Jeg tog en dyb indånding mens Thomas og to af hans venner kom hen imod mig. Jeg var ikke i humør til at have en samtale med nogen, og det eneste jeg ville, var at lære at spille poker eller finde ud af hvem der solgte kokain, nu hvor den gamle pusher var blevet overflyttet til en anden afdeling, da hans retssag var færdig, og han havde fået sin dom. Thomas satte sig ned på den samme bænk, som hvor jeg sad, mens hans venner gik videre hen imod døren, for at komme indenfor. Der var en stilhed, hvor jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op eller gøre.
"Jeg så nyhederne igår," sagde Thomas. "Gjorde du?"
Jeg rystede stille på hovedet.
"Din far er blevet udskrevet men sidder varetægtsfængslet vest på, da de ikke ville have jer begge til at sidde i Horsens," sagde han. "Jeg håber at svinet får skåret sin pik af."
"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede jeg og begyndte at rejse mig op.
"Jeg ved hvordan du har det," sagde Thomas, som blev siddende. Jeg blev en smule interesseret i hvad han havde at sige, så jeg satte mig ned igen.
"Jeg var selv offer for incest," sagde han. "I 12 år."
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."
"Der er ikke så meget at sige," svarede han. "Der er heller ikke så meget at gøre, andet end at snakke om det i stedet for at fortrænge det, så det kommer op på et senere tidspunkt."
"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler bare at det er..."
"Pinligt," afbrød Thomas. "Sådan tror jeg at de fleste har det, men der er intet at være flov over."
"Hvorfor er du herinde?" spurgte jeg af ren nysgerrighed, og for at ændre emnet.
"Overlagt manddrab," svarede han med et lille smil i mundvigen. "Jeg meldte aldrig lortet, og handlede selv. Idioten fortjente det, ingen tvivl der."
"Var det, det værd?"
"Hvilket?"
"At dræbe ham og få en høj dom?"
"Ja, det var det hele værd."
Om aftenen sad jeg i min seng, og tænkte lidt over hvad Thomas havde sagt. Jeg tændte fjernsynet og ventede på at 22 nyhederne kom, og håbede at der var nyheder om min sag. Ikke fordi at jeg havde lysten til at høre hvad der skete med min far, men mest fordi at jeg var nysgerrig om hvor jeg stod henne. Medierne havde så meget magt og fortalte meget mere end hvad jeg egentlig fik at vide. Jeg havde endnu ikke mødt min advokat men havde snakket i telefon med ham et par gange. Det var en af min mors venner, som skulle støtte mig, da jeg ikke var tilfreds med den sidste advokat jeg havde. Men jeg vidste ikke andet, end at han hed Simon og havde aldrig tabt en sag. Min mor havde sat et møde op med ham i morgen og jeg var en smule nervøs da jeg ikke vidste hvad der foregik.
Nyhederne startede. Det første der var, var de krige som stadig var igang. Demonstrationer, hvor mange døde der var og en masse som snakkede om hvor synd det var for dem. Tiden gik, og jeg vidste ikke helt om jeg bare skulle slukke, men pludselig sagde de noget som vækkede min interesse.
"Flere studenter støtter op mod 22 årige Danny Jules Petersons sag. De har her i dag haft store demonstrationer om at løslade Danny og lade hans far, som nægter sig skyldig i alle anklager, blive fængslet uden retssag. Vi fik lov til at snakke med Dannys kæreste, Denise:
'Jeg synes at det er uhyggeligt, at Danny skal straffes, for at hans far har ødelagt hele hans teenageår plus mere.'
Der er stadig ikke kommet en dato for retssagen men begge parter har møder med advokater i denne uge, og datoen vil blive sat i morgen kl. 10"
Resten hun sagde havde ikke nogen relevans, men jeg fældede en tåre da jeg så Denises ansigt og hørte hendes stemme. Jeg indså i det øjeblik at jeg savnede hende. Jeg havde haft for travlt med mig selv og mit liv, at jeg helt havde glemt hende. Jeg overvejede at bruge et opkald på hende i morgen, men vidste ikke helt hvad det var jeg skulle sige.
Natten gik hurtigt. Jeg faldt i søvn efter at have røget en lille skolejoint, som var meget let at skjule i cigaretpakker. Jeg havde ikke tænkt forfærdelig meget som var noget nyt for mig. Jeg blev dog vækket meget brat af en fængselsbetjent, der fortalte at min advokat var her. Jeg strakte mig og tog det samme hvide tøj på, som jeg plejede. Jeg havde ingen forventninger til dette møde, men jeg havde heller ikke nogen form for idé af, hvad der skulle ske eller hvad vi skulle snakke om.
Jeg kom ind i et rum med seks runde borde med en stol på hver side. Ved det ene bord sad en høj, ung og slank mand med mørkebrunt hår og store briller. Han havde en mappe og tog papirer op i det jeg trådte ind i rummet. Da han så mig, rejste han sig op og gik hen imod mig.
"Hej Danny, mit navn er Simon Svenningsen og jeg er din nye advokat," sagde han mens han gav mig hånden. Han viste mig hen til det bord han lige havde siddet ved og vi satte os ned.
"Jeg har fulgt din sag nøje og læst grundig på lektien, så vi ikke skulle spilde tiden med fortid, men mere fokusere på nutiden," sagde han med et lille smil gemt i mundvigen.
"Det lyder godt," svarede jeg for at være høflig.¨
"Du står meget stærkt," sagde Simon. "Der var vidner der så din far smide dig ind i varevognen tæt på Viby, så din forklaring om selvforsvar ser stærk ud. På en måde er det positivt, da sagen omkring incest bliver set mere ind i. Vi snakker endnu engang med din familie, venner og kæreste samt andre du har været sammen med i de mange år, du har været udsat for de seksuelle overgreb."
"Så jeg bliver frikendt for mordforsøg?" spurgte jeg, da det var det eneste jeg ønskede.
"Det er meget muligt," svarede han og havde et stort smil på læberne. "Derudover har jeg haft et par samtaler med diverse dommere og andre advokater om at få dig løsladt. Mest på grund af alle de demonstrationer, vidner og det nye bevismateriale som er kommet op, som jeg skal til møde med en dommer om efter dette møde."
"Seriøst? Er det muligt? Og hvilket nye bevismateriale?" spurgte jeg med overraskelse i min stemme.
"Jeg kan desværre ikke fortælle dig det, men du får det at se ved retssagen" svarede Simon. "Har du nogen spørgsmål?"
"Egentlig ikke udover om du ringer, når du ved noget nyt."
"Selvfølgelig, ellers får jeg en af fængselsbetjentene til at give dig besked. Men håber at se dig ude i friheden snarest!" sagde Simon, og pakkede sine ting sammen. Han gav mig hånden og gik ud af døren. Jeg sad et stykke tid ved bordet, og tænkte over hvad jeg lige havde fået at vide. Det hele lysnede op og jeg vidste hvad jeg skulle nu.
Jeg tog telefonen op og indtastede hendes nummer. Den ringede et par gange inden at hun tog den, og i den korte ventetid gik jeg fra side til side, så langt som ledningen rækkede. Jeg stod på tæer og havde et stort smil på mine læber. Jeg kunne mærke en indre glæde indeni mig, som jeg ikke havde følt i et stykke tid.
"Det er Denise," sagde hun og jeg lukkede øjnene mens jeg nød lyden af hendes stemme.
"Det er Danny," sagde jeg og kunne høre hvordan hun begyndte at skrige af glæde.
"Jeg har ikke hørt fra dig i evigheder! Hvordan har du det? Hvordan er fængslet? Hvornår kommer du ud? Fortæl fortæl fortæl!"
"Tag det roligt," grinte jeg. "Jeg har lige været til møde med min advokat, som sagde at jeg muligvis kunne blive løsladt i denne uge på grund af noget nyt bevismateriale. Er det noget du ved noget om?"
"Ej hvor fedt! Må jeg ikke komme og besøge dig? Jeg savner dig," sagde hun og jeg kunne høre en smule gråd i hendes stemme.
"Nej," svarede jeg. "Jeg er snart ude, så kan du få mig at se. Men det bevismateriale, ved du noget."
"Jeg må ikke sige noget," svarede hun. "Det er Mark og jeg der har anskaffet det. Mark ville have haft det ved den første retssag men det var forsvundet. Han fik det så anskaffet igen, og vi har fået at vide at det er ugyldig hvis du ved noget om det da du kunne have sat det op."
"Det er da for mærkeligt," svarede jeg.
"I know, men der er ikke så meget at gøre. Men ringer du lige når du ved noget nyt og ikke ring efter en måned. Så tror jeg jo, at der er noget galt!"
"Det lover jeg."
Jeg lagde på og stod i et stykke tid og tænkte over hele situationen. Det hele føltes så surrealistisk, at jeg troede at jeg drømte. Jeg vidste at denne dag ville gå langsomt fremad, mens jeg ville vente på at Simon ringede til mig. Jeg kunne ikke vente på de gode nyheder, men jeg var også bange for at jeg satte mine forhåbninger alt for højt op. Jeg var bange for at jeg blev skuffet hvis jeg ikke blev løsladt men mest af alt tænkte jeg på det nye bevismateriale. Jeg havde et lille håb om, at Simon ville snakke med mig om det inden retssagen, men jeg kunne heller ikke forstå hvordan jeg kunne have sat det op. Jeg var så forvirret omkring det, og var så nysgerrig at det ødelagde mig. Jeg var dog mest bange for at beviset ikke var stærkt nok til at sætte min far bag tremmer i lang tid, i stedet for de 2 år han fik.
"Hey," hørte jeg Thomas råbe efter mig. "Vil du med ud og ryge?"
Jeg nikkede og gik i hælene på ham ud i gården hvor jeg tændte min cigaret med den ene lighter jeg havde tilbage. Den var ved at løbe tør for gas, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, når jeg ikke havde den mere.
"Jeg hørte at du havde snakket med din advokat her til morgen," sagde han mens han tog et stort hiv af hvad lignede en cigaret, men lugtede af cannabis. "Nogen gode nyheder?"
"Jeg kommer nok ud herfra," svarede jeg.
Hver gang jeg var sammen med Thomas, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at vi på en måde havde så meget tilfælles. Jeg følte bare at han var meget mere selvsikker og stærk end jeg nogensinde blev, men så igen, jeg vidste hvordan man kunne skjule sig for andre mennesker. Jeg vidste hvordan man kunne sætte en facade op.
"Ej hvor fedt!" sagde han og gav mig et hårdt klap på skulderen. "Er du ikke glad for det?"
"Jo, selvfølgelig," svarede jeg men jeg havde ikke lysten til at smile. Mit humør gik ned og jeg havde ingen anelse hvorfor. "Jeg vil bare gerne have at det hele er overstået. Jeg gider ikke vente mere. Jeg føler at jeg har ventet hele mit liv."
"Jules!" råbte en meget stor fængselsbetjent. Han kom hen imod mig og gav mig en serviet som jeg åbnede.
Retssalen - Fredag d. 6. Juli kl. 10
Løsladt - Onsdag d. 4. Juni kl. 16
Du skal møde op i retssalen kl 09.
"Hvad så?" spurgte han. "Er der noget galt?"
"Hvor lang tid plejer der at gå fra man får sin dato, til retssagen starter?" spurgte jeg.
"Altså min er om cirka 2 måneder, hvad da?"
"Min er i overmorgen og jeg bliver løsladt klokken 16 i dag."
"Systemet er sgu på din side, Danny," sagde Thomas.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg havde lige sagt at jeg ville ønske at det hele ville være slutte, og så fik jeg stukket et papir i hånden som var svaret på alle mine bønner. Jeg var ikke nær så nervøs som sidste retssag men alligevel kunne jeg mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere. Jeg kunne mærke sveden dryppe ned ad min ryg og mine hænder rystede. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at retssagen ville komme så hurtigt og at jeg blev løsladt så hurtigt. Jeg kunne ikke forestille mig at mit liv blev det samme som før.
Jeg gik hen for at pakke de få ting jeg havde fået med i fængslet. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg ingen glæde kunne føle, når jeg fik min frihed. Jeg havde ikke fortalt Denise det endnu, da jeg ville overraske hende så Mark kom og hentede mig. Mest af alt ville jeg spørge indtil det bevismateriale som jeg ikke fik noget som helst at vide om. Det var frustrerende ikke at vide noget som helst om sin egen retssag, men jeg havde fået at vide, at det ikke var som sidste gang. At der for det meste bare ville blive lagt en masse beviser frem, som ville bevise min uskyld. Bevise min fars sande person og få ham bag lås og slå. Jeg ville gerne vide hvad sandsynligheden var for en høj straf, men inderst inde var jeg bange for svaret. Jeg var bange for sandheden.
Klokken var ved at blive 16 og jeg nyhederne sammen med Thomas og de fleste andre på min afdeling. Alle var helt oppe at køre over at jeg blev løsladt, og mens vi sad der, kom min sag endnu engang på fjernsynet. Alle demonstranter, mennesker jeg vidste hvem var som mennesker jeg aldrig havde set i mig liv, var ude foran fængslet med skilte. De jublede mens kameraet gik over dem, og jeg forstod ikke hvordan at dette var blevet så stort. Det hele var live, og jeg så min storebrors sorte BMW køre op ad den lange vej hen imod fængslet, og holde på parkeringspladsen. Da han steg ud af bilen, jublede alle menneskene højere end nogensinde. Mark havde solbriller på og kameraet zoomede ind på ham. Han havde et stort smil og hans hår var ny klippet, da hans isse skinnede i sollyset. Han havde et hvid tanktop på og nogle mørke jeans og han gik hen imod hoveddøren. Jeg rejste mig op og gik hen til Thomas. Jeg sagde ikke noget, men gav ham et langt knus. Jeg havde så ondt af ham, da han havde været udsat for værre end mig selv, men skulle sidde inde fordi at han ikke havde modet til at stå frem, og melde det. Han havde ikke haft de mennesker bag ham, som jeg havde.
Jeg havde en lille Rema 1000 pose med mine ting i, som ikke var andet solbriller, cigaretter, et ur og en forældet chokoladebar. Jeg havde fået mit eget tøj på igen og jeg troede aldrig at jeg havde været lykkeligere, over at være i det, i stedet for de hvide sække man gik rundt i inde i fængslet. Jeg blev lukket ud af hoveddøren hvor min storebror stod med en cigaret i munden og alle menneskene stod der. Mit hjerte var oppe i halsen og jeg følte ikke at jeg kunne trække vejret. De råbte mit navn og jublede. Mange kastede ting hen imod mig som bestod af undertøj og blomster. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, men Mark hev mig hen mod bilen. Der var et kæmpe hegn mellem mig og de mange mennesker, og vi skulle køre igennem dem. Mark satte bilen igang og da portene åbnede og vi kørte langsomt igennem dem, blev der banket på bilruderne. Mark dyttede dem væk og efter et stykke tid var vi kommet igennem dem og var på vej mod Århus. Mark stoppede ikke med at smile.
"På fredag," sagde han. "På fredag er du fri og han er lukket inde meget længe."
"Hvordan kan du være så sikker?"
"Får du at se på fredag," svarede han og jeg vidste allerede nu, at jeg godt kunne opgive, at spørge ind til hvad bevismaterialet var.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar