Solen varmede på mine kinder, og Jaces ansigt viste sig længere fremme. Han havde et stort smil på sine fyldige læber og strøg sine lange fingre igennem hans kraftige sorte hår. Hans øjne var glansfulde og dådyrøjnene skinnede af solens stråler. Han så lykkelig ud, veltrænet og lykkelig. Men pludselig blev han pustet væk af vinden, som om han var lavet af sand. Først forsvandt hans hår, så hans ansigt, og hans krop. Hans asker hvirvlede i vinden, til at man ikke kunne se det. Jeg sukkede og spærrede mine øjne op. Det var bare en drøm. Det hvide lokale kom tilbage og jeg kunne mærke hvordan tårer var gledet ned ad mine kinder. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede forvirret rundt. Julie sad stadig begravet i hendes bog og bed sig selv i læben af koncentration. Jeg tog mine sko, som stod under min seng, med ud på badeværelset, og lagde en bane på toiletbrættet. Jeg var ligeglad med hvor uhygiejnisk det var, jeg havde brug for det. Jeg gik hurtigt ud derfra, og plantede resten af kokainen i mine underbukser. Jeg var så bange for at de opdagede at jeg havde det med inde, selvom at de nok vidste det.
Der kom en høj middelaldrende kvinde ind, og bad mig om at følge med hende. Jeg kiggede hurtigt hen på Julie efter svar, men hun var stadig dybt begravet i hendes bog. Jeg fulgte med hende hen på et kontor, som lignede den andens psykolog. Men væggenen var mørkerøde med flotte farverige billeder. Der stod en computer på skrivebordet.
"Vil du have noget at drikke?" spurgte hun, og jeg var lidt irriteret over at hun ikke havde præsenteret sig selv.
"Kaffe. Sort," svarede jeg kort. Hun gik ud af rummet, og kiggede lidt rundt. Jeg gik hen til bogreolen og kiggede lidt på titlerne. Alt handlede om psykologi, psykiske sygdomme og noget i den dur. Jeg gik bag skrivebordet men hendes computerskærm var sort. Ingen pauseskærm. Der var ingen billeder af hendes familie - hvis hun da havde en - eller noget som helst. Jeg listede mig hen imod vægten og stirrede på den. Jeg huskede på hvad den anden psykolog havde sagt - tallet. Det tal som var grunden til at jeg nu var indlagt med en spiseforstyrrelse. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg var jo ligeglad? Men måske var det problemet. At jeg var ligeglad med min krop. Jeg rystede mit hoved fri fra tanker, og satte mig ned i den vinrøde læderstol som var på den anden side af skrivebordet. Jeg følte læderet under mine hænder - glat og på en måde blødt. Jeg sukkede dybt og kiggede ned af mig selv. De hvide klæder der hang løst på min krop. Jeg lukkede mine øjne i et kort stykke tid og tænkte: Hvis bare jeg havde holdt min kæft. Hvis bare jeg havde benægtet alt. Men hvor ville jeg så være nu? Her? Eller i et lighus?
Kvinden kom ind igen med et stort smil. Hun satte en rød kop på bordet, lige foran mig, og jeg kunne dufte kaffen. Jeg tog koppen og pustede forsigtigt, inden at jeg tog et lille sip. Alt for varmt. Kvinden satte sig ned på den sorte læderstol overfor mig, stadig med et smil på hendes læber. Hendes naturlig røde hår faldt i krøller ned ad hendes ansigt og sluttede ved starten af hendes skuldre. Hun havde en stram grøn sweater på samt en kors halskæde om halsen.
"Mit navn er Daniella Hansen," sagde hun og hendes smil forsvandt langsomt. "Jeg skal være din kontaktperson og psykolog igennem dette forløb."
Hendes stemme var varm og jeg følte mig tryg. Hun havde et glimt i hendes grønne øjne og selvom at hun ikke smilede med læberne, gjorde hun det med øjnene. Hendes ord var kolde og professionelle men jeg begyndte at kunne lide hende. Om jeg stolte på hende? Nej.
"Jeg hedder Danny," svarede jeg koldt. "Men det vidste du jo allerede."
Hun nikkede. "Ja. Er der noget du vil fortælle mig?"
"Nej."
"Nej? Hvorfor er du her?"
"Ser du TV?"
Hendes øjne kryb en smule sammen. Hun kiggede undrende på mig. "Ja," svarede hun en smule køligt.
"Så ved du vel også hvem jeg er."
"Jeg kender din historie, ja. Men jeg kender ikke dig."
Jeg smilede. "Der er ikke så meget at fortælle," svarede jeg.
Hun tændte computerenskærmen og begyndte at skrive. Jeg ville ønske at jeg kunne læse hvad hun skrev, men inderst inde havde jeg ikke lyst.
"Jeg vil bare gerne tage på, og så komme væk," sagde jeg pludseligt. Hun stoppede med at skrive og støttede hendes hoved på hendes hænder, med albuerne nede på bordet.
"Så du vil gerne tage på? Hvorfor har du så brug hjælp?"
"Fordi at jeg glemmer det."
"Der ligger ikke noget bag, at du har tabt dig? Du følte dig fed, grim?"
"Nej."
"Så du synes selv at du er pæn?"
Jeg kiggede undrende på hende. Hvorfor spurgte hun indtil mit selvværd? Det fejlede intet.
"Ja."
"Har du en kæreste, Danny?" spurgte hun.
"Ja," sagde jeg og sank en klump og tænkte så på Denise. Janine. Mona. "Eller, det ved jeg ikke."
"Det ved du ikke?" Igen kom hendes undrende blik.
"Det gik lidt galt."
"Hvad da?"
Jeg kiggede ned på mine sko. Hold kæft. Hold kæft, Danny, sagde min underbevidsthed.
"Hør, du kan snakke med mig," sagde hun inden at jeg kunne tænke mig om. "Jeg har tavshedspligt."
"Det ved jeg," svarede jeg. Alle mine tanker hobede sig op på mig, som et angreb. Jeg havde lysten til at snakke, men så alligevel ikke. Jeg bed mig selv i læben og kunne mærke tårene ved mine øjne. Hvad var det for en magi hun brugte? Hvorfor fik hun mig til at føle mig tryg? Det var en uvant følelse. Hun sagde ingenting. Hun kiggede bare på mig - så på sin computer - og så på mig igen. Hun slukkede skærmen endnu engang, og lænede sig over bordet. Hun sendte mig et lille smil som jeg gengældte. Måske var det tid. Måske var det tid til at jeg fik det bedre. Men hvordan kunne snak få mig til at glemme alle de ting som var sket?
"Jeg savner min bror," sagde jeg pludseligt. Jeg vidste ikke hvor det kom fra - om det var kokainen der snakkede eller om det var mig, som var ved at åbne mig. Fuck hvor kunne jeg bruge en joint, tænkte jeg.
"Hvor er han nu?" spurgte hun.
"Død."
Mine svar var kolde. Jeg prøvede ikke at vise, hvordan mit hjerte bankede under mit bryst eller hvordan mine håndflader var svedige. Mine ben rystede og jeg kunne ikke stoppe med at bide mig læben, hver evig eneste gang jeg ikke sagde noget. Jeg slikkede mine læber fugtige og sukkede.
"Hvordan?" Hendes øjne så overrasket ud.
"Han begik selvmord for snart et år siden."
Et år. Der var snart gået et år. Jeg kunne ikke selv forstå det - hvordan havde jeg overlevet et år uden ham?
"Jeg drømte om ham inden at du kom," begyndte jeg. Stop med at snakke! Jeg rystede mit hoved, og prøvede at få min underbevidsthed væk. Hvorfor skulle den også begynde at snakke nu?
"Hvad drømte du?"
"Han forsvandt. Blev blæst væk med vinden. Mine drømme giver aldrig meget mening."
"Alle drømme giver mening. Var du tæt med ham?"
Jeg sukkede. Forbered dig på vandfald, tænkte jeg.
"Både og. Jeg fortryder bare en masse ting, jeg gjorde imod ham. Jeg føler..." Jeg stoppede med at snakke et stykke tid. Var det nu? Skulle jeg spilde det hele ud på en person? For fanden, hun bliver betalt for det.
"Hvad føler du?"
Hendes ord afbrød mine tanker.
"Jeg føler at hele mit liv er en ond drøm, som ingen ende vil tage."
"Vi alle har begået fejl og jeg er sikker på, at din bror tilgiver dig."
Jeg knyttede mine næver. Naive kælling.
"Du tror virkelig, at det hele er småting eller hvad? At det, at min far gennemkneppede mig i 7 år, er det eneste der trykker mig?" Min stemme var arrig men hun kiggede bare på mig, med det samme rolige øjne. Hun sagde ingenting.
"Jeg tog kvinden i hans liv, fuckede hende mere op, end hun allerede var. Hun fødte et barn, som min bror troede var hans. Jeg fik ham ind i stoffer, fordi at jeg ikke selv kunne stoppe. Jeg prøvede at være et forbillede, for det var hvad jeg var for ham. Men jeg kunne ikke engang fuldføre det."
"At være et forbillede, er et stort ansvar," sagde hun roligt. "Men du skal ikke give dig selv alt skylden."
Jeg kunne mærke hvordan min vejrtrækning blev ustabil. Jeg bed mig selv hårdt i læben og lukkede mine øjne i et kort sekund, hvorefter jeg åbnede dem igen. Stadig arrig. Hendes ansigt gav mig ingen tryghed. Det var alt indbildsk.
"Jeg har ikke brug for en psykolog," sagde jeg. "Jeg har brug for mad og tage på, så jeg kan komme væk herfra."
Hun lænede sig tilbage i hendes stol.
"Du har nogle ting at kæmpe med, og at tage på, er vidst ikke dit største problem. Du har en masse skyldfølelse. Føler du, at du fortjente det din far gjorde?"
"Nej." Koldt. Konkret. Så kan hun lære det!
"Nej til hvad?"
"Det hele."
"Har du snakket med din far, siden det hele skete?"
"Nej."
"Hvad med din mor?"
Jeg kunne mærke vreden blusse op i mig. "Hun holder med ham."
"Din mor holder med din far?"
Jeg nikkede og hun så chokeret ud.
"Det er ikke noget du bare føler?"
"Jeg læste et brev, som han havde skrevet, hvor at han takkede hende for at støtte ham op, omkring det hele. Så nej, det er ikke bare noget jeg tror."
"Du sagde at du havde et barn?"
"Ja," svarede jeg. Meget overrasket over hendes pludselige emneskift. Men hun kunne nok fornemme at jeg ikke ønskede at snakke om min mor.
"Ser du ham?"
"Han har aldrig været min, kun af blod. Han er vokset op, med tanken om at min bror er hans far, og den tanke skal han blive ved med at have."
"Var din bror en god far?"
"Han var den bedste."
Jeg fik billeder ind af Jace, lege med dem alle sammen. Deres smil, deres glæde, deres latter. Tårene kom som en sniger, og jeg kunne mærke hvordan de gled langsomt ned af mine kinder. Forestillingen om Jace, var for meget. Jeg havde ikke set dem siden hans begravelse. Deres røde kinder. De forstod ikke hvad der skete. De stod og kiggede på hvordan Jace blev begravet, men vidste ikke, at det var et endeligt farvel. At de aldrig skulle se ham igen. De var ikke gamle nok, til at kunne forstå døden. Lille Mike - min Mike, min søn - havde vinket. Sagt ordene "Vi ses i himlen, far." Tankerne var så overvældende. Minna og Sofia havde begge tegnet en tegning af Jace med vinger på ryggen og et stort hjerte. Jeg græd nu. Jeg tænkte på den dag - en af de værste dage i mit liv - den dag jeg skulle begrave min bror. Han blev 21 år gammel. Havde lige fået sit liv på plads... Vreden kom frem igen. Han tog sit eget liv. Han var svag. Svag! Jeg sad og prøvede at kæmpe mine indre dæmoner som folk så flot satte ordene sammen, mens han bare dræbte sig selv.
"Danny?"
Daniellas varme stemme stoppede mine tanker. Jeg tørrede mine kinder med ærmet fra den alt for store trøje jeg havde på. Nu var jeg svag. Det var det eneste jeg kunne tænke.
"Jeg føler, at alt han gjorde, var... godt," jeg smilede lidt af mit dårlige ordforråd. "Han var den gode tvilling. Jeg er det sorte får i hele familien. Jeg bliver set ned på. Min far rørte ikke en eneste af mine andre søskende - og jeg har tre. Han rørte ikke min brors børn, og der var også tre. Kun mig. Mange gange, vil man gerne være den eneste. Men ikke i dette tilfælde. Jeg blev aldrig set på, som noget godt. Hvis jeg kom i fængsel, så var det bare: Nå igen. Da jeg prøvede at begå selvmord, var det dejligt at se min mors bekymring. Se hvordan hun græd, på grund af mig. Hvordan hun bad mig om, aldrig at gøre det igen."
Jeg tog en dyb indånding. Det føltes godt at lufte mine tanker.
"Jeg elskede at se min mor, og far, i smerte. Da jeg fandt brevet, ville jeg dræbe hende. Jeg havde hænderne placeret om hendes hals, og kunne mærke hvordan hun gispede efter vejret. Jeg nød det. Nok en af mine indre dæmoner, huh?"
Daniella kiggede bare på mig med store øjne. Hun lyttede. Hun dømte mig ikke. Hun sendte mig et lille smil, som om hun bad mig om at fortsætte.
"Jeg ser min fars ansigt hver dag - i mine drømme. I mine trip. Jeg kan nogle gange lugte hans ånde. Han har ødelagt resten af mit liv, og så min bror, gav bare op, fordi at han lige syntes at livet ikke var noget for ham. Jeg savner ham, men jeg hader ham. Han gjorde intet lettere, og da jeg sad i den retssal, ønskede jeg at jeg kunne holde hans hånd, høre hans blide stemme. Jeg mangler ham. Jeg mangler den bror, jeg kunne snakke med. Når jeg var sammen med ham, glemte jeg alt. Når vi var sammen, og min far var efter mig, råbte jeg kun op, for at beskytte ham. Jeg var så bange for, at han skulle opleve det samme som jeg gjorde. Men det gjorde han ikke. Han hørte på, når jeg blev voldtaget. Han var en kujon. Han var svag - meget svag."
Tårene gled ned af mine kinder.
"Jeg er indebrændt. Jeg vil så gerne tilgive hans valg - men jeg kan ikke. Så længe at jeg skal kæmpe med alt det her resten af mit liv, og stadig kæmper, og han bare gav op. Min mor forgudede ham, på et plan."
Jeg begyndte at tænke tilbage og et lille sammenpresset grin kom frem, da jeg tænkte på episoden med Helenas eks kæreste, Phillip.
"Mange tror ikke, at min far er så slem. Eller, det gjorde de i hvert fald ikke. Alle troede, at Jace og jeg overreagerede, når vi snakkede om ham. Jace kom sammen med denne her pige - Helena. Hun havde en meget sindssyg eks kæreste, Phillip. Som nu sidder inde på grund af mordforsøg. Da Phillip var inde på min brors værelse, med en pistol ved hans hoved, tænkte min far mere på hvor meget det ville koste at få døren repareret hvis vi sparkede den ind." Jeg begyndte at grine. "Og han var irriteret over at han skulle have nyt gulvtæppe på, da han blev skudt og blødte på det."
Daniella kiggede på mig. Hun havde tårer i øjnene, men blinkede dem hurtigt væk. Det var som om at hun havde været i en trance mens jeg havde snakket. Jeg sukkede og rejste mig op.
"Jeg skal på toilettet."
Jeg gik ud af døren og skyndte mig hen på toilettet ved mit værelse. Da jeg kom derind, faldt jeg sammen. Jeg lå sammenkrøbet på toiletgulvet og rystede. Jeg kunne ikke trække vejret imens jeg hulkede. Hvad skete der? Hvorfor nu?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar