Jeg strøg mit hår væk fra mit ansigt, og slikkede mig langsomt og koncentreret på min overlæbe. Jeg prøvede at fokusere på de andres ansigtsudtryk og så hvordan få af dem rystede, og man kunne ikke få øjenkontakt med dem. De stirrede alle ned i bordet men få gange fik jeg øjenkontakt med en eller flere af dem. Mine ben rystede, og jeg kløede min pande hvor sved dryppede langsomt ned. Jeg tog en dyb indånding, inden at jeg tog et kort fra bunken. Jeg kiggede først på ham der sad til højre for mig. Hans lyse hår klistrede sig fast til hans svedige pande, og hans næsebor var udspilede. Han bed sig selv i underlæben så det blødte. Ham til venstre for mig var arrig, men overraskende rolig. Et lille smil gemte sig i hans højre mundvige og han kiggede rundt, ligesom mig, på alle de andre der sad rundt om bordet. Der var en masse omkring os, som kiggede med. Nogle heppede, men de fleste turde ikke sige noget. Men jeg kunne høre dem hviske mit navn og ordet død. Det gjorde mig ikke mindre nervøs, men jeg viste det ikke. En efter en, trak vi et kort fra bunken, og en efter en smed de kortene fra sig og forlod bordet med et arrigt ansigtsudtryk. De tørrede sveden væk fra panden, og pludselig sad vi kun to ved bordet.
"Er du klar Danny?" spurgte den lyshårede, og bed sig selv hårdere i læben, og derefter slikkede han blodet væk. Jeg nikkede, og vi smed begge vores kort på bordet. Jeg sprang nærmest tilbage og var ved at vælte. Jeg strakte mine arme op, hvorefter jeg lænede mig over bordet, og samlede hver evig eneste krone der var væddet om. Den lyshårede slog hårdt ned i bordet og forlod rummet. Der blev klappet og råbt og jeg fik et par enkelte skulderklap.
"Klokken er 20, tilbage til jeres celler," sagde den høje fængselsbetjent med et stort og mørkt fuldskæg. Han slog sin knippel ind på væggen, indtil at jeg var den sidste der gik ud af døren.
"Vandt du nu igen?" spurgte han, da han så pengene i min højre hånd.
"Jep," svarede jeg med et smil. Han fulgte mig ned til min celle, og stod ude foran den store jerndør mens jeg gik ind. Han lukkede og låste døren, og jeg stod nu helt alene. Til højre for mig var en sovesofa, som havde den hårdeste madras jeg længe havde oplevet. Til venstre var der et skrivebord i hjørnet med en masse aviser og papirudklip. Ved siden af skrivebordet hang et fjernsyn, og ellers var det tomt. Jeg gik i de samme hvide bukser og trøje, som alle andre. Jeg delte ikke et toilet med nogle skumle typer da jeg havde mit eget, med en lukket dør og uden video overvågning.
Jeg lagde mig ned på sovesofaen og tog min dyne over hovedet. Jeg smed tøjet og lukkede mine øjne. Det var min 5. nat. Jeg fulgte nyhederne nøje, da jeg ville vide hvad der var sket med min far. Han blev holdt i live ved hjælp af en respirator. Det havde ikke været svært at lære nye mennesker at kende, da det fleste vidste hvordan man kunne skaffe stoffer, ellers tog de stoffer. Jeg havde vundet i poker hver evig eneste aften jeg havde været her, og det gjorde mig en smule upopulær. Men i mine øjne, var dette ikke permanent. Jeg skulle nok komme ud, og der ville ikke gå lang tid. Jeg ventede på, at nyhederne sagde, at min far var erklæret død og så ville den helt store retssag komme igang. Var jeg bange for om jeg skulle bruge de næste mange år i en celle? Nej. Det var ikke noget jeg tænkte over. Jeg havde mange på min side, og det var jo kun selvforsvar.
"Og nu til knivstikkeriet i Århus som skete 5 dage siden. 22 årige Danny J. Peterson stak sin far 3 gange i brystet, og hævder at det var i selvforsvar. Dagen derpå havde Danny og hans far været i retten, hvor at Bryan J. Peterson fik 2 års ubetinget fængsel. Bryan, som her til aften vågnede op fra sin koma, hævder at det var Danny var overfaldt ham."
Jeg kiggede stift på skærmen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men lige nu følte jeg mig svag. Jeg havde i 5 dage troet at det hele var overstået. Jeg gik hen til skrivebordet, og tilbage til sengen. Jeg gjorde det flere gange, da jeg var rastløs. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det. Jeg løftede skrivebordet op og kylede det så hårdt jeg kunne hen imod metaldøren, hvorefter jeg begyndte at sparke til alt der kunne sparkes til. Tre betjente kom ind for at holde mig ned, og jeg prøvede at komme fri, men de var for stærke.
"Danny, tag det roligt."
"Han er live," hviskede jeg. "Idioten er i live."
Der var ikke en eneste der sagde noget, og jeg blev lagt over i min seng. De tog skrivebordet og stolen med dem, så jeg ikke kunne gøre mere skade på cellen. Jeg faldt ikke i søvn med det samme da mine tanker gik tilbage til den aften, hvor det hele skete. Jeg huskede hans ånde, som var han ved mig nu. Kysset på mine læber, som aldrig ville forsvinde. Stanken af alkohol og cigaretter. Jeg kunne ikke tænke, uden at han kom op i mine tanker. Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg om den aften.
Det var mørkt, og jeg kunne mærke hvordan hele min krop var øm. Jeg kunne ikke gå uden at mærke en rædsom smerte i mine ben, ryg og hoved. Han lå der stadig, og det lignede at han var død, men jeg havde været for hurtig, med at erklære ham død. Jeg havde været for svag og i for mange smerter, til at give ham det endelig stik, som havde dræbt ham.
De blå blink kom, og jeg kunne høre et par mennesker råbe mit navn. Jeg genkendte Denises stemme, som også råbte efter mig. Denise fortalte senere, at nogen havde set min far og jeg holde ind og gå ind i skoven, så de havde ringet til politiet, kort tid efter at Denise havde ringet til dem, om en mulig kidnapning. Jeg synes at det havde varet al for længe, før at de kom, og da de så hvordan min far blødte, tog ambulancen ham med, i stedet for mig. Jeg skulle afhøres om hvad der var sket, selvom at jeg skreg mens de hjalp mig hen imod politibilen. De tog ikke hensyn til de mange blå mærker og hvordan jeg var blevet skåret i armen. Det var ikke vigtigt og en sygeplejerske kunne se på det, efter at de havde afhørt mig. Jeg fortalte dem det hele. Hvordan jeg var blevet smidt ind i bilen, og han nikkede og skrev notater.
"Det lyder ikke som noget Bryan kunne finde på," havde betjenten sagt, og der vidste jeg, at jeg skulle i fængsel. Min far havde politiet i sin hule hånd. Jeg havde givet op og nægtede at sige noget. De råbte og skreg og sagde at det kun blev værre for mig selv, men jeg blev ved med at stirre ned i bordet indtil at de tog mig væk. Jeg sov i arresten og blev dagen efter kørt til Horsens statsfængsel. Alle havde set i nyhederne hvad der var sket, og mange havde spurgt om det var sandt, at jeg var et incest offer. Jeg havde ikke svaret på det spørgsmål og kom nok aldrig til det. Bare at tænke på det, var hårdt.
Jeg vågnede ved at jeg faldt ned ad sengen og landede med mit ansigt ned i gulvet. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere og om jeg skulle rejse mig op. Jeg havde mest af alt ikke lyst til at gå derud, da min sag var den eneste som var i fjernsynet, og alle så fjernsyn om aftenen. Jeg havde ikke lysten til at eksisterer i det lille moment. Det hele virkede lige så uoverskueligt, som ved den første retssal og jeg vidste ikke om jeg kunne gå igennem det hele en gang til. Vidner var ikke nok og det var bare hans ord mod mit. Jeg vidste allerede nu, at jeg ville tabe alt og blive lukket inde, hvor han kunne komme og gå som han ville. Han ville have muligheden for at fortsætte hvor han slap. Jeg var så bange, at hele min krop rystede, og jeg prøveden at sætte mig op. Jeg gik ud og for at tage et bad og tog så tøj på. Jeg anede ikke hvad klokken var, eller hvor lang tid jeg skulle vente på at dørene blev åbnet. Jeg hørte pludselig en høj lyd, som betød at dørene var åbnet og jeg gik med hurtige skridt ned mod kantinen. Det eneste jeg havde lyst til var at spise og så gå tilbage til min celle. Jeg ville ikke se på nogen, især ikke dem som jeg havde spillet poker med.
"Hey," hørte jeg en velkendt stemme sige bag mig, mens jeg tog en bolle. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om.
"Jeg så nyhederne igår," sagde han og lagde den hånd på min skulder," hvorefter jeg hørte dig gå lidt amok. Er du skyldig?"
"I hvad?" spurgte jeg. Det var den lyshårede fyr der havde tabt til mig igår.
"Har du stukket din gamle mand ned?"
"Ikke nok åbenbart," svarede jeg.
Jeg så et blik, som jeg kun havde set i en persons øjne før. Jaces. Det var en blanding af frygt og utryghed.
"Shit," sagde han. "Mit navn er forresten Thomas."
"Danny, men det vidste du jo."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar