Vil du gerne leve?
Tårene gled ned af mine kinder. Jeg sad i bilen, klar til at starte den og forlade dette sted - men jeg var bange. Bange for hvad der skete efter døden. Hvor ville jeg ende henne? Hvordan ville folk reagere? Ville nogen komme til min begravelse? Tanker som disse, snurrede rundt i mit hoved.
Hvad har du at leve for?
Stemmen i mit hoved, stillede mig en masse spørgsmål. Men jeg havde ikke svaret. Jeg havde allerede nu tapet mine ruder til og røret var sat fat i ruden. Det eneste jeg skulle gøre var at tænde motoren, og vente. Men jeg holdt mig selv tilbage. Hvorfor?
Jeg tog min hånd hen på nøglen og tog en dyb indånding. Jeg vidste ikke hvor lang tid det ville tage. Jeg havde kun set og hørt hvordan det ville foregå, men jeg vidste ikke detaljerne. Hvor stor var sandsynligheden for at det ville virke? Hvor stor var sandsynligheden for, at jeg aldrig ville vågne op igen? Jeg drejede nøglen, og motoren gik igang. Jeg lænede mig tilbage og kunne lugte hvordan min bil begyndte at stinke.
Så det nu.
Jeg sad i lang tid med lukkede øjne, men pludselig hørte jeg min dør blive revet op og jeg blev hevet ud af bilen. Jeg landede på asfalten og begyndte automatisk at hoste. Jeg kunne høre en ambulance men jeg ønskede ikke at åbne øjnene. Jeg ville ikke se nogen i øjnene. Jeg havde endnu engang ikke fuldført det og jeg skammede mig. Jeg skammede mig og jeg hadede mig selv endnu mere, end før jeg startede motoren.
Jeg prøvede at sætte mig op, åbnede mine øjne men kiggede ned i jorden. Jeg kunne høre stemmer omkring mig, men jeg lukkede deres ord ude. Jeg ville bare væk. Men da jeg satte mig op, snurrede mit hoved rundt. Jeg tog en dyb indånding af den friske luft, og kiggede op. Til at starte med kunne jeg ikke genkende nogen, men pludselig trådte Helena frem bag en af mændene. Helena. Jeg vidste ikke om jeg var vred eller lykkelig over, at se hende. Der kom en hen imod mig - en høj, kraftig mand med syltetøj på hans skjorte.
Han snakkede til ham på hans eget sprog - polsk lød det til - og jeg nikkede bare. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Han hjalp mig op og jeg stod lidt usikkert de første sekunder. Jeg smilede takknemlig til ham og nikkede. Helena kom gående hen imod mig, med et bekymret ansigtsudtryk.
"Danny." Hun havde grædt. Hendes øjne var røde og hendes kinder våde. Hun tørrede dem med hendes hånd overflade og efter et stykke tid, omfavnede hun mig. Hun holdt mig tæt ind til hende og hun lænede sit hoved på min skulder, indåndede min duft. Jeg forstod ikke hvad der skete.
Hun tog et skridt væk fra mig, og havde sine hænder på mine overarme. Hun kiggede op og ned af mig, hvorefter hun tog mig ind til sig igen. Der kom en læge hen imod mig, og bad mig komme med hen til ambulancen. Jeg gik helt automatisk med, med Helena i hælene. Jeg blev spændt fast til at båre og kørt hen på Århus Universitetshospital - samme sted, hvor jeg var blevet udskrevet knap 24 timer siden. Jeg lukkede mine øjne, men fik at vide at jeg ikke måtte. Jeg sukkede. Jeg var træt. Den eneste lyst jeg havde, var at sove. Sove væk fra det hele.
"Slip mig!" råbte jeg. "Slip mig, slip mig, slip mig!"
Dag 14.
14 dage siden jeg prøvede at begå selvmord.
14 dage siden, at jeg blev slæbt ud af min egen bil.
Ønsket om at dø, var blevet større. Jeg ønskede ikke at leve. Jeg kunne ikke se meningen med det, og jeg kunne ikke se hvorfor at jeg skulle blive ved med at kæmpe, når det aldrig blev bedre. Mit liv havde taget en drastisk retning. Det eneste jeg tænkte på, var at dø. Jeg havde fået de vildeste flip på diverse psykologer, læger og sygeplejersker. Jeg havde ikke taget stoffer siden at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg havde et lille værelse, værre end fængslet. Indelukket og isoleret fra omverden. En fare for sig selv og andre havde jeg fået at vide. De havde taget mit tøj, min telefon, mine bilnøgler. Jeg havde fået smidt den ene diagnose efter den andet i hovedet, blevet proppet med antidepressive og når jeg en sjælden gang gik amok, kom jeg hen til et rum, blev lagt på en båre og fik stød i hjernen. Elektroshok. Jeg følte mig død hver gang, jeg havde været dernede. Det var 3. gang på 14 dage. Jeg havde truet læger med knive, efter at jeg var brudt ind i kantinen. Jeg kunne ikke kende mig selv.
Jeg blev slæbt op til mit værelse af to store mænd og blev smidt i min seng. Jeg kunne knap nok åbne mine øjne og hele min krop føltes død. Jeg følte mig mindre i live end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg lukkede mine øjne og faldt i søvn. Jeg drømte ikke, og hvis jeg gjorde, var det metoder. Metoder, om hvordan jeg kunne slippe væk og ende det hele. Men jeg fik ikke lov. Jeg var jo en fare for andre, så jeg var blevet tvangsindlagt i Sønderjylland. Langt væk fra alle jeg kendte, langt væk fra alt jeg kendte.
Mens jeg lå i min seng, græd jeg, lange, hulkende, kvalte skrig. Det hele virkede meningsløst, for ingen hjalp mig. De forstod ikke, at jeg ikke ønskede at blive rask, for lige meget hvad jeg gjorde, ville intet få billederne i mit hoved, til at forsvinde. Intet ville få sorgen og vreden i min krop, til at forsvinde. Men de forstod det ikke. De troede at alverdens piller ville gøre mig glad - og det ville de sikkert også - men jeg ville være afhængig af endnu en ting. Endnu et stof, ville være i mit blod, i min krop. Et stof, jeg ikke selv ønskede at byde velkommen. Jeg faldt grædende i søvn, i troen om, at det hele ville blive bedre i morgen.
Jeg vågnede næste dag, ved at en sygeplejerske kom ind med et lille shotglas med to piller. Jeg tog puden, der var under mit hoved, og maste den ned over mit hoved, men den blev fjernet fra mig.
Sygeplejersken tog puden fra mig, og bad mig pænt om at tage dem. Jeg rev pilleglasset ud af hendes hånd, tog pillerne i min mund, og placerede dem ved min overlæbe. Jeg åbnede munden og hun nikkede. Da hun var gået, spyttede jeg pillerne ud og gemte dem i mit pudebetræk. Jeg rejste mig op og gik hen til den anden væg hvor jeg placerede mine hænder og støttede min pande op ad den hvorefter jeg sukkede dybt.
"Fuck, fuck, fuck," mumlede jeg til mig selv. Jeg gik hen imod min dør, hvor der var et lille kvadratisk vindue, som jeg kunne kigge ud af. Der var ikke så meget at se, udover en masse lys og hvide gange, samt andre dør der lignede min på en prik. Jeg bankede en gang på døren. Der skete ingenting. Der kom ingen. Jeg bankede en gang til. Ingen. Jeg begyndte at hamre på den, og pludselig kom en læge hen imod mig.
"Hvad?" sagde han surt. Jeg kunne ikke lade være med at smile af hans irritation.
"Jeg vil ud," sagde jeg.
Han stirrede bittert på mig og rystede hans hoved. "Det kan ikke lade sig gøre."
Han prøvede at lukke døren, men jeg fik en fod imellem.
"Jeg vil ud." Min stemme var arrig og følelsesløs.
"Flyt din fod, Danny. For dit eget bedste."
Jeg tog mine hænder på døren og smilede skævt til ham. Hans øjne blev fyldt med frygt. Jeg hev døren op, så lægen fløj med og gik stille ud af min dør, som om intet var sket. Han begyndte at rejse sig op, så jeg løb så hurtigt jeg kunne ned ad gangen. Jeg smilede til alle på vejen, indtil jeg kom hen til en dør. Jeg prøvede at hive den åben, men den var låst. Jeg kiggede frustreret rundt, og så at lægen, sammen med tre andre, kom løbende hen imod mig. Jeg tog min hånd og smadrede glasset i døren, åbnede den udefra og løb videre, ned ad trapperne. Min hånd begyndte at gøre ondt, og blod dryppede ned af den og landede på gulvet, mens jeg løb. Jeg kunne se de grønne exit skilte, og prøvede at følge dem. Det hele snurrede rundt for mig, og jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, før at jeg så udgangen. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen imod den, men da jeg var ved at nå håndtaget, kunne jeg mærke en tung vægt presse mig ned på gulvet. Jeg havde to mænd ovenpå mig, mens jeg prøvede at komme fri, men de gav ikke slip. De holdt hver en arm eller ben og slæbte mig tilbage til mit værelse - cellen. Jeg vred og skreg, så alle der var omkring os, stirrede. Til sidst begyndte jeg at græde men jeg prøvede stadig at komme fri. Pludselig stoppede jeg med at bevæge mig, og lænede mig til den ene side, hvor jeg bed ham der holdt min højre arm. Han gav hurtigt slip og skreg af smerte. Jeg landede hårdt på gulvet og sparkede mig fri fra resten. Jeg så hvor jeg var - kantinen. Kantinedamerne kiggede skrækslagen på mig.
"Danny, slap af," sagde lægen som havde åbnet min dør.
"Jeg er helt afslappet," svarede jeg og rettede min ryg, så jeg stod lige. "Jeg hører bare ikke til her."
"Vi kan hjælpe dig," sagde en af de andre læger. Jeg grinte håndfuldt.
"Sikkert," svarede jeg skeptisk og hoppede over et bord, så jeg kom ind på den anden side af kantinen. Jeg ledte efter en kniv, men kunne pludselig mærke et stik i min arm. Inden jeg kunne nå at se hvad der skete, faldt jeg til gulvet og det hele blev sort.
"Danny?"
Jeg kunne høre en ukendt mandestemme sige mit navn. Jeg gad ikke åbne mine øjne, da jeg egentlig håbede på at drømmen om døden ville vare ved. Men han begyndte at åbne mine øjne og lyse med en lille lommelygte. Jeg vred mig i sengen, men kunne mærke at jeg var spændt fast ved mine håndled og ankler. Jeg gik i panik og begyndte at vride og dreje mig, men den ukendte mand lagde en hånd på min skulder.
"Tag det roligt," sagde han med hans perfekte stemme. Han havde grågrønne øjne med leverpostejfarvet hår. Der var få totter der gled ned ad hans ansigt. Hans øjne skinnede og et lille smil kunne ses i hans mundvige. Han sad på en stol ved siden af sengen, hvor jeg lå, spændt fast som et dyr. Jeg kom med et irriteret støn og prøvede at sparke fastholdelserne af, men uden held. Rummet jeg var i, lignede meget mit gamle værelse. Men det eneste der var, var sengen og et lokum. Ingen håndvask. Væggene var polstret med madrasser og der var kun et meget lille vindue, et sted hvor jeg ikke kunne nå det. Jeg var i isolation.
"Hvad laver jeg her?" spurgte jeg, selvom at jeg kendte svaret.
"Du husker intet fra igår?" spurgte han. "Når, undskyld. Mit navn er Benjamin Herder. Jeg er din nye psykolog."
Jeg sukkede. "Nye, simpelthen. Turde den søde, rare dame ikke have mig mere?" sagde jeg sarkastisk.
Benjamin svarede mig ikke men smilet forsvandt fra hans læber.
