Jeg sad i lugten af bræk, som lugten af røg ikke kunne tage, så jeg valgte at åbne vinduet og gå ud af værelset. Jeg havde brug for frisk luft, og en bane. Mine hænder rystede og jeg prøvede irriteret at finde hoveddøren. Men mens jeg ledte støtte jeg ind i hendes mor.
"Har du det bedre?" spurgte hun og smilede.
"Ja, tusind tak for at hente mig igår."
Hun var kun et par centimeter lavere end mig og havde langt rødbrunt hår, som højst sandsynlig var farvet. Hun havde stramme jeans på samt en løs rød top. Hun havde en lille sort og hvid sommerfugl tatoveret ved kravebenet samt noget jeg ikke kunne tyde, skrevet på håndledet.
"Så lidt. Jeg hører at du kender Henrik?"
"Ja, det har jeg gjort i lidt over to år nu."
"Hvordan lærte i hinanden at kende?"
"Fælles venner," sagde jeg, og selvom at hun vidste hvad hendes søn lavede, ønskede jeg ikke at fortælle hende, at det var grunden til at jeg kendte ham.
Hun viste mig hoveddøren og jeg så med det samme, at Denise ikke boede i Århus. Hun boede langt ude på landet. Jeg kunne lugte stanken af møddinger og der var en stald skråt til højre fra hvor jeg stod, hvor jeg kunne høre larmen af dyr. Gårdspladsen var stor og fyldt med småsten, hvor der holdt to biler. Der var kun marker at se rundt om huset og jeg sukkede dybt. Jeg gik indenfor igen og gik med det samme hen imod toilettet. Jeg lagde banen ud på toiletbrættet og tog den. Jeg prøvede at fjerne alt det jeg kunne, da jeg ikke ville have at nogen kunne se noget. Jeg gik ud derfra og hen på Denises værelse hvor spanden jeg havde brækket mig i, hele morgenen var fjernet, og der var sat en ny spand med vand i bunden ind. Der duftede stærkt af roser fra en duftspray og vinduet stod vidt åbent. Der var et glas vand på sofabordet og to piller, som lignede hovedpinebilleder. Jeg drak vandet, men lod pillerne ligge. Jeg faldt hurtigt i søvn igen, og blev vækket af Denise som endelig var kommet hjem fra skole.
"Tømmermænd?" sagde hun og grinte.
"Lidt," svarede jeg og satte mig op i sengen. "Hvad er klokken?"
"Kun lidt i to," svarede hun og satte sig ned ved siden af mig. "Skal du da nå noget?"
"Nej, overhovedet ikke. Ville bare se hvor lang tid jeg havde sovet."
Hun smilede og tændte for fjernsynet. Vi sad ved siden af hinanden i en meget akavet stilhed. Hun kiggede flere gange på mig og smilede. Jeg kunne ikke slippe hende fra mine øjne. Jeg fangede ofte mig selv, mens jeg stirrede åbenlyst på hende. Jeg kunne ikke lade være. Jeg synes inderst inde, at hun var den smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Jeg studerede hendes krop og hendes former. Hun havde stadig en stor trøje på, så jeg havde endnu ikke set noget af hendes overkrop. Hendes læber så så bløde ud, og jeg overvejede mange gange at læne mig hen og kysse dem, men vidste at det bare ville blive mere akavet end det allerede var.
"Hvad kigger du på?" spurgte hun lige pludselig.
"Dig."
Hun smilede og jeg kunne se at hun rødmede. Jeg lænede mig frem, og så at hun ikke rykkede tilbage. Jeg vidste ikke helt om jeg turde gøre det, men pludselig mødtes vores læber. Jeg sad mere akavet end nogensinde før, med mine hænder nede om mine sider. Jeg havde lukket øjne og vidste på ingen måde hvad jeg skulle gøre hvis hun lige pludselig afviste mig. Kysset varede ikke i lang tid, men pludselig rykkede hun sig selv tilbage og mit hjerte sank.
"Jeg kan ikke," sagde hun.
"Henrik?"
"Nej. Jo. Lidt. Men ikke kun det. Danny, du er en skide flink fyr men..."
"Men hvad?"
Hun rejste sig op og gik frem og tilbage, hvilket irriterede mig meget, mens hun snakkede, da hun på ingen måde kiggede mig i øjnene.
"Du er ikke min type, på nogen måde! Jeg er ikke en som bare knalder en, og efterlader personen igen. Jeg knalder ikke andre, når jeg har noget kørende med nogen. Jeg er det omvendte af dig!"
"Du tror ikke at nogen kan ændre sig?"
"Ikke dig."
"Det er lidt ondt at sige," svarede jeg og følte mig oprigtig såret.
"Undskyld, men jeg mener det desværre. Henrik har muligvis kun kendt dig i 2 år, men i de 2 år, har du scoret flere piger end der er i min klasse. Du er åbenbart kendt i hele Århus, som narkomanen der får og scorer alle de tøser som han vil. Som kommer fra en fucked up familie. Ikke fordi at jeg tænker over det, men jeg har ikke brug for en, som behandler mig som lort. Jeg kan være din veninde, men aldrig mere end det."
Jeg gik ud af døren. Denise råbte undskyld, men jeg gik videre. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre. Jeg gik ud fra deres gårdplads og gik ad den store lange vej, der lå et stykke derfra. Jeg havde ingen anelse om det var den rigtige vej eller ej, men jeg kunne ikke klare at sidde med hende. Jeg havde ondt i brystet og havde lyst til at græde. Havde jeg følelser for Denise? Jeg rystede tanken væk. Det kunne jeg ikke. Jeg havde ikke været sammen med hende nok gange. Var det fordi at jeg for første gang i lang tid, rent faktisk blev afvist? Var min drøm om aldrig at blive afvist af nogen, blevet ødelagt? Jeg prøvede at overbevise mig selv, at jeg ikke følte noget for hende. At det var ordene om, hvem hun troede jeg var, der gjorde ondt. Men hun havde jo inderst inde ret, og det var det jeg hadede.
Jeg ville skrue tiden tilbage, men det var umuligt. Jeg hørte nogen løbe op imod mig og kiggede tilbage. Denise kom løbende meget hurtigt og et lille håb kom frem i mig.
"Ikke gå. Jeg er virkelig ked af hvad jeg sagde, men jeg kan ikke lukke dig ind i mit liv."
"Jeg kan ikke se hvorfor."
"Jeg havde engang en kæreste, som var lidt ligesom dig. Scorede en masse damer, tog en masse stoffer. Levede egentlig livet på kanten. Han var mig utro, prøvede at tvinge mig til at prøve stærke stoffer, som jeg på ingen måde ønskede. Da jeg slog op med ham, forfulgte han mig i flere måneder. Ringede til mig, når jeg var sammen med mine venner og veninder. Truede mig på livet. Henrik, som også var hans pusher, nægtede at sælge ham noget da han havde opført sig som et svin overfor mig, men min eks mødte op på hans adresse og tæskede ham livløs. Jeg ønsker ikke, at det skal ske igen."
"Jeg er ikke som ham," svarede jeg. Jeg kunne ikke helt trænge ind, hvad det var hun lige havde fortalt mig. Hun havde åbnet sig for mig.
"Jeg ved godt at du ikke er som ham, men alligevel er frygten der. Derudover, er du bare ikke min type."
"Hvad er din type?"
"En som ikke er dig."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar