Jeg lå på bagsædet af bilen med bukserne nede ved anklerne og mine knæ op i luften. Jeg tog lange hiv af min tændte joint, som jeg havde rullet før jeg var taget af sted, og prøvede at slappe af. Jeg kunne stadig mærke bivirkningerne fra heroinen og lysten til mere var stærk. Det var blevet nat og jeg holdt stadig ude ved motorvejen, ventede på at jeg fandt ud af hvad jeg skulle gøre. Det var begyndt at regne igen, og det stormede. Vinden peb udenfor så man fik ondt i ørene mens regnens dråber klaskede mod vinduerne. Jeg sukkede dybt og tog et hiv af jointen og pustede langsomt ud. Hvad havde jeg gang i? Jeg kunne se det størknede blod på mine inderlår og begyndte langsomt at hive de stramme mørkeblå jeans op. Jeg gispede da de ramte de åbne sår og bed mig i læben for ikke at sige en lyd. Jeg fik dem op og trak så vejret dybt, og lukkede dem, hvorefter jeg kravlede om på forsædet og satte mig ned i føresædet. Jeg spændte sikkerhedsselen, rullede vinduet ned og smed resten af jointen ud hvorefter jeg rullede vinduet op igen. Jeg kunne høre min mobil vibrere omme bagved, men jeg tænkte ikke over det. Jeg gad ikke snakke med nogen eller læse en masse beskeder fra Denise om hvor bekymret hun var for mig. Så jeg begyndte at køre syd på ad E45, men tog den første udkørsel og vendte om, så jeg kørte i nordgående retning. Mod Århus. Mod hvad nogen ville kalde mit hjem.
Jeg åbnede døren ind til bryggerset så stille som muligt, men dens knirken virkede højlydt. Jeg var så bange for at jeg ville vække nogen, og da jeg trådte ind i køkkenet stod Mark med sin mobil i hånden. Hans ansigt var vredt men jeg kunne se at han var såret. Han rakte hånden frem og pegede på stolen, som en kommando om at jeg skulle sætte mig ned og jeg gjorde som han bad mig om. Jeg var ikke nervøs, men jeg undrede mig over, hvad jeg nu havde gjort.
"Hvad?" sagde jeg og smilede men Mark så stadig bundalvorlig ud. Han satte sig ned overfor mig på en meget elegant måde, kiggede ned i bordet og gned sig i panden med hans fingre.
"Janine ringede," sagde han bestemt og lænede sig tilbage i stolen. Jeg kunne mærke at jeg bed mig selv i læben for ikke at lade være med at grine.
"Okay, det var da mærkeligt," sagde jeg og kunne ikke skjule et smil.
"Danny," sagde han og jeg kunne høre i hans stemme at han var såret. "Du lovede mig."
Jeg kiggede undrende på ham. "Hvad?"
"Du husker det ikke?"
"Husker hvad?"
Mark sukkede og rejste sig op. Han stillede med ryggen til mig og jeg kunne høre hvordan han trak vejret dybt.
"Da dig og Jace begyndte på stoffer, havde jeg en snak med jer. Husker du det?"
Jeg vidste hvor dette førte hen og jeg nikkede, bevidst om at han ikke kunne se mig. Men han vendte sig rundt og slog ned i bordet. Hans læber var en lige linje.
"Du lovede mig, at du aldrig i dit liv ville stikke i dig selv. At du aldrig ville ende på den måde og så ringer Janine fandme, og siger at hun er bekymret for dig. Fordi at du har stukket i dig selv og flippede helt ud over noget hun havde, som var dit. Hvad sker der med dig Danny?"
"Hvad mener du?"
"Dit mareridt er væk så hvorfor er du stadig sådan her?"
"Jeg har aldrig kendt til andet," svarede jeg koldt og rejste mig op. "Er du færdig?"
"Det er dig selv du ødelægger. Ingen andre."
Mark gik ud og jeg kunne høre ham tænde hans bil og køre væk. Jeg gik hen imod køkkenet for at lede efter noget at drikke, men faldt over et stykke papir. Jeg tog det op og skimte det meget hurtigt, men da jeg begyndte at læse, kunne jeg mærke hvordan en vrede jeg aldrig havde følte før, blussede op i mig.
"Du er en fantastisk kvinde, Gitte. Du har været der for mig, lige meget hvad. Mine fejl og min fortid skræmmer dig ikke væk. Tak fordi at du har været der igennem det hele. Tak fordi at du har støttet mig og selvom at jeg nu sidder inde, at du stadig er der når jeg kommer ud. Jeg savner dine kys. Jeg glæder mig til dit næste brev. Bryan."
Jeg faldt ned på gulvet og tabte brevet. Jeg begyndte at miste pusten og prøvede at støtte mig til noget, men det var som om at alt forsvandt. Jeg kunne se Agnete komme løbende hen imod mig. Hun tog om mig, og hjalp mig op og satte mig ned ved spisebordet. Derefter hentede hun en cola til mig som jeg drak meget hurtigt, men fik det galt i halsen. Jeg hostede og kunne mærke hvordan tårene strømmede ud af mine øjne. Jeg bed mig i læben, lænede mig tilbage og prøvede at trække vejret. Agnete havde ikke andet end en BH og natbukser på, og hun lignede en som lige var vågnet.
"Hvad sker der?" spurgte Agnete men jeg svarede hende ikke. Jeg gik hurtigt ind på mit værelse og ledte efter noget som kunne berolige mig. Jeg fandt lidt kokain og sniffede det hurtigere, end jeg nogensinde havde gjort før. Men det virkede ikke. Jeg smed mig selv i sengen og Agnete trådte ind i værelset med våde kinder. Hun så bange ud.
"Danny hvad sker der?" spurgte hun med gråd i stemmen og jeg rejste mig op og omfavnede hende.
"Ikke noget," hviskede jeg. "Gå nu i seng."
Hun kiggede på mig med store klare øjne og nikkede. Hun listede ind på sit værelse og jeg stod helt rastløs og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Pludselig begyndte jeg at gå ind imod min mors soveværelse. Jeg vidste ikke hvad jeg ville gøre eller hvad jeg ville sige, men vreden blomstrede op i mig. Jeg stod pludselig i dørkammen til hendes soveværelse, og så hende vride sig i søvne. Jeg gik langsomt hen imod hende, og pludselig åbnede hun sine øjne. Jeg trak vejret hurtigt og kunne mærke hvordan jeg blev svimmel. Jeg hoppede op i sengen, og satte begge mine knæ ned i hendes mave. Hun gispede og jeg prøvede at skjule et smil.
"Danny, hvad laver du?" spurgte hun mens hun prøvede at skubbe mig væk men jeg borede mine knæ længere ned i hendes mave. Hun skreg af smerte og jeg nød det.
Jeg tog mine hænder rundt om hendes hals og pressede hårdt mod hendes strube så hun gispede efter vejret. Hun tog fat omkring mine håndled og prøvede at fjerne mine hænder. Jeg kunne se frygten i hendes øjne og jeg bed i indersiden af min underlæbe. Jeg kunne smage blod. Jeg pressede mig længere ned mod hende, og lagde min mund ved hendes øre.
"Fuck dig."
Det var det eneste jeg kunne sige. Jeg gav slip og hoppede væk fra hende og gik ud af soveværelset. Hun kunne at høre at hun fulgte efter mig, med ind på mit værelse. Jeg fandt en kuffert frem under sengen, og begyndte stille og roligt at pakke de ting som ikke var hos Denise ned. Jeg smilede ved tanken om, at min mor stod i dørkammen og betragtede hver bevægelse jeg lavede.
"Danny, hvad skal du?" spurgte hun, stadig med frygt i stemmen.
"Væk," svarede jeg koldt.
Hun kom hen imod mig og tog fat i mine håndled, men jeg rev mig væk fra hende med det samme. Jeg kunne mærke hvordan vreden forsvandt og jeg følte mig ynkelig og ked af det.
"Hvordan kunne du?" spurgte jeg og kunne høre gråden i min egen stemme.
Jeg så Agnete vise sig bag min mor og hun holdt en bamse, som Jace havde givet hende i fødselsdagsgave, tæt ind til sig. Tårer gled ned på hendes kinder og hun stirrede på mig med glansfulde og store øjne. Men rettede mit blik på min mor igen, som stod og spærrede dørkammen så jeg ikke kunne komme ud.
"Kunne hvad?" spurgte min mor med en nu rolig stemme.
"Jeg så brevet!" råbte jeg og min mors ansigt stivnede. Hun så rædselsslagen ud. "Jeg så hvad han skrev. Du tilgiver ham, du tilgiver ham for at have ødelagt denne her familie."
"Han har ikke ødelagt denne familie, du har!" råbte hun.
Jeg stod med åben mund.
"Du er ikke rigtig klog," sagde jeg koldt og begyndte nu at pakke resten af mine ting ned. Jeg tog min computer samt dens oplader. Det resterende tøj og alle de vigtige papirer som jeg ville få brug for. Jeg kiggede ikke på min mor, som stirrede intenst på mig. Hun så vred ud. Jeg kunne ikke glemme hendes ord og jeg havde aller mest lyst til at forsvinde og aldrig komme tilbage.
"Jeg håber at du lever lykkeligt til dine dages ende," sagde jeg mens jeg skubbede hende væk fra døren.
"Lad være med at lege offer, Danny," sagde hun og jeg blev forskrækket over denne side af min mor, som jeg aldrig havde set før. Jeg havde altid set hende som en lille mus som ikke turde snakke. Men hun snakkede, og hvert ord hun sagde, stak mig som en kniv i brystet.
"Jeg elsker ham, og det er noget som du aldrig kommer til at forstå," sagde hun men jeg kunne høre at hendes stemme var urolig.
Jeg smed kufferten ud i gangen og gik truende hen imod hende. Men da jeg stod foran hende, begyndte jeg at smile og kiggede hende direkte ind i øjnene.
"Farvel," sagde jeg og gik ud for at hente min kuffert. Jeg smed den om bag i min bil, og kørte ud af indkørslen. Jeg var sikker på, at jeg aldrig nogensinde ville komme tilbage. Jeg var såret og jeg lod nu tårene strømme ned ad mine kinder mens jeg tændte en cigaret. Jeg prøvede stadig at fokusere og tænke over, hvad der lige var sket. Var det rigtigt? Eller var det hele en drøm? Støttede min mor, min fars valg? Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det hele hang sammen. Jeg havde heller ikke nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Men pludselig brød jeg ud i latter. Jeg grinte og jeg kunne ikke stoppe. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvor fucked up det hele var. Jeg kunne ikke stoppe med at grine, hele vejen hen til Janine. Klokken nærmede sig 5 om morgenen og jeg kunne mærke hvordan min krop lystede efter heroin. Jeg kunne mærke hvordan min krop lystede efter en form for medicin, som gjorde at jeg glemte det hele. Alle mine problemer skulle forsvinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar