Hvad er vi? Det spørgsmål var ikke lige noget, jeg havde brug for. For inderst inde vidste jeg det ikke, og jeg ville ikke sige det forkerte. Så der kom en akavet stilhed imellem os. Jeg ville ikke bruge k-ordet, men jeg havde et håb om, at det var hvad vi var. Men jeg forstod også hvis Helena havde brug for tid efter dette med Phillip. Jeg kunne på ingen måde skynde hende, selv hvis det var mit største ønske - at kunne kalde hende min - og kun min. "Jeg... ved det ikke," svarede jeg. For jeg vidste det ikke. "Jeg er din hvis du vil have mig."Jeg fik det bredeste smil jeg nogensinde havde haft. Jeg kunne ikke hjælpe mig selv. Men jeg lænede mig fremad og kyssede hende. Trods smerten i mit bryst, stoppede jeg ikke. Jeg havde ikke kysset hende siden igår, og det var nok ikke særlig lang tid. Men det føltes som en evighed siden. Efter kysset kiggede hun på mig. Jeg kunne ikke forklare hendes blik. Hun så på en måde ked af det ud, men alligevel lykkelig. Svært at forklare, men hendes øjne var smukke som altid. "Er det et ja?"Jeg kyssede hende igen."Ja."Jeg lagde mig under dynen, og hun klædte af. Jeg huskede det undertøj hun havde på. Det var babyblåt med hvide kanter. Hun havde haft det på første aften vi puttede. Men hun lagde sig ved siden af mig, og plantede hendes hoved på mit bryst og hendes hånd på min mave. Der var en fantastisk stilhed på værelset. Jeg kunne høre Dannys stemme, da han råbte på telefonen. Det regnede jeg i hvert fald med at det var, siden der ikke var en stemme der svarede ham. Jeg kunne høre Agnetes musik igennem væggen, som var Eminem. Hun havde åbenbart fået et crush på hans sange, eftersom han sang hvad han mente. Det var dejligt at være hjemme igen. Selvom at der kun var gået en dag, var det dejlig endelig at kunne slappe af. Ikke tænke på om der var nogen der forfulgte en, eller noget andet. Snart ville Phillip få sin dom og så ville det hele blive normalt, eller det troede jeg i hvert fald.
De første to dage gik hurtigt, men at ligge derhjemme mens alle var i skole, på arbejde, eller i børnehave/vuggestue, var kedeligt. En dag gjorde jeg hele huset rent af ren og skær kedsomhed, eftersom at mit sår var helet. Der var ingen smerter, og det var fantastisk. Jeg kunne godt mærke at min krop var træt, men jeg kedede mig al for ofte så jeg blev nødt til at lave noget. At gå ture var ikke nær så sjovt som jeg troede. Det var ved at være kedeligt, og jeg glædede mig til at starte mandag. Helena havde ikke fået nogen spørgsmål som hun havde frygtet, da folk faktisk ikke vidste hvad der var sket. Det overraskede mig en smule, men Helena var glad. Jeg havde dog ikke set hende i snart en uge, men vi snakkede over en time hver aften i telefon. Hun tog hjem mandag aften. Heldigvis kom hun hjem til mig denne aften! Jeg følte mig som et lille barn der glædede sig til juleaften.Jeg sad sammen med Minna og Sofia da min mor kom hjem med en stor pose fra Fakta. Hun havde planlagt en stor middag eftersom at jeg endelig skulle i skole igen. Selvom at det kun var en uge jeg havde været væk, kunne min mor godt lide at fejre ting. Det var meget sødt, men hun gjorde altid et stort nummer ud af små ting. Hun glædede sig derudover også til at se Helena igen. Hun var glad for at jeg havde fundet et sundt forhold. Min mor var lidt naiv, hvis det var nok at sige. Men jeg var glad for at hun var glad.Minna og Sofia løb med det samme over, for at se hvad der var i posen. Men da der ikke var noget interessant, som legetøj eller en hundehvalp som de plagede så meget omkring, gik de ind på deres værelse. Jeg gik hen til min mor og hjalp med at sætte varer på plads."Spiser far og Mark med denne gang?" spurgte jeg mens jeg satte mælken i køleskabet."Faktisk ja," svarede mor. "Men de har lovet ikke at være spydige eller starte diskussioner.""Måske skulle du fortælle Danny det.""At far og Mark spiser med?" Hun foldede posen sammen, og lagde den ned i skuffe hvor alle de andre poser var."Nej, at han ikke skal starte diskussioner.""Kan du ikke sige at han skal opføre sig ordentligt, Jace skat? Du snakker meget bedre med ham."Jeg sendte hende et skævt smil. "Hvis du aldrig kalder mig Jace skat igen."Hun gav mig et kærligt puf og jeg gik hen til Dannys værelse, og bankede på. Inden at han kunne sige kom ind, havde jeg åbnet døren. Han lå i sin seng og spillede GTA på hans PS2. Han var nok den eneste jeg kendte der stadig brugte PS2'eren. "Hvad så?" spurgte han men flyttede ikke sine øjne fra skærmen mens han prøvede at køre mennesker ned. "I aften... kan du lade være med at skændes med far og Mark? Bare for en gangs skyld.""Jaja.""Fedt nok."Jeg lukkede døren igen. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tro på hvad han sagde, men jeg håbede da på at holdt hvad han lovede. Det kunne være rart at have en stor familiemiddag sammen med alle sammen, uden at de skulle råbe og skrige. Min mor lavede den store middag sent, så børnene sov. Mest af alt ville der være "voksensnak" og det ønskede jeg ikke at de små skulle høre på. Så de spiste klokken 6 og mens mor lavede maden skulle jeg og Helena putte dem. Helena kom lidt i seks. Min mor lavede en kæmpe lagkage imens vi fodrede børnene. Derefter tog vi dem ind i stuen og så nogle tegnefilm. De var begyndt at elske at se TV og det var en smule irriterende. Jeg håbede inderligt at de ikke blev børn der ikke kunne leve uden fjernsyn. Helena var igang med at flette Minnas hår, som var blevet meget langt. Jeg havde haft så travlt med Helena og mig selv, at jeg havde glemt alt om at se mine børn vokse op. Men nu hvor der var ved at være styr på mit liv, ville jeg lave om på det. "Vil du læse for mig når jeg skal sove?" spurgte Minna og kiggede op på Helena."Selvfølgelig."Det var mærkeligt at se Minna være så stor. Jeg huskede stadig tydeligt da jeg så Janine på den fødselsstue med hende - og med Sofia også da. Jeg følte en trang til nærmest at skrige af glæde, men jeg lod være. Jeg ville ikke ødelægge dette vidunderlige øjeblik med mit skrigeri. Så jeg smilede bare. Et stort bredt og lykkeligt smil. Mens Helena læste for dem, sad jeg og kunne dufte min mors hjemmelavede mad. Hun var fan af græsk mad, og jeg kunne dufte hendes Saganaki. Hun lavede en let tomatsuppe til forret med hjemmelavet brød og til dessert kom lagkagen. Jeg glædede mig allerede til måltiddet. Det var lang tid siden at vi alle havde været samlet omkring middagsbordet til min mors hjemmelavede mad. Da Helena og jeg lukkede døren ind til børnene, var Danny igang med at hjælpe med at dække bordet. Med levende lys og servietter. Det var på en måde meget sødt at min mor ville gøre denne middag så stor. Danny hadede det. Især fordi at min mor synes at han skulle have pænt tøj på. Som mor altid sagde: "Tag nogle bukser på, så man ikke kan se hvor lille din røv er.""Hvor ser det bare godt ud!" udbrød Helena mens min mor satte alt på bordet og skænkede suppen. "Og det dufter helt fantastisk.""Mange tak," svarede hun og gav Helena et taknemmeligt smil.
Vi sad alle rundt om bordet i stilhed og nød suppen. Derefter Saganakien og til sidst lagkagen. Danny opførte sig helt eksemplarisk og det samme gjorde Mark og far. De snakkede som om at de var de bedste venner i hele verden. Det var meget mærkeligt at se, og jeg grinede lidt for mig selv, mens de spurgte hinanden efter salten, pebberet osv. Jeg kunne slet ikke forestille mig at dette nogensinde ville ske."Det smagte lækkert mor," sagde Danny. "Må jeg rejse mig?""Nej. Nu hygger vi lige."Danny sukkede og rodede rundt i det flødeskum han havde taget af lagkagen. Han kunne ikke lide det, og jeg kunne ikke forstå ham. Tvillinger er ikke så ens som man tror. "Det var fantastisk ikke at skulle høre på Dannys råb og skrig om uretfærdighed," sagde Mark, og lænede sig tilbage i stolen. Jeg vidste at denne middag var for god til at være sand. Nu skete det. Jeg vidste at de ikke kunne holde sig hele aftenen uden at skændes."I det mindste er jeg ikke en mutant uden følelser," mumlede Danny, næsten så man ikke kunne høre det. Men Mark hørte det. Min mor gemte sit ansigt i sine hænder og sukkede højlyt. Min far gav Danny en dummeflad på bagsiden af hans hoved.Danny rystede på hovedet. Jeg kunne se hvor meget han havde lyst til at slå far, og jeg vidste også at han ville gøre det. På et eller andet tidspunkt."Vil du lade være med at røre mig... far?" sagde Danny og lagde meget tryk på far."Hvis du stopper med at kalde din bror for sådan en følelsesløs mutant.""Kun hvis du stopper med at ønske dine børn døde."Der var stilhed. En meget akavet stilhed."Hvad sagde du?" Jeg kunne høre hvor arrig min fars stemme var blevet, og jeg kiggede på Helena som så helt rædselsslagen ud."Du hørte hvad jeg sagde," svarede Danny flabet. Hvis ens hår blev til ild, som i Herkules, når man blev sur, ville min fars være rene flammer."Jeg ønsker ingen døde. Især ikke mine børn!""Derfor at du diskuterede med Mark om hvad der var mest værd - din søn ELLER DIT SKIDE GULVTÆPPE!"Min far kunne ikke holde til det. Hans hånd fløj over Dannys ansigt og gav ham en så stor lussing at han landede på gulvet. Min mor begyndte at græde, og gik ind i stuen med hurtige skridt. Agnete fulgte efter hende, mens hun gav min far et ondskabsfuldt blik. Danny rejste sig op. Han kiggede på far, derefter på mig, og forlod så rummet og gik ind på sit værelse. Jeg fulgte efter, med Helena bag mig. Hun gik ind på mit værelse, og jeg ind på Dannys. Han lå på siden i sin seng med ryggen til mig. Jeg lukkede døren, og satte mig på sengen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Om jeg overhovedet skulle sige noget."Hvorfor sagde du ingenting?" spurgte Danny. "Hvorfor skal jeg altid gøre alt for at opføre mig ordentligt?""Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige."Han vendte sig om, og jeg kunne se hvor min far havde slået ham. Han havde et stort rødt håndaftryk på siden. Hans øjne var i vand."Du ved aldrig hvad du skal sige Jace!" råbte han, og rejste sig op. "Du ved aldrig hvad du skal sige, eller hvad du skal gøre. Du ser altid på! Opføre sig passivt. Er du bange for ham?""Ja forhelvede," svarede jeg. "Jeg har fandme set på i årevis hvad han har gjort imod dig. Hvor mange gange mor blev nødt til at tage dig på skadestuen fordi at far ikke kunne styre sit temperament."Danny styrtede ud af sit værelse uden et ord, og gik direkte hen til vores far, som var igang med at tage af bordet. Jeg så at Helena fulgte efter os. Hun var nok bange for at noget ville ske igen. Mark var der ikke, så jeg var lidt mere rolig."Hvorfor ikke bare banke mig livløs, far?" råbte Danny. "Så du ikke skal se på mig hver evig eneste dag. Så du ikke skal snakke om mig bag min ryg. Hvorfor hader du mig så meget?"Vores far svarede ikke. Han tog bare af bordet som om, intet var sket."Du er det svageste menneske jeg nogensinde har mødt. Nogensinde har kendt."Han svarede stadig ikke. Men Danny var ikke færdig."Hvis det ikke havde været for mor, sad du bag tremmer. Hvis Mark ville smadre mig, ville du være ligeglad. Du ville endda opfordre ham til at slå mig ned!"Min far tog tallerkenen han havde i hånden og kastede så hårdt han kunne den i hovedet på Danny. Han begyndte at bløde, og Danny stod der bare. Mor kom løbende ind."Hvad har du gjort Danny?!" råbte hun.Han begyndte at samle stykkerne fra tallerkenen sammen. "Undskyld."Jeg kunne ikke kende min bror."Hvad sagde du?" spurgte min mor."Jeg undskylder for at være det sorte får i denne såkaldte familie."Han smed stykkerne ned i skraldespanden, og gik ind på sit værelse som et slags spøgelse, mens hans ansigt stadig blødte. Min far havde sneget sig ud igennem hoveddøren, og jeg kunne høre ham køre ud af indkørslen. Jeg gik ikke efter ham denne her gang. Mor prøvede at løbe ud for at stoppe min far fra at køre, men det var for sent. Han var allerede kørt. Hun satte sig ned på en stol ved spisebordet, og gemte sit grædende ansigt i hendes arme. Agnete gik ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg stod og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg gå ind med Helena på mit værelse? Skulle jeg gå ind til Danny? Skulle jeg gå hen til min mor?Efter nogle lange sekunder, hev Helena i min arm, og førte mig ind på mit værelse. Jeg satte mig ned på sengen, og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige - eller gøre. Det var gået for vidt. Min far havde virkelig opført sig uacceptabelt - endnu engang. Det gik altid ud over Danny, fordi at han var den eneste der turde stå op for sig selv. Men havde far ødelagt Danny fuldstændigt? Mere end han plejede. Jeg sad på min seng, med Helena ved siden af mig, der holdt om mig. Hun vidste nok heller ikke hvordan at hun skulle reagere. Min far kunne bare stikke af. Det var nok det at han var bedst til. At skride fra sine fejl. Efter nogle minutter kom Agnete ind på værelset, og lukkede døren stille efter sig."Hvad skete der?" spurgte hun."Danny råbte af jeres far og han smed en tallerken i hovedet på ham," svarede Helena."Han gjorde hvad?""Du så ikke Dannys ansigt?" spurgte jeg, og kiggede op på min søsters ansigt. Hun så helt forskrækket ud."Nej. Han stod med ryggen til mig. Jeg - og mor - troede at han havde smidt den for at få fars opmærksomhed.""Næ nej," svarede jeg spydigt. "Far er endnu engang synderen, selvom at han nok fortæller noget andet til mor."Agnete satte sig på min kontorstol. Hun vidste nok ikke hvad hun skulle svare. "Burde vi tjekke til Danny?" spurgte jeg."Jeg tror at det er bedst at vi lader være," svarede Agnete.Vi alle tre satte os i min seng og begyndte at se et nyt program der var startet på TV3. Midt inde i programmet hørte jeg en ambulance. Det ringede på døren, og jeg skyndte mig hen for at åbne. Jeg håbede inderligt at det var min far der var kørt galt - at man kan håbe på det - men så ville det være politiet der kom."Bor der en Danny J. Peterson her?" spurgte lægen. Jeg så nogle mænd begynde at bære en båre ud."Ja.""Vi fik et opkald om en overdosis sovepiller han skulle have taget."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar