"Jeg kondolerer". Hun stod bag mig. Jeg havde denne inderlige trang til at slå hende så hårdt. Men man slår ikke på piger. Det var hvad jeg havde lært. Men jeg svarede hende ikke. Jeg gik. Jeg følte at mine ben skælvede under mig. Hun fulgte efter mig, så jeg satte farten op. Hele pladsen var tom. De var taget hjem. Jeg så min gamle hvide Golf stå alene. Men jeg ville ikke hjem. Jeg vidste egentlig ikke hvor jeg ville hen.
"Vent!" råbte hun, og jeg stoppede af refleks. Hvad var det jeg gjorde?
"Har jeg gjort noget?" spurgte hun. Hendes yndefulde stemme lød som min fars. En mand jeg hadede mere end nogen nogensinde kunne forestille sig. Hvad fanden var jeg så sur over? Men jeg vendte mig om, så jeg kunne se hende i øjnene.
"Nej." Koldt. Konkret. Løgn.
"Du har ikke snakket med mig siden... dén dag."
"Vi har ikke rigtig noget at snakke om længere, synes du?"
"Fordi at han er død?"
"Ikke... sig dét."
"Du har på ingen måde reageret. Han var jo din bror!"
Jeg vendte mig om. Jeg skulle væk fra hende. Jeg løb. Jeg kunne høre hende bag mig, så jeg satte farten op. Hun råbte mit navn, men jeg stoppede ikke.Jeg løb ind i skoven som lå bag kirkegården. Solen forsvandt langsomt bag skyerne, og jeg kunne mærke en kold brise i mit hår. Jeg stoppede op og prøvede at få vejret igen. Jeg satte mig på hug og gemte mit ansigt i mine hænder. Strøg mit hår tilbage og rejste mig så op igen. Jeg kiggede mig omkring og kunne mærke regndråber ramme mine bare arme. Jeg tænkte tilbage til denne morgen. Hvordan min mor havde ligget i hendes seng. Hun havde ikke sagt et ord siden hans død. Min far var den samme, men min storebror havde ændret sig en del. Han græd meget. Mere end jeg nogensinde havde forestillet mig at han ville. Han havde kigget på mig, og jeg som troede at han ville give mig skylden, gav han mig bare et kram. Et langt og akavet kram.
Jeg havde lyst til at skrige. Lyst til at begrave mig sammen med ham. Jeg ønskede inderligt at jeg kunne spole tiden tilbage. For hvordan ville mit liv være uden ham? Hvordan ville jeg nogensinde kunne tænke på noget som helst uden at falde sammen? Jeg havde så mange ønsker, som jeg aldrig ville kunne få opfyldt. Jeg havde lysten til mange ting, som ville udløse mine aggressioner. Lyst til at sparke, slå et eller andet. Måske endda skade mig selv. Bare så jeg vidste, at jeg havde følelser. At jeg kunne skrige, at jeg kunne græde.
Jeg gik stille og roligt tilbage. Mest fordi at jeg havde glemt mine cigaretter og mit kokain i min bil. Jeg ville ikke kunne klare mig lang tid uden det. Alle havde sagt til mig, at jeg skulle stoppe med stofferne. Se hvad der skete med din bror, plejede de at sige. Jeg havde lyst til at sige noget lignende: Det var jo ikke stofferne der dræbte ham. Det var stofferne der gjorde, at han kunne holde sig selv ud.
Jeg gik i, hvad der virkede en evighed, men kunne endelig se enden af skoven. Jeg satte tempoet op, og kunne allerede nu forestille mig suset af kokainen komme op i min næse. Adrenalinen blusse op indeni mig. Men endnu engang så jeg hende. Hun stod henne ved min bil og så nærmest forvirret ud. Jeg kom hen imod hende og kunne jeg se hendes ansigt; hendes make up var tværret ud i hele ansigtet og hendes øjne var røde. Hun svajede lidt frem og tilbage og til sidst faldt hun. Jeg begyndte at sætte farten mere og mere op, inden at jeg begyndte at løbe hen imod hende.
Hendes øjne trillede rundt i hovedet på hende. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, men låste min bil op og løftede hende ind på bagsædet. Jeg klappede lidt til hendes kinder, men tog så den flaske vand jeg altid havde med mig i bilen, da jeg altid havde en tør mund, og hældte ud over hendes ansigt. Hun satte sig op med et sæt, og begyndte så at græde da hun så mig. Hun puttede sit ansigt ind imod mit bryst og holdt mig tæt. Jeg lagde stille mine arme omkring hende, og aede hende stille og roligt på ryggen.
"Jeg kan ikke se på dig," græd hun. "Du ligner ham for meget. Du minder mig om, at jeg aldrig kommer til at se ham igen."
Hun skubbede mig væk og begravede hendes ansigt i hendes hænder. Hun græd endnu mere og hulkede. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad jeg skulle sige. Jeg prøvede virkelig at tænke over hvad jeg skulle sige, men alt virkede bare så kliché. Hun havde jo været så forelsket i ham, at man ikke kunne beskrive det med ord. Og endelig da det var blevet en smule bedre, havde han forrådt hende ved at tage sit eget liv. Hun fik endda lov til at se hans lig blive slæbt ud af hans egen bil. Helt ligbleg og livløs. Hans øjne var heldigvis lukkede.
"Skal jeg køre dig hjem?" spurgte jeg. Hun nikkede. Jeg satte mig om på forsædet og startede bilen. Så snart vi var på motorvejen satte jeg farten op. Jeg kunne ikke klare denne akavede stilhed. Jeg hørte min mobiltelefon sige en lyd, og bad hende om at læse beskeden op, da den var fra min mor. Helena sad et øjeblik som forstenet, mens hun læste beskeden og tog sig så til munden. Hun læste beskeden højt med gråd i stemmen:
"De tager dem. De fører dem væk! Kom hjem nu!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar