Sikke en maerkelig verden - del 14.

Hun kiggede på mig, i en meget akavet stilhed. Det føles som om, at hele verden gik i stå. Men jeg vidste, at inderst inde, var det bedre at fortælle den barske sandhed, end at lyve endnu engang. Jeg ville meget gerne vide hvad hun tænkte, men jeg var desværre ikke tankelæser. Det ville ellers være en fantastisk evne, at kunne høre hvad folk tænker. Men så alligevel ikke. Hvad nu hvis, man ikke kan klare sandheden? Folks tanker kan nok være rimelig grusomme til tider.Hun rejste sig op, og tog et hiv af cigaretten efterfuldt af 2 stærke hiv. Hun vendte sig om imod mig, men kiggede mig ikke i øjnene. Hendes blik var helt blank, og hun stirrede ud i intetheden. Men smilede bagefter, kiggede mig i øjnene, og valgte så at sætte sig ned igen. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad det var der skete, men jeg var egentlig lettet over, hvordan hun reagerede. Hun råbte ikke, græd ikke eller noget lign."Det er fortid."Det var kort og konkret, men alligevel skar ordene ind i mit bryst, som syv knive. Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun ikke var ligeglad. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, men min intuition sagde, at jeg skulle svare på mange spørgsmål nu. Jeg forstod hende nu godt. Efter så lang tid, ville der ikke være nogen tvivl om, at hun havde brug for svar. Svar på alt.Det var en mærkelig aften. Tidligere på dagen, havde jeg været bange for, at hun så mig. Men nu sad vi sammen på en bænk, og kiggede på stjerner. Der var ingen uro i mig mere. Jeg følte, at hele min verden faldt på plads. Vi sagde intet til hinanden i lang tid. Jeg tror, at vi ikke vidste, hvad der skulle siges. Der var dog så mange ting, så mange spørgsmål der havde brug for svar. "Jeg havde aldrig troet..." begyndte hun, og holdt en lille pause, "at jeg skulle se dig."Jeg stirrede på hendes læber. De så så fyldige ud, og jeg havde svært ved at holde mig fra dem. Jeg håbede ikke at hun så, at jeg stirrede på dem. Men inderst inde var jeg ligeglad, men så alligevel ikke. Jeg havde mistet hende en gang før, og håbede virkelig ikke at det ville ske igen. Mit liv havde ikke været det samme, siden jeg kom i fængsel, siden kontakten med hende stoppede. Jeg havde manglet hende i min hverdag. Sjovt, hvordan et menneske man aldrig havde mødt, kunne betyde så meget for en.Hun grinede, og kiggede ned på hendes sko. Hun tegnede et hjerte på jorden med hendes skospidser. Noget af hendes hår faldt ned, fra bag hendes ører, og hun skubbede det til venstre, bag ved igen. Jeg studerede hendes ansigt grundigt, for det havde jeg aldrig haft muligheden for, før nu. Hun var en af dem, der var smukkere i virkeligheden, end på billeder, og hun lignede en fotomodel på billeder. Hun havde et meget symmetrisk ansigt, og de smukkeste babyblå øjne. Hendes næse var en smule spids, men perfekt. Alt ved hende var perfekt.Mens jeg kiggede på hende, tænkte jeg over, alle dem der svinede drenge til. Sagde at de var idioter der ikke kunne føle. Jeg blev en smule sur. Vi følte, og somme tider ville jeg vædde med, at vi følte mere. Vi var bare bange for at vise det. Det hårde, og nok dumme, ved at være dreng, var at hvis man viste sine følelser, på samme måde, som piger gør, så ville man blive stemplet. Man ville blive sat i bås. Men hvis man ikke viste dem, ville man også blive sat i bås, så det var egentlig et rimelig stort dilemma. "Jeg har altid drømt om dette øjeblik," sagde hun. "Drømt om, hvordan det ville være, at møde dig. Hvordan du ville være i person. Jeg håbede virkelig, da jeg så dig gennem det vindue, at jeg hallucinerede. Jeg var ikke klar til at møde dig!"Hun kiggede mig ind i øjnene."Jeg har drømt om dine smukke brune øjne, dit sorte hår. Hvor blødt det var," sagde hun, og strøg mit hår langsomt. "Hvordan din krop ville være. Åh, hvor har jeg drømt om dig. Det hjalp slet ikke, da Danny skrev at du var død. En så kold besked, og så fra din bror. Jeg troede ikke på ham, men jeg kunne heller ikke se, hvorfor at du skulle lyve."Hun stoppede med at snakke, og jeg bad indvendigt om at hun begyndte igen. Jeg fløj på syvende himmel, mens hun snakkede. Jeg hørte ordene, og fantaserede selv om hende. Jeg turde dog ikke røre hende på nogen måde. Jeg var bange for, at vi blev overvåget, værst af alt, af hendes kæreste. Jeg var ikke bange for at slå igen, men han var så stor, at mine slag nok ikke ville røre ham. Det var her, at jeg fortrød ikke at have trænet i fængslet."Har du drømt om mig?" spurgte hun lige pludselig, midt i mine tanker."Ja. Gør jeg til tider stadig.""Har du nogensinde..." hun tøvede en smule, "drømt om at kysse mig?"JA JA JA JA JA JA. Jeg havde lyst til at skrige ordene, men ville ikke se dum ud. "Ja." Stille og roligt.Hun tog min hånd, og hev mig af sted. Jeg fik et chok, men gik med. Hun slap ikke min hånd, selvom jeg fulgte frivilligt med. Hendes hånd var kold, men passede perfekt i min. Vi flettede ikke fingre, men jeg havde lysten til det. Men siden at jeg gik bag hende, ville jeg ikke gøre det akavet.Hun hev mig hen til busstationen, men på denne tid, var der ingen busser, så hun hev mig hen til en taxa. Vi sagde intet på hele vejen, men jeg vidste ikke hvad der skulle ske. Jeg håbede at vi skulle et sted hen, hvor vi kunne være helt alene, og bare snakke. Da vi steg ind, kiggede taxachaufføren på os. Han gav Helena elevatorblikket, og havde en stor lyst til at slå ham. Helena sagde en adresse, som jeg havde hørt før. Men jeg kunne ikke huske hvor. Han kørte, og vi sad der i stilhed. Jeg turde ikke spørge hvor vi skulle hen."167 kr," sagde buschaufføren. Med det samme vi steg ud, kunne jeg kende stedet. Det var det hus, jeg havde holdt ude foran med min egen bil, hvor hendes far kom hen til mig. Vi gik hen imod hoveddøren, hvor vi kom ind i en stor gang. Foran var en døråbning, og lige foran den, var en trappe, lavet af lyst træ. Da vi var komme ovenpå, kunne man gå to veje. Højre og venstre. Højre viste vejen hen til en lukket dør, og venstre viste vejen til resten af den lille gang. Vi tog turen til venstre, og så til højre og højre igen, hvor vi gik ind på, hvad der lignede, Helenas værelse. Hendes enmandsseng stod til venstre da man kom ind, og foran det var en sofabord, hvor hendes computer stod. Der var et skråt skrivebord, med rammer. Der var 6 skuffer, et i hvert ende af skrivebordet. Lige frem var et stort klædeskab, hvor der hang et stort spejl. Hun gik hen til en af skufferne, og hev en ramme op, og gav mig den. Det var en rød ramme, og der var et billede af mig, som hun havde printet ud fra internettet. "Arto" vandmærket var nede i venstre hjørne, og jeg kunne ikke lade være med at smile."Efter al den tid, og du har et billede af mig i din skuffe."Hun tog billedet fra mig uden ord, og gik ud af døren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg satte mig i hendes seng, og kiggede på computerskærmen der bare var helt sort. Jeg kiggede rundt, og kiggede ud af vinduet, som var mellem sengen og skrivebordet. Hun kom ind igen, med en tandbørste i munden. Jeg kunne ikke lade være med at grine."Dje ska jo børsts," sagde hun, og jeg havde svært ved at forstå hvad hun sagde. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare til hende, men inden jeg kunne tænke mig om, var hun gået ud af døren igen, og lukkede den bag hende. Efter nogle minutter kom hun tilbage i nogle boxeershorts og en stor Nirvana T shirt. Hun satte sig derefter ved siden af mig i hendes seng, og tændte hendes computer."Okay..." sagde jeg og var temmelig forvirret. "Jeg havde lyst til at hygge," sagde hun.Det gjorde mig ikke mindre forvirret."Der er denne her gyser jeg ikke tør se alene. Så jeg bruger dig."Hun satte filmen på, og den startede, og hun gik ud af døren igen. Hun kom dog hurtigt tilbage med en stor flaske vand og en skål slik."Du har lige børstet tænder.""Og?"Jeg havde intet svar, men tog et stykke slik. Jeg tog derefter dynen om mig, og Helena satte nogle puder bag vores rygge. Derefter tog hun fat i min arm og lagde sit hoved på min skulder. Jeg var bange for at hun kunne mærke, hvor hårdt mit hjerte slog. Jeg kunne slet ikke kontrollere det.Hun satte sig op igen, og lagde sig ned på mine lår. Endnu engang bankede mit hjerte hurtigere og hurtigere. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre, eller sige. Det var dog det gode ved at se film. Man behøvede ikke at snakke sammen.Men hun rejste sig kort efter, og kiggede på mig. Jeg lod som om at jeg så film, så ventede et stykke tid, med at kigge på hende."Jeg kan ikke ligge sådan," sagde hun."Hvorfor ikke?""Fordi at jeg har den største lyst til at kysse dig og flå alt dit tøj af."