"Kan jeg spænde dig fri, uden at du går amok?" spurgte han og jeg grinte.
"Ja. Jeg er ikke farlig."
Han sukkede og spændte mig fri. Jeg røre forsigtige mine håndled, hvor læderspænderne havde siddet hvorefter jeg satte mig op i sengen, og vendte mit ansigt mod Benjamin.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg vil gerne væk herfra."
"Har du stadig selvmordstanker?"
"Nej," løj jeg.
"Jeg kan ikke lade dig gå."
"Så jeg skal være her for evigt, eller hvad? For så bliver jeg fandme sindsyg."
Benjamin svarede ikke. Han kiggede bare på mig med store øjne.
"Hvorfor prøvede du at begå selvmord?"
Jeg begyndte at grine hysterisk og stoppede så brat. "Det er det dummeste spørgsmål, jeg nogensinde har fået," sagde jeg seriøst.
"Hvad er svaret?"
"Fordi at jeg ville dø."
"Hvorfor ville du det?"
Jeg sukkede. "Livet er et spil," sagde jeg. "Døden er målet. Selvmord er snyd. Hvorfor ikke snyde livet? Hvorfor må jeg ikke snyde? Hvorfor må jeg ikke ville noget, uden at nogen skal bremse mig? Hvorfor er døden dette mørke sted, som folk prøver at lade som om, ikke eksistere. Er jeg bange for at dø? Ja. Men jeg vil hellere dø, og ikke vide hvad der sker, end at leve et liv, hvor jeg ved hvad der sker."
"Hvad sker der?"
"Jeg ender nok med en sprøjte i armen, kokain ved næsen og en smøg i kæften. Knalde den ene tøs efter den anden. Ende i en gæld jeg ikke kan komme ud af. Aldrig få en uddannelse."
"Hvordan ved du det?"
"For det er det eneste jeg er motiveret til at gøre."
"Du er meget åben."
Jeg rystede mit hoved. "Nej. Nej. Ikke åben. Realistisk. Tror du virkelig, at en fyr som mig ville vokse op, for at være politibetjent?" Jeg grinte lidt for mig selv om tanken. "Eller statsminister. Nej. Jeg er alt for fucked up."
"Du kan ændre det."
"Nej."
"Hvorfor ikke?"
"Fordi at jeg ikke kan ændre min fortid, og det er den der dræber mig. Sekund for sekund."
"Hvorfor dræber den dig?"
"Du har mange spørgsmål."
"Det lyder til at du har svarene."
Jeg grinte lidt, men lagde mig ned på sengen igen, kiggede op i loftet. Der var en akavet stilhed mellem os.
"Fordi at jeg ser hans ansigt for mig. Hver gang jeg lukker mine øjne, kan jeg lugte hans stinkende ånde af cigaretter og alkohol. Jeg kan lugte hans sved, mærke hans krop. Jeg gyser bare ved tanken nu. Jeg har mistet alt håb for menneskeligheden, og egentlig bare givet op."
Han sagde ikke noget.
"Jeg forstår bare ikke, hvorfor at min bror fik lov til at give op på livet og ikke mig."
"Din bror begik selvmord?"
Jeg nikkede uden at sige noget. Benjamin rejste sig op og gik ud af værelset og jeg sukkede lettet op, men inden at jeg kunne glæde mig over, at jeg ikke var spændt fast, kom to store læger ind.
"Hvad vil i?" spurgte jeg men de svarede ikke. Pludselig greb den ene mine arme, mens den anden spændte mig fast. Jeg spjættede og sparkede fra mig, men pludselig var jeg spændt fast, og det eneste jeg kunne bevæge var mit hoved.
Jeg turde ikke lukke mine øjne, så jeg stirrede bare på loftet. Der dannede små cirkler i min underbevidsthed. Cirkler af regnbuens farver der dansede rundt på loftet. Det var smukt, specielt. Jeg nød synet og prøvede at tælle hver enkel cirkel.
En, to, tre talte jeg inde i mig selv. Fire, fem, seks, syv, otte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar