Sandhed avler had - del 26.

Jeg følte at tiden stod stille. Det var som om at alle menneskene forsvandt, og jeg stod alene. Alene i mørket, alene i mængden. Men pludselig kom stemmerne frem igen. Grinene fra de glade mennesker, skrigene fra børn i forlysterne. Jeg trak vejret dybt ned i min mave og satte mig ned på bænken ved siden af Sofie som stirrede på mig med undrende og glansfulde mørkegrønne øjne. Jeg kiggede hen, hvor jeg havde set Jace som nu var forsvundet. Var det en fejl at være taget til København, hvor jeg ikke kendte nogen eller noget? Var de indre dæmoner her igen, for at terrorisere mig? Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, og jeg prøvede at ryste dem væk. Jeg glemte helt hvor jeg var og hvem jeg var med, mens mit hoved var ved at eksplodere. Jeg kunne mærke hvordan mit bryst begyndte at trække sig sammen og mit hoved snurrede rundt. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at koncentrere mig om at trække vejret. Ind. Ud. Ind. Ud. 
"Han var her ikke. Han er her ikke," mumlede jeg til mig selv.
"Danny?" Sofies stemme brød mine tanker og jeg åbnede mine øjne igen og kiggede på hende. Hun stirrede tilbage på mig med hendes glansfulde mørkegrønne øjne. Hun tog min hånd og nussede den med hendes tommelfinger. Jeg tog min hånd til mig og rejste mig op.
"Skal vi gå videre?" spurgte jeg.
Hun kiggede meget undrende på mig, men nikkede bare og rejste sig op. Pludselig ringede Sofies telefon og det var de andre der spurgte, hvor vi blev af. Vi skyndte os hen imod udgangen, hvor de alle sammen stod med lidt irriterede ansigtsudtryk. Alle deres læber var en tynd linje, især Dan, Sofies kæreste. Vi skulle åbenbart videre, hen på en bar eller pub som de alle kendte i midten af København. Jeg slæbte mig selv med, men kunne ikke slippe hallucinationen. Jeg synes at virkeligheden var mere urealistisk. Jeg tog min telefon op og skrev til Jace, om han ikke kunne møde mig udenfor baren vi var på vej til. Han svarede hurtigt tilbage og jeg kunne mærke hvordan glæden blussede frem i mig.

"Jeg bliver lige her og får en smøg, smut i bare ind," sagde jeg og så de andre gå ind ad dørene til den mørke bar. Jeg stod alene, med få folk der passerede mig. Jeg tændte den ene cigaret efter den anden, mens jeg kiggede ud på gaden for at få øje på Jace. Pludselig så jeg en velkendt skikkelse komme gående hen imod mig. Han omfavnede mig og jeg havde ikke lyst til at give slip.
"Kom hjem," sagde jeg. "Tag tilbage med mig. Jeg kan ikke det her alene, Jace."
Han sagde ikke noget, men kiggede bare på mig med hans store dådyrfarvede øjne. Han trak vejret dybt mens han tændte en cigaret. Vi begyndte at gå langs Københavns gader.
"Hvad er der sket?" spurgte Jace pludselig.
"Jeg så dig. Hvor du ikke var. En hallucination af din vrede og jeg kunne mærke en form for angst. Jeg ved ærligtalt ikke helt præcis hvad det var, der skete. Men jeg følte mig opslugt af rædsel og angst."
"Jeg kan ikke bare tage tilbage, Danny. Jeg har et liv her nu. Et nyt liv - et bedre liv."
"Så du vil lade mig rådne op alene? Som du har gjort indtil nu. Bare skubbe mig væk."
"Nej. Forhelvede Danny..."
"Fortryder du det slet ikke?"
Han tog en dyb indånding og kiggede så op mig på. "Jo."
"Så hvorfor ikke gøre noget ved det, Jace?" jeg var begyndt at hæve min stemme.
"Fordi jeg ikke bare kan gå tilbage! Jeg kan ikke bare... ændre det der er sket."
Jeg gik væk fra ham med hurtige skridt og kunne høre ham råbe mit navn bag mig, men jeg stoppede ikke. Jeg kiggede ikke tilbage, men begyndte at løbe og kunne mærke hvordan tårer strømmede ned ad mine kinder. Hvad var det der skete?
Lad det være en drøm. Lad det hele være et mareridt. Lad det hele være en stor hallucination.
_____________________________________

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 20.
Jeg talte pillerne der lå i min hånd. De smukke, runde, hvide, blå og gule piller der lå i min hånd. Vodkaen stod på mit natbord sammen med en stribe kokain og en smøg - og et glas vand, hvis nu vodkaen ikke ville skylle pillerne ned. Jeg trak vejret dybt og lagde pillerne ved siden af mig i sengen, skruede låget af vodkaen og tog en ordentlig slurk. Jeg kunne mærke hvordan det brændte ned igennem min hals mens tårene strømmede ned ad mine kinder. Jeg satte flasken på plads igen og tændte cigaretten og tog et langt hiv og pustede røgen langsomt ud, hvorefter jeg slukkede cigaretten igen. Jeg fandt noget papir og en blyant og begyndte at skrive et langt brev - til Jace. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive, men jeg skrev bare. Alle de tanker jeg havde, alle de problemer jeg havde. Hvorfor det var at jeg ville ende det hele. Men der var en ting, jeg ikke kunne skrive - alt det om far. Jeg kunne sætte ord på det. Jeg kunne ikke få den grusomme hemmelighed ned på papir. Jeg skrev alt det jeg kunne, indtil at jeg ikke havde mere papir. Jeg listede ud i bryggerset hvor hans skoletaske stod, eller det var nærmere en computertaske. Jeg lagde sedlen deri og listede tilbage på mig værelse og satte mig i sengen. Jeg puttede den første pille på min tunge. En. Jeg tog en ad gangen til jeg nåede 10, hvorefter jeg smed resten i munden og drak af vodkaen til jeg ikke kunne føle flere piller i min mund. Det hele var begyndt at blive sløret, men jeg prøvede ihærdigt at holde fokus. Jeg kravlede over sengen og faldt ned på gulvet med mit hoved først. Jeg kravlede langsomt hen imod min jakke som hang på stolen ved mit skrivebord, og ledte efter min mobiltelefon. Jeg tabte den første gang, men fandt den hurtigt igen. Jeg tastede 112 ind på displayet.
"Danny Jules Peterson, 230590-1129. Skejbytoften 5, Århus N. Send en ambulance. Overdosis af sovepiller."
Jeg lagde telefonen i min baglomme og kunne mærke mørket suge mig ind. Det blev hvidt for mine øjne, og så var alting sort. Jeg forsvandt langsomt fra min krop, som om jeg sov. Jeg kunne stadig mærke at jeg lå dårligt på gulvet, men jeg havde ikke kræfterne eller overskuddet til at rejse mig op. Jeg nød mørket og dets uvidenhed. Jeg nød, at døden var så tæt på. Jeg blinkede med øjnene. Det hele var klart og hvidt. Var dette himlen? Jeg kunne mærke hvordan kvalmen startede i min mave og kom længere op ad min hals. Jeg blinkede endnu flere gange med mine øjne, for at få fokus på mine omstændigheder. Pludselig kunne jeg mærke et skarpt lys ind i mine øjne, som forsvandt igen og kom så tilbage. Jeg prøvede at skubbe den væk, men mine øjne blev holdt åben af nogle meget kolde fingre.
"Hans øjne reagerer," kunne jeg høre en hæs mandestemme sige. Han forlod rummet og jeg kunne stadig ikke fokusere ordentligt. Pis pis pis! Det var de eneste tanker jeg havde. Jeg var i live. De havde nået at komme. PIS! Jeg holdt mine øjne lukket i et stykke tid, før jeg prøvede at åbne dem igen. Først skar lyset igennem mine øjne igen, men lidt efter blev det hele mindre sløret. Jeg lå i et hvidt værelse og jeg havde tøj på fra hospitalet. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt. Der var en seng nogle meter fra mig der var tom.
"Hej Danny," sagde en ukendt stemme og jeg så en rødhåret kvindelig læge, der var rimelig lækker. "Hvordan har du det?"
"Som man nu har det, efter at vågne op, fra et selvmordsforsøg. Ikke noget du har prøvet, gætter jeg på."
Hun sendte mig et skævt smil. "Din familie er her," sagde hun.
"Fedt."
"Kan jeg gøre noget for dig?"
"Hent Jace."
"Hvem?"
"Den lille fyr der ligner mig."
Hun gik ud af rummet og jeg lagde mig ned i sengen igen. Jeg sukkede dybt. Jeg vidste ikke helt om jeg var glad for at være her, eller om jeg dybest set ønskede at være begravet 8 meter under jorden om nogle dage. Men jeg kunne mærke, at Jace skulle vide sandheden om mig, inden jeg nu en dag ville stille træskoene. Lysten til at dø ville nok ikke forsvinde, det vidste jeg. Jeg havde haft mange bekendte igennem tidernes løb, som havde slemme selvmordstanker og de havde efter første forsøg, prøvet en del gange før. Jeg lå i mine egne tanker da døren blev åbnet og Jace trådte ind ad døren. Han gik hen imod mig og jeg satte mig op i sengen og sendte ham et bredt smil. Jace satte sig på en stol jeg ikke havde set, som var ved siden af min seng.
"Jeg har brug for at fortælle dig noget," sagde jeg og kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hårdere og hurtigere i mit bryst.
"Okay, hva..."
"Ti stille," afbrød jeg. "Du skal intet sige. Bare lytte." Han kiggede på mig med store øjne og sad ret på stolen. Jeg kunne allerede nu mærke hvor svært det ville være at sige alt dette. Men jeg blev nødt til det - inden det var for sent.
 ''Jeg ved ikke hvorfor jeg siger, hvad jeg skal til at sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, hvordan jeg skal starte. Men jeg føler at du har brug for at vide alt, brug for at vide hvem jeg er i virkeligheden er, Jace. Måske ved du noget af det i forvejen, men måske ikke. Jeg kan ikke tage chancen. Jeg ved at jeg nok gentager mig selv et par gange, men jeg kan ikke leve uden at fortælle nogen det. Jeg vil ikke snakke om det, men bare få en til at lytte til mig. Hvis jeg måske dør før tid, før det hele var planlagt, så vil jeg bare have at nogen ved hvorfor det skete. At nogen måske forstår mig. I det mindste bare tilgiver mig. Jeg har fortalt en person, ud over dig, alt det, jeg vil til at fortælle dig. Jeg ville have fortalt dig det før, men jeg kunne ikke finde tiden. Du blev fængslet, og jeg var bange for at tage derhen. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, da du kom hjem, for jeg følte at jeg havde skuffet dig. Jeg følte at jeg havde været en forfærdelig bror. Du havde brug for mig derinde, og da du kom ud var du slet ikke den samme som før. Jeg elsker dig, Jace. Du er nok grunden til at jeg ligger her nu, og ikke nede i lighuset. Det startede før festen hos Janine. Sommerferien før vi startede i niende klasse. Jeg mødte Søren til en fest, jeg ikke burde have været til. Jeg drak ikke, eller tog nogen stoffer, men Søren blev ved med at snakke om det rus han fik når han sniffede en bane kokain eller tog et par piller amfetamin. Men jeg var stærk nok til at sige nej. Der var dog en til festen, der tog en overdosis. Ikke med vilje, og personen overlevede også. Men forældrene til værten af festen, ringede til alle vores forældre. Mor var ikke hjemme, så det var far der tog telefonen. Jeg blev hentet, men far kørte ikke hjem med mig, som jeg inderligt håbede at han ville. Før havde han kun givet mig en lussing eller noget lignende, aldrig noget mere seriøst. Vi kørte hen i en skov. Jeg ved ikke hvilken, men han gik ud af bilen og jeg var for bange til at røre mig ud af stedet. Men han hev mig ud, smed mig ned på jorden. Jeg så ham ryge en kæmpe fed joint, lige foran mig, før han tæskede mig. Han sparkede mig i maven, hev mig op og smed mig ned igen. Jeg brækkede armen og nogle ribben, og han tog mig derefter til skadestuen, hvor vi sagde at jeg var kommet op at slås til en fest. På vej hjem sagde han, at hvis jeg nogensinde sagde noget til nogen som helst, ville han dræbe mig. Han sagde: Du skulle aldrig have været født. Du skulle aldrig have været ude i denne verden. Jeg forstod det ikke. Men jeg var bange for ham, bange for at jeg gjorde noget forkert, på nogen måde. Men hver gang, han havde mig alene, blev jeg slået, banket halvt omkuld og hver eneste gang tog han mig skadestuen. Nogle gange en anden skadestue, så de ikke fik en mistanke. Han har endda kørt mig hele vejen til Kolding og Aalborg. Jeg begyndte at bruge meget tid med Søren og de andre. Jeg mødte Michael og Janine nogle gange. De begyndte at snakke med Janine en hel del, også mig. Somme tider kom hun alene. Altså uden Michael. Hver gang han fandt ud af det, tæskede han hende som en gal. Hun turde ikke sige noget til nogen. Jeg havde så ondt af hende. Jeg er måske ikke Guds barn, men jeg slår ikke på kvinder. Fuck, jeg begynder at græde nu. Jeg ved ikke om jeg kan. Det gør så ondt, Jace. Alt det her. Jeg føler at mit liv er en stor joke. Jeg føler at det hele er faldet fra hinanden. Jeg begyndte at snakke med Janine en hel del, efter at i begyndte at se hinanden. Hun kom tit over til mig, når du faldt i søvn. Jeg havde ikke sex med hende, men jeg snakkede med hende. Om ting, hun ikke kunne fortælle dig. Ting hun ikke kunne fortælle nogen. Hun havde det ikke godt, Jace. Jeg blev forelsket i hende, selvom jeg vidste at du også var. At du ikke kunne klare dig uden hende. Da hun forsvandt i de otte måneder var jeg bange for, at Minna og Sofia var mine. Jeg var bange for, at du ville finde ud af noget. Jeg vidste hvor hun var. Jeg så hende flere gange i ugen. Da hun flyttede herhjem, var jeg inderst inde lykkelig over at jeg kunne se hende hver dag. Men jeg var rædselsslagen over tanken om, at du måske fandt ud af noget. Hun var stadig inde hos mig når du sov, i hvert fald de fleste nætter. Vi tog stoffer sammen, for at glemme virkeligheden. For at glemme vores familie, og realiteterne vi blev nødt til at se i hverdagen. Vi kom begge alt for langt ud. Hun begyndte at sælge, og det samme gjorde jeg. Vi var det perfekte pusher-par. Det var hvad folk kaldte os. Jeg fik onde blikke af Søren hver gang at vi tre tog derop. Jeg blev set ned på, og Søren ønskede på ingen måde at se mig så meget mere, især ikke sammen med Janine. Du vidste at hun knaldede udenom. Det fortalte du mig. Du ved dog ikke, hvor ondt det gjorde. Du ved ikke hvor meget smerte jeg havde! Jeg blev tæsket dagligt af far, jeg havde ingen venner, da de kendte til alt det her. Men de fortalte dig det ikke. Hvorfor, ved jeg ikke. Men jeg kunne ikke fortælle dig, at den person du hadede mest af alle, den person du vidste Janine så ved siden af dig, din værste fjende.. Du vidste ikke, at det var din bedste ven. Dit eget blod. Din egen bror. Jeg er Mikes far.''
Han sad i få sekunder og bare stirrede ud i luften. Han åbnede flere gange munden, men sagde ikke noget. Til sidst rejste han sig op og gik med små hurtige skridt ud af rummet. Jeg ledte hurtigt efter min mobil og fandt den i min baglomme. Jeg overvejede at ringe til Jace, men jeg vidste ikke hvad mere jeg skulle sige. Hvad var der at sige? Undskyld. Det var det eneste jeg skrev. Jeg kunne ikke finde andre ord, der ville beskrive eller forklare hvad der var sket. Men inden jeg kunne tænke mig om, trådte Helena ind ad døren. Mit had, det had jeg altid havde haft til denne pige, blussede pludseligt op. Hendes lange blonde hår der var sat op i en knold og hendes smukke havblå øjne. Hun havde altid være guddommelig smuk. Hun havde altid haft et smil, der kunne få mine ben til at smelte. Men alligevel trak alle mine muskler sig sammen, når jeg så hende.
"Hvad gik det ud på?" spurgte hun. Hun så træt ud og havde Jaces gamle sove t-shirt på af The American Poet og nogle af hans løse jeans. Hun havde grædt al sin makeup væk men så stadig smukkere ud, end nogen anden.
Jeg svarede hende ikke. Hvad skulle jeg sige? Hvad kunne jeg sige? Det hele var ligemeget, så jeg lagde mig tilbage i sengen og kiggede ud i luften. Alt for ikke at stirre på hende. Hun gik hen imod mig, og jeg knyttede mine næver. Hvis du kommer et skridt nærmere på mig, smadrer jeg dig sagde stemmerne i mit hoved og jeg prøvede at ryste dem væk.
"Spyt ud, Danny," sagde hun med en irriteret stemme.
"Hvad rager det dig?" hvæste jeg af hende.
"Når Jace er ked af det, påvirker det for fanden mig. Så hvad end du har sagt for at gøre ham i det lorte humør, kan du fortælle mig."
Hendes stædighed. Hendes evne til at overtale folk. Ha!
"Hold nu kæft," svarede jeg uden at kigge på hende.
Hun satte sig ned på samme stol, hvor Jace lige havde siddet.
"Skrid nu bare, Helena."
"Nej."
Jeg sukkede men gav ikke så let op.
"Hvorfor dræbe dig selv?" Hendes stemme var uden følelser. Kold og kynisk.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi livet har meget at tilbyde?"
Jeg begyndte at grine. "Du ved ikke en skid, Helena."
"Nej. Men det er fordi at du ikke fortæller en skid, Danny."
Jeg bed mig selv i underlæben. Fuck nej, hun skulle ikke få noget at vide. Hun skulle ikke vide det. Men hvis jeg fortalte det, ville hun måske skride. Måske lade mig være i fred.
"Jeg er Mikes far."
Min stemme var som hendes - kold og kynisk. Hun stirrede på mig og åbnede hendes mund, uden at sige noget.
"Jaces søn... er din søn?"
"Ja."
"Du var personen, som knaldede med Janine ved siden af?"
"Ja."
"Og?"
"Og hvad?"
"Hvad mere?"
"Der er ikke mere," svarede jeg og hun så skuffet ud. Ja, som om jeg ville fortælle hende min dybe hemmelighed. Som om hun skulle være den første, til at vide alt.
Hun forlod rummet, og jeg var alene. Jeg ville ikke andet end at sove, så jeg lagde mig ned i sengen, vendte mig om på siden i fosterstilling og lukkede mine øjne. Der gik ikke lang tid, før jeg faldt i søvn.

"Du er da en idiot," sagde en meget velkendt stemme og jeg blinkede indtil jeg kunne se hende. Hun havde halvlangt, ildrødt kruset hår, men så stadig lige så hærget ud, som hun altid havde gjort.
"Janine," mumlede jeg og sendte hende et lille smil. Hun omfavnede mig og holdt meget ved, hvorefter hun blidt kyssede mig på læberne. Hun satte sig ned i stolen, og jeg satte mig på sengen, ved sengekanten, så jeg havde ryggen til døren.
"Hvorfor?"
"Hvorfor hvad?"
"Danny snak med mig. Hvordan har du det?"
Jeg kiggede væk fra hende.
"Danny forhelvede, hvad er der sket?"
"Ikke en skid. Janine, lad mig nu være. Jeg har fortalt Jace det hele."
Hun kiggede på mig med hendes store mandelformede øjne. "Hvad?" mumlede hun.
"Jeg har fortalt Jace alt mht. Mike. Mht. os. Det hele er ude nu."
"Du er fandme også en idiot så."
Jeg sukkede og havde aller mest lyst til at smide hende ud af rummet, men lod være.
Jeg kunne høre døren blive åbnet, men jeg kiggede ikke. Jeg så at Janines øjne blev store, men der gik ikke lang tid før at døren blev lukket igen. Nærmere smækket i.
"Lad os gå," sagde hun og hev mig nærmest op ad sengen. Jeg fulgte hende som en lille hund ned mod receptionen, hvor jeg så Helena og Jace sidde med et glas vand. Helena sendte Janine de værst tænkelige dræber øjne, mens Janine, med et smil på læberne, gik hen imod dem.
"Lad være Janine," sagde jeg. "Lad os gå tilbage."
"Hey Jace," sagde Janines hæse stemme. "Kan vi snakke... under fire øjne?"
"Nej. Hvad du har at sige til mig, kan du også sige til Helena."
Janine kiggede hurtigt på mig, sendte et skævt smil og satte sig ned ved deres bord. Jeg gik hen imod dem, men holdte mig en meter væk.
"Hør Jace, jeg..." begyndte Janine men Jace afbrød hende.
"Jeg gider ikke høre det. Jeg kom her for at tilgive min bror. Ikke dig. Jeg har virkelig ingen intentioner om at genoptage nogen former for kontakt med dig. Du forlod mig - og dine egne børn - for mange år siden. Du skal ikke tro at du bare kan komme tilbage, og så er det hele godt igen."
"Det tror jeg skam heller ikke," sagde Janine koldt. "Jeg ved sgu da for fanden godt, at det jeg gjorde var dumt."
"Dumt?" gentog Jace og begyndte at grine. "Dumt? Du er treogtyve år gammel, og er stadig i det fandens miljø som du altid har været i."
"Du skal nødig snakke, Jace."
"Janine, stop," sagde jeg, men blev ignoreret.
"Du tror at du er bedre end mig? Du er ligeså afhængig af stoffer som mig. Du har bare brug for medlidenhed, fordi at dit liv er så fandens hårdt, hva'?"
"Jeg forlod aldrig Sofia, Minna eller Mike."
"Men at se deres far fucke sit liv op med stoffer hvad ved jeg - det er bedre?"
Der var en kort pause og jeg kunne se hadet og vreden i Jaces øjne. Hvad var det jeg havde gjort?
"Lad være med at tro, at du så fandens bedre end alle andre," sagde Janine efter nogle sekunders pause.
"Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med dig," mumlede Jace og jeg kunne se at han var ved at tabe. Det var ikke første gang. Han var svag - især når det kom til Janine.
"Du kan ikke klare sandheden. Det har du aldrig kunnet. Du kan ikke indse at dit liv ikke er perfekt, og du er den eneste du selv kan takke for det."
Janine rejste sig op og gik hen imod mig, men jeg bakkede hurtigt tilbage. Hvad fuck har du gang i? sagde min indre stemme. Jeg kiggede hen imod Jace med et undskyldende blik, og Janine kiggede endnu engang på Jace og fortsatte hendes tale.
"Lad være med at skyde skylden på mig, fordi du er fucked up. Lad være med at sige, at jeg er grunden til at du er langt ude på stoffer - for det er jeg ikke. Jeg har aldrig tvunget dig til at tage noget som helst. Du er bare alt for vattet til at sige nej."
Sig noget, Danny. Sig noget. Min egen hjerne prøvede at få mig til at bryde ind, men jeg kunne ikke. Lige nu var jeg den vattede.
"Nu holder du fandme kæft!" råbte Helena op og vi alle kiggede overraskende på hende. Jeg havde aldrig set hende så vred, med så meget had i hendes øjne.
"Undskyld mig?" sagde Janine på en meget snobbet måde.
"Jeg sagde hold nu kæft. Tag vattet ud af ørerne."
"Jeg tror lige at du skal slappe af. Du er jo ikke andet end et trøsteknald for ham. Han er jo aldrig kommet over mig. Han klynker mere end nogen anden jeg har kendt, over mig," sagde Janine og grinte hånligt.
"Jace har aldrig nogensinde snakket ondt om dig. Jeg forstår ham ikke. Du er jo den mest følelseskolde kælling jeg har mødt. Du tror sgu at alle elsker dig og har ondt af dig."
Janine gik hurtige skridt hen imod Helena, men Helena rettede sig bare op. Hold kæft hun fik lige en smule respekt hos mig.
"Lad nu være, kære Helena," sagde Janine med et smil.
"Gå," afbrød jeg og alle deres blikke vendte mod mig.
"Hvad sagde du?" spurgte Janine helt overrasket, som om nogen lige havde givet hende en mavepuster.
"Gå," gentog jeg og kunne høre min egen vrede i min stemme. "Tag alt dit lort, og skrid."
"Danny, jeg..."
"Spar mig," afbrød jeg. Hun kiggede på mig, så på Jace. Derefter lænede hun sig hen over bordet, så hendes ansigt var meget tæt på Jaces.
"Det her kommer du til at fortryde," sagde hun stille til ham, men højt nok til at jeg kunne høre hende. Janine forlod hurtigt stedet og jeg vendte mig om og gik imod min stue. Jeg kiggede ned i gulvet hele vejen. Da jeg nåede mit værelse satte jeg mig ned i sengen og kiggede ud i luften. Jace kom ind lidt efter og satte sig i stolen, men jeg kiggede ikke på ham. Jeg følte intet. Selv de ord jeg sagde, følte jeg intet for.
"Undskyld. Jeg fortryder det," sagde jeg koldt.
"Jeg tilgiver dig," svarede han.
Jeg kiggede på ham og sendte ham et skævt smil.
"Hun har aldrig... aldrig været så modbydelig."
"Nej. Danny. Stop med at tænke på hende. Det er meget bedre uden hende."
"Hvorfor er vi endt, hvor vi er, Jace?" spurgte jeg pludselig for at ændre samtalen.
"Hvad?"
"Hvorfor tager du stoffer?"
"Lad være med at tænke på det."
Jeg tog en indånding. "Hvorfor kan vi ikke stoppe? Hvorfor kan vi ikke bare have et normalt liv?"
"Fordi normalt er kedeligt."
"Hvor er far?"
At sige "far" gjorde ondt og jeg kunne se, at Jace var overrasket over at høre mig spørge om ham.
"Jeg har ikke set ham, siden han kørte væk."
"Hvorfor elsker han mig ikke?"
"Danny... du tænker for meget."
"Jeg... jeg har bare aldrig tænkt så meget, som da jeg vågnede op. Aldrig."
"Stop med det. Prøv at få lidt ro i din krop."
Jace bad mig om at ligge mig ned under dynen og han holdt min hånd et stykke tid, indtil jeg hørte Helena træde ind ad døren. De kyssede og forlod hurtigt rummet, da de troede at jeg sov.

"Hvordan har du det, Danny?"
Psykologens stemme var lys og hun tog en slurk af hendes kaffe og jeg kunne se hendes gullige tænder når hun smilede.
"Det samme."
"Har du stadig lyst til at dræbe dig selv?"
"Nej, men jeg har mærkelige drømme."
"Om hvad?"
"Om Jace."
"Hvad sker der i dem?"
"Han dør. Min bror altså. Han begår selvmord. Eller det skal man tro. Efter et år, finder jeg ud af at han bare ikke kunne leve mere. Det er meget mærkeligt, for det hele virker så realistisk. Når jeg vågner, tror jeg, at det hele er sket."
"Men du finder ham igen?"
"Ja."
"Ender det så ikke godt?"
Jeg sendte hende et smil. "Jo," løj jeg. "Som et eventyr - en lykkelig slutning."
"Jeg tror at vi er færdige," sagde hun med et smil. "Det har været fantastisk at se dine fremskridt."
Jeg svarede hende ikke men gav hende hånden og gik stille ud af hendes kontor, og så ud af hospitalet hvor jeg tændte en cigaret. Jace kom kørende hen imod mig og kom ud hvor at give mig et kram.
"Hvad så?" spurgte han.
"Hvad så hvad?" svarede jeg med et skævt smil.
"Hvor mange samtaler mangler du?"
"0."
"Du er færdig?"
"Jep."
"Fantastisk! Det skal fejres."
Han omfavnede mig.
"Du har det bedre? Ikke?"
Jeg træk vejret dybt ned i min mave, skoddede min cigaret og nikkede. "Meget bedre."
Han smilede igen og vi satte os ind i bilen og kørte hjem. Vi var hjemme i tide til aftensmad, hvor hele familien var samlet plus det løse. Min far sad med sit klamme smil på sin sædvanlige plads. Min mor gik hen og kyssede ham på munden og jeg fik kuldegysninger igennem hele min krop. Mark sendte mig et smil, og klappede på stolen ved siden af mig, hvor jeg satte mig.
"Hvor mange samtaler mangler du?" spurgte Agnete.
"Ingen. Jeg er færdig."
"Det skal fejres!" udbrød hun, så jeg næsten faldt ned ad stolen.
"Har jeg allerede sagt," sagde Jace grinene og satte sig ved siden af Helena. Hendes ansigt gjorde mig stadig vred, men jeg lod som ingenting. Skjulte mine følelser. Skjulte alt - som jeg var bedst til.

Jeg sad på mit værelse og rullede en joint, da det bankede på døren. Min far stod i døråbningen og gik ind, og jeg kunne mærke hvordan hele min krop begyndte at ryste af rædsel.
"Du har ikke fortalt hende noget - vel?"
"Nej."
"Godt."
Han gik ud igen men sendte mig et skævt smil.
Aldrig skulle nogen vide min hemmelighed. Min drøm havde været en lærestreg - retfærdighed findes ikke. Jeg tændte jointen og pustede røgen langsomt ud, mens jeg kunne mærke min hals blive tør.
Det hele var en drøm. Det hele var som det var og sådan ville det fortsætte. Ingen selvmord - ingen knuste hjerter. Men mens jeg lå i min seng, tænkte jeg over drømmen. Den vilde, realistiske drøm. Jeg rystede mit hoved og tog endnu et hiv. Drømmen blev glemt i røgens tåger.