Sandhed avler had - del 11.

Jeg tog en dyb indånding og tørrede mine øjne. Min krop var stabiliseret og jeg rystede ikke så meget mere. Jeg var irriteret over at der ikke var noget spejl, så jeg ikke kunne se hvordan jeg så ud. Jeg gik ud fra badeværelset og hen imod kontoret igen. Jeg havde ingen anelse om hvor lang tid jeg havde været væk, men da jeg kom ind på kontoret, sad Daniella med hovedet gravet ind i computeren. Hun kiggede op på mig med et bekymret blik.
"Er du okay?"
Hendes ord var fulde af medlidenhed. Jeg nikkede bare og satte mig i stolen overfor hende, og lænede mig tilbage. Jeg tog endnu en dyb indånding.
"Har du lyst til at fortsætte?"
"Jo hurtigere jo bedre."
Hun nikkede og slukkede computerskærmen og lænede sig over bordet og hendes hoved blev støttet af hendes hænder. Hun så så rolig ud. Jeg rystede igen, men prøvede at kontrollere min vejrtrækning så det ville stoppe. Hvorfor var jeg så nervøs?
"Jeg vil gerne vide lidt om din kæreste," sagde hun pludselig og Denises ansigt poppede op i mine tanker.
"Hvad vil du vide?"
"Hvordan mødtes i?"
"Det er min pushers lillesøster."
"Hvorfor var du tvivl om at du havde hende mere?"
"Fordi at jeg var utro."
Hun så ikke overrasket ud.
"Og det ved hun?"
"Ja."
Daniella og jeg snakkede på kryds og tværs omkring mit liv. Vi kom meget ind på min mor, og jeg begyndte næsten at koge af raseri imens. Jeg så hendes smilende ansigt foran mig hele vejen igennem, og havde lysten til at slå hende ihjel. Det var en vrede, jeg var bange for, da jeg ikke kunne kontrollere den. Jeg var bange for, at hvis jeg en dag så hende igen, hvad jeg så ville gøre. Daniella fortalte så, at hun blev nødt til at snakke med nogle læger for at finde nogle diagnoser til mig som så skulle snakke med mig. Jeg var bange for det forløb jeg havde bragt mig selv i. Diagnoser? Betød det ikke, at man blev stemplet som sindssyg? Jeg var i tvivl og jeg var bange for, at dette var det rigtige at gøre.
Jeg lagde mig med det samme i sengen igen, da jeg kom ind på værelset. Jeg følte mig træt og udmattet. Jeg havde så meget at tænke over, og natten kom hurtigt. Julie læste stadig og jeg havde endnu ikke set hende oppe af sengen, udover da hun hilste på mig. Jeg havde en masse tanker om, hvad hun fejlede. Hvorfor hun var her. Jeg kiggede hen mod hende, og hun kiggede i min retning, så vi fik øjenkontakt. Hun lagde bogen fra sig og lagde sig på siden, så vi kiggede på hinanden. Hun sendte mig et fortryllende smil med hendes lige og hvide tænder.
"Hey," sagde hun pludselig og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg følte at det var taget ud af en film.
"Hey," svarede jeg og kunne ikke lade være med at grine en lille smule.
"Hvordan gik det?"
"Hvilket?"
"Psykologen."
Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare.
"Det var grænseoverskridende."
Hun blev ved med at smile og havde et lys i hendes øjne.
"Hvorfor er du her?" spurgte hun og min krop stivnede.
"Jeg har nogle indre dæmoner jeg skal have hjælp til at kæmpe imod," svarede jeg med et smil på læben.
Der var en kort stilhed. "Hvad med dig?"
"Lidt af det samme. Indre dæmoner."
Julie rejste sig op og gik hen imod mig. Hun satte sig på sengekanten overfor min mave, og kiggede på mig.
"De vender dig til at være her," sagde hun med en ren og yndefuld stemme. "Det kan tage tid, men du bliver glad for at være her."
"Jeg har mine tvivl."
"Er du bange?"
Jeg smilede skævt til hende. "For hvad?"
"At blive rask?"
Jeg tænkte lidt over hendes ord.
"Hvorfor skulle jeg blive bange for at have det godt?"
"Fordi at du måske har glemt hvordan det er, at være rask. Ikke at have de indre dæmoner at kæmpe med."
Jeg tænkte tilbage. Hvornår var jeg rask? Før overgrebene svarede min underbevidsthed. Det var næsten et helt årti siden, at jeg havde været mig selv, og måske havde Julie ret. Jeg var bange for at ligge stofferne fra mig. Jeg var bange for at ændre mig, så jeg pludselig ikke kunne kende mig selv mere.
Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning blev hurtigere, og Julie lagde sin hånd over min. Hun sendte mig et betryggende smil, som om at hun fortalte at hun var der for mig.
"Jeg er nysgerrig," udbrød jeg, mest for at få samtalen drejet væk fra mig selv. "Hvorfor er du her?"
"Jeg har anoreksi nervosa og borderline personlighedsforstyrrelse," svarede hun og hendes varme smil forsvandt hurtigt. Hun listede over i hendes seng igen. "Godnat," mumlede hun.
Jeg lagde mig under dynen og prøvede at falde i søvn men tankerne gik amok. Jeg overvejede virkelig at smutte. At give op. Jeg kunne det ikke mere. Jeg kunne mærke tårene trille ned af mine kinder. Var jeg pludselig blevet svag? Jeg kunne på ingen måde kende mig selv mere.

Jeg vågnede af mig selv næste morgen. Julie sov stadig. Hun knugede sig selv ind til hendes dyne og mumlede utydelige ting i søvne. Jeg satte mig op i sengen og blinkede med mine øjne, for at få dem til at fokusere. Da alt var tydeligt listede jeg ud på badeværelset, tog mit tøj af og gik ind i bruseren. Jeg kunne mærke det varme vand glide ned over min krop, og det var en fantastisk følelse. Mens jeg vaskede mig, blev jeg forskrækket over hvor tydeligt jeg kunne mærke mine knogler. Mine ribben stak ud sammen med mine hofteben og mine lår var ikke andet end knogle. Jeg sukkede. Hvordan kunne nogen ønske, at ville se sådan ud? Jeg slukkede for vandet, og tog det håndklæde der var tilegnet mig og tørrede mit hår, hvorefter jeg bandt det rundt om livet. Jeg gik ud igen og sukkede. Søren havde endnu ikke været der med mit tøj, så jeg tog det gamle hvide tøj på, og vendte mine underbukser om. Derefter gik jeg ud og listede ned mod kontoret for at høre om han havde været der. Det var en lang gåtur. Jeg kunne høre hvordan min mave rumlede og jeg følte mig sulten.
Da jeg stod ved kontoret kiggede en lille mørkhåret kvinde på mig med hendes store grå øjne. Hun sendte mig et lille smil mens jeg lænede mig over skranken.
"Er der kommet noget til Danny Peterson?" spurgte jeg og hun rejste sig op.
"To sek, kigger lige."
Hun gik ud ad bagdøren og kom tilbage med en stor sportstaske. Hun satte den på skranken og kiggede en smule mistroende på mig, men jeg tog den og listede tilbage igen. Jeg var en smule nysgerrig og spændt over, hvad Søren havde lagt deri. Da jeg kom tilbage til værelset, lå Julie ikke i sin seng og jeg kunne høre vandet i bruseren ude på badeværelset. Jeg satte tasken op på min seng, og åbnede den. Der lå en masse nye underbukser, t-shirts og to par bukser, som jeg smed på sengen. Der var også et par ekstra sorte conversessko. Derudover var min deodorant og parfume dernede. Søren havde også købt en sort hårfarve til mig og jeg smilede lidt af tanken. Jeg fandt en lomme i siden af tasken og stak min hånd derned og følte rundt, uden at tage noget op. Der var en stor pose, og jeg prøvede at føle mig frem til hvad det var men gav til sidst op, og løftede den op. Den var tung og jeg begyndte at grine da jeg så hvad det var. Der var mindst 70g kokain i posen sammen med en lille seddel fra Søren hvor der stod: Håber at du overlever. Ps. you owe me big time.
Jeg vidste ikke helt hvad han mente, men der lå også et brev med mit navn på. Jeg vendte og drejede det, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvem det var fra. Jeg lagde brevet på sengen, smed kokainen ned i den hemmelige lomme igen, og gemte den under min seng. Jeg sorterede mit tøj og smed det derefter også ned i tasken. Så lagde jeg på min seng og stirrede på konvolutten med mit navn på. Jeg genkendte ikke skriften og jeg hev den så åben. Der lå et brev i, og jeg begyndte at læse det.

"Jeg forstår ikke hvorfor du ikke selv kom og hentede dine ting, men Søren vil ikke fortælle hvor du er, så jeg fik lov til at skrive et brev, siden at du heller ikke svarer på din mobil, men det har du jo aldrig været god til. Jeg undskylder med det samme for min skrift, men det skulle gå hurtigt. 
Jeg synes virkelig at vi skal snakke sammen omkring det hele. Så ring til mig når du kan.
Denise."

Jeg sukkede og begyndte at rive brevet fra hinanden og rejste mig så op for at putte det ned i skraldespanden, som var henne ved døren. Derefter lagde jeg mig endnu engang i min seng. Jeg kedede mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle bruge tiden på, men det skulle ikke være at tænke på Denise, eller noget andet. Jeg måtte ændre mine tanker til noget positivt, og kun på at få det bedre. Jeg havde en samtale med lægen i dag, som ville give mig en diagnose. Jeg var nervøs for, om det ville være alt for alvorligt.
Da Julie var kommet ud fra badet, gik vi begge til morgenmad. Da vi kom ind i den lille sal med 4 borde, sad der for det meste kun piger. De fleste nægtede at spise og så umagerede ud. Deres hår var tyndt og de havde de samme sorte render under øjnene som mig. De fleste klemte hver enkel bid ned i dem med ubehag, og nogle lignede at de var ved at kaste op. Julie hev fat i min arm og ledte mig hen til et bord, hvor der sad 1 dreng og 2 andre piger. Hun hilste pænt på dem, og præsenterede mig. Drengen kiggede overrasket op på mig, og derefter startede han med at rode rundt i hans mad med sin gaffel. Jeg satte mig ned, og Julie hentede noget lækkert morgenmad til os. Hun gav mig et varmt smil, men sagde ingenting. Jeg begyndte at spise, og kunne mærke hvor sulten jeg egentlig var. Jeg fik det meget bedre, efter hver bid og sukkede af velbehag og lænede mig tilbage i stolen, da jeg var færdig. Alle ved bordet kiggede på mig, med undrende blikke. Jeg følte mig ikke tilpas, og rejste mig op for at tage tilbage til værelset, men Julie stoppede mig. Hun bad mig om at sætte mig ned igen, og jeg gjorde som hun sagde. Hun smilede igen og tog små bidder af hendes mad.
Jeg stirrede på de andre, mens de spiste. De gjorde det langsomt, og jeg så nu hvorfor de kiggede underligt på mig. Jeg hørte ikke til på denne afdeling. Jeg havde ikke nogen spiseforstyrrelse og jeg havde ikke brug for hjælp. Det var i hvert fald det jeg fortalte mig selv.
Efter maden gik jeg sammen med Julie rundt på soveafsnittene. Vi snakkede lidt sammen og hun var meget interesseret i hvad der skete i mit liv. Hun spurgte heldigvis ikke ind til min far, men da jeg fortalte at min bror havde begået selvmord, blev hun helt ekstatisk, efter en masse medlidenhed og kram. Hun ville vide hvordan, hvornår og hvor gammel han var. Hvorfor han gjorde det og om han havde nogle psykiske sygdomme. Det værste var, at jeg ikke kunne svare på alle spørgsmålene, men hun blev ved med de små spørgsmål.
Vi valgte at gå tilbage til vores værelse for at hente cigaretter, da hun til min store overraskelse røg, og gik så udenfor. Jeg tog så en joint i stedet for en cigaret, og vi gik udenfor, et lille stykke væk fra universitets hospitalet. Jeg tændte den og tog et langt hiv og nød hvordan røgen kradsede min hals.
Vi snakkede ikke sammen mens vi var udenfor, men da vi kom ind igen, tog jeg den lille pose, hvor der kun var til en bane mere, og gik ud på toilettet og tog den. Da jeg kom ud, kløede jeg min næse, og Julie stirrede intenst på mig.
"Hvornår skal du snakke med lægen?" spurgte hun mens vi gik hen imod et fællesrum.
"Efter frokost, tror jeg."
Fællesrummet var rimelig stort, med sofaer rundt om en stort plasmafjernsyn. Der sad en del patienter rundt omkring. Nogle sad ved et langt bord og lagde puslespil mens nogen bare sad i en anden sofa, der stod op ad væggen. Der var en læge der holdt øje med dem.
Julie og jeg satte os ned ved det lange bord, med et spil kort, og begyndte at spille krig. Vi smilede til hinanden men uden at sige noget. Jeg turde ikke spørge ind til hendes fortid eller hendes ophold her, da jeg var bange for at hun ikke kunne klare at snakke om det. Det irriterede mig dog, at hun kunne spørge så meget ind til mig.

Jeg sad på lægens kontor. Han var en sur, gammel mand med overskæg og ikke særlig meget hår på hovedet. Hans briller sad på spidsen af hans næse. Daniella sad ved siden af ham med et hæfte, hvor hun nok skulle skrive notater. Jeg havde fået at vide, at jeg kun måtte svare ja eller nej, til de spørgsmål han ville stille.
"Er du klar?"
Han sad og stirrede ind i skærmen og jeg følte mig utilpas. Jeg nikkede mens jeg mumlede ja, og han begyndte.
"Gør du visse ting langsomt?"
"Nej."
"Virker din fremtid håbløs?"
"Ja."
"Har du svært ved at koncentrere dig om at læse?"
"Ja."
"De ting som du nød at lave, er glæden forsvundet?"
"Ja."
"Har du svært ved at træffe beslutninger?"
"Ja."
"Er glæder og fornøjelser forsvundet ud af dit liv?"
"Ja."
"Er du ked af det, trist eller ulykkelig?"
"Ja."
"Er du rastløs?"
"Ja."
"Føler du dig træt?"
"Ja."
"Kræver det stor anstrengelse at gøre små ting?"
"Nej."
"Føler du, at du fortjener at blive straffet?"
"Ja."
"Føler du dig som en fiasko?"
"Ja."
"Føler du dig mere død end levende?"
"Ja."
"Sover du mere eller mindre end du plejer?"
"Nej."
"Spekulerer du nogensinde over, hvordan du kan begå selvmord?"
"Nej."
"Føler du dig indespærret?"
"Nej."
"Føler du dig nedtrykt, selv når der sker noget godt?"
"Ja."
Han holdt en pause mens han skrev en masse ned og klikkede rundt på computeren. Jeg sad med mine hænder i skødet og ventede på svar, men der var desværre flere spørgsmål.
"Føler du dig  nervøs og skyldig over at spise?"
"Nej."
"Har du bestemte regler for hvornår du må spise, i stedet for at spise når du er sulten?"
"Nej."
"Skærer du maden i små stykker?"
"Nej."
"Insisterer du på at bestemme hvad der kommer i den mad du spiser?"
"Nej."
"Har du hvor du overspiser?"
"Nej."
"Tvinger du dig selv til at kaste op eller tage afføringsmidler?"
"Nej."
"Er du bange for tanken om at tage på?"
"Nej."
"Dyrker du motion for at brænde kalorier af?"
"Nej."
"Kan du lide fornemmelsen om at dyrke motion, selvom at du er træt og udkørt?"
"Nej."
"Føler du dig tyk?"
"Nej."
"Føler du dig tilpas med din krops størrelse?"
"Nej."
Han begyndte at taste endnu flere ting ind på computeren men vi var endnu ikke færdige.
"Har du haft vanskeligheder med at slappe af?"
"Ja."
"Har du været mere irritabel end du plejer?"
"Nej."
"Har du haft spændinger i kroppen?"
"Ja."
"Har du følt dig mere træt og ugidelig?"
"Ja."
"Sover du dårligt?"
"Nej."
"Har du svært ved at falde i søvn?"
"Nej."
Han kiggede op på mig, og begyndte så at skrive videre. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre i ventetiden, men Daniella smilede beroligende til mig. Lægen kiggede på mig, tog hans briller af og lagde dem på bordet, hvorefter han foldede sine hænder foran sig.
"Du har ikke nogen spiseforstyrrelse," sagde han med det samme og jeg smilede og sukkede lettet. Jeg slappede af, men han var ikke færdig. "Men du har symptomer på en svær depression - meget stærke symptomer. Jeg kender din historie, og jeg ved nogenlunde hvad du har været igennem. Med retssagen og din brors død, så det er ikke helt unormalt at det ender sådan."
Jeg kiggede på ham. Depression? Mig? Nej. Jeg var ikke svag. Jeg kunne ikke være svag.
"Hvad betyder det? Hvad skal der så ske?" spurgte jeg og mine ben begyndte at ryste.
"Jeg vil gerne udskrive Prozac til dig, som er lykkepiller. De vil hjælpe dig med at komme på højkant igen."
Jeg kiggede bare på ham. "Okay", mumlede jeg.
"Men jeg ser ingen grund til at indlægge dig, Danny. Hvis du har været ærlig, er du ikke i fare for dig selv eller andre. Med hensyn til din vægt og mad skal du bare spise. Du vil jo gerne og pillerne vil nok hjælpe dig med at finde overskuddet og energien til det."
Jeg nikkede mens han snakkede, selvom at jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle sige.
"Så hvad nu?"
"Jamen jeg vil udskrive dig fra i morgen middag af, så du lige kan få samlet dine ting og alle informationerne, og så vil jeg råde dig til at snakke med en psykolog mindst en gang i ugen, for at se om doseringen er for høj eller lav."
Jeg nikkede. "Okay."
Jeg rejste mig op og gav ham hånden. "Tak," mumlede jeg og gik ud fra kontoret. Jeg vidste ikke helt om jeg var glad for resultatet men mens jeg gik ned mod mit værelse, vidste jeg at jeg skulle ringe til Søren. Jeg havde ingen steder at bo, og håbede lidt at han kunne være hos ham.
Jeg tog mobilen ud af min jakkelomme nede på værelset og tændte den. Mens jeg ventede på at den var færdig med at loade alle de nye beskeder gik jeg ud for at sniffe en bane på toilettet. Da jeg kom tilbage var den færdig. 32 nye beskeder.
"Fuck," mumlede jeg til mig selv og gik ind i opkald og fandt Søren. Jeg trykkede ring op, og tog telefonen op til øret. Han svarede på 3. ring.
"Hvad så?" var det første han sagde.
"Kan du hente mig i morgen tidlig?"
"Øh ja. Hvad da?"
"Jeg er blevet udskrevet. Forklarer det hele i morgen."
"Okay, hvad tid?"
"10."
"Okay ses."
Jeg lagde på og hoppede op i sengen. Jeg tænkte over, om jeg skulle pakke sammen men jeg orkede ikke. Min krop var træt og det var mine tanker også. Så jeg lagde mig til at sove, velvidende om, at det muligvis ville blive en søvnløs nat.

Sandhed avler had - del 10.

Solen varmede på mine kinder, og Jaces ansigt viste sig længere fremme. Han havde et stort smil på sine fyldige læber og strøg sine lange fingre igennem hans kraftige sorte hår. Hans øjne var glansfulde og dådyrøjnene skinnede af solens stråler. Han så lykkelig ud, veltrænet og lykkelig. Men pludselig blev han pustet væk af vinden, som om han var lavet af sand. Først forsvandt hans hår, så hans ansigt, og hans krop. Hans asker hvirvlede i vinden, til at man ikke kunne se det. Jeg sukkede og spærrede mine øjne op. Det var bare en drøm. Det hvide lokale kom tilbage og jeg kunne mærke hvordan tårer var gledet ned ad mine kinder. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede forvirret rundt. Julie sad stadig begravet i hendes bog og bed sig selv i læben af koncentration. Jeg tog mine sko, som stod under min seng, med ud på badeværelset, og lagde en bane på toiletbrættet. Jeg var ligeglad med hvor uhygiejnisk det var, jeg havde brug for det. Jeg gik hurtigt ud derfra, og plantede resten af kokainen i mine underbukser. Jeg var så bange for at de opdagede at jeg havde det med inde, selvom at de nok vidste det.
Der kom en høj middelaldrende kvinde ind, og bad mig om at følge med hende. Jeg kiggede hurtigt hen på Julie efter svar, men hun var stadig dybt begravet i hendes bog. Jeg fulgte med hende hen på et kontor, som lignede den andens psykolog. Men væggenen var mørkerøde med flotte farverige billeder. Der stod en computer på skrivebordet.
"Vil du have noget at drikke?" spurgte hun, og jeg var lidt irriteret over at hun ikke havde præsenteret sig selv.
"Kaffe. Sort," svarede jeg kort. Hun gik ud af rummet, og kiggede lidt rundt. Jeg gik hen til bogreolen og kiggede lidt på titlerne. Alt handlede om psykologi, psykiske sygdomme og noget i den dur. Jeg gik bag skrivebordet men hendes computerskærm var sort. Ingen pauseskærm. Der var ingen billeder af hendes familie - hvis hun da havde en - eller noget som helst. Jeg listede mig hen imod vægten og stirrede på den. Jeg huskede på hvad den anden psykolog havde sagt - tallet. Det tal som var grunden til at jeg nu var indlagt med en spiseforstyrrelse. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg var jo ligeglad? Men måske var det problemet. At jeg var ligeglad med min krop. Jeg rystede mit hoved fri fra tanker, og satte mig ned i den vinrøde læderstol som var på den anden side af skrivebordet. Jeg følte læderet under mine hænder - glat og på en måde blødt. Jeg sukkede dybt og kiggede ned af mig selv. De hvide klæder der hang løst på min krop. Jeg lukkede mine øjne i et kort stykke tid og tænkte: Hvis bare jeg havde holdt min kæft. Hvis bare jeg havde benægtet alt. Men hvor ville jeg så være nu? Her? Eller i et lighus?
Kvinden kom ind igen med et stort smil. Hun satte en rød kop på bordet, lige foran mig, og jeg kunne dufte kaffen. Jeg tog koppen og pustede forsigtigt, inden at jeg tog et lille sip. Alt for varmt. Kvinden satte sig ned på den sorte læderstol overfor mig, stadig med et smil på hendes læber. Hendes naturlig røde hår faldt i krøller ned ad hendes ansigt og sluttede ved starten af hendes skuldre. Hun havde en stram grøn sweater på samt en kors halskæde om halsen.
"Mit navn er Daniella Hansen," sagde hun og hendes smil forsvandt langsomt. "Jeg skal være din kontaktperson og psykolog igennem dette forløb."
Hendes stemme var varm og jeg følte mig tryg. Hun havde et glimt i hendes grønne øjne og selvom at hun ikke smilede med læberne, gjorde hun det med øjnene. Hendes ord var kolde og professionelle men jeg begyndte at kunne lide hende. Om jeg stolte på hende? Nej.
"Jeg hedder Danny," svarede jeg koldt. "Men det vidste du jo allerede."
Hun nikkede. "Ja. Er der noget du vil fortælle mig?"
"Nej."
"Nej? Hvorfor er du her?"
"Ser du TV?"
Hendes øjne kryb en smule sammen. Hun kiggede undrende på mig. "Ja," svarede hun en smule køligt.
"Så ved du vel også hvem jeg er."
"Jeg kender din historie, ja. Men jeg kender ikke dig."
Jeg smilede. "Der er ikke så meget at fortælle," svarede jeg.
Hun tændte computerenskærmen og begyndte at skrive. Jeg ville ønske at jeg kunne læse hvad hun skrev, men inderst inde havde jeg ikke lyst.
"Jeg vil bare gerne tage på, og så komme væk," sagde jeg pludseligt. Hun stoppede med at skrive og støttede hendes hoved på hendes hænder, med albuerne nede på bordet.
"Så du vil gerne tage på? Hvorfor har du så brug hjælp?"
"Fordi at jeg glemmer det."
"Der ligger ikke noget bag, at du har tabt dig? Du følte dig fed, grim?"
"Nej."
"Så du synes selv at du er pæn?"
Jeg kiggede undrende på hende. Hvorfor spurgte hun indtil mit selvværd? Det fejlede intet.
"Ja."
"Har du en kæreste, Danny?" spurgte hun.
"Ja," sagde jeg og sank en klump og tænkte så på Denise. Janine. Mona. "Eller, det ved jeg ikke."
"Det ved du ikke?" Igen kom hendes undrende blik.
"Det gik lidt galt."
"Hvad da?"
Jeg kiggede ned på mine sko. Hold kæft. Hold kæft, Danny, sagde min underbevidsthed.
"Hør, du kan snakke med mig," sagde hun inden at jeg kunne tænke mig om. "Jeg har tavshedspligt."
"Det ved jeg," svarede jeg. Alle mine tanker hobede sig op på mig, som et angreb. Jeg havde lysten til at snakke, men så alligevel ikke. Jeg bed mig selv i læben og kunne mærke tårene ved mine øjne. Hvad var det for en magi hun brugte? Hvorfor fik hun mig til at føle mig tryg? Det var en uvant følelse. Hun sagde ingenting. Hun kiggede bare på mig - så på sin computer - og så på mig igen. Hun slukkede skærmen endnu engang, og lænede sig over bordet. Hun sendte mig et lille smil som jeg gengældte. Måske var det tid. Måske var det tid til at jeg fik det bedre. Men hvordan kunne snak få mig til at glemme alle de ting som var sket?
"Jeg savner min bror," sagde jeg pludseligt. Jeg vidste ikke hvor det kom fra - om det var kokainen der snakkede eller om det var mig, som var ved at åbne mig. Fuck hvor kunne jeg bruge en joint, tænkte jeg.
"Hvor er han nu?" spurgte hun.
"Død."
Mine svar var kolde. Jeg prøvede ikke at vise, hvordan mit hjerte bankede under mit bryst eller hvordan mine håndflader var svedige. Mine ben rystede og jeg kunne ikke stoppe med at bide mig læben, hver evig eneste gang jeg ikke sagde noget. Jeg slikkede mine læber fugtige og sukkede.
"Hvordan?" Hendes øjne så overrasket ud.
"Han begik selvmord for snart et år siden."
Et år. Der var snart gået et år. Jeg kunne ikke selv forstå det - hvordan havde jeg overlevet et år uden ham?
"Jeg drømte om ham inden at du kom," begyndte jeg. Stop med at snakke! Jeg rystede mit hoved, og prøvede at få min underbevidsthed væk. Hvorfor skulle den også begynde at snakke nu?
"Hvad drømte du?"
"Han forsvandt. Blev blæst væk med vinden. Mine drømme giver aldrig meget mening."
"Alle drømme giver mening. Var du tæt med ham?"
Jeg sukkede. Forbered dig på vandfald, tænkte jeg.
"Både og. Jeg fortryder bare en masse ting, jeg gjorde imod ham. Jeg føler..." Jeg stoppede med at snakke et stykke tid. Var det nu? Skulle jeg spilde det hele ud på en person? For fanden, hun bliver betalt for det. 
"Hvad føler du?"
Hendes ord afbrød mine tanker.
"Jeg føler at hele mit liv er en ond drøm, som ingen ende vil tage."
"Vi alle har begået fejl og jeg er sikker på, at din bror tilgiver dig."
Jeg knyttede mine næver. Naive kælling.
"Du tror virkelig, at det hele er småting eller hvad? At det, at min far gennemkneppede mig i 7 år, er det eneste der trykker mig?" Min stemme var arrig men hun kiggede bare på mig, med det samme rolige øjne. Hun sagde ingenting.
"Jeg tog kvinden i hans liv, fuckede hende mere op, end hun allerede var. Hun fødte et barn, som min bror troede var hans. Jeg fik ham ind i stoffer, fordi at jeg ikke selv kunne stoppe. Jeg prøvede at være et forbillede, for det var hvad jeg var for ham. Men jeg kunne ikke engang fuldføre det."
"At være et forbillede, er et stort ansvar," sagde hun roligt. "Men du skal ikke give dig selv alt skylden."
Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning blev ustabil. Jeg bed mig selv hårdt i læben og lukkede mine øjne i et kort sekund, hvorefter jeg åbnede dem igen. Stadig arrig. Hendes ansigt gav mig ingen tryghed. Det var alt indbildsk.
"Jeg har ikke brug for en psykolog," sagde jeg. "Jeg har brug for mad og tage på, så jeg kan komme væk herfra."
Hun lænede sig tilbage i hendes stol.
"Du har nogle ting at kæmpe med, og at tage på, er vidst ikke dit største problem. Du har en masse skyldfølelse. Føler du, at du fortjente det din far gjorde?"
"Nej." Koldt. Konkret. Så kan hun lære det!
"Nej til hvad?"
"Det hele."
"Har du snakket med din far, siden det hele skete?"
"Nej."
"Hvad med din mor?"
Jeg kunne mærke vreden blusse op i mig. "Hun holder med ham."
"Din mor holder med din far?"
Jeg nikkede og hun så chokeret ud.
"Det er ikke noget du bare føler?"
"Jeg læste et brev, som han havde skrevet, hvor at han takkede hende for at støtte ham op, omkring det hele. Så nej, det er ikke bare noget jeg tror."
"Du sagde at du havde et barn?"
"Ja," svarede jeg. Meget overrasket over hendes pludselige emneskift. Men hun kunne nok fornemme at jeg ikke ønskede at snakke om min mor.
"Ser du ham?"
"Han har aldrig været min, kun af blod. Han er vokset op, med tanken om at min bror er hans far, og den tanke skal han blive ved med at have."
"Var din bror en god far?"
"Han var den bedste."
Jeg fik billeder ind af Jace, lege med dem alle sammen. Deres smil, deres glæde, deres latter. Tårene kom som en sniger, og jeg kunne mærke hvordan de gled langsomt ned af mine kinder. Forestillingen om Jace, var for meget. Jeg havde ikke set dem siden hans begravelse. Deres røde kinder. De forstod ikke hvad der skete. De stod og kiggede på hvordan Jace blev begravet, men vidste ikke, at det var et endeligt farvel. At de aldrig skulle se ham igen. De var ikke gamle nok, til at kunne forstå døden. Lille Mike - min Mike, min søn - havde vinket. Sagt ordene "Vi ses i himlen, far." Tankerne var så overvældende. Minna og Sofia havde begge tegnet en tegning af Jace med vinger på ryggen og et stort hjerte. Jeg græd nu. Jeg tænkte på den dag - en af de værste dage i mit liv - den dag jeg skulle begrave min bror. Han blev 21 år gammel. Havde lige fået sit liv på plads... Vreden kom frem igen. Han tog sit eget liv. Han var svag. Svag! Jeg sad og prøvede at kæmpe mine indre dæmoner som folk så flot satte ordene sammen, mens han bare dræbte sig selv.
"Danny?"
Daniellas varme stemme stoppede mine tanker. Jeg tørrede mine kinder med ærmet fra den alt for store trøje jeg havde på. Nu var jeg svag. Det var det eneste jeg kunne tænke.
"Jeg føler, at alt han gjorde, var... godt," jeg smilede lidt af mit dårlige ordforråd. "Han var den gode tvilling. Jeg er det sorte får i hele familien. Jeg bliver set ned på. Min far rørte ikke en eneste af mine andre søskende - og jeg har tre. Han rørte ikke min brors børn, og der var også tre. Kun mig. Mange gange, vil man gerne være den eneste. Men ikke i dette tilfælde. Jeg blev aldrig set på, som noget godt. Hvis jeg kom i fængsel, så  var det bare: Nå igen. Da jeg prøvede at begå selvmord, var det dejligt at se min mors bekymring. Se hvordan hun græd, på grund af mig. Hvordan hun bad mig om, aldrig at gøre det igen."
Jeg tog en dyb indånding. Det føltes godt at lufte mine tanker.
"Jeg elskede at se min mor, og far, i smerte. Da jeg fandt brevet, ville jeg dræbe hende. Jeg havde hænderne placeret om hendes hals, og kunne mærke hvordan hun gispede efter vejret. Jeg nød det. Nok en af mine indre dæmoner, huh?"
Daniella kiggede bare på mig med store øjne. Hun lyttede. Hun dømte mig ikke. Hun sendte mig et lille smil, som om hun bad mig om at fortsætte.
"Jeg ser min fars ansigt hver dag - i mine drømme. I mine trip. Jeg kan nogle gange lugte hans ånde. Han har ødelagt resten af mit liv, og så min bror, gav bare op, fordi at han lige syntes at livet ikke var noget for ham. Jeg savner ham, men jeg hader ham. Han gjorde intet lettere, og da jeg sad i den retssal, ønskede jeg at jeg kunne holde hans hånd, høre hans blide stemme. Jeg mangler ham. Jeg mangler den bror, jeg kunne snakke med. Når jeg var sammen med ham, glemte jeg alt. Når vi var sammen, og min far var efter mig, råbte jeg kun op, for at beskytte ham. Jeg var så bange for, at han skulle opleve det samme som jeg gjorde. Men det gjorde han ikke. Han hørte på, når jeg blev voldtaget. Han var en kujon. Han var svag - meget svag."
Tårene gled ned af mine kinder.
"Jeg er indebrændt. Jeg vil så gerne tilgive hans valg - men jeg kan ikke. Så længe at jeg skal kæmpe med alt det her resten af mit liv, og stadig kæmper, og han bare gav op. Min mor forgudede ham, på et plan."
Jeg begyndte at tænke tilbage og et lille sammenpresset grin kom frem, da jeg tænkte på episoden med Helenas eks kæreste, Phillip.
"Mange tror ikke, at min far er så slem. Eller, det gjorde de i hvert fald ikke. Alle troede, at Jace og jeg overreagerede, når vi snakkede om ham. Jace kom sammen med denne her pige - Helena. Hun havde en meget sindssyg eks kæreste, Phillip. Som nu sidder inde på grund af mordforsøg. Da Phillip var inde på min brors værelse, med en pistol ved hans hoved, tænkte min far mere på hvor meget det ville koste at få døren repareret hvis vi sparkede den ind." Jeg begyndte at grine. "Og han var irriteret over at han skulle have nyt gulvtæppe på, da han blev skudt og blødte på det."
Daniella kiggede på mig. Hun havde tårer i øjnene, men blinkede dem hurtigt væk. Det var som om at hun havde været i en trance mens jeg havde snakket. Jeg sukkede og rejste mig op.
"Jeg skal på toilettet."
Jeg gik ud af døren og skyndte mig hen på toilettet ved mit værelse. Da jeg kom derind, faldt jeg sammen. Jeg lå sammenkrøbet på toiletgulvet og rystede. Jeg kunne ikke trække vejret imens jeg hulkede. Hvad skete der? Hvorfor nu?

Sandhed avler had - del 9.

Jeg lå og kiggede på Mona mens hun sov, og kunne hørte hvordan hun trak vejret dybt og roligt. Jeg satte mig op i sengen, kørte mine hænder gennem mit mørke hår og rejste mig så op, for at tage tøj på. Jeg stod i et godt stykke tid, og stirrede på hende inden at jeg hev mig selv nedenunder, hvor jeg satte mig den ledige sofa, da Søren stadig sov. Da jeg havde sat mig, valgte jeg at tænde fjernsynet, men der var ikke andet end porno og dårligt reality TV, så jeg slukkede hurtigt igen. Sukkende tog jeg en cigaret, fra en eller anden pakke på bordet og tændte den, tog et hiv og lænede mig tilbage i sofaen, som var blødere end jeg huskede. Jeg kiggede på æsken, og derefter over på Søren. Skulle jeg tage noget uden at spørge? Jeg overvejede at tage det hele med, og så køre men jeg turde ikke. Han var den eneste jeg havde i øjeblikket, og jeg havde ikke lyst til at miste ham igen.
Jeg gik hen imod ham, og lagde min hånd på hans skulder og lænede mig over ham.
"Hey," hviskede jeg i hans øre og han mumlede et eller andet, jeg ikke helt kunne forstå.
"Må jeg tage noget?" spurgte jeg og han vendte sig om og kiggede træt på mig. Derefter strakte han sig så lang som han var mens han gabte, og satte sig så op. Jeg satte mig tilbage i sofaen, mens han kiggede en smule irriteret på mig.
"Hvorfor skulle du vække mig?" mumlede han og gned sig i øjnene.
"Jeg ville spørge om jeg ikke måtte tage noget?" spurgte jeg og pegede på æsken som stod på sofabordet.
"Jaja," sagde han. "Giv mig en cigaret."
Jeg kastede en pakke hen til ham, og han tog en ud med hans lange fingre. Derefter kastede jeg en lighter hen til ham, og han tændte sin cigaret. Derefter tog jeg æsken hen, og tog det brunlige stads op, sammen med en steril sprøjte og kanyle. Jeg så Sørens blik lande spørgende på mig, men han sagde ikke noget. Da jeg havde gjort sprøjten klar, tog jeg et elastikbånd, der også lå i æsken, og strammede om min overarm. Jeg fandt hurtigt en blodåre, og satte kanylen ind, og sprøjtede det ind. Jeg kunne mærke hvordan det varmede, og jeg blev hurtigt afslappet og faldt nærmest tilbage i sofaen. Jeg tog sprøjten ud og elastikbåndet af og smed det hen på sofabordet. Derefter lukkede jeg mine øjne mens jeg kunne mærke hele min krop slappe af. Alle mine tanker blev lukket ind i en sort æske i min hjerne. Gemt væk bag et hjørne i min underbevidsthed.
"Danny." Jeg kunne mærke nogen tage fat om mine skuldre og ryste mig frem og tilbage. "Danny."
Jeg vågnede ikke fra min trance. Jeg drømte. Jeg drømte om et liv uden nogen form for problemer. Et liv uden negativitet. Et liv uden... min far.
Jeg åbnede mine øjne, og så Søren meget tæt på mit ansigt. Jeg blinkede et par gange, mens han satte sig ned ved min side. Han så bekymret ud. Jeg kunne ikke lide hans ansigt, hvordan han kiggede på mig. Mit hoved begyndte at snurre rundt, og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg kunne mærke hvordan min krops temperatur ændrede sig fra gloende hed til iskold. Jeg prøvede at rejse mig op, men faldt med det samme ned i sofaen igen, lukkede mine øjne og prøvede at trække vejret dybt og koncentreret.
"Er der allerede gået to timer?" spurgte jeg, med en smule irritation i min stemme.
"Mh," svarede Søren og jeg kunne høre ham rejse sig op og forsvinde ud af rummet. Jeg åbnede mine øjne igen, og det tog et stykke tid før jeg ikke følte at rummet snurrede rundt om mig. Men pludselig forsvandt alle bivirkninger, og jeg savnede allerede følelsen. Jeg kunne se den lille prik på min arm, som var forårsaget af kanylen. Jeg sukkede dybt og slikkede mig om munden mens jeg kørte min ene hånd igennem mit hår, prøvede at sætte det på plads med mine fingre. Søren kom ind igen og satte sig ned ved siden af mig.
"Jeg kunne fandme godt bruge noget at æde," sagde han og kiggede på mig. "Hvad med dig?"
"Nej tak," svarede jeg.
"Danny, du ligner lort. Hvor meget har du lige tabt dig?"
"Ikke en skid," grinte jeg.
Han smuttede hurtigt ud af rummet igen, og kom ind med en glasvægt.
"Stil dig op på den," sagde han.
"Nej," svarede jeg koldt. "Jeg skal ikke veje mig selv."
Søren satte sig ned ved siden af mig og kiggede mig ind i øjnene.
"Hvornår spiste du sidst?" spurgte han.
"Lad vær'," sagde jeg med en alt for jysk accent.
"Med hvad?"
"Med at bekymre dig. Jeg har været igennem en masse pis de sidste mange måneder, så om jeg har spist eller ej, skal du ikke bekymre dig om."
"Du ser både syg og afkræftet ud, og er startet på sprøjten. Forhelvede Danny, kan du ikke se at noget er helt galt?"
"Det har det været i 7 år!" råbte jeg. "Hvis ikke længere tid."
"Hvor meget vejede du sidst du stod på en vægt?" sagde han og jeg tænkte.
"Tror at det var 70, måske 68. Fordi at jeg trænede. Men bed mig ikke om at stille mig på den, for orker ikke flere nedture."
"Du bliver nødt til at indse, at du har problemer," sagde Søren. "Du har fået løst et - din far - og det er et kæmpe skridt. Nu skal du bare få alle de andre til at forsvinde."
"Hvad antyder du? Hvilke problemer?"
"Du er narkoman," sagde han og ordene ramte hårdt. "En slem en af slagsen. Jeg har været der siden dag 1, da du bare ville prøve hash. Så kokain, så amf og nu heroin? Hvad bliver det næste? Derudover erstatter du mad for stofferne. Helt seriøst, hvornår spiste du sidst?"
Jeg tænkte mig om. Godt om. I meget lange sekunder var der en akavet stilhed, mens jeg tænkte.
"Jeg..." begyndte jeg. "Ved det ikke."
"Har du nogensinde overvejet, at du har en spiseforstyrrelse?"
Hans ord fik mig til at rejse mig hurtigt op.
"Det er fandme kun for psykisk syge tøser," svarede jeg arrigt. Jeg gik ud på gangen og skulle til at køre, men Søren tog fat i min arm.
"Jeg ved godt at vi ikke har snakket sammen i et stykke tid, men se på dig selv."
Han hev mig ind i rummet hvor trappen var, men vi gik forbi den, hvor der var et lille køkken. Til venstre var en dør, som førte os ind på et badeværelse, hvor der hang et meget stort spejl. Jeg kiggede ind i det, og så en udmagret dreng kigge tilbage. Hans hår var tyndt med flere centimeter udgroninger. Hans engang stramme tøj, hang løst ned ad hans krop. Han havde mørke render under øjnene. Jeg hev op i min t-shirt og vendte og drejede mig. Jeg var ikke tynd - jeg var direkte ulækker. Mine ribben kunne ses tydeligt, og jeg kunne ikke se et gram fedt på mig. Hvordan var det endt sådan her? Jeg kunne mærke hvordan tårene pressede på mine øjenlåg, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg gik hurtigt ind i stuen, og tændte glasvægten. Jeg steg op, og da tallet viste sig, faldt jeg tilbage, ned på gulvet med min hånd over min mund. Jeg var chokeret. Jeg havde ikke regnet med, at det ville ske. I hvert fald ikke for mig. En spiseforstyrrelse? Hvordan kunne en 22 årig dreng, som egentlig var ligeglad med sin krop på alle områder, få en spiseforstyrrelse? Jeg var tyndere end Søren og ligbleg som et spøgelse.
"Hvor meget?" spurgte han og stirrede på mig, mens jeg prøvede at rejse mig op.
"Nej," var det eneste jeg kunne sige. Jeg tog en cigaret og tændte den, tog et par hurtige hiv. "Hvad kan jeg gøre? Lade mig indlægge med en masse andre ligblege, skelettynde og psykisk ustabile piger? Det kan jeg ikke."
"Der er flere drenge der lider af det, end du tror."
"Nej," sagde jeg og gik rundt i stuen. Frem og tilbage mens jeg mumlede ordet igen og igen. "Nej. Nej nej nej."
"Det er ikke noget at skamme sig over," sagde han.
"Jeg er ikke... anoretiker, Søren. Jeg tæller ikke kalorier, eller går op i min kost på nogen måde."
"Du aner ikke hvornår du sidst har spist og du ligner et skelet. Hør, vi tager hen og snakker med dem på hospitalet når klokken bliver 9."
"Om hvad? Hvad skal jeg sige? Hej, mit navn er Danny. Jeg vejer mindre end en honningmelon men er pisse ligeglad med mit udseende."
"Ja, hvorfor ikke?"
Jeg rullede med øjnene og satte mig irriteret ned i sofaen. "Hvad er klokken?"
"5."
Jeg lagde mig ned og lukkede mine øjne. "Jeg tager ikke afsted."
"Jo du gør. Du skal kæmpe dine indre dæmoner."
"Hold nu kæft," snerrede jeg.
"Vil du gerne dø?"
"Nej sgu."
"Så tager du med."
Jeg mumlede jaja og lagde mig så til at sove. Jeg drømte ikke, i hvert fald ikke noget jeg kunne huske.

Tik. Tok. Tik. Tok. Tik. Tok.
Jeg stirrede på sekundviseren på det store ur, der var bag skrivebordet. Det bevægede sig langsomt fremad, og jeg kunne ikke holde mine ben i ro. Søren ventede på mig udenfor og jeg ventede på en psykolog som skulle snakke med mig. Jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle sige, men åbenbart skulle jeg svare på en masse spørgsmål. Kontoret jeg var på var en kedelig gul farve, med sort/hvid billeder på væggene, udover det store ur. Der var en bogreol med en masse bøger, og på skrivebordet var en blok, et penalhus og et billede af to piger, som nok var hendes døtre.
En høj, slank, mørkhåret kvinde kom ind ad døren, med en kop kaffe i hånden. Hun hilste pænt på mig, gav mig hånden, og satte sig så ned på den dyre læderstol der var bag skrivebordet. Jeg sad nu overfor hende. Hendes ansigt var stramt og det var svært at gætte hendes alder - 35-40 år måske. Jeg kiggede irriteret rundt og fortrød allerede nu at jeg sad der. Jeg hørte ikke til.
"Danny?" spurgte hun og tog et kuglepen op ad hendes penalhus.
Jeg nikkede.
Jeg kunne se at hun skrev mit navn ned på papiret, hvorefter hun bed lidt i enden af pennen.
"Hvor høj er du?" spurgte hun.
"175."
"Og hvor meget vejer du?"
Jeg stivnede.
"Undskyld."
"Hvor meget vejer?"
Hun kiggede op fra blokken. Jeg havde allerede glemt tallet.
"Du ved det ikke?"
Jeg rystede på hovedet og hun rejste sig op. Hun gik hen og lukkede døren til hendes kontor, og jeg så at der var en gammeldags vægt bag den.
"Tag dine sko af og stil dig op," sagde hun. Hun var så hård. Så lige til. Jeg kunne allerede mærke nu, at jeg ikke kunne lide hende. Jeg hadede når folk følte medlidenhed med mig, men lige nu, ville jeg gerne kunne se en smule følelse i hendes ansigt.
Jeg gjorde som hun bad mig om, og stillede mig op på vægten. Hun rettede nogle ting ved den, og mumlede så: "51,3."
Hun gik hen til skrivebordet igen og skrev tallet ned.
"Hvornår spiste du sidst?"
Hendes spørgsmål var så direkte og de slog mig ud hver evig eneste gang. Jeg trak vejret dybt og prøvede ikke at være nervøs. Tog facaden på, og kiggede på hende.
"Det ved jeg ikke."
"Du ved det ikke?"
"Nej, jeg kan ikke huske det."
Hun skrev noget ned igen.
"Går du op i din kost? Tæller du kalorier, undgår nogle former for mad?"
"Nej."
"Nej til hvad?"
"Det hele."
"Så du er ligeglad med din krop."
"Ja."
Hun blev ved med at skrive ned. Jeg bed mig selv i læben og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.
"Hør, jeg ved godt hvem du er. Det er lidt svært ikke at vide."
Jeg stivnede.
"Du har ikke haft det let, og vi vil meget gerne indlægge dig, hvis du tillader det. Vi vil hjælpe dig med at få dit liv på plads igen. Hvis du selvfølgelig ønsker det."
"Okay, men det ved jeg ikke om jeg kan."
"Hvorfor ikke?"
Jeg kiggede ned på mine ben.
"Du tager stoffer."
Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Jeg nikkede.
"Det kan vi også hjælpe dig med."
"Men det ønsker jeg ikke."
Hun stoppede med at skrive, og kiggede på mig.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi at det er det eneste som får mig til at føle mig i live. Jeg vil gerne have min krop tilbage og ikke ligne et lig. Men jeg kan ikke stoppe med at tage stoffer. Jeg er bange for at i ikke lader mig passe mig selv."
Hun nikkede og begyndte at skrive ned.
"Hvad tager du?"
"Coke."
Jeg ville ikke fortælle hende om heroinen.
"Hvor meget?"
"Et par baner om dagen," løj jeg.
"Danny," sagde hun og hendes stemme blev alvorlig. Hun kiggede på mig. "Har du nogensinde forsøgt at begå selvmord?"
"Ja."
"Hvorfor?"
"Fordi at jeg ikke gad leve mere, men jeg fortrød og ringede efter en ambulance."
"Ønsker du at leve nu?"
"Ja."
"Men i et liv, med stoffer og ikke styr på sit liv?"
"Ja."
"Hvorfor er du her?"
"Fordi at jeg har venner der bekymrer sig om mig og jeg gider ikke ligne et skelet."
"Synes du selv at du er tyk?"
Jeg begyndte at grine. "Nej."
"Hvorfor spiser du så ikke?"
"Jeg er ikke sulten."
Hun skrev ned. Der var en lang pause og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle foretage mig i den tid til at hun skrev ned på et papir. Hvad skulle der ske? Ville hun indlægge mig eller var det helt frivilligt? Ville Søren have at jeg skulle blive? Jeg tænke meget over det. Men det eneste spørgsmål jeg havde, var: hvis jeg blev indlagt, kunne jeg så tage stoffer?
"Vi vil meget gerne indlægge dig," sagde hun og kiggede stadig ned i papiret. "Vi vil give dig en psykolog at snakke med 2-3 gange i ugen, samt planlægge en kost til dig, så du kan tage på. Men det er selvfølgelig helt frivilligt."
"Det vil jeg gerne." Ordene røg ud af mig. Hvad tænkte jeg på?
"Jeg gætter på at du gerne vil hjem og pakke?"
Jeg tænkte på, at alt mit tøj var hjemme hos Denise, og de andre ting var allerede ude i min bil.
"Nej, jeg får en til at hente dem."
Hun tog nogle papirer frem fra skuffen og gav dem til mig.
"Læs dem og skriv under. Den siger bare at du er her frivilligt."
"Hvornår kan jeg komme hjem igen?"
"Når du vil."
Jeg skrev under uden at læse noget af det, og gav det til hende igen. Hun gav mig et lille smil, og rejste sig så op, og førte mig ud i ventegangen, hvor Søren rejste sig op med det samme han så mig.
"Hvad så?" spurgte han og så stadig bekymret ud.
"Jeg bliver indlagt," sagde jeg med et lille smil. "Jeg kan ikke få dig til at hente mit tøj hjemme hos Denise?"
"Jo da," sagde han.
Jeg gav ham et knus. Han sendte mig et smil, og så var han væk. Jeg fulgte med psykologen ned ad en meget hvid gang, hvor der var døre hver anden meter. Vi gik rimelig langt. Jeg så Afdeling Q mens vi gik, og pludselig var vi ved et sengeafsnit. Hun viste mig ind på et værelse, hvor der var en anden seng, hvor der lå en lyshåret pige på. Hun sad og læste i en meget tyk bog. Psykologen viste mig hen til en anden, og bad mig om at tage mit tøj af, og klæde om i de hvide klæder der lå på sengen. Jeg sukkede, men tog tøjet fra sengen med mig ud på et toilet, som jeg åbenbart skulle dele med den lyshårede pige, og klædte om. Jeg stod derude i et godt stykke tid, og så til min store overraskelse at der ikke var noget spejl. Derefter gik jeg ud og gav psykologen mit tøj, som hun tog med sig. Jeg stod lidt hjælpeløs i værelset, og så at pigen lagde sin bog fra sig. Jeg sendte hende et lille genert smil, da hun kiggede hen imod mig, som hun gengjaldt.
Hun rejste sig op fra sengen og kom gående hen imod mig. Hun rakte sin hånd hen imod mig.
"Jeg hedder Julie," sagde hun. Hendes stemme var blød og helt fortryllende.
"Danny," svarede ja.
"Det ved jeg."
Åh nej tænkte jeg.
"Fedt," svarede jeg koldt og satte mig hen i sengen.
"Har jeg sagt noget forkert?" Hun lød helt ude af den.
"Nej, nej!" sagde jeg lidt opmuntrende. "Det har du ikke. Jeg... er bare ikke vild med, at alle kender til min historie. Sådan, lige pludselig."
"Oh." Sagde hun og kiggede på min seng. "Må jeg sætte mig?"
Jeg nikkede og prøvede at smile. Hun kiggede på mig længe, og smilede helt akavet. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre. Det hele virkede så uvirkeligt. Pludselig rejste hun sig op og lagde sig over i sin seng og læste videre. Jeg lænede mig tilbage i sengen og lukkede mine øjne og faldt i søvn.

Sandhed avler had - del 8.

Jeg stod på gangen til hendes kollegieværelse. Den lugtede af urin og hash, samt en underlig lugt af brændt mad. Der var stille, da det var nat. Jeg var kommet ind ved hjælp af en anden, og var i tvivl om jeg skulle banke på. Jeg stod længe og bare stirrede på hendes navn, som var på døren. Janine Sørensen. Enkelt. Jeg tænkte tilbage til da jeg lærte hende at kende, dengang hvor hun ikke var lige så fucked up, som hun var nu. Dengang hvor det hele virkede meget mere simpelt. Den gang Jace var i live, kunne jeg høre min underbevidsthed sige. Jeg holdt tårene tilbage. Jeg kunne ikke klare tanken om, at han ikke var her. Jeg følte at jeg havde røvrendt ham på det groveste, og det var for sent at gøre noget. Jeg husker da jeg sidst sagde undskyld til ham. Dengang at jeg indrømmede at jeg havde været sammen med Janine. Hans øjne var så klare og fyldt med sorg. Jeg havde lyst til at græde ved tanken. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham hver evig eneste dag og jeg manglede ham ved min side.
Jeg bankede på og glædede mig en smule til at se hendes ansigt. Jeg havde en fantasi om, at de få timer jeg ikke havde set hende, havde ændret hende. En fantasi, som ikke ville blive opfyldt, men håbet var der. Døren blevet hevet åben og hun stod endnu engang, kun iført en stor sort band t-shirt og med en joint i hånden. Hendes øjne var store og glansfulde, og hun kiggede overrasket på mig. Hendes ansigt var ulæselig
"Hvad laver du her?" spurgte hun koldt og tog et hiv af jointen. Hun lænede sig op ad dørkammen og kiggede op og ned ad mig.
"Må jeg komme ind?" spurgte jeg og undrede mig over hendes arrogance.
"Jeg ved ikke," sagde hun og kiggede ned i jorden. "Jeg ved ikke om det er en god idé."
"Hvad mener du?"
Pludselig kom Henrik frem i døren. Han gav mig det mest hadske blik jeg nogensinde havde set i mit liv. Hans arme var over kors og hans næsebor var udspilede mens han trak vejret dybt, nok for at kontrollere hans egen vrede.
"Du løj," sagde han kort og koldt. Jeg kunne høre at han prøvede at kontrollere hans egen vrede.
"Om hvad?" spurgte jeg dumt.
"Om din far, for det første," sagde han men jeg kunne se på ham, at det ikke var hvad han var sur over.
"Henrik hør..." begyndte jeg men han afbrød mig.
"Men du lagde an på min søster, som jeg bad dig om ikke at gøre. Ikke nok med det, skulle du da også lige knalde udenom, da du endelig fik hende under krogen."
"Hun ved det?" spurgte jeg og pludselig kunne jeg se Denise stå bag ham. Tårene løb ned ad hendes kinder. Hun gik hen imod mig og gav mig den mest sviende lussing jeg havde oplevet. Jeg bed mig i læben og nikkede stille.
"Den havde jeg fortjent."
Derefter gik hun ind i lejligheden igen. Henrik lukkede døren og kom stille hen imod mig, og lagde sin mund ved mit øre.
"Få hjælp," hviskede han, og gik ind i lejligheden igen. Jeg stod og tænkte lidt over hvad der var sket, men kunne ikke rigtig samle tankerne. Det eneste jeg tænkte på, var at jeg havde mistet min pusher. Jeg havde mistet de stoffer, som jeg inderst inde havde brug for. Jeg kunne ikke finde en anden udvej, end at ringe til Søren, selvom at jeg vidste, at jeg var i hans sorte bog. Jeg fuckede det ene venskab op efter det andet og nu fortrød jeg det hele. Jeg vidste at Janine ville komme krybende tilbage til mig, når Henrik og Denise var gået. Det var ikke en overraskelse, men jeg havde brug for at fix. Jeg havde brug for en dosis og jeg var ved at løbe tør.
Jeg fandt min mobil frem da jeg sad nede i bilen og ringede med det samme til Søren. Han svarede efter ring nummer tre.
"Ja?" sagde han koldt.
"Det Danny," sagde jeg og ventede et stykke tid på hans svar.
"Hvad vil du?" spurgte han.
"Kan vi snakke? Jeg har brug for det," løj jeg.
Der var en kort pause og jeg kunne høre ham trække vejret dybt.
"Okay så," sagde han og gav mig adressen. Jeg satte bilen igang, og kørte med det samme. Der var ingen tid at spilde og kunne mærke hvordan min krop rystede. Det var ved at være lang tid siden, og jeg havde ikke mere. Det hele var brugt op. Det tog heldigvis ikke mere end 10 minutter før at jeg holdt udenfor et lille smalt 2 etagers rækkehus. Jeg ringede til Søren, mens jeg steg ud af bilen, for at sige at jeg var der, og kort tid efter kom han gående ud af hoveddøren med en cigaret i munden. Han havde klippet alt sit hår af og var stadig lige så tynd og bleg som han plejede. Hans ansigt var stramt men jeg kunne tyde et lille smil forme sig i hans mundvige.
Da han kom hen imod mig troede jeg at han skulle til at slå mig, men han omfavnede mig og holdt sig ind til sig. Derefter gik han to skridt tilbage og kiggede op og ned ad mig.
"Kæft du ser ud," sagde han og smilede. "Men forståeligt nok."
Jeg kunne ikke lade være med selv at smile.
"Kan vi ikke gå ind, jeg er ved at dø af kulde," sagde jeg og han trak mig indenfor i det lille hus. Det første rum vi kom ind i var en lang smal gang, hvor der hang jakker på væggen og der stod sko på gulvet. Man kunne knap nok se gulvet for sko. Der var en dør til venstre, som vi gik ind ad. Der var en rimelig stor stue, og jeg så en trappe i rummet overfor stuen. Inde i stuen var der ikke andet end en tremandssofa, en tomandssofa, en masse stole, et stort sofabord og et TV der hang på væggen overfor TVet. På sofaen sad en pige og en dreng. Drengen var lyshåret og ikke særlig køn. Han var overvægtig og havde noget langt fedtet hår og store sorte briller. Derudover havde han også en stor tyrering i næsen, som bare gjorde hans ubetydelig store næse, endnu mere tydelig. Han havde en stor t-shirt på med et eller band, jeg aldrig havde hørt om. Pigen ved siden af ham, fik jeg nærmest et hjertestop over. Jeg kunne se hendes klare blå øjne på lang afstand. Hun havde de sødeste æblekinder. Hendes hår var kulsort og gik hende ned til brystet, og hun havde sidecut i højre side. Hun havde også en tyrering, samt en anden piercing i midten af overlæben som fremhævede hendes læber. Hun var tynd og havde mørkeblå, højtaljede bukser på samt en band t-shirt som skjulte hendes former - hvis hun da havde nogen.
Jeg satte mig ned i tomandssofaen mens Søren satte sig ved siden af den overvægtige dreng.
"Marcus, Mona. Det her er Danny," sagde Sørens mens han ledte efter noget ved sofabordet. Han hev en stor æske op, som var blåmønstret og tydeligvis købt i Søstrene Grene.
De nikkede hen imod mig, og Mona lænede sig tilbage i sofaen. Hun tog en cigaret fra en pakke der lå i hendes skød - grøn LA - og tændte den, tog et hiv og lænede sit hoved tilbage og pustede røgen ud.
"Er du ikke ham fra TVet?" spurgte Marcus og jeg havde næsten glemt hans eksistens.
"Jo," svarede jeg kort men stirrede hele tiden på Mona. Hendes mund. Jeg kunne ikke stoppe med at stirre. Jeg så at Søren var ved at lægge 3 baner kokain op på en glasplade som jeg slet ikke havde opdaget. Han tog den første streg selv, hvorefter han rakte mig den. Jeg sniffede det hurtigt og vidste ikke helt hvem jeg skulle give den til. Jeg kiggede spørgende på både Marcus og Mona.
"Giv den til Marcus," sagde hun og hendes stemme var blød. Jeg kunne hurtigt mærke, at min før rystende krop begyndte at slappe af.
Marcus sniffede sin bane og lagde forsigtigt glaspladen på sofabordet og rejste sig op.
"Undskyld mig," sagde han og gik ud af stuen. Søren viftede mig hen for at sidde imellem ham og Mona og da jeg havde sat mig, kunne jeg hurtigt mærke en hånd på mit lår. Monas hånd. Hun klappet det to gange, og sendte mig et flirtende smil. Søren slog mig på skulderen, og fik mig tilbage til virkeligheden.
"Du ville snakke," sagde han koldt og hans ansigt blev alvorligt.
"Ja. Jeg ville ønske med hensyn til det med Janine. Det var ikke fair af mig..."
"Det er sgu glemt ven," sagde han og smilede. "Jeg havde ikke brug for hende."
Der var en kort pause.
"Jeg ved ikke helt om man må spørge ind til..." begyndte han og jeg kunne mærke min krop stivne.
"Nej," sagde jeg. Han nikkede og tog en smøg fra en pakke der lå på bordet og tændte den.
Jeg kunne mærke hvordan Monas hånd gled op ad mit lår.
"Hun er pisse skæv," grinte Søren. "Og pisse liderlig."
"Årh hold kæft," svarede Mona og begyndte at grine. "Du sagde at der ville være en lækker dreng, og så da Marcus kommer ind ad døren havde jeg mest af alt bare lyst til at kvæle dig med mine snørrebånd."
"Han er da en fræk sag," grinte jeg.
"Du ku eller hvad?" spurgte Mona.
"Han kunne alt," svarede Søren grinende.
Monas hånd forsvandt ikke fra mit lår. Hun smilede flirtende til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen.
Marcus kom tilbage og tog sin jakke som hang over en af de mange stole der stod rundt omkring i stuen.
"Jeg smutter," sagde han. Søren nikkede og tog et langt hiv af sin cigaret.
"Ses," sagde han og smilede til Mona som smilede akavet igen.
Da han var gået begyndte hun at grine og gemte sit ansigt ved mit bryst.
"Åh gud, Søren. Hvem var han?"
"Han kunne være med i ekstremt fed," svarede jeg og kiggede lidt rundt på bordet. Jeg havde en lyst til heroin, men vidste ikke om Søren havde noget. Jeg tog æsken hen til mig og kiggede ned i den. Der lå det. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tage det eller lade være, men jeg kiggede smilende på Søren, og lagde æsken væk igen. Ikke endnu.

Aftenen gled hurtigt fremad. Vi grinte, hyggede, sniffede og røg. Det var som i gamle dage, udover at der var en ny pige blandt os. Jeg havde spurgt Søren flere gange, mens hun var på toilettet, hvem hun var, og det var åbenbart en han gik i klasse med på VUC. De var heldigvis kun venner, da Søren havde gang i en anden. Jeg nød begge deres selskab, og Mona blev ved med at røre mine lår og kørte nogle gange sin højre pegefinger hen ad min buksekant. Jeg lænede mig tilbage, og kiggede på Søren som var faldet i søvn i den anden sofa, fra hvor Mona og jeg var. Hun rejste sig op og trak op i hendes bukser, hvorefter hun hev mig i armen, så jeg også rejste mig op. Hun hev mig ud af stuen, og hen til værelset overfor hvor der var en stejl trappe, som vi gik opad. Vi befandt os i en anden lille gang med tre døre. To af dem var åbne. Det ene var et værelse med en stor seng og det andet var et badeværelse. Vi gik ind ad den sidste dør, som var endnu et værelse, med en stor dobbeltseng og en masse gamle Rock band plakater. Mona hoppede hyperaktiv op i sengen og tog hendes t-shirt hurtigt af. Jeg satte med ned ved fodenden og prøvede at kigge rundt i rummet, men der var ikke rigtig noget spændende. Jeg begyndte at kunne mærke hendes hænder tage min trøje af, og pludselig var jeg i bar overkrop. Hun strøg sine lange fingre op og ned ad mit bryst mens hun langsomt begyndte at kysse min hals.
"Jeg så dig i TVet," mumlede hun. "Du er nu meget frækkere i virkeligheden."
Jeg kunne ikke lade være med at smile af hendes kommentar.
"Tak," mumlede jeg.
Jeg rejste mig op, og hoppede derefter længere ind i sengen. Hun skubbede mig ned, så jeg lå på ryggen. Jeg lukkede mine øjne, mens jeg kunne mærke hendes bløde læber mod mine. Derefter begyndte hun langsomt at kysse mig nedad, så jeg kunne føle hendes læber overalt på min krop. Jeg kunne mærke at hun stoppede hurtigt og kiggede hen mod hende. Hun var ved at tage resten af hendes tøj af, som gik over alt forventning, meget hurtigt. Derefter løsnede hun bæltet på mine bukser og hev dem af sammen med mine boksershorts og pludselig lå jeg nøgen på hendes seng. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at lade være med at stønne, mens jeg kunne mærke hendes læber rundt om min pik. Jeg kunne mærke hvordan jeg vred i min krop. Hun vidste sgu hvad man gjorde. Hun brugte sin tunge godt, og ikke så meget hendes hænder.
Pludselig sad hun ovenpå mig, og vrikkede hendes hofter fra side til side mens hendes hoved var begravet i min skulder. Hun stønnede og det tændte mig. Jeg tog mine hænder om mod hendes bagdel og hjalp hende. Så. Jeg lå ovenpå hende og kyssede hende intenst på læberne.

Sandhed avler had - del 7.

Jace kiggede på mig med store øjne, mens jeg sniffede kokainen igennem den sammenkrøllede seddel. Jeg tørrede hurtigt min næse med håndoverfladen og slap ikke hans ansigt. Han var forskrækket. Jeg kunne se en form for rædsel i hans øjne, mens han studerede Sørens lejlighed. Jeg gav ham sedlen og i et øjeblik tøvede han. Han gav mig et blik som borede ind i mit hjerte. Hans øjne bad om at komme væk derfra. Han sniffede hurtigt kokainen og jeg kunne se hvordan det hvide vendte ud af øjnene på ham. Han gav sedlen til Michael, som stod og prøvede at se smart ud. Jeg kunne mærke vreden blomstre inden i mig, og kunne ikke lade være med at forveksle blikke med Søren. Da Michael havde købt hvad end han skulle købe, nikkede jeg farvel til Søren og gik ind i Michaels bil sammen med Jace.
"De fyre er ikke til at stole på," sagde Michael da vi var steget ind i bilen. "Hvis man kommer alene, kan de finde på at snyde en, hvis ikke efterlade en for døden. Men kun hvis man er alene. De tør ikke hvis man er to, for så stærke er de ikke sammen."
Jeg skrev med det samme til Søren og havde lysten til at slå ham i hovedet. Jace kiggede hele tiden med et undrende blik på mig, mens vi kørte tilbage til Janines fest. Jeg lagde mærke til at der var blod på Michaels knoer og rystede ved tanken om, hvems blod det tilhørte. Jeg var bange, men jeg ville ikke vise det. Jeg prøvede at sende et smil i Jaces retning, men han kiggede ud af vinduet. Håbede sikkert på, at vi snart var tilbage. Jeg vidste at han var vild med Janine, og selvom at jeg kun havde set hende i klassen, forstod jeg det ikke. Hun lignede et værre hashvrag, end hvad jeg følte mig.
Vi kom hen imod Janines hus, hvor en politibil og ambulance holdt. Michael bremsede hurtigt op og jeg fik et chok, og stirrede åbenlyst på blinkende. Jeg kunne se, at flere fra festen blev afhørt af de 2 politibetjente som man kunne se. I flere minutter, stirrede vi alle tre på huset, uden at veksle et ord med hinanden. Vi holdt omkring de hundrede meter fra huset, og jeg kunne mærke hvordan min næse kløede. Jeg vrikkede lidt med den, og fik et chok da Michael råbte. "Ud," sagde han og hævede derefter stemmen, så jeg fik et endnu større chok. "Jeg sagde ud!"
Jace og jeg steg hurtigt ud af bilen og Michael kørte hurtigt væk derfra. Jeg vidste at der var sket noget, og at Michael vidste hvad det var. Jace og jeg kiggede på hinanden, og derefter på vores hjem, som var tættere på os end Janines, men nysgerrigheden trak os imod hendes hus og de blå blink. Jeg kunne allerede nu, mærke hvordan vores far ville behandle mig, hvis han fandt ud af det. Hans 'straf' som han kaldte det. Han var åbenbart meget troende, men jeg kunne ikke huske at have læst noget i biblen omkring incest. Efter at jeg havde snakket med Jace et lille halvt års tid siden, om min første gang, havde jeg fået min fars seksuelle interesse. Det skræmmede mig, men jeg kunne ikke fortælle nogen det. Jeg håbede snart at Jace ville opdage det, men mine håb forsvandt for hvert overgreb der var. Jeg var bange. Ikke for skæld ud, men når natten drog på. Hvad skulle der ske? Ville de skridt jeg hørte om natten, blive gentaget i mine drømme, resten af mit liv? Ville det nogensinde stoppe?
Mine øjne blev store da vi nåede derhen og jeg kunne se at Jace blev nødt til at tvinge sig selv at gå. De fleste inde ved den fest kunne ikke lide mig. Enten havde jeg haft sex med deres kærester ellers var det deres venners kærester. De skulle nok finde en eller anden måde på, at få ram på mig og jeg var bange for, at øjeblikket var kommet. Jeg så en af de to piger jeg var kommet med, komme hen imod os. Jace stod bag mig som et lille lam.
"Hvad sker der?" spurgte jeg hende.
"Hvor fanden har du været henne?" udbrød hun. "Politiet leder efter dig! Ja også dig." Hun kiggede på Jace.
Inden jeg kunne svare kom en politibetjent hen imod os, og jeg kunne se en båre bagved blive båret ud til ambulancen som kørte væk med det samme.
"Danny Peterson?" sagde politibetjenten og jeg nikkede. Jeg sank en klump og kunne mærke hvordan jeg blev rædselsslagen for hvad han ville snakke med mig om. Jeg kom i tanke om, at jeg havde flere gram kokain på mig og var så bange for at de drenge som ikke brød sig om mig, havde sagt noget. Betjenten hev mig tæt hen på bilen og kiggede intenst på mig, mens han hev en notesblok frem. Jeg sendte hurtigt en SMS til Søren, om hvad der var ved at ske, og kunne mærke mobilen vibrere i min lomme, mens jeg fik spørgsmålene en efter en.
"Hvor har du været de sidste par timer?" spurgte han.
"Ude," svarede jeg kort og han hævede sit ene øjenbryn.
"Ude hvor?"
"Henne hos en ven sammen med Jace og Michael."
Han lagde sin notesblok væk og blev trukket væk af den anden betjent. Den som lige havde forhørt mig, kiggede ondskabsfuldt mens den anden stirrede på mig. Jeg var bange, men jeg turde ikke vise det.
"Hvor var du før?" spurgte han.
"Til festen?"
"Sammen med hvem?"
"Kan jeg sgu da ikke huske, var pisse stiv."
Jeg sendte ham et smil, men det forsvandt hurtigt igen, da han så meget aggressiv ud. Jeg kunne se Jace komme hen imod os med sit uskyldige blik. Han så mere bange ud, end jeg følte mig.
"Hvad er der sket? Danny? Hvorfor siger folk at du har gjort noget?"
Hans stemme rystede og jeg kunne ikke lade være med at sukke og kigge ned i jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham. Jeg ville ønske at jeg havde svaret, men jeg vidste lige så lidt som ham selv.
"Danny J. Peterson, klokken er 05:52 og du er anholdt for grov vold. Alt hvad du siger og gør kan..."
De begyndte at lægge mig i håndjern og tvang mig ind i politibilen.

"JEG HAR IKKE VOLDTAGET, SMADRET ELLER NOGENSINDE VÆRET SAMMEN MED JANINE SØRENSEN!"
Jeg råbte og kunne mærke hvordan mit hoved gjorde rundt. Der gik et stykke tid, for at jeg fik lov til at gå, og jeg forstod det ikke. Var det mit raserianfald der fik dem til at tro på mig? Jeg tvivlede, men håbet var der stadig. Da jeg kom ind til de andre, så jeg med det samme Jace. Jeg gik hurtigt hen imod ham og krammede ham. Jeg havde aldrig været så glad for se ham, som jeg var der. Jeg holdt ham tæt ind til mig og jeg havde egentlig ikke lyst til at give slip. Jeg kunne høre politibetjentene mumle et eller anden, men jeg hørte det ikke.
"Kan vi gå?" spurgte jeg ivrigt. En af mændene nikkede og jeg hev Jace ud. Han kiggede forvirret på mig. Jeg trak ham hen imod busstoppestedet hvor vi tog bussen hen til Søren igen. Jeg vidste at Jace ville undre sig, men jeg havde brug for at forklare ham det hele, et sted som var mere trygt end politigården.
"Hvorfor er vi her?" spurgte han.
"Jeg forklarer det derinde," svarede jeg koldt.
Søren kom hen imod og så på os med et smil. Da vi kom ind på værelset sagde jeg hej til de andre to.
"Michael er en svindler," begyndte Søren at sige med irritation og had i hans stemme. "Han spurgte om han ikke måtte købe noget, og jeg sagde ja, hvis han tog en eller anden med. han vidste ikke at vi kender Danny. Da Danny skrev til mig, mens i var på vej væk, og fortalte hvad Michael havde sagt, blev jeg simpelthen så sur!"
Der var en kort pause hvor vi alle kiggede på hinanden en efter en. En af fyrene begyndte rulle en joint og jeg kunne ikke slippe mine øjne fra Jace. Jeg følte at jeg hev ham med ind i dette miljø, og det var det sidste jeg ville gøre.
"Danny skrev til mig, lige inden politiet ville snakke med ham. Han vidste at Michael, og hans venner, ville hænge ham op på hvad hans selv havde gjort. Den fyr har virkelig ingen nosser."
"Men hvorfor er jeg her?" spurgte Jace forvirret.
"Inden Michael snakkede med sine venner, vidste han kun at du eksisterede. De tog den forkerte tvilling. De troede at du hed Danny, da ingen til festen anede hvad du hed."
"Hvordan ved du det?" Jace var meget forvirret nu.
"Fordi en af Michaels såkaldte venner, er en af mine venner. Kontanter, du ved."
Jeg kunne se hvordan Jace stirrede på jointen mens den gik fra hånd til hånd. Jeg følte mig skyldig og satte mig ned i sofaen ved siden af Søren. Jeg sniffede en bane mens Jace tog et hiv af den stærke joint. Jeg var bange. Bange for at han ville ende som mig, end ikke som  Mark. At han ville komme for langt ude. Han havde ingen grund til det. Han var perfekt som han var, selvom at hans selvværd var i bund. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham, mens han tog det ene hiv efter det andet. Hvad var det jeg havde gjort?

Da vi gik ud fra Sørens værelse, vidste jeg at Jace havde en masse spørgsmål, som jeg inderligt håbede at kunne besvare.
"Du har vist set en anden side af mig," begyndte jeg. "Jeg havde håbet at du aldrig havde opdaget det. Mere af alt, havde jeg håbet, at du aldrig var taget med Michael, aldrig havde røget eller sniffet. Du er min bror for fanden. Du er den gode tvilling."
"Det lyder som en dårlig film," sukkede han.
Vi satte os ned ved det nærmeste busstoppested, og lige da vi havde sat os ned, begyndte det at regne.
"Hvad skete der inden festen startede?" spurgte jeg for at ændre emnet, og han begyndte at fortælle mig det hele. Hvordan Janine var gået med Michael ovenpå og at hun ikke var kommet ned bagefter. Hvordan Michael havde lagt an på hver anden pige til festen, i hvert fald dem der var single.
"Hvornår startede dit...?" og jeg kunne se at han havde besvær ved at sige ordet misbrug.
Jeg overvejede om jeg skulle fortælle ham hele sandheden, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke fortælle min bror, som allerede nu var draget ind i så meget, min største hemmelighed. Min fars trusler tordnede i mine tanker.
"Siden far slog for første gang, for et halvt år siden," løj jeg. Eller, jeg fordrejede bare noget af sandheden.
"Han har slået dig?" Jaces ord af overraskelse sårede mig. Jeg ville ikke inddrage ham, og jeg følte at det var hvad jeg havde gang i.
Jeg nikkede og kiggede ned på mine sko. Jeg bevægede mine fødder frem og tilbage uden at løfte dem, og trippede stille med dem.
"En del gange," mumlede jeg og tænkte på overgrebene. Jeg holdt tårene inde.
"Hvorfor har du ikke sagt noget?"
"Jeg turde ikke. Han undskyldte altid bagefter. Gav mig penge for at holde kæft. Penge som endte hos Søren. Stofferne er det eneste der lindrer smerten, J. Det hus... jeg kan ikke holde det ud. Mor prøver at få vores familie til at være den mest perfekte familie i hele Århus, hvis ikke i hele Danmark. Men det er den ikke. Slet ikke."
Jeg holdt en pause og prøvede hårdt at holde tårene tilbage. "Jeg vil væk derfra," sagde jeg og det lød nærmest som en bøn. "Men jeg har snakket med kommunen, og de tror ikke på mig. Da far fandt ud af at jeg havde inddraget kommunen, blev han stik tosset. Hvis mor ikke var gået ind af døren, ved jeg ikke hvad han kunne finde på. Han er skør. Når jeg bliver ældre, når jeg bliver stærkere..." Jeg løj nu. Jeg opdigtede historier, men vreden var ægte. Hadet var ægte. Tårene var ægte. "Jeg hader ham!"

Jeg tog hen til Janine dagen efter. Egentlig bare for at se hvordan hun havde det. Jeg ville helst ikke have, at hun så for slem ud, når min bror skulle se hende. Men mest af alt, ville jeg høre, om hun vidste hvor Michael var, da jeg havde en høne at plukke med ham. Da jeg kom ind på hendes værelse, så hun på mig og kiggede undrende.
"J?" sagde hun. "Jeg troede ikke at du ville komme!"
Hendes stemme var ivrig og lystig. Hendes øjne lyste, trods de blå mærker omkring dem. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.
"Jeg er ikke J," sagde jeg og prøvede at tvinge et smil frem. "Jeg er D, Danny, DJ, hvad end du foretrækker at kalde mig."
Hun hævede det ene øjenbryn og bed sig selv i læben, som fik mig til at lyste efter hende. Som hun lå der, helt forslået, havde hun aldrig set mere fræk ud. Det var hendes glimt i øjet, da hun havde troet, at jeg var Jace.
"DJ?" sagde hun og kiggede undrende på mig. Hendes mund formede et stort smil og jeg kunne se at hun var ved at grine.
"Danny Jules," svarede jeg inden at hun ville grine mere af det. Jeg satte mig ned i stolen ved siden af hendes seng, og hun lænede sig frem hen mod mig.
"Hvad skete der?" spurgte jeg nysgerrig og kiggede hende. Hun lænede sig tilbage i sengen og sukkede.
"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede hun.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi at det er pinligt."
"At en har slået dig, er ikke pinligt."
Hun sukkede dybt. "Ingen af slået mig."
Jeg var lamslået over hendes svar. Hvad? Ingen havde slået hende? Men hvad var der så sket? Tankerne drev mig sindssyg mens jeg ventede på hendes svar.
"Lover du ikke at sige noget til din bror?"
Jeg nikkede stille og hun bad mig om at sætte mig ved siden af hende, på hendes seng. Hun tog min hånd og jeg kunne mærke en form for elektricitet køre igennem mig, som fyrværkeri.
"Jeg gjorde det mod mig selv," sagde hun mens hun klemte min hånd. "Det hele. Jeg slog op med Michael, og han truede mig, men turde ikke gøre noget. Jeg slog mig selv, og sagde at jeg ville melde ham, hvis han ikke lod mig være. Han blev ved med at true mig, især da jeg fortalte ham, at der var en anden. Han ruskede ikke mig, og kastede mig på sengen mens han holdt mig nede, men det var det værste. Jeg faldt ned i mit bord, da jeg prøvede at komme fri fra hans greb, men han har ikke gjort noget. Ikke så slemt i hvert fald."
Jeg opdagede nu at min mund var åben. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - eller om jeg skulle fortælle Jace det. Men ville jeg ødelægge hans første store kærlighed? Kunne jeg gøre det imod min bror? Uskyldige Jace som var ved at ødelægge sig selv for denne pige. Denne fantastiske pige. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge på hende. Jeg glemte hurtigt hvad hun havde sagt, og lod mine ene hånd strejfe hendes kind, og hun smilede.
"Ikke nu, Mr. Jules," sagde hun formelt og hun grinte. "Men en anden dag, det lover jeg dig."
Jeg forlod rummet, med hendes nummer, og hele vejen hjem, skrev vi sammen.
_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Sikke nogle elektriske stød du giver mig, Janine. Hvorfor har jeg ikke lagt mærke til dig før?


_________________________________________
Fra: Janine
Til:  Danny

Åh, du skulle se hvordan jeg måbede efter dig efter hver evig eneste time. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg var vidst for ung til dig. Man hører jo rygter om den berygtede Danny Jules.


_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Man skal aldrig lytte til rygter. Men hvornår kan du ses?


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Jeg bliver udskrevet i morgen. Din kære broder kommer og ser til mig, så muligvis derefter. Hos mig eller dig?


_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Dig. Jeg kan ikke risikere at min bror opdager noget som helst, og stop for fanden med at være så fandens formel. Vi lever sgu ikke i 1960erne eller hvornår end kvinder snakkede formelt til deres mænd.


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Ikke så hastig. Deres mænd? Vi er ikke et par, Danny. Vi er bare to liderlige teenagere.

_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Hvor har du været hele mit liv? Er det så knald, smøg, farvel eller er du en kvinde som elsker at putte?


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Hvis du har fået mig til at komme, kan du komme hjem efter sex jointen. Min seng er min ejendel, og den vil jeg sgu ikke dele med andre end mig selv. ;)

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi skrev sammen hele natten, men stoppede da jeg så Jace tage hen til hende. Jeg følte mig skyldig, men jeg kunne ikke stoppe tankerne. Jeg kunne ikke få dem til at forsvinde, selvom at jeg gerne ville. Denne pige, kvinde, hvad end hun nu var, gjorde et eller andet ved mig, som jeg ikke kunne forklare, selvom at jeg gerne ville. Jeg havde altid været det sorte får i familien, men jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få mig selv til at gøre det her imod min bror. Men jeg kunne ikke styre lysterne, og når jeg var hos hende om natten, kunne min far ikke få fat i mig.

Sandhed avler had - del 6.

Jeg lå på bagsædet af bilen med bukserne nede ved anklerne og mine knæ op i luften. Jeg tog lange hiv af min tændte joint, som jeg havde rullet før jeg var taget af sted, og prøvede at slappe af. Jeg kunne stadig mærke bivirkningerne fra heroinen og lysten til mere var stærk. Det var blevet nat og jeg holdt stadig ude ved motorvejen, ventede på at jeg fandt ud af hvad jeg skulle gøre. Det var begyndt at regne igen, og det stormede. Vinden peb udenfor så man fik ondt i ørene mens regnens dråber klaskede mod vinduerne. Jeg sukkede dybt og tog et hiv af jointen og pustede langsomt ud. Hvad havde jeg gang i? Jeg kunne se det størknede blod på mine inderlår og begyndte langsomt at hive de stramme mørkeblå jeans op. Jeg gispede da de ramte de åbne sår og bed mig i læben for ikke at sige en lyd. Jeg fik dem op og trak så vejret dybt, og lukkede dem, hvorefter jeg kravlede om på forsædet og satte mig ned i føresædet. Jeg spændte sikkerhedsselen, rullede vinduet ned og smed resten af jointen ud hvorefter jeg rullede vinduet op igen. Jeg kunne høre min mobil vibrere omme bagved, men jeg tænkte ikke over det. Jeg gad ikke snakke med nogen eller læse en masse beskeder fra Denise om hvor bekymret hun var for mig. Så jeg begyndte at køre syd på ad E45, men tog den første udkørsel og vendte om, så jeg kørte i nordgående retning. Mod Århus. Mod hvad nogen ville kalde mit hjem.

Jeg åbnede døren ind til bryggerset så stille som muligt, men dens knirken virkede højlydt. Jeg var så bange for at jeg ville vække nogen, og da jeg trådte ind i køkkenet stod Mark med sin mobil i hånden. Hans ansigt var vredt men jeg kunne se at han var såret. Han rakte hånden frem og pegede på stolen, som en kommando om at jeg skulle sætte mig ned og jeg gjorde som han bad mig om. Jeg var ikke nervøs, men jeg undrede mig over, hvad jeg nu havde gjort.
"Hvad?" sagde jeg og smilede men Mark så stadig bundalvorlig ud. Han satte sig ned overfor mig på en meget elegant måde, kiggede ned i bordet og gned sig i panden med hans fingre.
"Janine ringede," sagde han bestemt og lænede sig tilbage i stolen. Jeg kunne mærke at jeg bed mig selv i læben for ikke at lade være med at grine.
"Okay, det var da mærkeligt," sagde jeg og kunne ikke skjule et smil.
"Danny," sagde han og jeg kunne høre i hans stemme at han var såret. "Du lovede mig."
Jeg kiggede undrende på ham. "Hvad?"
"Du husker det ikke?"
"Husker hvad?"
Mark sukkede og rejste sig op. Han stillede med ryggen til mig og jeg kunne høre hvordan han trak vejret dybt.
"Da dig og Jace begyndte på stoffer, havde jeg en snak med jer. Husker du det?"
Jeg vidste hvor dette førte hen og jeg nikkede, bevidst om at han ikke kunne se mig. Men han vendte sig rundt og slog ned i bordet. Hans læber var en lige linje.
"Du lovede mig, at du aldrig i dit liv ville stikke i dig selv. At du aldrig ville ende på den måde og så ringer Janine fandme, og siger at hun er bekymret for dig. Fordi at du har stukket i dig selv og flippede helt ud over noget hun havde, som var dit. Hvad sker der med dig Danny?"
"Hvad mener du?"
"Dit mareridt er væk så hvorfor er du stadig sådan her?"
"Jeg har aldrig kendt til andet," svarede jeg koldt og rejste mig op. "Er du færdig?"
"Det er dig selv du ødelægger. Ingen andre."
Mark gik ud og jeg kunne høre ham tænde hans bil og køre væk. Jeg gik hen imod køkkenet for at lede efter noget at drikke, men faldt over et stykke papir. Jeg tog det op og skimte det meget hurtigt, men da jeg begyndte at læse, kunne jeg mærke hvordan en vrede jeg aldrig havde følte før, blussede op i mig.

"Du er en fantastisk kvinde, Gitte. Du har været der for mig, lige meget hvad. Mine fejl og min fortid skræmmer dig ikke væk. Tak fordi at du har været der igennem det hele. Tak fordi at du har støttet mig og selvom at jeg nu sidder inde, at du stadig er der når jeg kommer ud. Jeg savner dine kys. Jeg glæder mig til dit næste brev. Bryan."

Jeg faldt ned på gulvet og tabte brevet. Jeg begyndte at miste pusten og prøvede at støtte mig til noget, men det var som om at alt forsvandt. Jeg kunne se Agnete komme løbende hen imod mig. Hun tog om mig, og hjalp mig op og satte mig ned ved spisebordet. Derefter hentede hun en cola til mig som jeg drak meget hurtigt, men fik det galt i halsen. Jeg hostede og kunne mærke hvordan tårene strømmede ud af mine øjne. Jeg bed mig i læben, lænede mig tilbage og prøvede at trække vejret. Agnete havde ikke andet end en BH og natbukser på, og hun lignede en som lige var vågnet.
"Hvad sker der?" spurgte Agnete men jeg svarede hende ikke. Jeg gik hurtigt ind på mit værelse og ledte efter noget som kunne berolige mig. Jeg fandt lidt kokain og sniffede det hurtigere, end jeg nogensinde havde gjort før. Men det virkede ikke. Jeg smed mig selv i sengen og Agnete trådte ind i værelset med våde kinder. Hun så bange ud.
"Danny hvad sker der?" spurgte hun med gråd i stemmen og jeg rejste mig op og omfavnede hende.
"Ikke noget," hviskede jeg. "Gå nu i seng."
Hun kiggede på mig med store klare øjne og nikkede. Hun listede ind på sit værelse og jeg stod helt rastløs og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Pludselig begyndte jeg at gå ind imod min mors soveværelse. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre eller hvad jeg ville sige, men vreden blomstrede op i mig. Jeg stod pludselig i dørkammen til hendes soveværelse, og så hende vride sig i søvne. Jeg gik langsomt hen imod hende, og pludselig åbnede hun sine øjne. Jeg trak vejret hurtigt og kunne mærke hvordan jeg blev svimmel. Jeg hoppede op i sengen, og satte begge mine knæ ned i hendes mave. Hun gispede og jeg prøvede at skjule et smil.
"Danny, hvad laver du?" spurgte hun mens hun prøvede at skubbe mig væk men jeg borede mine knæ længere ned i hendes mave. Hun skreg af smerte og jeg nød det.
Jeg tog mine hænder rundt om hendes hals og pressede hårdt mod hendes strube så hun gispede efter vejret. Hun tog fat omkring mine håndled og prøvede at fjerne mine hænder. Jeg kunne se frygten i hendes øjne og jeg bed i indersiden af min underlæbe. Jeg kunne smage blod. Jeg pressede mig længere ned mod hende, og lagde min mund ved hendes øre.
"Fuck dig."
Det var det eneste jeg kunne sige. Jeg gav slip og hoppede væk fra hende og gik ud af soveværelset. Hun kunne at høre at hun fulgte efter mig, med ind på mit værelse. Jeg fandt en kuffert frem under sengen, og begyndte stille og roligt at pakke de ting som ikke var hos Denise ned. Jeg smilede ved tanken om, at min mor stod i dørkammen og betragtede hver bevægelse jeg lavede.
"Danny, hvad skal du?" spurgte hun, stadig med frygt i stemmen.
"Væk," svarede jeg koldt.
Hun kom hen imod mig og tog fat i mine håndled, men jeg rev mig væk fra hende med det samme. Jeg kunne mærke hvordan vreden forsvandt og jeg følte mig ynkelig og ked af det.
"Hvordan kunne du?" spurgte jeg og kunne høre gråden i min egen stemme.
Jeg så Agnete vise sig bag min mor og hun holdt en bamse, som Jace havde givet hende i fødselsdagsgave, tæt ind til sig. Tårer gled ned på hendes kinder og hun stirrede på mig med glansfulde og store øjne. Men rettede mit blik på min mor igen, som stod og spærrede dørkammen så jeg ikke kunne komme ud.
"Kunne hvad?" spurgte min mor med en nu rolig stemme.
"Jeg så brevet!" råbte jeg og min mors ansigt stivnede. Hun så rædselsslagen ud. "Jeg så hvad han skrev. Du tilgiver ham, du tilgiver ham for at have ødelagt denne her familie."
"Han har ikke ødelagt denne familie, du har!" råbte hun.
Jeg stod med åben mund.
"Du er ikke rigtig klog," sagde jeg koldt og begyndte nu at pakke resten af mine ting ned. Jeg tog min computer samt dens oplader. Det resterende tøj og alle de vigtige papirer som jeg ville få brug for. Jeg kiggede ikke på min mor, som stirrede intenst på mig. Hun så vred ud. Jeg kunne ikke glemme hendes ord og jeg havde aller mest lyst til at forsvinde og aldrig komme tilbage.
"Jeg håber at du lever lykkeligt til dine dages ende," sagde jeg mens jeg skubbede hende væk fra døren.
"Lad være med at lege offer, Danny," sagde hun og jeg blev forskrækket over denne side af min mor, som jeg aldrig havde set før. Jeg havde altid set hende som en lille mus som ikke turde snakke. Men hun snakkede, og hvert ord hun sagde, stak mig som en kniv i brystet.
"Jeg elsker ham, og det er noget som du aldrig kommer til at forstå," sagde hun men jeg kunne høre at hendes stemme var urolig.
Jeg smed kufferten ud i gangen og gik truende hen imod hende. Men da jeg stod foran hende, begyndte jeg at smile og kiggede hende direkte ind i øjnene.
"Farvel," sagde jeg og gik ud for at hente min kuffert. Jeg smed den om bag i min bil, og kørte ud af indkørslen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville komme tilbage. Jeg var såret og jeg lod nu tårene strømme ned ad mine kinder mens jeg tændte en cigaret. Jeg prøvede stadig at fokusere og tænke over, hvad der lige var sket. Var det rigtigt? Eller var det hele en drøm? Støttede min mor, min fars valg? Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det hele hang sammen. Jeg havde heller ikke nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Men pludselig brød jeg ud i latter. Jeg grinte og jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvor fucked up det hele var. Jeg kunne ikke stoppe med at grine, hele vejen hen til Janine. Klokken nærmede sig 5 om morgenen og jeg kunne mærke hvordan min krop lystede efter heroin. Jeg kunne mærke hvordan min krop lystede efter en form for medicin, som gjorde at jeg glemte det hele. Alle mine problemer skulle forsvinde.

Sandhed avler had - del 5.

Jeg tøvede mens jeg stirrede på det skinnende grå håndtag, som sad på den store dør. Den førte ud fra retten og ind i en menneskegruppe som jeg helst ikke ville hilse på. Jeg vidste at jeg ville få smidt mikrofoner og kameraer op i hovedet men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så længe jeg kunne huske, havde alt handlet om at skjule den hemmelighed, som nu var offentliggjort til alle. Jeg stod længe og kiggede på håndtaget men til sidst tog jeg fat i det, hev ned i det og hev døren åben. Jeg blev blændet af sollyset som atter stod op himlen, efter en hel formiddag med regn. Jeg så journalister fra forskellige TV stationer og aviser komme hen imod mig med mikrofoner. Jeg kiggede forvirret rundt for at finde en vej væk og kunne pludselig mærke en flad hånd blive lagt blødt på mit skulderblad. Jeg kiggede rundt og fik hurtigt øje på Mar som kiggede ned på mig med et stort smil på hans læber. Hans øjne var klare og skinnede i sollyset. Han blev ved med at have sin hånd på min skulder, mens journalisterne råbte det ene spørgsmål efter det andet. Jeg kiggede ned i jorden mens Mark førte mig hen imod bilen, og da jeg endelig sad på sædet med lukket dør, så jeg Agnete og min mor. Min mor sad bag rettet og Agnete på passagersædet og de begge vendte hovedet da jeg kom ind. Det var tydeligt at begge havde grædt, da deres øjne var røde og glansfulde.
De sagde ikke noget, men min mor tog min hånd og strøg sin tommelfinger blidt over min håndoverflade. Hun snøftede et par gange og gav så slip på min hånd, tændte bilen og kørte væk. Der gik et stykke tid, før nogen sagde noget.
"Hvad skal vi have at spise i aften?" spurgte min mor pludselig og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.
"Ikke hjemme, vi skal da ud og fejre," sagde Mark og jeg kunne høre min mor sukke en smule. Hun holdt ind ad indkørslen og steg ud af bilen uden at sige et ord. Hun gik hurtigt hen imod hoveddøren, låste den op og gik indenfor uden at lukke døren igen. Vi andre steg også ud af bilen, og Mark tændte en cigaret hvor jeg gjorde det samme. Agnete stod med sine hænder i lommerne og kiggede på os mens vi røg. Der var ikke nogen der sagde noget.
Jeg gik indenfor før de andre, og prøvede at finde min mor. Jeg kiggede først i stuen og på hendes soveværelse, men der var ingen tegn. Pludselig kunne jeg høre en græde og snøfte på Jaces værelse. Jeg åbnede døren og min mor lå i fosterstilling i hans seng mens hun krammede hans pude. Det var første gang hun havde været derinde siden hans død. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg lukkede døren efter mig, og stod og kiggede på hende. Efter et stykke tid, gik jeg hen imod sengen og satte mig på kanten og lagde min hånd på hendes skulderblad. Hun rørte ikke på sig, men krammede bare puden mere til sig. Jeg kunne mærke hvordan tårene pressede på.
"Vi alle savner ham," sagde jeg.
Hun begyndte at hulke og jeg rejste mig op for at gå hen på den anden side af sengen. Jeg lagde mig ned overfor hende, og tog hendes ene hånd som holdt godt fast på puden. Hun kiggede op og jeg tvang et lille smil frem.
"Jeg ville så gerne kunne fortælle ham, at jeg elsker ham," græd hun. "Bare en sidste gang."
"Han vidste det godt."
"Hvis han vidste det, hvorfor tog han så sit eget liv?"
Jeg havde ikke noget svar. Det var spørgsmålet jeg selv gik og undrede mig over. Hvorfor?
"Jeg ved det ikke."
Jeg rejste mig op og gik hen imod døren igen. Jeg kiggede en sidste gang på min mor som stadig lå i fosterstilling i hans seng, og holdt om puden. Derefter gik jeg ud og fortsatte ud mod køkkenet hvor Mark og Agnete stod og lavede en sandwich hver.
"Vil du have en?" spurgte Mark og holdt et stykke brød oppe.
Jeg rystede mig på hovedet. "Nej tak."
Jeg gik hen imod hoveddøren og gik hurtigt ud. Jeg fortsatte et stykke ned ad vejen, til jeg nåede en bænk, hvor jeg satte mig. Jeg trak vejret dybt og lod tårene løbe. Jeg havde ikke ladet mine følelse vise sig hele dagen, og kunne ikke længere holde det inde. På et år, havde alt ændret sig. Jeg følte mig forladt, trods det der var sket i dag. At være på Jaces værelse var hårdere end jeg havde troet det ville være. Jeg holdt mine hænder foran mit ansigt og kunne mærke hvordan min krop blev svag. Jeg kunne mærke mine ben skælve og mine hænder ryste. Jeg lænede mig tilbage på bænken og tørrede tårene væk fra mine kinder hvorefter jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme, men jeg havde ikke lysten til at tage den, uanset hvem det var der ringede. Men da den havde vibreret næsten uafbrudt i et godt stykke tid, tog jeg den op og så at det var Denise der ringede. Hun havde også sendt en del beskeder om hvor jeg var og hvorfor jeg ikke havde sagt hej til hende da jeg kom ud fra retssalen. Jeg skrev til hende at jeg sad på en bænk 500 meter fra mit hus, og hun spurgte om hun skulle komme forbi. Jeg tøvede ved tasterne og overvejede om jeg ville have at hun skulle komme. Jeg havde brug for en at snakke med, men alligevel tøvede jeg. Jeg hadede at bede om hjælp og havde aldrig gjort det før, så jeg bad hende om at blive hvor hun var. Hun skrev to bogstaver: OK. Hun var sur, men jeg havde ikke i sinde at gøre noget ved det. Selvom at hun betød meget for mig, følte jeg at det hele var ved at blive en smule kedeligt. Vi havde næsten aldrig sex, men det var ikke fordi at hun ikke ville. Nærmere omvendt. Jeg havde haft for mange tanker omkring retssalen og en masse andet, at jeg ikke kunne fokusere. Jeg følte mig stresset og jeg burde føle mig fri og tilpas, men alle de negative tanker fyldte mig op fra top til tå.

"Hvornår er du her?"
Jeg kunne næsten høre hende smile gennem telefonen, og jeg tøvede med at svare hende. Jeg vidste at det jeg havde gang i var forkert, men jeg manglede den gamle tryghed, som i sin tid fik mig på andre tanker. Det sted hvor jeg kunne være mig selv og ikke snakke om følelser.
"2 minutter," sagde jeg og kørte ind ad vejen til venstre og fortsatte hen ad den buede vej, som førte mig hen til kollegiet. Jeg lagde på og smed telefonen om bagved. Jeg hørte den ramme bagsædet, mens jeg drejede til venstre endnu engang. Kollegiet var foran mig, og jeg parkede min bil og stod ud af bilen. Jeg stod længe og kiggede på den røde murstenbygning med det sorte tag. Jeg gik hen til døren mens jeg tændte en cigaret og ringede på. Døren sagde to klik, og jeg skubbede den åben og gik op ad trapperne mens jeg tog et par hiv af min cigaret. Endnu engang stod hun på gangen, kun iført en al for stor t-shirt som kun lige dækkede hendes bagdel og en hue hvor man ikke kunne se hendes hår. Jeg sendte hende et smil, som jeg blev nødt til at tvinge frem på mine læber. Da jeg kom hen til hende gav vi hinanden et varmt knus, inden vi gik ind i hendes lejlighed. Den lugtede af sved og gamle madrester, og hun satte sig ned på sengen og begyndte at varme noget i en ske. Det var flydende og mørkt og jeg vidste udmærket godt hvad det var, men jeg var stadig overrasket. Jeg satte mig stille ned ved siden af hende, og hun fyldte to sprøjter.
Hun tog en elastik og bandt ved sin overarm mens hun prøvede at få en af sine blodåre til at være mere tydelig. Derefter stak hun og sprøjtede det mørkebrune stads ind i armen, hvorefter hun smed kanylen på bordet sammen med elastikken og lagde sig stille tilbage og sukkede. Jeg kiggede længe på den anden sprøjte, og mens jeg tænkte på, om jeg skulle tage den, tændte Janine musikken mens hun dansede. Hun hev langsomt op i t-shirten og tog den til sidst af. Jeg rystede på hovedet og tog elastikken og spændte hårdt. Hun kiggede smilende på mig og dansede videre, nu kun i undertøj. Hun vendte sig op og strittede med røven og jeg prøvede at se væk. Jeg kiggede skiftende på hende og sprøjten.
"Lad mig hjælpe," sagde hun og tog sprøjten. Hun slog lidt på min arm til en blodåre kom frem. Uden at sige noget stak hun og sprøjtede det ind, og tog elastikken af min arm, og smed det hen på bordet. Hun gik derefter op for at danse igen, og jeg lænede mig tilbage. Jeg følte at det hele blev ligegyldig og jeg havde en intens følelse af velvære. Jeg var afslappet og kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak vejret dybt og koncentreret mens jeg kiggede på Janine, der dansede rimelig frækt på gulvet. Jeg tog min egen trøje af og gik op mod hende. Hun havde stadig ryggen til mig, og da jeg kom derop gned hun sin bagdel op og ned ad mig. Jeg vendte hende om, og lagde mine hænder på hendes hofter. Hun kyssede mig langsomt på halsen og nappede med hendes læber. Jeg lukkede mine øjne og stønnede blidt, mens jeg kunne mærke hvordan hun åbnede mine bukser. Mit hoved var fri for alle tanker, og jeg følte mig mere afslappet end nogensinde før. Jeg gik langsomt baglæns hen mod sengen, til at jeg kunne mærke den ved mine knæhaser og hun fulgte med. Jeg følte hele hendes krop og åbnede hendes BH, som hun hurtigt smed ned på jorden. Jeg kærtegnede hendes bryster og kyssede dem blidt, mens hun stønnede.
"Jeg vil ha' dig, jeg har altid ville ha' dig," sagde hun med sin hæse og ødelagte stemme, men jeg prøvede ikke at lytte. Hun skubbede mig ned på sengen og hev mine bukser og underbukser af, så jeg lå helt nøgen i hendes seng. Hun satte sig på mig, og begyndte at kysse mig fra nakken og ned. Jeg bed i min underlæbe for ikke at stønne. Jeg slappede helt af, men kunne ikke fokusere på hvad hun gjorde. Jeg var i min egen lille drømmeverden i hvad virkede som meget kort tid. Jeg kunne mærke hvordan jeg smilede og pludselig gav Janine mig en lussing hvorefter hun kyssede mig intenst på læberne.
"Hey!" råbte jeg op da hun havde trukket sig tilbage.
"Du forlod mig en smule," sagde hun og kyssede min hals. "Det var skønt."
"Hvad var?" spurgte jeg undrende.
"Ja, hvad fanden tror du vi lige har lavet?"
Jeg tog mine hænder op mod ansigtet og gned mig rundt i hovedet. "Åh gud," mumlede jeg.
"Hvad?" spurgte Janine og begyndte at rulle en joint.
"Intet."
Jeg kiggede på min arm og det var tydeligt at jeg havde stukket i mig selv.
"Hvor længe?" spurgte jeg.
"Hvor længe hvad?"
"Siden vi tog det," svarede jeg og kiggede på sprøjterne.
"Hm," sagde hun og kiggede på sin mobil som var på sofabordet. "To timer."
"Allerede?"
Jeg begyndte at føle mig rastløs og rejste mig op. Jeg fandt mine underbukser og bukser på jorden ved fodenden af sengen og tog dem hurtigt på. Derefter fandt jeg min t-shirt og tog den på. Jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at svede og derefter fryse. Hun kiggede bekymret på mig mens jeg gik frem og tilbage og faldt over den ene ting efter den anden. Jeg bed mig i underlæben hvorefter jeg slikkede mig om munden.
"Er du okay?" spurgte hun og rejste sig op for at ligge en hånd på min skulder.
"Nej," svarede jeg kort.
"Her," sagde hun og gav mig jointen. Jeg tog et hiv og satte mig så ned i sengen. Jeg kiggede på sprøjten og så rundt på bordet for at finde mere. Jeg var skuffet over mig selv. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg ende på sprøjten. Aldrig i mit liv, ville jeg acceptere at jeg var på sprøjten. Jeg havde altid været imod dem der gjorde det, men de få timer det varede, var de bedste i mit liv. Jeg glemte alle mine problemer og min angst forsvandt på et split sekund.
"Du skal ikke blive afhængig af lortet," sagde hun med et varsomt blik.
"Hvorfor ikke?"
"Du har ikke råd."
"Hvor meget?"
"Danny, stop."
"Sig nu bare hvor meget."
"900."
"Per?"
"Gram."
"Har du mere?"
"Danny, du skal ikke."
Jeg trak vejret dybt for ikke at begyndte at råbe af hende. Jeg vidste at hun havde ret, men så kom jeg i tanke om, at jeg skulle snakke med min advokat i morgen omkring de penge som min far skulle betale til mig. 250.000 kroner. Men ville det være nok, eller ville jeg hurtigt komme i en meget stor gæld? Jeg rystede de negative tanker væk og kiggede på sofabordet for at finde kokainen.
"Venstre skuffe," siger Janine stille. Hun holder dynen tæt på sig. Jeg finder heroinen, og tager den lille pose op, men under ligger en lille grøn metalæske. Men da jeg løfter den op, rasler den. Jeg åbner den, og finder et barberblad med blod på. Jeg holder den oppe foran mine øjne, hvorefter jeg kigger hen på Janine.
"Hvad er det her?"
"Det er dit."
"Ja, det er jeg godt klar over, men hvorfor har du det stadig?"
"Fordi at det er det eneste minde jeg har om dig, når du ikke er her."
"Det er nok det dummeste og mest hjernedøde jeg nogensinde har hørt."
Hun tog det fra mig og lagde det ned i æsken igen. Hun holdt om æsken og jeg kunne se hvordan hendes øjne blev fyldt med tårer. Jeg vidste ikke helt hvad der satte det igang, men jeg kunne allerede nu mærke den gamle trang til barberbladet. Hvordan tårene løb ned ad mine kinder i takt med blodet på mine lår, mens den skarpe side af barberbladet kørte over min hud.
"Smid det ud," sagde jeg strengt,
Hun rystede på hovedet.
"Smid den ud!" råbte jeg og hun rejste sig hurtigt op.
"Hvorfor?"
Jeg rev æsken ud af hendes hånd og rejste mig op mens jeg stormede ud af døren. Jeg kunne mærke lysten til barberbladet men jeg rystede tankerne ud af mit hoved. Jeg steg ind i min bil og ud på motorvejen mens jeg trak vejret hurtigt. Jeg kørte ud på E45 mod syd, og tænkte egentlig ikke hvor jeg var på vej hen. Æsken lå på passagersædet og pludselig holdt jeg ind ved siden og satte havariblinket på. Jeg tog æsken med om på bagsædet og åbnede den. Jeg stirrede længe på det mørkegrå barberblad, og tog min fingerspids og kørte ved dens spidse sider. Det var længe siden. Ikke siden jeg mødte Denise, havde jeg følt trangen til kontrol. Men jeg følte mig rastløs. Lysten var der igen. Jeg trak vejret dybt mens jeg trak mine bukser ned og lod barberbladets skarpe side køre ad mit inderlår imens jeg bed min underlæbe til blods.