Søren steg ind i bilen med et stort smil på sine læber, kastede en pakke rød Prince hen til mig og startede motoren. Han satte igang, og vi kørte hjemad til ham. Jeg lænede mig tilbage i passagersædet og lukkede øjnene, og kunne mærke hvordan bilen rystede mens vi kørte. Jeg åbnede dem ikke igen, før vi var hjemme hos Søren. Jeg hjalp med at bære alle mine ting ind i rækkehuset og op på det værelse, hvor Mona og jeg havde været. Det var nu tomt, med undtagelse af dobbeltsengen. Væggene var bare og skabet tomt. Jeg smed alle mine tasker og poser i sengen, og gik nedenunder i stuen, hvor Søren sad og var igang med at rulle en joint. Jeg satte mig i tremandssofaen, og studerede hans fingre mens han ristede en cigaret.
"Du er helt okay med at jeg bor her, til at jeg finder ud af noget?" spurgte jeg og Søren kiggede op.
"Selvfølgelig. Med Mona væk bliver her sgu en smile ensomt," svarede han med et stort smil.
"Jeg kører en tur," sagde jeg og rejste mig op.
"Hvorhen?"
"Finder jeg ud af."
Jeg tog mine bilnøgler, som lå på sofabordet og gik ud til min bil, satte mig ind og startede den. Jeg kørte men vidste egentlig ikke hvor jeg var på vej hen. Jeg havde min mobil i hånden, og stirrede på den, mens jeg kørte 130 på E45 i nordgående retning. Jeg havde mange muligheder, men jeg vidste ikke hvem jeg skulle ringe til. Jeg var bange for, at alle havde et form for had til mig. Til sidst tastede jeg et nummer ind på skærmen og trykkede "ring op". Hun svarede efter 3. ring.
"Danny?"
Hendes stemme var lige så yndefuld som jeg huskede. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede og jeg smilede uden at vide det. Jeg svarede ikke i et stykke tid.
"Må jeg komme forbi?"
Stilhed. En lang, akavet stilhed. Jeg overvejede at lægge på og smide min telefon ud af vinduet, men gjorde det ikke.
"Ja."
Hendes svar var så koldt, så følelsesløst. Jeg forstod hende godt men jeg kunne ikke lide det. Jeg kunne ikke lide hvordan hun låste mig ude af hendes liv, lige meget hvor meget jeg havde fortjent det. Jeg kørte af den næste frakørsel, og satte kursen mod Århus igen. Jeg følte at det varede en evighed, før at jeg holdt ude foran hendes hus. Jeg så at hun kom ud af hoveddøren, med det samme jeg kørte ind ad indkørslen. Jeg kunne med det samme se at hun havde grædt. Hendes øjne var hævede og røde, og hendes kinder var fugtige. Hun kom hurtigt hen til mig, og stod ude foran min bil, da jeg steg ud. Jeg kiggede på hende. Hun var smuk. Jeg havde lysten til at kysse hende, men jeg vidste at hun ville afvise mig med det samme.
"Skal vi gå en tur?" spurgte hun. Følelsesløst ansigt og hendes stemme var kold. Jeg trak vejret helt ned i maven og nikkede. Vi gik langs landevejen, men mødte ikke en eneste bil hele vejen. Hun kiggede flere gange på mig, uden at sige noget. Jeg vidste ikke helt hvad det var jeg lavede her, men jeg havde det ikke godt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller hvad jeg skulle gøre. Jeg stirrede hele tiden på hendes læber og havde lysten til at kysse dem.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde hun pludselig. Jeg stirrede stadig på hendes læber mens vi gik.
"Et undskyld er ikke nok," sagde jeg og tænkte egentlig ikke hvad der kom ud af min mund. "Det ved jeg. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige eller gøre."
Vi fandt en bænk på en lille sti og satte os ned. Det var køligt, men ikke koldt. Vi sad langt fra hinanden på bænken. Jeg kiggede på hende, men hun kiggede ned i jorden.
"Jeg slår op," sagde hun og kiggede på mig mens der gled tårer ned af hendes kinder. "Men det havde du nok regnet ud."
"Wow," svarede jeg bare. "Det var direkte."
"Jeg gider ikke være i et forhold, hvor du ikke engang snakker med mig."
"Det forstår jeg godt. Men så er der vel ikke mere at snakke om?"
Hun kiggede ned i hendes sko igen. "Nej."
Jeg rejste mig op og gik. Jeg kiggede ikke tilbage på hende, men gik tilbage til min bil og da jeg sad i den, lænede jeg mig tilbage i sædet og sukkede. Jeg var ikke såret. Jeg var ikke ked af det. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg følte. Jeg startede bilen og kørte. Jeg kørte ud på motorvejen, hvor jeg ikke mødte mere end 2 biler inden at jeg kørte af frakørslen ved Randers. Jeg kørte hen imod nogle ungdomsboliger og ringede på. Døren blev åbnet uden at hun spurgte hvem jeg var, og da jeg kom op til hendes dør, bankede jeg må. Hendes irriterende og højrystede stemme råbte kom ind og jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind hvorefter jeg lukkede døren igen. Hun havde fået en ny lejlighed, siden jeg havde set hende sidst og jeg kendte kun adressen fordi at den stod på krak. Gangen var smal, men stor nok til at der kunne flyde med sko og jakker. Lige overfor hoveddøren var en dør ind til toilettet, som lige nu var lukket. Til højre gik man ind i et kvadratisk rum. Der stod en sovesofa i hjørnet, hvor der hang et fjernsyn på sidevæggen. Ved siden af sengen var et klædeskab, og foran klædeskabet var et spisebord med 4 stole. Bag spisebordet var der et lille køkken - med køleskab, kogeplader og små køkkenborde. Ingen ovn.
Da jeg havde taget mine sko af i gangen, og stod i midten af hendes rum, kiggede hun op fra hendes plads. Hun sad med hovedet hen mod døren på en spise stolene. Hendes ansigt så overrasket ud og jeg sendte hende et lille flirtende smil.
"Får jeg ikke en krammer eller hvad?" spøgte jeg og hun rejste sig hurtigt op og omfavnede mig.
"Hvad laver du her?" Hendes stemme var lige så irriterende som jeg huskede. Det kogede inden i mig, men jeg bevarede roen.
"Var i nabolaget," løj jeg. "Ville da lige sige hej og se din nye lejlighed."
"Fedt!" Hun kunne ikke smøre sit smil af hendes fyldige læber. "Men Helena og nogle andre kommer lige om lidt. Er det okay?"
Jeg satte mig ned på sengen og nikkede. "Ja da. Holder du fest eller hvad?"
Hun satte sig ved siden af mig, og lagde sin hånd på mit lår - desperat som hun altid var.
"Kan man vel godt sige," grinte hun. "Vil du have noget at drikke?"
Hun rejste sig hurtigt fra sengen og gik hen imod køleskabet. "Jeg har øl, vand, saftevand, cola..."
"Øl er fint. Tuborg, hvis du har."
Hun fandt to øl frem og satte dem ned på gulvet foran sengen. Jeg tog min op og åbnede dåsen, hvorefter jeg tog en slurk og satte den ned på gulvet igen.
"Hvad er anledningen så eller ville du bare have en undskyldning for at fulde dig?"
Hun smilede så man kunne se hendes hvide tænder. "Bare en undskyldning for at fulde mig. Bliver du?"
"Kan jeg lige så godt," svarede jeg. "Hvem ud over Helena kommer?"
Hun kiggede væk. "Mia?"
"Bare nogle fra klassen og så..."
"Så hvem?"
"Melanie..." sagde hun og holdt en pause.
Jeg nikkede. "Og Henrik."
"Ja og hans søster. Jeg hørte hvad der skete mellem dig og Janine."
Selvfølgelig. Sladderen skulle da ikke ende i Århus.
"Denise slog op her i dag."
"Ej! Det er jeg ked af!" sagde hun og prøvede at lyde ked af det på mine vegne, men hun lyste op af glæde. Hun omfavnede mig igen og prøvede at kysse min mund, men jeg kiggede væk.
"Hvornår kommer de?"
"Jeg aner det faktisk ikke. Ved tolv tiden. De skulle til en eller anden koncert først."
"Hvorfor er du der ikke?"
"Jeg havde nogle lektier jeg skulle lave."
"Lektier? Du holdt ikke en pause efter gym eller hvad?"
Hun smilede. Det irriterende glade smil. "Nej. Jeg går på uni nu - læser fysik og kemi."
Jeg kunne ikke lade være med at smile fjoget. "Simpelthen."
"Hvad med dig?"
"Lever i sus og dus," sagde jeg med en sarkastisk tone.
Vi satte en film på, satte os op ad væggen og røg den ene cigaret efter den anden. Pludselig lød ringeklokken, og jeg kiggede på mit ur på telefonen. Kvart i tolv. Mit hjerte bevægede sig op i min hals af nervøsitet. Jeg var virkelig bange for hvordan Henrik ville reagere, men alligevel var jeg også ligeglad. Denise havde slået op - det var slut. Jeg kunne ikke såre hende igen. Men nu skulle jeg til at se hende i øjnene endnu engang. Forklare hvorfor at jeg var hos Mia og ikke hjemme og vride mig af gråd.
Ind kom Helena sammen med en fyr, jeg ikke kunne genkende. Der kom nogle få drenge fra klassen med deres kærester, og pludselig sad vi otte i den lille et værelses lejlighed. Der blev blandet drinks og drukket en del - og så lød ringeklokken igen. Først kom Melanie, smilende og glad som altid, ind ad døren. Men hendes glade ansigt ændrede sig hurtigt da hun så mig. Hun stirrede et øjeblik og begyndte så at tage sit overtøj og sine sko af. Jeg sukkede. Henrik kom ind efter hende, men stod med ryggen til mig. Denise kom også ind sammen med Jan og to af hans kammerater. Det overraskede mig at så mange mennesker kunne være, i en så lille lejlighed. Men jeg nød pladsen i sengen. Jeg følte mig en smule sikker i den.
Jeg så at Melanie snakkede med Henrik og pludselig vendte han sig om. Hans ansigt var arrigt og hans kinder blev røde. Han knyttede sine hænder, mens Melanie holdt en hånd på hans overarm mens hun snakkede til ham. Så kiggede Denise hen imod mig men strålede. Det var som om vi aldrig havde mødt hinanden - og jeg hadede det. Jeg ville gerne snakke med hende, men jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg sad i sengen - sammen med Mia - og studerede hvert et ansigt. Helena hilste ikke på mig, og jeg følte mig meget uvelkommen. Selv Jan, den ellers glade dreng, sendte mig dræberblik. Jeg rejste mig op, og kyssede Mia på kinden, kun for at irriterer Denise, og sagde at jeg smuttede. Hun stillede ikke spørgsmålstegn men nikkede bare og sagde: "Jeg ringer."
Henrik sad oppe ved spisebordet og jeg gik ud i gangen uden at kigge på ham. Jeg tog mine sko på og smuttede hurtigt ud af hoveddøren, men lænede mig op af væggen lige ved siden af, og gled ned af den, og satte mig. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og sukkede dybt. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem til Søren. Jeg havde ikke nogen steder at tage hen. Alle jeg kendte havde et had til mig eller jeg til dem.
Døren åbnede og jeg lænede mit hoved op ad væggen. Melanie kom ud og lukkede forsigtigt døren efter sig, og satte sig ned ved siden af mig, og lænede også sit hoved op ad væggen.
"Hey," sagde hun med hendes lille uskyldige stemme.
"Hey."
Der var en kort stilhed. Jeg havde ikke været alene med hende i lang tid og jeg savnede egentlig det venskab jeg havde haft med hende. Det var forsvundet. Jeg havde, som altid, selv gjort det forbi. Nu havde hun Henrik, den mand, som hadede mig mere end nogen anden, hvis man så bort fra min far. Jeg skulle have lyttet. Jeg skulle aldrig have haft noget med Denise. Jeg skulle ikke have ladet min lyst styre mig.
"Jeg hader dig ikke," sagde hun pludselig og afbrød mine tanker. "Men Henrik..."
"Jeg forstår."
Hun rejste sig op og gik ind til de andre og jeg sad endnu engang alene. Jeg rejste mig op efter et lille stykke tid, og gik ned i min bil. Men da jeg satte nøglen i åbnede min sidedør og Helena sprang ind.
"Kør," sagde hun koldt.
Jeg kørte og først da vi var ude på motorvejen sagde hun noget.
"Hvad har du gang i?" sagde hun.
"Undskyld mig?"
"Hvorfor fanden knepper du udenom, når du endelig har en fantastisk kæreste?"
Jeg sagde ikke noget.
"Svar mig!"
Jeg drejede ind på nødsporet og holdt, lænede mig over hende og åbnede hendes dør.
"Skrid."
"Hvad fanden er der galt med dig?"
"Helena, skrid. Jeg gad ikke snakke med dig til at starte med og jeg har slet ikke lyst nu."
"Du kan ikke se sandheden i øjnene, kan du?"
"Jeg gider ikke dit poetiske psykolog pis. Skrid."
Hun steg ud af bilen og smækkede døren hårdt i. Jeg kørte videre uden at tænke over, hvordan hun kom tilbage. At hun skulle stå alene på motorvejen var ikke mit problem. Jeg trådte på speederen og kørte hurtigere end jeg måtte og endte hurtigt i Århus. Men da jeg holdt ind ved en rasteplads, kiggede jeg rundt.
Det var den.
Det var her.
Jeg kunne ende det, ligesom ham. Lige så hurtigt og lige så smertefrit.
Jeg kunne ende alle de lidelser jeg havde og alle problemer der ville opstå, ville forsvinde sammen med mit lig, der ville rådne op i jorden.
Jeg sank tilbage i sædet.
Jeg kunne dø ligesom Jace. Det eneste det krævede var mod. For jeg tænkte, om jeg havde lyst til at leve. Egentlig ikke. Havde jeg noget at leve for? Nej. Hvad stoppede mig? Mig selv.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde hun pludselig. Jeg stirrede stadig på hendes læber mens vi gik.
"Et undskyld er ikke nok," sagde jeg og tænkte egentlig ikke hvad der kom ud af min mund. "Det ved jeg. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige eller gøre."
Vi fandt en bænk på en lille sti og satte os ned. Det var køligt, men ikke koldt. Vi sad langt fra hinanden på bænken. Jeg kiggede på hende, men hun kiggede ned i jorden.
"Jeg slår op," sagde hun og kiggede på mig mens der gled tårer ned af hendes kinder. "Men det havde du nok regnet ud."
"Wow," svarede jeg bare. "Det var direkte."
"Jeg gider ikke være i et forhold, hvor du ikke engang snakker med mig."
"Det forstår jeg godt. Men så er der vel ikke mere at snakke om?"
Hun kiggede ned i hendes sko igen. "Nej."
Jeg rejste mig op og gik. Jeg kiggede ikke tilbage på hende, men gik tilbage til min bil og da jeg sad i den, lænede jeg mig tilbage i sædet og sukkede. Jeg var ikke såret. Jeg var ikke ked af det. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg følte. Jeg startede bilen og kørte. Jeg kørte ud på motorvejen, hvor jeg ikke mødte mere end 2 biler inden at jeg kørte af frakørslen ved Randers. Jeg kørte hen imod nogle ungdomsboliger og ringede på. Døren blev åbnet uden at hun spurgte hvem jeg var, og da jeg kom op til hendes dør, bankede jeg må. Hendes irriterende og højrystede stemme råbte kom ind og jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind hvorefter jeg lukkede døren igen. Hun havde fået en ny lejlighed, siden jeg havde set hende sidst og jeg kendte kun adressen fordi at den stod på krak. Gangen var smal, men stor nok til at der kunne flyde med sko og jakker. Lige overfor hoveddøren var en dør ind til toilettet, som lige nu var lukket. Til højre gik man ind i et kvadratisk rum. Der stod en sovesofa i hjørnet, hvor der hang et fjernsyn på sidevæggen. Ved siden af sengen var et klædeskab, og foran klædeskabet var et spisebord med 4 stole. Bag spisebordet var der et lille køkken - med køleskab, kogeplader og små køkkenborde. Ingen ovn.
Da jeg havde taget mine sko af i gangen, og stod i midten af hendes rum, kiggede hun op fra hendes plads. Hun sad med hovedet hen mod døren på en spise stolene. Hendes ansigt så overrasket ud og jeg sendte hende et lille flirtende smil.
"Får jeg ikke en krammer eller hvad?" spøgte jeg og hun rejste sig hurtigt op og omfavnede mig.
"Hvad laver du her?" Hendes stemme var lige så irriterende som jeg huskede. Det kogede inden i mig, men jeg bevarede roen.
"Var i nabolaget," løj jeg. "Ville da lige sige hej og se din nye lejlighed."
"Fedt!" Hun kunne ikke smøre sit smil af hendes fyldige læber. "Men Helena og nogle andre kommer lige om lidt. Er det okay?"
Jeg satte mig ned på sengen og nikkede. "Ja da. Holder du fest eller hvad?"
Hun satte sig ved siden af mig, og lagde sin hånd på mit lår - desperat som hun altid var.
"Kan man vel godt sige," grinte hun. "Vil du have noget at drikke?"
Hun rejste sig hurtigt fra sengen og gik hen imod køleskabet. "Jeg har øl, vand, saftevand, cola..."
"Øl er fint. Tuborg, hvis du har."
Hun fandt to øl frem og satte dem ned på gulvet foran sengen. Jeg tog min op og åbnede dåsen, hvorefter jeg tog en slurk og satte den ned på gulvet igen.
"Hvad er anledningen så eller ville du bare have en undskyldning for at fulde dig?"
Hun smilede så man kunne se hendes hvide tænder. "Bare en undskyldning for at fulde mig. Bliver du?"
"Kan jeg lige så godt," svarede jeg. "Hvem ud over Helena kommer?"
Hun kiggede væk. "Mia?"
"Bare nogle fra klassen og så..."
"Så hvem?"
"Melanie..." sagde hun og holdt en pause.
Jeg nikkede. "Og Henrik."
"Ja og hans søster. Jeg hørte hvad der skete mellem dig og Janine."
Selvfølgelig. Sladderen skulle da ikke ende i Århus.
"Denise slog op her i dag."
"Ej! Det er jeg ked af!" sagde hun og prøvede at lyde ked af det på mine vegne, men hun lyste op af glæde. Hun omfavnede mig igen og prøvede at kysse min mund, men jeg kiggede væk.
"Hvornår kommer de?"
"Jeg aner det faktisk ikke. Ved tolv tiden. De skulle til en eller anden koncert først."
"Hvorfor er du der ikke?"
"Jeg havde nogle lektier jeg skulle lave."
"Lektier? Du holdt ikke en pause efter gym eller hvad?"
Hun smilede. Det irriterende glade smil. "Nej. Jeg går på uni nu - læser fysik og kemi."
Jeg kunne ikke lade være med at smile fjoget. "Simpelthen."
"Hvad med dig?"
"Lever i sus og dus," sagde jeg med en sarkastisk tone.
Vi satte en film på, satte os op ad væggen og røg den ene cigaret efter den anden. Pludselig lød ringeklokken, og jeg kiggede på mit ur på telefonen. Kvart i tolv. Mit hjerte bevægede sig op i min hals af nervøsitet. Jeg var virkelig bange for hvordan Henrik ville reagere, men alligevel var jeg også ligeglad. Denise havde slået op - det var slut. Jeg kunne ikke såre hende igen. Men nu skulle jeg til at se hende i øjnene endnu engang. Forklare hvorfor at jeg var hos Mia og ikke hjemme og vride mig af gråd.
Ind kom Helena sammen med en fyr, jeg ikke kunne genkende. Der kom nogle få drenge fra klassen med deres kærester, og pludselig sad vi otte i den lille et værelses lejlighed. Der blev blandet drinks og drukket en del - og så lød ringeklokken igen. Først kom Melanie, smilende og glad som altid, ind ad døren. Men hendes glade ansigt ændrede sig hurtigt da hun så mig. Hun stirrede et øjeblik og begyndte så at tage sit overtøj og sine sko af. Jeg sukkede. Henrik kom ind efter hende, men stod med ryggen til mig. Denise kom også ind sammen med Jan og to af hans kammerater. Det overraskede mig at så mange mennesker kunne være, i en så lille lejlighed. Men jeg nød pladsen i sengen. Jeg følte mig en smule sikker i den.
Jeg så at Melanie snakkede med Henrik og pludselig vendte han sig om. Hans ansigt var arrigt og hans kinder blev røde. Han knyttede sine hænder, mens Melanie holdt en hånd på hans overarm mens hun snakkede til ham. Så kiggede Denise hen imod mig men strålede. Det var som om vi aldrig havde mødt hinanden - og jeg hadede det. Jeg ville gerne snakke med hende, men jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige. Så jeg sad i sengen - sammen med Mia - og studerede hvert et ansigt. Helena hilste ikke på mig, og jeg følte mig meget uvelkommen. Selv Jan, den ellers glade dreng, sendte mig dræberblik. Jeg rejste mig op, og kyssede Mia på kinden, kun for at irriterer Denise, og sagde at jeg smuttede. Hun stillede ikke spørgsmålstegn men nikkede bare og sagde: "Jeg ringer."
Henrik sad oppe ved spisebordet og jeg gik ud i gangen uden at kigge på ham. Jeg tog mine sko på og smuttede hurtigt ud af hoveddøren, men lænede mig op af væggen lige ved siden af, og gled ned af den, og satte mig. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder og sukkede dybt. Jeg havde ikke lyst til at tage hjem til Søren. Jeg havde ikke nogen steder at tage hen. Alle jeg kendte havde et had til mig eller jeg til dem.
Døren åbnede og jeg lænede mit hoved op ad væggen. Melanie kom ud og lukkede forsigtigt døren efter sig, og satte sig ned ved siden af mig, og lænede også sit hoved op ad væggen.
"Hey," sagde hun med hendes lille uskyldige stemme.
"Hey."
Der var en kort stilhed. Jeg havde ikke været alene med hende i lang tid og jeg savnede egentlig det venskab jeg havde haft med hende. Det var forsvundet. Jeg havde, som altid, selv gjort det forbi. Nu havde hun Henrik, den mand, som hadede mig mere end nogen anden, hvis man så bort fra min far. Jeg skulle have lyttet. Jeg skulle aldrig have haft noget med Denise. Jeg skulle ikke have ladet min lyst styre mig.
"Jeg hader dig ikke," sagde hun pludselig og afbrød mine tanker. "Men Henrik..."
"Jeg forstår."
Hun rejste sig op og gik ind til de andre og jeg sad endnu engang alene. Jeg rejste mig op efter et lille stykke tid, og gik ned i min bil. Men da jeg satte nøglen i åbnede min sidedør og Helena sprang ind.
"Kør," sagde hun koldt.
Jeg kørte og først da vi var ude på motorvejen sagde hun noget.
"Hvad har du gang i?" sagde hun.
"Undskyld mig?"
"Hvorfor fanden knepper du udenom, når du endelig har en fantastisk kæreste?"
Jeg sagde ikke noget.
"Svar mig!"
Jeg drejede ind på nødsporet og holdt, lænede mig over hende og åbnede hendes dør.
"Skrid."
"Hvad fanden er der galt med dig?"
"Helena, skrid. Jeg gad ikke snakke med dig til at starte med og jeg har slet ikke lyst nu."
"Du kan ikke se sandheden i øjnene, kan du?"
"Jeg gider ikke dit poetiske psykolog pis. Skrid."
Hun steg ud af bilen og smækkede døren hårdt i. Jeg kørte videre uden at tænke over, hvordan hun kom tilbage. At hun skulle stå alene på motorvejen var ikke mit problem. Jeg trådte på speederen og kørte hurtigere end jeg måtte og endte hurtigt i Århus. Men da jeg holdt ind ved en rasteplads, kiggede jeg rundt.
Det var den.
Det var her.
Jeg kunne ende det, ligesom ham. Lige så hurtigt og lige så smertefrit.
Jeg kunne ende alle de lidelser jeg havde og alle problemer der ville opstå, ville forsvinde sammen med mit lig, der ville rådne op i jorden.
Jeg sank tilbage i sædet.
Jeg kunne dø ligesom Jace. Det eneste det krævede var mod. For jeg tænkte, om jeg havde lyst til at leve. Egentlig ikke. Havde jeg noget at leve for? Nej. Hvad stoppede mig? Mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar