Jeg tøvede mens jeg stirrede på det skinnende grå håndtag, som sad på den store dør. Den førte ud fra retten og ind i en menneskegruppe som jeg helst ikke ville hilse på. Jeg vidste at jeg ville få smidt mikrofoner og kameraer op i hovedet men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så længe jeg kunne huske, havde alt handlet om at skjule den hemmelighed, som nu var offentliggjort til alle. Jeg stod længe og kiggede på håndtaget men til sidst tog jeg fat i det, hev ned i det og hev døren åben. Jeg blev blændet af sollyset som atter stod op himlen, efter en hel formiddag med regn. Jeg så journalister fra forskellige TV stationer og aviser komme hen imod mig med mikrofoner. Jeg kiggede forvirret rundt for at finde en vej væk og kunne pludselig mærke en flad hånd blive lagt blødt på mit skulderblad. Jeg kiggede rundt og fik hurtigt øje på Mar som kiggede ned på mig med et stort smil på hans læber. Hans øjne var klare og skinnede i sollyset. Han blev ved med at have sin hånd på min skulder, mens journalisterne råbte det ene spørgsmål efter det andet. Jeg kiggede ned i jorden mens Mark førte mig hen imod bilen, og da jeg endelig sad på sædet med lukket dør, så jeg Agnete og min mor. Min mor sad bag rettet og Agnete på passagersædet og de begge vendte hovedet da jeg kom ind. Det var tydeligt at begge havde grædt, da deres øjne var røde og glansfulde.
De sagde ikke noget, men min mor tog min hånd og strøg sin tommelfinger blidt over min håndoverflade. Hun snøftede et par gange og gav så slip på min hånd, tændte bilen og kørte væk. Der gik et stykke tid, før nogen sagde noget.
"Hvad skal vi have at spise i aften?" spurgte min mor pludselig og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.
"Ikke hjemme, vi skal da ud og fejre," sagde Mark og jeg kunne høre min mor sukke en smule. Hun holdt ind ad indkørslen og steg ud af bilen uden at sige et ord. Hun gik hurtigt hen imod hoveddøren, låste den op og gik indenfor uden at lukke døren igen. Vi andre steg også ud af bilen, og Mark tændte en cigaret hvor jeg gjorde det samme. Agnete stod med sine hænder i lommerne og kiggede på os mens vi røg. Der var ikke nogen der sagde noget.
Jeg gik indenfor før de andre, og prøvede at finde min mor. Jeg kiggede først i stuen og på hendes soveværelse, men der var ingen tegn. Pludselig kunne jeg høre en græde og snøfte på Jaces værelse. Jeg åbnede døren og min mor lå i fosterstilling i hans seng mens hun krammede hans pude. Det var første gang hun havde været derinde siden hans død. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg lukkede døren efter mig, og stod og kiggede på hende. Efter et stykke tid, gik jeg hen imod sengen og satte mig på kanten og lagde min hånd på hendes skulderblad. Hun rørte ikke på sig, men krammede bare puden mere til sig. Jeg kunne mærke hvordan tårene pressede på.
"Vi alle savner ham," sagde jeg.
Hun begyndte at hulke og jeg rejste mig op for at gå hen på den anden side af sengen. Jeg lagde mig ned overfor hende, og tog hendes ene hånd som holdt godt fast på puden. Hun kiggede op og jeg tvang et lille smil frem.
"Jeg ville så gerne kunne fortælle ham, at jeg elsker ham," græd hun. "Bare en sidste gang."
"Han vidste det godt."
"Hvis han vidste det, hvorfor tog han så sit eget liv?"
Jeg havde ikke noget svar. Det var spørgsmålet jeg selv gik og undrede mig over. Hvorfor?
"Jeg ved det ikke."
Jeg rejste mig op og gik hen imod døren igen. Jeg kiggede en sidste gang på min mor som stadig lå i fosterstilling i hans seng, og holdt om puden. Derefter gik jeg ud og fortsatte ud mod køkkenet hvor Mark og Agnete stod og lavede en sandwich hver.
"Vil du have en?" spurgte Mark og holdt et stykke brød oppe.
Jeg rystede mig på hovedet. "Nej tak."
Jeg gik hen imod hoveddøren og gik hurtigt ud. Jeg fortsatte et stykke ned ad vejen, til jeg nåede en bænk, hvor jeg satte mig. Jeg trak vejret dybt og lod tårene løbe. Jeg havde ikke ladet mine følelse vise sig hele dagen, og kunne ikke længere holde det inde. På et år, havde alt ændret sig. Jeg følte mig forladt, trods det der var sket i dag. At være på Jaces værelse var hårdere end jeg havde troet det ville være. Jeg holdt mine hænder foran mit ansigt og kunne mærke hvordan min krop blev svag. Jeg kunne mærke mine ben skælve og mine hænder ryste. Jeg lænede mig tilbage på bænken og tørrede tårene væk fra mine kinder hvorefter jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne mærke min mobil vibrere i min lomme, men jeg havde ikke lysten til at tage den, uanset hvem det var der ringede. Men da den havde vibreret næsten uafbrudt i et godt stykke tid, tog jeg den op og så at det var Denise der ringede. Hun havde også sendt en del beskeder om hvor jeg var og hvorfor jeg ikke havde sagt hej til hende da jeg kom ud fra retssalen. Jeg skrev til hende at jeg sad på en bænk 500 meter fra mit hus, og hun spurgte om hun skulle komme forbi. Jeg tøvede ved tasterne og overvejede om jeg ville have at hun skulle komme. Jeg havde brug for en at snakke med, men alligevel tøvede jeg. Jeg hadede at bede om hjælp og havde aldrig gjort det før, så jeg bad hende om at blive hvor hun var. Hun skrev to bogstaver: OK. Hun var sur, men jeg havde ikke i sinde at gøre noget ved det. Selvom at hun betød meget for mig, følte jeg at det hele var ved at blive en smule kedeligt. Vi havde næsten aldrig sex, men det var ikke fordi at hun ikke ville. Nærmere omvendt. Jeg havde haft for mange tanker omkring retssalen og en masse andet, at jeg ikke kunne fokusere. Jeg følte mig stresset og jeg burde føle mig fri og tilpas, men alle de negative tanker fyldte mig op fra top til tå.
"Hvornår er du her?"
Jeg kunne næsten høre hende smile gennem telefonen, og jeg tøvede med at svare hende. Jeg vidste at det jeg havde gang i var forkert, men jeg manglede den gamle tryghed, som i sin tid fik mig på andre tanker. Det sted hvor jeg kunne være mig selv og ikke snakke om følelser.
"2 minutter," sagde jeg og kørte ind ad vejen til venstre og fortsatte hen ad den buede vej, som førte mig hen til kollegiet. Jeg lagde på og smed telefonen om bagved. Jeg hørte den ramme bagsædet, mens jeg drejede til venstre endnu engang. Kollegiet var foran mig, og jeg parkede min bil og stod ud af bilen. Jeg stod længe og kiggede på den røde murstenbygning med det sorte tag. Jeg gik hen til døren mens jeg tændte en cigaret og ringede på. Døren sagde to klik, og jeg skubbede den åben og gik op ad trapperne mens jeg tog et par hiv af min cigaret. Endnu engang stod hun på gangen, kun iført en al for stor t-shirt som kun lige dækkede hendes bagdel og en hue hvor man ikke kunne se hendes hår. Jeg sendte hende et smil, som jeg blev nødt til at tvinge frem på mine læber. Da jeg kom hen til hende gav vi hinanden et varmt knus, inden vi gik ind i hendes lejlighed. Den lugtede af sved og gamle madrester, og hun satte sig ned på sengen og begyndte at varme noget i en ske. Det var flydende og mørkt og jeg vidste udmærket godt hvad det var, men jeg var stadig overrasket. Jeg satte mig stille ned ved siden af hende, og hun fyldte to sprøjter.
Hun tog en elastik og bandt ved sin overarm mens hun prøvede at få en af sine blodåre til at være mere tydelig. Derefter stak hun og sprøjtede det mørkebrune stads ind i armen, hvorefter hun smed kanylen på bordet sammen med elastikken og lagde sig stille tilbage og sukkede. Jeg kiggede længe på den anden sprøjte, og mens jeg tænkte på, om jeg skulle tage den, tændte Janine musikken mens hun dansede. Hun hev langsomt op i t-shirten og tog den til sidst af. Jeg rystede på hovedet og tog elastikken og spændte hårdt. Hun kiggede smilende på mig og dansede videre, nu kun i undertøj. Hun vendte sig op og strittede med røven og jeg prøvede at se væk. Jeg kiggede skiftende på hende og sprøjten.
"Lad mig hjælpe," sagde hun og tog sprøjten. Hun slog lidt på min arm til en blodåre kom frem. Uden at sige noget stak hun og sprøjtede det ind, og tog elastikken af min arm, og smed det hen på bordet. Hun gik derefter op for at danse igen, og jeg lænede mig tilbage. Jeg følte at det hele blev ligegyldig og jeg havde en intens følelse af velvære. Jeg var afslappet og kunne ikke lade være med at smile. Jeg trak vejret dybt og koncentreret mens jeg kiggede på Janine, der dansede rimelig frækt på gulvet. Jeg tog min egen trøje af og gik op mod hende. Hun havde stadig ryggen til mig, og da jeg kom derop gned hun sin bagdel op og ned ad mig. Jeg vendte hende om, og lagde mine hænder på hendes hofter. Hun kyssede mig langsomt på halsen og nappede med hendes læber. Jeg lukkede mine øjne og stønnede blidt, mens jeg kunne mærke hvordan hun åbnede mine bukser. Mit hoved var fri for alle tanker, og jeg følte mig mere afslappet end nogensinde før. Jeg gik langsomt baglæns hen mod sengen, til at jeg kunne mærke den ved mine knæhaser og hun fulgte med. Jeg følte hele hendes krop og åbnede hendes BH, som hun hurtigt smed ned på jorden. Jeg kærtegnede hendes bryster og kyssede dem blidt, mens hun stønnede.
"Jeg vil ha' dig, jeg har altid ville ha' dig," sagde hun med sin hæse og ødelagte stemme, men jeg prøvede ikke at lytte. Hun skubbede mig ned på sengen og hev mine bukser og underbukser af, så jeg lå helt nøgen i hendes seng. Hun satte sig på mig, og begyndte at kysse mig fra nakken og ned. Jeg bed i min underlæbe for ikke at stønne. Jeg slappede helt af, men kunne ikke fokusere på hvad hun gjorde. Jeg var i min egen lille drømmeverden i hvad virkede som meget kort tid. Jeg kunne mærke hvordan jeg smilede og pludselig gav Janine mig en lussing hvorefter hun kyssede mig intenst på læberne.
"Hey!" råbte jeg op da hun havde trukket sig tilbage.
"Du forlod mig en smule," sagde hun og kyssede min hals. "Det var skønt."
"Hvad var?" spurgte jeg undrende.
"Ja, hvad fanden tror du vi lige har lavet?"
Jeg tog mine hænder op mod ansigtet og gned mig rundt i hovedet. "Åh gud," mumlede jeg.
"Hvad?" spurgte Janine og begyndte at rulle en joint.
"Intet."
Jeg kiggede på min arm og det var tydeligt at jeg havde stukket i mig selv.
"Hvor længe?" spurgte jeg.
"Hvor længe hvad?"
"Siden vi tog det," svarede jeg og kiggede på sprøjterne.
"Hm," sagde hun og kiggede på sin mobil som var på sofabordet. "To timer."
"Allerede?"
Jeg begyndte at føle mig rastløs og rejste mig op. Jeg fandt mine underbukser og bukser på jorden ved fodenden af sengen og tog dem hurtigt på. Derefter fandt jeg min t-shirt og tog den på. Jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at svede og derefter fryse. Hun kiggede bekymret på mig mens jeg gik frem og tilbage og faldt over den ene ting efter den anden. Jeg bed mig i underlæben hvorefter jeg slikkede mig om munden.
"Er du okay?" spurgte hun og rejste sig op for at ligge en hånd på min skulder.
"Nej," svarede jeg kort.
"Her," sagde hun og gav mig jointen. Jeg tog et hiv og satte mig så ned i sengen. Jeg kiggede på sprøjten og så rundt på bordet for at finde mere. Jeg var skuffet over mig selv. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg ende på sprøjten. Aldrig i mit liv, ville jeg acceptere at jeg var på sprøjten. Jeg havde altid været imod dem der gjorde det, men de få timer det varede, var de bedste i mit liv. Jeg glemte alle mine problemer og min angst forsvandt på et split sekund.
"Du skal ikke blive afhængig af lortet," sagde hun med et varsomt blik.
"Hvorfor ikke?"
"Du har ikke råd."
"Hvor meget?"
"Danny, stop."
"Sig nu bare hvor meget."
"900."
"Per?"
"Gram."
"Har du mere?"
"Danny, du skal ikke."
Jeg trak vejret dybt for ikke at begyndte at råbe af hende. Jeg vidste at hun havde ret, men så kom jeg i tanke om, at jeg skulle snakke med min advokat i morgen omkring de penge som min far skulle betale til mig. 250.000 kroner. Men ville det være nok, eller ville jeg hurtigt komme i en meget stor gæld? Jeg rystede de negative tanker væk og kiggede på sofabordet for at finde kokainen.
"Venstre skuffe," siger Janine stille. Hun holder dynen tæt på sig. Jeg finder heroinen, og tager den lille pose op, men under ligger en lille grøn metalæske. Men da jeg løfter den op, rasler den. Jeg åbner den, og finder et barberblad med blod på. Jeg holder den oppe foran mine øjne, hvorefter jeg kigger hen på Janine.
"Hvad er det her?"
"Det er dit."
"Ja, det er jeg godt klar over, men hvorfor har du det stadig?"
"Fordi at det er det eneste minde jeg har om dig, når du ikke er her."
"Det er nok det dummeste og mest hjernedøde jeg nogensinde har hørt."
Hun tog det fra mig og lagde det ned i æsken igen. Hun holdt om æsken og jeg kunne se hvordan hendes øjne blev fyldt med tårer. Jeg vidste ikke helt hvad der satte det igang, men jeg kunne allerede nu mærke den gamle trang til barberbladet. Hvordan tårene løb ned ad mine kinder i takt med blodet på mine lår, mens den skarpe side af barberbladet kørte over min hud.
"Smid det ud," sagde jeg strengt,
Hun rystede på hovedet.
"Smid den ud!" råbte jeg og hun rejste sig hurtigt op.
"Hvorfor?"
Jeg rev æsken ud af hendes hånd og rejste mig op mens jeg stormede ud af døren. Jeg kunne mærke lysten til barberbladet men jeg rystede tankerne ud af mit hoved. Jeg steg ind i min bil og ud på motorvejen mens jeg trak vejret hurtigt. Jeg kørte ud på E45 mod syd, og tænkte egentlig ikke hvor jeg var på vej hen. Æsken lå på passagersædet og pludselig holdt jeg ind ved siden og satte havariblinket på. Jeg tog æsken med om på bagsædet og åbnede den. Jeg stirrede længe på det mørkegrå barberblad, og tog min fingerspids og kørte ved dens spidse sider. Det var længe siden. Ikke siden jeg mødte Denise, havde jeg følt trangen til kontrol. Men jeg følte mig rastløs. Lysten var der igen. Jeg trak vejret dybt mens jeg trak mine bukser ned og lod barberbladets skarpe side køre ad mit inderlår imens jeg bed min underlæbe til blods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar