Jeg stod ude foran og kiggede på den store gule bygning. Den havde en masse små vinduer i siderne samt store topvinduer i taget. Indgangen var en stor og grøn metaldør, som jeg langsomt skubbede åbent, kun for at stå i en lille gang. Jeg gik igennem den næste dør. Til højre for mig var receptionen, hvor en middelaldrende, skaldet mand sad med sin mobil i hånden. Hans ben var klasket op på skrivebordet foran ham, og der var et lille farvefjernsyn bag ham, som kørte en masse gamle tegnefilm. Jeg gik hen imod receptionen, mens jeg stirrede på klokken, på min egen telefon. 18:57.
Jeg stod foran receptionen i et godt stykke tid, og kiggede rundt omkring i rummet. Bag mig var en hvid sofa med et bord i mørkt træ, på hver side. Der stod en lampe på højre side, og en lille blomst på den anden. Over sofaen hang en gammel tegning af statsfængslet.
Jeg bankede blidt til ruden, og fængselsbetjenten var næsten ved at falde ned af sin stol. Han kom hen imod vinduet og kiggede på mig, med irriterede øjne. Jeg fortalte hvem jeg skulle besøge, og han bad mig at skrive under på et stykke papir, og vente i sofaen til en anden fængselsbetjent hentede mig. Jeg satte mig ned, i den alt for hårde sofa, og stirrede på betjenten som igen satte sig ned i stolen, smækkede sine fødder op på bordet og begyndte igen at lave noget med sin telefon. Jeg begyndte at trille mine tommelfingre af ren kedsomhed, indtil at en høj og muskuløs fængselsbetjent kom og hentede mig. Han havde den samme uniform på som den anden, men den sad bedre og en smule løsere. Han havde halvlangt brunt hår og brune øjne. Han bad mig komme med, og jeg fulgte ham som en lille hundehvalp. Han bad mig om at sætte mig ved et stort og rundt bord, lavet af lys træ og med grønne bænke, sat fast med skruer og plader til bordet. Det var mere en bænk end et bord. Betjenten gik over til væggen, inden at Phillip kom ud af den store tremmedør sammen med en helt tredje fængselsbetjent. Han havde håndjern om håndledene. Hans øjne var mørke og hævede, og hans ene hånd var i forbinding. Han havde klippet sig skaldet, og fået en meget uprofessionel tatovering på halsen, af en blomst og to tændstikkemænd. Han satte sig ned overfor mig ved det runde bord, og fængselsbetjenten stillede sig ved siden af den anden.
Phillip kiggede på mig, hans øjne borende ind i mine. Han slikkede sig om munden, på hans relative tørre læber og sendte mig et skævt smil. Hans hænder var på bordet, og han havde rifter op og ned ad armene. Hans tøj var beskidt og han så meget uhygiejnisk ud. Han vippede sit hoved en smule til venstre, så til højre og så til venstre igen, mens han studerede hver eneste muskel i min krop. Hans smil forsvandt, og han lænede sig en smule tilbage og bøjede sig så ind over bordet.
Jeg lagde mine egne hænder på bordet og sendte et smil til ham og vippede mit eget hoved til højre, men gav ikke slip på øjenkontakten. Der var en lang og akavet stilhed mellem os, og jeg kunne mærke hvordan betjentene kiggede på mig. Phillip åbnede munden, men sagde intet. Han lukkede den igen, og hans smil blev bredere og hans øjne var fulde af had. Han kneb dem en smule sammen og kiggede op og ned ad min overkrop, mens hans tunge langsomt slikkede hans underlæbe.
"Du var lidt sød mod Mikkel et års tid siden," sagde han, hans stemme hæs men rolig. "Han skulle have opereret kosteskaffet ud og fik 17 sting. Jeg vidste ikke at du var den voldelige type."
Jeg havde helt glemt mit møde med Mikkel. Jeg havde helt glemt rædslen i hans øjne, smerten i hans stemme. Jeg havde ikke skænket ham en eneste tanke, siden jeg sidst så ham.
"Han fortjente det," snerrede jeg af ham og kiggede ned i bordet.
"Ah, så det gjorde han. Sig mig Danny, hvad vil du mig? Det er ikke lige fordi at du kommer på visit ofte eller uden grund."
Jeg sagde ikke noget. Jeg havde ikke øvet, hvad jeg skulle spørge ham om, for hele min dag havde været et stort kaos. Jeg havde ikke kunne tænke klart hele dagen og mest af alt ville jeg bare finde ud af, hvor min bror var.
"Jeg hørte at de gravede din bror op i dag," udbrød han midt i mine tanker. "Ja, folk snakker og medierne vil da ikke gå glip af 12 døde katte og et par mursten, blive gravet op. Er det derfor at du er her? Du tror at jeg er involveret i hans forsvinden?"
Jeg svarede ikke men stirrede bare ham. Han havde et bredt smil på sine læber og vippede sit hoved til højre.
"Du tror at Jace er i live," udbrød han med en lysere og højere stemme. "Du tror virkelig at din bror, efter et år, stadig er i live. Der kan man bare se."
"Du hjalp ham."
Phillip rystede sig på hovedet. "Nej. Hvorfor skulle jeg?"
"Jeg ved det ikke."
Phillip begyndte at grine, og lænede sig så langt ind over bordet som muligt.
"Kom tættere på," mumlede han og jeg lænede mig ind, så hans mund var ved mit øre. Jeg kunne mærke varmen fra hans ånde.
"Din bror er død. Kom videre med dit liv," hviskede han og jeg trak mig hurtigt væk. Phillip smilede og bed sig selv i læben. Men hans øjne sagde noget andet. Hans ben rystede og sved dryppede ned fra hans pande. Han var nervøs. Jeg studerede resten af hans krop og så hvordan den rystede og svedte.
"Hvis Jace skulle have udført dette stunt, ville han have brug for en præst, en bedemand og en læge. Jeg ved med sikkerhed, at du kender nogle, som har alle disse professioner," løj jeg. Jeg var rædselsslagen. Hvis han kunne se på mig, at jeg løj, ville han aldrig fortælle hvad der var sket.
Phillip bed sig selv hårdt i læben.
"Hvem har du snakket med?"
Indeni dansede jeg en lille glædedans men jeg prøvede at skjule mine følelser. Men jeg svarede ham ikke. Jeg havde knækket ham, og jeg vidste nu, at Jace var i live. Det eneste jeg ikke vidste var, hvor han var og hvordan det kunne havde ladet sig gøre.
"Hvad ved du?" Phillips stemme var rystende og hæs. Han bed sig selv i læben og rystede mere end før.
"Hvor er han?"
"Lad ham være Danny." Hans stemme var seriøs og rolig. "Lad som om han er død. For hans skyld."
"Du ved hvor han er."
"Jeg ved hvor han er, jeg ved hvem han er sammen med og jeg kender grunden til, hvorfor han gjorde som han gjorde. Men jeg vil ikke blandes ind i det her. De mennesker der hjalp ham, betyder meget for mig. De mennesker som kender til dette, er i fare, hvis folk finder ud af noget. Danny, jeg beskytter dig samt alle andre jeg holder af. Du aner virkelig ikke hvor meget på røven din bror er. Så lad ham være, han har det bedre nu."
"Jeg vil gerne have min bror tilbage og jeg vil hellere end gerne hjælpe ham."
"Men det kan du ikke."
"Hvorfor?"
Phillip sukkede. "Jeg kan ikke snakke om det her, forfanden."
"Det bliver du nødt til."
Han bad en af betjentene om at komme og sendte ham så væk for at hente noget. Der gik nogle minutter, før at han kom tilbage med et stykke papir og en blyant. Phillip tog blyanten og begyndte at skrive noget ned på et stykke papir. Han kiggede nervøst over sine skuldre.
"Tag hen til min mor," hviskede han. "Hun kan forklare det hele. Sig at, jeg har givet lov og at du ved at han er i live."
Jeg tog papiret og nikkede, mens jeg gik ud. Hans bor boede i Horsens, kun ti minutter væk, så jeg valgte at køre derhen med det samme. Jeg holdt et stykke væk, da der ikke var nogen parkeringspladser. Hans bor boede i et stort gult hus i et villakvarter. Det havde et rødt tag og store vinduer. Jeg gik hen til den mørke hoveddør, og ringede på. Jeg ventede nervøst mens jeg kunne høre nogen komme hen imod døren. En middelaldrende kvinde, der havde Phillips øjne, åbnede døren. Hendes rødbrune hår var sat op i en knold og hendes brune øjne matchede hendes sko. Hun havde en grøn cardigan på med en hvid top inden under og nogle stramme lyseblå jeans. Da hun fik øje på mig, levede hendes øjne op og hun smilede stort.
"Jace!" udbrød hun. "Hvad laver du her?"
Jeg sukkede. "Jeg er ikke Jace, jeg er Danny. Hans bror."
Hun kiggede på mig med store øjne og bad mig om at komme ind. Jeg trådte ind i en lille gang, med en dør til venstre, hvor der var et lille toilet. Vi trådte ud i endnu en gang, hvor der til højre fra endnu en gang og lige frem var stuen. Vi gik ind i stuen og satte os ned i de store og bløde lædersofaer. Phillips mor lavede en kande kaffe og satte nogle kager frem, og jeg følte mig en smule utilpas, ved at trænge ind på hende, på denne måde. Da hun kom med kanden, hældte hun noget op i to kopper, og satte sig ned i en læderstol overfor mig.
"Phillip ringede lige inden du kom," sagde hun og tog et sip af kaffen, men satte hurtigt koppen ned på sofabordet. "Sagde at jeg nok ville få besøg af dig inden længe. I hvert fald i denne uge."
"Hvorfor troede du så at jeg var Jace?" spurgte jeg undrende.
"Phillip har fortalt at i lignede hinanden, men jeg troede ikke at det var så meget."
Hun sippede lidt af sin kaffe for at slippe med at kigge på mig. Hendes øjne farede rundt i lokalet og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere.
"Hvor er min bror?" spurgte jeg pludselig og hun var lige ved at få kaffen galt i halsen. Hun tog en kage og tog en bid, inden hun svarede.
"København. Vanløse, for at være mere konkret."
"Kan du ikke forklare mig, hvordan det hele skete?"
Hun sukkede dybt. "Det kan jeg vel godt."
Hun gik ud i gangen og kom ind igen med nogle cigaretter. Hun tog en fra pakken, og tændte den, hvorefter hun rejste sig igen og gik ud i gangen og kom tilbage med et askebæger.
"Jace havde..." begyndte hun, og prøvede at finde ordene, "en masse problemer. Han skylder en masse penge væk, til en pusher i Århus, som du vidst er venner med. Pusheren truede Jace på livet hvis han ikke betalte inden ugen var omme og han kunne ikke låne pengene i banken. Da han ikke betalte, fik pusheren nogen til at lede efter ham og den eneste mulighed han så, var at begå selvmord. Han snakkede en del med mig, skriftede til mig, fordi han ikke følte, at han kunne snakke med nogen. Han fortalte om jeres familieproblemer og hvordan han følte sig udenfor og ikke tilpas i hans egen familie. Han fortalte at han længe havde tænkt over, at begå selvmord og at enden snart var nær."
Hun holdt en pause, mens hun drak sin kaffe og spiste sin kage.
"Jace satte sig ind bilen, og lod som om at han ville begå selvmord. Han tog en sovepille, så det virkede som om at han var død. Ambulancen hentede ham, og min mand, som er læge, tog imod ham ved skadestuen. Da Jace vågnede, sad han i en bil på vej til København, hvor han skulle bo i en lille lejlighed, som min datter ejer. Han fik besked på ikke at vise sig i et godt stykke tid. Begravelsen sørgede min anden søn for, da han er bedemand. Jeg inddrog hele min familie i dette - og Phillip er den eneste som ikke forstår hvorfor jeg gjorde det."
Hun sank tilbage i stolen, og holdt hendes kop med begge hænder. Hun kiggede på mig med store øjne og sukkede lettet op.
"Andet du vil vide?" spurgte hun.
Jeg kunne mærke tårene presse på.
"Snakker du stadig med ham?"
"Ja."
"Hvornår snakkede du med ham sidst?"
"Idag."
Jeg sagde ikke mere. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg gå til politiet eller skulle jeg opsøge ham?
"Har du hans adresse?"
Hun nikkede.
"Må jeg få den?"
"Hvad vil du gøre?"
"Jeg ved det ikke."
"Danny, jeg ved ikke hvordan du har det, men jeg har en forestilling. Det må være hårdt for dig, at finde ud af dette, men Jace gjorde det, fordi at han gerne ville leve et langt og lykkeligt liv, med en han elsker og som elsker ham tilbage. Han ville væk fra problemerne og dramaet."
"Han er i et forhold?"
Hun nikkede langsomt og trak vejret dybt, før hun begyndte. "Hvis du skal besøge ham, er der noget du bør vide. Jace sprang ud som biseksuel lidt efter han var flyttet til København. Han kontaktede en fyr, han havde en fortid med, og prøvede at snakke med ham, om de ting der var sket mellem dem. De blev forelskede og bor nu sammen i Vanløse."
"Hvem? Victor?"
"Nej. Danny, hvis du vil opsøge ham... jeg synes at du skal tænke dig om."
"Giv mig adressen."
Hun sukkede og gav mig adressen som jeg kodede ind på min telefon. Jeg sagde derefter farvel, og steg ud i bilen. Jeg var så forvirret. Jeg vidste på ingen måde hvordan jeg skulle have det, efter denne samtale. Problemer? Gæld? Jeg kunne ikke regne mine egne følelser ud. Var jeg sur? Skuffet? Vred? Jeg var vred, og kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere. Nej, jeg var rasende. Om han var død eller stukket af, gjorde ingen forskel i mine øjne. Den eneste forskel var, at han nu blev nødt til at konfrontere sine egne problemer. Jeg vidste med det samme, hvem pusheren var, og overvejede om jeg skulle tage hen til ham. Men jeg vidste ikke, om jeg skulle konfrontere ham med det samme, eller bare lade som om, jeg ikke vidste noget. Jeg sukkede dybt. Det hele var så mærkeligt.
Jeg tændte bilen og kørte ud på motorvejen i nordgående retning. Jeg var hurtigt ude foran hans lejlighed, og gik op ad de velkendte trapper i den velkendte gang. Jeg bankede på døren, og kunne høre hans dybe stemme råbe, og jeg gik ind uden tøven. Jeg tog mine sko af i gangen, og gik ind i stuen hvor han sad med sine arme omkring Melanie.
"Hey, hvad så?" spurgte han med et stort smil.
Jeg gik ind og satte mig på en stol overfor ham, og stirrede på ham. Han blev en smule irriteret og skubbede Melanie væk inden at han rejste sig op.
"Hvad vil du?" spurgte han og gik hen til fjernsynet, som han slukkede.
"Skyldte Jace dig penge?"
Hans øjne flakkede hurtigt væk fra mig og han prøvede at kigge på noget andet, men til sidst landede de igen på mig.
"Ja."
Hans stemme var kold og ligeglad, men hans hænder rystede.
"Sendte du folk efter ham?"
"Nej. Det gjorde min chef eller pusher eller hvad fanden du vil kalde det."
"Hvor meget skyldte han?"
"120.000."
Fuck.
"Hvorfor, har du fundet ham?"
"Nej, han er gået under grunden," løj jeg og så hvordan han sank sammen. "Jeg smutter."
Jeg gik ud i gangen og tog mine sko på, men kunne mærke at han gik efter mig. Han stoppede mig ude i gangen.
"Er det på grund af mig, at han gjorde det her?"
"Lad det ligge," snerrede jeg.
"Du ved hvor han er."
"Hvis jeg gjorde, ville jeg ikke fortælle dig hvor han var. Så drop det."
Han sagde ikke mere, og jeg gik ud af hans dør, med tårene der pressede på.
Jeg sad hjemme i min seng, da Mark kom ind. Han satte sig ved siden af mig uden at sige noget. Klokken var fem om morgenen, og jeg havde siddet søvnløs på sengen hele natten. Tankerne havde faret rundt inde i mit hoved, og jeg kunne ikke få ro. Selv ikke stofferne fik mine tanker til at forsvinde.
"Jeg snakkede med politiet i dag," begyndte Mark. "De fortalte hvordan de fandt ham. Eller i hvert fald, hvordan de fandt ud af at han stadig var i live."
Jeg kiggede på ham. "Jaså?"
"Han bor sammen med en dreng i Vanløse men han er på kontanthjælp. Altså drengen er. Men han står ikke som, at han bor sammen med nogen. Nogle af deres naboer har dog set Jace og fyren sammen, og havde meldt dem til kommunen. Der gik dog lang tid før at de sendte en derud, men de fandt et billede af Jace og ham fyren, hvilket var dateret i sommers."
Jeg sukkede. "Jeg ved hvor han er."
"Hvad?"
"Jeg ved hvor Jace er. Adressen er ude i min lomme."
"Hvordan?"
"Det er ligemeget."
Mark sagde ikke noget, men rejste sig op og gik ud af døren. Han kom tilbage og smed min jakke og sko på gulvet foran mig. "Kom så."
Jeg kiggede undrende på ham.
"Du skal til Vanløse. Forhelvede Danny, du vil jo gerne."
Jeg tog min jakke og sko på og Mark og jeg satte os ind i hans Audi. Han tændte den og efter ikke lang tid, var vi på vej mod København. Jeg faldt hurtigt i søvn og drømte om mødet med Jace - min afdøde bror, som ikke var så død endda.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar