Himlen var helt sort, uden en eneste stjerne. Månen var gemt bag et lag af skyer, og det lugtede af vådt græs, da min far hev mig ud af bilen. Jeg prøvede at fokuserer, men kunne ikke finde ud af, hvordan jeg kunne komme væk fra ham. Han holdt mig i nakken på samme måde som da han hev mig ud af Henriks lejlighed, men heldigvis var jorden ikke lavet af beton og trapper, så smerten var overkommelig. Jeg kunne mærke hvordan mine bukser, strømper og sko blev vådt, af sneen der stadig lå på jorden. De få dages sol vi havde haft, de sidste par dage, havde smeltet det en del væk, men kulden gjorde, at noget af det forblev der.
Jeg blev trukket af sted, og kunne ikke gøre andet end at vente, og se hvad det var der skulle ske. Mit hjerte sad stadig oppe i min hals, og jeg prøvede at trække vejret normalt, så jeg ikke ville besvime af iltmangel. Men jeg var bange. Måske nærmere rædselsslagen. Jeg håbede på at Mark havde fulgt efter os, men som tiden gik, havde jeg mine tvivl.
Jeg gjorde alt for at undgå, at være alene med min far, af meget gode grunde. Jeg var bange for ham, men jeg var også rasende. Mit had til den mand, kunne ikke beskrives med ord. Jeg prøvede at nyde gravstedet, men jeg havde ingen gode minder på dette sted. Jeg kunne heller ikke se noget i mørket, da der ikke var en eneste lampe omkring os, og min far brugte en meget svag lommelygte til at guide sig fremad. Pludselig blev jeg smidt hen imod en gravsten, og kunne med det samme se, at det var min brors. Jeg vendte mig hurtigt om, og jeg fik lommelygtens lys, direkte ind i øjnene. Der var en stilhed i længere tid, hvor det eneste man kunne høre, var vinden og hvordan grenene på diverse træer, slog sig på hinanden. Jeg tog min arm op, for at få lyset væk fra mine øjne, og ventede længe på, at han ville sige noget.
Jeg var meget forvirret over min fars pludselige reaktion og handling, hjemme hos Henrik. Men jeg var mere overrasket over, hvordan han havde fundet mig. Men jeg havde også en nysgerrighed inden i mig, om hvorfor det var, han havde reageret som han havde.
"Hvem har du fortalt det til?" sagde han. Hans stammede en smule, og hans stemme var rusten, som om han havde drukket. Han gik ned på knæ, og gik ind over mig. Jeg prøvede at kravle tilbage, men kunne ikke komme længere, end til Jaces gravsten. Jeg havde en dårlig fornemmelse over at ligge oven på min brors gravsted.
"Hvad?"
"Hvem... har... du... sagt... det... til?" sagde han, og lagde meget tryk på de sidste to ord. Han smed lommelygten fra sig, men mine øjne var ved at vænne sig til mørket, så jeg kunne sagtens se hans skikkelse. Da han kom tættere på mig, kunne jeg lugte at han havde drukket. Jeg prøvede at dreje mit hoved væk fra ham, men han tog hårdt om min kæbe, og drejede det tilbage. Jeg lukkede øjnene.
"Åben dine øjne!" skreg han. "Se på mig, og sig hvem fanden du har sagt det til!"
Jeg kunne mærke hvordan mine øjne løb i vand og trillede ned ad mine kinder. Hele min krop rystede og jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle gøre. Jeg ville væk og det skulle gå hurtigt. Jeg ønskede, at det var mig der lå i Jaces kiste.
Han rejste sig hurtigt op, og vendte sig rundt, som om han hørte nogen. Jeg prøvede lige så stille, at vende mig om på maven, og kravle stille væk, men imens jeg prøvede, hev han mine ben tilbage, og sparkede mig hårdt i maven, så jeg kunne høre en, eller flere, knogler brække. Jeg tog mig hurtigt til maven, og kunne mærke smerten. Han løftede mig derefter op i min trøje, og jeg kunne ikke mærke jorden under mig. Jeg havde lukket mine øjne igen, da jeg ikke ønskede at se ham, men jeg kunne stadig lugte den ufattelige dårlige stank af alkohol, der kom ud fra hans mund.
"Hvem har du fortalt det til?" sagde han endnu engang.
"Ingen", løj jeg. Jeg vidste, at lige meget hvad jeg sagde, ville han blive sur, og gøre et eller andet fysisk ved mig.
Han smed mig ned i jorden, så min arm ramte gravstenen. Jeg græd af smerte, og der kom små hulk fra mig. Han tog mig hurtigt op igen, på samme måde som før. Jeg kunne mærke, hvordan det hele simrede i min krop. Smerten fra mine knækkede ribben, gjorde smerten i min arm mere behageligt, da jeg knap nok kunne mærke det.
Jeg havde nu åbne øjne, og kunne se hans ansigt meget tydeligt. Han havde rynker i panden, da han kneb sine øjne sammen og hans mund var en tynd lige linje. Hans ansigt var meget let at læse. Der var en masse følelser i det, som frustration, had og jeg kunne se at han var bange, men jeg vidste ikke, for hvad.
Mens han holdt mig, kunne jeg høre en bil køre ind på pladsen, og derefter kunne jeg se blå blink. Men min far reagerede ikke på det. Han blev ved med at holde mig.
Han smed mig endnu engang ned på jorden, og begyndte at sparke mig uendelig mange gange over det hele. Jeg holdt mine arme over mit ansigt i refleks, for at han ikke skulle ramme mig der. Pludselig stoppede det hele, men jeg følte mig døv. Jeg kunne ikke høre hvad der skete, og mens jeg lå i jorden, med tårer der trillede langsomt ned ad mine kinder, kunne jeg mærke at der blev langt en hånd blidt mellem mine skulderblade. Jeg vidste ikke hvem det var, men jeg vidste at det ikke var min far.
Jeg kunne høre en ambulance komme mod mig, og ikke lang tid derefter, fik jeg en krave rundt om halsen og blev lagt op på en stiv båre. Jeg trak vejret langsomt, da det gjorde ondt, ved hver evig indånding jeg tog. Jeg blev kørt ind i ambulancen, og kunne mærke en holde min hånd. Jeg prøvede at se til den side, men kunne ikke, på grund af nakkestøtten.
"Jeg er her," kunne jeg høre Mark sige. Han klemte hurtigt min hånd, og jeg prøvede at smile, trods smerterne. Jeg kunne mærke, at jeg fik en indsprøjtning i låret, som strammede, men det gik hurtigt over. Da jeg kom ind på skadestuen, blev jeg med det samme røngtenfotograferet og fik taget en masse blodprøver og andre tests.
"Kan du fortælle mig hvad du hedder?" spurgte lægen.
"Danny."
"Dit fulde navn."
"Danny Jules Peterson."
"Fødselsdagsdato?"
"25. maj, 1990."
"Hvor bor du?"
"Skejby i Århus."
Derefter lyste han mig ind i øjnene, og følte på min mave. Jeg bed smerten i mig, og hver gang han spurgte om det gjorde ondt, nikkede jeg og pev en smule. Han skrev derefter en masse notater ned, og gik så igen. Jeg lå alene på stuen, indtil at en sygeplejerske kom ind, og gav mig drop, og tog endnu flere blodprøver. Jeg havde ikke overskuddet til at spørge hvad det var der skete, selvom at jeg var nysgerrig.
Jeg lå i sengen i lidt over tre timer, før et par betjente kom indenfor. Jeg blinkede et par gange for at fokusere, da jeg var ved at falde i søvn, før de trådte ind.
De kom hen imod min seng, og fandt hurtigt to stole, der stod inde på stuen, og satte sig ned, kun få meter fra mig. Jeg prøvede at sætte mig op men gav op, da jeg ikke kunne holde smerterne ud.
"Hej Danny," sagde den ene betjent, som var en kvinde. Hun havde langt kastanjebrunt hår og nøddebrune øjne der mindede mig en del, om mine egne, og Jaces. Hun var slank og havde en meget tydelig kæbestruktur. Hendes øjenbryn var plukket til perfektion. Den anden betjent var en ældre mand, som ikke havde noget hår på hovedet. Han var meget kraftig.
"Mit navn er Louise og dette er Per. Vi har nogle spørgsmål, hvis det er okay med dig."
"Må jeg få min bror herind?" spurgte jeg. Jeg vidste udmærket godt, hvad det var de ville spørge om, og jeg var meget sikker på, at jeg ikke kunne klare dem alene.
De kiggede på hinanden, og nikkede, hvorefter Per forlod rummet, men kom hurtigt igen med Mark bag sig. Mark tog en stol og satte sig på den anden side af min seng, end hvor betjentene sad. Han tog min hånd, og jeg klemte den så hårdt jeg kunne.
"Vi har snakket med din bror, din far, din mor, din veninde og din kæreste," sagde Louise da der havde været en stilhed i et stykke tid. "Din bror, kæreste og veninde fortæller os, at din far har misbrugt dig seksuelt op til flere gange. Er dette sandt?"
Jeg nikkede.
"Er der en grund til, at du ikke har fortalt det til nogen?"
"Jeg var bange," svarede jeg, og kunne høre hvor hæs min egen stemme var.
"For hvad?"
Per sad og skrev en masse ned, mens Louise og jeg snakkede sammen.
"At ingen ville tro mig."
"Din bror fortæller mig, at du ville melde det i morgen. Nogen grund til at det skulle være i morgen?"
"Jeg følte mig klar."
"For at vi kan oprette en sag, så skal du snakke med en anden betjent, som sidder og har med disse sager at gøre. Du skal forklare hvor længe det er sket, hvad der er sket og hvornår det er sket. Derudover, skal du også snakke med en psykolog som kan give et udsagn om din psykiske tilstand og troværdighed i sagen. Vi skal derudover også interviewe dine søskende, venner, veninder og kæreste, samt andre der kender dig og har kendskab til overgrebene. Er du klar til dette?"
"Undskyld betjent, men prøver du at skræmme ham væk, fra at melde ham?" spurgte Mark pludselig.
"Nej, tværtimod, men han har brug for at vide hvad det er for en process. Hvis der ikke er fysiske beviser for overgrebene, kan chancen for en dom, være minimal."
"Hvad fanden er dette for et system?! I har lige fanget ham mens han var ved at smadre Danny sønder og sammen?!"
"Hør Mark, vi kan sagtens sætte en sag op mod jeres far, med hensigt for at melde ham for vold. Men for de seksuelle overgreb, kræver det en del mere, end bare fysiske beviser. Det er en lang process, men hvis du har det hele i orden, uden at skjule noget som helst og muligvis har få beviser, udover vidneudsagn, har du en stærk chance for at vinde i retten. Hvis jeres far derimod siger at han er skyldig i alle anklagerne, er din sag meget stærk, men det er meget sjældent at dette sker."
"Tror du at han lyver?" spurgte Mark og hans stemme var faldet meget ned nu, men jeg kunne stadig høre hans frustrationer.
"Nej, selvfølgelig ikke men det er alvorlige anklager at melde en for, især ens far."
"Ja, men jeg synes da på ingen måde at i tager dette alvorligt."
"Vi gør alt hvad vi kan, men vi kan haste processen."
Der var en kort pause og jeg sad og tænkte, om jeg var klar til det.
"Hvor er min far nu?" spurgte jeg pludselig.
"Han er nede og blive interviewet af en vores kollegaer, men hvis du vælger at fortsætte med de seksuelle overgreb, og ikke kun imod vold, kan vi ikke holde ham inde, før sagen er igang."
"Helt seriøst?!" skreg Mark op. "Så vores far kan nå at myrde Danny, inden at han kommer til den første samtale?"
"Tag det roligt, vi gør alt hvad vi kan. Ingen grund til at hidse dig op."
"Jeg er klar til at gøre det, men i må meget gerne gå nu," sagde jeg.
Da de var gået, kiggede Mark på mig med store øjne.
"Jeg fortæller Henrik det hele, og så kan jeg nok være hos ham, indtil at det hele er overstået."
"Han ved hvor Henrik bor og han kan ikke sætte sit eget liv på spil," svarede Mark. "Er der ikke andre? Nogen han ikke kender til?"
"Denise, Helena?" sagde jeg. "Men jeg er ikke sikker på at de vil..."
"Far kender intet til Denise, så det ville nok være en god idé at snakke med hende. Hun kan også give os et vidneudsagn, hvis det er."
"Jeg vil bare ikke inddrage flere end i det," sagde jeg.
"Du bliver nødt til at skide højt og helligt på alle andre, lige nu. Dette er et spørgsmål om, at du skal få det bedre, ikke om de andre kan klare det psykisk med at du fortæller dem det."
"Det bliver hårdt, gør det ikke?"
"Jo, men jeg er her. Hvert evig eneste skridt ad vejen."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar