Det var som om at gulvet forsvandt under mig. Jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste og det hele glide fra hinanden. Det velkendte ansigt foran mig, forsvandt og blev til en mørk skygge og til sidst var det helt væk. Jeg fløj over hospitalet, men det hele var mørkt. Jeg fløj ind i et hul, og for enden kunne jeg se et lys. Et stærkt hvidt lys, der fik mine øjne til at gå i vand.
"Danny!" stemmen var bekendt. En kvindestemme. Jeg prøvede at fokusere ved at blinke med mine øjne, men det eneste jeg kunne se var et hvidt lys. Jeg blinkede igen og prøvede at løfte mine arme, men de var tunge og føltes som om de var fyldt med bly. Endelig fik jeg åbnet mine øjne og kunne se psykologen, kvinden der havde prøvet at få mig til at tale i 4 måneder, stå foroverbøjet over mig. Jeg kiggede rundt i værelset og genkendte det med det samme. Jeg var stadig i Sønderjylland, stadig indlagt. Det hele var en drøm og jeg sukkede og havde mest af alt, lyst til at lukke mine øjne igen.
"Er du okay?" spurgte hun helt bekymret og en læge trådte ind i rummet med et clipboard. Han havde et stort mørkt overskæg men var skaldet.
Jeg nikkede og satte mig op i sengen og kiggede rundt. Intet var anderledes. Det var det samme som før. Alt med Århus var en drøm. Psykologen og lægen gik ud af mit rum og jeg kunne høre låsen dreje. Jeg var alene. Jeg satte mig hen til vindueskarmen igen og kiggede ud. Intet. Havde. Ændret. Sig.
Jeg lagde mig tilbage i sengen og lukkede mine øjne. For i drømmene var jeg i live. Mit hjerte bankede og mine kinder havde farver. Mit hjerte føltes ikke tomt, men bankende og stort, fuld af liv og lyst. Men virkeligheden er mørk og kold. Jeg kunne mærke hvordan tårene gled ned af mine kinder og jeg snøftede. Jeg åbnede mine øjne og stirrede op i loftet. Hvorfor leve når du allerede er død? Jeg prøvede at ryste tankerne ud af mit hoved, men de blev ved med at komme. Jeg havde et helt skænderi i mit hoved.
Du er intet værd. Du fortjener det her. Jeg bed mig selv i læben til den blødte. Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen i et hjørne, lod mig glide ned af væggen, til at jeg sad ned. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder.
Hvorfor begår du ikke bare selvmord?
"Hold kæft," mumlede jeg.
Ingen har prøvet at finde dig. Du er jo helt alene. Ingen elsker dig.
"Hold nu kæft!" råbte jeg.
Du kommer aldrig ud herfra.
Jeg svarede ikke. Stemmerne i mit hoved forsvandt ikke, men blev ved med at snakke. Tårene gled ned af mine kinder og mit hjerte bankede hurtigere i mit bryst. Jeg kunne ikke. Stemmen havde ret - ingen havde prøvet at finde mig. Jeg var nok død for dem alle sammen, intet, ligegyldig. Alle havde glemt Danny Jules. Fyren med store drømme, men ingen viljestyrke. Fyren med mareridt som han ikke kunne kontrollere. Han var nu indelukket i en celle, hver evig eneste dag, proppet med piller der var gift for hans krop. Jeg tog en dyb indånding. Hvad havde jeg tilbage? Hvem havde jeg tilbage? Intet, sagde min underbevidsthed. Ingen.
Jeg kunne høre døren blive åbnet, men jeg viste mig ikke. Jeg kæmpede stadig mod min underbevidsthed.
Du var din kæreste utro, som var din pushers lillesøster. Du er da heldig, at du er herinde, ellers var du blevet slagtet.
"Jeg ved det. Jeg ved godt hvad jeg har gjort."
Du kneppede din brors kæreste, og fik et barn med hende, og lod ham tro at det var hans.
"Han vidste det godt!" råbte jeg af mig selv og kunne høre gråden i min stemme. "Han vidste det godt. Han tilgav mig."
Du er grunden til at Jace er død.
"Nej," græd jeg.
Du er grunden til at din familie er splittet.
"Stop. Lad mig være."
Du er selv skyld i at din far voldtog dig.
"Nej. Nej jeg er ej!"
Stilhed. Ingen stemmer. Jeg kunne høre en sætte sig i min seng, men jeg kiggede ikke op. Jeg kunne ikke. Jeg turde ikke. Det hele gjorde for ondt. Jeg fik smidt fejltagelser i hovedet og jeg kunne ikke klare dem mere. Jeg følte ikke at jeg havde noget at leve for.
"Danny," hørte jeg min psykolog sige med en smuk og rolig stemme. "Hvem snakker du med?"
Jeg svarede hende ikke. Jeg tog en dyb indånding og kiggede op. Jeg følte mig ikke pinligt berørt på nogen måde. Jeg følte mig egentlig rolig.
"Mine indre dæmoner," svarede jeg stille, og jeg troede ikke at hun kunne høre mig. Men hun gik ned til mig, og satte sig ved siden af mig. Hun tog min hånd og kiggede mig ind i øjnene.
"Hvad siger de?" spurgte hun. Hun snakkede beroligende til mig og mit hjerte begyndte at slå normalt igen.
"Minder mig om ting, jeg helst ikke vil tænke på."
Jeg kunne se i hendes øjne, at hun følte at hun havde vundet. Vundet en kamp med mig. Jeg var ligeglad. Jeg nød, at hun lyttede. Jeg havde troet, at jeg kunne klare det selv, men hvis jeg gjorde, ville jeg ende i et lighus. Hun smilede til mig og det gik op for mig, at jeg ikke vidste hvad hun hed.
"Hvilke ting?"
"Ting der er sket i min fortid."
"Som det med din far?"
Pis. Hun havde også set fjernsyn og jeg sukkede.
"Ja, som det."
Jeg begyndte at snakke om alt der var sket. Fortalte hvor meget min brors selvmord trykkede mig og hvor skyldig jeg følte mig. Hvor skyldig jeg følte, fordi at jeg ikke var stærk. Hun blev ved med at sige, at jeg ikke skulle sammenligne mig selv med ham og hans valg, om at dø, ikke skulle hænge over mine skuldre. Hun gav mig komplimenter, for at snakke om for at være stærk. Hun blev meget personlig, da hun fortalte, om hendes fortid. Måske for at få mig til at have det bedre med mig selv. Hun sagde også, at hvis hun var i mit sted, havde hun nok heller ikke kunne holde det ud, og det var grunden til at hun ikke gav op med mig. Hun ville have at jeg fik det bedre.
Jeg begyndte at snakke med hende hver dag og følte at jeg fik det bedre. Jeg forlod alle mine hæmninger og frustrationer på værelset når jeg forlod det for at gå hen til hendes kontor. En dag, satte jeg mig ned, på den samme stol, som jeg havde siddet på de sidste 2 måneder. Jeg smilede, for første gang i et halvt år. Det var blevet februar og sneen var ved at forsvinde, men kulden var der stadig. Hun sad overfor mig, med et stort smil. Hun gav mig et stykke papir, som jeg begyndte at læse igennem. Jeg blev udskrevet. Hun følte ikke, at jeg havde brug for flere samtaler med hende, men at jeg skulle se en psykolog i Århus mindst en gang i ugen, når jeg kom tilbage. Jeg blev glad men også en smule forvirret. Kunne jeg? Jeg havde ikke snakket med nogen i et halvt år, udover hende.
Da jeg gik ned ad gangen, ned i receptionen og så videre mod hovedkontoret for at hente mine ting, sank mit hjerte. Jeg havde ikke lysten til at forlade dette sted. Jeg var sikker på, at når jeg kom ud, ville jeg ende i samme rytme som før. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i min krop, når jeg tænkte på den første bane jeg kunne sniffe efter så lang tid. Jeg glædede mig til at suge røgen fra en joint og mærke hvordan den ville kradse mine lunger. Jeg rystede mit hoved, væk fra tankerne. Nej, jeg ville ændre mig. Men var jeg stærk nok?
Jeg fik mine ting, og gik ud for at klæde om. Det var dejligt at have mit eget tøj på igen. Der holdt en taxa udenfor, som ville køre mig til Sønderborg station, og så havde de købt en billet til mig, til Århus.
Da jeg sad i toget valgte jeg at tænde min telefon. Over et halvt år var gået, så jeg var bange for, at jeg ville blive bombarderet med beskeder. Da jeg havde tændt den og trykket koden ind, lagde jeg den ned i min bukselomme og kunne hurtigt mærke den ene vibration efter den anden. Den havde nok vibreret 50 gange, og da den endelig stoppede, tog jeg den op og kiggede på displayet. 74 ulæste beskeder. Fuck tænkte jeg.
Jeg gik ind i beskeder, og skimmede dem. Nogle var fra numre jeg ikke kendte. Der var en masse fra Søren, Mark og Agnete og to fra Denise. En del fra Mia og få fra Helena. Ingen af beskederne var spændende. De spurgte alle hvor jeg var, hvornår de kunne se mig. Fortalte at de var bekymret for mig. Få havde skrevet at hvis jeg ikke snart svarede, ville alle tro at jeg var død. Jeg grinte lidt af tanken.
Jeg trykkede Marks nummer ind på displayet og så "ring op". Han tog den ved første ring.
"Danny!" råbte han i røret og jeg fik et chok.
"Slap af," svarede jeg.
"Hvor fanden har du været? Jeg troede sgu at du var gået under jorden."
"Var jeg også. Hør, jeg er på Århus station klokken 15:13. Kan du hente mig?"
"Ja. Hvor fanden har du været?"
"Jeg forklarer dig det hele når vi ses."
Vi sagde farvel og jeg lagde på og lænede mig tilbage i sædet og lukkede mine øjne. Jeg faldt i søvn, men vågnede igen da jeg skulle skifte tog i Middelfart. Jeg skyndte mig hen på perronen hvor toget mod Århus stod, og steg indenfor. Toget var proppet, men heldigvis havde stedet reserveret en plads til mig. Der sad ingen på det, da jeg kom og jeg satte mig ned. Jeg kiggede rundt på de tre andre, der også sad der. To af dem var et kærestepar på min egen alder - måske yngre. De sad begge og så en film på en Mac computer. Ham der sad ved siden af mig var en stor, pumpet og skaldet fyr. Han lænede sit hoved ind mod vinduet og havde lukket øjne. Jeg kunne lugte sveden fra ham og sukkede. Dette bliver en lang tur tænkte jeg til mig selv. Jeg kiggede op på displayet, hvor der stod om sædet var reserveret eller ej. Fredericia. Han skulle forhåbentlig af i Fredericia og jeg jublede indvendigt af tanken. Jeg lænede mig tilbage i sædet, og kiggede rundt. Jeg kendte ingen, men jeg fik de store øjne fra forskellige mennesker. Var det på grund af mine tatoveringer? Nej, de var dækket af den store vinterjakke. Mine piercinger så ikke mere unormale ud, end så mange andres. Mit hår havde lange udgroninger og jeg ville bede Mark om at vi skulle forbi Matas eller Føtex så jeg kunne få købt en sort hårfarve. Men så slog det mig - de kendte mig fra TVet. Jeg sank en klump i min hals. Jeg kan ikke tænkte jeg til mig selv. Jeg var paranoid. Jeg troede at de tænkte de værste ting om mig, men jeg vidste godt at det var alt i mine tanker. Da vi nåede til Fredericia steg din store, svedende mand af og en ung pige satte sig ved siden af mig. Jeg faldt hurtigt i søvn og drømte om et gladere sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar