Der sad vi, i min ikke så døde brors stue med en kop kaffe i den ene hånd og en cigaret i den anden. Det hele virkede så surrealistisk. Jeg tog mit ene ben over det andet, mens jeg stirrede rundt i stuen. Det hele så så hyggeligt ud. Der dannede tårer i hans øjne som langsomt gled ned ad hans kinder. Hun snøftede et par gange og lænede sig tilbage i stolen han sad i. Hans blik gik fra gulvet, hen til Mark og stoppede så ved mig. Vi havde øjenkontakt i lang tid.
"Jeg kan ikke," mumlede han og slog blikket væk fra mig. Han rejste sig hurtigt op og gik hen imod spisebordet mens han kørte sin højre hånd gennem hans hår. Han traskede så tilbage mod os, men blev ved med at stå op. Jeg rejste mig op og gik ud af stuen. Jace lagde en hånd på min skulder, og jeg vendte mig om. Vi stod længe og kiggede på hinanden.
"Jeg er ligeglad med hvordan du gjorde det. Jeg er også bedøvende ligeglad med hvorfor. Men hvad jeg har tænkt over det sidste år, var hvordan du kunne gøre det her imod os. Hvorfor du ikke fortalte mig sandheden."
Mark rejste sig op og gik hurtigt ud af stuen og ikke lang tid efter, kunne jeg høre hoveddøren åbne for at blive smækket i, kort tid efter. Jace, med tårer i øjnene, stod og stirrede mens han trak vejret langsomt og dybt. Han tog sine hænder ned i hans bukselommer og bed sig selv blidt i underlæben.
"Jeg troede aldrig at du ville finde mig," mumlede han, hans blik nede på hans sko.
"Men det gjorde jeg."
Han kiggede på mig med store, glansfulde dådyrøjne. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og skiftede med at støtte sig af højre og venstre ben.
"Hvordan har du det?" spurgte han, tog sin højre hånd op ad bukselommen og kørte den igennem hans hår.
"Bortset fra at jeg vil dræbe mig selv, har jeg det fint," svarede jeg med en smule sarkasme i stemmen.
"Danny," begyndte han men jeg afbrød ham.
"Jeg gider ikke høre det. Nyd dit fantastiske liv."
Jeg gik hen imod hoveddøren og kunne mærke hvordan tårene pressede på mine øjenlåg. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle gå hen. Hvad havde jeg fået ud af denne tur? Jeg havde set min bror - som havde været død i over et år. Jeg havde ikke fået noget at vide, udover at han ikke kunne mere. Men jeg tænkte: hvad kunne han ikke mere? Hvad var det i hans liv, som var så forfærdeligt at han skulle fake sin egen død?
Jeg hev døren op og stormede ud fra huset. Jeg kiggede hurtigt tilbage og så Jace stå i hoveddøren, hans øjne helt røde fra at græde. Jeg så at Mark sad i bilen og snakkede i telefon, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, så jeg gik videre. Videre ned ad den perfekte vej, hvor min perfekte bror levede sit perfekte liv. At tænke på ham, gjorde mig så vred. Jeg knyttede mine knoer og havde mest af lyst til at slå et eller andet. Jeg var så vred men jeg vidste ikke helt præcis hvorfor. Jeg havde en masse blandede følelser og jeg kunne ikke styre dem. Jeg så et træ og uden at tænke mig om, slog jeg med al min kraft min højre hånd ind i det. Jeg kunne høre et knæk og smerten sivede igennem min krop som små jag indtil at smerten blev uudholdelig. Jeg skreg højt men kort, og tog hånden ind til mig. En bil kom kørende op imod mig, og jeg genkendte med det samme Mark. Hans ansigt var helt følelseskold og hans læber var en lige og tynd linje. Han havde taget en hue over sit hoved og stirrede bare på mig, hans øjne blanke.
Jeg satte mig ind i bilen, og Mark drejede hans hoved som en robot, stirrende på mig. Han lignede en der havde set et spøgelse, og jeg kunne se ironien i de tanker.
"Skadestuen?" sagde han og kiggede hurtigt ned på min hånd. Den blødte og smerten blev værre og værre. Jeg turde ikke røre ved den.
Jeg nikkede kort, og prøvede at tage sikkerhedsselen på mens Mark kørte. Der var en meget akavet stilhed i bilen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige - jeg kunne ikke engang få styr på mine tanker. Lysten til at forsvinde groede indeni mig. Al terapien havde ikke hjulpet. Jeg havde spildt 6 måneder af mit liv. Eller var det hele bare i mit hoved? Hvad var det jeg i virkeligheden tænkte på?
Var jeg bange - og hvis ja, for hvad? Hvad fik hårene på mine arme til at rejse sig? Hvad gjorde mine håndflader svedige og fik min vejrtrækning til at pumpe i mine lunger som et fanget uhyre? Var det mørket? Var det det ukendte? Var det tankerne, de kendte skridt ude foran min dør, som jeg stadig hørte i min underbevidsthed? Eller var det noget dybere, noget meget mere frygteligt. Et mørkt uhyre der gemte sig indeni mig selv. Måske var jeg bange for mig selv. Spørgsmålene snorrede rundt inde i mit hoved. Tankerne var blevet sluppet løs i den akavede stilhed. Turen føltes uendelig lang og jeg anede ikke hvad jeg ville. Døden virkede så tiltrækkende. Evig søvn til evig tid uden bekymringer, mareridt eller problemer. Det hele lød så... fristende.
Jeg stirrede ud af forruden mens vi kørte. Regnen klaskede hårdt på vinduet og jeg lænede mig tilbage i passagersædet. Marks ansigt var stadig følelseskold og det begyndte at bekymre mig. Han plejede altid at sige hvad han tænkte eller mente. Men jeg sagde ikke noget. Han sagde ikke noget. Det hele var så akavet. Jeg prøvede at lukke mine øjne, men Jaces ansigt poppede op og endnu engang kunne jeg mærke vreden.
"Vend om," sagde jeg pludseligt. "Kør tilbage."
Mark kiggede undrende på mig men gjorde som jeg bad ham om, uden at tøve. Han lavede en u vending og vi kørte tilbage mod Jace. Jeg kunne mærke mit blod boble af vrede. Jeg knyttede den hånd jeg ikke havde slået. Mens vi kørte tilbage tænkte jeg over hvad jeg skulle sige. Hvad jeg skulle gøre. Jeg handlede spontant på grund af min vrede, og jeg vidste ikke helt om det var klogt eller ej. Men lige nu tænkte jeg på, hvad Mark tænkte. Hvilke tanker der kørte rundt i hans hoved.
"Vores familie er fucked up," udbrød han, hans stemme helt rolig. "Overvej det lige."
"Mh," sagde jeg.
"Virkelig, tænk over det. Tænk over, hvor fucked up vi alle er. Jace, dig og mig - alle stofmisbrugere. Vores mor er alkoholiker, og vores far er pædofil."
"Hvor vil du hen med dette?"
"Tænk over det Danny. Hvis du fik chancen for at starte dit liv på ny, slippe for alt dette pis, ville du så ikke gøre det?"
"Nej."
"Lad være med at lyv. Selvfølgelig ville du gøre det."
Jeg tænkte længe over hans ord. Ville jeg gøre det? Nej. Jeg ville ikke lade som om at jeg var en anden. Jeg kom fra en mærkværdig og fucked up baggrund - det gjorde mig til hvem jeg var nu. Jeg ville ikke ændre det for noget i verden. Ikke engang en ny start.
Mark holdt foran huset og jeg stormede ud i regnen og hamrede på hoveddøren, som hurtigt blev åbnet af Mikkel. Han stod skrækslagen og forvirret, endnu engang, mens jeg traskede indenfor. Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se Jace.
"Hvor er han?"
Adrenalinen pumpede indeni mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg vidste intet men alligevel ledte jeg efter ham. Mikkel pegede op ad trappen som var i gangen. Jeg kom op i en lille gang med 4 værelser. Jeg åbnede den ene hurtigt efter den anden, og så pludselig Jace sidde på en stor dobbeltseng, ansigtet gemt i hans hænder. Han kunne høre ham hulke. Han græd. Jeg stod chokeret i døråbningen og sang langsomt til jorden. Jeg kravlede ind mod ham, og kunne mærke hvordan jeg trak vejret hurtigere og hurtigere jo tættere jeg kom på ham. Var jeg vred? Var jeg såret? Var jeg... hvad var jeg? Endnu et tankespil.
"Hvorfor er du her?" spurgte Jace, og kiggede ned på mig. Jeg satte mig ned på gulvet og kiggede op mod ham.
"Jeg ved det ikke."
"Hvorfor kom du tilbage?"
"Jeg var vred."
Jace tørrede sine øjne med sine ærmer. Han satte sig ned overfor mig og sendte mig et lille genert smil. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere. Hvorfor var jeg så nervøs? Hvor var al vreden forsvundet hen? Det hele var så forvirrende.
"Jeg ønskede at dø, Danny," sagde han pludselig og vi havde øjenkontakt mens han snakkede. "Jeg ønskede inderligt at forlade det hele, bare... forsvinde. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg kunne ikke holde dine skrig ud - jeg kunne ikke holde den vægt jeg bar på mine skuldre ud. Jeg var og er en kujon, for ikke at fortælle nogen sandheden, men jeg tænkte at det var bedst. Jeg vidste, at du ville accepterer mit valg på et tidspunkt, hvis du nogensinde fandt ud af det, men jeg var en kujon. Jeg turde ikke fortælle dig hvad der i virkeligheden skete."
Jeg kiggede ned i jorden og tog en dyb indånding. Hele hans krop rystede.
"Jeg ville ud. Jeg ville ikke ende som dig - det var jeg bange for. Stofferne var ved at tage over mig. Jeg turde ikke tage flere chancer. Jeg var bange for at miste følelsen af forelskelse. Aldrig kunne føle kærligheden - det kunne jeg ikke. Jeg ser på dig, og der er så meget had, så meget sorg og fortvivlelse i dine øjne. Det har der været længe."
Jeg kunne mærke tårene trille ned ad mine kinder. Jeg sank en klump ned i halsen og tog en dyb indånding. Hvad kunne jeg sige? Han var bange for at ende som mig - jeg var bange for at ende som mig. Jeg var bange for mig selv, og hvad jeg var blevet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på hans ord. Men jeg kunne græde foran ham. Den mand, som var min bror, min afdøde bror. Han så bedre ud end jeg nogensinde havde troet. Han var sund og rask, tykt hår og muskler. Han sendte mig et skævt smil mens jeg sad og studerede hver centimeter af hans krop. Han var så sund. Arene på hans håndled var helet, og der var kun hvide tynde linjer tilbage. Han havde en halskæde rundt om halsen i sølv, samt en ring på hans venstre ringefinger. Den var lavet af platin med en lille sort sten i. Jeg stirrede længe på den.
Jace smilede og tog ringen af og lagde den i min hånd.
"Jeg troede at han..." sagde jeg og kom i tanke om Mikkel.
Jace grinte en smule før han tog ringen igen og plantede på hans finger. "Ja. Det gjorde han."
"Men hvordan...? Jeg mener, hvordan kunne du tilgive ham?"
"Danny, jeg kan ikke snakke om det her med dig. For du vil ikke forstå det."
"Nej. Du har ret."
Han sendte mig et smil og vi begge rejste os op.
"Hvad er der sket med din hånd?"
"Slog den ind i et træ."
"Du skal på skadestuen!" udbrød han.
"Ja."
Jace smilede og vi gik begge ned i gangen.
"Får jeg dig at se igen?" spurgte Jace da jeg havde åbnet hoveddøren.
"Jeg ved det ikke."
Han nikkede og omfavnede mig. Det var et langt og varmt knus. Et knus jeg havde glemt alt om. Tårene løb ned ad mine kinder endnu engang.
"Skriv," sagde han. "Du kender adressen."
Jeg smilede og gik ud imod Mark og satte mig ind i bilen.
"Vi kan køre på skadestuen nu," sagde jeg og tog sikkerhedsselen på, med et smil på mine læber. Jeg var ikke glad. Jeg var ikke ked af det. Jeg var følelsesløs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar