Sikke en maerkelig verden - del 18.

Hvad går der igennem ens hoved, når man får en pistol stukket i hovedet? Først går der et lille stykke tid, inden at man registrere hvad der egentlig er ved at ske. Man knytter næverne, og mærker hvordan at de bliver svedige, og mærker hvordan ens hjerte begynder at banke hurtigere. Man trækker automatisk vejret hurtigere, og kan mærke adrenalinen i ens blod der blusser op. Man får det varmt pga. nervøsiteten og den uvidenhed man har, over hvad der skal ske. Sådan havde jeg det i hvert fald, i de få sekunder jeg havde pistolen i min pande. Men efter lidt, tog Phillip den væk, og lagde den på mit skrivebord ved siden af ham. Mit hjerte lettede en lille smule, inden at jeg mærkede hans knytnæve ramme min kæbe, og jeg faldt ned på mit gulv. "Rejs dig!" råbte Phillip, og tog endnu engang pistolen. Jeg rejste mig op, og jeg fik et slag i panden med pistolen. Jeg faldt ikke denne gang, men kunne mærke hvordan hele mit hoved snurrede rundt. En hovedpine var begyndt at komme frem. Phillip skubbede mig ned på min seng, hvor at jeg blev siddende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var bange for at røre mig på en forkert måde, eller sige noget, som kunne gøre ham sur - måske så sur, at han ville skyde mig. Phillip tog stolen fra mit skrivebord, og satte sig ned. Han sigtede stadig på mig, men der opdagede jeg at pistolen stadig var sikret. Jeg blev en smule glad, og lettet. "Jeg har altid hadet dig," sagde Phillip, og jeg kunne mærke at jeg var ved at blive en smule svimmel fra de slag han havde givet mig. "Du har altid været nummer 1 hos Helena. Selv da du var død." Han tog en cigaret fra sin bukselomme, og tændte den. Han tog et par hiv, før han fortsatte."Jeg elskede at du var død, og ikke kunne nærme dig hende. Men noget indeni mig, sagde at du løj." Han grinte - et ulideligt hånende grin. "Og her er du nu, I LIVE! Jeg vidste det dog godt. Jeg hørte at du var sat i fængsel. Jeg håbede inderligt at du ville dø derinde, især efter hvad du gjorde imod hende... din eks kæreste. Kan ikke huske hendes navn, men det er også ligegyldigt!""Du har altid været hendes. Hun havde aldrig mødt dig, aldrig snakket med dig! Hun vidste jo ikke engang, om du var virkelig for fanden. Men alligevel var jeg nummer to! Og nu - nu ligger du fandme og knepper min kæreste!""Det er ikke svært, med mine kontakter, at gøre dig ondt. Især ikke inde i et fængsel hvor dem der holder øje med jer, ønsker jer døde. Når man har rigtige venner, Jace, så vil de gøre alt for en. Alt."Han rejste sig op, og jeg var en smule forvirret hvad han mente. Men jeg fik svar på mine spørgsmål efter hans lille pause. Han stod nu henne ved mit vindue og kiggede ud. Derefter kom han hen til mig, og kom så tæt på med hans mund mod mit øre, at jeg kunne mærke hans ånde."Mikkel," sagde han. "Som misbrugte dig i det år, han var derinde, slog nogle indvandrere ned, bare for min skyld. Stak sin pik i din røv, for min skyld. For at du kunne lide, så du kunne mærke hvor meget ondt du havde gjort mod Helena. Jeg fortryder det ikke - og gør han heller ikke."Jeg var mundlam. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige noget, eller hvad jeg skulle tænke."De nætter du lå og græd, helt alene. Man burde vel have haft ondt af dig."Jeg hørte Helena råbe ude på gangen, og banke på døren. Men jeg sagde ingenting. "Du ved hvorfor at jeg gør dette, gør du ikke?" spurgte han."Ja. Jeg ville skam også dræbe for hende."Han begyndte at grine. Et meget mærkeligt grin. Jeg kunne se på hans øjne, at han ikke var helt ædru, og nok havde diverse slags stoffer i blodet. Han tænkte ikke klart. "Vil du seriøst sidde i fængsel, for at dræbe mig?"Han stoppede med at grine og kiggede meget alvorligt på mig. Han begyndte at ryste ukontrollerende på hovedet imens han gik frem og tilbage og mumlede et eller andet. Sikringen var stadig slået til på pistolen, så jeg var stadig mere rolig, end hvad jeg egentlig burde være. Jeg hørte stadig Helena råbe derude, men pludselig stoppede det, og Phillip stoppede med at ryste på hans hoved, og kiggede på døren. Jeg kunne se, at han overvejede at åbne den, da han nærmede sig den langsomt. Men han stoppede da jeg prøvede at rejse mig op. Han sigtede pistolen på mig, og kom gående hen imod mig, så pistolen rørte min pande. Derefter grinede han hysterisk, og gik væk igen. I de få sekunder, at pistolen rørte mig, kunne jeg høre mit hjerte slå."Jeg håbede virkelig at du havde dræbt dig selv," sagde Phillip og kiggede på døren. "Jeg vidste slet ikke, at din psyke var så... stærk. Men her sidder du nu. Hvorfor kunne du ikke bare have dræbt dig selv, så jeg ikke skulle tænke på, om du nogensinde ville prøve at tage Helena fra mig? For jeg vidste, at da hun havde valget mellem dig og mig, ville hun vælge dig. Jeg forstår det ikke. Du er jo en lille emo. Sort hår, piercinger og grumme tatoveringer på din krop. Jeg fatter det ikke! Hvad ser hun i dig?!"Jeg vidste ikke helt om jeg skulle svare på det, men jeg lod være. Jeg var bange for at sige noget, som ville gøre ham sur. For når man er sur, og påvirket, tænker man ikke over hvad man gør. Jeg var bange, men ufattelig rolig. Jeg prøvede dog hver evig eneste gang jeg kunne, at komme hen til vinduet, så jeg kunne komme ud. Men hver evig eneste gang, fik jeg pistolen placeret i panden."Hvad sker der, derinde?"Jeg kunne høre Marks stemme på den anden side. Helenas gråd og hysteri kunne også høres. Jeg vidste ikke helt om jeg turde svare noget, men jeg lod være. Phillip sagde heller ingenting. Men han så på døren. Endnu engang kiggede jeg hen imod vinduet. Men i det samme at jeg bare tænkte på at gå derhen, sigtede Phillip endnu engang. Han fjernede sikringen på pistolen, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte ingen former for kampsport. Jeg var ikke stærk og jeg havde ikke noget våben, heller ikke engang en kniv. De hamrede på døren, på den anden side. Jeg ville skrige, men jeg var for bange for at sige noget som helst.I det døren sprang op, så jeg alle ude på den anden side, og hørte et skud. Jeg mærkede ingenting, og troede først at nogen af de andre var blevet skudt. Jeg så hvordan Mark og Danny fjernede pistolen fra Phillip, og lagde sig ned. Min far på den anden side var igang med at ringe 112, og Agnete og min mor holdt Helena tilbage, som havde helt røde øjne fra gråden. Jeg kunne se hendes mund bevæge sig, men jeg kunne intet høre. Da Mark holdt Phillip helt selv nede, kom Danny hen imod mig. Jeg faldt ned på mine knæ, og så at mine hænder holdt om mit bryst. Jeg fjernede dem, og det eneste jeg kunne se var blod. Danny hev mig ned på gulvet, og pressede på det åbne sår. Jeg kunne også se hans mund bevæge sig, men jeg kunne intet høre. Det hele blev sløret, og pludselig blev det hele sort.