Han gik langsomt op mod dommeren. Jeg havde mest af alt ikke lyst til at se bevismaterialet, og jeg ville helt ikke hvordan jeg skulle reagere på, at Mark var gået om bag min ryg på den måde. Men det var rigtig gjort af ham. Mine hænder var meget svedige, og jeg prøvede at tørre dem af i mine bukser men det dryppede også ned fra min pande. Hele rummet blev varmt på nul komma fem, og jeg følte at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg var dog glad for, at der ikke var flere mennesker inden i retssalen end dommeren og så 5 andre ud over mig selv. Jeg glædede mig en smule til at se min fars smil forsvinde langsomt. Lige nu sad han og flirtede med hans advokat, som vidste lige så lidt som ham selv.
Der blev rullet et gammelt fjernsyn ind med en DVD maskine på en reol under. Det var ligesom dem man havde i folkeskolen. Salen blev helt stille, og gardinerne blev rullet for. Der var mørkt og jeg kunne se hvordan min far hviskede i hans advokats øre. Hun begyndte at smile, og puffede stille til ham. Jeg kunne mærke hvordan jeg fik kvalme. Jeg kunne ikke tro på, hvordan at han kunne gøre det. Lade som om intet var sket. Men alligevel ville jeg gerne vide, hvad det var de snakkede om.
DVDen Mark havde i sin højre hånd var i en sort holder, som han åbnede. Han havde ikke et smil på hans læber men med et meget alvorligt ansigt. Han gav DVDen til dommeren, og gav den til en anden mand som satte den i maskinen. Til at starte med, kunne man ikke se andet end mørke. Man kunne høre en ligge i en seng og pludselig blev det hele en smule mere lyst, da døren blev åbnet. Man kunne se min fars ansigt, da han tændte lyset på mit værelse og gik hen imod sengen. Jeg prøvede at kigge på hvad der skete, men kunne ikke. Jeg kiggede ned i bordet, og da jeg kunne høre min egen stemme mumle efter hjælp under hans hånd, holdt jeg mig for ørene. Jeg kunne mærke hvordan mine tårer trillede ned på mine kinder og landede på bordet. Jeg kunne ikke genleve hvad det var der skete, og jeg følte at det tog en evighed. Jeg prøvede at kigge op, men når jeg så hans bare ryg læne sig hen over mig, kunne jeg ikke se mere. Men jeg begyndte at kigge hen imod min far og hans advokat. Hun holdt sig for munden. Min far sad med et følelseskold ansigt og kiggede hen imod mig. Jeg fik øjenkontakt med ham og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Han så ikke sur ud, men heller ikke glad. Mit blik gik hen imod hans advokat som prøvede at gemme sig bag hendes hænder. Ligesom mig, kunne hun ikke se på filmen der stadig blev vist.
"Kan i ikke stoppe den?" spurgte jeg. Jeg følte at jeg snakkede lavt, men det var åbenbart højt nok til at få den stoppet. Lyset blev tændt igen, men jeg kiggede ned i bordet. Jeg skjulte mit ansigt i mine hænder og kunne slet ikke tænke klart. Jeg kunne ikke føle om jeg var glad for, at Mark havde gjort det. Jeg vidste at det havde været den eneste måde at han kunne vise min fars skyld og min uskyld. Men jeg var bange for at det ikke var nok.
Jeg sank en klump ned i halsen og lænede mig tilbage i stolen. Det hele snurrede rundt omkring mig. Min far så meget alvorlig ud og ikke lige så pjattet som før. Han prøvede at ligge hans hånd på hans advokats arm, men hun skubbede den væk. Jeg prøvede at skjule et lille smil. Dommeren så forarget ud. Han kunne ikke lade være med at give min far et ondskabsfuldt blik. Jeg håbede at han fortrød ikke at have givet ham en højere dom sidste gang, men det eneste jeg tænkte på nu, var hvilken dom han fik. Jeg håbede at han blev lukket inde på livstid, men det var bare et ønske.
Jeg lukkede mine øjne og prøvede at fantasere om et liv uden ham. Men det hele kom igen og igen. Overgrebene ville ikke forsvinde fra mine tanker og jeg vidste ikke hvilke værktøjer jeg kunne bruge, for at få dem til at forsvinde. Jeg prøvede at trække vejret så jeg ikke ville besvime. Dommeren gik ud af rummet, men bad os om at blive.
"Hvad sker der?" spurgte jeg Simon.
"De snakker om dommen," svarede han.
Mark var gået ud af rummet men DVDen lå stadig oppe ved fjernsynet. Min far prøvede at rejse sig op, men en fængselsbetjent holdt ham nede. Han blev aggressiv og slog væk fra sig. De holdt ham nede og jeg kunne se hvordan hans blik blev ondskabsfuldt.
Der gik lidt over et kvarter inden at dommeren kom ind igen. Jeg kunne se at hans øjne var røde, og blev en smule rørt at, at han havde grædt.
"Bryan Jules Peterson, vil De være sød at rejse Dem op," sagde dommeren og min far rejste sig op.
"Jeg finder dig skyldig i incest, voldtægt, mordforsøg, trusler og vold mod mindreårig. Jeg giver dig en bøde på 250.000 kroner," sagde han og holdt en pause. Mit hjerte sad oppe i halsen mens jeg ventede på hans næste ord, som var dem der betød mest. "Og 12 års ubetinget fængsel uden muligheden for prøveløsladelse."
Mit hjerte bankede hurtigt og jeg holdt mig for munden med mine hænder. Min far blev slæbt ud fra retten af to store politibetjente mens han råbte og skreg og jeg kunne se at hans advokat havde et lille smil på hendes læber. Jeg kunne mærke hvordan tårerne gled ned på mine kinder, men denne gang var det glædeståre.
Men på en måde var jeg alligevel ikke glad. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle leve mit liv. Jeg vidste ikke hvem jeg i virkeligheden var, da jeg havde levet bag en facade i så mange år. Jeg var 22 år gammel, og havde ingen anelse om, hvem jeg var. Jeg var på en måde bange for at gå ud af retssalen. Mit smil forsvandt hurtigt fra mine læber, mens tankerne strømmede igennem mit hoved. Hvem var Danny Jules Peterson? Han var kendt i Danmark, på grund af nyhederne, men snart ville han blive begravet og gemt væk som alle andre. Hans sag ville måske inspirere en masse andre incestofre til at handle, inden at det ville være for sent. Men hvem var jeg? Hvad skulle jeg nu med mit liv?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar