"Han kan ikke være i live. Det er over et år siden, at han begik selvmord. Han blev slæbt ud af sin bil og kørt på hospitalet med det samme, men vi fik at vide at det var for sent. Vi fik at vide, jeg fik at vide, at jeg havde mistet min bror. Hans død ødelagde alt og jeg har endnu ikke tilgivet ham. Jace er død og han genopstår ikke, det kan han ikke. Jeg så ham, jeg så hans lig."
Henrik stirrede på mig, hans øjne store. Han tog et hiv fra jointen, hvorefter han gav mig den. Melanie sad ved siden af ham, holdt hans hånd og støttede sit hoved, på hans skulder. Helena sad ved siden af mig, på en stol overfor Henrik og Melanie. Mark var med, trods at jeg ikke ville have at han kendte Henrik. Han sad på en stol ved siden af mig, med en cigaret i hånden, hans øjne boret fast til stofferne på sofabordet, som lige var blevet målt, vejet og delt. Jeg kunne mærke hans hånd på min skulder, men jeg puffede den hurtigt væk.
"Hvorfor tror de, at han er i live?" spurgte Henrik.
Alle øjne bevægede sig hen på mig, og jeg trak på mine skuldre. De kiggede væk igen, og jointen gik på tur mellem Helena, Henrik og mig. Det glædede mig en smule, at Melanie ikke var bukket under, selvom at Henrik tog så mange stoffer. Jeg nød selskabet men jeg nød ikke situationen. Jeg nød ikke tanken om, at al den smerte Jace havde givet os, var en stor løgn. Vreden kom frem i mig og jeg knyttede mine hænder, som lå i mit skød. Mine læber blev presset sammen og jeg vidste ikke om jeg skulle skrige eller græde.
"De kunne ikke sige noget," begyndte Mark og tog et langt hiv og pustede røgen ud, før han fortsatte. "Ellers ville de ikke, fordi at Danny råbte og skreg af dem. Men jeg forstår det virkelig ikke. Det hele virker så fandens surrealistisk."
Helena havde ikke sagt noget, siden stationen. Hun stirrede bare ud i luften, tog jointen et par gange, men ellers var hun som en zombie. Hendes øjne var røde fra at græde og hendes hår var kruset og sat op i en sjusket knold. Ingen vidste hvad de skulle sige eller gøre. Det hele var et stort chok. Mine tanker gik amok. Der var så mange ubesvarede spørgsmål! Hvorfor gjorde han det? Hvor er han? Hvem er han sammen med? Men mest af alt, gik et ord igen og igen. Hvordan? Jeg vidste, at jeg ikke ville få ro, før at jeg fik klarhed over, om han var død eller i live.
Min telefons klare ringetone afbrød mine tanker. Jeg rejste mig op og gik ind på Henriks værelse, hvorefter jeg tog den. Det var den unge politibetjent, som fortalte at de havde fået godkendt at få Jace gravet op. Jeg sank en klump. Han spurgte om jeg ville være der og jeg svarede ja. Dette var den klarhed jeg havde brug for. Hvis han ikke lå i den kiste, ville han ønske at han gjorde. Jeg var så vred. Hvordan kunne han forlade hans mor, far, brødre, søster og børn? Hvad var grunden?
Jeg gik ind til mængden som alle stirrede på mig. "Jace bliver gravet op i dag. Om 2 timer."
Min stemme rystede og jeg havde ikke selv opdaget hvordan hele min krop begyndte at skælve.
"Skal jeg tage med?" spurgte Helena og alle kiggede overraskende i hendes retning, men deres øjne landede hurtigt på mig igen.
"Kan du ikke," sagde jeg og gik hen imod stolen, jeg sad på, og satte mig ned. "Jeg må kun fordi at jeg er i familie med ham og jeg skal skrive under på et eller andet, med at de må grave ham op."
"Skal jeg tage med?" spurgte Mark og jeg nikkede. Han gav mig et kærligt klap på skulderen og hev endnu en cigaret op fra hans pakke. Vi sad i en akavet stilhed i et godt stykke tid. Helena rejste sig hurtigt op og stormede ud på toilettet. Jeg sad i et langt stykke tid og overvejede om jeg skulle følge efter hende, og til sidst rejste jeg mig så op. Jeg befandt mig ude foran toiletdøren og bankede stille på, mens jeg mumlede hendes navn. Døren blev låst op, og jeg gik ind. Hun sad på toilettet og gemte hendes ansigt i hendes hænder, mens hun hulkede.
"Hey, hvad er der galt?" spurgte jeg og satte mig ned foran hende, mens jeg lænede min ryg op ad væggen.
"Jeg vil se ham."
"Hvis han er død, som jeg er meget sikker på at han er, er det ikke et syn, du vil huske."
"Men hvad hvis han ikke er? Hvad hvis han er i live? Hvorfor tog han af sted? Hvorfor fakede han sin egen død? Jeg kan bare ikke forstå det og jeg kan ikke klare, at jeg ikke kender svarene. Og nu, hvis han er i live, hvis jeg ser ham igen, så har jeg knaldet hans bror og jeg kan på ingen måde..."
Hendes stemme var højlydt og rystende. Hun råbte næsten ad mig til sidst.
"Hey! Hey, hvis han ikke er død, skal du fandme ikke bekymre dig om noget som helst, som du føler at du har gjort galt."
"Tror du på at han er i live?"
"Nej! Jeg så hans lig og det gjorde du også. De fortalte os at de var kommet for sent, forhelvede. Han ville ikke have kunnet udrette noget så sindsygt medmindre at han fik hjælp fra en læge og en præst samt bedemand."
Helenas øjne blev store. Hun åbnede munden men lukkede den hurtigt igen og rejste sig op. Hun gik en smule frem og tilbage mens jeg rejste mig op, og kiggede forvirret på hende.
"Phillips mor," mumlede Helena men stoppede ikke med at gå frem og tilbage. "Er præst."
"Helena, lad være med at tænk over det og hvorfor fanden skulle Phillip gide at hjælpe Jace med at fake hans død?" Men som ordene kom ud af min mund, kom jeg i tanke om, hvad Phillip havde skrevet på Jaces mindevæg på Facebook. Vi ses snart igen. Jeg stormede ud af toilettet med Helena i hælene og satte mig ned på stolen. Henrik stirrede på mig mens Melanie og Mark snakkede sammen om noget helt irrelevant, for at tænke på noget andet. Helena satte sig også ned, og tørrede sine øjne med hendes håndoverflader.
"Hvad så?" spurgte Henrik mens hans blik skiftede fra mig til Helena, og så tilbage til mig igen.
Jeg bed mig selv i læben mens mine tanker gik amok - endnu engang. Jeg prøvede at tænke det hele ud, men det gav ingen mening. Hvorfor skulle Phillip hjælpe Jace? Han skød ham, han fik en til at voldtage ham og Jace tog hans kæreste. Jeg kunne på ingen måde se logikken, men så igen - hvor var logikken i, at Jace var i live?
"Hvad er klokken?" spurgte jeg pludselig.
"14:45."
"Hvad dag?"
"Tirsdag. Danny hvad er der?" spurgte Henrik en smule irriteret.
"Mark," sagde jeg og han kiggede med det samme på mig. "Kender du nogen i Horsens, der arbejder i statsfængslet?"
"Ja, hvad da?"
"Jeg skal have en besøgstilladelse til i aften klokken 19."
"Hvem skal du besøge?"
"Phillip."
Mark sagde ikke mere, men gik ud på gangen for at ringe. Jeg sank dybt ned i min stol og prøvede endnu engang at få det hele til at passe sammen. Phillips mor var præst, men han manglede stadig en læge og en bedemand, til at få det hele til at virke. Han havde ingen penge, som han kunne give. Personerne måtte have et nært forhold til Jace.
"Hvad tænker du?" spurgte Helena.
"Hvordan," var det eneste jeg kunne sige.
"Så," sagde Mark. "Gider du så godt fortælle mig, hvad fanden her foregår?"
Jeg fortalte ham min teori og Mark begyndte at grine, men pludselig blev han helt alvorlig igen. Jeg kunne se, at han begyndte at tænke og nåede frem til, at jeg kunne have ret. Men som mig selv, kunne Mark heller ikke forstå hvorfor Phillip ville hjælpe Jace.
Jeg sad på en bænk tæt på Jaces gravsted, mens jeg så den blive gravet op lidt efter lidt. Mark sad ved siden af mig og stirrede på alle de folk, der gik rundt. Pludselig kunne vi høre dem ramme kisten, og vi gik hurtigt derhen. Den blev hevet op og politibetjentene gik hen imod den. Jeg kunne ikke tænke klart og min krop var fuld af diverse stoffer, som skulle have holdt mig nede. Men det hele kørte rundt og adrenalinen pumpede rundt i min krop. Jeg trak vejret dybt mens de åbnede den langsomt, lidt ligesom i en film, for at trække spændingen ud. Jeg holdt mig med det samme for næsen, da lugten af død, fløj igennem mine næseborer. Politiet kiggede ned i kisten og begyndte at grine. Jeg holdt mig for næsen, og kiggede ned i kisten. Det første jeg så, var mørkt. Men som mine øjne begyndte at fokusere, kunne jeg se en masse sorte, døde katte ligge dernede samt en masse mursten. Jeg faldt tilbage.
"Han er i live," mumlede jeg. "Idioten er i live."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar