Jeg kiggede ud af vinduet. Tremmerne skyggede for det meste af udsigten, men jeg kunne nyde hvordan sneen faldt fra himlen og landede blødt på den allerede hvide jord. Træernes blade var for længst forsvundet og fejet væk, så nu bestod naturen af et glasurlag af sne. Himlen var grå, og skyerne dækkede solen, hvis stråler man lige kunne skimme. Jeg kiggede ned i haven, studerede hver enkel detalje. Der var børn, teenagere, unge voksne og alle legede ude i sneen med et smil på deres blå, frosne læber. De havde huer på, som dækkede deres ører og det meste af deres nakke samt store vinterjakker, der så bløde og lunefulde ud. Der var en dreng, som jeg holdt øje med. Han havde langt sort hår som mig selv, og en piercing i højre side af læben. Han sad alene på en gynge og gyngede stille frem og tilbage, men lod ikke hans fod slippe jorden. Han kiggede op mod mig, og vores øjne mødtes. Vi stirrede i et langt øjeblik på hinanden. Hans øjne var fuld af liv, men der var ingen glæde. Frygt? Jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad det var han følte. Han rejste sig op og gik hen imod alle de andre, og jeg rejste mig op fra vindueskarmen, jeg havde siddet i, i alt for lang tid. Jeg gik hen imod min seng og satte mig ned. Jeg sukkede men rejste mig op igen og gik hen imod min dør og prøvede at kigge ud af det kvadratiske vindue. Det eneste jeg kunne se var hvide vægge og hvide døre. Jeg satte mig derefter ned i sengen igen, hvorefter jeg lænede mig til den anden side, og lå pludselig ned. Jeg havde en samtale med mig selv, inde i mit hoved hvor ordene selvmord og død indgik i hver anden sætning. Jeg lukkede mine øjne og prøvede at slappe af, men min krop spændtes.
Jeg havde været der i 4 måneder og jeg følte mig ikke længere i live. Jeg havde ikke hørt fra nogen, men så igen, de vidste ikke hvor jeg var. Jeg havde ikke fået noget at vide, om hvad der skete ude i omverden og hver gang jeg gik det mindste amok, fik jeg en afslappende sprøjte eller elektrochok. Jeg prøvede at slappe af, men stedet gjorde mig sindsyg. Jeg blev tvangsfodret da medicinen havde fået min sult til at forsvinde og jeg havde stadig de sorte render under mine øjne. Stofferne var for længst ude af mit system, men jeg kunne stadig mærke lysten til dem. Hvordan jeg ville have heroinen til at flyde gennem mine årer.
Jeg gik hen til døren, og ventede på at nogen kom. Jeg havde ikke andet end en seng og et lokum. De havde ikke turde sætte mig sammen med nogen, og jeg havde ikke sagt et ord i 4 måneder til nogen. Psykologerne var ved at blive bekymret for mig, men jeg ønskede ikke at tale. For hvad kunne jeg sige, som de ikke allerede vidste? Jeg var fængslet for at dræbe mig selv. Jeg anede ikke hvor længe jeg skulle blive her, men værst af alt, vidste jeg ikke hvor længe jeg kunne holde det ud. Jeg kunne mærke mit hjerte slå, men viljen til at overleve dette mareridt, var der ikke. Den stærke person var væk på grund af medicinen. De havde knækket mig, ødelagt mit ego. Ødelagt alt hvad jeg var.
Døren blev åbnet og den samme psykolog som havde prøvet at få mig til at snakke de sidste 4 måneder, var der. Benjamin havde givet op efter kort tid og jeg havde ikke set ham igen. Denne psykolog var en kvinde - en attraktiv en af slagsen - men det ændrede intet. Jeg så hende ikke som noget jeg havde lysten til. Jeg så hende som et objekt, en forhindring. Den person som forhindrede mig i at komme ud.
"Det er den 22. december i dag," sagde hun med hendes yndefulde stemme og hun kiggede mig ind i øjnene. Hendes øjne var krystalblå og hendes platinblonde hår var sat op i en knold.
Jeg kiggede ned i jorden og lænede mig tilbage i læderstolen. Jeg lukkede mine øjne og sukkede.
Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere.
"Det er et år siden at Jace begik selvmord," sagde hun, i håb om at jeg ville sige noget. Men jeg sukkede bare igen og rejste mig op fra stolen og gik hen imod døren. Jeg åbnede den, og gik ud. Jeg gik i mine egne tanker, i min egen verden. Hun fulgte efter mig, få meter væk, mens jeg gik ned ad gangen, et langsomt skridt efter det andet. Jeg slæbte mine fødder, som var tunge som bly. Jeg begyndte at mærke et smerte i midten af mit bryst, en smule til venstre, men tænkte ikke over det. Men smerten blev stærkere og skridtene tungere. Jeg tog mig til brystet og kunne mærke hvordan jeg skulle kæmpe for at trække vejret. Jeg faldt ned på mine knæ, og kunne høre folk råbe og skrige. Mine øjne rullede rundt i hovedet på mig og jeg faldt med hovedet først, ned i jorden. Det hele blev hvidt og folk forsvandt for mine øjne. Jeg prøvede at blinke, men jeg kunne ikke se nogen, kun mærke hænder der rørte mig, fjernede mine hænder fra min egen krop.
Jeg blinkede. Jeg havde elektroder på min krop og var i drop. Jeg blinkede flere gange til alt blev tydeligt. Jeg var ikke det samme sted som før, men jeg genkendte stedet - Århus Universitetshospital. Jeg var på en alenestue, og tænkte at jeg kunne smutte, men da jeg prøvede at bevæge mig, kunne jeg mærke håndjernene på mine håndled. Suk. Irriteret prøvede jeg at kigge frem og tilbage i rummet. Der var ikke noget, der kunne befri mig, men pludselig kom der en læge ind - sammen med min psykolog.
"Hej Danny," sagde han med en meget monoton stemme. "Mit navn er Doktor Zandberg. Hvordan har du det?"
Jeg kiggede irriteret på ham. "Skide godt," svarede jeg irriteret og jeg så at min psykolog kiggede overrasket på mig. Jeg skjulte et smil, men stirrede på håndjernene. "Må jeg komme fri?"
"Det kan jeg desværre ikke gøre," svarede Dr. Zandberg.
"Er jeg stadig en fare for mig selv eller hvad?"
Zandberg kiggede på min psykolog og så på mig.
"Ved du godt, hvor alvorligt det her er?" spurgte han og hans stemme blev urolig.
"Egentlig, er jeg pisse ligeglad."
"Du kunne være død."
Jeg begyndte at grine. "Ej, det var da ikke så godt," svarede jeg sarkastisk.
Der var en akavet stilhed.
"Jeg har det fint. Jeg er glad og frisk og alt det der pis i vil høre. Må jeg gå nu?"
Min psykolog rystede på hovedet.
"Det kan desværre ikke lade sig gøre," sagde hun.
"Hvad da?"
Hun tog en dyb indåndring. "Danny, du har det ikke godt..."
"Surprise," afbrød jeg.
"Ved du hvad der gik dig indlagt her?" spurgte hun.
Jeg hævede mine øjenbryn. "Hjerteanfald?"
"Stress. Du stresser dig selv, og det har du brug for hjælp til at kæmpe imod. De indlægger dig her, i Århus, for at hjælpe dig."
"Må jeg spørge om noget?" spurgte jeg, og tog ikke hendes ord til mig.
"Ja da."
"Er jeg stemplet sindsyg?"
"Vi bruger ikke det ord her."
"Men det er jeg, ikke? Du tror at jeg er sindsyg, ikke?"
Hun svarede ikke.
"Hvorfor tror du at jeg ikke snakkede i 4 måneder?"
"Fordi at..."
Jeg grinte.
"Du har ikke et svar. Genialt."
Stilhed.
"Jeg sagde ikke en skid, fordi at der intet var at sige. Hver gang jeg sagde noget, dømte i mig. Hver gang jeg gjorde noget, dømte i mig. I har stemplet mig for noget, jeg ikke er, som er sindsyg. Jeg har visse problemer, det har i ret i. At jeg er stresset, kan sgu også være sandt. Men jeg er ikke sindsyg. Jeg er realist."
De sagde ikke noget, men kiggede bare på mig i stilhed.
"Jeg vil ikke lukkes inde igen, for det gør mig sindsyg."
Psykologen og Zandberg gik ud og jeg lå i sengen, endnu engang alene. Pludselig kom en betjent ind og låste håndjernene op. Jeg kiggede nervøst og uforstående på ham, mens han gik ud med håndjernene i hånden. Derefter kom Benjamin, min gamle psykolog, ind med en kasse, hvor mit tøj, min telefon og min pund lå i. Jeg forstod ikke hvad der skete, og da en læge kom ind, tog nysgerrigheden over.
"Undskyld," sagde jeg og hoppede ud af min seng. "Ved du hvorfor at jeg får lov til at gå?"
"Du snak," sagde hun og jeg kunne høre at hun ikke forstod meget dansk så jeg løb ud på gangen og så bagdelen af Zandberg. Jeg løb hen imod ham og stoppede ham op.
"Hvorfor?" spurgte jeg.
"Hvorfor hvad?"
"Hvorfor fik jeg lov til at gå?"
"Du er på prøve. Danny, det eneste du fejler, er at du skal tage dig sammen. Du er klog nok."
Jeg fattede ingenting, og mens han forsvandt kunne jeg mærke en vrede boble inden i mig. Havde jeg brugt 4 måneder på ingenting? Havde jeg siddet i mine egne selvmordstanker, og det eneste jeg skulle gøre, var at snakke? Var at være mig selv, for at kunne komme ud? Jeg forstod det ikke, men da jeg så et velkendt ansigt komme gennem skydedørene, bredte et smil sig på mine læber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar