Jeg skreg og prøvede at få personen der holdt mig, til at give slip. Det værste var, at jeg ikke tænkte på Francesca. Jeg vidste at der ville blive ringet til politiet, og egentlig var jeg ligeglad. Jeg tænkte ikke over noget, men jeg ville ikke blive holdt. Jeg kunne mærke at jeg blev skubbet ned på jorden, og blev holdt nede. Jeg prøvede virkelig at komme op at stå, men jeg var ikke stærk nok. Jeg hørte min far ringe til politiet og en ambulance, og der gik endnu mere panik i mig. Den uvidenhed. Jeg vidste ikke hvad der var sket, jeg var virkelig langt væk. Det hele gik så hurtigt. Jeg kunne pludselig høre ambulancen udenfor, og i ét stormede 4 mænd ind. Jeg hørte ingenting. Det var som en dårlig stumfilm. Jeg blev stadig holdt nede, og kunne nu mærke noget koldt ved mine håndled. Jeg blev hevet op, og slæbt ud i en politibil. Jeg prøvede at komme væk, men de to politimænd der holdt mig, var al for stærke. De kørte mig på stationen, og jeg blev afhørt, men jeg kunne ikke sige noget. Eller, jeg kunne godt, men jeg vidste ikke hvad der var sket. Jeg kunne intet huske. Jeg fik mere og mere kvalme, jo længere tid jeg sad der. Politimandens stemme var arrig, og jeg blev nødt til at holde tårerne inde. Jeg kunne slet ikke forstå hvad der skete, og min krop begyndte at reagere meget på de stoffer jeg havde indtaget tidligere. Jeg havde koldsved, og kvalmen blev meget værre. Det hele virkede for lyst, og politimandens stemme begyndte at lyde mumlende. Til sidst blev det hele sort, og jeg mærkede mit hoved ramme gulvet.
Jeg vågnede med den største hovedpine nogensinde, i en lille celle. Man skulle tro at et fængslet skulle se forfærdeligt ud, men der var både TV og en CD-afspiller. Jeg kunne ikke forstå hvad jeg lavede der, men i det samme jeg rejste mig op fra den seng jeg var blevet lagt i, kom der en betjent og hentede mig. Jeg kom endnu engang til afhøring. De spurgte mig ikke om noget, men begyndte at snakke om hvad der var sket. Jeg skulle for en dommer om en lille uge for at se hvor længe jeg skulle blive derinde. Jeg havde lyst til at vide, hvad der var sket, hvordan Francesca havde det, men jeg turde ikke spørge. Lige efter at de havde fortalt alt der skulle ske, sluttede de af med, at fortælle mig, at jeg kunne ringe til én. Jeg overvejede Helena, men jeg kunne ikke hendes nummer i hovedet. Så den eneste jeg kunne tænke på, var Danny.Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg undlod at ringe til nogen. Jeg havde så mange spørgsmål som jeg aldrig ville få svar på. Mit liv havde vendt 180 grader, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Da jeg kom tilbage til min celle, var jeg ude af stand til at tænke klart."Jace?"Jeg genkendte stemmen meget hurtigt, og så Danny stå på den anden side. Jeg ville ikke gå hen til ham, for han så nærmest skræmt ud. Havde jeg gjort min egen bror bange pga. mine handlinger? Det lignede mig slet ikke, men så igen - hvad lignede mig mere? Jeg følte mig som en livløs sjæl i en al for ødelagt krop. "Hvad skete der?"Hans stemme skælvede og jeg kunne ikke klare at se ham på den måde. Hvorfor vidste jeg ikke hvad der var gået galt? Hvorfor stoppede jeg ikke i tide?"Jeg... jeg ved det ikke."Der var stilhed. En akavet stilhed, som jeg virkelig ikke kunne lide. "Er hun..?"Jeg kunne ikke sige det. Jeg kunne ikke sige det ord. For jeg frygtede at hun var død. Jeg frygtede alt, jeg frygtede mit eget liv. Hvis jeg havde dræbt hende, ville en hel del hade mig - ikke fordi at jeg ikke ville hade mig selv mest, for mine handlinger. Jeg tænkte at jeg egentlig ikke ville vide svaret, da jeg ikke turde. Jeg kunne ikke klare den barske sandhed."Hun er i kunstig koma."Det var ikke godt. Jeg vidste at det ikke var godt. Jeg gik i panik, og satte mig ned på sengen, stirrende ned på gulvet. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. "Helena skrev til mig."Jeg kiggede på ham."Du kan ikke fortælle hende hvad der er sket Danny. Det kan du ikke.""Hvad skal jeg sige?"Jeg tænkte længe over det. Hvad skulle jeg fortælle hende? Hun ville hade mig uanset hvad, men jeg kunne bare ikke klare flere nedture. Jeg kunne ikke klare flere rutsjebaneture med hende. Hun ville hade mig for evigt hvis hun kendte til sandheden. Jeg ville ikke miste hende, men det ville være værre hvis hun hadede mig. Jeg hadede mig selv. Selv om jeg ikke engang kunne lide Francesca, og det er meget mærkeligt at sige, så ville jeg ikke skade hende - ikke fysisk. Jeg var bange for, at min aggressioner ville ødelægge mit liv. Men det havde de jo allerede gjort. Det hele var så forvirrende. Alle de skide spørgsmål!"Sig jeg er død. Overdosis, selvmord. Jeg er ligeglad - bare... sig at jeg er død."
Danny og jeg stod på gangen. Det var et sted fuld af ungdomsboliger, men det var ikke svært at finde den rigtige. Der kom en storm af technomusik ud. Vi stod udenfor døren og røg en cigaret. Danny var helt oppe at køre som en kanin på viagra. Han kunne ikke vente med at score de naive kællinger, som han havde snakket om hele aftenen. Jeg ville ønske at jeg kunne slappe af, men trods min berusede tilstand, kunne jeg bare ikke få min krop til at slappe af. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Helena. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke hvad jeg skulle gøre, hvis hun var derinde. Danny havde prøvet hele aftenen på at berolige mig. Han synes at jeg overreagerede, men hans hjerne kunne nok ikke huske tilbage til den tid. Han vidste heller ikke hvor forelsket hun havde været i mig, og jeg i hende. Vi bankede på døren, og en platinblond pige, med al for store bryster til hendes lille spinkle krop, åbnede. Danny gav hende hurtigt et flirtende smil, og vi gik indenfor. Der var al for mange mennesker, men det var kun godt. Så kunne jeg gemme mig i mængden, da jeg ikke var i det største fest humør. Det var en meget stor toværelses lejlighed med en lækker stor altan. Det var rimelig varmt udenfor, i forhold til at det var så sent. Den havde en meget stor stue, hvor der var en sofa, et TV, et sofabord og en masse stole.Og der, midt i det hele, sad hun med en bredskuldret karseklippet fyr. Jeg genkendte ham. Det var ham, hun kom sammen med, mens jeg var kommet sammen med Francesca. Men der sad hun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar