Jeg blinkede med øjnene, og prøvede at fokusere på mine omgivelser. Jeg sad nu alene da alle dem jeg før havde siddet med, var steget af toget. Jeg strakte mig så meget jeg nu kunne i sædet, kørte mine fingre gennem mit hår, så jeg følte at det sad ordentligt, hvorefter jeg rejste mig op for at tage min taske ned fra hylden over mig. Jeg gik ud i mellemgangen og ventede på at toget stoppede. Jeg smilede køligt til de andre passagerer der stod med mig, og de nedstirrede mig. Der stod en meget høj fyr overfor mig, som sendte mig et varmt smil og hans kinder blev røde. Jeg grinte indeni mig selv.
Jeg kom endelig ud af toget, og gik hurtigt op mod kiosken da jeg skulle have cigaretter. Derefter gik jeg udenfor, tændte cigaretten og ventede på Mark. Jeg nød det første hiv, fuldt ud, og satte mig ned på trappen. Jeg kiggede på menneskerne på gågaden overfor banegården, og hvordan de gik frem og tilbage. Mange kiggede ned i jorden mens de gik, ikke opmærksom på deres medmennesker og omgivelser. Det var som om det hele stod stille omkring mig. Jeg følte mig en smule irriteret, da ingen kiggede i min retning, men alligevel åndede jeg lettet op. Men det var som om, jeg ikke havde været væk i 6 mdr. Det eneste der havde ændret sig i det stykke tid var vejret. Da jeg havde skoddet min cigaret, så jeg Marks gamle Skoda køre op og jeg løb nærmest hen imod ham med min taske, som jeg smed om på bagsædet inden jeg steg ind i passagersædet. Mark stirrede på mig i nogle sekunder inden han kørte mod Skejby, hvilket overraskede mig.
"Vi skal til Skejby?"
"Mor er ikke hjemme," svarede Mark køligt. "Hun er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling."
"Hvad?"
Mark sagde ikke mere. Han stirrede intenst på vejen foran os. Han holdt et tæt greb om rattet, og jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Hans læber var en tynd lige linje. Hans hår var blevet længere og han havde fået sin naturlige lyse hårfarve tilbage, som gjorde hans brune øjne tydeligere. Hans tøj sad stramt på hans krop.
Vi kørte op ad indkørslen og jeg hoppede hurtigt ud af bilen og tog min taske fra bagsædet. Jeg gik ind i huset - intet havde ændret sig - og gik hen imod mit værelse. Min seng stod der stadig sammen med mit skrivebord. Det var meget tomt og upersonligt men jeg smed tasken på sengen. Mark stod i døråbningen og stirrede på mig mens jeg gik rundt.
"Du ser ud til at have det bedre," sagde han, og lænede sig op ad dørkarmen.
"Det ved jeg nu ikke."
"Du har ikke taget på, men du ser sundere ud."
Jeg sendte ham et lille smil og satte mig så på sengen mens jeg kiggede på ham.
"Hvordan har du det?" spurgte jeg pludselig.
"Fint."
Hans ord var koldt og jeg troede ikke rigtig på det.
"Hvor er Agnete?"
"I skole eller sammen med nogle venner."
"Skole? Blev hun ikke student i juni?"
"Jo, men hun går på universitet nu."
Jeg sukkede og min krop sank sammen. Jeg lagde mig ned i sengen og havde mest af alt, lyst til at sove men jeg vidste at det snart blev min tur til at svare på en masse spørgsmål. Men jeg følte mig skyldig. Skyldig i ikke at have fulgt med i min søsters liv. Skyldig i at have været væk i et halvt år, uden at nogen vidste hvor jeg var.
"Nå," sagde Mark og kom gående hen imod mig, hvilket fik mit hjerte til at banke hurtigere. Han lignede vores far så meget. Hans smil, hans øjne, hans kropsbygning. Det mindede mig alt for meget om ham, men jeg rystede mit hoved og prøvede at smide tankerne væk.
"Nå hvad?"
Han satte sig ned på min seng og kiggede på mig. "Fortæl så."
"Fortæl hvad?"
"Ja, hvor fuck du har været det sidste halve år."
Jeg tog en dyb indånding. "Den lange eller korte version?"
"Lange, tak."
"Jeg kom ind på psykiatrisk afdeling her i Århus til at starte med, hvor jeg blev diagnoseret med en svær depression. Så da jeg blev udskrevet, prøvede jeg at begå selvmord, hvor jeg så endnu engang kom ind, men da jeg flippede ud på diverse læger og sygeplejerske, blev jeg tvangsindlagt på Augustenborg i Sønderjylland. Jeg snakkede ikke i 4 måneder, og jeg havde virkelig mistet alt håb, men jeg begyndte så at snakke med en psykolog, som jeg tror, har hjulpet mig en hel del. Hun udskrev mig så, og her er jeg."
"Selvmord?" mumlede Mark og jeg nikkede.
"Samme sted, samme metode."
Han nikkede. "Jaså. Hvorfor?"
"Hvorfor ikke?"
Han stirrede på mig. "Vil du gerne dø?"
Jeg tænkte lidt og vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Ville jeg gerne dø? Jeg vidste at jeg ikke havd-e lysten til at leve, men ligefrem at dø. Det var permanent, ikke noget jeg kunne ændre senere. Hvis jeg valgte at dø, ville jeg ikke komme tilbage. Tanken fik min krop til at ryste.
"Nej," svarede jeg. Men jeg vidste ikke helt om det var sandheden eller om jeg løj. Havde dette halve år overhovedet hjulpet? Ikke på mit livssyn.
Han kiggede undrende på mig og jeg havde på fornemmelsen at han ikke troede på mig. Jeg følte heller ikke selv at jeg var særlig overbevisende.
"Hvad skal du så i dag?" spurgte han for at ændre den akavede stemning.
"Lede efter lejlighed, svare på mine utallige ubesvarede beskeder. Det skal nok få tiden til at gå."
"Skal du låne min computer?" Pis tænkte jeg. Alle mine ting ligger jo hos Søren.
"Ja tak," svarede jeg og han forlod værelset, men kom hurtigt tilbage med hans bærbare og smed den ned i sengen.
"Du må hygge dig," sagde han med et smil mens han gik ud af døren og lukkede den efter sig.
Jeg tændte computeren og lagde min mobil ved siden af mig, mens jeg overvejede om jeg skulle tjekke mine beskeder først. Jeg tog mobilen og skimmede beskederne, og valgte så at svare Søren, derefter Denise, så Mia og så Helena. De ukendte numres beskeder blev slettet og jeg lagde mobilen ved siden af mig igen og kiggede sukkende på computeren. Så tænkte jeg. Jeg gik ind på diverse sider med lejligheder, men vidste ikke hvordan min indtægt så ud. Jeg vidste egentlig ikke hvordan min økonomi var, så jeg valgte at tjekke min netbank. Da jeg loggede ind, hamrede mit hjerte. Jeg var så rædselsslagen over, hvordan det hele så ud, men da tallet kom frem på skærmen, fløj min mund åben og mine øjne blev store. De var blevet overført. Erstatningen var på min konto. 250 tusinde kroner, en kvart million. Jeg smilede lidt for mig selv og vendte så tilbage til lejlighederne. Klokken blev 17 og jeg havde fundet tre lejligheder, jeg synes så interessante ud. Men mens jeg søgte efter flere, tænkte jeg over, om jeg havde lyst til at blive i Århus. Havde jeg mere her? Jeg overvejede at kigge på lejligheder i Kolding, Fredericia, København og Odense, og fandt hurtigt ti mere, der vækkede min interesse. Men jeg vidste ikke hvad jeg ville. Jeg overvejede at finde et arbejde, men det var lettere sagt end gjort.
Min telefon afbrød mine tanker ved at vibrere og jeg kiggede på skærmen. Det var Mia der skrev.
Åh gud hvor er jeg glad for at høre fra dig! Er du okay? Hvor er du? Må jeg komme forbi? Kan du komme forbi? Har så meget at fortælle dig!
Jeg sukkede og svarede hende:
Jeg er hjemme i Skejby og ja du må da gerne komme forbi.
Jeg kiggede videre på lejligheder, indtil at min mobil vibrerede endnu engang.
Ses om en times tid. Tager pizza med!
Jeg smilede lidt for mig selv uden at vide hvorfor. Jeg begyndte at ringe til udlejerne i Århus og skulle se to af lejlighederne mandag og den sidste onsdag, men jeg blev i tvivl. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at blive i Århus, for jeg havde følelsen af, at jeg ikke var velkommen mere. Jeg skulle starte forfra, så jeg ringede til de to udlejere jeg havde fundet i København. Den ene lå på Nørrebro hvor den anden var i Kastrup. Begge lejligheder kunne ses næste weekend, lørdag, så jeg valgte at tage en tur derhen fredag til søndag. Jeg skulle nu se 5 lejligheder næste uge og jeg glædede mig. Jeg følte mig som et lille barn juleaften, spændt og energisk. Fuld af glæde.
Jeg tændte en cigaret og surfede lidt rundt på nettet. Jeg valgte derefter at google Jace. Jeg skrev hans navn ind i søgefeltet og trykkede enter. Der kom mange sider op. Der var lavet en mindeside af ham på Facebook, hvor jeg endnu ikke havde oprettet en bruger da jeg synes at det var det rene tidsspilde, selvom at Mia og alle andre, havde tryglet om det. Derudover var der mange artikler, billeder og andre ting af ham. Jeg kiggede rundt, trykkede mig ind på den ene artikel efter den anden. Til sidst gik jeg ind på mindesiden og læste alle de beskeder folk havde postet på væggen. En besked fangede hurtigt mine øjne.
Phillip M. Petersen skriver:
Vi ses snart igen. R.I.P. ;)
Jeg kunne mærke hvordan vreden boblede indeni mig. Jeg bed mig selv hårdt i læben, og stirrede på beskeden. Jeg havde lyst til at skrive til ham, men ville ikke blive en del af det sociale netværk. Jeg ville ikke ligge på nettet, men så kom jeg i tanke om, at jeg nok allerede gjorde det. Jeg tastede mit navn ind i søgefeltet og der var flere sider om mig, end jeg nogensinde havde troet. Der var utallige billeder af mig ved retssalen. Men et billede fangede mine øjne. Et billede af Mia og jeg. Et billede jeg aldrig havde set før. Jeg klikkede på det, for at finde ud af hvor det kom fra. Facebook. Mias facebook. Under billedet stod der: "Du vil altid betyde meget for mig <3". Billedet var blevet sat ind kun 2 måneder siden. Jeg skimmede kommentarene under billedet. Folk havde skrevet: Jeg kondolerer. Jeg grinte. De troede at jeg var død. Jeg sad igen og overvejede at lave en profil, men slukkede computeren i stedet for. Jeg skulle ikke være en del af det. Men beskeden fra Phillip irriterede mig. Skulle jeg give ham et besøg her om nogle dage? Nej. Han var ikke min tid værdi. Jeg sukkede og rejste mig op, for at gå ud i køkkenet. Jeg tog et glas fra en af skabene og fyldte det med vand. Jeg drak det hurtigt, hvorefter jeg gik på opdagelse i køleskabet, som var fyldt op med øl og sprut. Jeg tog en six-pack med ind i stuen og satte mig i den store sofa, smækkede mine ben op på sofabordet og åbnede en øl, hvorefter jeg tog en stor slurk. Jeg tændte TVet på et realityprogram som lige var startet. Jeg sad og kiggede indtil at det ringede på døren. Jeg råbte så højt jeg kunne kom ind og døren blev åbnet. Mia stod med to pizzaer samt 2 ltr cola i hænderne og med et stort smil på hendes læber. Hun kom gående ind mod mig, og lagde tingene på sofabordet hvorefter hun omfavnede mig, hendes øjne blev fyldt med tårer.
"Jeg troede at du var død!" udbrød hun hulkende og klemte omkring mig. "Aldrig, aldrig, aldrig gør det igen. Hvor helvede har du været?"
"Kæmpede i en krig," sagde jeg med et smil. Hun gav mig en blid lussing og kyssede pludselig mine læber. Jeg fik lidt et chok, men gjorde ikke noget for at stoppe hende. Hun trak sig tilbage, og satte sig ned ved siden af mig.
"Hvad ser du?"
"Ingen anelse. Et eller andet reality pis."
Hun gav mig en af pizzaerne, og åbnede sin egen og tog et stykke. Hun blev ved med at kigge hen mod mig og smilede. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere men jeg gav hende et smil og begyndte så at spise.
"Skal vi ikke tage i byen?" spurgte Mia pludselig og jeg kiggede undrende på hende.
"I byen?"
"Ja! Der er i hvert fald fest i Randers," sagde hun med et smil. "Kom nu!"
Jeg sukkede. "Jeg ved ikke," svarede jeg men hun kiggede på mig med hendes irriterende hundeøjne.
"Kom nu Danny! Du har brug for at komme ud!"
Jeg satte den tomme øl fra mig. "Jeg kan ikke køre."
"Årh hold op, du har kun fået en øl."
"Den første i et halvt år. Mia, jeg ved ikke om jeg har lyst til at feste."
"Du er da blevet kedelig."
