Der gik tre dage før at jeg blev udskrevet, da nogle af lægerne skulle tage en masse blodprøver og teste om jeg ved ikke hvad, om jeg havde indre blødninger. Men der var ikke sket andet end at brækket håndled og nogle trykkede ribben. Mark hentede mig, og vi kørte hele vejen hjem uden at nogen af os sagde noget. Jeg havde sovet de tre dage væk, og kunne egentlig ikke huske hvad jeg havde lavet, men nogle af dagene var jeg vågnet op, grædende og var begyndt at ryste. Kort sagt, så havde jeg det ikke godt.
Da vi kom hjem, gik jeg hurtigt ind på mit værelse, og lagde mig ned i sengen, med dynen over mit hoved. Jeg lukkede øjne, og kunne mærke en smerte i mit bryst. Jeg kunne mærke hvordan tårer gled ned ad mit ansigt, og jeg tog mine hænder op til mine øjne og begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte mig værdiløs på alle måder. Jeg kunne ikke se nogen i øjnene, og jeg havde ikke snakket med nogen, ud over Mark. Jeg var bange for hvad der ville ske. Jeg savnede dengang, hvor jeg kunne skjule smerten med stoffer og sprut, men de dage var ovre. Jeg havde delt min hemmelighed med alle - eller det var i hvert fald hvad jeg følte.
Min skoleinspektør havde ringet til Mark, og spurgt ind til mig, hvor Mark så havde fortalt ham alt. Jeg havde fået lov til at bruge den tid jeg havde brug for, og gå året om hvis det var hvad jeg ønskede. Derudover havde han også spurgt, hvad han skulle sige til min klasse, hvor Mark havde svaret for mig: "Ikke sig noget." Jeg var så bange for, at når jeg endelig viste mig i den klasse igen, ville alle kigge på mig, og vide den hemmelighed, jeg havde gemt på, i over 7 år.
Jeg gik ud i køkkenet, og så at der ikke var en eneste. Jeg tændte lyset, og gik hen imod stuen, hvor al min mors sprut stod. Jeg tog en flaske vodka, og åbnede den og tog en ordentlig slurk. Jeg rystede mig på hovedet, da jeg havde slugt det og gik hen imod køkkenet igen. Jeg kiggede i skabet over komfuret, hvor alle piller vi havde stod. Der var hovedpinepiller, ppiller, antidepressive piller og dem jeg ledte efter - sovepiller. Min mor havde fået dem, efter Jace havde begået selvmord, men havde aldrig brugt dem, da hun altid faldt i søvn af alkohollen. Jeg tog hele glasset med ind på mit værelse, og hældte dem ud på min seng. Jeg tog endnu en slurk af vodkaflasken, og begyndte at græde.
Jeg ville væk. Jeg vidste inden i at jeg ikke kunne klare en retssag mod min far, og jeg var næsten sikker på, at jeg ikke ville være i live til den dag. Jeg kunne allerede nu se for mig, hvordan min far ville udnytte hvert sekund med mig, til jeg lå livløs et sted, hvor ingen ville kunne finde mig. Nok sige at jeg var stukket af eller en anden løgn. Jeg var bange for at sluge de piller der lå på min seng. Jeg havde ikke lyst til at tage dem, og så vågne op i et hospital. Men jeg havde heller ikke lyst til at vente på, at dette liv ville ødelægge mig endnu mere, end det allerede havde gjort.
Jeg gik hen til min computer, som stod på mit skrivebord, og tændte for noget højt musik, og så satte jeg mig ned på gulvet, med ryggen op ad min seng og mit ansigt vendt mod mit vindue. Jeg kunne se træerne vifte derude, og regnen lave en melodi på vinduet. Jeg prøvede at trække vejret langsomt, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg satte mig på knæ, nu med hovedet ved min seng, og fejede pillerne hen imod mig med mine hænder. Jeg tog en ordentlig håndfuld op i min højre hånd, og tog en slurk mere af vodkaen. Jeg kunne høre nogen banke på min dør, men jeg svarede ikke. Jeg følte ikke, at nogen kunne blive værre. Jeg tænkte ikke, men jeg ville bare væk.
Døren blev åbnet, men jeg så ikke hvem det var. Jeg stirrede kun på pillerne og vodkaen.
"Danny, stop!" råbte Agnete og løb hen imod Marks værelse. Jeg kunne høre hende råbe og skrige, og før jeg vidste det stod Mark også i døråbningen til mit værelse.
"Hvad har du gang i?" spurgte han, med en meget stille stemme.
Jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig, med store øjne og hans arme krydsede hinanden.
"Jeg kan ikke mere," græd jeg.
Agnete stod bag ham og gemte hendes mund med hendes hænder, mens hendes mascara gled med tårene ned ad hendes røde kinder.
"Jeg ved at det bliver hårdt, men husk på, hvor meget du hader Jace, for at forsvinde fra alle problemerne. At du synes at han er en kujon, en svindler og en dårlig bror."
"Han gik ikke igennem det samme!" råbte jeg. "Du kan ikke sammenligne mig med ham!"
Mark kom hen imod mig og tog langsomt vodkaflasken ud af mine hænder. Jeg begyndte at ryste, og vidste på ingen måde hvad jeg skulle stille op. Jeg ville tage den tilbage, men jeg krøb sammen på mit gulv. Jeg kunne mærke Mark hive mig op, og Agnete kom hen og gav mig et stort kram.
"Du bliver nødt til at sige til hvis der er noget du vil snakke om, i stedet for at gøre det her," sagde hun med gråd i hendes stemme. "Jeg vil ikke også miste dig!"
Da hun gav slip på mig, havde Mark allerede taget pillerne væk, og jeg satte mig ned på min seng og gemte mit ansigt i mine hænder. Jeg kunne mærke en hånd på min ryg og jeg kiggede op, og så Mark sidde ved siden af mig.
"Hvad har du brug for?" spurgte han.
"At komme væk," svarede jeg. "Væk fra det hele."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar