Sandhed avler had - del 7.

Jace kiggede på mig med store øjne, mens jeg sniffede kokainen igennem den sammenkrøllede seddel. Jeg tørrede hurtigt min næse med håndoverfladen og slap ikke hans ansigt. Han var forskrækket. Jeg kunne se en form for rædsel i hans øjne, mens han studerede Sørens lejlighed. Jeg gav ham sedlen og i et øjeblik tøvede han. Han gav mig et blik som borede ind i mit hjerte. Hans øjne bad om at komme væk derfra. Han sniffede hurtigt kokainen og jeg kunne se hvordan det hvide vendte ud af øjnene på ham. Han gav sedlen til Michael, som stod og prøvede at se smart ud. Jeg kunne mærke vreden blomstre inden i mig, og kunne ikke lade være med at forveksle blikke med Søren. Da Michael havde købt hvad end han skulle købe, nikkede jeg farvel til Søren og gik ind i Michaels bil sammen med Jace.
"De fyre er ikke til at stole på," sagde Michael da vi var steget ind i bilen. "Hvis man kommer alene, kan de finde på at snyde en, hvis ikke efterlade en for døden. Men kun hvis man er alene. De tør ikke hvis man er to, for så stærke er de ikke sammen."
Jeg skrev med det samme til Søren og havde lysten til at slå ham i hovedet. Jace kiggede hele tiden med et undrende blik på mig, mens vi kørte tilbage til Janines fest. Jeg lagde mærke til at der var blod på Michaels knoer og rystede ved tanken om, hvems blod det tilhørte. Jeg var bange, men jeg ville ikke vise det. Jeg prøvede at sende et smil i Jaces retning, men han kiggede ud af vinduet. Håbede sikkert på, at vi snart var tilbage. Jeg vidste at han var vild med Janine, og selvom at jeg kun havde set hende i klassen, forstod jeg det ikke. Hun lignede et værre hashvrag, end hvad jeg følte mig.
Vi kom hen imod Janines hus, hvor en politibil og ambulance holdt. Michael bremsede hurtigt op og jeg fik et chok, og stirrede åbenlyst på blinkende. Jeg kunne se, at flere fra festen blev afhørt af de 2 politibetjente som man kunne se. I flere minutter, stirrede vi alle tre på huset, uden at veksle et ord med hinanden. Vi holdt omkring de hundrede meter fra huset, og jeg kunne mærke hvordan min næse kløede. Jeg vrikkede lidt med den, og fik et chok da Michael råbte. "Ud," sagde han og hævede derefter stemmen, så jeg fik et endnu større chok. "Jeg sagde ud!"
Jace og jeg steg hurtigt ud af bilen og Michael kørte hurtigt væk derfra. Jeg vidste at der var sket noget, og at Michael vidste hvad det var. Jace og jeg kiggede på hinanden, og derefter på vores hjem, som var tættere på os end Janines, men nysgerrigheden trak os imod hendes hus og de blå blink. Jeg kunne allerede nu, mærke hvordan vores far ville behandle mig, hvis han fandt ud af det. Hans 'straf' som han kaldte det. Han var åbenbart meget troende, men jeg kunne ikke huske at have læst noget i biblen omkring incest. Efter at jeg havde snakket med Jace et lille halvt års tid siden, om min første gang, havde jeg fået min fars seksuelle interesse. Det skræmmede mig, men jeg kunne ikke fortælle nogen det. Jeg håbede snart at Jace ville opdage det, men mine håb forsvandt for hvert overgreb der var. Jeg var bange. Ikke for skæld ud, men når natten drog på. Hvad skulle der ske? Ville de skridt jeg hørte om natten, blive gentaget i mine drømme, resten af mit liv? Ville det nogensinde stoppe?
Mine øjne blev store da vi nåede derhen og jeg kunne se at Jace blev nødt til at tvinge sig selv at gå. De fleste inde ved den fest kunne ikke lide mig. Enten havde jeg haft sex med deres kærester ellers var det deres venners kærester. De skulle nok finde en eller anden måde på, at få ram på mig og jeg var bange for, at øjeblikket var kommet. Jeg så en af de to piger jeg var kommet med, komme hen imod os. Jace stod bag mig som et lille lam.
"Hvad sker der?" spurgte jeg hende.
"Hvor fanden har du været henne?" udbrød hun. "Politiet leder efter dig! Ja også dig." Hun kiggede på Jace.
Inden jeg kunne svare kom en politibetjent hen imod os, og jeg kunne se en båre bagved blive båret ud til ambulancen som kørte væk med det samme.
"Danny Peterson?" sagde politibetjenten og jeg nikkede. Jeg sank en klump og kunne mærke hvordan jeg blev rædselsslagen for hvad han ville snakke med mig om. Jeg kom i tanke om, at jeg havde flere gram kokain på mig og var så bange for at de drenge som ikke brød sig om mig, havde sagt noget. Betjenten hev mig tæt hen på bilen og kiggede intenst på mig, mens han hev en notesblok frem. Jeg sendte hurtigt en SMS til Søren, om hvad der var ved at ske, og kunne mærke mobilen vibrere i min lomme, mens jeg fik spørgsmålene en efter en.
"Hvor har du været de sidste par timer?" spurgte han.
"Ude," svarede jeg kort og han hævede sit ene øjenbryn.
"Ude hvor?"
"Henne hos en ven sammen med Jace og Michael."
Han lagde sin notesblok væk og blev trukket væk af den anden betjent. Den som lige havde forhørt mig, kiggede ondskabsfuldt mens den anden stirrede på mig. Jeg var bange, men jeg turde ikke vise det.
"Hvor var du før?" spurgte han.
"Til festen?"
"Sammen med hvem?"
"Kan jeg sgu da ikke huske, var pisse stiv."
Jeg sendte ham et smil, men det forsvandt hurtigt igen, da han så meget aggressiv ud. Jeg kunne se Jace komme hen imod os med sit uskyldige blik. Han så mere bange ud, end jeg følte mig.
"Hvad er der sket? Danny? Hvorfor siger folk at du har gjort noget?"
Hans stemme rystede og jeg kunne ikke lade være med at sukke og kigge ned i jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham. Jeg ville ønske at jeg havde svaret, men jeg vidste lige så lidt som ham selv.
"Danny J. Peterson, klokken er 05:52 og du er anholdt for grov vold. Alt hvad du siger og gør kan..."
De begyndte at lægge mig i håndjern og tvang mig ind i politibilen.

"JEG HAR IKKE VOLDTAGET, SMADRET ELLER NOGENSINDE VÆRET SAMMEN MED JANINE SØRENSEN!"
Jeg råbte og kunne mærke hvordan mit hoved gjorde rundt. Der gik et stykke tid, for at jeg fik lov til at gå, og jeg forstod det ikke. Var det mit raserianfald der fik dem til at tro på mig? Jeg tvivlede, men håbet var der stadig. Da jeg kom ind til de andre, så jeg med det samme Jace. Jeg gik hurtigt hen imod ham og krammede ham. Jeg havde aldrig været så glad for se ham, som jeg var der. Jeg holdt ham tæt ind til mig og jeg havde egentlig ikke lyst til at give slip. Jeg kunne høre politibetjentene mumle et eller anden, men jeg hørte det ikke.
"Kan vi gå?" spurgte jeg ivrigt. En af mændene nikkede og jeg hev Jace ud. Han kiggede forvirret på mig. Jeg trak ham hen imod busstoppestedet hvor vi tog bussen hen til Søren igen. Jeg vidste at Jace ville undre sig, men jeg havde brug for at forklare ham det hele, et sted som var mere trygt end politigården.
"Hvorfor er vi her?" spurgte han.
"Jeg forklarer det derinde," svarede jeg koldt.
Søren kom hen imod og så på os med et smil. Da vi kom ind på værelset sagde jeg hej til de andre to.
"Michael er en svindler," begyndte Søren at sige med irritation og had i hans stemme. "Han spurgte om han ikke måtte købe noget, og jeg sagde ja, hvis han tog en eller anden med. han vidste ikke at vi kender Danny. Da Danny skrev til mig, mens i var på vej væk, og fortalte hvad Michael havde sagt, blev jeg simpelthen så sur!"
Der var en kort pause hvor vi alle kiggede på hinanden en efter en. En af fyrene begyndte rulle en joint og jeg kunne ikke slippe mine øjne fra Jace. Jeg følte at jeg hev ham med ind i dette miljø, og det var det sidste jeg ville gøre.
"Danny skrev til mig, lige inden politiet ville snakke med ham. Han vidste at Michael, og hans venner, ville hænge ham op på hvad hans selv havde gjort. Den fyr har virkelig ingen nosser."
"Men hvorfor er jeg her?" spurgte Jace forvirret.
"Inden Michael snakkede med sine venner, vidste han kun at du eksisterede. De tog den forkerte tvilling. De troede at du hed Danny, da ingen til festen anede hvad du hed."
"Hvordan ved du det?" Jace var meget forvirret nu.
"Fordi en af Michaels såkaldte venner, er en af mine venner. Kontanter, du ved."
Jeg kunne se hvordan Jace stirrede på jointen mens den gik fra hånd til hånd. Jeg følte mig skyldig og satte mig ned i sofaen ved siden af Søren. Jeg sniffede en bane mens Jace tog et hiv af den stærke joint. Jeg var bange. Bange for at han ville ende som mig, end ikke som  Mark. At han ville komme for langt ude. Han havde ingen grund til det. Han var perfekt som han var, selvom at hans selvværd var i bund. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham, mens han tog det ene hiv efter det andet. Hvad var det jeg havde gjort?

Da vi gik ud fra Sørens værelse, vidste jeg at Jace havde en masse spørgsmål, som jeg inderligt håbede at kunne besvare.
"Du har vist set en anden side af mig," begyndte jeg. "Jeg havde håbet at du aldrig havde opdaget det. Mere af alt, havde jeg håbet, at du aldrig var taget med Michael, aldrig havde røget eller sniffet. Du er min bror for fanden. Du er den gode tvilling."
"Det lyder som en dårlig film," sukkede han.
Vi satte os ned ved det nærmeste busstoppested, og lige da vi havde sat os ned, begyndte det at regne.
"Hvad skete der inden festen startede?" spurgte jeg for at ændre emnet, og han begyndte at fortælle mig det hele. Hvordan Janine var gået med Michael ovenpå og at hun ikke var kommet ned bagefter. Hvordan Michael havde lagt an på hver anden pige til festen, i hvert fald dem der var single.
"Hvornår startede dit...?" og jeg kunne se at han havde besvær ved at sige ordet misbrug.
Jeg overvejede om jeg skulle fortælle ham hele sandheden, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke fortælle min bror, som allerede nu var draget ind i så meget, min største hemmelighed. Min fars trusler tordnede i mine tanker.
"Siden far slog for første gang, for et halvt år siden," løj jeg. Eller, jeg fordrejede bare noget af sandheden.
"Han har slået dig?" Jaces ord af overraskelse sårede mig. Jeg ville ikke inddrage ham, og jeg følte at det var hvad jeg havde gang i.
Jeg nikkede og kiggede ned på mine sko. Jeg bevægede mine fødder frem og tilbage uden at løfte dem, og trippede stille med dem.
"En del gange," mumlede jeg og tænkte på overgrebene. Jeg holdt tårene inde.
"Hvorfor har du ikke sagt noget?"
"Jeg turde ikke. Han undskyldte altid bagefter. Gav mig penge for at holde kæft. Penge som endte hos Søren. Stofferne er det eneste der lindrer smerten, J. Det hus... jeg kan ikke holde det ud. Mor prøver at få vores familie til at være den mest perfekte familie i hele Århus, hvis ikke i hele Danmark. Men det er den ikke. Slet ikke."
Jeg holdt en pause og prøvede hårdt at holde tårene tilbage. "Jeg vil væk derfra," sagde jeg og det lød nærmest som en bøn. "Men jeg har snakket med kommunen, og de tror ikke på mig. Da far fandt ud af at jeg havde inddraget kommunen, blev han stik tosset. Hvis mor ikke var gået ind af døren, ved jeg ikke hvad han kunne finde på. Han er skør. Når jeg bliver ældre, når jeg bliver stærkere..." Jeg løj nu. Jeg opdigtede historier, men vreden var ægte. Hadet var ægte. Tårene var ægte. "Jeg hader ham!"

Jeg tog hen til Janine dagen efter. Egentlig bare for at se hvordan hun havde det. Jeg ville helst ikke have, at hun så for slem ud, når min bror skulle se hende. Men mest af alt, ville jeg høre, om hun vidste hvor Michael var, da jeg havde en høne at plukke med ham. Da jeg kom ind på hendes værelse, så hun på mig og kiggede undrende.
"J?" sagde hun. "Jeg troede ikke at du ville komme!"
Hendes stemme var ivrig og lystig. Hendes øjne lyste, trods de blå mærker omkring dem. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.
"Jeg er ikke J," sagde jeg og prøvede at tvinge et smil frem. "Jeg er D, Danny, DJ, hvad end du foretrækker at kalde mig."
Hun hævede det ene øjenbryn og bed sig selv i læben, som fik mig til at lyste efter hende. Som hun lå der, helt forslået, havde hun aldrig set mere fræk ud. Det var hendes glimt i øjet, da hun havde troet, at jeg var Jace.
"DJ?" sagde hun og kiggede undrende på mig. Hendes mund formede et stort smil og jeg kunne se at hun var ved at grine.
"Danny Jules," svarede jeg inden at hun ville grine mere af det. Jeg satte mig ned i stolen ved siden af hendes seng, og hun lænede sig frem hen mod mig.
"Hvad skete der?" spurgte jeg nysgerrig og kiggede hende. Hun lænede sig tilbage i sengen og sukkede.
"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede hun.
"Hvorfor ikke?"
"Fordi at det er pinligt."
"At en har slået dig, er ikke pinligt."
Hun sukkede dybt. "Ingen af slået mig."
Jeg var lamslået over hendes svar. Hvad? Ingen havde slået hende? Men hvad var der så sket? Tankerne drev mig sindssyg mens jeg ventede på hendes svar.
"Lover du ikke at sige noget til din bror?"
Jeg nikkede stille og hun bad mig om at sætte mig ved siden af hende, på hendes seng. Hun tog min hånd og jeg kunne mærke en form for elektricitet køre igennem mig, som fyrværkeri.
"Jeg gjorde det mod mig selv," sagde hun mens hun klemte min hånd. "Det hele. Jeg slog op med Michael, og han truede mig, men turde ikke gøre noget. Jeg slog mig selv, og sagde at jeg ville melde ham, hvis han ikke lod mig være. Han blev ved med at true mig, især da jeg fortalte ham, at der var en anden. Han ruskede ikke mig, og kastede mig på sengen mens han holdt mig nede, men det var det værste. Jeg faldt ned i mit bord, da jeg prøvede at komme fri fra hans greb, men han har ikke gjort noget. Ikke så slemt i hvert fald."
Jeg opdagede nu at min mund var åben. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - eller om jeg skulle fortælle Jace det. Men ville jeg ødelægge hans første store kærlighed? Kunne jeg gøre det imod min bror? Uskyldige Jace som var ved at ødelægge sig selv for denne pige. Denne fantastiske pige. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge på hende. Jeg glemte hurtigt hvad hun havde sagt, og lod mine ene hånd strejfe hendes kind, og hun smilede.
"Ikke nu, Mr. Jules," sagde hun formelt og hun grinte. "Men en anden dag, det lover jeg dig."
Jeg forlod rummet, med hendes nummer, og hele vejen hjem, skrev vi sammen.
_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Sikke nogle elektriske stød du giver mig, Janine. Hvorfor har jeg ikke lagt mærke til dig før?


_________________________________________
Fra: Janine
Til:  Danny

Åh, du skulle se hvordan jeg måbede efter dig efter hver evig eneste time. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg var vidst for ung til dig. Man hører jo rygter om den berygtede Danny Jules.


_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Man skal aldrig lytte til rygter. Men hvornår kan du ses?


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Jeg bliver udskrevet i morgen. Din kære broder kommer og ser til mig, så muligvis derefter. Hos mig eller dig?


_________________________________________
Fra: Danny
Til: Janine

Dig. Jeg kan ikke risikere at min bror opdager noget som helst, og stop for fanden med at være så fandens formel. Vi lever sgu ikke i 1960erne eller hvornår end kvinder snakkede formelt til deres mænd.


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Ikke så hastig. Deres mænd? Vi er ikke et par, Danny. Vi er bare to liderlige teenagere.

_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Hvor har du været hele mit liv? Er det så knald, smøg, farvel eller er du en kvinde som elsker at putte?


_________________________________________
Fra: Janine
Til: Danny

Hvis du har fået mig til at komme, kan du komme hjem efter sex jointen. Min seng er min ejendel, og den vil jeg sgu ikke dele med andre end mig selv. ;)

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi skrev sammen hele natten, men stoppede da jeg så Jace tage hen til hende. Jeg følte mig skyldig, men jeg kunne ikke stoppe tankerne. Jeg kunne ikke få dem til at forsvinde, selvom at jeg gerne ville. Denne pige, kvinde, hvad end hun nu var, gjorde et eller andet ved mig, som jeg ikke kunne forklare, selvom at jeg gerne ville. Jeg havde altid været det sorte får i familien, men jeg havde aldrig troet, at jeg kunne få mig selv til at gøre det her imod min bror. Men jeg kunne ikke styre lysterne, og når jeg var hos hende om natten, kunne min far ikke få fat i mig.