Jeg sukkede. "Okay, så lad os tage afsted, men vi tager toget."
Mia hoppede op og ned og klappede i hendes hænder. Jeg sukkede dybt. Jeg havde ikke lysten til at tage til fest, men hvis jeg blev ved med at sidde her, ville jeg med tiden blive deprimeret. Jeg rejste mig op og vi gik ind på mit værelse, hvor jeg tjekkede den lille taske jeg havde med, for noget andet tøj. Men der var næsten det samme som jeg havde på - et par mørkegrå jeans og en bandtshirt. Jeg tog noget deo på, og trådte så ud i bryggerset og tog min vinterjakke på, samt mine slidte conversesko. Mia smilede, allerede klar og med et glimt i øjet. Vi traskede begge ned mod bussen, og mens vi stod og ventede, tændte Mia en cigaret til os begge.
Bussen kom kort tid efter at vi begge havde røget, og vi satte os ned bagved. Jeg kunne mærke hvordan folk stirrede på mig, men jeg ignorerede det. Jeg blev nødt til at vænne mig til tanken.
Vi tog bussen mod Randers. Mia havde sat sig inderst og jeg yderst, og hun kiggede hele tiden på mig. Hun smilede når jeg kiggede tilbage, men rettede så sit blik ud ad vinduet, hvor sneen lå som et lagen på asfalten. Mia begyndte at fortælle at der var blevet startet en masse rygter om, hvad der var sket med mig, og de fleste gik ud på, at jeg var død. Man kan vel også sigel, at det var jeg også, men jeg ønskede ikke at bekymre Mia på nogen måde. Jeg fortalte hende ikke hvor jeg havde været henne, da jeg på den ene side var pinlig berørt over det, men jeg ønskede heller ikke komme med en lang forklaring om hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Jeg ville ikke have hendes øjne til at hvile på mig, med tankerne om, at jeg var sindsyg.
Vi var hurtigt i Randers, og steg ud i kulden. Vi gik op mod nogle lejligheder som jeg ikke genkendte, og der stod en masse unge på gangen. Jeg fortrød ikke at have drukket mere på vejen herhen, og følte mig ædru. Jeg genkendte ikke et eneste ansigt ude på gangen, men Mia åbnede døren til en rimelig stor 3 værelses lejlighed. Der var alt for mange mennesker i den, og de fleste ansigter genkendte jeg. Melanie, Helena og mange andre fra min klasse. Nogle jeg brød mig om, andre kunne jeg ikke fordrage. Men jeg så også nogle overraskede ansigter. Victor. Henrik. Søren. Janine. Det var som om at hele min gamle omgangskreds var til denne fest. Jeg var hurtigt ude af lejligheden igen og gik ned på Randers gågade som var øde. Mia fulgte efter.
"Hvad er der?"
"Jeg er ikke velkommen deroppe."
"Hold nu op."
"Hvem bor der?"
Mia svarede ikke.
"Svar nu."
"Ikke nogen du kender, så stop nu."
Jeg sukkede.
"Jeg har virkelig ikke lyst til at tage derop. I hvert fald ikke så ædru, som jeg nu er."
"Så lad os finde noget at drikke, og så smutte derop. Okay?"
Jeg nikkede og vi fandt hurtigt Føtex, som heldigvis lukkede sent. Vi købte 2 ltr cola, vodka, rom og øl og satte os op i Mias lejlighed og drak. Mia sad for det meste og SMSede frem og tilbage med jeg ved ikke hvem. Hun var meget distraheret af sin telefon, men det gjorde mig intet. Jeg drak det ene glas efter det andet og kunne mærke alkohollen tage sin virkning lidt efter lidt.
Klokken blev midnat, da vi forlod lejligheden, begge fulde og uden balance. Vi gik langsomt hen imod lejligheden, arm i arm, mens vi sang og grinte. Det var hyggeligt og jeg følte mig en smule tryg men jo tættere vi kom på menneskerne, jo hurtigere bankede mit hjerte. Jo mere utryg blev jeg. Jeg sank en klump og gik med Mia, stadig arm i arm, op ad trapperne. Menneskene fra gangen var forsvundet, men havde bevæget sig indenfor. Vi tog vores overtøj og sko af i gangen, og gik ind i den store stue. Jeg sendte et smil igennem rummet og en masse begyndte at stirre. Den hyggelige snak forsvandt langsomt, til at alle øjne var på mig, og mit smil forsvandt. Jeg begyndte at have det varmt. Helenas mund fløj åben og Henriks øjne borede sig ind i mine. Han stirrede længe, inden at han rejste sig op fra sofaen han sad i. Melanie prøvede at holde ham tilbage, men denne gang gik det ikke. Han gik hurtigt hen imod mig, og inden jeg kunne se mig omkring, holdt han mig op ad væggen i min tshirt, med hans ansigt så tæt på mit, så jeg kunne lugte alkohollen i hans ånde.
Men jeg pludselig helt rolig mens vreden kunne ses i hans øjne. Jeg slappede helt af, og kiggede ham i øjnene. Folk råbte og skreg af Henrik men ingen turde at gøre noget.
"Hvad vil du gøre?" spurgte jeg roligt. "Dræbe mig? Slå mig?"
Han satte mig ned, og tog hans mund hen mod mit øre. Jeg kunne mærke hans ånde på mit øre.
"Jeg tror at lade dig leve, er straf nok," sagde han koldt og gik tilbage til Melanie. Jeg gik efter ham ind i stuen, alle øjne på mig. Jeg satte mig ned på gulvet, efter at have taget en øl i køkkenet. Mia satte sig ved mig, og pludselig kom en del andre og joinede os. Helena prikkede til mig, og bad mig om at komme med hende. Jeg gik med hende ud på gangen, og prøvede at fokusere.
"Jeg troede at du var død," sagde hun og jeg kunne se at hun holdt tårene tilbage.
"Jeg er meget i live, takket være dig," sagde jeg.
Hun omfavnede mig, mens tårerene trillede ned ad hendes kinder. Hun tog mit ansigt i hendes hænder og plantede et kys på mine læber og trak sig så tilbage. Jeg stod stiv som et bræt og kiggede på hende.
"Undskyld, jeg..." begyndte hun men jeg smilede bare til hende. Derefter kyssede jeg hende igen, skubbede hende mod muren, og lod mine hænder bevæge mig ned til hendes hofter.
"Skal vi ikke tage i byen?" spurgte Mia pludselig og jeg kiggede undrende på hende.
"I byen?"
"Ja! Der er i hvert fald fest i Randers," sagde hun med et smil. "Kom nu!"
Jeg sukkede. "Jeg ved ikke," svarede jeg men hun kiggede på mig med hendes irriterende hundeøjne.
"Kom nu Danny! Du har brug for at komme ud!"
Jeg satte den tomme øl fra mig. "Jeg kan ikke køre."
"Årh hold op, du har kun fået en øl."
"Den første i et halvt år. Mia, jeg ved ikke om jeg har lyst til at feste."
"Du er da blevet kedelig."
Jeg sukkede. "Okay, så lad os tage afsted, men vi tager toget."
Mia hoppede op og ned og klappede i hendes hænder. Jeg sukkede dybt. Jeg havde ikke lysten til at tage til fest, men hvis jeg blev ved med at sidde her, ville jeg med tiden blive deprimeret. Jeg rejste mig op og vi gik ind på mit værelse, hvor jeg tjekkede den lille taske jeg havde med, for noget andet tøj. Men der var næsten det samme som jeg havde på - et par mørkegrå jeans og en bandtshirt. Jeg tog noget deo på, og trådte så ud i bryggerset og tog min vinterjakke på, samt mine slidte conversesko. Mia smilede, allerede klar og med et glimt i øjet. Vi traskede begge ned mod bussen, og mens vi stod og ventede, tændte Mia en cigaret til os begge.
Bussen kom kort tid efter at vi begge havde røget, og vi satte os ned bagved. Jeg kunne mærke hvordan folk stirrede på mig, men jeg ignorerede det. Jeg blev nødt til at vænne mig til tanken.
Vi tog bussen mod Randers. Mia havde sat sig inderst og jeg yderst, og hun kiggede hele tiden på mig. Hun smilede når jeg kiggede tilbage, men rettede så sit blik ud ad vinduet, hvor sneen lå som et lagen på asfalten. Mia begyndte at fortælle at der var blevet startet en masse rygter om, hvad der var sket med mig, og de fleste gik ud på, at jeg var død. Man kan vel også sigel, at det var jeg også, men jeg ønskede ikke at bekymre Mia på nogen måde. Jeg fortalte hende ikke hvor jeg havde været henne, da jeg på den ene side var pinlig berørt over det, men jeg ønskede heller ikke komme med en lang forklaring om hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Jeg ville ikke have hendes øjne til at hvile på mig, med tankerne om, at jeg var sindsyg.
Vi var hurtigt i Randers, og steg ud i kulden. Vi gik op mod nogle lejligheder som jeg ikke genkendte, og der stod en masse unge på gangen. Jeg fortrød ikke at have drukket mere på vejen herhen, og følte mig ædru. Jeg genkendte ikke et eneste ansigt ude på gangen, men Mia åbnede døren til en rimelig stor 3 værelses lejlighed. Der var alt for mange mennesker i den, og de fleste ansigter genkendte jeg. Melanie, Helena og mange andre fra min klasse. Nogle jeg brød mig om, andre kunne jeg ikke fordrage. Men jeg så også nogle overraskede ansigter. Victor. Henrik. Søren. Janine. Det var som om at hele min gamle omgangskreds var til denne fest. Jeg var hurtigt ude af lejligheden igen og gik ned på Randers gågade som var øde. Mia fulgte efter.
"Hvad er der?"
"Jeg er ikke velkommen deroppe."
"Hold nu op."
"Hvem bor der?"
Mia svarede ikke.
"Svar nu."
"Ikke nogen du kender, så stop nu."
Jeg sukkede.
"Jeg har virkelig ikke lyst til at tage derop. I hvert fald ikke så ædru, som jeg nu er."
"Så lad os finde noget at drikke, og så smutte derop. Okay?"
Jeg nikkede og vi fandt hurtigt Føtex, som heldigvis lukkede sent. Vi købte 2 ltr cola, vodka, rom og øl og satte os op i Mias lejlighed og drak. Mia sad for det meste og SMSede frem og tilbage med jeg ved ikke hvem. Hun var meget distraheret af sin telefon, men det gjorde mig intet. Jeg drak det ene glas efter det andet og kunne mærke alkohollen tage sin virkning lidt efter lidt.
Klokken blev midnat, da vi forlod lejligheden, begge fulde og uden balance. Vi gik langsomt hen imod lejligheden, arm i arm, mens vi sang og grinte. Det var hyggeligt og jeg følte mig en smule tryg men jo tættere vi kom på menneskerne, jo hurtigere bankede mit hjerte. Jo mere utryg blev jeg. Jeg sank en klump og gik med Mia, stadig arm i arm, op ad trapperne. Menneskene fra gangen var forsvundet, men havde bevæget sig indenfor. Vi tog vores overtøj og sko af i gangen, og gik ind i den store stue. Jeg sendte et smil igennem rummet og en masse begyndte at stirre. Den hyggelige snak forsvandt langsomt, til at alle øjne var på mig, og mit smil forsvandt. Jeg begyndte at have det varmt. Helenas mund fløj åben og Henriks øjne borede sig ind i mine. Han stirrede længe, inden at han rejste sig op fra sofaen han sad i. Melanie prøvede at holde ham tilbage, men denne gang gik det ikke. Han gik hurtigt hen imod mig, og inden jeg kunne se mig omkring, holdt han mig op ad væggen i min tshirt, med hans ansigt så tæt på mit, så jeg kunne lugte alkohollen i hans ånde.
Men jeg pludselig helt rolig mens vreden kunne ses i hans øjne. Jeg slappede helt af, og kiggede ham i øjnene. Folk råbte og skreg af Henrik men ingen turde at gøre noget.
"Hvad vil du gøre?" spurgte jeg roligt. "Dræbe mig? Slå mig?"
Han satte mig ned, og tog hans mund hen mod mit øre. Jeg kunne mærke hans ånde på mit øre.
"Jeg tror at lade dig leve, er straf nok," sagde han koldt og gik tilbage til Melanie. Jeg gik efter ham ind i stuen, alle øjne på mig. Jeg satte mig ned på gulvet, efter at have taget en øl i køkkenet. Mia satte sig ved mig, og pludselig kom en del andre og joinede os. Helena prikkede til mig, og bad mig om at komme med hende. Jeg gik med hende ud på gangen, og prøvede at fokusere.
"Jeg troede at du var død," sagde hun og jeg kunne se at hun holdt tårene tilbage.
"Jeg er meget i live, takket være dig," sagde jeg.
Hun omfavnede mig, mens tårerene trillede ned ad hendes kinder. Hun tog mit ansigt i hendes hænder og plantede et kys på mine læber og trak sig så tilbage. Jeg stod stiv som et bræt og kiggede på hende.
"Undskyld, jeg..." begyndte hun men jeg smilede bare til hende. Derefter kyssede jeg hende igen, skubbede hende mod muren, og lod mine hænder bevæge mig ned til hendes hofter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar