var optaget. Ved siden af mig var en dreng, måske på min alder, måske lidt yngre, men i hvert fald ikke ældre. Han sad med en stor bærbar computere og spillede WoW. Overfor mig var en ung pige i midten af teenageårene som lå og sov, og ved siden af hende endnu en pige som nok var på min alder, som også lå og sov. Det var ikke lige et sted man ville snakke med hinanden, men drengen ved siden af mig var vidst en selskabelig fyr."De sagde at du blev skudt," sagde han, men spillede stadig videre. Han kiggede ikke engang på mig, men kiggede koncentreret på skærmen. Hans tunge hang ud af hans mund, og jeg smilede indvendigt af det. "Hvem er De?" spurgte jeg, og prøvede at sætte mig helt op, men kunne mærke smerten i brystet. Jeg tog mig til brystet og lagde mig stille ned igen i et ynkeligt grynt. I et stykke tid svarede drengen mig ikke. Der var nok noget svært i spillet."Spøgelserne," grinte han, og lukkede så sin computer ned. "Lægerne som normale humorforladte mennesker nok ville kalde dem."Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var godt med lidt opmuntring af en slags, efter dette mareridt. "Er det sandt? Blev du helt seriøst skudt?""Jep.""Fedest!" sagde han helt opmuntret og hoppede ud af sin seng, og satte sig på stolen ved siden af min seng. "Var det i en narkohandel? Som man ser på film? Hvordan var det? Gjorde det ondt?"Jeg begyndte så småt at grine af alle de spørgsmål. Jeg vidste slet ikke om jeg skulle fortælle ham det. Han virkede helt oppe at køre over det. Men det var nok heller ikke hver evig eneste dag, at man mødte en der var blevet skudt. Hvis jeg havde været ham, havde jeg nok reageret lidt på samme måde - bare ikke helt så hurtigt. Det var jeg alt for genert til. "En sur eks kæreste," svarede jeg. Jeg ville lade være med at nævne alle de blodige detaljer, da jeg egentlig ikke kunne huske dem. Jeg husker kun at se rødt, min brors ansigt og så... sort. "En tøs skød dig?!" udbrød han, og en af pigerne vågnede. Hende overfor mig. Hun kiggede på os med et meget tomt blik, og lagde sig så til at sove igen. "Nej, min..." begyndte jeg, men stoppede. Hvad skulle jeg kalde Helena? Var hun min kæreste nu? Eller... Jeg var forvirret, og det havde mit hoved ikke brug for. Ikke nu. "Din hvad?" sagde han."Min venindes eks kæreste. Han troede at vi lavede noget, eftersom hun lige havde slået op med ham.""Dit liv lyder fandme spændende!" udbrød han med et bredt smil. "Er det sgu ikke.""Jeg har lagt på denne stue i 2 uger nu. De aner ikke hvad der er galt med mig. Jeg kastede bare blod op, havde feber. Men de aner ikke hvad jeg fejler, men tør ikke sende mig hjem. Jeg hedder Jens, forresten.""Jace.""Mærkeligt navn."Jens virkede meget flink. Han var i hvert fald let at snakke med. Han blev begejstret over ingenting og virkede bare glad trods at han havde været indlagt i to uger. Han var ikke en person jeg ville have snakket med hvis jeg havde mødt ham på gaden, men sådan er det jo med de personer, man kan snakke bedst med. Jens skulle ud og have lavet nogle prøver, så jeg var endnu engang alene, i stilhed, med mine tanker. Pigerne på den anden side af værelset så stadig og sov, og jeg havde ikke den store lyst til at snakke med dem. Jeg tænkte egentlig bare på Helena. Hvorfor var hun her ikke? Jeg troede at hun ikke ville have mig mere, og min dårlige selvtillid trådte frem. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Når jeg var alene tænkte jeg bare for meget over tingene, og konklusionen af mine tanker endte aldrig positivt. Det føltes som en evighed før en læge trådte ind i stuen. Han skulle tage nogle prøver på pigen overfor mig, så nu var vi kun to. Pigen sov stadig, så jeg var stadig alene. Heldigvis gik der ikke lang tid før endnu en læge kom ind, og fortalte mig at jeg kunne blive udskrevet om aftenen hvis alt så fint ud. "Du har også besøg," sagde lægen. Ind ad døren kom Danny, Agnete og min mor. Jeg blev en smule skuffet over, at Helena ikke var der. Det var selvfølgelig skønt at se noget af min familie, især Agnete og Danny, men det var som at have meget høje forventninger, og så kun få det næstbedste. Agnete gav mig det største kram hun nogensinde havde givet mig, mens der rullede tårer ned af hendes kinder. Det gjorde ondt i mit bryst, men jeg var egentlig rimelig ligeglad, da jeg bare var glad for at se nogen, jeg kendte. "Hvordan har du det?" spurgte Danny, og satte sig ned på stolen, Jens havde siddet på. Agnete satte sig på sengekanten og min mor blev stående ved fodenden. "Fint," svarede jeg. Jeg havde ikke særlig meget at sige. Jeg var meget nysgerrig hvad der var sket med Phillip, men noget i mig ønskede alligevel ikke at vide det. Jeg håbede bare at han var ude af mit liv nu. At Helena og jeg kunne fortsætte som vi havde gjort hidtil, bare uden hemmelighederne. "De siger at du kan blive udskrevet i aften," sagde Agnete og lød helt begejstret. "Vi har været så bange alle sammen!""Undtagen Mark og far selvfølgelig," mumlede Danny og min mor gav ham et meget ondt blik. Men hun vidste at han havde ret. "Hvad?" sagde Danny til vores mor, og hun rystede bare på hovedet."Du ved at det er sandt," fortsatte han. "Selv efter at Helena havde skreget i flere minutter, diskuterede de om de skulle bryde døren ned. For det ville jo ikke koste meget mere at få repareret døren, end at få blodet væk fra gulvtæppet. Nu er de sikkert sure på Jace for at have dryppet på deres dyre fine lorte tæppe.""Danny skat, stop nu.""Nej jeg vil ej! Du kan ikke se sandheden i øjnene, at de to er de største idioter nogensinde. Din søn var ved at dø, og din fucking mand var pisse ligeglad."Danny rejste sig op, og kiggede på mig. "Undskyld," sagde han, og gik ud af stuen. Jeg forstod ham udmærket godt, men jeg havde bare indset af Mark og min far ikke var værd at skændes om, over eller med. Det var som om at jeg havde smidt dem ud af mit liv. "Jeg er lykkelig over at du har det godt!" sagde Agnete og gav mig endnu et kram, og kyssede min kind, da Danny havde forladt værelset. "Vi skal nok til at gå," sagde min mor, og kom hen og gav mig et kys på kinden. "Vi henter dig i aften."De gik, og jeg var endnu engang alene. Jeg kunne slet ikke forstå at min mor kunne være så ligeglad med hendes mands opførsel, samt hendes søn. Men så igen, Mark var hendes førstefødte. Det var bare ærgeligt, at han var endt som hans far. Men han havde altid været en idiot, selv da vi var små. Han havde aldrig fået skylden for noget, så han troede jo inderst inde at han var perfekt. Da han gik i skole, var alle pigerne vilde med ham, og hvis de kom sammen med ham, var de seje. Jeg forstod dem ikke. Mark var ikke just fyren, der behandlede sine kærester med respekt. Hans længste forhold havde varet 3 mdr. og han var utro over halvdelen af tiden med over et dusin piger. Men kærlighed, eller popularitet ville nok passe bedre, gør blind. Jeg ønskede ikke at være alene. Jeg kunne ikke klare tomheden, og vandreren i mine tanker, mens jeg bare sad og lavede ingenting. Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne snakke med nogen. Jeg havde ikke min mobil på mig og jeg kunne ikke se noget som helst personligt. Jeg forstod det ikke. Hvor var mit tøj? Hvor var min mobil? Jeg prøvede at rejse mig op, men det skar ind i brystet. Jeg blev nødt til at ligge mig ned igen og fange pusten som jeg havde mistet. Jeg var ved at blive irriteret på min krop, men mere irriteret over at jeg var blevet skudt. Hvorfor kunne mit liv ikke bare være mere enkelt?
Jens kom ikke tilbage. En sygeplejerske hentede hans ting, og da jeg spurgte hvad der var sket, kiggede hun bare genert ned i gulvet og gik hendes vej. På en mærkelig måde savnede jeg ham, trods kun at have kendt ham i få timer. Måske var det bare, at jeg var alene. Jeg savnede nok bare en eller anden hos mig. Helena.Hun kom ind i mine tanker endnu engang, og jeg forstod virkelig ikke hvor hun var henne. Jeg forstod ingenting. Jeg troede at hun ville være hos min side hele tiden. Men det var hun ikke. Var der noget jeg havde sagt, eller gjort, som kunne have fået hende til ikke at ville se mig? Jeg kunne ikke huske hvad det skulle have været. Men jeg var på en eller anden mærkelig måde bange for, at jeg havde gjort noget. Jeg prøvede endnu engang at rejse mig op, og bed smerten i mig. Jeg ville prøve at finde noget tøj, og som jeg listede rundt om sengen, ned på knæ for at kigge, kunne jeg mærke det skære i mit bryst som 1000 knive på en gang. Jeg stod oprejst, men bøjede mig ned, for at prøve at kontrollere min vejrtrækning, og på den måde også kontrollere smerten."Jeg har nogle smertestillende," sagde pigen skråt overfor mig. Hun kiggede på mig med de flotteste grønne øjne jeg havde nogensinde havde set. Men hendes ansigt var ikke det kønneste, men jeg ville ikke dømme hende trods det. Hun smilede genert, og rejste sig uden besvær op, og fandt nogle piller i skuffen på bordet ved siden af hendes seng. Hun gik hen imod mig, og gav mig et glas smertestillende piller, hvor der lå to i. "Skal jeg hente et glas vand til dig?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg havde al for ondt til at snakke. Det var noget der kunne irritere mig. Når min krop ikke ville, som jeg. Hun kom tilbage, og jeg slugte begge piller. De virkede selvfølgelig ikke med det samme.Pigen tog min arm, og hjalp mig op i sengen igen og gav mig et smil. Derefter gik hun over til sin seng igen. Hun slæbte sine fødder hen ad gulvet og derefter kryb hun op i sin seng igen. Hun kiggede længe over på mig, og jeg sendte hende et smil. Hun vendte derefter ryggen til mig, og lagde sig sikkert til at sove igen. Jeg følte ikke at pillerne hjalp på smerterne - overhovedet. Men jeg følte mig al for træt til at prøve på at rejse mig op igen. Så jeg lagde mig til at sove.
Jeg blev vækket af Danny og følte mig meget døsig. Han havde taget noget rent tøj med til mig, samt min mobil. Jeg begyndte at klæde mig på, og så at min mobil ikke havde mere strøm på."Du kunne ikke have ladet den op, vel?" sagde jeg spydigt. Danny svarede ikke. Han satte sig bare i stolen mens han kiggede på imens jeg klædte mig på. Smerten var der stadig, men den var mere afdæmpet end tidligere på dagen. Imens jeg klædte mig på, kom en læge ind. Han lignede virkelig en perfekt mandemodel, eller Ken fra Barbiekollektionen. Hans ansigt var helt symmetrisk og jeg kunne ikke finde en eneste fejl på ham. Sådan noget hadede jeg bare - perfekte mennesker. Han gav mig et pilleglas, og sagde at jeg skulle tage dem 3 gange om dagen i 2 uger. Derefter skulle jeg have skiftet min forbinding inden jeg tog afsted, og komme til et tjek om 2 uger. Hvis det begyndte at bløde, skulle jeg komme med det samme. Derefter sagde han bare at jeg skulle slappe af den næste dag eller to. Jeg måtte ikke tage i skole den næste uge, og måtte ikke have idræt den næste måned. Jeg var ikke særlig ked af det."Du må dog heller ikke have sex den næste måned."Danny begyndte at grine en smule, og jeg gav et irriteret puf. Lægen sagde farvel, og Danny og jeg gik til p-huset hvor han holdte. Vi steg ind, og kørte hjemad. Jeg sagde ikke rigtig noget, men prøvede bare at finde ud af hvordan jeg skulle sidde, før at smerten ikke var så uudholdelig. Jeg var dog glad for, at jeg ikke skulle være indlagt i flere dag, eller uger. Ligesom Jens. "Helena er derhjemme," sagde Danny og jeg stoppede med at prøve på at finde den rigtige måde at sidde på. "Hun har faktisk været der lige siden episoden. Agnete er den eneste hun ønsker at snakke med, udover dig. Hun var næsten ved at gå amok ved frokosten her i dag, på far og Mark, der snakkede om at selv skulle betale for skaderne.""Overrasker mig ikke," svarede jeg."Men det overraskede hende. Har du ikke fortalt hende om dem?""Hun troede vel at jeg overreagerede. Hvorfor tog hun ikke med nu her?""Hun ville hjælpe mor med aftensmaden. Før det, ville hun bare have dig for sig selv, og følte at familie kom først. Hun kender vidst ikke til vores familie.""Tydeligvis ikke.""Hvad med Phillip?""Han er i Lalandia."Jeg kiggede på Danny med et foruroligende blik, og han begyndte at grine."Han er varetægtsfængslet og skal for en domstol om to uger, tror jeg at det var. Tror at far sagde, at han ville kunne få 5 år, men siden at det er et lorte retssystem vi har her i landet, tvivler jeg stærkt på det.""Sandt nok."Vi kom til huset, og jeg steg ud med lidt hjælp fra Danny. Vi gik indenfor, smed vores sko og kunne allerede der dufte maden. Det duftede som boller i karry. Mine døtre kom løbende hen imod mig og prøvede at springe op. Minna hev i min hånd og trak mig ind til spisebordet, og befalede mig til at sidde ved siden af hende, hvor Sofia også ville have det. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem."Jeg skal nok sidde ved siden af jer begge to.""Jeg vil faktisk hellere sidde ved Helena," sagde Minna, og krammede mig. "Hun har lært mig at lave vejrmøller."Minna løb hen imod mit værelse, hvor jeg så Helena stå og smile. Hun sagde ingenting, men gik hurtigt hen imod mig med Minna lige bag sig. Hun gav mig verdens største knus, større end Agnete havde givet mig.Hun sagde ingenting, hvilket egentlig passede mig helt fint. Hvad skulle man sige efter sådan en episode? Jeg var i live, og det var nok det vigtigste af det hele. "Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole i morgen?" spurgte Minna og kiggede over på min mor. "Hvis jeg siger far blev skudt, så må jeg nok godt."Jeg kiggede foruroligende på min mor, som bare sad og kiggede på mig, og vidste ikke hvad hun skulle sige. De havde set film, hvor folk blev skudt. Engang havde de begge to gemt sig under sofaen, fordi at de ville se en actionfilm. De begge havde mareridt i 2 uger."Bang bang."Min søn, eller han var ikke min, men det anså jeg ham som, kom løbende mens han råbte "bang bang". Han løb rundt om bordet indtil at Danny fangede ham og legede flyvemaskine. Det var på en måde skønt at være hjemme, og som jeg stod og kiggede ud over dette scenarie, skulle man næsten tro at dette familie var perfekt. Men det var vi ikke. Langt fra. "Der er mad," råbte min mor og vi alle satte os ned. Jeg sad overfor Helena med Sofia og Agnete ved min side. Mark tog sin tallerken med ind på værelset og min far tog sin med ind i stuen. Det passede mig fint, da de ellers ville begynde at skændes med Danny.Efter maden, hvor der egentlig ikke skete noget som helst satte vi os ind i stuen, og min far forlod den og gik ind på soveværelset. Vi andre så en børnefilm med børnene, indtil klokken blev 20. Jeg gik ind sammen med Agnete og puttede dem alle sammen, og derefter gik jeg ind på mit værelse hvor Helena sad i min seng og lagde neglelak. Jeg kunne se på gulvtæppet, at de havde prøvet at tage blodet væk, men havde givet op, da de havde skåret det af, så nu var der bare et stor stykke uden gulvtæppe. "Din mor siger at det bliver ordnet i morgen," sagde Helena da hun så at jeg kiggede ned på gulvtæppet. "Jeg vidste virkelig ikke at din far var en så modbydelig mand. Jeg havde slet ikke forestillet mig det.""Jeg sagde jo at han var en idiot," svarede jeg imens jeg begyndte at klæde mig af, så jeg kun havde underbukser på. Helena så forbindingen, og lagde neglelakken væk, og pustede på sine fingernegle. Jeg lagde mig under dynen og tændte for TVet hvor der var en dårlig komedie igang."Jeg troede bare aldrig at han kunne være så modbydelig.""Skal du ikke i skole i morgen?" spurgte jeg og håbede på at hun ville glemme at snakke om min far."Jo. Eller, jeg ved ikke. Jeg har ikke særlig meget lyst til det, uden dig. Og vi har alligevel kun lorte projektsuge sammen med Kirsten. Jeg kan virkelig ikke tage hende. Derudover har vi også kun 2 moduler imorgen.""Måske ville det være bedst at tage af sted.""Jeg ønsker bare ikke alle de spørgsmål, som jeg ved at jeg får! Jeg tvivler på at ingen ved hvad der skete igår aftes.""Så lad dem spørge.""Hvad skal jeg så svare?""Hvad mener du?""Jamen... hvad er vi?"
Jens kom ikke tilbage. En sygeplejerske hentede hans ting, og da jeg spurgte hvad der var sket, kiggede hun bare genert ned i gulvet og gik hendes vej. På en mærkelig måde savnede jeg ham, trods kun at have kendt ham i få timer. Måske var det bare, at jeg var alene. Jeg savnede nok bare en eller anden hos mig. Helena.Hun kom ind i mine tanker endnu engang, og jeg forstod virkelig ikke hvor hun var henne. Jeg forstod ingenting. Jeg troede at hun ville være hos min side hele tiden. Men det var hun ikke. Var der noget jeg havde sagt, eller gjort, som kunne have fået hende til ikke at ville se mig? Jeg kunne ikke huske hvad det skulle have været. Men jeg var på en eller anden mærkelig måde bange for, at jeg havde gjort noget. Jeg prøvede endnu engang at rejse mig op, og bed smerten i mig. Jeg ville prøve at finde noget tøj, og som jeg listede rundt om sengen, ned på knæ for at kigge, kunne jeg mærke det skære i mit bryst som 1000 knive på en gang. Jeg stod oprejst, men bøjede mig ned, for at prøve at kontrollere min vejrtrækning, og på den måde også kontrollere smerten."Jeg har nogle smertestillende," sagde pigen skråt overfor mig. Hun kiggede på mig med de flotteste grønne øjne jeg havde nogensinde havde set. Men hendes ansigt var ikke det kønneste, men jeg ville ikke dømme hende trods det. Hun smilede genert, og rejste sig uden besvær op, og fandt nogle piller i skuffen på bordet ved siden af hendes seng. Hun gik hen imod mig, og gav mig et glas smertestillende piller, hvor der lå to i. "Skal jeg hente et glas vand til dig?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg havde al for ondt til at snakke. Det var noget der kunne irritere mig. Når min krop ikke ville, som jeg. Hun kom tilbage, og jeg slugte begge piller. De virkede selvfølgelig ikke med det samme.Pigen tog min arm, og hjalp mig op i sengen igen og gav mig et smil. Derefter gik hun over til sin seng igen. Hun slæbte sine fødder hen ad gulvet og derefter kryb hun op i sin seng igen. Hun kiggede længe over på mig, og jeg sendte hende et smil. Hun vendte derefter ryggen til mig, og lagde sig sikkert til at sove igen. Jeg følte ikke at pillerne hjalp på smerterne - overhovedet. Men jeg følte mig al for træt til at prøve på at rejse mig op igen. Så jeg lagde mig til at sove.
Jeg blev vækket af Danny og følte mig meget døsig. Han havde taget noget rent tøj med til mig, samt min mobil. Jeg begyndte at klæde mig på, og så at min mobil ikke havde mere strøm på."Du kunne ikke have ladet den op, vel?" sagde jeg spydigt. Danny svarede ikke. Han satte sig bare i stolen mens han kiggede på imens jeg klædte mig på. Smerten var der stadig, men den var mere afdæmpet end tidligere på dagen. Imens jeg klædte mig på, kom en læge ind. Han lignede virkelig en perfekt mandemodel, eller Ken fra Barbiekollektionen. Hans ansigt var helt symmetrisk og jeg kunne ikke finde en eneste fejl på ham. Sådan noget hadede jeg bare - perfekte mennesker. Han gav mig et pilleglas, og sagde at jeg skulle tage dem 3 gange om dagen i 2 uger. Derefter skulle jeg have skiftet min forbinding inden jeg tog afsted, og komme til et tjek om 2 uger. Hvis det begyndte at bløde, skulle jeg komme med det samme. Derefter sagde han bare at jeg skulle slappe af den næste dag eller to. Jeg måtte ikke tage i skole den næste uge, og måtte ikke have idræt den næste måned. Jeg var ikke særlig ked af det."Du må dog heller ikke have sex den næste måned."Danny begyndte at grine en smule, og jeg gav et irriteret puf. Lægen sagde farvel, og Danny og jeg gik til p-huset hvor han holdte. Vi steg ind, og kørte hjemad. Jeg sagde ikke rigtig noget, men prøvede bare at finde ud af hvordan jeg skulle sidde, før at smerten ikke var så uudholdelig. Jeg var dog glad for, at jeg ikke skulle være indlagt i flere dag, eller uger. Ligesom Jens. "Helena er derhjemme," sagde Danny og jeg stoppede med at prøve på at finde den rigtige måde at sidde på. "Hun har faktisk været der lige siden episoden. Agnete er den eneste hun ønsker at snakke med, udover dig. Hun var næsten ved at gå amok ved frokosten her i dag, på far og Mark, der snakkede om at selv skulle betale for skaderne.""Overrasker mig ikke," svarede jeg."Men det overraskede hende. Har du ikke fortalt hende om dem?""Hun troede vel at jeg overreagerede. Hvorfor tog hun ikke med nu her?""Hun ville hjælpe mor med aftensmaden. Før det, ville hun bare have dig for sig selv, og følte at familie kom først. Hun kender vidst ikke til vores familie.""Tydeligvis ikke.""Hvad med Phillip?""Han er i Lalandia."Jeg kiggede på Danny med et foruroligende blik, og han begyndte at grine."Han er varetægtsfængslet og skal for en domstol om to uger, tror jeg at det var. Tror at far sagde, at han ville kunne få 5 år, men siden at det er et lorte retssystem vi har her i landet, tvivler jeg stærkt på det.""Sandt nok."Vi kom til huset, og jeg steg ud med lidt hjælp fra Danny. Vi gik indenfor, smed vores sko og kunne allerede der dufte maden. Det duftede som boller i karry. Mine døtre kom løbende hen imod mig og prøvede at springe op. Minna hev i min hånd og trak mig ind til spisebordet, og befalede mig til at sidde ved siden af hende, hvor Sofia også ville have det. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem."Jeg skal nok sidde ved siden af jer begge to.""Jeg vil faktisk hellere sidde ved Helena," sagde Minna, og krammede mig. "Hun har lært mig at lave vejrmøller."Minna løb hen imod mit værelse, hvor jeg så Helena stå og smile. Hun sagde ingenting, men gik hurtigt hen imod mig med Minna lige bag sig. Hun gav mig verdens største knus, større end Agnete havde givet mig.Hun sagde ingenting, hvilket egentlig passede mig helt fint. Hvad skulle man sige efter sådan en episode? Jeg var i live, og det var nok det vigtigste af det hele. "Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole i morgen?" spurgte Minna og kiggede over på min mor. "Hvis jeg siger far blev skudt, så må jeg nok godt."Jeg kiggede foruroligende på min mor, som bare sad og kiggede på mig, og vidste ikke hvad hun skulle sige. De havde set film, hvor folk blev skudt. Engang havde de begge to gemt sig under sofaen, fordi at de ville se en actionfilm. De begge havde mareridt i 2 uger."Bang bang."Min søn, eller han var ikke min, men det anså jeg ham som, kom løbende mens han råbte "bang bang". Han løb rundt om bordet indtil at Danny fangede ham og legede flyvemaskine. Det var på en måde skønt at være hjemme, og som jeg stod og kiggede ud over dette scenarie, skulle man næsten tro at dette familie var perfekt. Men det var vi ikke. Langt fra. "Der er mad," råbte min mor og vi alle satte os ned. Jeg sad overfor Helena med Sofia og Agnete ved min side. Mark tog sin tallerken med ind på værelset og min far tog sin med ind i stuen. Det passede mig fint, da de ellers ville begynde at skændes med Danny.Efter maden, hvor der egentlig ikke skete noget som helst satte vi os ind i stuen, og min far forlod den og gik ind på soveværelset. Vi andre så en børnefilm med børnene, indtil klokken blev 20. Jeg gik ind sammen med Agnete og puttede dem alle sammen, og derefter gik jeg ind på mit værelse hvor Helena sad i min seng og lagde neglelak. Jeg kunne se på gulvtæppet, at de havde prøvet at tage blodet væk, men havde givet op, da de havde skåret det af, så nu var der bare et stor stykke uden gulvtæppe. "Din mor siger at det bliver ordnet i morgen," sagde Helena da hun så at jeg kiggede ned på gulvtæppet. "Jeg vidste virkelig ikke at din far var en så modbydelig mand. Jeg havde slet ikke forestillet mig det.""Jeg sagde jo at han var en idiot," svarede jeg imens jeg begyndte at klæde mig af, så jeg kun havde underbukser på. Helena så forbindingen, og lagde neglelakken væk, og pustede på sine fingernegle. Jeg lagde mig under dynen og tændte for TVet hvor der var en dårlig komedie igang."Jeg troede bare aldrig at han kunne være så modbydelig.""Skal du ikke i skole i morgen?" spurgte jeg og håbede på at hun ville glemme at snakke om min far."Jo. Eller, jeg ved ikke. Jeg har ikke særlig meget lyst til det, uden dig. Og vi har alligevel kun lorte projektsuge sammen med Kirsten. Jeg kan virkelig ikke tage hende. Derudover har vi også kun 2 moduler imorgen.""Måske ville det være bedst at tage af sted.""Jeg ønsker bare ikke alle de spørgsmål, som jeg ved at jeg får! Jeg tvivler på at ingen ved hvad der skete igår aftes.""Så lad dem spørge.""Hvad skal jeg så svare?""Hvad mener du?""Jamen... hvad er vi?"
Sikke en maerkelig verden - del 18.
Hvad går der igennem ens hoved, når man får en pistol stukket i hovedet? Først går der et lille stykke tid, inden at man registrere hvad der egentlig er ved at ske. Man knytter næverne, og mærker hvordan at de bliver svedige, og mærker hvordan ens hjerte begynder at banke hurtigere. Man trækker automatisk vejret hurtigere, og kan mærke adrenalinen i ens blod der blusser op. Man får det varmt pga. nervøsiteten og den uvidenhed man har, over hvad der skal ske. Sådan havde jeg det i hvert fald, i de få sekunder jeg havde pistolen i min pande. Men efter lidt, tog Phillip den væk, og lagde den på mit skrivebord ved siden af ham. Mit hjerte lettede en lille smule, inden at jeg mærkede hans knytnæve ramme min kæbe, og jeg faldt ned på mit gulv. "Rejs dig!" råbte Phillip, og tog endnu engang pistolen. Jeg rejste mig op, og jeg fik et slag i panden med pistolen. Jeg faldt ikke denne gang, men kunne mærke hvordan hele mit hoved snurrede rundt. En hovedpine var begyndt at komme frem. Phillip skubbede mig ned på min seng, hvor at jeg blev siddende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var bange for at røre mig på en forkert måde, eller sige noget, som kunne gøre ham sur - måske så sur, at han ville skyde mig. Phillip tog stolen fra mit skrivebord, og satte sig ned. Han sigtede stadig på mig, men der opdagede jeg at pistolen stadig var sikret. Jeg blev en smule glad, og lettet. "Jeg har altid hadet dig," sagde Phillip, og jeg kunne mærke at jeg var ved at blive en smule svimmel fra de slag han havde givet mig. "Du har altid været nummer 1 hos Helena. Selv da du var død." Han tog en cigaret fra sin bukselomme, og tændte den. Han tog et par hiv, før han fortsatte."Jeg elskede at du var død, og ikke kunne nærme dig hende. Men noget indeni mig, sagde at du løj." Han grinte - et ulideligt hånende grin. "Og her er du nu, I LIVE! Jeg vidste det dog godt. Jeg hørte at du var sat i fængsel. Jeg håbede inderligt at du ville dø derinde, især efter hvad du gjorde imod hende... din eks kæreste. Kan ikke huske hendes navn, men det er også ligegyldigt!""Du har altid været hendes. Hun havde aldrig mødt dig, aldrig snakket med dig! Hun vidste jo ikke engang, om du var virkelig for fanden. Men alligevel var jeg nummer to! Og nu - nu ligger du fandme og knepper min kæreste!""Det er ikke svært, med mine kontakter, at gøre dig ondt. Især ikke inde i et fængsel hvor dem der holder øje med jer, ønsker jer døde. Når man har rigtige venner, Jace, så vil de gøre alt for en. Alt."Han rejste sig op, og jeg var en smule forvirret hvad han mente. Men jeg fik svar på mine spørgsmål efter hans lille pause. Han stod nu henne ved mit vindue og kiggede ud. Derefter kom han hen til mig, og kom så tæt på med hans mund mod mit øre, at jeg kunne mærke hans ånde."Mikkel," sagde han. "Som misbrugte dig i det år, han var derinde, slog nogle indvandrere ned, bare for min skyld. Stak sin pik i din røv, for min skyld. For at du kunne lide, så du kunne mærke hvor meget ondt du havde gjort mod Helena. Jeg fortryder det ikke - og gør han heller ikke."Jeg var mundlam. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget, eller hvad jeg skulle tænke."De nætter du lå og græd, helt alene. Man burde vel have haft ondt af dig."Jeg hørte Helena råbe ude på gangen, og banke på døren. Men jeg sagde ingenting. "Du ved hvorfor at jeg gør dette, gør du ikke?" spurgte han."Ja. Jeg ville skam også dræbe for hende."Han begyndte at grine. Et meget mærkeligt grin. Jeg kunne se på hans øjne, at han ikke var helt ædru, og nok havde diverse slags stoffer i blodet. Han tænkte ikke klart. "Vil du seriøst sidde i fængsel, for at dræbe mig?"Han stoppede med at grine og kiggede meget alvorligt på mig. Han begyndte at ryste ukontrollerende på hovedet imens han gik frem og tilbage og mumlede et eller andet. Sikringen var stadig slået til på pistolen, så jeg var stadig mere rolig, end hvad jeg egentlig burde være. Jeg hørte stadig Helena råbe derude, men pludselig stoppede det, og Phillip stoppede med at ryste på hans hoved, og kiggede på døren. Jeg kunne se, at han overvejede at åbne den, da han nærmede sig den langsomt. Men han stoppede da jeg prøvede at rejse mig op. Han sigtede pistolen på mig, og kom gående hen imod mig, så pistolen rørte min pande. Derefter grinede han hysterisk, og gik væk igen. I de få sekunder, at pistolen rørte mig, kunne jeg høre mit hjerte slå."Jeg håbede virkelig at du havde dræbt dig selv," sagde Phillip og kiggede på døren. "Jeg vidste slet ikke, at din psyke var så... stærk. Men her sidder du nu. Hvorfor kunne du ikke bare have dræbt dig selv, så jeg ikke skulle tænke på, om du nogensinde ville prøve at tage Helena fra mig? For jeg vidste, at da hun havde valget mellem dig og mig, ville hun vælge dig. Jeg forstår det ikke. Du er jo en lille emo. Sort hår, piercinger og grumme tatoveringer på din krop. Jeg fatter det ikke! Hvad ser hun i dig?!"Jeg vidste ikke helt om jeg skulle svare på det, men jeg lod være. Jeg var bange for at sige noget, som ville gøre ham sur. For når man er sur, og påvirket, tænker man ikke over hvad man gør. Jeg var bange, men ufattelig rolig. Jeg prøvede dog hver evig eneste gang jeg kunne, at komme hen til vinduet, så jeg kunne komme ud. Men hver evig eneste gang, fik jeg pistolen placeret i panden."Hvad sker der, derinde?"Jeg kunne høre Marks stemme på den anden side. Helenas gråd og hysteri kunne også høres. Jeg vidste ikke helt om jeg turde svare noget, men jeg lod være. Phillip sagde heller ingenting. Men han så på døren. Endnu engang kiggede jeg hen imod vinduet. Men i det samme at jeg bare tænkte på at gå derhen, sigtede Phillip endnu engang. Han fjernede sikringen på pistolen, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte ingen former for kampsport. Jeg var ikke stærk og jeg havde ikke noget våben, heller ikke engang en kniv. De hamrede på døren, på den anden side. Jeg ville skrige, men jeg var for bange for at sige noget som helst.I det døren sprang op, så jeg alle ude på den anden side, og hørte et skud. Jeg mærkede ingenting, og troede først at nogen af de andre var blevet skudt. Jeg så hvordan Mark og Danny fjernede pistolen fra Phillip, og lagde sig ned. Min far på den anden side var igang med at ringe 112, og Agnete og min mor holdt Helena tilbage, som havde helt røde øjne fra gråden. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men jeg kunne intet høre. Da Mark holdt Phillip helt selv nede, kom Danny hen imod mig. Jeg faldt ned på mine knæ, og så at mine hænder holdt om mit bryst. Jeg fjernede dem, og det eneste jeg kunne se var blod. Danny hev mig ned på gulvet, og pressede på det åbne sår. Jeg kunne også se hans mund bevæge sig, men jeg kunne intet høre. Det hele blev sløret, og pludselig blev det hele sort.
Sikke en maerkelig verden - del 17.
Vi alle kiggede på hinanden."Han søgte bare på de gule sider," beroligede Danny. "Tag det roligt Jace.""Jeg tager det skam helt roligt."Men indeni var jeg ved at eksplodere. Jeg var sikker på, at Helena havde skrevet mere til ha, end hvad hun fortalte mig. Men jeg ville ikke spørge ind til det. Jeg følte endnu engang, at der var al for meget drama i mit liv, men jeg kunne jo ikke stoppe det. Danny og jeg overvejede at gå ind til vores far og Mark, og spørge hvad vi skulle gøre. Men Danny var meget imod det. Vores far ville nok give ham skylden, selvom at han slet ikke var indblandet i det på nogen måde. Men alt hvad vores far kunne beskylde ham for, ville han gøre. Agnete var til fest, så hendes gode råd, kunne jeg heller ikke få. Jeg overvejede kraftigt at ringe til hende, men ville ikke ødelægge hendes aften endnu engang, pga. mine dumheder. Jeg måtte simpelthen bare tage konsekvensen for mine handlinger.Mia havde sat sig ved siden af Helena, og prøvede at finde en måde at trøste hende på. Helena var gået helt i spåner, da hun troede at Phillip ville gøre mig ondt, hvor jeg var bange for hvad han ville gøre ved hende. Jeg var ikke særlig bange for hvad der ville ske for mig."Hvad vil han gøre?" spurgte Mia, og kiggede hen imod Danny og mig, som stod henne ved døren. Danny havde sat sig med ryggen lænet mod væggen, ved siden af døren, og kiggede på hende, med store øjne. Derefter kiggede han op på mig, og rejste sig så op. Han gik ud af døren, så hurtigt at vi ikke kunne spørge hvad han skulle."Jeg ved det ikke," svarede Helena, og tørrede øjnene. "Jeg ved ikke hvad han kunne finde på. Han er voldelig. Har han altid været. Men... jeg ved det virkelig ikke.""Hvad skrev du præcist til ham?" spurgte jeg, og hun kiggede med hendes glansfulde øjne, på mig. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun rejste sig fra sengen, og gik hen imod mig. Hun gav mig hendes mobil, hvor der var en besked.
Nej. Jeg kan ikke komme. Jeg vil ikkekomme. Du kan komme til Århus, jeg blivernødt til at snakke med dig. Vi kan ikke bliveved med det her.
Jeg så også beskeden han havde sendt tilbage, og der stod ikke andet end min adresse og det Helena havde sagt. Der var intet der hentydede til, om han var alene, eller sammen med nogen. Der var intet der hentydede til, hvad han ville gøre, når han nu ankom.Danny kom brasende ind på værelset."Bed ham om at møde dig nede ved banegården," sagde han, og kastede Helenas sko ned ved siden af hende. "Mark tager med. Så du skal ikke være bange. Hvis der er noget han er imod, er det fyre der slår på tøser. Men der er mere sikkert der, end her, da der er flere mennesker, hvis der nu skulle ske noget. Vi andre tager også med, hvis nu der er mange flere. For de leder helt sikkert efter Jace, så du bliver ude i bilen." Han kiggede på mig."Nej. Nej," udbrød jeg. "Jeg kan sguda ikke bare sidde i bilen!""Jo," svarede Danny koldt. "Det er enten der, eller herhjemme. Op til dig."Jeg sukkede, og Mia gav Danny et kys i det Mark trådte ind på værelset sammen med to af hans meget pumpede venner. Han nikkede til Danny men sagde ingenting.Vi alle gik ud til bilerne. Jeg skulle sidde bagved sammen med Mia og Helena sad på forsædet. Mark og hans venner kørte i en anden bil. Phillip havde godkendt at ses på banegården, af en eller anden mærkelig grund. Men det gjorde Danny helt vild. Han var åbenbart klar på noget drama i hans liv, selvom at det ikke havde noget at gøre med ham.
Jeg sad i bilen helt alene, mens de andre gik ind. Selv Mia fik lov til at gå derind. Jeg følte mig alene, sjovt nok, da jeg var alene. Men jeg var på en måde også bange for, at nogen så mig på banegården. Det begyndte at regne mens jeg sad derinde, og jeg var i det sekund glad for, at man måtte ryge i denne bil. Så jeg tændte den ene cigaret efter den anden, eftersom at jeg var mere end nervøs. Jeg håbede at Dannys plan virkede, og jeg forsikrede mig selv, at Helena ikke var i fare derinde. Bildøren blev åbnet. Først steg Mia og Danny ind på forsædet, og jeg så Helena komme ind på bagsædet ved siden af mig. Hun gav mig et kram, men jeg kunne se at hun havde grædt. Vi kørte hjemad, i stilhed. Der var ingen der ville fortælle mig hvad der var sket, så jeg ventede til at jeg var alene sammen med Helena, så hun kunne fortælle mig det. Det var meget irriterende at være den eneste, der ikke vidste hvad der ville ske.Imens vi kørte hjemad, fik jeg en SMS. Fra Danny.
Ikke sig dette til Helena. Men det er ikke slut. Fyren er ikke færdig med dig. Han havde en fucking pistol i baglommen, så vær' glad for at du ikke var med derinde. Mark så den, selvom at han skjulte den med sin skjorte.
Jeg stirrede på SMSen som om at jeg havde set et spøgelse. Jeg følte mig på ingen måde i bedre humør. Jeg troede at dette trekantsdrama var slut. Helena og jeg skulle i det mindste ikke skjule os for nogen mere, men jeg skulle frygte mit liv? Havde han virkelig tænkt sig at dræbe mig? For en pige? Helena var ikke bare en pige, men alligevel.Da vi kom hjem, gik Danny ind på sit værelse med Mia, og Helena på toilettet. Så jeg gik alene ind på mit værelse, men lige da jeg trådte ind, kunne jeg mærke noget koldt metal på min hals, og en stærk lugt af alkohol. Døren blev lukket bag mig, og låst. Jeg så at mine gardiner var lukket for. "Vend dig om."Jeg vendte mig om. Det eneste jeg kunne se, var en pistol, og forenden af den stod Phillip med et skævt smil.
Nej. Jeg kan ikke komme. Jeg vil ikkekomme. Du kan komme til Århus, jeg blivernødt til at snakke med dig. Vi kan ikke bliveved med det her.
Jeg så også beskeden han havde sendt tilbage, og der stod ikke andet end min adresse og det Helena havde sagt. Der var intet der hentydede til, om han var alene, eller sammen med nogen. Der var intet der hentydede til, hvad han ville gøre, når han nu ankom.Danny kom brasende ind på værelset."Bed ham om at møde dig nede ved banegården," sagde han, og kastede Helenas sko ned ved siden af hende. "Mark tager med. Så du skal ikke være bange. Hvis der er noget han er imod, er det fyre der slår på tøser. Men der er mere sikkert der, end her, da der er flere mennesker, hvis der nu skulle ske noget. Vi andre tager også med, hvis nu der er mange flere. For de leder helt sikkert efter Jace, så du bliver ude i bilen." Han kiggede på mig."Nej. Nej," udbrød jeg. "Jeg kan sguda ikke bare sidde i bilen!""Jo," svarede Danny koldt. "Det er enten der, eller herhjemme. Op til dig."Jeg sukkede, og Mia gav Danny et kys i det Mark trådte ind på værelset sammen med to af hans meget pumpede venner. Han nikkede til Danny men sagde ingenting.Vi alle gik ud til bilerne. Jeg skulle sidde bagved sammen med Mia og Helena sad på forsædet. Mark og hans venner kørte i en anden bil. Phillip havde godkendt at ses på banegården, af en eller anden mærkelig grund. Men det gjorde Danny helt vild. Han var åbenbart klar på noget drama i hans liv, selvom at det ikke havde noget at gøre med ham.
Jeg sad i bilen helt alene, mens de andre gik ind. Selv Mia fik lov til at gå derind. Jeg følte mig alene, sjovt nok, da jeg var alene. Men jeg var på en måde også bange for, at nogen så mig på banegården. Det begyndte at regne mens jeg sad derinde, og jeg var i det sekund glad for, at man måtte ryge i denne bil. Så jeg tændte den ene cigaret efter den anden, eftersom at jeg var mere end nervøs. Jeg håbede at Dannys plan virkede, og jeg forsikrede mig selv, at Helena ikke var i fare derinde. Bildøren blev åbnet. Først steg Mia og Danny ind på forsædet, og jeg så Helena komme ind på bagsædet ved siden af mig. Hun gav mig et kram, men jeg kunne se at hun havde grædt. Vi kørte hjemad, i stilhed. Der var ingen der ville fortælle mig hvad der var sket, så jeg ventede til at jeg var alene sammen med Helena, så hun kunne fortælle mig det. Det var meget irriterende at være den eneste, der ikke vidste hvad der ville ske.Imens vi kørte hjemad, fik jeg en SMS. Fra Danny.
Ikke sig dette til Helena. Men det er ikke slut. Fyren er ikke færdig med dig. Han havde en fucking pistol i baglommen, så vær' glad for at du ikke var med derinde. Mark så den, selvom at han skjulte den med sin skjorte.
Jeg stirrede på SMSen som om at jeg havde set et spøgelse. Jeg følte mig på ingen måde i bedre humør. Jeg troede at dette trekantsdrama var slut. Helena og jeg skulle i det mindste ikke skjule os for nogen mere, men jeg skulle frygte mit liv? Havde han virkelig tænkt sig at dræbe mig? For en pige? Helena var ikke bare en pige, men alligevel.Da vi kom hjem, gik Danny ind på sit værelse med Mia, og Helena på toilettet. Så jeg gik alene ind på mit værelse, men lige da jeg trådte ind, kunne jeg mærke noget koldt metal på min hals, og en stærk lugt af alkohol. Døren blev lukket bag mig, og låst. Jeg så at mine gardiner var lukket for. "Vend dig om."Jeg vendte mig om. Det eneste jeg kunne se, var en pistol, og forenden af den stod Phillip med et skævt smil.
Sikke en maerkelig verden - del 16.
Tiden gik nærmest i stå. Jeg gav slip på Helena og gik væk fra hende, mens Phillip bare stod og stirrede. Han sagde ingenting. Helena tørrede sin mund med bagsiden af sin hånd, og kiggede bare på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han stod og spærrede den eneste vej ud. Jeg turde ikke springe ud af vinduet."Hvordan er du kommet ind?" spurgte hun.Det hele virkede meget akavet. Vi vidste jo godt, at det vi gjorde var forkert. Helena tog Phillips hånd, og hev ham ind på værelset. Jeg snoede mig ud derfra, og gik meget hurtigt nedenunder og bare væk derfra. Det gik så hurtigt, at jeg glemte mine sko. Men jeg stod 100 meter væk fra huset. Jeg vidste ikke, om jeg turde forlade hende helt. Han var jo voldelig, i hvert fald overfor mig. Så jeg blev derude, og kiggede. Jeg ventede egentlig bare på, at Phillip gik, så jeg kunne tjekke på hende. Men efter en time, gav jeg op. Jeg begyndte at gå den lange tur ned i byen, da min telefon ringede. Helena. Selv efter al denne tid, havde hun gemt mit nummer. Jeg tog den, men uden at sige noget."Jace?""Ja.""Phillip går nu, er du stadig i nærheden?""Ja.""Vi bliver nødt til at snakke. Kan du komme?""Ja."
Hun lagde på, og jeg gik stille og rolig tilbage og kom i tids nok til at se Phillip kysse Helena farvel. Jeg var på en måde såret, men havde på fornemmelsen hvad der ville ske. Hun ville bede mig lade hende være, da det ville ødelægge hende og Phillips forhold. At hun elskede ham mere end hun elskede mig, hvis det var det hun følte for mig. Jeg kunne allerede mærke hvordan ordene ville gøre ondt. Men jeg burde have forventet det. Hun var jo lykkelig. Eller var hun? Jeg tænkte tilbage, og hun havde jo fortalt mig, at hun ikke var lykkelig sammen med Phillip. Dette var ikke sundt for mine tanker. Jeg havde ikke brug for endnu mere forvirring. Jeg kørte mig selv op, før jeg vidste hvad der ville ske.Jeg gemte mig indtil at jeg kunne se at Phillip var kørt helt væk. Derefter gik jeg hen mod hoveddøren, hvor Helena åbnede inden at jeg kunne nå at banke på. Vi gik op på hendes værelse."Jeg er ked af det," begyndte hun. "Jeg ved ikke hvordan at jeg skal sige det.""Jeg forstår. Du kan ikke slå op med Phillip, og det respekterer jeg selvfølgelig."
Hun kiggede på mig smilende. "Men jeg kan ikke miste dig. En gang til."Jeg satte mig ned i hendes seng. Jeg havde ondt i mine ben, efter at have stået op så længe. Jeg var endnu mere forvirret end før jeg kom. "Jeg kan ikke slå op med Phillip. Ikke endnu. Jeg lovede ham ikke at snakke med dig, nogensinde igen. Men som du kan se, går det ikke særlig godt.""Hvad er din plan?"Planen var, at gemme vores såkaldte forhold for Phillip, og egentlig alle andre. Phillip gav mig de værste dræberblik på p-pladsen foran skolen, når han ville hente Helena. Men prøvede ihærdigt ikke at smile, da det nok ville være en smule provokerende, men indeni grinte jeg. Jeg var i starten meget imod dette, men jeg kunne ikke leve uden hende. Så det var at have hende lidt eller slet ikke at have hende. Vi mødtes få gange om ugen, mest hjemme hos mig, da hendes forældre ikke måtte vide noget. Mine forældre var nemlig meget ligeglade med, hvem jeg tog hjem, og derudover var Helena også meget glad for, at vi måtte ryge indenfor. En aften hvor Helena var hjemme hos mig, sad hun meget foran computeren og surfede rundt. Hun var inde et sted, hvor fotografer ledte efter modeller. Et godt sted for pædofile der ville udnytte unge piger, men når det gjaldt modelbranchen, var mange unge piger virkelig naive. Hun havde åbenbart lavet en bruger derpå nogle dage siden, og flere såkaldte fotografer havde kontaktet hende. Jeg var meget utryg omkring hele situationen, men var bange for at gøre hende ked af det. Min mor bankede på døren, og stak hovedet ind. Hun var sikkert bange for, at det samme ville ske med Helena, som skete for Francesca. Jeg forstod hende udmærket godt, og hvis jeg var hende, ville jeg ikke kun nøjes med at tjekke, men være hos mig hele tiden. Det var ikke mere end en måned siden, at jeg blev løsladt. Men jeg tror, at min mor kunne se noget i mine øjne, der ikke gjorde hende så nervøs. Måske glæden, ved at have Helena i mit selskab. Jeg følte det også indeni. Den glæde, som Janine havde givet mig i den tid. Men bare stærkere."Hygger i?" spurgte hun, og gav mig et lidt skævt smil."Ja," svarede jeg."Der er mad om et kvarter."Hun lukkede døren, og jeg kunne høre hende gå. Det var første gang at Helena skulle spise med os alle sammen. Jeg var en smule nervøs, men hun virkede nu meget glad for det. Men jeg vidste bare, at det ville blive den store spørgerunde. Ingen vidste egentlig hvem hun var udover Agnete og Danny. Danny var dog ikke særlig glad for at hun var hjemme hos os, da han vidste hvem Phillip var. Han var venner med en af Sørens venner, Erik, som endnu ikke var kommet ud af hans misbrug. Erik var også en meget voldelig fyr, der kom ind og ud af fængslet for røveri og vold. Han var i dette øjeblik desværre ude, så Danny var ikke særlig tryg, da Erik beskyldte Danny for skylde ham penge. Men så længe ingen vidste at Helena og jeg sås, ville der ikke ske noget. Det var jeg rimelig sikker på. Men jeg havde uheld i mit liv, som det så ud til. Jeg var ikke virkelig lykkelig, da jeg ikke havde Helena helt til mig selv. Jeg skulle se på Phillip oversnave hende, og rage på hende. Det gjorde mig mere end jaloux, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hun var hans kæreste, og jeg var bare fyr nummer 2. Det fik hende til at lyde meget billig, men jeg vidste at det ikke var derfor. Hun var bange for ham. Ikke fordi, at ikke var. Men jeg var virkelig bange for, hvad han ville gøre, hvis han en dag fandt ud af, at vi havde set hinanden ved siden af.
Vi sad ved middagsbordet i stilhed. Det var meget akavet, for jeg kunne se på Agnete, at hun havde en masse spørgsmål, men mest af alt, til mig. Hun var den generte type, som ikke helt vidste hvornår man kunne spørge om diverse ting. Hun følte at hun altid spurgte på de forkerte tidspunkter. "Er i kærester?" spurgte min ene datter, og grinte en lille smule. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Næsten alle ved bordet grinte. Men det var nok det spørgsmål de alle ville spørge om. Underligt nok skulle en 5 årig spørge om det, da alle andre ikke turde."Nej, det er vi ikke."Mine døtre grinte i stilhed sammen."Minna! Sofia! Ikke leg med maden!" udbrød min mor, og jeg opdagede at mine døtre formede ansigter med deres pomfritter. Jeg savnede at være barn. Ikke at skulle bekymre sig om diverse ting. Ikke at skulle have en voldelig far. Men han havde nok altid været voldelig. Vi vidste det bare ikke før der kom en trodsig teenager i huset.Efter maden sad vi alle, minus de små børn, inde i stuen. Min mor havde bagt en kage, og synes at familien kunne bruge en hyggeaften sammen. Siden at det var lørdag, og alle helst ville til fest eller noget lignende. var det ikke lige det bedste min mor havde kommet med. "Hvis i ikke er kærester, hvad er i så?" spurgte min mor, mens hun hældte kaffen op."Gode venner med fordele," grinte Danny."Ej lad da være!" udbrød Agnete. "Jeg har værelset ved siden af, og ingen af dem har stønnet... endnu."De begge grinte, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Jeg vidste egentlig ikke hvad vi var, men de fordele Danny snakkede om, det var ikke sket. Man skulle nok tro det. Men der var ikke gået mere end en måned, og jeg følte mig ikke klar. Mange ville nok spørge hvorfor, og efter i aften, ville Helena nok gøre det. Jeg tror ikke, at vi havde tænkt på sex, før Danny bragte det op.Det var nu meget hyggeligt bare at have en aften med familien. Men den sluttede rimelig tidligt, da Danny smuttede så hurtigt han kunne, sammen med Agnete til en eller anden fest en af hans venner holdte. Han havde fået et godt øje til Mia, men hendes veninde Christina var også vild med ham, så der var et stort trekantsdrama mellem dem alle. Helena og jeg lånte bilen, da vi ville hente en film nede i blockbuster. Heldigvis havde de sent åben den dag, så vi nåede lige et låne et par gysere og en tøsefilm, som Helena insisterede på.Da vi sad i sengen, klædte vi os i vores nattøj, som egentlig bare bestod af vores undertøj, og lagde os under dynen, mens vi startede filmen. Det var blevet en rutine, da vi ikke rigtig kunne gå ud i offentligheden. Hvis nogen så os, ville det være enden. Det var i hvert fald det vi troede. "Jeg tænkte på noget," sagde Helena mens hun lå på mit bryst og nussede min mave. Det kildede, og jeg fik gåsehud - samt rimelig ondt i skulderen. Men jeg lod hende ligge, da det føltes dejligt, på en eller anden mærkelig måde. "Ja?""Hvad er vi? Vi er ikke kærester - tydeligvis. Men vi heller ikke rigtig nogen specielle fordele, men alligevel er vi mere end venner.""Vi er mærkelige."Helena grinte, og satte sig op i sengen, og kiggede på mig med hendes smukke blå øjne."Det er ingen hemmelighed," grinte hun, og tog en cigaret fra det lille sengebord, og tændte den. Hun gav mig den, og tændte endnu en, som hun selv beholdte. "Men det kunne nu være rart at vide hvor vi er på vej hen. Ikke?""Så længe du er sammen med Phillip - så er vi ingenting.""Det er ikke den rette tid. Ikke endnu.""Hvornår er det den rette tid?" sagde jeg, en smule arrigt. "Når han er dig utro, så du kan lade være med at give ham en chance til, som han gav dig?""Lad være. Det er slet ikke det samme.""Jeg kan bare ikke se, hvorfor det ikke bare kan være os. Hvorfor du ikke bare kan få det overstået.""Der er mere til det, end det," sagde Helena. "Du ved - min far. Han elsker Phillip, som den søn han aldrig fik. Derudover arbejde Phillip også i min fars firma.""Så du skal snakke med din far først?""Ja. Det kræver mere mod, end at slå på med Phillip. Især efter næsten 2 år med ham."Hun kiggede ned i dynen, og rømmede sig."Derudover. Jeg ved ikke..." sagde hun, og tog et hiv. "Jeg ved ikke om jeg kan stole på, at du ikke lyver overfor mig igen. Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig.""Det kan du!" udbrød jeg, uden at tænke mig rigtigt om. "Jeg vil aldrig såre dig igen, på nogen måde! Det kan min psyke fandme ikke holde til."Hun lagde sig ned på mit bryst uden at sige noget, og vi begyndte at se filmen.
Halvvejs inde i filmen, ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke helet om jeg turde tage den, men jeg kunne heller ikke lade være. Jeg havde bestilt noget bestemt pot fra Amsterdam, som min dealer skulle have haft hjemme en uge siden. "Ja?"Snakker jeg med Jace J. Peterson?"Ja."Er du sammen med Helena?"Nej."Er du helt sikker?"Ja." Personen lagde på, og mit hjerte sad helt oppe i halsen. Lidt efter bankede det på ruden, og jeg følte, at jeg blev kvalt. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ud. To par øjne kiggede op, begge med sorte elefanthuer på, så man kun kunne se øjnene. Men jeg kunne tydeligt se, hvem det ene par øjne tilhørte. Jeg åbnede vinduet, og Danny tog huen af. Det samme gjorde Mia, som gav et lille genert smil fra sig. Mit hjerte sank ned i mit bryst igen."Hvad fanden laver du?""Leger..." sagde Danny mens han imiterede en lille drengs stemme. Han hoppede ind ad vinduet, med Mia efter hende, og Helena tog hurtigt dynen om sig."Tag det roligt smukke, har skam luret ind ad nøglehullet før," sagde Danny flirtende, og blinkede med det ene øje. Jeg rullede med mine øjne, da dette bare var typisk Danny. Jeg havde håbet at han var til fest, men åbenbart ikke."Hey!" udbrød Mia, og Danny gav hende et kram."Hvad ser i så?" spurgte Danny, og satte sig i sengen ved siden af Helena, der kiggede mærkeligt på ham og derefter på mig. Jeg hev Danny væk fra sengen og prøvede at skubbe ham ud."Hey!" sagde Danny."Vi... er her faktisk, fordi at Phillip leder efter dig. Helena." sagde Mia, og Helena og jeg kiggede hurtigt på hinanden."Iført elefanthuer? Er dette endnu en joke? Endnu en leg?" spurgte jeg."Dog ikke," svarede Danny, og tændte en joint han havde på sig. Jeg vidste aldrig hvor han gemte dem. "Vi var til fest. Tro det eller ej, og Phillip kom hen til mig. Han troede at jeg var dig til at starte med, og spurgte om jeg havde set Helena og at jeg skulle holde mig væk fra hende. Han begyndte med en masse idiotiske trusler, som at dræbe mig og få hans venner til at hjælpe ham, så det ville ligne selvmord og blablabla. Det fulde idioter altid siger når deres tøs ikke giver dem et blowjob." Danny grinte. "Anyways... jeg sagde selvfølgelig at jeg ikke var dig. Men han sagde at han ville komme herhen. Hans venner og dem leder efter vores adresse. Han er vidst rimelig overbevist om, at Helena er her," sagde han og kiggede på Helena. "Med rimelig gode grunde.""Hvad?!" udbrød jeg."Tag det roligt Jaceyboy. Han kan ikke røre dig. Mark er inde på sit værelse med hans brydregutter og... rimelig meget alkohol. Og far vil ikke lade nogen røre hans første fødte. Derudover, tror jeg virkelig bare at Phillips venner tror at han er en fuld skiderik."Helenas telefon bippede. "Jeg har fået en SMS fra ham," sagde hun, og læste den."Han spørger hvor jeg er, og om jeg kan komme hen til ham.""Gør hvad du vil," svarede jeg og satte mig i sengen og gemte mit hoved i mine hænder.Hun sendte en rimelig lang besked tilbage, da jeg kunne se at hun tastede løs på sin mobil. Danny satte sig ved siden af mig, og gav mig jointen, som jeg tog et par hiv af. Lidt efter Helena havde sendt beskeden, da hun ikke tastede mere, bippede hendes telefon igen."Hvad skrev du?" spurgte Mia. Helena kiggede over på mig. Jeg undrede mig meget over, hvad hun havde svaret og hvorfor at hun så så underlig ud."Jeg bad ham komme her," sagde hun. "Eller, komme til Århus. Jeg vil slutte det her. Jeg gider ikke gemme mig mere, frygte hvem der er ude foran dit hus." "Hvad svarede han?" spurgte Danny før at jeg kunne."Han sendte mig din adresse," svarede hun rædselsslagen. "Og skrev 'ses om 20'"
Hun lagde på, og jeg gik stille og rolig tilbage og kom i tids nok til at se Phillip kysse Helena farvel. Jeg var på en måde såret, men havde på fornemmelsen hvad der ville ske. Hun ville bede mig lade hende være, da det ville ødelægge hende og Phillips forhold. At hun elskede ham mere end hun elskede mig, hvis det var det hun følte for mig. Jeg kunne allerede mærke hvordan ordene ville gøre ondt. Men jeg burde have forventet det. Hun var jo lykkelig. Eller var hun? Jeg tænkte tilbage, og hun havde jo fortalt mig, at hun ikke var lykkelig sammen med Phillip. Dette var ikke sundt for mine tanker. Jeg havde ikke brug for endnu mere forvirring. Jeg kørte mig selv op, før jeg vidste hvad der ville ske.Jeg gemte mig indtil at jeg kunne se at Phillip var kørt helt væk. Derefter gik jeg hen mod hoveddøren, hvor Helena åbnede inden at jeg kunne nå at banke på. Vi gik op på hendes værelse."Jeg er ked af det," begyndte hun. "Jeg ved ikke hvordan at jeg skal sige det.""Jeg forstår. Du kan ikke slå op med Phillip, og det respekterer jeg selvfølgelig."
Hun kiggede på mig smilende. "Men jeg kan ikke miste dig. En gang til."Jeg satte mig ned i hendes seng. Jeg havde ondt i mine ben, efter at have stået op så længe. Jeg var endnu mere forvirret end før jeg kom. "Jeg kan ikke slå op med Phillip. Ikke endnu. Jeg lovede ham ikke at snakke med dig, nogensinde igen. Men som du kan se, går det ikke særlig godt.""Hvad er din plan?"Planen var, at gemme vores såkaldte forhold for Phillip, og egentlig alle andre. Phillip gav mig de værste dræberblik på p-pladsen foran skolen, når han ville hente Helena. Men prøvede ihærdigt ikke at smile, da det nok ville være en smule provokerende, men indeni grinte jeg. Jeg var i starten meget imod dette, men jeg kunne ikke leve uden hende. Så det var at have hende lidt eller slet ikke at have hende. Vi mødtes få gange om ugen, mest hjemme hos mig, da hendes forældre ikke måtte vide noget. Mine forældre var nemlig meget ligeglade med, hvem jeg tog hjem, og derudover var Helena også meget glad for, at vi måtte ryge indenfor. En aften hvor Helena var hjemme hos mig, sad hun meget foran computeren og surfede rundt. Hun var inde et sted, hvor fotografer ledte efter modeller. Et godt sted for pædofile der ville udnytte unge piger, men når det gjaldt modelbranchen, var mange unge piger virkelig naive. Hun havde åbenbart lavet en bruger derpå nogle dage siden, og flere såkaldte fotografer havde kontaktet hende. Jeg var meget utryg omkring hele situationen, men var bange for at gøre hende ked af det. Min mor bankede på døren, og stak hovedet ind. Hun var sikkert bange for, at det samme ville ske med Helena, som skete for Francesca. Jeg forstod hende udmærket godt, og hvis jeg var hende, ville jeg ikke kun nøjes med at tjekke, men være hos mig hele tiden. Det var ikke mere end en måned siden, at jeg blev løsladt. Men jeg tror, at min mor kunne se noget i mine øjne, der ikke gjorde hende så nervøs. Måske glæden, ved at have Helena i mit selskab. Jeg følte det også indeni. Den glæde, som Janine havde givet mig i den tid. Men bare stærkere."Hygger i?" spurgte hun, og gav mig et lidt skævt smil."Ja," svarede jeg."Der er mad om et kvarter."Hun lukkede døren, og jeg kunne høre hende gå. Det var første gang at Helena skulle spise med os alle sammen. Jeg var en smule nervøs, men hun virkede nu meget glad for det. Men jeg vidste bare, at det ville blive den store spørgerunde. Ingen vidste egentlig hvem hun var udover Agnete og Danny. Danny var dog ikke særlig glad for at hun var hjemme hos os, da han vidste hvem Phillip var. Han var venner med en af Sørens venner, Erik, som endnu ikke var kommet ud af hans misbrug. Erik var også en meget voldelig fyr, der kom ind og ud af fængslet for røveri og vold. Han var i dette øjeblik desværre ude, så Danny var ikke særlig tryg, da Erik beskyldte Danny for skylde ham penge. Men så længe ingen vidste at Helena og jeg sås, ville der ikke ske noget. Det var jeg rimelig sikker på. Men jeg havde uheld i mit liv, som det så ud til. Jeg var ikke virkelig lykkelig, da jeg ikke havde Helena helt til mig selv. Jeg skulle se på Phillip oversnave hende, og rage på hende. Det gjorde mig mere end jaloux, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hun var hans kæreste, og jeg var bare fyr nummer 2. Det fik hende til at lyde meget billig, men jeg vidste at det ikke var derfor. Hun var bange for ham. Ikke fordi, at ikke var. Men jeg var virkelig bange for, hvad han ville gøre, hvis han en dag fandt ud af, at vi havde set hinanden ved siden af.
Vi sad ved middagsbordet i stilhed. Det var meget akavet, for jeg kunne se på Agnete, at hun havde en masse spørgsmål, men mest af alt, til mig. Hun var den generte type, som ikke helt vidste hvornår man kunne spørge om diverse ting. Hun følte at hun altid spurgte på de forkerte tidspunkter. "Er i kærester?" spurgte min ene datter, og grinte en lille smule. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Næsten alle ved bordet grinte. Men det var nok det spørgsmål de alle ville spørge om. Underligt nok skulle en 5 årig spørge om det, da alle andre ikke turde."Nej, det er vi ikke."Mine døtre grinte i stilhed sammen."Minna! Sofia! Ikke leg med maden!" udbrød min mor, og jeg opdagede at mine døtre formede ansigter med deres pomfritter. Jeg savnede at være barn. Ikke at skulle bekymre sig om diverse ting. Ikke at skulle have en voldelig far. Men han havde nok altid været voldelig. Vi vidste det bare ikke før der kom en trodsig teenager i huset.Efter maden sad vi alle, minus de små børn, inde i stuen. Min mor havde bagt en kage, og synes at familien kunne bruge en hyggeaften sammen. Siden at det var lørdag, og alle helst ville til fest eller noget lignende. var det ikke lige det bedste min mor havde kommet med. "Hvis i ikke er kærester, hvad er i så?" spurgte min mor, mens hun hældte kaffen op."Gode venner med fordele," grinte Danny."Ej lad da være!" udbrød Agnete. "Jeg har værelset ved siden af, og ingen af dem har stønnet... endnu."De begge grinte, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Jeg vidste egentlig ikke hvad vi var, men de fordele Danny snakkede om, det var ikke sket. Man skulle nok tro det. Men der var ikke gået mere end en måned, og jeg følte mig ikke klar. Mange ville nok spørge hvorfor, og efter i aften, ville Helena nok gøre det. Jeg tror ikke, at vi havde tænkt på sex, før Danny bragte det op.Det var nu meget hyggeligt bare at have en aften med familien. Men den sluttede rimelig tidligt, da Danny smuttede så hurtigt han kunne, sammen med Agnete til en eller anden fest en af hans venner holdte. Han havde fået et godt øje til Mia, men hendes veninde Christina var også vild med ham, så der var et stort trekantsdrama mellem dem alle. Helena og jeg lånte bilen, da vi ville hente en film nede i blockbuster. Heldigvis havde de sent åben den dag, så vi nåede lige et låne et par gysere og en tøsefilm, som Helena insisterede på.Da vi sad i sengen, klædte vi os i vores nattøj, som egentlig bare bestod af vores undertøj, og lagde os under dynen, mens vi startede filmen. Det var blevet en rutine, da vi ikke rigtig kunne gå ud i offentligheden. Hvis nogen så os, ville det være enden. Det var i hvert fald det vi troede. "Jeg tænkte på noget," sagde Helena mens hun lå på mit bryst og nussede min mave. Det kildede, og jeg fik gåsehud - samt rimelig ondt i skulderen. Men jeg lod hende ligge, da det føltes dejligt, på en eller anden mærkelig måde. "Ja?""Hvad er vi? Vi er ikke kærester - tydeligvis. Men vi heller ikke rigtig nogen specielle fordele, men alligevel er vi mere end venner.""Vi er mærkelige."Helena grinte, og satte sig op i sengen, og kiggede på mig med hendes smukke blå øjne."Det er ingen hemmelighed," grinte hun, og tog en cigaret fra det lille sengebord, og tændte den. Hun gav mig den, og tændte endnu en, som hun selv beholdte. "Men det kunne nu være rart at vide hvor vi er på vej hen. Ikke?""Så længe du er sammen med Phillip - så er vi ingenting.""Det er ikke den rette tid. Ikke endnu.""Hvornår er det den rette tid?" sagde jeg, en smule arrigt. "Når han er dig utro, så du kan lade være med at give ham en chance til, som han gav dig?""Lad være. Det er slet ikke det samme.""Jeg kan bare ikke se, hvorfor det ikke bare kan være os. Hvorfor du ikke bare kan få det overstået.""Der er mere til det, end det," sagde Helena. "Du ved - min far. Han elsker Phillip, som den søn han aldrig fik. Derudover arbejde Phillip også i min fars firma.""Så du skal snakke med din far først?""Ja. Det kræver mere mod, end at slå på med Phillip. Især efter næsten 2 år med ham."Hun kiggede ned i dynen, og rømmede sig."Derudover. Jeg ved ikke..." sagde hun, og tog et hiv. "Jeg ved ikke om jeg kan stole på, at du ikke lyver overfor mig igen. Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig.""Det kan du!" udbrød jeg, uden at tænke mig rigtigt om. "Jeg vil aldrig såre dig igen, på nogen måde! Det kan min psyke fandme ikke holde til."Hun lagde sig ned på mit bryst uden at sige noget, og vi begyndte at se filmen.
Halvvejs inde i filmen, ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke helet om jeg turde tage den, men jeg kunne heller ikke lade være. Jeg havde bestilt noget bestemt pot fra Amsterdam, som min dealer skulle have haft hjemme en uge siden. "Ja?"Snakker jeg med Jace J. Peterson?"Ja."Er du sammen med Helena?"Nej."Er du helt sikker?"Ja." Personen lagde på, og mit hjerte sad helt oppe i halsen. Lidt efter bankede det på ruden, og jeg følte, at jeg blev kvalt. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ud. To par øjne kiggede op, begge med sorte elefanthuer på, så man kun kunne se øjnene. Men jeg kunne tydeligt se, hvem det ene par øjne tilhørte. Jeg åbnede vinduet, og Danny tog huen af. Det samme gjorde Mia, som gav et lille genert smil fra sig. Mit hjerte sank ned i mit bryst igen."Hvad fanden laver du?""Leger..." sagde Danny mens han imiterede en lille drengs stemme. Han hoppede ind ad vinduet, med Mia efter hende, og Helena tog hurtigt dynen om sig."Tag det roligt smukke, har skam luret ind ad nøglehullet før," sagde Danny flirtende, og blinkede med det ene øje. Jeg rullede med mine øjne, da dette bare var typisk Danny. Jeg havde håbet at han var til fest, men åbenbart ikke."Hey!" udbrød Mia, og Danny gav hende et kram."Hvad ser i så?" spurgte Danny, og satte sig i sengen ved siden af Helena, der kiggede mærkeligt på ham og derefter på mig. Jeg hev Danny væk fra sengen og prøvede at skubbe ham ud."Hey!" sagde Danny."Vi... er her faktisk, fordi at Phillip leder efter dig. Helena." sagde Mia, og Helena og jeg kiggede hurtigt på hinanden."Iført elefanthuer? Er dette endnu en joke? Endnu en leg?" spurgte jeg."Dog ikke," svarede Danny, og tændte en joint han havde på sig. Jeg vidste aldrig hvor han gemte dem. "Vi var til fest. Tro det eller ej, og Phillip kom hen til mig. Han troede at jeg var dig til at starte med, og spurgte om jeg havde set Helena og at jeg skulle holde mig væk fra hende. Han begyndte med en masse idiotiske trusler, som at dræbe mig og få hans venner til at hjælpe ham, så det ville ligne selvmord og blablabla. Det fulde idioter altid siger når deres tøs ikke giver dem et blowjob." Danny grinte. "Anyways... jeg sagde selvfølgelig at jeg ikke var dig. Men han sagde at han ville komme herhen. Hans venner og dem leder efter vores adresse. Han er vidst rimelig overbevist om, at Helena er her," sagde han og kiggede på Helena. "Med rimelig gode grunde.""Hvad?!" udbrød jeg."Tag det roligt Jaceyboy. Han kan ikke røre dig. Mark er inde på sit værelse med hans brydregutter og... rimelig meget alkohol. Og far vil ikke lade nogen røre hans første fødte. Derudover, tror jeg virkelig bare at Phillips venner tror at han er en fuld skiderik."Helenas telefon bippede. "Jeg har fået en SMS fra ham," sagde hun, og læste den."Han spørger hvor jeg er, og om jeg kan komme hen til ham.""Gør hvad du vil," svarede jeg og satte mig i sengen og gemte mit hoved i mine hænder.Hun sendte en rimelig lang besked tilbage, da jeg kunne se at hun tastede løs på sin mobil. Danny satte sig ved siden af mig, og gav mig jointen, som jeg tog et par hiv af. Lidt efter Helena havde sendt beskeden, da hun ikke tastede mere, bippede hendes telefon igen."Hvad skrev du?" spurgte Mia. Helena kiggede over på mig. Jeg undrede mig meget over, hvad hun havde svaret og hvorfor at hun så så underlig ud."Jeg bad ham komme her," sagde hun. "Eller, komme til Århus. Jeg vil slutte det her. Jeg gider ikke gemme mig mere, frygte hvem der er ude foran dit hus." "Hvad svarede han?" spurgte Danny før at jeg kunne."Han sendte mig din adresse," svarede hun rædselsslagen. "Og skrev 'ses om 20'"
Sikke en maerkelig verden - del 15.
Hun begyndte at grine højlydt. "Jeg driller dig. Ikke vær' så seriøs, Jace.""Du elsker at sige mit navn, hva?"Hun blev tavs. Hun havde et lille smil på sine læber, som hun nok prøvede at skjule, men jeg kunne se det. Det var som om, at hun var meget let at læse for mig, men alligevel ikke. Jeg kunne ikke se, eller forstå, hvorfor at jeg sad i hendes seng klokken lort om natten, få timer efter, at hun havde fundet ud af, at jeg ikke var, men levede. Hvis jeg var hende, ville jeg være mere end sur, mere end rasende. Men hun tog det stille og roligt. Hun rejste sig op fra sengen, og trak ned i sine shorts. Hun tog min hånd, og prøvede at hive mig op fra sengen men hun kiggede mig ikke ind i øjnene."Ryge."
Det var det eneste hun sagde. Da jeg stod op, tog hun sin venstre og højre hånd ned i hver af mine bukselommer. Jeg gemte altid mine smøger i inderlommen af min jakke, men det vidste hun jo ikke. Men efter at hun skuffende kiggede på mig, hev jeg dem frem. Hun tog dem ud af min hånd, og listede nedenunder med mig i hælene. Vi gik udenfor, og over på en lille sti skråt overfor hendes hus. Jeg forstod ikke, at hun ikke frøs med så lidt tøj på. Vi gik et lille stykke tid, og hun kiggede et par gange op på mig, smilede genert, og kiggede så fremad igen. Jeg forstod hende ikke, og det irriterede mig!Efter lidt tid, så jeg en legeplads med en bænk, et par gynger og en rutsjebane forude. Vi satte os på bænken, og jeg så, at hun var ved at tage en af de fem joints jeg havde gemt i cigaretpakken. Jeg tog den hurtigt fra hende, og tog en af de rigtige cigaretter frem, og gav hende. "Jeg gætter på, at du ikke..." begyndte jeg, men hun afbrød mig hurtigt."At jeg ikke ryger hash? Jeg er ikke en artig lille pige mere, Jace."Det skide navn. Hun skulle sige det, i næsten hver eneste sætning. Det var på en måde sødt, men jeg forstod det ikke, og jeg hadede alt, jeg ikke forstod.Jeg satte jointen i min mund og tændte den. Indåndede ikke første hiv, men tog derefter et godt hiv, så jeg nærmest kunne mærke mit hoved snurre rundt. Jeg havde nok mixet den lidt stærkere end jeg selv kunne klare. Hun tog den fra mig, og tog også et hiv. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere.
Vi kom tilbage til hendes værelse, hvor vi satte os endnu engang ned i hendes seng. Vi sad i hver vores ende, og kiggede på hinanden. Der var stilhed, men Helena begyndte stille at grine. Det var ikke højt men nok til at man kunne tyde, at hun var skæv. Hun begyndte at kravle hen imod mig, på en meget sexet måde, og bevægede sine hofter langsomt frem og tilbage. Hendes mund var kun få centimeter fra min, og hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hun var der i flere sekunder, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke kigge væk, da hun stirrede mig ind i øjnene, og på en eller anden mærkelig måde ville jeg ikke. Jeg turde ikke kigge andre steder hen. Men jeg følte mig på en måde akavet tilpas. Jeg troede at den joint påvirkede hende en smule mere end den påvirkede mig. Tydede på, at hun slet ikke røg så meget som jeg."Du har lyst til at kysse mig," sagde hun. "Du har lyst til at holde om mig, tage på mig. Har jeg ret?"Jeg var stille. Sagde intet og bevægede mig eller heller ikke. Hun tog sine læber tættere på mig, så de kun lige rørte mine. Hun lagde sin ene hånd på mit bryst, men tog det hurtigt væk igen. Hun var nok ved at miste balancen."Dit hjerte banker hurtigt," sagde hun efter lidt, og satte sig ned, stadig tæt på mig. "Så jeg gætter på at det var et ja."Nu var det min tur, tænkte jeg. Jeg gik ligeså tæt på hende, som hun gjorde, og lod mine læber kun lige røre hendes. Hun smilede, og jeg trak mig hurtigt tilbage og begyndte at grine. Hun rejste sig op, og gik hen imod spejlet, og derefter satte hun sig på stolen ved hendes skrivebord. Hun kiggede ind i væggen, men sagde ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, så jeg startede filmen, vi havde sat på pause. Jeg var bange for at gøre noget forkert."Selv da du var død," sagde Helena, "elskede jeg dig. Selvom at jeg ikke kendte dig, elskede jeg dig. Selvom at jeg troede at du ikke eksisterede, elskede jeg dig. Alle sagde, fortalte mig, at det var indbildning, at jeg var skør. Selv min kæreste, sagde at jeg var skør. Han fik mig dog til at glemme, at du kom sammen med Francesca. Indtil du døde. Jeg glemte dig, og gemte dig væk i min egen lille skuffe. Jeg skrev breve til dig, hver evig eneste dag, men du gad ikke give mig din adresse. Så jeg troede, at du ikke eksisterede. Jeg troede virkelig, at alt det der var sket, var indbildning. Men da Danny skrev, at du var død, gik jeg i spåner. Jeg var ikke mig selv. Det eneste der fik mig til at glemme dig, var... dumme ting. Og breve."Hun gik ned i en skuffe, og tog et bestemt brev, og kom så hen og satte sig i sengen, og gav mig brevet.
Jace - Hvorfor er dette sket? Var det meningen at vi ikke skulle møde hinanden? Var det meningen at du skulle forsvinde? Det var ikke din tid, og selvom at jeg ikke tror på Gud, så beder jeg til ham hver evig eneste dag, at dette ikke er sandt. At du er derude et sted. Jeg ved, at det er ondt af dig, at lyve. Især om døden, men jeg ved, at hvis det er, så er der en god grund. Jeg vil gerne være sammen med dig. Jeg vil ikke være sammen med Phillip, selvom at han gør mig glad. Han får mig til at glemme dig, men ikke helt. Jeg har dig hver dag i bagtankerne. Jeg er helt bange for at glemme dig, fordi at jeg tror at jeg vil svigte dig. Men det vil jeg ikke. Jeg vil aldrig glemme dig. Selvom at jeg aldrig har mødt dig, elsker jeg dig alligevel.Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Du er det bedste der nogensinde er sket. Jeg kan slet ikke få dig ud af mit hoved, og jeg drømmer om dig hver nat. Det er nu 6 mdr. siden at du forlod denne verden, 6 mdr. siden, at jeg fik den uvirkelige SMS fra Danny. Men jeg tror stadig ikke på ham. Jeg tror på, at du er derude et sted. Jeg ved at vi to høre sammen. Jeg ved det bare! Vi kunne snakke om alt, og jeg smilede bag den beskidte computerskærm hver evig eneste gang du kom med en af dine dårlige jokes over chatten. Men jeg græd også bag skærmen, da du ændrede sin civilstand på Arto. Du kom sammen med hende. Hun var pæn syntes jeg dengang. Jeg var så fandens jaloux. Men du skrev altid til mig, brokkede dig over hende. Fortalte om jeres manglende sexliv. Jeg troede faktisk i starten af du bare var endnu en liderlig teenagedreng, men... der er bare noget der har naget mig. Gad du ikke have sex med hende, fordi at du var forelsket i mig? Denne tanke har strejfet mit hoved al for mange gange! Men jeg elsker dig Jace, hvor end du gemmer dig i denne verden, hvor end du befinder dig, død eller levende, jeg elsker dig. Selvom jeg aldrig har mødt dig, vil jeg aldrig nogensinde glemme dig. Helena.
Jeg kiggede op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Der var så mange spørgsmål, men alligevel ikke. Jeg rejste mig op, og løftede hende op, og lænede hende ind på væggen. Og kyssede hende. Jeg havde ikke lyst til at stoppe, men Phillip kom ind ad døren. Jeg så hans øjne. Fulde af had.
Det var det eneste hun sagde. Da jeg stod op, tog hun sin venstre og højre hånd ned i hver af mine bukselommer. Jeg gemte altid mine smøger i inderlommen af min jakke, men det vidste hun jo ikke. Men efter at hun skuffende kiggede på mig, hev jeg dem frem. Hun tog dem ud af min hånd, og listede nedenunder med mig i hælene. Vi gik udenfor, og over på en lille sti skråt overfor hendes hus. Jeg forstod ikke, at hun ikke frøs med så lidt tøj på. Vi gik et lille stykke tid, og hun kiggede et par gange op på mig, smilede genert, og kiggede så fremad igen. Jeg forstod hende ikke, og det irriterede mig!Efter lidt tid, så jeg en legeplads med en bænk, et par gynger og en rutsjebane forude. Vi satte os på bænken, og jeg så, at hun var ved at tage en af de fem joints jeg havde gemt i cigaretpakken. Jeg tog den hurtigt fra hende, og tog en af de rigtige cigaretter frem, og gav hende. "Jeg gætter på, at du ikke..." begyndte jeg, men hun afbrød mig hurtigt."At jeg ikke ryger hash? Jeg er ikke en artig lille pige mere, Jace."Det skide navn. Hun skulle sige det, i næsten hver eneste sætning. Det var på en måde sødt, men jeg forstod det ikke, og jeg hadede alt, jeg ikke forstod.Jeg satte jointen i min mund og tændte den. Indåndede ikke første hiv, men tog derefter et godt hiv, så jeg nærmest kunne mærke mit hoved snurre rundt. Jeg havde nok mixet den lidt stærkere end jeg selv kunne klare. Hun tog den fra mig, og tog også et hiv. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere.
Vi kom tilbage til hendes værelse, hvor vi satte os endnu engang ned i hendes seng. Vi sad i hver vores ende, og kiggede på hinanden. Der var stilhed, men Helena begyndte stille at grine. Det var ikke højt men nok til at man kunne tyde, at hun var skæv. Hun begyndte at kravle hen imod mig, på en meget sexet måde, og bevægede sine hofter langsomt frem og tilbage. Hendes mund var kun få centimeter fra min, og hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hun var der i flere sekunder, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke kigge væk, da hun stirrede mig ind i øjnene, og på en eller anden mærkelig måde ville jeg ikke. Jeg turde ikke kigge andre steder hen. Men jeg følte mig på en måde akavet tilpas. Jeg troede at den joint påvirkede hende en smule mere end den påvirkede mig. Tydede på, at hun slet ikke røg så meget som jeg."Du har lyst til at kysse mig," sagde hun. "Du har lyst til at holde om mig, tage på mig. Har jeg ret?"Jeg var stille. Sagde intet og bevægede mig eller heller ikke. Hun tog sine læber tættere på mig, så de kun lige rørte mine. Hun lagde sin ene hånd på mit bryst, men tog det hurtigt væk igen. Hun var nok ved at miste balancen."Dit hjerte banker hurtigt," sagde hun efter lidt, og satte sig ned, stadig tæt på mig. "Så jeg gætter på at det var et ja."Nu var det min tur, tænkte jeg. Jeg gik ligeså tæt på hende, som hun gjorde, og lod mine læber kun lige røre hendes. Hun smilede, og jeg trak mig hurtigt tilbage og begyndte at grine. Hun rejste sig op, og gik hen imod spejlet, og derefter satte hun sig på stolen ved hendes skrivebord. Hun kiggede ind i væggen, men sagde ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, så jeg startede filmen, vi havde sat på pause. Jeg var bange for at gøre noget forkert."Selv da du var død," sagde Helena, "elskede jeg dig. Selvom at jeg ikke kendte dig, elskede jeg dig. Selvom at jeg troede at du ikke eksisterede, elskede jeg dig. Alle sagde, fortalte mig, at det var indbildning, at jeg var skør. Selv min kæreste, sagde at jeg var skør. Han fik mig dog til at glemme, at du kom sammen med Francesca. Indtil du døde. Jeg glemte dig, og gemte dig væk i min egen lille skuffe. Jeg skrev breve til dig, hver evig eneste dag, men du gad ikke give mig din adresse. Så jeg troede, at du ikke eksisterede. Jeg troede virkelig, at alt det der var sket, var indbildning. Men da Danny skrev, at du var død, gik jeg i spåner. Jeg var ikke mig selv. Det eneste der fik mig til at glemme dig, var... dumme ting. Og breve."Hun gik ned i en skuffe, og tog et bestemt brev, og kom så hen og satte sig i sengen, og gav mig brevet.
Jace - Hvorfor er dette sket? Var det meningen at vi ikke skulle møde hinanden? Var det meningen at du skulle forsvinde? Det var ikke din tid, og selvom at jeg ikke tror på Gud, så beder jeg til ham hver evig eneste dag, at dette ikke er sandt. At du er derude et sted. Jeg ved, at det er ondt af dig, at lyve. Især om døden, men jeg ved, at hvis det er, så er der en god grund. Jeg vil gerne være sammen med dig. Jeg vil ikke være sammen med Phillip, selvom at han gør mig glad. Han får mig til at glemme dig, men ikke helt. Jeg har dig hver dag i bagtankerne. Jeg er helt bange for at glemme dig, fordi at jeg tror at jeg vil svigte dig. Men det vil jeg ikke. Jeg vil aldrig glemme dig. Selvom at jeg aldrig har mødt dig, elsker jeg dig alligevel.Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Du er det bedste der nogensinde er sket. Jeg kan slet ikke få dig ud af mit hoved, og jeg drømmer om dig hver nat. Det er nu 6 mdr. siden at du forlod denne verden, 6 mdr. siden, at jeg fik den uvirkelige SMS fra Danny. Men jeg tror stadig ikke på ham. Jeg tror på, at du er derude et sted. Jeg ved at vi to høre sammen. Jeg ved det bare! Vi kunne snakke om alt, og jeg smilede bag den beskidte computerskærm hver evig eneste gang du kom med en af dine dårlige jokes over chatten. Men jeg græd også bag skærmen, da du ændrede sin civilstand på Arto. Du kom sammen med hende. Hun var pæn syntes jeg dengang. Jeg var så fandens jaloux. Men du skrev altid til mig, brokkede dig over hende. Fortalte om jeres manglende sexliv. Jeg troede faktisk i starten af du bare var endnu en liderlig teenagedreng, men... der er bare noget der har naget mig. Gad du ikke have sex med hende, fordi at du var forelsket i mig? Denne tanke har strejfet mit hoved al for mange gange! Men jeg elsker dig Jace, hvor end du gemmer dig i denne verden, hvor end du befinder dig, død eller levende, jeg elsker dig. Selvom jeg aldrig har mødt dig, vil jeg aldrig nogensinde glemme dig. Helena.
Jeg kiggede op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Der var så mange spørgsmål, men alligevel ikke. Jeg rejste mig op, og løftede hende op, og lænede hende ind på væggen. Og kyssede hende. Jeg havde ikke lyst til at stoppe, men Phillip kom ind ad døren. Jeg så hans øjne. Fulde af had.
Sikke en maerkelig verden - del 14.
Hun kiggede på mig, i en meget akavet stilhed. Det føles som om, at hele verden gik i stå. Men jeg vidste, at inderst inde, var det bedre at fortælle den barske sandhed, end at lyve endnu engang. Jeg ville meget gerne vide hvad hun tænkte, men jeg var desværre ikke tankelæser. Det ville ellers være en fantastisk evne, at kunne høre hvad folk tænker. Men så alligevel ikke. Hvad nu hvis, man ikke kan klare sandheden? Folks tanker kan nok være rimelig grusomme til tider.Hun rejste sig op, og tog et hiv af cigaretten efterfuldt af 2 stærke hiv. Hun vendte sig om imod mig, men kiggede mig ikke i øjnene. Hendes blik var helt blank, og hun stirrede ud i intetheden. Men smilede bagefter, kiggede mig i øjnene, og valgte så at sætte sig ned igen. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad det var der skete, men jeg var egentlig lettet over, hvordan hun reagerede. Hun råbte ikke, græd ikke eller noget lign."Det er fortid."Det var kort og konkret, men alligevel skar ordene ind i mit bryst, som syv knive. Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke var ligeglad. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men min intuition sagde, at jeg skulle svare på mange spørgsmål nu. Jeg forstod hende nu godt. Efter så lang tid, ville der ikke være nogen tvivl om, at hun havde brug for svar. Svar på alt.Det var en mærkelig aften. Tidligere på dagen, havde jeg været bange for, at hun så mig. Men nu sad vi sammen på en bænk, og kiggede på stjerner. Der var ingen uro i mig mere. Jeg følte, at hele min verden faldt på plads. Vi sagde intet til hinanden i lang tid. Jeg tror, at vi ikke vidste, hvad der skulle siges. Der var dog så mange ting, så mange spørgsmål der havde brug for svar. "Jeg havde aldrig troet..." begyndte hun, og holdt en lille pause, "at jeg skulle se dig."Jeg stirrede på hendes læber. De så så fyldige ud, og jeg havde svært ved at holde mig fra dem. Jeg håbede ikke at hun så, at jeg stirrede på dem. Men inderst inde var jeg ligeglad, men så alligevel ikke. Jeg havde mistet hende en gang før, og håbede virkelig ikke at det ville ske igen. Mit liv havde ikke været det samme, siden jeg kom i fængsel, siden kontakten med hende stoppede. Jeg havde manglet hende i min hverdag. Sjovt, hvordan et menneske man aldrig havde mødt, kunne betyde så meget for en.Hun grinede, og kiggede ned på hendes sko. Hun tegnede et hjerte på jorden med hendes skospidser. Noget af hendes hår faldt ned, fra bag hendes ører, og hun skubbede det til venstre, bag ved igen. Jeg studerede hendes ansigt grundigt, for det havde jeg aldrig haft muligheden for, før nu. Hun var en af dem, der var smukkere i virkeligheden, end på billeder, og hun lignede en fotomodel på billeder. Hun havde et meget symmetrisk ansigt, og de smukkeste babyblå øjne. Hendes næse var en smule spids, men perfekt. Alt ved hende var perfekt.Mens jeg kiggede på hende, tænkte jeg over, alle dem der svinede drenge til. Sagde at de var idioter der ikke kunne føle. Jeg blev en smule sur. Vi følte, og somme tider ville jeg vædde med, at vi følte mere. Vi var bare bange for at vise det. Det hårde, og nok dumme, ved at være dreng, var at hvis man viste sine følelser, på samme måde, som piger gør, så ville man blive stemplet. Man ville blive sat i bås. Men hvis man ikke viste dem, ville man også blive sat i bås, så det var egentlig et rimelig stort dilemma. "Jeg har altid drømt om dette øjeblik," sagde hun. "Drømt om, hvordan det ville være, at møde dig. Hvordan du ville være i person. Jeg håbede virkelig, da jeg så dig gennem det vindue, at jeg hallucinerede. Jeg var ikke klar til at møde dig!"Hun kiggede mig ind i øjnene."Jeg har drømt om dine smukke brune øjne, dit sorte hår. Hvor blødt det var," sagde hun, og strøg mit hår langsomt. "Hvordan din krop ville være. Åh, hvor har jeg drømt om dig. Det hjalp slet ikke, da Danny skrev at du var død. En så kold besked, og så fra din bror. Jeg troede ikke på ham, men jeg kunne heller ikke se, hvorfor at du skulle lyve."Hun stoppede med at snakke, og jeg bad indvendigt om at hun begyndte igen. Jeg fløj på syvende himmel, mens hun snakkede. Jeg hørte ordene, og fantaserede selv om hende. Jeg turde dog ikke røre hende på nogen måde. Jeg var bange for, at vi blev overvåget, værst af alt, af hendes kæreste. Jeg var ikke bange for at slå igen, men han var så stor, at mine slag nok ikke ville røre ham. Det var her, at jeg fortrød ikke at have trænet i fængslet."Har du drømt om mig?" spurgte hun lige pludselig, midt i mine tanker."Ja. Gør jeg til tider stadig.""Har du nogensinde..." hun tøvede en smule, "drømt om at kysse mig?"JA JA JA JA JA JA. Jeg havde lyst til at skrige ordene, men ville ikke se dum ud. "Ja." Stille og roligt.Hun tog min hånd, og hev mig af sted. Jeg fik et chok, men gik med. Hun slap ikke min hånd, selvom jeg fulgte frivilligt med. Hendes hånd var kold, men passede perfekt i min. Vi flettede ikke fingre, men jeg havde lysten til det. Men siden at jeg gik bag hende, ville jeg ikke gøre det akavet.Hun hev mig hen til busstationen, men på denne tid, var der ingen busser, så hun hev mig hen til en taxa. Vi sagde intet på hele vejen, men jeg vidste ikke hvad der skulle ske. Jeg håbede at vi skulle et sted hen, hvor vi kunne være helt alene, og bare snakke. Da vi steg ind, kiggede taxachaufføren på os. Han gav Helena elevatorblikket, og havde en stor lyst til at slå ham. Helena sagde en adresse, som jeg havde hørt før. Men jeg kunne ikke huske hvor. Han kørte, og vi sad der i stilhed. Jeg turde ikke spørge hvor vi skulle hen."167 kr," sagde buschaufføren. Med det samme vi steg ud, kunne jeg kende stedet. Det var det hus, jeg havde holdt ude foran med min egen bil, hvor hendes far kom hen til mig. Vi gik hen imod hoveddøren, hvor vi kom ind i en stor gang. Foran var en døråbning, og lige foran den, var en trappe, lavet af lyst træ. Da vi var komme ovenpå, kunne man gå to veje. Højre og venstre. Højre viste vejen hen til en lukket dør, og venstre viste vejen til resten af den lille gang. Vi tog turen til venstre, og så til højre og højre igen, hvor vi gik ind på, hvad der lignede, Helenas værelse. Hendes enmandsseng stod til venstre da man kom ind, og foran det var en sofabord, hvor hendes computer stod. Der var et skråt skrivebord, med rammer. Der var 6 skuffer, et i hvert ende af skrivebordet. Lige frem var et stort klædeskab, hvor der hang et stort spejl. Hun gik hen til en af skufferne, og hev en ramme op, og gav mig den. Det var en rød ramme, og der var et billede af mig, som hun havde printet ud fra internettet. "Arto" vandmærket var nede i venstre hjørne, og jeg kunne ikke lade være med at smile."Efter al den tid, og du har et billede af mig i din skuffe."Hun tog billedet fra mig uden ord, og gik ud af døren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg satte mig i hendes seng, og kiggede på computerskærmen der bare var helt sort. Jeg kiggede rundt, og kiggede ud af vinduet, som var mellem sengen og skrivebordet. Hun kom ind igen, med en tandbørste i munden. Jeg kunne ikke lade være med at grine."Dje ska jo børsts," sagde hun, og jeg havde svært ved at forstå hvad hun sagde. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare til hende, men inden jeg kunne tænke mig om, var hun gået ud af døren igen, og lukkede den bag hende. Efter nogle minutter kom hun tilbage i nogle boxeershorts og en stor Nirvana T shirt. Hun satte sig derefter ved siden af mig i hendes seng, og tændte hendes computer."Okay..." sagde jeg og var temmelig forvirret. "Jeg havde lyst til at hygge," sagde hun.Det gjorde mig ikke mindre forvirret."Der er denne her gyser jeg ikke tør se alene. Så jeg bruger dig."Hun satte filmen på, og den startede, og hun gik ud af døren igen. Hun kom dog hurtigt tilbage med en stor flaske vand og en skål slik."Du har lige børstet tænder.""Og?"Jeg havde intet svar, men tog et stykke slik. Jeg tog derefter dynen om mig, og Helena satte nogle puder bag vores rygge. Derefter tog hun fat i min arm og lagde sit hoved på min skulder. Jeg var bange for at hun kunne mærke, hvor hårdt mit hjerte slog. Jeg kunne slet ikke kontrollere det.Hun satte sig op igen, og lagde sig ned på mine lår. Endnu engang bankede mit hjerte hurtigere og hurtigere. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre, eller sige. Det var dog det gode ved at se film. Man behøvede ikke at snakke sammen.Men hun rejste sig kort efter, og kiggede på mig. Jeg lod som om at jeg så film, så ventede et stykke tid, med at kigge på hende."Jeg kan ikke ligge sådan," sagde hun."Hvorfor ikke?""Fordi at jeg har den største lyst til at kysse dig og flå alt dit tøj af."
Abonner på:
Opslag (Atom)