Bag facaden - del 23.

Jeg lå på bagsædet af Marks bil mens han kørte mig hen til Henrik. Jeg prøvede at slappe af, men hver gang han drejede eller vi kørte over noget, kunne jeg mærke smerten i hele min krop. Når Mark i ny og næ vendte sit hoved for at kigge gav jeg ham et smil, men jeg vidste at han så igennem min facade. Han holdt ude foran Henriks lejlighed i et stykke tid. Han tændte en cigaret og kiggede på rattet. 

"Jeg forstår dig ikke Danny," sagde han men holdt en pause. Jeg svarede ham ikke eller spurgte hvad han mente, for jeg var udmærket klar over det. Jeg prøvede at sætte mig op og bed smerten i mig. Jeg tog en cigaret fra min jakkelomme og tændte den. Jeg havde lige åbnet bildøren da han fortsatte.

"Jeg kan slet ikke forstå, at du ikke går til politiet med det her. De kan hjælpe dig, sætte ham bag lås og slå, så han aldrig røre dig igen."

Jeg svarede ham ikke, men gik ud og smækkede bildøren igen. Mark rullede hans vindue ned.

"Danny, den eneste du såre her er dig selv. Alle ville hjælpe dig, hvis de vidste hvad der skete. Du tror at du kan klare det selv, men det kan du ikke."

"Du ved intet," svarede jeg koldt og tog et hiv fra cigaretten. Jeg vendte ryggen til og gik op mod Henriks lejlighed. Jeg hørte Mark køre væk og jeg gik op ad trappen og da jeg kom derop, bankede jeg på. Klokken var kun halv otte, så da han kom kun iført en hvid sove t shirt sammen med et par sorte Björn Borg underbukser, var jeg ikke overrasket. 

"Hey," sagde han og gabte. "Hvad så?"

"Kan jeg være her i dag?"

"Ja, hvad er der los?"

"Kan vi lige gå ind?"

Vi satte os på hans sofa. Han gik ud i køkkenet og smurte noget morgenmad til os begge og lavede to kopper kaffe. Jeg vidste ikke helt hvad jeg lavede der, eller hvordan jeg ville få det bedre, men alt var bedre end at støde ind i Helena og Mia. 

"Hvad laver du her, så tidligt om morgen?"

"Jeg havde bare brug for at komme væk fra min far."

"Hvad da?"

"Han..." sagde jeg, og vidste ikke helt om jeg skulle fortælle ham sandheden. Henrik sad med store øjne og ventede på at jeg skulle snakke. Jeg ville gerne fortælle ham hvad det var der skete derhjemme, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det. Hvordan skulle jeg starte?

"Ja?" sagde Henrik efter lidt stilhed.

"Han gik bare amok i morges. Han var pisse fuld, råbte og skreg, kastede med ting."

"Idiot."

Vi sad længe og så TV og tog alt for mange stoffer. Jeg glemte helt at tælle hvor mange baner jeg havde sniffet og jeg følte mig vred og aggressiv. Jeg følte at jeg havde lyst til at slå en eller anden. 

"Jeg skal hente Melanie i Randers om en time, så skal nok køre nu her," sagde Henrik pludselig.

"Kan jeg tage med? Har lige en jeg skal snakke med," svarede jeg og kom i tanke om det sidste Phillip havde sagt i fængslet. 

Jeg var helt oppe at køre på vej til Randers at Henrik blev irriteret. Han bad mig flere gange om at slappe af, og da jeg så sniffede endnu en bane i hans bil bad han mig bekymret om at stoppe, da jeg havde fået nok. Men kokainen var den eneste ting der kunne lindre smerten, både den psykiske og den fysiske. Jeg havde de værste billeder i mit hoved af min far, som kun forsvandt når jeg var på noget. Hash var ikke længere stærkt nok, som det havde været i starten af overfaldene. Stofferne var blevet stærkere og stærkere. 

Helena, Mia og Melanie kom gående sammen ud af hoveddøren fra skolen. Jeg hoppede nærmest ud af bilen og gik meget hurtigt hen imod dem. Jeg hev Helena i hendes trøje og trak hende til side. Mia og Melanie blev forskrækket og Henrik kom farende ud af bilen og gik hen imod os.

"Du har besøgt Phillip," skreg jeg. "Hvor længe?"

Helena kiggede helt rædselsslagen på mig og prøvede at slippe for at kigge mig i øjnene. 

"Hvor længe?!" skreg jeg endnu højere og kunne mærke hele skolegården kigge hen på os.

"Siden han blev sat ind," mumlede hun.

"Siden han blev sat ind? Det vil sige mens du var sammen med Jace?"

"Ja."

"Vidste du at han fik en til at gennembore din store kærligheds røvhul?"

Hun kiggede ned og jeg ruskede i hende.

"Du vidste det."

Jeg slap hende og gik to skridt tilbage. Jeg kunne høre en masse snakke og kiggede rundt. Der stod en hel kreds af elever om os.

"Du vidste hvad han gjorde, og alligevel besøgte du ham."

Hun svarede ikke men kiggede ned i jorden. Jeg var så rasende og virkelig skuffet. Jeg gik hen imod hende igen og kunne se hvordan hendes øjne blev store og fulde af rædsel. Jeg tog fat i hendes trøje og tog min mund hen til hendes øre. 

"Du kommer til at fortryde det," hviskede jeg. Jeg gik et skridt tilbage og lige i det hun kiggede op fløj min knytnæve hen imod hendes kæbe. Med det samme jeg ramte hende røg hun ned på jorden og jeg blev hevet væk fra hende af Henrik. Jeg havde det største smil på mine læber da jeg så at hun begyndte at græde. Mia og Melanie gik hen og trøstede hende og jeg blev smidt ned på jorden af Henrik. Jeg begyndte at grine hysterisk og alle kiggede stadig på mig. Jeg fik en lussing af Henrik men jeg kunne ikke stoppe. 

"Danny rejs dig op," sagde Henrik roligt.

Han hjalp mig op på mine ben igen. Helena kom farende hen imod mig og skubbede gentagene gange til mig så jeg gik flere skridt tilbage.

"Hvad fanden har du gang i?" skreg hun op.

"Jeg har bare indset at du er den største skank nogensinde," svarede jeg og grinte stadig. 

"Jeg er på ingen måde en skank!"

"Nej, så siger vi det. Du havde noget med to personer i fucking lang tid. Den eneste du prøver at overbevise er dig selv."

"Du ved intet! Jeg hader hvordan du tror at du ved alt! Du ved jo ikke en skid!"

"Du legede med min brors følelser, det er hvad jeg ved og det er det jeg har brug for at vide."

"Jeg legede ikke med hans følelser! Jeg elskede Jace, for fanden jeg elsker stadig Jace! At i deler udseende er det værste der nogensinde er sket for mig, især når du har den klammeste og ledeste personlighed der findes!"

"Prøver du at såre mig? Ikke mig der bad mig om at knalde dig for at du glemme ham!"

"Du tror fandme at du er så meget bedre end alle andre Danny, men du er ikke en skid. Du er en lille klam skørtejager. Du er så ussel at det er løgn!"

"Stop nu i to," sagde en lærer men jeg overhørte det.

"Du besøgte din eks, som skød din åh så store kærlighed?! Er jeg den eneste som er forvirret her?!"

"Du har aldrig nogensinde haft nogen som betød noget for dig, udover stoffer og random sex med hver anden tøs i Århus. Så du aner ikke noget som helst, hvordan det er at elske en anden person, end dig selv! Du tror at dit liv er så fandens hårdt, men du er bare en fucked up knægt der ikke ved hvad der er hårdt eller ej!"

Jeg kastede mig nærmest over hende så vi begge landede på gulvet. Jeg kunne høre at hun begyndte at græde og skrige og jeg blev endnu engang hevet væk af Henrik, men denne gang trak han mig ned til hans bil. Han smed mig ind på bagsædet og Melanie kom løbende hen imod os og satte sig på forsædet.

"Hvad sker der for dig?" skreg Henrik op så Melanie blev helt bange.

"Så fordi at hun er en tøs kan hun tillade sig at sige hvad end hun vil?" spurgte jeg.

"Jeg er lidt enig med Danny, men synes at du gik over stregen," afbrød Melanie. Vi begge ignorerede hende.

"Hun har besøgt Phillip, ham eks kæresten som skød Jace, i fængslet jeg ved ikke hvor mange gange siden at han blev sat ind."

"Det giver dig ingen ret til at banke hende sønder og sammen," sagde Henrik som var ved at falde en smule ned.

"Jeg rørte hende knap nok, så slap da af."

"Du skal til at passe på, inden at hele Århus og Randers ikke kan fordrage dig, Danny."

Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, men jeg begyndte at græde. Jeg faldt helt sammen og kunne mærke min krop falde sammen. Jeg gemte mit ansigt i mine arme og prøvede at stoppe, men kunne ikke. Henrik og Melanie sagde ikke noget, men kiggede bare på mig. De vidste nok ikke hvad de skulle gøre, og det vidste jeg heller ikke. Jeg havde aldrig brudt sammen før. Men alle følelser angreb mig på samme tid og jeg kunne ikke kontrollere dem. Jeg kunne ikke skille dem ad. Fortiden og Jaces død fór ind i mine tanker og ødelagde alt positivt der så end var tilbage. Jeg prøvede at stoppe med at græde, mest for min egen skyld. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke stoppe tårene, men måske var det hvad jeg havde brug for.

Jeg hørte Henrik starte bilen og inden jeg så mig om blev jeg båret op i hans seng hvor jeg hurtigt faldt i søvn.