Jeg tog en dyb indånding og tørrede mine øjne. Min krop var stabiliseret og jeg rystede ikke så meget mere. Jeg var irriteret over at der ikke var noget spejl, så jeg ikke kunne se hvordan jeg så ud. Jeg gik ud fra badeværelset og hen imod kontoret igen. Jeg havde ingen anelse om hvor lang tid jeg havde været væk, men da jeg kom ind på kontoret, sad Daniella med hovedet gravet ind i computeren. Hun kiggede op på mig med et bekymret blik.
"Er du okay?"
Hendes ord var fulde af medlidenhed. Jeg nikkede bare og satte mig i stolen overfor hende, og lænede mig tilbage. Jeg tog endnu en dyb indånding.
"Har du lyst til at fortsætte?"
"Jo hurtigere jo bedre."
Hun nikkede og slukkede computerskærmen og lænede sig over bordet og hendes hoved blev støttet af hendes hænder. Hun så så rolig ud. Jeg rystede igen, men prøvede at kontrollere min vejrtrækning så det ville stoppe. Hvorfor var jeg så nervøs?
"Jeg vil gerne vide lidt om din kæreste," sagde hun pludselig og Denises ansigt poppede op i mine tanker.
"Hvad vil du vide?"
"Hvordan mødtes i?"
"Det er min pushers lillesøster."
"Hvorfor var du tvivl om at du havde hende mere?"
"Fordi at jeg var utro."
Hun så ikke overrasket ud.
"Og det ved hun?"
"Ja."
Daniella og jeg snakkede på kryds og tværs omkring mit liv. Vi kom meget ind på min mor, og jeg begyndte næsten at koge af raseri imens. Jeg så hendes smilende ansigt foran mig hele vejen igennem, og havde lysten til at slå hende ihjel. Det var en vrede, jeg var bange for, da jeg ikke kunne kontrollere den. Jeg var bange for, at hvis jeg en dag så hende igen, hvad jeg så ville gøre. Daniella fortalte så, at hun blev nødt til at snakke med nogle læger for at finde nogle diagnoser til mig som så skulle snakke med mig. Jeg var bange for det forløb jeg havde bragt mig selv i. Diagnoser? Betød det ikke, at man blev stemplet som sindssyg? Jeg var i tvivl og jeg var bange for, at dette var det rigtige at gøre.
Jeg lagde mig med det samme i sengen igen, da jeg kom ind på værelset. Jeg følte mig træt og udmattet. Jeg havde så meget at tænke over, og natten kom hurtigt. Julie læste stadig og jeg havde endnu ikke set hende oppe af sengen, udover da hun hilste på mig. Jeg havde en masse tanker om, hvad hun fejlede. Hvorfor hun var her. Jeg kiggede hen mod hende, og hun kiggede i min retning, så vi fik øjenkontakt. Hun lagde bogen fra sig og lagde sig på siden, så vi kiggede på hinanden. Hun sendte mig et fortryllende smil med hendes lige og hvide tænder.
"Hey," sagde hun pludselig og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg følte at det var taget ud af en film.
"Hey," svarede jeg og kunne ikke lade være med at grine en lille smule.
"Hvordan gik det?"
"Hvilket?"
"Psykologen."
Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare.
"Det var grænseoverskridende."
Hun blev ved med at smile og havde et lys i hendes øjne.
"Hvorfor er du her?" spurgte hun og min krop stivnede.
"Jeg har nogle indre dæmoner jeg skal have hjælp til at kæmpe imod," svarede jeg med et smil på læben.
Der var en kort stilhed. "Hvad med dig?"
"Lidt af det samme. Indre dæmoner."
Julie rejste sig op og gik hen imod mig. Hun satte sig på sengekanten overfor min mave, og kiggede på mig.
"De vender dig til at være her," sagde hun med en ren og yndefuld stemme. "Det kan tage tid, men du bliver glad for at være her."
"Jeg har mine tvivl."
"Er du bange?"
Jeg smilede skævt til hende. "For hvad?"
"At blive rask?"
Jeg tænkte lidt over hendes ord.
"Hvorfor skulle jeg blive bange for at have det godt?"
"Fordi at du måske har glemt hvordan det er, at være rask. Ikke at have de indre dæmoner at kæmpe med."
Jeg tænkte tilbage. Hvornår var jeg rask? Før overgrebene svarede min underbevidsthed. Det var næsten et helt årti siden, at jeg havde været mig selv, og måske havde Julie ret. Jeg var bange for at ligge stofferne fra mig. Jeg var bange for at ændre mig, så jeg pludselig ikke kunne kende mig selv mere.
Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning blev hurtigere, og Julie lagde sin hånd over min. Hun sendte mig et betryggende smil, som om at hun fortalte at hun var der for mig.
"Jeg er nysgerrig," udbrød jeg, mest for at få samtalen drejet væk fra mig selv. "Hvorfor er du her?"
"Jeg har anoreksi nervosa og borderline personlighedsforstyrrelse," svarede hun og hendes varme smil forsvandt hurtigt. Hun listede over i hendes seng igen. "Godnat," mumlede hun.
Jeg lagde mig under dynen og prøvede at falde i søvn men tankerne gik amok. Jeg overvejede virkelig at smutte. At give op. Jeg kunne det ikke mere. Jeg kunne mærke tårene trille ned af mine kinder. Var jeg pludselig blevet svag? Jeg kunne på ingen måde kende mig selv mere.
Jeg vågnede af mig selv næste morgen. Julie sov stadig. Hun knugede sig selv ind til hendes dyne og mumlede utydelige ting i søvne. Jeg satte mig op i sengen og blinkede med mine øjne, for at få dem til at fokusere. Da alt var tydeligt listede jeg ud på badeværelset, tog mit tøj af og gik ind i bruseren. Jeg kunne mærke det varme vand glide ned over min krop, og det var en fantastisk følelse. Mens jeg vaskede mig, blev jeg forskrækket over hvor tydeligt jeg kunne mærke mine knogler. Mine ribben stak ud sammen med mine hofteben og mine lår var ikke andet end knogle. Jeg sukkede. Hvordan kunne nogen ønske, at ville se sådan ud? Jeg slukkede for vandet, og tog det håndklæde der var tilegnet mig og tørrede mit hår, hvorefter jeg bandt det rundt om livet. Jeg gik ud igen og sukkede. Søren havde endnu ikke været der med mit tøj, så jeg tog det gamle hvide tøj på, og vendte mine underbukser om. Derefter gik jeg ud og listede ned mod kontoret for at høre om han havde været der. Det var en lang gåtur. Jeg kunne høre hvordan min mave rumlede og jeg følte mig sulten.
Da jeg stod ved kontoret kiggede en lille mørkhåret kvinde på mig med hendes store grå øjne. Hun sendte mig et lille smil mens jeg lænede mig over skranken.
"Er der kommet noget til Danny Peterson?" spurgte jeg og hun rejste sig op.
"To sek, kigger lige."
Hun gik ud ad bagdøren og kom tilbage med en stor sportstaske. Hun satte den på skranken og kiggede en smule mistroende på mig, men jeg tog den og listede tilbage igen. Jeg var en smule nysgerrig og spændt over, hvad Søren havde lagt deri. Da jeg kom tilbage til værelset, lå Julie ikke i sin seng og jeg kunne høre vandet i bruseren ude på badeværelset. Jeg satte tasken op på min seng, og åbnede den. Der lå en masse nye underbukser, t-shirts og to par bukser, som jeg smed på sengen. Der var også et par ekstra sorte conversessko. Derudover var min deodorant og parfume dernede. Søren havde også købt en sort hårfarve til mig og jeg smilede lidt af tanken. Jeg fandt en lomme i siden af tasken og stak min hånd derned og følte rundt, uden at tage noget op. Der var en stor pose, og jeg prøvede at føle mig frem til hvad det var men gav til sidst op, og løftede den op. Den var tung og jeg begyndte at grine da jeg så hvad det var. Der var mindst 70g kokain i posen sammen med en lille seddel fra Søren hvor der stod: Håber at du overlever. Ps. you owe me big time.
Jeg vidste ikke helt hvad han mente, men der lå også et brev med mit navn på. Jeg vendte og drejede det, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvem det var fra. Jeg lagde brevet på sengen, smed kokainen ned i den hemmelige lomme igen, og gemte den under min seng. Jeg sorterede mit tøj og smed det derefter også ned i tasken. Så lagde jeg på min seng og stirrede på konvolutten med mit navn på. Jeg genkendte ikke skriften og jeg hev den så åben. Der lå et brev i, og jeg begyndte at læse det.
"Jeg forstår ikke hvorfor du ikke selv kom og hentede dine ting, men Søren vil ikke fortælle hvor du er, så jeg fik lov til at skrive et brev, siden at du heller ikke svarer på din mobil, men det har du jo aldrig været god til. Jeg undskylder med det samme for min skrift, men det skulle gå hurtigt.
Jeg synes virkelig at vi skal snakke sammen omkring det hele. Så ring til mig når du kan.
Denise."
Jeg sukkede og begyndte at rive brevet fra hinanden og rejste mig så op for at putte det ned i skraldespanden, som var henne ved døren. Derefter lagde jeg mig endnu engang i min seng. Jeg kedede mig. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle bruge tiden på, men det skulle ikke være at tænke på Denise, eller noget andet. Jeg måtte ændre mine tanker til noget positivt, og kun på at få det bedre. Jeg havde en samtale med lægen i dag, som ville give mig en diagnose. Jeg var nervøs for, om det ville være alt for alvorligt.
Da Julie var kommet ud fra badet, gik vi begge til morgenmad. Da vi kom ind i den lille sal med 4 borde, sad der for det meste kun piger. De fleste nægtede at spise og så umagerede ud. Deres hår var tyndt og de havde de samme sorte render under øjnene som mig. De fleste klemte hver enkel bid ned i dem med ubehag, og nogle lignede at de var ved at kaste op. Julie hev fat i min arm og ledte mig hen til et bord, hvor der sad 1 dreng og 2 andre piger. Hun hilste pænt på dem, og præsenterede mig. Drengen kiggede overrasket op på mig, og derefter startede han med at rode rundt i hans mad med sin gaffel. Jeg satte mig ned, og Julie hentede noget lækkert morgenmad til os. Hun gav mig et varmt smil, men sagde ingenting. Jeg begyndte at spise, og kunne mærke hvor sulten jeg egentlig var. Jeg fik det meget bedre, efter hver bid og sukkede af velbehag og lænede mig tilbage i stolen, da jeg var færdig. Alle ved bordet kiggede på mig, med undrende blikke. Jeg følte mig ikke tilpas, og rejste mig op for at tage tilbage til værelset, men Julie stoppede mig. Hun bad mig om at sætte mig ned igen, og jeg gjorde som hun sagde. Hun smilede igen og tog små bidder af hendes mad.
Jeg stirrede på de andre, mens de spiste. De gjorde det langsomt, og jeg så nu hvorfor de kiggede underligt på mig. Jeg hørte ikke til på denne afdeling. Jeg havde ikke nogen spiseforstyrrelse og jeg havde ikke brug for hjælp. Det var i hvert fald det jeg fortalte mig selv.
Efter maden gik jeg sammen med Julie rundt på soveafsnittene. Vi snakkede lidt sammen og hun var meget interesseret i hvad der skete i mit liv. Hun spurgte heldigvis ikke ind til min far, men da jeg fortalte at min bror havde begået selvmord, blev hun helt ekstatisk, efter en masse medlidenhed og kram. Hun ville vide hvordan, hvornår og hvor gammel han var. Hvorfor han gjorde det og om han havde nogle psykiske sygdomme. Det værste var, at jeg ikke kunne svare på alle spørgsmålene, men hun blev ved med de små spørgsmål.
Vi valgte at gå tilbage til vores værelse for at hente cigaretter, da hun til min store overraskelse røg, og gik så udenfor. Jeg tog så en joint i stedet for en cigaret, og vi gik udenfor, et lille stykke væk fra universitets hospitalet. Jeg tændte den og tog et langt hiv og nød hvordan røgen kradsede min hals.
Vi snakkede ikke sammen mens vi var udenfor, men da vi kom ind igen, tog jeg den lille pose, hvor der kun var til en bane mere, og gik ud på toilettet og tog den. Da jeg kom ud, kløede jeg min næse, og Julie stirrede intenst på mig.
"Hvornår skal du snakke med lægen?" spurgte hun mens vi gik hen imod et fællesrum.
"Efter frokost, tror jeg."
Fællesrummet var rimelig stort, med sofaer rundt om en stort plasmafjernsyn. Der sad en del patienter rundt omkring. Nogle sad ved et langt bord og lagde puslespil mens nogen bare sad i en anden sofa, der stod op ad væggen. Der var en læge der holdt øje med dem.
Julie og jeg satte os ned ved det lange bord, med et spil kort, og begyndte at spille krig. Vi smilede til hinanden men uden at sige noget. Jeg turde ikke spørge ind til hendes fortid eller hendes ophold her, da jeg var bange for at hun ikke kunne klare at snakke om det. Det irriterede mig dog, at hun kunne spørge så meget ind til mig.
Jeg sad på lægens kontor. Han var en sur, gammel mand med overskæg og ikke særlig meget hår på hovedet. Hans briller sad på spidsen af hans næse. Daniella sad ved siden af ham med et hæfte, hvor hun nok skulle skrive notater. Jeg havde fået at vide, at jeg kun måtte svare ja eller nej, til de spørgsmål han ville stille.
"Er du klar?"
Han sad og stirrede ind i skærmen og jeg følte mig utilpas. Jeg nikkede mens jeg mumlede ja, og han begyndte.
"Gør du visse ting langsomt?"
"Nej."
"Virker din fremtid håbløs?"
"Ja."
"Har du svært ved at koncentrere dig om at læse?"
"Ja."
"De ting som du nød at lave, er glæden forsvundet?"
"Ja."
"Har du svært ved at træffe beslutninger?"
"Ja."
"Er glæder og fornøjelser forsvundet ud af dit liv?"
"Ja."
"Er du ked af det, trist eller ulykkelig?"
"Ja."
"Er du rastløs?"
"Ja."
"Føler du dig træt?"
"Ja."
"Kræver det stor anstrengelse at gøre små ting?"
"Nej."
"Føler du, at du fortjener at blive straffet?"
"Ja."
"Føler du dig som en fiasko?"
"Ja."
"Føler du dig mere død end levende?"
"Ja."
"Sover du mere eller mindre end du plejer?"
"Nej."
"Spekulerer du nogensinde over, hvordan du kan begå selvmord?"
"Nej."
"Føler du dig indespærret?"
"Nej."
"Føler du dig nedtrykt, selv når der sker noget godt?"
"Ja."
Han holdt en pause mens han skrev en masse ned og klikkede rundt på computeren. Jeg sad med mine hænder i skødet og ventede på svar, men der var desværre flere spørgsmål.
"Føler du dig nervøs og skyldig over at spise?"
"Nej."
"Har du bestemte regler for hvornår du må spise, i stedet for at spise når du er sulten?"
"Nej."
"Skærer du maden i små stykker?"
"Nej."
"Insisterer du på at bestemme hvad der kommer i den mad du spiser?"
"Nej."
"Har du hvor du overspiser?"
"Nej."
"Tvinger du dig selv til at kaste op eller tage afføringsmidler?"
"Nej."
"Er du bange for tanken om at tage på?"
"Nej."
"Dyrker du motion for at brænde kalorier af?"
"Nej."
"Kan du lide fornemmelsen om at dyrke motion, selvom at du er træt og udkørt?"
"Nej."
"Føler du dig tyk?"
"Nej."
"Føler du dig tilpas med din krops størrelse?"
"Nej."
Han begyndte at taste endnu flere ting ind på computeren men vi var endnu ikke færdige.
"Har du haft vanskeligheder med at slappe af?"
"Ja."
"Har du været mere irritabel end du plejer?"
"Nej."
"Har du haft spændinger i kroppen?"
"Ja."
"Har du følt dig mere træt og ugidelig?"
"Ja."
"Sover du dårligt?"
"Nej."
"Har du svært ved at falde i søvn?"
"Nej."
Han kiggede op på mig, og begyndte så at skrive videre. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller gøre i ventetiden, men Daniella smilede beroligende til mig. Lægen kiggede på mig, tog hans briller af og lagde dem på bordet, hvorefter han foldede sine hænder foran sig.
"Du har ikke nogen spiseforstyrrelse," sagde han med det samme og jeg smilede og sukkede lettet. Jeg slappede af, men han var ikke færdig. "Men du har symptomer på en svær depression - meget stærke symptomer. Jeg kender din historie, og jeg ved nogenlunde hvad du har været igennem. Med retssagen og din brors død, så det er ikke helt unormalt at det ender sådan."
Jeg kiggede på ham. Depression? Mig? Nej. Jeg var ikke svag. Jeg kunne ikke være svag.
"Hvad betyder det? Hvad skal der så ske?" spurgte jeg og mine ben begyndte at ryste.
"Jeg vil gerne udskrive Prozac til dig, som er lykkepiller. De vil hjælpe dig med at komme på højkant igen."
Jeg kiggede bare på ham. "Okay", mumlede jeg.
"Men jeg ser ingen grund til at indlægge dig, Danny. Hvis du har været ærlig, er du ikke i fare for dig selv eller andre. Med hensyn til din vægt og mad skal du bare spise. Du vil jo gerne og pillerne vil nok hjælpe dig med at finde overskuddet og energien til det."
Jeg nikkede mens han snakkede, selvom at jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle reagere eller hvad jeg skulle sige.
"Så hvad nu?"
"Jamen jeg vil udskrive dig fra i morgen middag af, så du lige kan få samlet dine ting og alle informationerne, og så vil jeg råde dig til at snakke med en psykolog mindst en gang i ugen, for at se om doseringen er for høj eller lav."
Jeg nikkede. "Okay."
Jeg rejste mig op og gav ham hånden. "Tak," mumlede jeg og gik ud fra kontoret. Jeg vidste ikke helt om jeg var glad for resultatet men mens jeg gik ned mod mit værelse, vidste jeg at jeg skulle ringe til Søren. Jeg havde ingen steder at bo, og håbede lidt at han kunne være hos ham.
Jeg tog mobilen ud af min jakkelomme nede på værelset og tændte den. Mens jeg ventede på at den var færdig med at loade alle de nye beskeder gik jeg ud for at sniffe en bane på toilettet. Da jeg kom tilbage var den færdig. 32 nye beskeder.
"Fuck," mumlede jeg til mig selv og gik ind i opkald og fandt Søren. Jeg trykkede ring op, og tog telefonen op til øret. Han svarede på 3. ring.
"Hvad så?" var det første han sagde.
"Kan du hente mig i morgen tidlig?"
"Øh ja. Hvad da?"
"Jeg er blevet udskrevet. Forklarer det hele i morgen."
"Okay, hvad tid?"
"10."
"Okay ses."
Jeg lagde på og hoppede op i sengen. Jeg tænkte over, om jeg skulle pakke sammen men jeg orkede ikke. Min krop var træt og det var mine tanker også. Så jeg lagde mig til at sove, velvidende om, at det muligvis ville blive en søvnløs nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar