Jeg vågnede ved lyden af en kraftig regn, der slog på vinduerne som piskesmæld. Himlen var næsten sort af skyer, og træerne viftede i vinden. Der var kraftige lyn som var efterfulgt af en høj torden og jeg havde allermest lyst til at blive under dynen, på den hårde madras jeg lå på, nede på Marks gulv. Mit hjerte sad allerede nu oppe i halsen af nervøsitet og jeg havde ikke haft en eneste god drøm siden jeg blev løsladt. Mine nætter var søvnløse, og hvis jeg nogensinde fik mere end 3 timers søvn, drømte jeg om overgrebene i nøje detaljer. Detaljer som jeg ikke selv ønskede at kunne huske. Jeg havde denne nat drømt om Jace, hvilket var en dejlig omvending. Men det ændrede sig endnu engang til det sidste overfald ude i skoven. Jeg havde stadig arene på mine arme som mindede mig om, at jeg overlevede. Men jeg havde også ar på sjælen, som aldrig ville blive helet. Jeg ville ofte vågne, dækket af sved med tårer glidende ned ad mine kinder, fordi at jeg så hans ansigt og ingen dom kunne få det til at holde op.
Jeg hørte Mark komme ind på værelset, og hev dynen over mit hoved. Jeg ville ikke stå op, for jeg ønskede ikke at gå ind ad dørene til retssalen. Jeg ønskede ikke at se min far flirte med hans advokat. Mark var ikke nervøs, da han havde det såkaldte bevismateriale. Han blev ved med at sige, at jeg på ingen måde kunne blive sigtet for mordforsøg, og at jeg ville vinde denne sag, med garanti. Men inderst inde, vidste jeg ikke om jeg skulle tro på ham. Jeg var så pessimistisk at det gjorde ondt. Men hvad der var sket med mit liv i de sidste 7 år, kunne jeg godt forstå mine tanker - nogle gange.
Mark hev dynen væk fra mig, og jeg gav ham et ondt blik. Han sendte mig et skævt smil, og jeg kunne ikke forstå hans gode humør. Han stod over mig, med sin lyseblå tandbørste i munden. Han havde taget et fint jakkesæt på. Jeg var for første gang glad for, at jeg havde ham i mit liv. Siden han fandt ud af min hemmelighed, var vores forhold blevet meget bedre.
"Vi skal køre om 10 minutter," sagde han men jeg følte mig ikke tidspresset. Jeg ønskede ikke at tage derhen, da jeg var så bange for, at hans straf blev lavere end den allerede var.
"Jeg tager ikke med," svarede jeg, og prøvede at tage dynen tilbage, men han smed den op i hans seng.
"Jo du gør," sagde han. "Vi skal have dette overstået, så du kan starte et nyt kapitel i dit liv. Starte på frisk."
"Jeg gider ikke," svarede jeg og gemte mit ansigt i puden.
"Du lyder som et lille barn," sagde Mark.
"Nå," mumlede jeg ind i puden.
"10 minutter," sagde Mark og forlod rummet og jeg vidste udmærket godt at jeg skulle stå op. Hvis jeg ikke tog derhen, ville jeg få en dom og det var ikke hvad jeg ønskede. Jeg håbede bare at det hele gik godt, så jeg kunne fejre det i aften. Jeg krydsede fingre, tæer og indre organer for at vinde denne sag. Men alligevel var der en lille stemme indeni der sagde, at jeg ikke kunne. Den negative stemme, som var inde i mit hoved og som ikke ville forsvinde.
Jeg fik mig selv til at stå op. Jeg gik ind på mit værelse, hvor nogen havde lagt en blå og sort ternet skjorte, en hvid t-shirt og et par mørkeblå cowboybukser på min seng. Jeg tog tøjet på og gik ud på badeværelset for at sniffe min morgenlige bane og derefter børste tænder. Jeg kløede min næse mens jeg gik ud af døren, hvor min søster stod i en smuk lyseblå kjole. Hun sendte mig et nervøst smil og løb hen til mig og gav mig et stort kram. Jeg følte at hun var vokset, da hun nu var på min højde, men jeg så så at hun havde højhælede på. Min mor og Mark stod forenden af gangen og var ved at tage overtøj og sko på. Agnete og jeg gik hen imod dem, og jeg tog nogle slidte, sorte Converse sko på samt en stor Jack & Jones jakke. Vi satte os ud i bilen og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede.
"Simon vil snakke med dig," sagde min mor til Mark, da vi kørte ud af indkørslen. "Uden Danny. Det var noget at gøre, om et slags bevismateriale."
Mark sagde ikke noget, og det var først nu at jeg så Faktaposen der stod nede ved hans fødder. Han vendte sit hoved og kiggede hen imod mig og sendte et smil. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere, men jeg ville ikke af sted. Jeg var så bange, og jeg vidste ikke hvorfor. Måske fordi at det hele var gået så hurtigt. Jeg følte mig en smule heldig, i forhold til at Thomas som skulle sidde i fængsel 2 måneder endnu, før at han kunne komme for en domstol. Mens jeg tænkte på, hvordan Thomas havde det nu tog Agnete min hånd og klemte den. Jeg kiggede hen imod hende, mens hun sendte mig et smil.
"Det skal nok gå," sagde hun.
Jeg gengældte hendes smil, men det hele var en facade. Jeg havde aller mest lyst til at løbe væk, og finde et nyt sted at bo. Men jeg glædede mig til at se Denise, som havde sagt, at hun ville møde mig inden jeg skal i retten.
Jeg havde ikke set hende siden jeg blev sat ind. Da Mark var ved at køre mig derhen, fortrød jeg og fik ham til at køre hjem. Jeg ville koncentrere mig på retssalen, og det ville jeg ikke kunne, hvis Denise var der. Jeg var bange for at hun ikke kunne lide den nye Danny, hvis jeg da havde ændret mig. Jeg havde en følelse af, at jeg var mere nervøs og på ingen måde så stærk som før. Jeg ville have at det ændrede sig. Jeg ville kunne smile bag facaden, og lade som om hele mit liv var perfekt. Jeg savnede ikke fortiden, men jeg følte at jeg havde ændret mig alt for meget.
Min mor kørte ind på parkeringspladsen. Der stod mange varebiler og der var alt for mange journalister. Jeg ønskede ikke at snakke med en eneste og ønskede at Jace var der, så han kunne gøre det for mig. Agnete tog min hånd, klemte den endnu engang og gav så slip mens hun åbnede døren og gik ud. Journalisterne kom hurtigt gående hen imod bilen, og råbte det ene spørgsmål til det ene. Mark var den eneste som konstant sagde ingen kommentar til hvert eneste spørgsmål. Pludselig kørte endnu en bil op på parkeringspladsen. En varebil. Jeg kunne se min far inde bag vinduerne. Han havde et stort smil på sine læber. Jeg kunne ikke lade være med at kigge ham i øjnene. Vi fik øjenkontakt, og mit hjerte bankede hurtigt. Jeg lagde hånden på mit bryst, og kunne mærke hvert eneste dunk. Min far blev slæbt hen til døren ind til retten af to fængselsbetjente, med hans advokat bag ved. Hun sendte mig et flirtende blik og et stort smil, og jeg havde lyst til at brække mig af væmmelse.
Mark hev mig til side, og vi gik hen imod en busk som var tæt ved retten. Vi gemte os indeni den, hvor han gav mig noget som lignede en joint. Han kiggede nervøst fra side til side, mens jeg stod med den. Jeg var en smule forvirret, da Mark ikke havde rørt stoffer, eller hash, i flere år.
"Ryg den for fanden," sagde han.
"Hvorfor?"
"Du er pisse nervøs, det er tydeligt. Jeg ved at den får dig til at slappe af, så ryg nu bare lortet."
Jeg tog en lighter som jeg havde i min ene bukselomme, og tændte op i den. Jeg tog et stort hiv, og kunne mærke hvordan det kradsede hele vejen ned i halsen. Jeg prøvede at give ham den, men han tog ikke imod den.
"Jeg er ikke nervøs," smilede han.
"Hvorfor står du så og tripper sådan?" spurgte jeg og tog endnu et hiv. Jeg kunne allerede nu mærke hvordan hele mit hoved begyndte at blive sløret.
"Hun kommer," sagde han og viftede med sin hånd. Denise trådte ind i busken. Hun havde en sød lille top på med en stor jakke over, og et par stramme lyseblå jeans.
"Ryger du hash før du skal i retten?" spurgte hun med et skeptisk blik. "Og du lader ham gøre det?" sagde hun efter en kort pause og kiggede hen imod Mark.
"Han er et nervevrag, og det er nok det eneste som holder ham fra at knække sammen," svarede Mark. "Men skynd dig, for himlen ser stadig sort ud. Vi er heldige at det ikke regner lige nu."
"Har du ikke savnet mig?" spurgte Denise og kiggede på mig.
Jeg gav hende et kram og et hurtigt kys på munden. Jeg tog derefter 3 hiv i streg, og nød hvordan jeg kunne mærke at min krop blev tungere og mine tanker lettere. Jeg slappede af og kunne ikke lade være med at smile, selvom at der ikke var noget at smile af.
"Dommeren kan jo se på ham, at han er pisse skæv," sagde Denise. "Har du husket bevismaterialet?"
"Ja," svarede Mark med et smil. "Jeg har styr på det."
"Så du har selv kigget på det, så du ikke viser noget tomt?"
"Ja, for helved. Slap nu af."
"Jeg gider bare ikke, at Danny får en dom på grund af en fejl, du begår."
"Slap af Denise, jeg har det under kontrol."
"Seriøst, hvad er det fandens bevis som frikender mig?" spurgte jeg og kiggede ned på faktaposen som Mark stadig havde i hånden.
"Får du at se om," sagde Mark og holdt en pause mens han kiggede på hans ur, "en halv time."
Min mobil begyndte at ringe, og jeg tog den.
Hvor er du? kunne jeg høre min mors stemme sige. Simon venter. Han skal snakke med Mark og dig.
"Mark kommer nu," sagde jeg og viftede Mark hen imod retssalen. "Jeg kommer lige om fem minutter."
Okay, svarede hun. Men skynd dig, de starter allerede om en halv time!
Jeg lagde på, og stod nu alene med Denise og en joint.
"Jeg skal spørge dig om noget," sagde Denise alvorligt. "Og du skal være ærlig."
"Okay," svarede jeg med et undrende blik og tog det næstsidste hiv af jointen.
"Vi har ikke rigtig snakket sammen, siden... du ved, det skete. Det i skoven," sagde hun og jeg kunne høre på hende, at hun havde svært ved at sige, hvad det var der var sket. "Men du har aldrig fortalt mig, hvor du var henne inden det skete, ud over at du var i Tilst."
"Jeg var hos Janine," svarede jeg koldt og tog det sidste hiv og smed så skoddet ned på jorden og slukkede den med min sko.
"Janine? Din eks Janine?"
"Vi har aldrig været officielle," svarede jeg. "Men ja, hende."
"Havde i sex?" spurgte hun koldt og jeg kunne se, at der var tårer i hendes øjenkrog.
"Nej," svarede jeg. "Hun ville gerne, men der skete ikke noget. Jeg faldt i søvn."
"Og det skal jeg tro på?" sagde Denise og begyndte at græde.
"Hvis jeg ville knalde hende, havde jeg gjort det. Den eneste grund til at jeg tog derhen, var på grund af stofferne. Intet andet."
Hun sagde ikke noget men kiggede bare ned i jorden. Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre og prøvede at få hende til at kigge mig i øjnene.
"Hør," sagde jeg og vidste egentlig ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg har ikke knaldet hende. Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke har været der, i det her stykke tid. Men jeg lover dig, at når alt dette er overstået, bliver det bedre."
"Og hvad så hvis du ryger ind?" råbte hun og kiggede nu op. Hendes makeup løb ned ad hendes kinder og hun snøftede et par gange.
"Sagde du ikke lige at Marks bevismateriale var noget som ikke fik mig ind?" spurgte jeg undrende.
"Jeg ved sgu da ikke hvad det er," sagde hun og tørrede hendes øjne med hendes højre håndoverflade. "Han vil ikke sige hvad det er."
"Så, Mark er den eneste som aner hvad det er?" spurgte jeg.
"Ja, og så Simon. Han er ved at vise ham det nu."
"Jeg er dødsens," svarede jeg og følte at det hele brasede sammen under mig.
"Måske er det et stærkt bevismateriale," sagde hun.
"Mark er ikke særlig klog," svarede jeg. "Hvor ondt det nu lyder."
Hun svarede ikke, men jeg tog hendes hånd og nussede hendes håndoverflade med min tommelfinger. Jeg kiggede hende i øjnene og sendte hende et lille smil, som jeg tvang frem på mine læber. Vi gik hånd i hånd hen mod retssalen. Der blev taget en masse billeder, mens vi gik ind. Jeg prøvede at smile, men jeg var mere nervøs end jeg nogensinde havde været. Mine hænder var svedige og mine ben rystede. Mit hjerte sad oppe i halsen og jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret ordentligt. Vi gik hen imod salen, og da vi stod ude foran døren, kunne jeg se Simon og Mark komme hen imod mig. Denise kyssede mig og gik væk.
"Din sag er sikker," sagde Simon med et stort smil. Mark kunne heller ikke gemme hans smil.
"Seriøst, hvad fuck er bevismaterialet?" sagde jeg med en vred stemme. "Jeg er ved at dø af nervøsitet her!"
"Du får det at vide om lidt, Danny. Det tager for lang tid at forklare," sagde Mark og klappede Danny på ryggen. Han gik og sendte mig et smil, men jeg kunne ikke lade være med at stirre på faktaposen.
Kort tid efter at Mark var gået, blev døren åbnet og vi blev hentet ind. Vi sad på de samme sæder som sidste gang, og min far kom ind et stykke tid efter. Dommeren satte sig ned, og jeg kunne mærke hvordan jeg blev mere og mere nervøs. Jointen hjalp ikke og det irriterede mig.
Pludselig kom Mark ind, og i det jeg så hvad han havde i hånden, stoppede jeg med at trække vejret i et sekund. Jeg vidste hvad det var han havde gjort, og på en måde blev jeg sur. Men inderst inde, vidste jeg, at dette kunne redde mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar