Sandhed avler had - del 21.

Jeg kiggede til min højre side, hvor Mark sov i den anden seng med dynen halvt over hans skaldede hoved. Hans ben var over dynen og han mumlede stille i hans søvn. Jeg kiggede til venstre hvor et lille vækkeur stod med grønne tal. 05:37. Jeg sukkede dybt og satte mig op sengen og strakte mine arme over hovedet, hvorefter jeg langsomt og lad svingede mine ben over sengekanten. Langsomt gik jeg ud mod badeværelset, lukkede og låste døren efter mig, hvorefter jeg fyldte håndvasken med lunken vand. Jeg støttede mig op ad vasken med begge arme, mens jeg stirrede på refleksionen inde i spejlet. Mine øjne var tunge med mørke render. Min mund var en lige streg og jeg havde stadig noget hvidt kokain i kanten af mit næsebor fra tidligere. Jeg sukkede dybt mens jeg fyrede en masse vand i hovedet på mig selv. Jeg tørrede mig med det hvide håndklæde som hang ved min side, med hotellets loge nede i det ene hjørne. Jeg begyndte at tage mine underbukser af, inden jeg gik ind i den store brusekabine og tændte det varme vand. Jeg nødt hvordan det gled ned af min krop og jeg tog min tid om at vaske min krop og hår. Jeg tog en stor slurk vand der kom fra bruseren og spyttede ud igen og vaskede mit hår og min krop. Jeg steg ud af brusekabinen og tog et andet hvidt håndklæde omkring mig. Jeg gik ind og rodede i posen, hvor et par nye underbukser lå og tog dem på, hvorefter jeg lagde mig under dynen igen. Jeg kiggede hen imod Mark, som stadig sov, men efter få minutter åbnede han øjnene og kiggede hen på mig.
"Hvad er klokken?" mumlede han og gabte.
"Halv syv."
Han satte sig op i sengen og gik ud på badeværelset. Jeg lå stadig under dynen og overvejede om jeg skulle tage mit tøj på, men jeg orkede ikke at flytte mig. Jeg stirrede i lang tid på stolen, der stod ved siden af min seng, fyldt med mit tøj. Det hang over ryggen på den mens mine sokker var smidt på sædet. Mark kom ud fra badeværelset og gik hen til den stol, der stod ved siden af hans seng. Han begyndte langsomt at tage sine bukser på, derefter hans t shirt og til sidst hans sokker. Han gabte flere gange, mens han tog det på, og satte sig så til sidst i sengen igen.
"Har du så tænkt at tage dig sammen i dag?" spurgte han med en smule irritation i hans stemme.
Det var fredag morgen og vi havde været i København i et par dage. Jeg havde endnu ikke fået taget mig sammen til at turde, at tage hen og konfrontere Jace. Vi havde cirklet rundt om huset et par gange hver dag, set lys i deres stue men jeg havde ikke haft modet til at ringe på.
"Ja," sagde jeg og hoppede ud af sengen og begyndte at tage mit tøj på. "Nu."
"Nu? Du tror ikke, at de har noget at lave?"
"Jeg tror ikke at Jace går ud for en dør, i frygt for at blive opdaget og vil gerne konfrontere ham når hans fyr ikke er hjemme."
Mark rystede på hovedet og vi gik ud i gangen af vores hotelværelse og tog vores jakker på, inden at vi endnu engang gik turen ned i parkeringskælderen.

Endnu engang holdt vi udenfor det røde hus. Taget var sort og hoveddøren havde en flot mørk farve med to vinduer i. Man kunne skimme et stort bøgetræ i deres baghave. Mark tændte en cigaret og rullede vinduet ned mens han sukkede dybt. Jeg sad med min ene hånd på håndtaget, klar til at gå ud, men noget holdt mig tilbage. Himlen var mørk og der begyndte at falde sne, men det blev hurtigt til regn.
"Har du tænkt dig, at vi endnu engang skal sidde otte timer foran huset?" spurgte Mark irriteret og tog et hiv af sin cigaret. "For vi kan ligeså godt køre hjem så."
"Jeg skal nok gå derind," snerrede jeg og kunne mærke hvordan mit hjerte sad i halsen.
Mark smed skoddet ud og rullede vinduet op, hvorefter han tændte for varmen og holdt sine hænder foran blæseren. Jeg åbnede bildøren og tog den lille sølv ting, jeg havde fået af Henrik og tog et hurtigt snif, inden jeg tvang min krop ud af bilen. Mark kiggede ikke, da jeg havde gjort det gentagende gange de andre dage, men i dag var jeg fast besluttet på at tage det sidste skridt mod huset. Der kom røg op ad skorstenen så jeg vidste at nogen var hjemme. Der holdt en sølvgrå Audi A7 i deres indkørsel, men stadig med plads til en anden bil. Jeg smækkede bildøren i og tændte en cigaret mens jeg traskede hen imod hoveddøren, med hjertet oppe i halsen og pulsen helt oppe. Jeg tænkte over, hvad Mark havde fortalt mig de sidste par dage, mens jeg langsomt tvang mine ben fremad. Jace var død for ham. Han havde ingen interesse i at genoptage nogen form for kontakt til hans bror. Jeg kunne godt forstå ham og jeg vidste ikke, om jeg selv havde nogen interesse i at snakke med ham igen, på grund af al den smerte han havde påført os andre. Men alligevel ville jeg se ham. Jeg ville se hans ansigt, når jeg stod i hans døråbning, med et stort falsk smil på læberne og en cigaret i hånden. Jeg smilede lidt ved tanken om, hvordan hans ansigt ville se ud. Fuld af frygt og forvirring.
Jeg stod nu foran døren og kiggede tilbage. Mark stirrede på mig med store øjne og havde tændt endnu en cigaret som jeg pulsede på. Jeg trak vejret dybt ned i maven, og trykkede på ringeklokken. Et stort ring kunne høres indenfor og jeg prøvede at slappe af. Fuck fuck fuck! 
Jeg kunne høre skridt nærme sig døren og den blev låst op og derefter langsomt blive åbnet. Jeg begyndte at smile, men det forsvandt hurtigt igen. Jeg genkendte de store grønne øjne og det pjuskede brune hår. Hans øjne stirrede ind i mine øjne med frygt. Han havde stramme jeans på og en hvid tshirt, samt bare fødder. Han hvilede sin højre hånd på sin hofte mens den anden holdt fast i døren. Hans arme begyndte at ryste og han tog en dyb indånding.
"Hvem er det?"
Den velkendte stemme kom inde fra huset af, men Mikkel svarede ikke. Hans øjne var fastbrændt på mig. Han begyndte at lukke døren, men jeg skubbede den åben. Han tog et skridt tilbage, og jeg gik ind i gangen og lukkede døren efter mig. Mikkel lænede sig op ad den hvide væg til venstre for mig, med armene nede ad sine sider. Ved siden af ham var en kommode i mørkt træ med et flot spejl med guldramme over. Til højre for mig var der sko, en kattebakke og et skab med jakker. Mikkel så rædselsslagen ud, mens jeg studerede den store opgang.
"Hvem er det?"
Jeg gik hen imod stemmen, ud af en dør som kom efter kommoden. Jeg kom ud i et nymoderne køkken  og kunne mærke hvordan Mikkels skridt fulgte efter mig. Jeg kunne høre hans åndedræt og fornemme ud af øjenkrogen hvordan hele hans krop skælvede. Jeg kunne mærke hvordan en ukendt form for vrede blussede op i mig. Jeg knyttede mine næver mens jeg kiggede rundt i køkkenet. Store flotte skabe, et flot amerikansk køleskab i mørkegrå og et lille spisebord lavet af glas med hvide ben og flotte moderne hvide stole. Der hang billeder af Mikkel og Jace på væggen samt et lille stof af et hus, med ordet home under. Til højre for mig, var endnu en dør som jeg åbnede og jeg trådte ind i en stor stue med en pejs, to store lædersofaer som var rundt om et stort plasmafjernsyn. Der var et kæmpe spisebord i mørkt træ med matchende stole og en flot rose plantet i en hvid vase i midten. Rummet var fyldt med store vinduer, og en dør ud til baghaven. Men mit blik gik hurtigt hen på en stor massagestol som havde ryggen til mig. Der stod en skammel i samme læder som sofaerne foran stolene, hvor to fødder var plantet. Jeg kunne se en hånd der holdt en avis og mens jeg gik hen for at se nærmere, kunne jeg se hans ben tydeligere og pludselig hans overkrop. Hans ansigt blev tydeligt men han kiggede ikke op fra avisen. Han havde taget høretelefoner i, og sad og nynnede med til musikken som var et gammelt rock nummer. Hans hoved nikkede frem og tilbage og han havde et smil på sine læber, mens han læste avisen. Hans hår var samme længde som mit, bare sundere og tykkere. Han havde taget sine piercinger ud i læberne, men havde beholdt den i næsefløjen. Han bed sig selv i læben. Han havde taget en smule på, men det hele lignede muskler. Der var ikke et gram fedt på hans krop. Jeg hadede at indrømme til mig selv, at han så godt ud. Bedre end hvad han gjorde, inden han døde. Han så glad og sund ud.
Han kiggede op med sine brune dådyrøjne som blev fyldt med tvivl og frygt, da han fik øje på mig. Han lagde langsomt avisen fra sig og jeg følte at jeg var frosset fast i momentet.
Han åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Han begyndte at rejse sig op men jeg gik hurtigt ud af stuen, ind i køkkenet, så ind i gangen og da jeg skulle til at åbne hoveddøren kunne jeg mærke, at han var bag mig. Jeg vendte mig langsomt om og der stod han med Mikkel i dørkammen ind mod køkkenet. Begge deres øjne var frosset fast på mig. Jace tog en dyb indånding.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller hvad jeg skulle gøre. Jeg havde mest af alt lyst til at omfavne ham og græde af glæde over at se ham. Men jeg kunne også mærke lysten til at gennemtæve hans lille krop sønder og sammen, og give ham al den smerte fysisk, som vi andre havde følt psykisk. Der var så mange ting jeg havde lyst til men jeg stod frosset fast i mine tanker. Han tog et skridt hen imod mig og jeg gik tilbage mens jeg holdt mine hænder op.
"Lad være," sagde jeg og var næsten ved at snuble over mine egne fødder.
"Danny jeg..." sagde han men jeg afbrød ham hurtigt.
"Lad være med at sige noget."
Jeg kunne se hvordan hans øjne blev fyldt med tårer og de trillede stille ned af hans kinder. Han bed sig kort i læben og gik hurtigt hen imod mig og omfavnede mig. I et kort øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, men mine arme omfavnede ham. Jeg holdt ham tæt til mig og lod mig selv græde sammen med ham. Jeg gav slip og skubbede ham blidt væk. Han tørrede sine øjne med sin ene håndoverflade og gik et par skridt tilbage.
"Hvorfor?" var det eneste jeg kunne sige.
Han trak på sine skuldre.
Jeg åbnede hoveddøren og stormede ud men jeg kunne hurtigt mærke en hånd på min skulder.
"Jeg kunne ikke mere," sagde han.
"Det er ikke godt nok."
Han tog en dyb indånding og jeg så at han kiggede hen imod bilen hvor Mark sad, hans blik fastboret på Jace.
"Jeg vil rigtig gerne forklare dig det hele, men..."
"Men hvad? Du kan ikke?" afbrød jeg.
"Men ikke her," mumlede han.
"Hvor så?"
Han pegede ind i huset og gik et skridt hen imod den. Jeg kiggede tilbage på Mark som bare nikkede to gange, og steg så ud af bilen og kom gående hen imod os. Jace kiggede på os begge to, men han var bange for Mark, som så rasende ud. Et blik af had.
"Hvad så?" spurgte Mark med en rolig stemme.
"Jace vil forklare hvorfor han fakede sin død og lod os alle lide i den tid, han nød sit nye fantastiske liv," sagde jeg og Jace sukkede.
"Det er ikke fair," mumlede han.
"Ikke fair?" sagde Mark, hans stemme en smule kraftigere.
Jace gik et skridt tilbage og vendte sig så om og vi gik med. Mark gav mig et kærligt klap på skulderen og vi gik begge ind i den store stue og satte os ned i de bløde, lækre og dyre lædersofaer. Mikkel tog en stol fra spisebordet og satte sig ned ved siden af Jace, som havde sat sig i massagestolen.
Han tog en dyb indånding med tårer glidende ned af sine kinder.

Sandhed avler had - del 20.

Jeg stod ude foran og kiggede på den store gule bygning. Den havde en masse små vinduer i siderne samt store topvinduer i taget. Indgangen var en stor og grøn metaldør, som jeg langsomt skubbede åbent, kun for at stå i en lille gang. Jeg gik igennem den næste dør. Til højre for mig var receptionen, hvor en middelaldrende, skaldet mand sad med sin mobil i hånden. Hans ben var klasket op på skrivebordet foran ham, og der var et lille farvefjernsyn bag ham, som kørte en masse gamle tegnefilm. Jeg gik hen imod receptionen, mens jeg stirrede på klokken, på min egen telefon. 18:57.
Jeg stod foran receptionen i et godt stykke tid, og kiggede rundt omkring i rummet. Bag mig var en hvid sofa med et bord i mørkt træ, på hver side. Der stod en lampe på højre side, og en lille blomst på den anden. Over sofaen hang en gammel tegning af statsfængslet.
Jeg bankede blidt til ruden, og fængselsbetjenten var næsten ved at falde ned af sin stol. Han kom hen imod vinduet og kiggede på mig, med irriterede øjne. Jeg fortalte hvem jeg skulle besøge, og han bad mig at skrive under på et stykke papir, og vente i sofaen til en anden fængselsbetjent hentede mig. Jeg satte mig ned, i den alt for hårde sofa, og stirrede på betjenten som igen satte sig ned i stolen, smækkede sine fødder op på bordet og begyndte igen at lave noget med sin telefon. Jeg begyndte at trille mine tommelfingre af ren kedsomhed, indtil at en høj og muskuløs fængselsbetjent kom og hentede mig. Han havde den samme uniform på som den anden, men den sad bedre og en smule løsere. Han havde halvlangt brunt hår og brune øjne. Han bad mig komme med, og jeg fulgte ham som en lille hundehvalp. Han bad mig om at sætte mig ved et stort og rundt bord, lavet af lys træ og med grønne bænke, sat fast med skruer og plader til bordet. Det var mere en bænk end et bord. Betjenten gik over til væggen, inden at Phillip kom ud af den store tremmedør sammen med en helt tredje fængselsbetjent. Han havde håndjern om håndledene. Hans øjne var mørke og hævede, og hans ene hånd var i forbinding. Han havde klippet sig skaldet, og fået en meget uprofessionel tatovering på halsen, af en blomst og to tændstikkemænd. Han satte sig ned overfor mig ved det runde bord, og fængselsbetjenten stillede sig ved siden af den anden.
Phillip kiggede på mig, hans øjne borende ind i mine. Han slikkede sig om munden, på hans relative tørre læber og sendte mig et skævt smil. Hans hænder var på bordet, og han havde rifter op og ned ad armene. Hans tøj var beskidt og han så meget uhygiejnisk ud. Han vippede sit hoved en smule til venstre, så til højre og så til venstre igen, mens han studerede hver eneste muskel i min krop. Hans smil forsvandt, og han lænede sig en smule tilbage og bøjede sig så ind over bordet.
Jeg lagde mine egne hænder på bordet og sendte et smil til ham og vippede mit eget hoved til højre, men gav ikke slip på øjenkontakten. Der var en lang og akavet stilhed mellem os, og jeg kunne mærke hvordan betjentene kiggede på mig. Phillip åbnede munden, men sagde intet. Han lukkede den igen, og hans smil blev bredere og hans øjne var fulde af had. Han kneb dem en smule sammen og kiggede op og ned ad min overkrop, mens hans tunge langsomt slikkede hans underlæbe.
"Du var lidt sød mod Mikkel et års tid siden," sagde han, hans stemme hæs men rolig. "Han skulle have opereret kosteskaffet ud og fik 17 sting. Jeg vidste ikke at du var den voldelige type."
Jeg havde helt glemt mit møde med Mikkel. Jeg havde helt glemt rædslen i hans øjne, smerten i hans stemme.  Jeg havde ikke skænket ham en eneste tanke, siden jeg sidst så ham.
"Han fortjente det," snerrede jeg af ham og kiggede ned i bordet.
"Ah, så det gjorde han. Sig mig Danny, hvad vil du mig? Det er ikke lige fordi at du kommer på visit ofte eller uden grund."
Jeg sagde ikke noget. Jeg havde ikke øvet, hvad jeg skulle spørge ham om, for hele min dag havde været et stort kaos. Jeg havde ikke kunne tænke klart hele dagen og mest af alt ville jeg bare finde ud af, hvor min bror var.
"Jeg hørte at de gravede din bror op i dag," udbrød han midt i mine tanker. "Ja, folk snakker og medierne vil da ikke gå glip af 12 døde katte og et par mursten, blive gravet op. Er det derfor at du er her? Du tror at jeg er involveret i hans forsvinden?"
Jeg svarede ikke men stirrede bare ham. Han havde et bredt smil på sine læber og vippede sit hoved til højre.
"Du tror at Jace er i live," udbrød han med en lysere og højere stemme. "Du tror virkelig at din bror, efter et år, stadig er i live. Der kan man bare se."
"Du hjalp ham."
Phillip rystede sig på hovedet. "Nej. Hvorfor skulle jeg?"
"Jeg ved det ikke."
Phillip begyndte at grine, og lænede sig så langt ind over bordet som muligt.
"Kom tættere på," mumlede han og jeg lænede mig ind, så hans mund var ved mit øre. Jeg kunne mærke varmen fra hans ånde.
"Din bror er død. Kom videre med dit liv," hviskede han og jeg trak mig hurtigt væk. Phillip smilede og bed sig selv i læben. Men hans øjne sagde noget andet. Hans ben rystede og sved dryppede ned fra hans pande. Han var nervøs. Jeg studerede resten af hans krop og så hvordan den rystede og svedte.
"Hvis Jace skulle have udført dette stunt, ville han have brug for en præst, en bedemand og en læge. Jeg ved med sikkerhed, at du kender nogle, som har alle disse professioner," løj jeg. Jeg var rædselsslagen. Hvis han kunne se på mig, at jeg løj, ville han aldrig fortælle hvad der var sket.
Phillip bed sig selv hårdt i læben.
"Hvem har du snakket med?"
Indeni dansede jeg en lille glædedans men jeg prøvede at skjule mine følelser. Men jeg svarede ham ikke. Jeg havde knækket ham, og jeg vidste nu, at Jace var i live. Det eneste jeg ikke vidste var, hvor han var og hvordan det kunne havde ladet sig gøre.
"Hvad ved du?" Phillips stemme var rystende og hæs. Han bed sig selv i læben og rystede mere end før.
"Hvor er han?"
"Lad ham være Danny." Hans stemme var seriøs og rolig. "Lad som om han er død. For hans skyld."
"Du ved hvor han er."
"Jeg ved hvor han er, jeg ved hvem han er sammen med og jeg kender grunden til, hvorfor han gjorde som han gjorde. Men jeg vil ikke blandes ind i det her. De mennesker der hjalp ham, betyder meget for mig. De mennesker som kender til dette, er i fare, hvis folk finder ud af noget. Danny, jeg beskytter dig samt alle andre jeg holder af. Du aner virkelig ikke hvor meget på røven din bror er. Så lad ham være, han har det bedre nu."
"Jeg vil gerne have min bror tilbage og jeg vil hellere end gerne hjælpe ham."
"Men det kan du ikke."
"Hvorfor?"
Phillip sukkede. "Jeg kan ikke snakke om det her, forfanden."
"Det bliver du nødt til."
Han bad en af betjentene om at komme og sendte ham så væk for at hente noget. Der gik nogle minutter, før at han kom tilbage med et stykke papir og en blyant. Phillip tog blyanten og begyndte at skrive noget ned på et stykke papir. Han kiggede nervøst over sine skuldre.
"Tag hen til min mor," hviskede han. "Hun kan forklare det hele. Sig at, jeg har givet lov og at du ved at han er i live."
Jeg tog papiret og nikkede, mens jeg gik ud. Hans bor boede i Horsens, kun ti minutter væk, så jeg valgte at køre derhen med det samme. Jeg holdt et stykke væk, da der ikke var nogen parkeringspladser. Hans bor boede i et stort gult hus i et villakvarter. Det havde et rødt tag og store vinduer. Jeg gik hen til den mørke hoveddør, og ringede på. Jeg ventede nervøst mens jeg kunne høre nogen komme hen imod døren. En middelaldrende kvinde, der havde Phillips øjne, åbnede døren. Hendes rødbrune hår var sat op i en knold og hendes brune øjne matchede hendes sko. Hun havde en grøn cardigan på med en hvid top inden under og nogle stramme lyseblå jeans. Da hun fik øje på mig, levede hendes øjne op og hun smilede stort.
"Jace!" udbrød hun. "Hvad laver du her?"
Jeg sukkede. "Jeg er ikke Jace, jeg er Danny. Hans bror."
Hun kiggede på mig med store øjne og bad mig om at komme ind. Jeg trådte ind i en lille gang, med en dør til venstre, hvor der var et lille toilet. Vi trådte ud i endnu en gang, hvor der til højre fra endnu en gang og lige frem var stuen. Vi gik ind i stuen og satte os ned i de store og bløde lædersofaer. Phillips mor lavede en kande kaffe og satte nogle kager frem, og jeg følte mig en smule utilpas, ved at trænge ind på hende, på denne måde. Da hun kom med kanden, hældte hun noget op i to kopper, og satte sig ned i en læderstol overfor mig.
"Phillip ringede lige inden du kom," sagde hun og tog et sip af kaffen, men satte hurtigt koppen ned på sofabordet. "Sagde at jeg nok ville få besøg af dig inden længe. I hvert fald i denne uge."
"Hvorfor troede du så at jeg var Jace?" spurgte jeg undrende.
"Phillip har fortalt at i lignede hinanden, men jeg troede ikke at det var så meget."
Hun sippede lidt af sin kaffe for at slippe med at kigge på mig. Hendes øjne farede rundt i lokalet og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere.
"Hvor er min bror?" spurgte jeg pludselig og hun var lige ved at få kaffen galt i halsen. Hun tog en kage og tog en bid, inden hun svarede.
"København. Vanløse, for at være mere konkret."
"Kan du ikke forklare mig, hvordan det hele skete?"
Hun sukkede dybt. "Det kan jeg vel godt."
Hun gik ud i gangen og kom ind igen med nogle cigaretter. Hun tog en fra pakken, og tændte den, hvorefter hun rejste sig igen og gik ud i gangen og kom tilbage med et askebæger.
"Jace havde..." begyndte hun, og prøvede at finde ordene, "en masse problemer. Han skylder en masse penge væk, til en pusher i Århus, som du vidst er venner med. Pusheren truede Jace på livet hvis han ikke betalte inden ugen var omme og han kunne ikke låne pengene i banken. Da han ikke betalte, fik pusheren nogen til at lede efter ham og den eneste mulighed han så, var at begå selvmord. Han snakkede en del med mig, skriftede til mig, fordi han ikke følte, at han kunne snakke med nogen. Han fortalte om jeres familieproblemer og hvordan han følte sig udenfor og ikke tilpas i hans egen familie. Han fortalte at han længe havde tænkt over, at begå selvmord og at enden snart var nær."
Hun holdt en pause, mens hun drak sin kaffe og spiste sin kage.
"Jace satte sig ind bilen, og lod som om at han ville begå selvmord. Han tog en sovepille, så det virkede som om at han var død. Ambulancen hentede ham, og min mand, som er læge, tog imod ham ved skadestuen. Da Jace vågnede, sad han i en bil på vej til København, hvor han skulle bo i en lille lejlighed, som min datter ejer. Han fik besked på ikke at vise sig i et godt stykke tid. Begravelsen sørgede min anden søn for, da han er bedemand. Jeg inddrog hele min familie i dette - og Phillip er den eneste som ikke forstår hvorfor jeg gjorde det."
Hun sank tilbage i stolen, og holdt hendes kop med begge hænder. Hun kiggede på mig med store øjne og sukkede lettet op.
"Andet du vil vide?" spurgte hun.
Jeg kunne mærke tårene presse på.
"Snakker du stadig med ham?"
"Ja."
"Hvornår snakkede du med ham sidst?"
"Idag."
Jeg sagde ikke mere. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg gå til politiet eller skulle jeg opsøge ham?
"Har du hans adresse?"
Hun nikkede.
"Må jeg få den?"
"Hvad vil du gøre?"
"Jeg ved det ikke."
"Danny, jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har en forestilling. Det må være hårdt for dig, at finde ud af dette, men Jace gjorde det, fordi at han gerne ville leve et langt og lykkeligt liv, med en han elsker og som elsker ham tilbage. Han ville væk fra problemerne og dramaet."
"Han er i et forhold?"
Hun nikkede langsomt og trak vejret dybt, før hun begyndte. "Hvis du skal besøge ham, er der noget du bør vide. Jace sprang ud som biseksuel lidt efter han var flyttet til København. Han kontaktede en fyr, han havde en fortid med, og prøvede at snakke med ham, om de ting der var sket mellem dem. De blev forelskede og bor nu sammen i Vanløse."
"Hvem? Victor?"
"Nej. Danny, hvis du vil opsøge ham... jeg synes at du skal tænke dig om."
"Giv mig adressen."
Hun sukkede og gav mig adressen som jeg kodede ind på min telefon. Jeg sagde derefter farvel, og steg ud i bilen. Jeg var så forvirret. Jeg vidste på ingen måde hvordan jeg skulle have det, efter denne samtale. Problemer? Gæld? Jeg kunne ikke regne mine egne følelser ud. Var jeg sur? Skuffet? Vred? Jeg var vred, og kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere. Nej, jeg var rasende. Om han var død eller stukket af, gjorde ingen forskel i mine øjne. Den eneste forskel var, at han nu blev nødt til at konfrontere sine egne problemer. Jeg vidste med det samme, hvem pusheren var, og overvejede om jeg skulle tage hen til ham. Men jeg vidste ikke, om jeg skulle konfrontere ham med det samme, eller bare lade som om, jeg ikke vidste noget. Jeg sukkede dybt. Det hele var så mærkeligt.
Jeg tændte bilen og kørte ud på motorvejen i nordgående retning. Jeg var hurtigt ude foran hans lejlighed, og gik op ad de velkendte trapper i den velkendte gang. Jeg bankede på døren, og kunne høre hans dybe stemme råbe, og jeg gik ind uden tøven. Jeg tog mine sko af i gangen, og gik ind i stuen hvor han sad med sine arme omkring Melanie.
"Hey, hvad så?" spurgte han med et stort smil.
Jeg gik ind og satte mig på en stol overfor ham, og stirrede på ham. Han blev en smule irriteret og skubbede Melanie væk inden at han rejste sig op.
"Hvad vil du?" spurgte han og gik hen til fjernsynet, som han slukkede.
"Skyldte Jace dig penge?"
Hans øjne flakkede hurtigt væk fra mig og han prøvede at kigge på noget andet, men til sidst landede de igen på mig.
"Ja."
Hans stemme var kold og ligeglad, men hans hænder rystede.
"Sendte du folk efter ham?"
"Nej. Det gjorde min chef eller pusher eller hvad fanden du vil kalde det."
"Hvor meget skyldte han?"
"120.000."
Fuck.
"Hvorfor, har du fundet ham?"
"Nej, han er gået under grunden," løj jeg og så hvordan han sank sammen. "Jeg smutter."
Jeg gik ud i gangen og tog mine sko på, men kunne mærke at han gik efter mig. Han stoppede mig ude i gangen.
"Er det på grund af mig, at han gjorde det her?"
"Lad det ligge," snerrede jeg.
"Du ved hvor han er."
"Hvis jeg gjorde, ville jeg ikke fortælle dig hvor han var. Så drop det."
Han sagde ikke mere, og jeg gik ud af hans dør, med tårene der pressede på.

Jeg sad hjemme i min seng, da Mark kom ind. Han satte sig ved siden af mig uden at sige noget. Klokken var fem om morgenen, og jeg havde siddet søvnløs på sengen hele natten. Tankerne havde faret rundt inde i mit hoved, og jeg kunne ikke få ro. Selv ikke stofferne fik mine tanker til at forsvinde.
"Jeg snakkede med politiet i dag," begyndte Mark. "De fortalte hvordan de fandt ham. Eller i hvert fald, hvordan de fandt ud af at han stadig var i live."
Jeg kiggede på ham. "Jaså?"
"Han bor sammen med en dreng i Vanløse men han er på kontanthjælp. Altså drengen er. Men han står ikke som, at han bor sammen med nogen. Nogle af deres naboer har dog set Jace og fyren sammen, og havde meldt dem til kommunen. Der gik dog lang tid før at de sendte en derud, men de fandt et billede af Jace og ham fyren, hvilket var dateret i sommers."
Jeg sukkede. "Jeg ved hvor han er."
"Hvad?"
"Jeg ved hvor Jace er. Adressen er ude i min lomme."
"Hvordan?"
"Det er ligemeget."
Mark sagde ikke noget, men rejste sig op og gik ud af døren. Han kom tilbage og smed min jakke og sko på gulvet foran mig. "Kom så."
Jeg kiggede undrende på ham.
"Du skal til Vanløse. Forhelvede Danny, du vil jo gerne."
Jeg tog min jakke og sko på og Mark og jeg satte os ind i hans Audi. Han tændte den og efter ikke lang tid, var vi på vej mod København. Jeg faldt hurtigt i søvn og drømte om mødet med Jace - min afdøde bror, som ikke var så død endda.

Sandhed avler had - del 19.

"Han kan ikke være i live. Det er over et år siden, at han begik selvmord. Han blev slæbt ud af sin bil og kørt  på hospitalet med det samme, men vi fik at vide at det var for sent. Vi fik at vide, jeg fik at vide, at jeg havde mistet min bror. Hans død ødelagde alt og jeg har endnu ikke tilgivet ham. Jace er død og han genopstår ikke, det kan han ikke. Jeg så ham, jeg så hans lig."
Henrik stirrede på mig, hans øjne store. Han tog et hiv fra jointen, hvorefter han gav mig den. Melanie sad ved siden af ham, holdt hans hånd og støttede sit hoved, på hans skulder. Helena sad ved siden af mig, på en stol overfor Henrik og Melanie. Mark var med, trods at jeg ikke ville have at han kendte Henrik. Han sad på en stol ved siden af mig, med en cigaret i hånden, hans øjne boret fast til stofferne på sofabordet, som lige var blevet målt, vejet og delt. Jeg kunne mærke hans hånd på min skulder, men jeg puffede den hurtigt væk.
"Hvorfor tror de, at han er i live?" spurgte Henrik.
Alle øjne bevægede sig hen på mig, og jeg trak på mine skuldre. De kiggede væk igen, og jointen gik på tur mellem Helena, Henrik og mig. Det glædede mig en smule, at Melanie ikke var bukket under, selvom at Henrik tog så mange stoffer. Jeg nød selskabet men jeg nød ikke situationen. Jeg nød ikke tanken om, at al den smerte Jace havde givet os, var en stor løgn. Vreden kom frem i mig og jeg knyttede mine hænder, som lå i mit skød. Mine læber blev presset sammen og jeg vidste ikke om jeg skulle skrige eller græde.
"De kunne ikke sige noget," begyndte Mark og tog et langt hiv og pustede røgen ud, før han fortsatte. "Ellers ville de ikke, fordi at Danny råbte og skreg af dem. Men jeg forstår det virkelig ikke. Det hele virker så fandens surrealistisk."
Helena havde ikke sagt noget, siden stationen. Hun stirrede bare ud i luften, tog jointen et par gange, men ellers var hun som en zombie. Hendes øjne var røde fra at græde og hendes hår var kruset og sat op i en sjusket knold. Ingen vidste hvad de skulle sige eller gøre. Det hele var et stort chok. Mine tanker gik amok. Der var så mange ubesvarede spørgsmål! Hvorfor gjorde han det? Hvor er han? Hvem er han sammen med? Men mest af alt, gik et ord igen og igen. Hvordan? Jeg vidste, at jeg ikke ville få ro, før at jeg fik klarhed over, om han var død eller i live.
Min telefons klare ringetone afbrød mine tanker. Jeg rejste mig op og gik ind på Henriks værelse, hvorefter jeg tog den. Det var den unge politibetjent, som fortalte at de havde fået godkendt at få Jace gravet op. Jeg sank en klump. Han spurgte om jeg ville være der og jeg svarede ja. Dette var den klarhed jeg havde brug for. Hvis han ikke lå i den kiste, ville han ønske at han gjorde. Jeg var så vred. Hvordan kunne han forlade hans mor, far, brødre, søster og børn? Hvad var grunden?
Jeg gik ind til mængden som alle stirrede på mig. "Jace bliver gravet op i dag. Om 2 timer."
Min stemme rystede og jeg havde ikke selv opdaget hvordan hele min krop begyndte at skælve.
"Skal jeg tage med?" spurgte Helena og alle kiggede overraskende i hendes retning, men deres øjne landede hurtigt på mig igen.
"Kan du ikke," sagde jeg og gik hen imod stolen, jeg sad på, og satte mig ned. "Jeg må kun fordi at jeg er i familie med ham og jeg skal skrive under på et eller andet, med at de må grave ham op."
"Skal jeg tage med?" spurgte Mark og jeg nikkede. Han gav mig et kærligt klap på skulderen og hev endnu en cigaret op fra hans pakke. Vi sad i en akavet stilhed i et godt stykke tid. Helena rejste sig hurtigt op og stormede ud på toilettet. Jeg sad i et langt stykke tid og overvejede om jeg skulle følge efter hende, og til sidst rejste jeg mig så op. Jeg befandt mig ude foran toiletdøren og bankede stille på, mens jeg mumlede hendes navn. Døren blev låst op, og jeg gik ind. Hun sad på toilettet og gemte hendes ansigt i hendes hænder, mens hun hulkede.
"Hey, hvad er der galt?" spurgte jeg og satte mig ned foran hende, mens jeg lænede min ryg op ad væggen.
"Jeg vil se ham."
"Hvis han er død, som jeg er meget sikker på at han er, er det ikke et syn, du vil huske."
"Men hvad hvis han ikke er? Hvad hvis han er i live? Hvorfor tog han af sted? Hvorfor fakede han sin egen død? Jeg kan bare ikke forstå det og jeg kan ikke klare, at jeg ikke kender svarene. Og nu, hvis han er i live,  hvis jeg ser ham igen, så har jeg knaldet hans bror og jeg kan på ingen måde..."
Hendes stemme var højlydt og rystende. Hun råbte næsten ad mig til sidst.
"Hey! Hey, hvis han ikke er død, skal du fandme ikke bekymre dig om noget som helst, som du føler at du har gjort galt."
"Tror du på at han er i live?"
"Nej! Jeg så hans lig og det gjorde du også. De fortalte os at de var kommet for sent, forhelvede. Han ville ikke have kunnet udrette noget så sindsygt medmindre at han fik hjælp fra en læge og en præst samt bedemand."
Helenas øjne blev store. Hun åbnede munden men lukkede den hurtigt igen og rejste sig op. Hun gik en smule frem og tilbage mens jeg rejste mig op, og kiggede forvirret på hende.
"Phillips mor," mumlede Helena men stoppede ikke med at gå frem og tilbage. "Er præst."
"Helena, lad være med at tænk over det og hvorfor fanden skulle Phillip gide at hjælpe Jace med at fake hans død?" Men som ordene kom ud af min mund, kom jeg i tanke om, hvad Phillip havde skrevet på Jaces mindevæg på Facebook. Vi ses snart igen. Jeg stormede ud af toilettet med Helena i hælene og satte mig ned på stolen. Henrik stirrede på mig mens Melanie og Mark snakkede sammen om noget helt irrelevant, for at tænke på noget andet. Helena satte sig også ned, og tørrede sine øjne med hendes håndoverflader.
"Hvad så?" spurgte Henrik mens hans blik skiftede fra mig til Helena, og så tilbage til mig igen.
Jeg bed mig selv i læben mens mine tanker gik amok - endnu engang. Jeg prøvede at tænke det hele ud, men det gav ingen mening. Hvorfor skulle Phillip hjælpe Jace? Han skød ham, han fik en til at voldtage ham og Jace tog hans kæreste. Jeg kunne på ingen måde se logikken, men så igen - hvor var logikken i, at Jace var i live?
"Hvad er klokken?" spurgte jeg pludselig.
"14:45."
"Hvad dag?"
"Tirsdag. Danny hvad er der?" spurgte Henrik en smule irriteret.
"Mark," sagde jeg og han kiggede med det samme på mig. "Kender du nogen i Horsens, der arbejder i statsfængslet?"
"Ja, hvad da?"
"Jeg skal have en besøgstilladelse til i aften klokken 19."
"Hvem skal du besøge?"
"Phillip."
Mark sagde ikke mere, men gik ud på gangen for at ringe. Jeg sank dybt ned i min stol og prøvede endnu engang at få det hele til at passe sammen. Phillips mor var præst, men han manglede stadig en læge og en bedemand, til at få det hele til at virke. Han havde ingen penge, som han kunne give. Personerne måtte have et nært forhold til Jace.
"Hvad tænker du?" spurgte Helena.
"Hvordan," var det eneste jeg kunne sige.
"Så," sagde Mark. "Gider du så godt fortælle mig, hvad fanden her foregår?"
Jeg fortalte ham min teori og Mark begyndte at grine, men pludselig blev han helt alvorlig igen. Jeg kunne se, at han begyndte at tænke og nåede frem til, at jeg kunne have ret. Men som mig selv, kunne Mark heller ikke forstå hvorfor Phillip ville hjælpe Jace.

Jeg sad på en bænk tæt på Jaces gravsted, mens jeg så den blive gravet op lidt efter lidt. Mark sad ved siden af mig og stirrede på alle de folk, der gik rundt. Pludselig kunne vi høre dem ramme kisten, og vi gik hurtigt derhen. Den blev hevet op og politibetjentene gik hen imod den. Jeg kunne ikke tænke klart og min krop var fuld af diverse stoffer, som skulle have holdt mig nede. Men det hele kørte rundt og adrenalinen pumpede rundt i min krop. Jeg trak vejret dybt mens de åbnede den langsomt, lidt ligesom i en film, for at trække spændingen ud. Jeg holdt mig med det samme for næsen, da lugten af død, fløj igennem mine næseborer. Politiet kiggede ned i kisten og begyndte at grine. Jeg holdt mig for næsen, og kiggede ned i kisten. Det første jeg så, var mørkt. Men som mine øjne begyndte at fokusere, kunne jeg se en masse sorte, døde katte ligge dernede samt en masse mursten. Jeg faldt tilbage.
"Han er i live," mumlede jeg. "Idioten er i live."

Sandhed avler had - del 18.

Det var mandag morgen, og for første gang vågnede jeg veludhvilet klokken 8 om morgenen. Jeg havde en aftale klokken 10, hvor jeg skulle se den første lejlighed, der lå i midtbyen, hvorefter jeg skulle skynde mig hen til en anden lejlighed, som kun lå nogle gader væk, fra den første. Jeg strakte mig så lang som jeg var, inden jeg satte mig op på sengen og fandt mine cigaretter på mit natbord. Jeg tændte en, mens jeg stille fandt tøj frem. Jeg gik derefter ud på badeværelset og tog et langt, varmt bad hvorefter jeg gik nedenunder i stuen, hvor Søren sad sammen med en anden dreng. De havde vidst været oppe hele natten. Deres øjne var røde og hans vens hænder rystede. De havde haft Ringenes Herre-maraton og var endelig nået til slutningen af 3'eren.
"Godmorgen," sagde jeg og satte mig ned ved siden af Søren hvis øjne var klistret til skærmen. Han holdt en slukket cigaret i hånden, men reagerede ikke på, at jeg kom ind. Hans ven mumlede godmorgen men hans hjerne var stadig inde i Mordor.
"Jeg flytter hjem indtil jeg har fundet en lejlighed," sagde jeg. Søren kiggede hurtigt på mig, blinkede et par gange og kiggede så tilbage på skærmen.
"Hvad med din mor?" spurgte han, hans stemme og ansigt ulæselig.
"Hun er der ikke."
Han nikkede. "Hvornår?"
"I dag. Jeg går op og pakker nu her."
Hans læber blev en lige linje mens han nikkede. Jeg gik ovenpå igen og pakkede alle mine ting ned i de tasker og poser jeg havde med. Jeg bar så meget jeg kunne ned i bilen, men blev nødt til at gå to gange. Min sorte, gamle golf stod med mudder op ad siderne, og slidte dæk. Jeg steg ind i føresædet. Klokken var kun 9, så jeg valgte at køre så hurtigt jeg kunne hjem med tingene, inden jeg skulle se lejlighederne. Jeg kørte hen ad Marienlystvej og drejede til venstre ad Herredsvej. Der var kun få biler på vejene, og da jeg drejede til højre ad Kristinemindevej og forbi sygehuset blev det hele øde. Jeg så kun 2 ambulancer uden blink, der kørte forbi mig. Jeg kom endelig ind på min vej og drejede til venstre, for at komme ind. Jeg kørte op i indkørslen, hvor jeg kunne se Marks bil holde. Jeg var en smule nervøs for, om han stadig var sur på mig, på grund af forrige aften. Da jeg forlod huset, efter at have fulgt Helena ud, havde han endnu ikke snakket med mig. Men jeg havde skrevet til ham, at jeg flyttede hjem.
Jeg gik ind ad den ulåste hoveddør og gik ind på mit værelse med to store sportstasker, hvorefter jeg hentede resten af tingene. Jeg valgte ikke at pakke ud, og satte kursen ned mod den første lejlighed som lå tæt på banegården og gågaden.

Begge lejligheder var flotte og godt i stand. Det var 2 værelseslejligheder. Den ene havde en altan, hvor værelset var ved siden af stuen, med et lille køkken og badeværelse. Den anden var delevenlig, og stuen og værelset var næsten lige store. Der var et rimelig stort køkken med, men et meget småt badeværelse. Jeg satte kursen hjem og kunne mærke tvivlen blomstre. Jeg ville ikke forlade Århus, nu hvor jeg var blevet gode venner med Henrik igen, men alligevel havde jeg lysten til nye eventyrer, nye udfordringer og ikke mindst nye bekendtskaber. Jeg satte mig ned i min seng, og kiggede rundt på værelset. Jeg ville aldrig kunne være tryg i dette rum. Det var ikke noget man bare ville glemme, lige meget hvor meget man drikker, sniffer eller skyder ind i sin krop. Mindet vil forevigt forfølge en og krybe op og dræne en for liv, når man mindst forventer det. Ingen medicin ville kunne fixe en fucked up sjæl. Ingen virkelighed, ville jeg kunne blive set på, som normal. Jeg var en dreng, en mand, fanget i mit eget indre spindelvæv. Jeg manglede en, til at trække mig op ad mit hul, jeg selv havde gravet. Hive mig op, og fortælle mig at jeg var noget værd og jeg ikke skulle ændre noget på mig selv. Jeg havde brug for en med vinger, der kunne flyve mig væk fra realiteten, den syge virkelighed af masker og løgne. Jeg sukkede. Det hele var jo bare ønsketænkning.
Mark afbrød mine tanker ved at banke på dørkammen, og da jeg kiggede op på ham sendte han mig et lille genert smil. Han satte sig ned på sengen ved siden af mig selv.
"Du tror at jeg er sindsyg, gør du ikke?"
Han kiggede på mig med store, brune øjne.
"Nej," begyndte han. "Jeg tror at du har en masse smerte, som du ignorerer."
Jeg bøjede mig hoved ned og kiggede i mit skød. Han havde ret. De 6 måneder jeg havde væk, havde ikke hjulpet mig. Det hele havde været en illusion, et forsøg på at komme væk derfra så jeg kunne starte mine fejl forfra. De første par stykker var allerede begået, en efter en. En enkel aften skulle ødelægge det hele. Min lyster havde taget over min hjerne. Det var som om, at jeg havde en maske på som skjulte hver enkel frustration. Mine lår var bevis var, at frustrationerne eksisterede og at dæmonerne inde i mig selv var ved at tage over min krop og sjæl. Lyst, var det eneste som fik mig igennem hverdagen.
"Jeg ved ikke hvordan jeg får det væk," mumlede jeg, mine øjne brændt fast på mine fødder. "Det er som om, at det altid har været en del af mig."
Han svarede ikke og vi blev afbrudt af dørklokken. Vi begge kiggede på hinanden i tvivl, og gik så med hurtige skridt ud i bryggerset. Mark åbnede døren, mens jeg stod bagved, og to betjente stod ude foran døren. Mit hjerte gik begyndte at slå hurtigere, og min vejrtrækning stoppede i et kort sekund. Tanker om hvad der nu var sket, gik rundt i mit hoved og jeg havde på fornemmelsen, at Mark følte det samme.
"Kan jeg hjælpe jer?" sagde Mark en smule irriteret over synet.
"Bor Bryan og Gitte Peterson her?" spurgte den ene betjent som havde en stort overskæg. Den anden var en ung mand med lyst hår og perfekt anatomi. Han havde en veltrænet krop, som man tydeligt kunne se gennem hans tøj. Hans øjne var grønne og han tog hans hånd hen på hans bælte, hvor der hang en pistol.
"Nej," svarede Mark kort. "Den ene er i fængsel og den anden indlagt."
"Så i er Mark og Danny Peterson?" sagde ham med overskægget.
"Ja."
"Vi vil gerne have jer med ned på stationen og afhøre jer," sagde den unge.
"Hvad drejer det sig om?"
"En forsvundet person."
Vi tog vores sko på, lukkede døren efter os og satte os ind i bilen. Vi kiggede på hinanden og Marks øjne var fulde af tvivl, overraskelse og frygt. Betjentene kørte os ned på stationen og plantede os hvert vores afhørings lokale.
Mens jeg sad ved bordet, gik forskellige tanker gennem mig. Hvorfor er jeg her? Hvem er forsvundet? Hvad er der sket? Hvorfor er jeg indblandet? Har jeg gjort noget forkert? Jeg blev bange for, at det havde noget med mig at gøre. At en tæt på mig var forsvundet.
Den unge betjent kom ind til med et stykke papir og en billede, hvis bagside var det eneste jeg kunne se.
"Kaffe? Te?" spurgte han og rystede på hovedet. Jeg skulle bare hjem.
Han nikkede og hældte sig selv en kop kaffe fra kanden som stod på bordet. Han tog en slurk og satte sig ned overfor mig. Han lagde papiret ned på bordet sammen med billedet, men billedet havde bagsiden opad.
"Hvornår så du sidst Jace Jules Peterson?" spurgte han og lænede sig tilbage i stolen. Jeg gjorde store øjne. Var det her en joke?
"Han er død."
Betjenten rystede på hovedet. "Det ved vi godt, at han er. Men der er dannet tvivl om hans død."
"Tvivl?" Den eneste tvivl der nu var, var inde i mit hoved.
"Jeg så ham. På en briks, hvid som det lig han var, kold som is. Jeg så min bror."
Betjenten hostede et par gange og lænede sig så hen på bordet.
"Hvornår?"
"Lillejuleaften."
"Hvad lavede du ellers lillejuleaften?"
Min hjerne spolede tilbage. Hvor var mindet?
"Vi har snakket med din ven Henrik. Han fortalte os, at du var oppe i hans lejlighed hele dagen."
"Det kan ikke passe. Jeg kan huske det så tydeligt. Jeg gik ned ad en mørk trappe, ind i et koldt rum og så hans lig. Jeg rørte hans hud og den var kold. Han er altså død. Der var en begravelse, som mine forældre betalte tusindvis af kroner for. Han er altså død. Det ved jeg!"
Min stemme rystede. Jeg kunne ikke forstå spørgsmålene!
"Danny," sagde betjenten og lænede sig endnu engang tilbage i stolen. "Tager du stoffer?"
"Hvad rager det dig?" sagde jeg irriteret.
"Henrik fortalte, at du havde prøvet nogle nye stoffer. Psilocybinsvampe, hvis det siger dig noget?"
Jeg rystede på hovedet. "Intet."
"Danny, disse svampe er hallucinogene svampe som har en rusvarighed på op til 8 timer. De virker lidt som LSD, og disse stoffer virker normalt ved, at man føler, at man befinder sig i en drøm og virkeligheden omkring en forvrænges. Forestillingen om, at du set og rørt din brors lig, er simpelthen en illusion - en hallucination."
"Nej," mumlede jeg og så kom jeg i tanke om noget. "Helena. Helena så ham da han blev slæbt ud af sin bil. Hun så også hans lig. Jeg er ikke sindsyg."
"Danny, ingen anklager dig for noget."
"Hvorfor er jeg så her og bliver afhørt?"
"Fordi at vi mangler informationer om, hvor din bror kan være."
Jace... i live?
"Hvad?"
"Din bror er muligvis i live."
"Nej. Han er død."
"Danny, jeg ved at det svært at tro på."
"Han er død. Grav selv hans lig op. Han er væk."
Betjenten sukkede. "Vi er ved at få tilladelse til det, men det kræver mere."
"Hvad er på billedet?" spurgte jeg.
Han gav mig det. Billedet var af Jace og mig.
"Hvorfor har du det?" spurgte jeg og kiggede op på ham.
"For at kunne se forskel."
Jeg bed mig selv i læben.
"Han er død."
"Danny, jeg har brug for at du hjælper mig med at finde ham."
"Han er død," gentog jeg. "Død. Kommer aldrig tilbage. Forstår du?"
Han sukkede.
"Må jeg gå?" spurgte jeg.
"Nej."
"Hvad fuck vil du mig?"
I det min stemme blev fuld af aggressioner, trådte Helena og en anden betjent ind i rummet. Hendes øjne var hævet fra at græde.
"Er han i live?" græd hun. "Men jeg så hans lig!"

Sandhed avler had - del 17.

"Stop," sagde jeg og gik to skridt væk fra hende. "Jeg kan ikke."
Hun kiggede på mig, med store blå øjne som var ved at gå i vand. Hendes lyse hår var sat op i en knold, med få totter der hang, ned af hendes ansigt. Hendes læber var tynde og begyndte at bide sig selv i læben, mens hun lænede sig op ad væggen, og gled ned ad den, indtil hun sad på jorden. Jeg satte mig på mine knæ, og så hvordan hun begravede sit ansigt i sine hænder, mens tårene gled ned ad hendes kinder.
"Ikke græd," sagde jeg, og strøg min pegefinger hen ad hendes ene kind. Hun kiggede op på mig, med mascara nede under øjnene. Jeg sendte hende et lille smil, men hun gemte endnu engang hendes ansigt.
Jeg satte mig ned ved siden af hende, og prøvede at holde om hende. Hun lagde sit hoved på mit lår med en hånd på mit ene knæ. Jeg kunne mærke at hendes tårer gik igennem mine bukser, men jeg var ligeglad. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv, men jeg prøvede at slappe af.
"Hvad er der galt?" spurgte jeg pludseligt og fortrød med det samme.
"Du kan ikke lide mig," snøftede hun. Hun satte sig ikke op, men blev liggende på mit lår. Jeg sagde ikke noget, men håbede at hun ville blive ved med at snakke. At hjælpe andre, var ikke mit speciale.
"Nej," svarede jeg koldt, og vidste med det samme at jeg skulle sige mere. Men hvad kunne jeg sige? Jeg ville ikke pakke sandheden ind.
"Hvorfor ikke?"
Jeg sukkede. "Jeg ved det ikke."
Jeg satte sig op ved siden af mig, og tørrede hendes øjne med hendes ærmer. Vi havde et øjeblik hvor vi stirrede ind i hinandens øjne. Hun tog sin hånd op mod min højre kind, og lod en finger stryge ned ad mit ansigt og strøg mit kindben. Hun smilede lidt og så ud til, at være i hendes helt egen verden.
"Du minder om ham," begyndte hun mens hendes finger strøg mine læber, forsigtigt. "Dine læber er dog en smule blødere. Men ellers..." hendes finger gled ned ad min hals, over mit adamsæble og ned over mine kraveben. "Du er tyndere." Hun var i sin egen verden, mens hendes finger udforskede min krop. Hun strøg sin finger mellem mit bryst og ned mod min navle. Da den var ved at nå min buksekant, sukkede jeg dybt, og lukkede mine øjne, men åbnede dem hurtigt igen. Hun plantede et kys på min kind og tog min hånd.
"Jeg kan ikke lide dig, fordi at du stadig er forelsket i Jace. Jeg kan ikke lide dig, fordi at du ikke viste en smule interesse for mig. Jeg kan ikke lide dig, fordi at når du ser på mig, ser du ikke Danny men Jace og sidst men ikke mindst, kan jeg ikke lide dig, fordi at selvom at Jace er død, føler du mere for ham, end du nogensinde kommer til at gøre for mig."
Hun tog sit ene ben over mig, så hun sad på mig. Hun tog mit ansigt i sine hænder, og nussede mine kinder med hendes tommelfingre. Derefter plantede hun et kys på mine læber. Hendes læber var varme, våde og bløde. Hendes hænder holdt stadig mit ansigt, og jeg sad med mine arme ned ad mine sider, og tænkte om jeg skulle stoppe hende. Men jeg lukkede mine øjne og nød kysset fuldt ud. Da hun tog sine læber væk fra mine, åbnede jeg endnu engang mine øjne, og hun var tæt på mig.
"Jeg vil altid være forelsket i Jace. Jeg viste ingen interesse for dig, fordi at jeg er forelsket i Jace. Når jeg ser dig, ser jeg Jace, ikke Danny og Jace vil altid betyde mere for mig, end du nogensinde kommer til."
Jeg rejste sig op og jeg sad, nærmest i chok, stiv som et bræt, mens hun gik indenfor. Lidt efter rejste mig op, og gik ind til festen igen. Jeg ledte efter Helena, men jeg kunne ikke finde hende. Hvert sted jeg kiggede hen, blev jeg mødt af hadske blikke og lige munde. Henrik stirrede på mig, mens hans hånd gled frem og tilbage af Melanies lår. Han sendte mig et skævt smil og jeg havde mest af alt lyst til at give ham fingeren. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, trangen til kokainen vandrede i mine tanker. Hvor? Jeg kiggede rundt. Mine tanker forsvandt fra Helena. Hvem? Jeg kiggede rundt, og kunne mærke hvordan mine ben blev tunge. Jeg så Mia sidde med en ukendt fyr og jeg satte kursen mod køkkenet hvor jeg tog et glas fra et skab, og hældte vand i. Jeg drak det hurtigt, og faldt ned på mine knæ, drejede mig så jeg støttede mit hoved og min ryg på skabslågerne. Jeg trak vejret hurtigt og kunne mærke hvordan det hele flimrede for mine øjne.
Jeg smilede. Hvorfor, ved jeg ikke. Men mine mundviger trak sig opad. Du er svag, fortalte min underbevidsthed. Dæmonerne  var tilbage, ude af deres gemmested. De havde ventet, ventet på at komme tilbage. Helena kom hen imod mig og satte sig ned på knæ foran mig. Hun slog mig et par gange på kinderne og jeg smilede til hende.
"Hvad vil du?" spurgte jeg.
"Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret.
Jeg rejste mig stille op, vendte ryggen til hende og gik hen imod Henrik.
"Kan vi snakke?" spurgte jeg. Han kiggede overrasket op på mig, hans øjne borende ind i mine. Han nikkede kort, og kastede næsten Melanie væk, for at kunne rejse sig op. Han gik forbi mig, ud mod toilettet. Han gik derind og jeg fulgte efter. Da jeg var kommet derind, lukkede han døren efter mig og låste. Jeg sank en klump. Hvad fanden havde jeg gang i?
"Hvad vil du?" Hans stemme var rolig.
"Jeg vil gerne undskylde..." sagde jeg.
"Det er ikke mig du skal undskylde til," sagde han, stadig rolig. "Det er Denise."
"Jo!" sagde jeg vredt. Jeg kiggede op på ham. Han så undrende ud, men meget rolig. "Prøv at hør, jeg ved at fuckede up. Jeg ved at jeg trådte over linjen og jeg ved godt at jeg er en idiot. Men din søster... hun var perfekt. I mine øjne, var hun perfekt, og jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne lide mig. Jeg kan ikke forstå, at nogen kan. Jeg prøvede at snakke med hende, men..."
"Hun tror at du er død."
Hans ord var kolde og han satte sig ned på toiletbrættet, med sine albuer ned i hans lår. Han støttede sit hoved med sine hænder og kiggede på mig. Op. Ned. Han studerede hver bevægelse jeg foretog mig.
"Hvad?"
"Hun tror at du er død."
"Men jeg sendte en SMS til hende..."
"Hun har fået nyt nummer."
Der var en stilhed.
"Lad være med at dræbe dig selv, på grund af det her Danny. Du fuckede up, ja men det gør vi alle. Jeg var sur, jeg er stadig en smule pissed. Men derude - jeg vidste ikke om jeg skulle slå eller kramme dig," sagde han, et smil formede sig på hans læber. "Jeg troede også at du var død - gjorde alle sgu. Jeg blev glad for at se, at du var tilbage. Denise er kommet videre, og det skal du også. Så hvad har du virkelig brug for?"
Jeg kiggede ham ind i øjnene. "Coke."
Jeg tog hans ord ind til mig, men det eneste jeg kunne tænke på, var trangen til coke. Han nikkede rejste sig op. Han skubbede mig væk fra døren, åbnede den og bad mig om at komme med ham. Jeg gik med ham ud af lejligheden, kun iført strømper. Vi gik ned ad nogle trapper, til vi kom til en parkeringskælder. Vi gik hen imod en gammel rød Golf, og Henrik satte sig ind på føresædet, efterfulgt af mig på passagersædet. Han tog en pose nede ved pedalerne og hev frem. Derefter gav han mig en mindre pose, fuld af kokain. Han sendte mig et smil.
"Pas nu på," sagde han.
"Hvad skal du ha'?"
"Det en gave. Hvis du stopper med at købe dit pis hos Søren."
Jeg smilede og nikkede. Henrik gav mig en lille sølv beholder som kunne sidde i et ur. "Put noget heri, så behøver du ikke altid at lægge en bane op." Jeg smilede til ham, og puttede noget i med hjælp af Henrik. Mine hænder rystede da jeg satte beholderen op mod min næse og tog et snif.
Da jeg kom op til festen igen følte jeg mig i live, selvom at jeg inderst inde, fortrød at have taget kokainen igen. Men jeg var glad - glad for at Henrik tilgav mig. Vi kom grinende op, sammen, til festen og fik kastede øjne efter os. Melanie kom løbende, fuld af glæde, hen imod os, og gav mig et varmt knus. Det bliver aldrig, som det plejede at være sagde min underbevidsthed, og selvom at jeg vidste, at den havde ret, ignorerede jeg den. Jeg dansede, festede og drak mere end jeg kunne holde til. Men jeg nød det. Henrik holdt sig ædru hele aftenen, da han skulle køre til Århus, og da Melanie og ham var ved at tage af sted, spurgte jeg hurtigt om jeg måtte køre med, hvilket jeg godt måtte.
"Må jeg også køre med?" spurgte Helena, som kom ud fra ingenting.
"Ja da," svarede Henrik. "Hvor skal jeg sætte dig af?"
"Samme sted som Danny," svarede hun koldt og Henrik kiggede på mig. Jeg trak mig på skuldrene og vi satte os alle sammen ind i den gamle Golf.

Vi blev sat af ude foran min mors hus. Det var mørkt, virkede forladt. Helena fulgte efter mig, og da jeg havde hånden på håndtaget til døren, vendte jeg mig hurtigt om.
"Hvad vil du?"
Hun gik hen og åbnede døren og vadede ind i huset, smed hendes sko i bryggerset og gik videre hen mod Jaces værelse. Hun lukkede døren, og jeg stod i bryggerset, en smule forvirret. Mark kom ud fra hans værelse, kun iført stramme boxershorts.
"Hvem er inde på Jaces værelse?" spurgte han.
"Helena," mumlede jeg og smed min jakke og sko i bryggerset, og gik ud i køkkenet med Mark i hælene.
"Hvad laver hun her?"
"Jeg ved det ikke."
"Så hun er ikke kommet med dig?"
"Jo."
"Så må du da også..."
"Jeg ved ikke hvad fanden hun vil eller laver her, okay? Hun tog med, vandrede derind som et fucking spøgelse. Så hvis du vil vide, hvad fanden hun laver her, så gå ind og snak med hende."
"Danny?"
"Hvad?!" råbte jeg.
Han rystede på hovedet. "En aften skal ødelægge alt det, du har opnået på 6 måneder?"
"Hvad snakker du om?"
Han tog sin pegefinger og tog den hen til mit ene næsebor. Han trak den tilbage og der lå kokain på hans finger. Hun gik hen til vasken i køkkenet for at vaske det af, og jeg stod som et spøgelse. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
"Hvem fik dig til det?" spurgte han koldt.
"Mig selv."
"Hvem solgte det til dig?"
"Ingen."
Han vendte sig op, hans øjne borede sig ind i mine.
"Hvem?"
"Ingen!"
Han sukkede og gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg gik hen ad gangen og stod pludselig mellem Jace og min egen dør. Jeg kiggede hen på min, hvorefter jeg stirrede på Jaces i lang tid. Jeg valgte at gå ind på Jaces værelse, på grund af ren og skær nysgerrighed over hvad Helena lavede derinde. Da jeg kom derind, lå hun i hans seng, med hans dyne omkring sig. Betrækket havde ikke ændret sig siden hans død. Hun lå og græd, hendes makeup tværret ud i hele ansigtet. Jeg satte mig ned på sengen, og kiggede rundt i rummet. Intet havde ændret sig, men alligevel var det en ubehagelig følelse. Helena satte sig op og kiggede på mig med hendes glansfulde halvblå øjne.
"Vil du ikke ligge med mig?" spurgte hun mumlende.
Jeg nikkede og smilede til hende, og lagde mig ned i min afdøde brors seng. Jeg tog dynen omkring os begge, inden jeg lagde min arm over Helena. Hun tog min hånd, og flettede sine fingre ind i mine, mens hun bevægede sig tættere ind til mig, så vi pludselig så helt op ad hinanden. Mit hjerte bankede hurtigere end det havde gjort i lang tid. Jeg kunne mærke hvordan hun langsomt trak vejret. Hendes fingre var kolde. Jeg lagde mit hoved ned, og hendes lange lyse hår kildede mit ansigt. Vi lå lang tid, i en stilhed, som alligevel larmede. Jeg havde en mærkelig følelse i min krop, men prøvede at ignorere den.
"Vil du ikke nusse min ryg?" spurgte hun, og jeg fjernede min arm fra hende, rykkede mig lidt længere væk og hev op i hendes bluse, hvorefter jeg lod mine fingre vandre over hendes nøgne ryg. Hun vred hendes krop en smule, og vendte sig så pludseligt om, så mine fingre var på hendes mave. Vi kiggede på hinanden i meget lang tid. Jeg kunne mærke hvordan lysten til hende blev større, men jeg var ikke sikker på om det var stofferne der snakkede, eller om jeg bare havde ændret mening om hende, men der var noget jeg ville have svar på.
"Hvorfor sagde du det?" spurgte jeg.
"Sagde hvad?" mumlede hun, og hendes hånd landede på min skulder. Hun nussede den stille og roligt med hendes tommelfinger.
"At du altid vil være forelsket i Jace. Gav mig ret i, hvorfor jeg ikke kunne lide dig. Det."
Hendes øjne blev store, men hendes læber slappede af, og så mere fyldige ud end nogensinde. Hun lod hendes hånd glide ned af min side.
"Jeg blev sur," sagde hun roligt hendes stemme meget yndefuld og ren.
"Sur?"
"Ja."
"Over hvad?"
"At du tror det. Jeg ser ikke Jace, når jeg kigger på dig."
Hendes hånd gled over min mave og hun hev en smule op i min trøje, og nussede min bare mave ved min buksekant.
"Hvad ser du så?" mumlede jeg.
"Dig."
Jeg lukkede mine øjne, mens jeg begyndte at lade mine fingre nusse hendes mave, nede ved hendes buksekant og op under hendes bryster. Jeg lod dem langsomt glide frem og tilbage, rundt i cirkler og nussede hendes side. Jeg kunne mærke hendes ånde på mit ansigt, som lugtede af rom.
Hun hev mere op i min trøje, og prøvede at trække den over mit hoved. Jeg satte mig hurtigt op, og gjorde det hende, men lagde mig så ned ved siden af hende igen. Hun smilede til mig, og lod hendes hånd vandre over det hele på min overkrop. Jeg trak vejret dybt.
"Jeg kan godt lide din overkrop," sagde hun pludselig.
"Jaså," sagde jeg mens jeg smilede. Vi stirrede intenst hinanden i øjnene og smilede til hinanden. Hun slikkede sig om munden, inden hun svarede.
"Jaså," grinte hun.
Der var en akavet stilhed mellem os, mens vores hænder vandrede op og ned ad hinandens overkroppe. Helena satte sig pludselig op, og hev hendes hvide top overhovedet, og lagde sig så ned igen, tog min hånd og lagde den på hendes mave. Jeg begyndte at nusse hende igen, og vi rykkede tættere på hinanden.
"S, p eller k," sagde hun pludselig og smilede til mig.
"S," grinte jeg.
Hun bed sig selv i læben inden hun svarede, blinkede et par gange med øjnene og tog en dyb indånding.
"Er du liderlig?"
Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Javist," svarede jeg med et lille grin i min stemme. "S, p eller k?"
Hun sendte mig et flirtende smil, og jeg kunne mærke at hun begyndte at knappe mine bukser op.
"S," svarede hun, og lod en finger glide ned under mine bukser og nusse mig. Jeg tog en hurtig indånding ved hendes aktion og lod min hånd vandre om på hendes ryg, for at åbne hendes BH.
"Hvorfor besøgte du Phillip mens du kom sammen med Jace?"
Hun fjernede sin hånd, men lagde den hurtigt på min side. Hun sukkede og lukkede hendes øjne et kort sekund, inden hun åbnede dem igen.
"Jeg skulle snakke med ham," svarede hun. "Han skyldte mig penge og han nægtede at give mig dem, selvom at jeg havde brug for dem. Der var ingen kærlighed, da jeg besøgte ham. Derudover bad jeg ham om at lade Jace være."
Jeg åbnede hendes BH hurtigt og hjalp stropperne til at glide ned af hendes skuldre.
"S, p eller k," mumlede hun. Hendes øjne stirrede ned på mine læber, som var få centimeter væk fra hendes.
"K," mumlede jeg.
"Kys mig."
Jeg kiggede på hende. Jeg lod min ene hånd glide ned mod hendes lænd og pressede hende krop tættere på min, så jeg kunne mærke vores hud mod hinanden. Jeg lænede mine læber hen mod hendes, så de kun lige rørte hinanden, hendes blik brændt fast på mine læber. Hendes hånd var nu på min ryg hvor hun prøvede at pressede mig tættere på hende. Vores vejrtrækning var langsom og dyb.
Hun tog initiativet til at kysse mig og hendes hånd begyndte at nusse mit hår hvorefter den bevægede sig ned på mit bryst. Imellem kyssene kunne jeg høre hendes vejrtrækning som var som et blidt støn og min hånd var nu på hendes hofte. Hun begyndte at lyne mine bukser op og jeg sparkede hurtigt af, hvorefter jeg lå ovenpå hendes, begge hendes hænder i mit hår. Jeg begyndte at slikke og bide blidt i hendes hals og hun tog sine ben rundt om mit liv, pressede sig mod mig mens hun stønnede blidt i mit øre. Jeg bed blidt i hendes underlæbe, hvorefter endnu et hedt kys begyndte. Jeg satte mig op og knappede hendes stramme jeans op hvorefter jeg hev dem af og smed dem på gulvet. Helena satte sig op, og hev mig ned mod hende hvor hun hev mine boksershorts af. Derefter smed hun sine trusser og satte sig op mig, og holdt mine arme nede. Jeg begyndte at kysse, slikke og bide min hals og pludselig satte hun sig på mig. Jeg udgav et lille støn mens hun rykkede frem og tilbage. Hun gav ikke slip på mine hænder, men hendes stønnen blev mere intens og højere. Pludselig gav hun slip på mine arme og plantede sine hænder på mit bryst. Jeg tog mine hænder hen på hendes hofter for at guide hende, men pludselig smed jeg hende af, for at få hende til at læne sig på alle fire. Jeg tog hendes arme om på hendes ryg, og holdt dem. Hun stønnede nu højere end før og tempoet var gået op.
Da jeg var færdig, begyndte jeg at lede efter mine bukser, mens hun tog dynen omkring sig. Jeg fandt mine cigaretter i min bukselomme sammen med en lighter, og jeg tændte den, hvorefter jeg lænede mig tilbage i sengen.
"Jeg har lige haft sex med dig," udbrød hun forvirret.
"Du er hurtig," grinte jeg og tog et hiv af cigaretten.
"Det er ikke sjovt."
"Hvad er der med dig og disse humørsvingninger?" spurgte jeg en smule irriteret.
"Undskyld jeg..." hun lod være med at sige mere, og hev en cigaret ud af min pakke, som hun tændte. Hun vendte sig hen mod mig, og kiggede.
"Jeg har lige haft sex med Danny Jules," mumlede hun til sig selv og tog et hiv af cigaretten.
"Er det så slemt?" grinte jeg og forstod hende ikke.
"Hvad nummer jeg?"
"Hvad mener du?"
"Hvad nummer pige er jeg for dig? 200? 300?"
"Helena, slap af."
Jeg skoddede cigaretten i askebægret ved siden af sengen og begyndte at tage mit tøj på. Hun stirrede på mig mens jeg tog mit tøj på, og babbede på hendes cigaret.
"Hvad nummer er jeg?"
Jeg bøjede mig ned, og plantede et blidt kys på hendes læber. "Jeg aner det ikke."

Sandhed avler had - del 16.

"Næste station, Århus"

Jeg blinkede med øjnene, og prøvede at fokusere på mine omgivelser. Jeg sad nu alene da alle dem jeg før havde siddet med, var steget af toget. Jeg strakte mig så meget jeg nu kunne i sædet, kørte mine fingre gennem mit hår, så jeg følte at det sad ordentligt, hvorefter jeg rejste mig op for at tage min taske ned fra hylden over mig. Jeg gik ud i mellemgangen og ventede på at toget stoppede. Jeg smilede køligt til de andre passagerer der stod med mig, og de nedstirrede mig. Der stod en meget høj fyr overfor mig, som sendte mig et varmt smil og hans kinder blev røde. Jeg grinte indeni mig selv.

Jeg kom endelig ud af toget, og gik hurtigt op mod kiosken da jeg skulle have cigaretter. Derefter gik jeg udenfor, tændte cigaretten og ventede på Mark. Jeg nød det første hiv, fuldt ud, og satte mig ned på trappen.  Jeg kiggede på menneskerne på gågaden overfor banegården, og hvordan de gik frem og tilbage. Mange kiggede ned i jorden mens de gik, ikke opmærksom på deres medmennesker og omgivelser. Det var som om det hele stod stille omkring mig. Jeg følte mig en smule irriteret, da ingen kiggede i min retning, men alligevel åndede jeg lettet op. Men det var som om, jeg ikke havde været væk i 6 mdr. Det eneste der havde ændret sig i det stykke tid var vejret. Da jeg havde skoddet min cigaret, så jeg Marks gamle Skoda køre op og jeg løb nærmest hen imod ham med min taske, som jeg smed om på bagsædet inden jeg steg ind i passagersædet. Mark stirrede på mig i nogle sekunder inden han kørte mod Skejby, hvilket overraskede mig.

"Vi skal til Skejby?"

"Mor er ikke hjemme," svarede Mark køligt. "Hun er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling."

"Hvad?"

Mark sagde ikke mere. Han stirrede intenst på vejen foran os. Han holdt et tæt greb om rattet, og jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Hans læber var en tynd lige linje. Hans hår var blevet længere og han havde fået sin naturlige lyse hårfarve tilbage, som gjorde hans brune øjne tydeligere. Hans tøj sad stramt på hans krop. 

Vi kørte op ad indkørslen og jeg hoppede hurtigt ud af bilen og tog min taske fra bagsædet. Jeg gik ind i huset - intet havde ændret sig - og gik hen imod mit værelse. Min seng stod der stadig sammen med mit skrivebord. Det var meget tomt og upersonligt men jeg smed tasken på sengen. Mark stod i døråbningen og stirrede på mig mens jeg gik rundt.

"Du ser ud til at have det bedre," sagde han, og lænede sig op ad dørkarmen. 

"Det ved jeg nu ikke."

"Du har ikke taget på, men du ser sundere ud."

Jeg sendte ham et lille smil og satte mig så på sengen mens jeg kiggede på ham.

"Hvordan har du det?" spurgte jeg pludselig.

"Fint." 

Hans ord var koldt og jeg troede ikke rigtig på det.

"Hvor er Agnete?"

"I skole eller sammen med nogle venner."

"Skole? Blev hun ikke student i juni?"

"Jo, men hun går på universitet nu."

Jeg sukkede og min krop sank sammen. Jeg lagde mig ned i sengen og havde mest af alt, lyst til at sove men jeg vidste at det snart blev min tur til at svare på en masse spørgsmål. Men jeg følte mig skyldig. Skyldig i ikke at have fulgt med i min søsters liv. Skyldig i at have været væk i et halvt år, uden at nogen vidste hvor jeg var.

"Nå," sagde Mark og kom gående hen imod mig, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere. Han lignede vores far så meget. Hans smil, hans øjne, hans kropsbygning. Det mindede mig alt for meget om ham, men jeg rystede mit hoved og prøvede at smide tankerne væk. 

"Nå hvad?"

Han satte sig ned på min seng og kiggede på mig. "Fortæl så."

"Fortæl hvad?"

"Ja, hvor fuck du har været det sidste halve år."

Jeg tog en dyb indånding. "Den lange eller korte version?"

"Lange, tak."

"Jeg kom ind på psykiatrisk afdeling her i Århus til at starte med, hvor jeg blev diagnoseret med en svær depression. Så da jeg blev udskrevet, prøvede jeg at begå selvmord, hvor jeg så endnu engang kom ind, men da jeg flippede ud på diverse læger og sygeplejerske, blev jeg tvangsindlagt på Augustenborg i Sønderjylland. Jeg snakkede ikke i 4 måneder, og jeg havde virkelig mistet alt håb, men jeg begyndte så at snakke med en psykolog, som jeg tror, har hjulpet mig en hel del. Hun udskrev mig så, og her er jeg."

"Selvmord?" mumlede Mark og jeg nikkede.

"Samme sted, samme metode."

Han nikkede. "Jaså. Hvorfor?"

"Hvorfor ikke?"

Han stirrede på mig. "Vil du gerne dø?"

Jeg tænkte lidt og vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Ville jeg gerne dø? Jeg vidste at jeg ikke havd-e lysten til at leve, men ligefrem at dø. Det var permanent, ikke noget jeg kunne ændre senere. Hvis jeg valgte at dø, ville jeg ikke komme tilbage. Tanken fik min krop til at ryste. 

"Nej," svarede jeg. Men jeg vidste ikke helt om det var sandheden eller om jeg løj. Havde dette halve år overhovedet hjulpet? Ikke på mit livssyn. 

Han kiggede undrende på mig og jeg  havde på fornemmelsen at han ikke troede på mig. Jeg følte heller ikke selv at jeg var særlig overbevisende. 

"Hvad skal du så i dag?" spurgte han for at ændre den akavede stemning.

"Lede efter lejlighed, svare på mine utallige ubesvarede beskeder. Det skal nok få tiden til at gå."

"Skal du låne min computer?" Pis tænkte jeg. Alle mine ting ligger jo hos Søren. 

"Ja tak," svarede jeg og han forlod værelset, men kom hurtigt tilbage med hans bærbare og smed den ned i sengen. 

"Du må hygge dig," sagde han med et smil mens han gik ud af døren og lukkede den efter sig.

Jeg tændte computeren og lagde min mobil ved siden af mig, mens jeg overvejede om jeg skulle tjekke mine beskeder først. Jeg tog mobilen og skimmede beskederne, og valgte så at svare Søren, derefter Denise, så Mia og så Helena. De ukendte numres beskeder blev slettet og jeg lagde mobilen ved siden af mig igen og kiggede sukkende på computeren. Så tænkte jeg. Jeg gik ind på diverse sider med lejligheder, men vidste ikke hvordan min indtægt så ud. Jeg vidste egentlig ikke hvordan min økonomi var, så jeg valgte at tjekke min netbank. Da jeg loggede ind, hamrede mit hjerte. Jeg var så rædselsslagen over, hvordan det hele så ud, men da tallet kom frem på skærmen, fløj min mund åben og mine øjne blev store. De var blevet overført. Erstatningen var på min konto. 250 tusinde kroner, en kvart million. Jeg smilede lidt for mig selv og vendte så tilbage til lejlighederne. Klokken blev 17 og jeg havde fundet tre lejligheder, jeg synes så interessante ud. Men mens jeg søgte efter flere, tænkte jeg over, om jeg havde lyst til at blive i Århus. Havde jeg mere her? Jeg overvejede at kigge på lejligheder i Kolding, Fredericia, København og Odense, og fandt hurtigt ti mere, der vækkede min interesse. Men jeg vidste ikke hvad jeg ville. Jeg overvejede at finde et arbejde, men det var lettere sagt end gjort. 

Min telefon afbrød mine tanker ved at vibrere og jeg kiggede på skærmen. Det var Mia der skrev.

Åh gud hvor er jeg glad for at høre fra dig! Er du okay? Hvor er du? Må jeg komme forbi? Kan du komme forbi? Har så meget at fortælle dig!

Jeg sukkede og svarede hende:

Jeg er hjemme i Skejby og ja du må da gerne komme forbi.

Jeg kiggede videre på lejligheder, indtil at min mobil vibrerede endnu engang.

Ses om en times tid. Tager pizza med!

Jeg smilede lidt for mig selv uden at vide hvorfor. Jeg begyndte at ringe til udlejerne i Århus og skulle se to af lejlighederne mandag og den sidste onsdag, men jeg blev i tvivl. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at blive i Århus, for jeg havde følelsen af, at jeg ikke var velkommen mere. Jeg skulle starte forfra, så jeg ringede til de to udlejere jeg havde fundet i København. Den ene lå på Nørrebro hvor den anden var i Kastrup. Begge lejligheder kunne ses næste weekend, lørdag, så jeg valgte at tage en tur derhen fredag til søndag. Jeg skulle nu se 5 lejligheder næste uge og jeg glædede mig. Jeg følte mig som et lille barn juleaften, spændt og energisk. Fuld af glæde.

Jeg tændte en cigaret og surfede lidt rundt på nettet. Jeg valgte derefter at google Jace. Jeg skrev hans navn ind i søgefeltet og trykkede enter. Der kom mange sider op. Der var lavet en mindeside af ham på Facebook, hvor jeg endnu ikke havde oprettet en bruger da jeg synes at det var det rene tidsspilde, selvom at Mia og alle andre, havde tryglet om det. Derudover var der mange artikler, billeder og andre ting af ham. Jeg kiggede rundt, trykkede mig ind på den ene artikel efter den anden. Til sidst gik jeg ind på mindesiden og læste alle de beskeder folk havde postet på væggen. En besked fangede hurtigt mine øjne.

Phillip M. Petersen skriver:

Vi ses snart igen. R.I.P. ;)

Jeg kunne mærke hvordan vreden boblede indeni mig. Jeg bed mig selv hårdt i læben, og stirrede på beskeden. Jeg havde lyst til at skrive til ham, men ville ikke blive en del af det sociale netværk. Jeg ville ikke ligge på nettet, men så kom jeg i tanke om, at jeg nok allerede gjorde det. Jeg tastede mit navn ind i søgefeltet og der var flere sider om mig, end jeg nogensinde havde troet. Der var utallige billeder af mig ved retssalen. Men et billede fangede mine øjne. Et billede af Mia og jeg. Et billede jeg aldrig havde set før. Jeg klikkede på det, for at finde ud af hvor det kom fra. Facebook. Mias facebook. Under billedet stod der: "Du vil altid betyde meget for mig <3". Billedet var blevet sat ind kun 2 måneder siden. Jeg skimmede kommentarene under billedet. Folk havde skrevet: Jeg kondolerer. Jeg grinte. De troede at jeg var død. Jeg sad igen og overvejede at lave en profil, men slukkede computeren i stedet for. Jeg skulle ikke være en del af det. Men beskeden fra Phillip irriterede mig. Skulle jeg give ham et besøg her om nogle dage? Nej. Han var ikke min tid værdi. Jeg sukkede og rejste mig op, for at gå ud i køkkenet. Jeg tog et glas fra en af skabene og fyldte det med vand. Jeg drak det hurtigt, hvorefter jeg gik på opdagelse i køleskabet, som var fyldt op med øl og sprut. Jeg tog en six-pack med ind i stuen og satte mig i den store sofa, smækkede mine ben op på sofabordet og åbnede en øl, hvorefter jeg tog en stor slurk. Jeg tændte TVet på et realityprogram som lige var startet. Jeg sad og kiggede indtil at det ringede på døren. Jeg råbte så højt jeg kunne kom ind og døren blev åbnet. Mia stod med to pizzaer samt 2 ltr cola i hænderne og med et stort smil på hendes læber. Hun kom gående ind mod mig, og lagde tingene på sofabordet hvorefter hun omfavnede mig, hendes øjne blev fyldt med tårer.

"Jeg troede at du var død!" udbrød hun hulkende og klemte omkring mig. "Aldrig, aldrig, aldrig gør det igen. Hvor helvede har du været?"

"Kæmpede i en krig," sagde jeg med et smil. Hun gav mig en blid lussing og kyssede pludselig mine læber. Jeg fik lidt et chok, men gjorde ikke noget for at stoppe hende. Hun trak sig tilbage, og satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad ser du?" 

"Ingen anelse. Et eller andet reality pis."

Hun gav mig en af pizzaerne, og åbnede sin egen og tog et stykke. Hun blev ved med at kigge hen mod mig og smilede. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere men jeg gav hende et smil og begyndte så at spise. 
"Skal vi ikke tage i byen?" spurgte Mia pludselig og jeg kiggede undrende på hende.
"I byen?"
"Ja! Der er i hvert fald fest i Randers," sagde hun med et smil. "Kom nu!"
Jeg sukkede. "Jeg ved ikke," svarede jeg men hun kiggede på mig med hendes irriterende hundeøjne.
"Kom nu Danny! Du har brug for at komme ud!"
Jeg satte den tomme øl fra mig. "Jeg kan ikke køre."
"Årh hold op, du har kun fået en øl."
"Den første i et halvt år. Mia, jeg ved ikke om jeg har lyst til at feste."
"Du er da blevet kedelig."
Jeg sukkede. "Okay, så lad os tage afsted, men vi tager toget."
Mia hoppede op og ned og klappede i hendes hænder. Jeg sukkede dybt. Jeg havde ikke lysten til at tage til fest, men hvis jeg blev ved med at sidde her, ville jeg med tiden blive deprimeret. Jeg rejste mig op og vi gik ind på mit værelse, hvor jeg tjekkede den lille taske jeg havde med, for noget andet tøj. Men der var næsten det samme som jeg havde på - et par mørkegrå jeans og en bandtshirt. Jeg tog noget deo på, og trådte så ud i bryggerset og tog min vinterjakke på, samt mine slidte conversesko. Mia smilede, allerede klar og med et glimt i øjet. Vi traskede begge ned mod bussen, og mens vi stod og ventede, tændte Mia en cigaret til os begge. 
Bussen kom kort tid efter at vi begge havde røget, og vi satte os ned bagved. Jeg kunne mærke hvordan folk stirrede på mig, men jeg ignorerede det. Jeg blev nødt til at vænne mig til tanken. 

Vi tog bussen mod Randers. Mia havde sat sig inderst og jeg yderst, og hun kiggede hele tiden på mig. Hun smilede når jeg kiggede tilbage, men rettede så sit blik ud ad vinduet, hvor sneen lå som et lagen på asfalten. Mia begyndte at fortælle at der var blevet startet en masse rygter om, hvad der var sket med mig, og de fleste gik ud på, at jeg var død. Man kan vel også sigel, at det var jeg også, men jeg ønskede ikke at bekymre Mia på nogen måde. Jeg fortalte hende ikke hvor jeg havde været henne, da jeg på den ene side var pinlig berørt over det, men jeg ønskede heller ikke komme med en lang forklaring om hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Jeg ville ikke have hendes øjne til at hvile på mig, med tankerne om, at jeg var sindsyg.
Vi var hurtigt i Randers, og steg ud i kulden. Vi gik op mod nogle lejligheder som jeg ikke genkendte, og der stod en masse unge på gangen. Jeg fortrød ikke at have drukket mere på vejen herhen, og følte mig ædru. Jeg genkendte ikke et eneste ansigt ude på gangen, men Mia åbnede døren til en rimelig stor 3 værelses lejlighed. Der var alt for mange mennesker i den, og de fleste ansigter genkendte jeg. Melanie, Helena og mange andre fra min klasse. Nogle jeg brød mig om, andre kunne jeg ikke fordrage. Men jeg så også nogle overraskede ansigter. Victor. Henrik. Søren. Janine. Det var som om at hele min gamle omgangskreds var til denne fest. Jeg var hurtigt ude af lejligheden igen og gik ned på Randers gågade som var øde. Mia fulgte efter.
"Hvad er der?"
"Jeg er ikke velkommen deroppe."
"Hold nu op."
"Hvem bor der?"
Mia svarede ikke.
"Svar nu."
"Ikke nogen du kender, så stop nu."
Jeg sukkede.
"Jeg har virkelig ikke lyst til at tage derop. I hvert fald ikke så ædru, som jeg nu er."
"Så lad os finde noget at drikke, og så smutte derop. Okay?"
Jeg nikkede og vi fandt hurtigt Føtex, som heldigvis lukkede sent. Vi købte 2 ltr cola, vodka, rom og øl og satte os op i Mias lejlighed og drak. Mia sad for det meste og SMSede frem og tilbage med jeg ved ikke hvem. Hun var meget distraheret af sin telefon, men det gjorde mig intet. Jeg drak det ene glas efter det andet og kunne mærke alkohollen tage sin virkning lidt efter lidt.
Klokken blev midnat, da vi forlod lejligheden, begge fulde og uden balance. Vi gik langsomt hen imod lejligheden, arm i arm, mens vi sang og grinte. Det var hyggeligt og jeg følte mig en smule tryg men jo tættere vi kom på menneskerne, jo hurtigere bankede mit hjerte. Jo mere utryg blev jeg. Jeg sank en klump og gik med Mia, stadig arm i arm, op ad trapperne. Menneskene fra gangen var forsvundet, men havde bevæget sig indenfor. Vi tog vores overtøj og sko af i gangen, og gik ind i den store stue. Jeg sendte et smil igennem rummet og en masse begyndte at stirre. Den hyggelige snak forsvandt langsomt, til at alle øjne var på mig, og mit smil forsvandt. Jeg begyndte at have det varmt. Helenas mund fløj åben og Henriks øjne borede sig ind i mine. Han stirrede længe, inden at han rejste sig op fra sofaen han sad i. Melanie prøvede at holde ham tilbage, men denne gang gik det ikke. Han gik hurtigt hen imod mig, og inden jeg kunne se mig omkring, holdt han mig op ad væggen i min tshirt, med hans ansigt så tæt på mit, så jeg kunne lugte alkohollen i hans ånde.
Men jeg pludselig helt rolig mens vreden kunne ses i hans øjne. Jeg slappede helt af, og kiggede ham i øjnene. Folk råbte og skreg af Henrik men ingen turde at gøre noget.
"Hvad vil du gøre?" spurgte jeg roligt. "Dræbe mig? Slå mig?"
Han satte mig ned, og tog hans mund hen mod mit øre. Jeg kunne mærke hans ånde på mit øre.
"Jeg tror at lade dig leve, er straf nok," sagde han koldt og gik tilbage til Melanie. Jeg gik efter ham ind i stuen, alle øjne på mig. Jeg satte mig ned på gulvet, efter at have taget en øl i køkkenet. Mia satte sig ved mig, og pludselig kom en del andre og joinede os. Helena prikkede til mig, og bad mig om at komme med hende. Jeg gik med hende ud på gangen, og prøvede at fokusere.
"Jeg troede at du var død," sagde hun og jeg kunne se at hun holdt tårene tilbage.
"Jeg er meget i live, takket være dig," sagde jeg.
Hun omfavnede mig, mens tårerene trillede ned ad hendes kinder. Hun tog mit ansigt i hendes hænder og plantede et kys på mine læber og trak sig så tilbage. Jeg stod stiv som et bræt og kiggede på hende.
"Undskyld, jeg..." begyndte hun men jeg smilede bare til  hende. Derefter kyssede jeg hende igen, skubbede hende mod muren, og lod mine hænder bevæge mig ned til hendes hofter.

Sandhed avler had - del 15.

Det var som om at gulvet forsvandt under mig. Jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste og det hele glide fra hinanden. Det velkendte ansigt foran mig, forsvandt og blev til en mørk skygge og til sidst var det helt væk. Jeg fløj over hospitalet, men det hele var mørkt. Jeg fløj ind i et hul, og for enden kunne jeg se et lys. Et stærkt hvidt lys, der fik mine øjne til at gå i vand.
"Danny!" stemmen var bekendt. En kvindestemme. Jeg prøvede at fokusere ved at blinke med mine øjne, men det eneste jeg kunne se var et hvidt lys. Jeg blinkede igen og prøvede at løfte mine arme, men de var tunge og føltes som om de var fyldt med bly. Endelig fik jeg åbnet mine øjne og kunne se psykologen, kvinden der havde prøvet at få mig til at tale i 4 måneder, stå foroverbøjet over mig. Jeg kiggede rundt i værelset og genkendte det med det samme. Jeg var stadig i Sønderjylland, stadig indlagt. Det hele var en drøm og jeg sukkede og havde mest af alt, lyst til at lukke mine øjne igen.
"Er du okay?" spurgte hun helt bekymret og en læge trådte ind i rummet med et clipboard. Han havde et stort mørkt overskæg men var skaldet.
Jeg nikkede og satte mig op i sengen og kiggede rundt. Intet var anderledes. Det var det samme som før. Alt med Århus var en drøm. Psykologen og lægen gik ud af mit rum og jeg kunne høre låsen dreje. Jeg var alene. Jeg satte mig hen til vindueskarmen igen og kiggede ud. Intet. Havde. Ændret. Sig.
Jeg lagde mig tilbage i sengen og lukkede mine øjne. For i drømmene var jeg i live. Mit hjerte bankede og mine kinder havde farver. Mit hjerte føltes ikke tomt, men bankende og stort, fuld af liv og lyst. Men virkeligheden er mørk og kold. Jeg kunne mærke hvordan tårene gled ned af mine kinder og jeg snøftede. Jeg åbnede mine øjne og stirrede op i loftet. Hvorfor leve når du allerede er død? Jeg prøvede at ryste tankerne ud af mit hoved, men de blev ved med at komme. Jeg havde et helt skænderi i mit hoved.
Du er intet værd. Du fortjener det her. Jeg bed mig selv i læben til den blødte. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen i et hjørne, lod mig glide ned af væggen, til at jeg sad ned. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder.
Hvorfor begår du ikke bare selvmord?
"Hold kæft," mumlede jeg.
Ingen har prøvet at finde dig. Du er jo helt alene. Ingen elsker dig.
"Hold nu kæft!" råbte jeg.
Du kommer aldrig ud herfra. 
Jeg svarede ikke. Stemmerne i mit hoved forsvandt ikke, men blev ved med at snakke. Tårene gled ned af mine kinder og mit hjerte bankede hurtigere i mit bryst. Jeg kunne ikke. Stemmen havde ret - ingen havde prøvet at finde mig. Jeg var nok død for dem alle sammen, intet, ligegyldig. Alle havde glemt Danny Jules. Fyren med store drømme, men ingen viljestyrke. Fyren med mareridt som han ikke kunne kontrollere. Han var nu indelukket i en celle, hver evig eneste dag, proppet med piller der var gift for hans krop. Jeg tog en dyb indånding. Hvad havde jeg tilbage? Hvem havde jeg tilbage? Intet, sagde min underbevidsthed. Ingen.
Jeg kunne høre døren blive åbnet, men jeg viste mig ikke. Jeg kæmpede stadig mod min underbevidsthed.
Du var din kæreste utro, som var din pushers lillesøster. Du er da heldig, at du er herinde, ellers var du blevet slagtet.
"Jeg ved det. Jeg ved godt hvad jeg har gjort."
Du kneppede din brors kæreste, og fik et barn med hende, og lod ham tro at det var hans.
"Han vidste det godt!" råbte jeg af mig selv og kunne høre gråden i min stemme. "Han vidste det godt. Han tilgav mig."
Du er grunden til at Jace er død.
"Nej," græd jeg.
Du er grunden til at din familie er splittet.
"Stop. Lad mig være."
Du er selv skyld i at din far voldtog dig.
"Nej. Nej jeg er ej!"
Stilhed. Ingen stemmer. Jeg kunne høre en sætte sig i min seng, men jeg kiggede ikke op. Jeg kunne ikke. Jeg turde ikke. Det hele gjorde for ondt. Jeg fik smidt fejltagelser i hovedet og jeg kunne ikke klare dem mere. Jeg følte ikke at jeg havde noget at leve for.
"Danny," hørte jeg min psykolog sige med en smuk og rolig stemme. "Hvem snakker du med?"
Jeg svarede hende ikke. Jeg tog en dyb indånding og kiggede op. Jeg følte mig ikke pinligt berørt på nogen måde. Jeg følte mig egentlig rolig.
"Mine indre dæmoner," svarede jeg stille, og jeg troede ikke at hun kunne høre mig. Men hun gik ned til mig, og satte sig ved siden af mig. Hun tog min hånd og kiggede mig ind i øjnene.
"Hvad siger de?" spurgte hun. Hun snakkede beroligende til mig og mit hjerte begyndte at slå normalt igen.
"Minder mig om ting, jeg helst ikke vil tænke på."
Jeg kunne se i hendes øjne, at hun følte at hun havde vundet. Vundet en kamp med mig. Jeg var ligeglad. Jeg nød, at hun lyttede. Jeg havde troet, at jeg kunne klare det selv, men hvis jeg gjorde, ville jeg ende i et lighus. Hun smilede til mig og det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad hun hed.
"Hvilke ting?"
"Ting der er sket i min fortid."
"Som det med din far?"
Pis. Hun havde også set fjernsyn og jeg sukkede.
"Ja, som det."
Jeg begyndte at snakke om alt der var sket. Fortalte hvor meget min brors selvmord trykkede mig og hvor skyldig jeg følte mig. Hvor skyldig jeg følte, fordi at jeg ikke var stærk. Hun blev ved med at sige, at jeg ikke skulle sammenligne mig selv med ham og hans valg, om at dø, ikke skulle hænge over mine skuldre. Hun gav mig komplimenter, for at snakke om for at være stærk. Hun blev meget personlig, da hun fortalte, om hendes fortid. Måske for at få mig til at have det bedre med mig selv. Hun sagde også, at hvis hun var i mit sted, havde hun nok heller ikke kunne holde det ud, og det var grunden til at hun ikke gav op med mig. Hun ville have at jeg fik det bedre.

Jeg begyndte at snakke med hende hver dag og følte at jeg fik det bedre. Jeg forlod alle mine hæmninger og frustrationer på værelset når jeg forlod det for at gå hen til hendes kontor. En dag, satte jeg mig ned, på den samme stol, som jeg havde siddet på de sidste 2 måneder. Jeg smilede, for første gang i et halvt år. Det var blevet februar og sneen var ved at forsvinde, men kulden var der stadig. Hun sad overfor mig, med et stort smil. Hun gav mig et stykke papir, som jeg begyndte at læse igennem. Jeg blev udskrevet. Hun følte ikke, at jeg havde brug for flere samtaler med hende, men at jeg skulle se en psykolog i Århus mindst en gang i ugen, når jeg kom tilbage. Jeg blev glad men også en smule forvirret. Kunne jeg? Jeg havde ikke snakket med nogen i et halvt år, udover hende.
Da jeg gik ned ad gangen, ned i receptionen og så videre mod hovedkontoret for at hente mine ting, sank mit hjerte. Jeg havde ikke lysten til at forlade dette sted. Jeg var sikker på, at når jeg kom ud, ville jeg ende i samme rytme som før. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, når jeg tænkte på den første bane jeg kunne sniffe efter så lang tid. Jeg glædede mig til at suge røgen fra en joint og mærke hvordan den ville kradse mine lunger. Jeg rystede mit hoved, væk fra tankerne. Nej, jeg ville ændre mig. Men var jeg stærk nok?
Jeg fik mine ting, og gik ud for at klæde om. Det var dejligt at have mit eget tøj på igen. Der holdt en taxa udenfor, som ville køre mig til Sønderborg station, og så havde de købt en billet til mig, til Århus.
Da jeg sad i toget valgte jeg at tænde min telefon. Over et halvt år var gået, så jeg var bange for, at jeg ville blive bombarderet med beskeder. Da jeg havde tændt den og trykket koden ind, lagde jeg den ned i min bukselomme og kunne hurtigt mærke den ene vibration efter den anden. Den havde nok vibreret 50 gange, og da den endelig stoppede, tog jeg den op og kiggede på displayet. 74 ulæste beskeder. Fuck tænkte jeg.
Jeg gik ind i beskeder, og skimmede dem. Nogle var fra numre jeg ikke kendte. Der var en masse fra Søren, Mark og Agnete og to fra Denise. En del fra Mia og få fra Helena. Ingen af beskederne var spændende. De spurgte alle hvor jeg var, hvornår de kunne se mig. Fortalte at de var bekymret for mig. Få havde skrevet at hvis jeg ikke snart svarede, ville alle tro at jeg var død. Jeg grinte lidt af tanken.
Jeg trykkede Marks nummer ind på displayet og så "ring op". Han tog den ved første ring.
"Danny!" råbte han i røret og jeg fik et chok.
"Slap af," svarede jeg.
"Hvor fanden har du været? Jeg troede sgu at du var gået under jorden."
"Var jeg også. Hør, jeg er på Århus station klokken 15:13. Kan du hente mig?"
"Ja. Hvor fanden har du været?"
"Jeg forklarer dig det hele når vi ses."
Vi sagde farvel og jeg lagde på og lænede mig tilbage i sædet og lukkede mine øjne. Jeg faldt i søvn, men vågnede igen da jeg skulle skifte tog i Middelfart. Jeg skyndte mig hen på perronen hvor toget mod Århus stod, og steg indenfor. Toget var proppet, men heldigvis havde stedet reserveret en plads til mig. Der sad ingen på det, da jeg kom og jeg satte mig ned. Jeg kiggede rundt på de tre andre, der også sad der. To af dem var et kærestepar på min egen alder - måske yngre. De sad begge og så en film på en Mac computer. Ham der sad ved siden af mig var en stor, pumpet og skaldet fyr. Han lænede sit hoved ind mod vinduet og havde lukket øjne. Jeg kunne lugte sveden fra ham og sukkede. Dette bliver en lang tur tænkte jeg til mig selv. Jeg kiggede op på displayet, hvor der stod om sædet var reserveret eller ej. Fredericia. Han skulle forhåbentlig af i Fredericia og jeg jublede indvendigt af tanken. Jeg lænede mig tilbage i sædet, og kiggede rundt. Jeg kendte ingen, men jeg fik de store øjne fra forskellige mennesker. Var det på grund af mine tatoveringer? Nej, de var dækket af den store vinterjakke. Mine piercinger så ikke mere unormale ud, end så mange andres. Mit hår havde lange udgroninger og jeg ville bede Mark om at vi skulle forbi Matas eller Føtex så jeg kunne få købt en sort hårfarve. Men så slog det mig - de kendte mig fra TVet. Jeg sank en klump i min hals. Jeg kan ikke tænkte jeg til mig selv. Jeg var paranoid. Jeg troede at de tænkte de værste ting om mig, men jeg vidste godt at det var alt i mine tanker. Da vi nåede til Fredericia steg din store, svedende mand af og en ung pige satte sig ved siden af mig. Jeg faldt hurtigt i søvn og drømte om et gladere sted.

Sandhed avler had - del 14.

Jeg kiggede ud af vinduet. Tremmerne skyggede for det meste af udsigten, men jeg kunne nyde hvordan sneen faldt fra himlen og landede blødt på den allerede hvide jord. Træernes blade var for længst forsvundet og fejet væk, så nu bestod naturen af et glasurlag af sne. Himlen var grå, og skyerne dækkede solen, hvis stråler man lige kunne skimme. Jeg kiggede ned i haven, studerede hver enkel detalje. Der var børn, teenagere, unge voksne og alle legede ude i sneen med et smil på deres blå, frosne læber. De havde huer på, som dækkede deres ører og det meste af deres nakke samt store vinterjakker, der så bløde og lunefulde ud. Der var en dreng, som jeg holdt øje med. Han havde langt sort hår som mig selv, og en piercing i højre side af læben. Han sad alene på en gynge og gyngede stille frem og tilbage, men lod ikke hans fod slippe jorden. Han kiggede op mod mig, og vores øjne mødtes. Vi stirrede i et langt øjeblik på hinanden. Hans øjne var fuld af liv, men der var ingen glæde. Frygt? Jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad det var han følte. Han rejste sig op og gik hen imod alle de andre, og jeg rejste mig op fra vindueskarmen, jeg havde siddet i, i alt for lang tid. Jeg gik hen imod min seng og satte mig ned. Jeg sukkede men rejste mig op igen og gik hen imod min dør og prøvede at kigge ud af det kvadratiske vindue. Det eneste jeg kunne se var hvide vægge og hvide døre. Jeg satte mig derefter ned i sengen igen, hvorefter jeg lænede mig til den anden side, og lå pludselig ned. Jeg havde en samtale med mig selv, inde i mit hoved hvor ordene selvmord og død indgik i hver anden sætning. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at slappe af, men min krop spændtes.
Jeg havde været der i 4 måneder og jeg følte mig ikke længere i live. Jeg havde ikke hørt fra nogen, men så igen, de vidste ikke hvor jeg var. Jeg havde ikke fået noget at vide, om hvad der skete ude i omverden og hver gang jeg gik det mindste amok, fik jeg en afslappende sprøjte eller elektrochok. Jeg prøvede at slappe af, men stedet gjorde mig sindsyg. Jeg blev tvangsfodret da medicinen havde fået min sult til at forsvinde og jeg havde stadig de sorte render under mine øjne. Stofferne var for længst ude af mit system, men jeg kunne stadig mærke lysten til dem. Hvordan jeg ville have heroinen til at flyde gennem mine årer.
Jeg gik hen til døren, og ventede på at nogen kom. Jeg havde ikke andet end en seng og et lokum. De havde ikke turde sætte mig sammen med nogen, og jeg havde ikke sagt et ord i 4 måneder til nogen. Psykologerne var ved at blive bekymret for mig, men jeg ønskede ikke at tale. For hvad kunne jeg sige, som de ikke allerede vidste? Jeg var fængslet for at dræbe mig selv. Jeg anede ikke hvor længe jeg skulle blive her, men værst af alt, vidste jeg ikke hvor længe jeg kunne holde det ud. Jeg kunne mærke mit hjerte slå, men viljen til at overleve dette mareridt, var der ikke. Den stærke person var væk på grund af medicinen. De havde knækket mig, ødelagt mit ego. Ødelagt alt hvad jeg var.
Døren blev åbnet og den samme psykolog som havde prøvet at få mig til at snakke de sidste 4 måneder, var der. Benjamin havde givet op efter kort tid og jeg havde ikke set ham igen. Denne psykolog var en kvinde - en attraktiv en af slagsen - men det ændrede intet. Jeg så hende ikke som noget jeg havde lysten til. Jeg så hende som et objekt, en forhindring. Den person som forhindrede mig i at komme ud.
"Det er den 22. december i dag," sagde hun med hendes yndefulde stemme og hun kiggede mig ind i øjnene. Hendes øjne var krystalblå og hendes platinblonde hår var sat op i en knold.
Jeg kiggede ned i jorden og lænede mig tilbage i læderstolen. Jeg lukkede mine øjne og sukkede.
Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere. 
"Det er et år siden at Jace begik selvmord," sagde hun, i håb om at jeg ville sige noget. Men jeg sukkede bare igen og rejste mig op fra stolen og gik hen imod døren. Jeg åbnede den, og gik ud. Jeg gik i mine egne tanker, i min egen verden. Hun fulgte efter mig, få meter væk, mens jeg gik ned ad gangen, et langsomt skridt efter det andet. Jeg slæbte mine fødder, som var tunge som bly. Jeg begyndte at mærke et smerte i midten af mit bryst, en smule til venstre, men tænkte ikke over det. Men smerten blev stærkere og skridtene tungere. Jeg tog mig til brystet og kunne mærke hvordan jeg skulle kæmpe for at trække vejret. Jeg faldt ned på mine knæ, og kunne høre folk råbe og skrige. Mine øjne rullede rundt i hovedet på mig og jeg faldt med hovedet først, ned i jorden. Det hele blev hvidt og folk forsvandt for mine øjne. Jeg prøvede at blinke, men jeg kunne ikke se nogen, kun mærke hænder der rørte mig, fjernede mine hænder fra min egen krop.

Jeg blinkede. Jeg havde elektroder på min krop og var i drop. Jeg blinkede flere gange til alt blev tydeligt. Jeg var ikke det samme sted som før, men jeg genkendte stedet - Århus Universitetshospital. Jeg var på en alenestue, og tænkte at jeg kunne smutte, men da jeg prøvede at bevæge mig, kunne jeg mærke håndjernene på mine håndled. Suk. Irriteret prøvede jeg at kigge frem og tilbage i rummet. Der var ikke noget, der kunne befri mig, men pludselig kom der en læge ind - sammen med min psykolog.
"Hej Danny," sagde han med en meget monoton stemme. "Mit navn er Doktor Zandberg. Hvordan har du det?"
Jeg kiggede irriteret på ham. "Skide godt," svarede jeg irriteret og jeg så at min psykolog kiggede overrasket på mig. Jeg skjulte et smil, men stirrede på håndjernene. "Må jeg komme fri?"
"Det kan jeg desværre ikke gøre," svarede Dr. Zandberg.
"Er jeg stadig en fare for mig selv eller hvad?"
Zandberg kiggede på min psykolog og så på mig.
"Ved du godt, hvor alvorligt det her er?" spurgte han og hans stemme blev urolig.
"Egentlig, er jeg pisse ligeglad."
"Du kunne være død."
Jeg begyndte at grine. "Ej, det var da ikke så godt," svarede jeg sarkastisk.
Der var en akavet stilhed.
"Jeg har det fint. Jeg er glad og frisk og alt det der pis i vil høre. Må jeg gå nu?"
Min psykolog rystede på hovedet.
"Det kan desværre ikke lade sig gøre," sagde hun.
"Hvad da?"
Hun tog en dyb indåndring. "Danny, du har det ikke godt..."
"Surprise," afbrød jeg.
"Ved du hvad der gik dig indlagt her?" spurgte hun.
Jeg hævede mine øjenbryn. "Hjerteanfald?"
"Stress. Du stresser dig selv, og det har du brug for hjælp til at kæmpe imod. De indlægger dig her, i Århus, for at hjælpe dig."
"Må jeg spørge om noget?" spurgte jeg, og tog ikke hendes ord til mig.
"Ja da."
"Er jeg stemplet sindsyg?"
"Vi bruger ikke det ord her."
"Men det er jeg, ikke? Du tror at jeg er sindsyg, ikke?"
Hun svarede ikke.
"Hvorfor tror du at jeg ikke snakkede i 4 måneder?"
"Fordi at..."
Jeg grinte.
"Du har ikke et svar. Genialt."
Stilhed.
"Jeg sagde ikke en skid, fordi at der intet var at sige. Hver gang jeg sagde noget, dømte i mig. Hver gang jeg gjorde noget, dømte i mig. I har stemplet mig for noget, jeg ikke er, som er sindsyg. Jeg har visse problemer, det har i ret i. At jeg er stresset, kan sgu også være sandt. Men jeg er ikke sindsyg. Jeg er realist."
De sagde ikke noget, men kiggede bare på mig i stilhed.
"Jeg vil ikke lukkes inde igen, for det gør mig sindsyg."
Psykologen og Zandberg gik ud og jeg lå i sengen, endnu engang alene. Pludselig kom en betjent ind og låste håndjernene op. Jeg kiggede nervøst og uforstående på ham, mens han gik ud med håndjernene i hånden. Derefter kom Benjamin, min gamle psykolog, ind med en kasse, hvor mit tøj, min telefon og min pund lå i. Jeg forstod ikke hvad der skete, og da en læge kom ind, tog nysgerrigheden over.
"Undskyld," sagde jeg og hoppede ud af min seng. "Ved du hvorfor at jeg får lov til at gå?"
"Du snak," sagde hun og jeg kunne høre at hun ikke forstod meget dansk så jeg løb ud på gangen og så bagdelen af Zandberg. Jeg løb hen imod ham og stoppede ham op.
"Hvorfor?" spurgte jeg.
"Hvorfor hvad?"
"Hvorfor fik jeg lov til at gå?"
"Du er på prøve. Danny, det eneste du fejler, er at du skal tage dig sammen. Du er klog nok."
Jeg fattede ingenting, og mens han forsvandt kunne jeg mærke en vrede boble inden i mig. Havde jeg brugt 4 måneder på ingenting? Havde jeg siddet i mine egne selvmordstanker, og det eneste jeg skulle gøre, var at snakke? Var at være mig selv, for at kunne komme ud? Jeg forstod det ikke, men da jeg så et velkendt ansigt komme gennem skydedørene, bredte et smil sig på mine læber.