Tiden gik nærmest i stå. Jeg gav slip på Helena og gik væk fra hende, mens Phillip bare stod og stirrede. Han sagde ingenting. Helena tørrede sin mund med bagsiden af sin hånd, og kiggede bare på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han stod og spærrede den eneste vej ud. Jeg turde ikke springe ud af vinduet."Hvordan er du kommet ind?" spurgte hun.Det hele virkede meget akavet. Vi vidste jo godt, at det vi gjorde var forkert. Helena tog Phillips hånd, og hev ham ind på værelset. Jeg snoede mig ud derfra, og gik meget hurtigt nedenunder og bare væk derfra. Det gik så hurtigt, at jeg glemte mine sko. Men jeg stod 100 meter væk fra huset. Jeg vidste ikke, om jeg turde forlade hende helt. Han var jo voldelig, i hvert fald overfor mig. Så jeg blev derude, og kiggede. Jeg ventede egentlig bare på, at Phillip gik, så jeg kunne tjekke på hende. Men efter en time, gav jeg op. Jeg begyndte at gå den lange tur ned i byen, da min telefon ringede. Helena. Selv efter al denne tid, havde hun gemt mit nummer. Jeg tog den, men uden at sige noget."Jace?""Ja.""Phillip går nu, er du stadig i nærheden?""Ja.""Vi bliver nødt til at snakke. Kan du komme?""Ja."
Hun lagde på, og jeg gik stille og rolig tilbage og kom i tids nok til at se Phillip kysse Helena farvel. Jeg var på en måde såret, men havde på fornemmelsen hvad der ville ske. Hun ville bede mig lade hende være, da det ville ødelægge hende og Phillips forhold. At hun elskede ham mere end hun elskede mig, hvis det var det hun følte for mig. Jeg kunne allerede mærke hvordan ordene ville gøre ondt. Men jeg burde have forventet det. Hun var jo lykkelig. Eller var hun? Jeg tænkte tilbage, og hun havde jo fortalt mig, at hun ikke var lykkelig sammen med Phillip. Dette var ikke sundt for mine tanker. Jeg havde ikke brug for endnu mere forvirring. Jeg kørte mig selv op, før jeg vidste hvad der ville ske.Jeg gemte mig indtil at jeg kunne se at Phillip var kørt helt væk. Derefter gik jeg hen mod hoveddøren, hvor Helena åbnede inden at jeg kunne nå at banke på. Vi gik op på hendes værelse."Jeg er ked af det," begyndte hun. "Jeg ved ikke hvordan at jeg skal sige det.""Jeg forstår. Du kan ikke slå op med Phillip, og det respekterer jeg selvfølgelig."
Hun kiggede på mig smilende. "Men jeg kan ikke miste dig. En gang til."Jeg satte mig ned i hendes seng. Jeg havde ondt i mine ben, efter at have stået op så længe. Jeg var endnu mere forvirret end før jeg kom. "Jeg kan ikke slå op med Phillip. Ikke endnu. Jeg lovede ham ikke at snakke med dig, nogensinde igen. Men som du kan se, går det ikke særlig godt.""Hvad er din plan?"Planen var, at gemme vores såkaldte forhold for Phillip, og egentlig alle andre. Phillip gav mig de værste dræberblik på p-pladsen foran skolen, når han ville hente Helena. Men prøvede ihærdigt ikke at smile, da det nok ville være en smule provokerende, men indeni grinte jeg. Jeg var i starten meget imod dette, men jeg kunne ikke leve uden hende. Så det var at have hende lidt eller slet ikke at have hende. Vi mødtes få gange om ugen, mest hjemme hos mig, da hendes forældre ikke måtte vide noget. Mine forældre var nemlig meget ligeglade med, hvem jeg tog hjem, og derudover var Helena også meget glad for, at vi måtte ryge indenfor. En aften hvor Helena var hjemme hos mig, sad hun meget foran computeren og surfede rundt. Hun var inde et sted, hvor fotografer ledte efter modeller. Et godt sted for pædofile der ville udnytte unge piger, men når det gjaldt modelbranchen, var mange unge piger virkelig naive. Hun havde åbenbart lavet en bruger derpå nogle dage siden, og flere såkaldte fotografer havde kontaktet hende. Jeg var meget utryg omkring hele situationen, men var bange for at gøre hende ked af det. Min mor bankede på døren, og stak hovedet ind. Hun var sikkert bange for, at det samme ville ske med Helena, som skete for Francesca. Jeg forstod hende udmærket godt, og hvis jeg var hende, ville jeg ikke kun nøjes med at tjekke, men være hos mig hele tiden. Det var ikke mere end en måned siden, at jeg blev løsladt. Men jeg tror, at min mor kunne se noget i mine øjne, der ikke gjorde hende så nervøs. Måske glæden, ved at have Helena i mit selskab. Jeg følte det også indeni. Den glæde, som Janine havde givet mig i den tid. Men bare stærkere."Hygger i?" spurgte hun, og gav mig et lidt skævt smil."Ja," svarede jeg."Der er mad om et kvarter."Hun lukkede døren, og jeg kunne høre hende gå. Det var første gang at Helena skulle spise med os alle sammen. Jeg var en smule nervøs, men hun virkede nu meget glad for det. Men jeg vidste bare, at det ville blive den store spørgerunde. Ingen vidste egentlig hvem hun var udover Agnete og Danny. Danny var dog ikke særlig glad for at hun var hjemme hos os, da han vidste hvem Phillip var. Han var venner med en af Sørens venner, Erik, som endnu ikke var kommet ud af hans misbrug. Erik var også en meget voldelig fyr, der kom ind og ud af fængslet for røveri og vold. Han var i dette øjeblik desværre ude, så Danny var ikke særlig tryg, da Erik beskyldte Danny for skylde ham penge. Men så længe ingen vidste at Helena og jeg sås, ville der ikke ske noget. Det var jeg rimelig sikker på. Men jeg havde uheld i mit liv, som det så ud til. Jeg var ikke virkelig lykkelig, da jeg ikke havde Helena helt til mig selv. Jeg skulle se på Phillip oversnave hende, og rage på hende. Det gjorde mig mere end jaloux, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hun var hans kæreste, og jeg var bare fyr nummer 2. Det fik hende til at lyde meget billig, men jeg vidste at det ikke var derfor. Hun var bange for ham. Ikke fordi, at ikke var. Men jeg var virkelig bange for, hvad han ville gøre, hvis han en dag fandt ud af, at vi havde set hinanden ved siden af.
Vi sad ved middagsbordet i stilhed. Det var meget akavet, for jeg kunne se på Agnete, at hun havde en masse spørgsmål, men mest af alt, til mig. Hun var den generte type, som ikke helt vidste hvornår man kunne spørge om diverse ting. Hun følte at hun altid spurgte på de forkerte tidspunkter. "Er i kærester?" spurgte min ene datter, og grinte en lille smule. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Næsten alle ved bordet grinte. Men det var nok det spørgsmål de alle ville spørge om. Underligt nok skulle en 5 årig spørge om det, da alle andre ikke turde."Nej, det er vi ikke."Mine døtre grinte i stilhed sammen."Minna! Sofia! Ikke leg med maden!" udbrød min mor, og jeg opdagede at mine døtre formede ansigter med deres pomfritter. Jeg savnede at være barn. Ikke at skulle bekymre sig om diverse ting. Ikke at skulle have en voldelig far. Men han havde nok altid været voldelig. Vi vidste det bare ikke før der kom en trodsig teenager i huset.Efter maden sad vi alle, minus de små børn, inde i stuen. Min mor havde bagt en kage, og synes at familien kunne bruge en hyggeaften sammen. Siden at det var lørdag, og alle helst ville til fest eller noget lignende. var det ikke lige det bedste min mor havde kommet med. "Hvis i ikke er kærester, hvad er i så?" spurgte min mor, mens hun hældte kaffen op."Gode venner med fordele," grinte Danny."Ej lad da være!" udbrød Agnete. "Jeg har værelset ved siden af, og ingen af dem har stønnet... endnu."De begge grinte, og jeg kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Jeg vidste egentlig ikke hvad vi var, men de fordele Danny snakkede om, det var ikke sket. Man skulle nok tro det. Men der var ikke gået mere end en måned, og jeg følte mig ikke klar. Mange ville nok spørge hvorfor, og efter i aften, ville Helena nok gøre det. Jeg tror ikke, at vi havde tænkt på sex, før Danny bragte det op.Det var nu meget hyggeligt bare at have en aften med familien. Men den sluttede rimelig tidligt, da Danny smuttede så hurtigt han kunne, sammen med Agnete til en eller anden fest en af hans venner holdte. Han havde fået et godt øje til Mia, men hendes veninde Christina var også vild med ham, så der var et stort trekantsdrama mellem dem alle. Helena og jeg lånte bilen, da vi ville hente en film nede i blockbuster. Heldigvis havde de sent åben den dag, så vi nåede lige et låne et par gysere og en tøsefilm, som Helena insisterede på.Da vi sad i sengen, klædte vi os i vores nattøj, som egentlig bare bestod af vores undertøj, og lagde os under dynen, mens vi startede filmen. Det var blevet en rutine, da vi ikke rigtig kunne gå ud i offentligheden. Hvis nogen så os, ville det være enden. Det var i hvert fald det vi troede. "Jeg tænkte på noget," sagde Helena mens hun lå på mit bryst og nussede min mave. Det kildede, og jeg fik gåsehud - samt rimelig ondt i skulderen. Men jeg lod hende ligge, da det føltes dejligt, på en eller anden mærkelig måde. "Ja?""Hvad er vi? Vi er ikke kærester - tydeligvis. Men vi heller ikke rigtig nogen specielle fordele, men alligevel er vi mere end venner.""Vi er mærkelige."Helena grinte, og satte sig op i sengen, og kiggede på mig med hendes smukke blå øjne."Det er ingen hemmelighed," grinte hun, og tog en cigaret fra det lille sengebord, og tændte den. Hun gav mig den, og tændte endnu en, som hun selv beholdte. "Men det kunne nu være rart at vide hvor vi er på vej hen. Ikke?""Så længe du er sammen med Phillip - så er vi ingenting.""Det er ikke den rette tid. Ikke endnu.""Hvornår er det den rette tid?" sagde jeg, en smule arrigt. "Når han er dig utro, så du kan lade være med at give ham en chance til, som han gav dig?""Lad være. Det er slet ikke det samme.""Jeg kan bare ikke se, hvorfor det ikke bare kan være os. Hvorfor du ikke bare kan få det overstået.""Der er mere til det, end det," sagde Helena. "Du ved - min far. Han elsker Phillip, som den søn han aldrig fik. Derudover arbejde Phillip også i min fars firma.""Så du skal snakke med din far først?""Ja. Det kræver mere mod, end at slå på med Phillip. Især efter næsten 2 år med ham."Hun kiggede ned i dynen, og rømmede sig."Derudover. Jeg ved ikke..." sagde hun, og tog et hiv. "Jeg ved ikke om jeg kan stole på, at du ikke lyver overfor mig igen. Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig.""Det kan du!" udbrød jeg, uden at tænke mig rigtigt om. "Jeg vil aldrig såre dig igen, på nogen måde! Det kan min psyke fandme ikke holde til."Hun lagde sig ned på mit bryst uden at sige noget, og vi begyndte at se filmen.
Halvvejs inde i filmen, ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var hemmeligt nummer. Jeg vidste ikke helet om jeg turde tage den, men jeg kunne heller ikke lade være. Jeg havde bestilt noget bestemt pot fra Amsterdam, som min dealer skulle have haft hjemme en uge siden. "Ja?"Snakker jeg med Jace J. Peterson?"Ja."Er du sammen med Helena?"Nej."Er du helt sikker?"Ja." Personen lagde på, og mit hjerte sad helt oppe i halsen. Lidt efter bankede det på ruden, og jeg følte, at jeg blev kvalt. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ud. To par øjne kiggede op, begge med sorte elefanthuer på, så man kun kunne se øjnene. Men jeg kunne tydeligt se, hvem det ene par øjne tilhørte. Jeg åbnede vinduet, og Danny tog huen af. Det samme gjorde Mia, som gav et lille genert smil fra sig. Mit hjerte sank ned i mit bryst igen."Hvad fanden laver du?""Leger..." sagde Danny mens han imiterede en lille drengs stemme. Han hoppede ind ad vinduet, med Mia efter hende, og Helena tog hurtigt dynen om sig."Tag det roligt smukke, har skam luret ind ad nøglehullet før," sagde Danny flirtende, og blinkede med det ene øje. Jeg rullede med mine øjne, da dette bare var typisk Danny. Jeg havde håbet at han var til fest, men åbenbart ikke."Hey!" udbrød Mia, og Danny gav hende et kram."Hvad ser i så?" spurgte Danny, og satte sig i sengen ved siden af Helena, der kiggede mærkeligt på ham og derefter på mig. Jeg hev Danny væk fra sengen og prøvede at skubbe ham ud."Hey!" sagde Danny."Vi... er her faktisk, fordi at Phillip leder efter dig. Helena." sagde Mia, og Helena og jeg kiggede hurtigt på hinanden."Iført elefanthuer? Er dette endnu en joke? Endnu en leg?" spurgte jeg."Dog ikke," svarede Danny, og tændte en joint han havde på sig. Jeg vidste aldrig hvor han gemte dem. "Vi var til fest. Tro det eller ej, og Phillip kom hen til mig. Han troede at jeg var dig til at starte med, og spurgte om jeg havde set Helena og at jeg skulle holde mig væk fra hende. Han begyndte med en masse idiotiske trusler, som at dræbe mig og få hans venner til at hjælpe ham, så det ville ligne selvmord og blablabla. Det fulde idioter altid siger når deres tøs ikke giver dem et blowjob." Danny grinte. "Anyways... jeg sagde selvfølgelig at jeg ikke var dig. Men han sagde at han ville komme herhen. Hans venner og dem leder efter vores adresse. Han er vidst rimelig overbevist om, at Helena er her," sagde han og kiggede på Helena. "Med rimelig gode grunde.""Hvad?!" udbrød jeg."Tag det roligt Jaceyboy. Han kan ikke røre dig. Mark er inde på sit værelse med hans brydregutter og... rimelig meget alkohol. Og far vil ikke lade nogen røre hans første fødte. Derudover, tror jeg virkelig bare at Phillips venner tror at han er en fuld skiderik."Helenas telefon bippede. "Jeg har fået en SMS fra ham," sagde hun, og læste den."Han spørger hvor jeg er, og om jeg kan komme hen til ham.""Gør hvad du vil," svarede jeg og satte mig i sengen og gemte mit hoved i mine hænder.Hun sendte en rimelig lang besked tilbage, da jeg kunne se at hun tastede løs på sin mobil. Danny satte sig ved siden af mig, og gav mig jointen, som jeg tog et par hiv af. Lidt efter Helena havde sendt beskeden, da hun ikke tastede mere, bippede hendes telefon igen."Hvad skrev du?" spurgte Mia. Helena kiggede over på mig. Jeg undrede mig meget over, hvad hun havde svaret og hvorfor at hun så så underlig ud."Jeg bad ham komme her," sagde hun. "Eller, komme til Århus. Jeg vil slutte det her. Jeg gider ikke gemme mig mere, frygte hvem der er ude foran dit hus." "Hvad svarede han?" spurgte Danny før at jeg kunne."Han sendte mig din adresse," svarede hun rædselsslagen. "Og skrev 'ses om 20'"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar