Jeg vågnede op på en meget hvid stue, med 3 andre patienter. En ved siden af mig, en overfor den seng og en overfor min. Der var gardiner imellem os, som alle var rullet fra, så vi kunne se hinanden. Jeg vidste at jeg ikke var på intensiv afdeling, og jeg sukkede. Jeg vidste virkelig ikke om jeg var glad for at være i live. Jeg synes at hele min liv, var på et eller andet punkt, en stor joke. Jeg var ikke en person der gik rundt med selvmordstanker, men til tider kom de frem i mit hoved. Jeg snakkede ikke med nogen omkring det, som jeg nok burde. Men jeg havde ikke prøvet at tage mig liv. Jeg turde ikke. Jeg var bange for om det gjorde ondt, jeg var bange for at dø. Ironisk. Jeg lå med et skudsår i mit bryst, og jeg var bange for at selvmord gjorde ondt. Men jeg tror mere, at det var tanken om, at forlade denne jord for evigt. Jeg ønskede virkelig at have været alene på stuen, men alle sengene var optaget. Ved siden af mig var en dreng, måske på min alder, måske lidt yngre, men i hvert fald ikke ældre. Han sad med en stor bærbar computere og spillede WoW. Overfor mig var en ung pige i midten af teenageårene som lå og sov, og ved siden af hende endnu en pige som nok var på min alder, som også lå og sov. Det var ikke lige et sted man ville snakke med hinanden, men drengen ved siden af mig var vidst en selskabelig fyr."De sagde at du blev skudt," sagde han, men spillede stadig videre. Han kiggede ikke engang på mig, men kiggede koncentreret på skærmen. Hans tunge hang ud af hans mund, og jeg smilede indvendigt af det. "Hvem er De?" spurgte jeg, og prøvede at sætte mig helt op, men kunne mærke smerten i brystet. Jeg tog mig til brystet og lagde mig stille ned igen i et ynkeligt grynt. I et stykke tid svarede drengen mig ikke. Der var nok noget svært i spillet."Spøgelserne," grinte han, og lukkede så sin computer ned. "Lægerne som normale humorforladte mennesker nok ville kalde dem."Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var godt med lidt opmuntring af en slags, efter dette mareridt. "Er det sandt? Blev du helt seriøst skudt?""Jep.""Fedest!" sagde han helt opmuntret og hoppede ud af sin seng, og satte sig på stolen ved siden af min seng. "Var det i en narkohandel? Som man ser på film? Hvordan var det? Gjorde det ondt?"Jeg begyndte så småt at grine af alle de spørgsmål. Jeg vidste slet ikke om jeg skulle fortælle ham det. Han virkede helt oppe at køre over det. Men det var nok heller ikke hver evig eneste dag, at man mødte en der var blevet skudt. Hvis jeg havde været ham, havde jeg nok reageret lidt på samme måde - bare ikke helt så hurtigt. Det var jeg alt for genert til. "En sur eks kæreste," svarede jeg. Jeg ville lade være med at nævne alle de blodige detaljer, da jeg egentlig ikke kunne huske dem. Jeg husker kun at se rødt, min brors ansigt og så... sort. "En tøs skød dig?!" udbrød han, og en af pigerne vågnede. Hende overfor mig. Hun kiggede på os med et meget tomt blik, og lagde sig så til at sove igen. "Nej, min..." begyndte jeg, men stoppede. Hvad skulle jeg kalde Helena? Var hun min kæreste nu? Eller... Jeg var forvirret, og det havde mit hoved ikke brug for. Ikke nu. "Din hvad?" sagde han."Min venindes eks kæreste. Han troede at vi lavede noget, eftersom hun lige havde slået op med ham.""Dit liv lyder fandme spændende!" udbrød han med et bredt smil. "Er det sgu ikke.""Jeg har lagt på denne stue i 2 uger nu. De aner ikke hvad der er galt med mig. Jeg kastede bare blod op, havde feber. Men de aner ikke hvad jeg fejler, men tør ikke sende mig hjem. Jeg hedder Jens, forresten.""Jace.""Mærkeligt navn."Jens virkede meget flink. Han var i hvert fald let at snakke med. Han blev begejstret over ingenting og virkede bare glad trods at han havde været indlagt i to uger. Han var ikke en person jeg ville have snakket med hvis jeg havde mødt ham på gaden, men sådan er det jo med de personer, man kan snakke bedst med. Jens skulle ud og have lavet nogle prøver, så jeg var endnu engang alene, i stilhed, med mine tanker. Pigerne på den anden side af værelset så stadig og sov, og jeg havde ikke den store lyst til at snakke med dem. Jeg tænkte egentlig bare på Helena. Hvorfor var hun her ikke? Jeg troede at hun ikke ville have mig mere, og min dårlige selvtillid trådte frem. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Når jeg var alene tænkte jeg bare for meget over tingene, og konklusionen af mine tanker endte aldrig positivt. Det føltes som en evighed før en læge trådte ind i stuen. Han skulle tage nogle prøver på pigen overfor mig, så nu var vi kun to. Pigen sov stadig, så jeg var stadig alene. Heldigvis gik der ikke lang tid før endnu en læge kom ind, og fortalte mig at jeg kunne blive udskrevet om aftenen hvis alt så fint ud. "Du har også besøg," sagde lægen. Ind ad døren kom Danny, Agnete og min mor. Jeg blev en smule skuffet over, at Helena ikke var der. Det var selvfølgelig skønt at se noget af min familie, især Agnete og Danny, men det var som at have meget høje forventninger, og så kun få det næstbedste. Agnete gav mig det største kram hun nogensinde havde givet mig, mens der rullede tårer ned af hendes kinder. Det gjorde ondt i mit bryst, men jeg var egentlig rimelig ligeglad, da jeg bare var glad for at se nogen, jeg kendte. "Hvordan har du det?" spurgte Danny, og satte sig ned på stolen, Jens havde siddet på. Agnete satte sig på sengekanten og min mor blev stående ved fodenden. "Fint," svarede jeg. Jeg havde ikke særlig meget at sige. Jeg var meget nysgerrig hvad der var sket med Phillip, men noget i mig ønskede alligevel ikke at vide det. Jeg håbede bare at han var ude af mit liv nu. At Helena og jeg kunne fortsætte som vi havde gjort hidtil, bare uden hemmelighederne. "De siger at du kan blive udskrevet i aften," sagde Agnete og lød helt begejstret. "Vi har været så bange alle sammen!""Undtagen Mark og far selvfølgelig," mumlede Danny og min mor gav ham et meget ondt blik. Men hun vidste at han havde ret. "Hvad?" sagde Danny til vores mor, og hun rystede bare på hovedet."Du ved at det er sandt," fortsatte han. "Selv efter at Helena havde skreget i flere minutter, diskuterede de om de skulle bryde døren ned. For det ville jo ikke koste meget mere at få repareret døren, end at få blodet væk fra gulvtæppet. Nu er de sikkert sure på Jace for at have dryppet på deres dyre fine lorte tæppe.""Danny skat, stop nu.""Nej jeg vil ej! Du kan ikke se sandheden i øjnene, at de to er de største idioter nogensinde. Din søn var ved at dø, og din fucking mand var pisse ligeglad."Danny rejste sig op, og kiggede på mig. "Undskyld," sagde han, og gik ud af stuen. Jeg forstod ham udmærket godt, men jeg havde bare indset af Mark og min far ikke var værd at skændes om, over eller med. Det var som om at jeg havde smidt dem ud af mit liv. "Jeg er lykkelig over at du har det godt!" sagde Agnete og gav mig endnu et kram, og kyssede min kind, da Danny havde forladt værelset. "Vi skal nok til at gå," sagde min mor, og kom hen og gav mig et kys på kinden. "Vi henter dig i aften."De gik, og jeg var endnu engang alene. Jeg kunne slet ikke forstå at min mor kunne være så ligeglad med hendes mands opførsel, samt hendes søn. Men så igen, Mark var hendes førstefødte. Det var bare ærgeligt, at han var endt som hans far. Men han havde altid været en idiot, selv da vi var små. Han havde aldrig fået skylden for noget, så han troede jo inderst inde at han var perfekt. Da han gik i skole, var alle pigerne vilde med ham, og hvis de kom sammen med ham, var de seje. Jeg forstod dem ikke. Mark var ikke just fyren, der behandlede sine kærester med respekt. Hans længste forhold havde varet 3 mdr. og han var utro over halvdelen af tiden med over et dusin piger. Men kærlighed, eller popularitet ville nok passe bedre, gør blind. Jeg ønskede ikke at være alene. Jeg kunne ikke klare tomheden, og vandreren i mine tanker, mens jeg bare sad og lavede ingenting. Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne snakke med nogen. Jeg havde ikke min mobil på mig og jeg kunne ikke se noget som helst personligt. Jeg forstod det ikke. Hvor var mit tøj? Hvor var min mobil? Jeg prøvede at rejse mig op, men det skar ind i brystet. Jeg blev nødt til at ligge mig ned igen og fange pusten som jeg havde mistet. Jeg var ved at blive irriteret på min krop, men mere irriteret over at jeg var blevet skudt. Hvorfor kunne mit liv ikke bare være mere enkelt?
Jens kom ikke tilbage. En sygeplejerske hentede hans ting, og da jeg spurgte hvad der var sket, kiggede hun bare genert ned i gulvet og gik hendes vej. På en mærkelig måde savnede jeg ham, trods kun at have kendt ham i få timer. Måske var det bare, at jeg var alene. Jeg savnede nok bare en eller anden hos mig. Helena.Hun kom ind i mine tanker endnu engang, og jeg forstod virkelig ikke hvor hun var henne. Jeg forstod ingenting. Jeg troede at hun ville være hos min side hele tiden. Men det var hun ikke. Var der noget jeg havde sagt, eller gjort, som kunne have fået hende til ikke at ville se mig? Jeg kunne ikke huske hvad det skulle have været. Men jeg var på en eller anden mærkelig måde bange for, at jeg havde gjort noget. Jeg prøvede endnu engang at rejse mig op, og bed smerten i mig. Jeg ville prøve at finde noget tøj, og som jeg listede rundt om sengen, ned på knæ for at kigge, kunne jeg mærke det skære i mit bryst som 1000 knive på en gang. Jeg stod oprejst, men bøjede mig ned, for at prøve at kontrollere min vejrtrækning, og på den måde også kontrollere smerten."Jeg har nogle smertestillende," sagde pigen skråt overfor mig. Hun kiggede på mig med de flotteste grønne øjne jeg havde nogensinde havde set. Men hendes ansigt var ikke det kønneste, men jeg ville ikke dømme hende trods det. Hun smilede genert, og rejste sig uden besvær op, og fandt nogle piller i skuffen på bordet ved siden af hendes seng. Hun gik hen imod mig, og gav mig et glas smertestillende piller, hvor der lå to i. "Skal jeg hente et glas vand til dig?" spurgte hun, og jeg nikkede. Jeg havde al for ondt til at snakke. Det var noget der kunne irritere mig. Når min krop ikke ville, som jeg. Hun kom tilbage, og jeg slugte begge piller. De virkede selvfølgelig ikke med det samme.Pigen tog min arm, og hjalp mig op i sengen igen og gav mig et smil. Derefter gik hun over til sin seng igen. Hun slæbte sine fødder hen ad gulvet og derefter kryb hun op i sin seng igen. Hun kiggede længe over på mig, og jeg sendte hende et smil. Hun vendte derefter ryggen til mig, og lagde sig sikkert til at sove igen. Jeg følte ikke at pillerne hjalp på smerterne - overhovedet. Men jeg følte mig al for træt til at prøve på at rejse mig op igen. Så jeg lagde mig til at sove.
Jeg blev vækket af Danny og følte mig meget døsig. Han havde taget noget rent tøj med til mig, samt min mobil. Jeg begyndte at klæde mig på, og så at min mobil ikke havde mere strøm på."Du kunne ikke have ladet den op, vel?" sagde jeg spydigt. Danny svarede ikke. Han satte sig bare i stolen mens han kiggede på imens jeg klædte mig på. Smerten var der stadig, men den var mere afdæmpet end tidligere på dagen. Imens jeg klædte mig på, kom en læge ind. Han lignede virkelig en perfekt mandemodel, eller Ken fra Barbiekollektionen. Hans ansigt var helt symmetrisk og jeg kunne ikke finde en eneste fejl på ham. Sådan noget hadede jeg bare - perfekte mennesker. Han gav mig et pilleglas, og sagde at jeg skulle tage dem 3 gange om dagen i 2 uger. Derefter skulle jeg have skiftet min forbinding inden jeg tog afsted, og komme til et tjek om 2 uger. Hvis det begyndte at bløde, skulle jeg komme med det samme. Derefter sagde han bare at jeg skulle slappe af den næste dag eller to. Jeg måtte ikke tage i skole den næste uge, og måtte ikke have idræt den næste måned. Jeg var ikke særlig ked af det."Du må dog heller ikke have sex den næste måned."Danny begyndte at grine en smule, og jeg gav et irriteret puf. Lægen sagde farvel, og Danny og jeg gik til p-huset hvor han holdte. Vi steg ind, og kørte hjemad. Jeg sagde ikke rigtig noget, men prøvede bare at finde ud af hvordan jeg skulle sidde, før at smerten ikke var så uudholdelig. Jeg var dog glad for, at jeg ikke skulle være indlagt i flere dag, eller uger. Ligesom Jens. "Helena er derhjemme," sagde Danny og jeg stoppede med at prøve på at finde den rigtige måde at sidde på. "Hun har faktisk været der lige siden episoden. Agnete er den eneste hun ønsker at snakke med, udover dig. Hun var næsten ved at gå amok ved frokosten her i dag, på far og Mark, der snakkede om at selv skulle betale for skaderne.""Overrasker mig ikke," svarede jeg."Men det overraskede hende. Har du ikke fortalt hende om dem?""Hun troede vel at jeg overreagerede. Hvorfor tog hun ikke med nu her?""Hun ville hjælpe mor med aftensmaden. Før det, ville hun bare have dig for sig selv, og følte at familie kom først. Hun kender vidst ikke til vores familie.""Tydeligvis ikke.""Hvad med Phillip?""Han er i Lalandia."Jeg kiggede på Danny med et foruroligende blik, og han begyndte at grine."Han er varetægtsfængslet og skal for en domstol om to uger, tror jeg at det var. Tror at far sagde, at han ville kunne få 5 år, men siden at det er et lorte retssystem vi har her i landet, tvivler jeg stærkt på det.""Sandt nok."Vi kom til huset, og jeg steg ud med lidt hjælp fra Danny. Vi gik indenfor, smed vores sko og kunne allerede der dufte maden. Det duftede som boller i karry. Mine døtre kom løbende hen imod mig og prøvede at springe op. Minna hev i min hånd og trak mig ind til spisebordet, og befalede mig til at sidde ved siden af hende, hvor Sofia også ville have det. Jeg kunne ikke lade være med at grine af dem."Jeg skal nok sidde ved siden af jer begge to.""Jeg vil faktisk hellere sidde ved Helena," sagde Minna, og krammede mig. "Hun har lært mig at lave vejrmøller."Minna løb hen imod mit værelse, hvor jeg så Helena stå og smile. Hun sagde ingenting, men gik hurtigt hen imod mig med Minna lige bag sig. Hun gav mig verdens største knus, større end Agnete havde givet mig.Hun sagde ingenting, hvilket egentlig passede mig helt fint. Hvad skulle man sige efter sådan en episode? Jeg var i live, og det var nok det vigtigste af det hele. "Må jeg ikke nok blive hjemme fra skole i morgen?" spurgte Minna og kiggede over på min mor. "Hvis jeg siger far blev skudt, så må jeg nok godt."Jeg kiggede foruroligende på min mor, som bare sad og kiggede på mig, og vidste ikke hvad hun skulle sige. De havde set film, hvor folk blev skudt. Engang havde de begge to gemt sig under sofaen, fordi at de ville se en actionfilm. De begge havde mareridt i 2 uger."Bang bang."Min søn, eller han var ikke min, men det anså jeg ham som, kom løbende mens han råbte "bang bang". Han løb rundt om bordet indtil at Danny fangede ham og legede flyvemaskine. Det var på en måde skønt at være hjemme, og som jeg stod og kiggede ud over dette scenarie, skulle man næsten tro at dette familie var perfekt. Men det var vi ikke. Langt fra. "Der er mad," råbte min mor og vi alle satte os ned. Jeg sad overfor Helena med Sofia og Agnete ved min side. Mark tog sin tallerken med ind på værelset og min far tog sin med ind i stuen. Det passede mig fint, da de ellers ville begynde at skændes med Danny.Efter maden, hvor der egentlig ikke skete noget som helst satte vi os ind i stuen, og min far forlod den og gik ind på soveværelset. Vi andre så en børnefilm med børnene, indtil klokken blev 20. Jeg gik ind sammen med Agnete og puttede dem alle sammen, og derefter gik jeg ind på mit værelse hvor Helena sad i min seng og lagde neglelak. Jeg kunne se på gulvtæppet, at de havde prøvet at tage blodet væk, men havde givet op, da de havde skåret det af, så nu var der bare et stor stykke uden gulvtæppe. "Din mor siger at det bliver ordnet i morgen," sagde Helena da hun så at jeg kiggede ned på gulvtæppet. "Jeg vidste virkelig ikke at din far var en så modbydelig mand. Jeg havde slet ikke forestillet mig det.""Jeg sagde jo at han var en idiot," svarede jeg imens jeg begyndte at klæde mig af, så jeg kun havde underbukser på. Helena så forbindingen, og lagde neglelakken væk, og pustede på sine fingernegle. Jeg lagde mig under dynen og tændte for TVet hvor der var en dårlig komedie igang."Jeg troede bare aldrig at han kunne være så modbydelig.""Skal du ikke i skole i morgen?" spurgte jeg og håbede på at hun ville glemme at snakke om min far."Jo. Eller, jeg ved ikke. Jeg har ikke særlig meget lyst til det, uden dig. Og vi har alligevel kun lorte projektsuge sammen med Kirsten. Jeg kan virkelig ikke tage hende. Derudover har vi også kun 2 moduler imorgen.""Måske ville det være bedst at tage af sted.""Jeg ønsker bare ikke alle de spørgsmål, som jeg ved at jeg får! Jeg tvivler på at ingen ved hvad der skete igår aftes.""Så lad dem spørge.""Hvad skal jeg så svare?""Hvad mener du?""Jamen... hvad er vi?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar