Jeg lå og kiggede på Mona mens hun sov, og kunne hørte hvordan hun trak vejret dybt og roligt. Jeg satte mig op i sengen, kørte mine hænder gennem mit mørke hår og rejste mig så op, for at tage tøj på. Jeg stod i et godt stykke tid, og stirrede på hende inden at jeg hev mig selv nedenunder, hvor jeg satte mig den ledige sofa, da Søren stadig sov. Da jeg havde sat mig, valgte jeg at tænde fjernsynet, men der var ikke andet end porno og dårligt reality TV, så jeg slukkede hurtigt igen. Sukkende tog jeg en cigaret, fra en eller anden pakke på bordet og tændte den, tog et hiv og lænede mig tilbage i sofaen, som var blødere end jeg huskede. Jeg kiggede på æsken, og derefter over på Søren. Skulle jeg tage noget uden at spørge? Jeg overvejede at tage det hele med, og så køre men jeg turde ikke. Han var den eneste jeg havde i øjeblikket, og jeg havde ikke lyst til at miste ham igen.
Jeg gik hen imod ham, og lagde min hånd på hans skulder og lænede mig over ham.
"Hey," hviskede jeg i hans øre og han mumlede et eller andet, jeg ikke helt kunne forstå.
"Må jeg tage noget?" spurgte jeg og han vendte sig om og kiggede træt på mig. Derefter strakte han sig så lang som han var mens han gabte, og satte sig så op. Jeg satte mig tilbage i sofaen, mens han kiggede en smule irriteret på mig.
"Hvorfor skulle du vække mig?" mumlede han og gned sig i øjnene.
"Jeg ville spørge om jeg ikke måtte tage noget?" spurgte jeg og pegede på æsken som stod på sofabordet.
"Jaja," sagde han. "Giv mig en cigaret."
Jeg kastede en pakke hen til ham, og han tog en ud med hans lange fingre. Derefter kastede jeg en lighter hen til ham, og han tændte sin cigaret. Derefter tog jeg æsken hen, og tog det brunlige stads op, sammen med en steril sprøjte og kanyle. Jeg så Sørens blik lande spørgende på mig, men han sagde ikke noget. Da jeg havde gjort sprøjten klar, tog jeg et elastikbånd, der også lå i æsken, og strammede om min overarm. Jeg fandt hurtigt en blodåre, og satte kanylen ind, og sprøjtede det ind. Jeg kunne mærke hvordan det varmede, og jeg blev hurtigt afslappet og faldt nærmest tilbage i sofaen. Jeg tog sprøjten ud og elastikbåndet af og smed det hen på sofabordet. Derefter lukkede jeg mine øjne mens jeg kunne mærke hele min krop slappe af. Alle mine tanker blev lukket ind i en sort æske i min hjerne. Gemt væk bag et hjørne i min underbevidsthed.
"Danny." Jeg kunne mærke nogen tage fat om mine skuldre og ryste mig frem og tilbage. "Danny."
Jeg vågnede ikke fra min trance. Jeg drømte. Jeg drømte om et liv uden nogen form for problemer. Et liv uden negativitet. Et liv uden... min far.
Jeg åbnede mine øjne, og så Søren meget tæt på mit ansigt. Jeg blinkede et par gange, mens han satte sig ned ved min side. Han så bekymret ud. Jeg kunne ikke lide hans ansigt, hvordan han kiggede på mig. Mit hoved begyndte at snurre rundt, og jeg kunne ikke tænke klart. Jeg kunne mærke hvordan min krops temperatur ændrede sig fra gloende hed til iskold. Jeg prøvede at rejse mig op, men faldt med det samme ned i sofaen igen, lukkede mine øjne og prøvede at trække vejret dybt og koncentreret.
"Er der allerede gået to timer?" spurgte jeg, med en smule irritation i min stemme.
"Mh," svarede Søren og jeg kunne høre ham rejse sig op og forsvinde ud af rummet. Jeg åbnede mine øjne igen, og det tog et stykke tid før jeg ikke følte at rummet snurrede rundt om mig. Men pludselig forsvandt alle bivirkninger, og jeg savnede allerede følelsen. Jeg kunne se den lille prik på min arm, som var forårsaget af kanylen. Jeg sukkede dybt og slikkede mig om munden mens jeg kørte min ene hånd igennem mit hår, prøvede at sætte det på plads med mine fingre. Søren kom ind igen og satte sig ned ved siden af mig.
"Jeg kunne fandme godt bruge noget at æde," sagde han og kiggede på mig. "Hvad med dig?"
"Nej tak," svarede jeg.
"Danny, du ligner lort. Hvor meget har du lige tabt dig?"
"Ikke en skid," grinte jeg.
Han smuttede hurtigt ud af rummet igen, og kom ind med en glasvægt.
"Stil dig op på den," sagde han.
"Nej," svarede jeg koldt. "Jeg skal ikke veje mig selv."
Søren satte sig ned ved siden af mig og kiggede mig ind i øjnene.
"Hvornår spiste du sidst?" spurgte han.
"Lad vær'," sagde jeg med en alt for jysk accent.
"Med hvad?"
"Med at bekymre dig. Jeg har været igennem en masse pis de sidste mange måneder, så om jeg har spist eller ej, skal du ikke bekymre dig om."
"Du ser både syg og afkræftet ud, og er startet på sprøjten. Forhelvede Danny, kan du ikke se at noget er helt galt?"
"Det har det været i 7 år!" råbte jeg. "Hvis ikke længere tid."
"Hvor meget vejede du sidst du stod på en vægt?" sagde han og jeg tænkte.
"Tror at det var 70, måske 68. Fordi at jeg trænede. Men bed mig ikke om at stille mig på den, for orker ikke flere nedture."
"Du bliver nødt til at indse, at du har problemer," sagde Søren. "Du har fået løst et - din far - og det er et kæmpe skridt. Nu skal du bare få alle de andre til at forsvinde."
"Hvad antyder du? Hvilke problemer?"
"Du er narkoman," sagde han og ordene ramte hårdt. "En slem en af slagsen. Jeg har været der siden dag 1, da du bare ville prøve hash. Så kokain, så amf og nu heroin? Hvad bliver det næste? Derudover erstatter du mad for stofferne. Helt seriøst, hvornår spiste du sidst?"
Jeg tænkte mig om. Godt om. I meget lange sekunder var der en akavet stilhed, mens jeg tænkte.
"Jeg..." begyndte jeg. "Ved det ikke."
"Har du nogensinde overvejet, at du har en spiseforstyrrelse?"
Hans ord fik mig til at rejse mig hurtigt op.
"Det er fandme kun for psykisk syge tøser," svarede jeg arrigt. Jeg gik ud på gangen og skulle til at køre, men Søren tog fat i min arm.
"Jeg ved godt at vi ikke har snakket sammen i et stykke tid, men se på dig selv."
Han hev mig ind i rummet hvor trappen var, men vi gik forbi den, hvor der var et lille køkken. Til venstre var en dør, som førte os ind på et badeværelse, hvor der hang et meget stort spejl. Jeg kiggede ind i det, og så en udmagret dreng kigge tilbage. Hans hår var tyndt med flere centimeter udgroninger. Hans engang stramme tøj, hang løst ned ad hans krop. Han havde mørke render under øjnene. Jeg hev op i min t-shirt og vendte og drejede mig. Jeg var ikke tynd - jeg var direkte ulækker. Mine ribben kunne ses tydeligt, og jeg kunne ikke se et gram fedt på mig. Hvordan var det endt sådan her? Jeg kunne mærke hvordan tårene pressede på mine øjenlåg, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg gik hurtigt ind i stuen, og tændte glasvægten. Jeg steg op, og da tallet viste sig, faldt jeg tilbage, ned på gulvet med min hånd over min mund. Jeg var chokeret. Jeg havde ikke regnet med, at det ville ske. I hvert fald ikke for mig. En spiseforstyrrelse? Hvordan kunne en 22 årig dreng, som egentlig var ligeglad med sin krop på alle områder, få en spiseforstyrrelse? Jeg var tyndere end Søren og ligbleg som et spøgelse.
"Hvor meget?" spurgte han og stirrede på mig, mens jeg prøvede at rejse mig op.
"Nej," var det eneste jeg kunne sige. Jeg tog en cigaret og tændte den, tog et par hurtige hiv. "Hvad kan jeg gøre? Lade mig indlægge med en masse andre ligblege, skelettynde og psykisk ustabile piger? Det kan jeg ikke."
"Der er flere drenge der lider af det, end du tror."
"Nej," sagde jeg og gik rundt i stuen. Frem og tilbage mens jeg mumlede ordet igen og igen. "Nej. Nej nej nej."
"Det er ikke noget at skamme sig over," sagde han.
"Jeg er ikke... anoretiker, Søren. Jeg tæller ikke kalorier, eller går op i min kost på nogen måde."
"Du aner ikke hvornår du sidst har spist og du ligner et skelet. Hør, vi tager hen og snakker med dem på hospitalet når klokken bliver 9."
"Om hvad? Hvad skal jeg sige? Hej, mit navn er Danny. Jeg vejer mindre end en honningmelon men er pisse ligeglad med mit udseende."
"Ja, hvorfor ikke?"
Jeg rullede med øjnene og satte mig irriteret ned i sofaen. "Hvad er klokken?"
"5."
Jeg lagde mig ned og lukkede mine øjne. "Jeg tager ikke afsted."
"Jo du gør. Du skal kæmpe dine indre dæmoner."
"Hold nu kæft," snerrede jeg.
"Vil du gerne dø?"
"Nej sgu."
"Så tager du med."
Jeg mumlede jaja og lagde mig så til at sove. Jeg drømte ikke, i hvert fald ikke noget jeg kunne huske.
Tik. Tok. Tik. Tok. Tik. Tok.
Jeg stirrede på sekundviseren på det store ur, der var bag skrivebordet. Det bevægede sig langsomt fremad, og jeg kunne ikke holde mine ben i ro. Søren ventede på mig udenfor og jeg ventede på en psykolog som skulle snakke med mig. Jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle sige, men åbenbart skulle jeg svare på en masse spørgsmål. Kontoret jeg var på var en kedelig gul farve, med sort/hvid billeder på væggene, udover det store ur. Der var en bogreol med en masse bøger, og på skrivebordet var en blok, et penalhus og et billede af to piger, som nok var hendes døtre.
En høj, slank, mørkhåret kvinde kom ind ad døren, med en kop kaffe i hånden. Hun hilste pænt på mig, gav mig hånden, og satte sig så ned på den dyre læderstol der var bag skrivebordet. Jeg sad nu overfor hende. Hendes ansigt var stramt og det var svært at gætte hendes alder - 35-40 år måske. Jeg kiggede irriteret rundt og fortrød allerede nu at jeg sad der. Jeg hørte ikke til.
"Danny?" spurgte hun og tog et kuglepen op ad hendes penalhus.
Jeg nikkede.
Jeg kunne se at hun skrev mit navn ned på papiret, hvorefter hun bed lidt i enden af pennen.
"Hvor høj er du?" spurgte hun.
"175."
"Og hvor meget vejer du?"
Jeg stivnede.
"Undskyld."
"Hvor meget vejer?"
Hun kiggede op fra blokken. Jeg havde allerede glemt tallet.
"Du ved det ikke?"
Jeg rystede på hovedet og hun rejste sig op. Hun gik hen og lukkede døren til hendes kontor, og jeg så at der var en gammeldags vægt bag den.
"Tag dine sko af og stil dig op," sagde hun. Hun var så hård. Så lige til. Jeg kunne allerede mærke nu, at jeg ikke kunne lide hende. Jeg hadede når folk følte medlidenhed med mig, men lige nu, ville jeg gerne kunne se en smule følelse i hendes ansigt.
Jeg gjorde som hun bad mig om, og stillede mig op på vægten. Hun rettede nogle ting ved den, og mumlede så: "51,3."
Hun gik hen til skrivebordet igen og skrev tallet ned.
"Hvornår spiste du sidst?"
Hendes spørgsmål var så direkte og de slog mig ud hver evig eneste gang. Jeg trak vejret dybt og prøvede ikke at være nervøs. Tog facaden på, og kiggede på hende.
"Det ved jeg ikke."
"Du ved det ikke?"
"Nej, jeg kan ikke huske det."
Hun skrev noget ned igen.
"Går du op i din kost? Tæller du kalorier, undgår nogle former for mad?"
"Nej."
"Nej til hvad?"
"Det hele."
"Så du er ligeglad med din krop."
"Ja."
Hun blev ved med at skrive ned. Jeg bed mig selv i læben og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.
"Hør, jeg ved godt hvem du er. Det er lidt svært ikke at vide."
Jeg stivnede.
"Du har ikke haft det let, og vi vil meget gerne indlægge dig, hvis du tillader det. Vi vil hjælpe dig med at få dit liv på plads igen. Hvis du selvfølgelig ønsker det."
"Okay, men det ved jeg ikke om jeg kan."
"Hvorfor ikke?"
Jeg kiggede ned på mine ben.
"Du tager stoffer."
Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Jeg nikkede.
"Det kan vi også hjælpe dig med."
"Men det ønsker jeg ikke."
Hun stoppede med at skrive, og kiggede på mig.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi at det er det eneste som får mig til at føle mig i live. Jeg vil gerne have min krop tilbage og ikke ligne et lig. Men jeg kan ikke stoppe med at tage stoffer. Jeg er bange for at i ikke lader mig passe mig selv."
Hun nikkede og begyndte at skrive ned.
"Hvad tager du?"
"Coke."
Jeg ville ikke fortælle hende om heroinen.
"Hvor meget?"
"Et par baner om dagen," løj jeg.
"Danny," sagde hun og hendes stemme blev alvorlig. Hun kiggede på mig. "Har du nogensinde forsøgt at begå selvmord?"
"Ja."
"Hvorfor?"
"Fordi at jeg ikke gad leve mere, men jeg fortrød og ringede efter en ambulance."
"Ønsker du at leve nu?"
"Ja."
"Men i et liv, med stoffer og ikke styr på sit liv?"
"Ja."
"Hvorfor er du her?"
"Fordi at jeg har venner der bekymrer sig om mig og jeg gider ikke ligne et skelet."
"Synes du selv at du er tyk?"
Jeg begyndte at grine. "Nej."
"Hvorfor spiser du så ikke?"
"Jeg er ikke sulten."
Hun skrev ned. Der var en lang pause og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle foretage mig i den tid til at hun skrev ned på et papir. Hvad skulle der ske? Ville hun indlægge mig eller var det helt frivilligt? Ville Søren have at jeg skulle blive? Jeg tænke meget over det. Men det eneste spørgsmål jeg havde, var: hvis jeg blev indlagt, kunne jeg så tage stoffer?
"Vi vil meget gerne indlægge dig," sagde hun og kiggede stadig ned i papiret. "Vi vil give dig en psykolog at snakke med 2-3 gange i ugen, samt planlægge en kost til dig, så du kan tage på. Men det er selvfølgelig helt frivilligt."
"Det vil jeg gerne." Ordene røg ud af mig. Hvad tænkte jeg på?
"Jeg gætter på at du gerne vil hjem og pakke?"
Jeg tænkte på, at alt mit tøj var hjemme hos Denise, og de andre ting var allerede ude i min bil.
"Nej, jeg får en til at hente dem."
Hun tog nogle papirer frem fra skuffen og gav dem til mig.
"Læs dem og skriv under. Den siger bare at du er her frivilligt."
"Hvornår kan jeg komme hjem igen?"
"Når du vil."
Jeg skrev under uden at læse noget af det, og gav det til hende igen. Hun gav mig et lille smil, og rejste sig så op, og førte mig ud i ventegangen, hvor Søren rejste sig op med det samme han så mig.
"Hvad så?" spurgte han og så stadig bekymret ud.
"Jeg bliver indlagt," sagde jeg med et lille smil. "Jeg kan ikke få dig til at hente mit tøj hjemme hos Denise?"
"Jo da," sagde han.
Jeg gav ham et knus. Han sendte mig et smil, og så var han væk. Jeg fulgte med psykologen ned ad en meget hvid gang, hvor der var døre hver anden meter. Vi gik rimelig langt. Jeg så Afdeling Q mens vi gik, og pludselig var vi ved et sengeafsnit. Hun viste mig ind på et værelse, hvor der var en anden seng, hvor der lå en lyshåret pige på. Hun sad og læste i en meget tyk bog. Psykologen viste mig hen til en anden, og bad mig om at tage mit tøj af, og klæde om i de hvide klæder der lå på sengen. Jeg sukkede, men tog tøjet fra sengen med mig ud på et toilet, som jeg åbenbart skulle dele med den lyshårede pige, og klædte om. Jeg stod derude i et godt stykke tid, og så til min store overraskelse at der ikke var noget spejl. Derefter gik jeg ud og gav psykologen mit tøj, som hun tog med sig. Jeg stod lidt hjælpeløs i værelset, og så at pigen lagde sin bog fra sig. Jeg sendte hende et lille genert smil, da hun kiggede hen imod mig, som hun gengjaldt.
Hun rejste sig op fra sengen og kom gående hen imod mig. Hun rakte sin hånd hen imod mig.
"Jeg hedder Julie," sagde hun. Hendes stemme var blød og helt fortryllende.
"Danny," svarede ja.
"Det ved jeg."
Åh nej tænkte jeg.
"Fedt," svarede jeg koldt og satte mig hen i sengen.
"Har jeg sagt noget forkert?" Hun lød helt ude af den.
"Nej, nej!" sagde jeg lidt opmuntrende. "Det har du ikke. Jeg... er bare ikke vild med, at alle kender til min historie. Sådan, lige pludselig."
"Oh." Sagde hun og kiggede på min seng. "Må jeg sætte mig?"
Jeg nikkede og prøvede at smile. Hun kiggede på mig længe, og smilede helt akavet. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre. Det hele virkede så uvirkeligt. Pludselig rejste hun sig op og lagde sig over i sin seng og læste videre. Jeg lænede mig tilbage i sengen og lukkede mine øjne og faldt i søvn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar