Bag facaden - del 9.

Jeg stoppede ikke kysset. Jeg var ikke til drenge, det vidste jeg godt, men jeg stoppede det ikke. Jeg prøvede at glemme at han var en fyr; det var ikke særlig svært med så meget alkohol og kokain i kroppen. Derudover ønskede jeg ikke at fortælle ham, at jeg ikke var Jace. Det ville skabe en akavet stilhed jeg ikke ville kunne bryde. Ikke engang med min charme, som folk så ofte snakkede om. Men mens vi kyssede, tænkte jeg over en masse ting. Havde Jace været sammen med ham her? Svaret virkede åbenlyst, men jeg kunne ikke helt forstå det. Jeg ville gerne finde ud af det.

Han tog sin hånd op på min kæbe og skubbede mig langsomt ned så han lå ovenpå mig. Det begyndte at virke meget underligt, men jeg ville ikke stoppe det. På en mærkelig måde nød jeg det. Jeg nød denne nærhed. Selv da jeg lige havde haft sex med Mia, følte jeg ikke dette. Mit hjerte bankede hurtigere og hårdere. Jeg kunne sværge at jeg følte at det var ved at banke sig vej ud igennem mit bryst. 

Mens han begyndte at tage på mig, og kysse mig på halsen begyndte jeg langsomt at stivne. Da han knappede mine bukser op og begyndte at trække mine bukser ned blev det endnu værre. Han vendte mig om, og mens han prøvede at hive mine underbukser ned slog det klik. Jeg sprang op, mærkede hvordan svedet løb ned af min krop. Jeg stormede ud fra værelset, iført kun min trøje og underbukser. Jeg kiggede ikke på nogen mens jeg gik ud. Mit blik var nede i jorden, hele vejen udenfor. Jeg gik ind i gyden hvor Mia og jeg næsten lige havde været og satte mig ned. Jeg rystede, men ikke pga. kulden. Jeg kunne mærke hvordan tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke stoppe dem. I disse sekunder kunne jeg ikke kontrollere min krop. Jeg kunne høre fodtrin komme tæt på mig, og kiggede op for at se Henrik stå med mine bukser. Jeg rystede på hovedet og begyndte igen at græde. Han gik ned på knæ og omfavnede mig. Han sagde intet og det var nok også det bedste. 

Henrik hjalp mig op, men jeg følte ikke at jeg kunne stå. Han hjalp mig med at få mine bukser på, og vi gik hen på samme bar hvor Mia, Sofie, Helena, Melanie og jeg havde siddet før festen. Han bestilte en cola og en øl og tvang mig nærmest til at drikke. 

Han kiggede på mig, med store bekymrende øjne. Jeg vidste at han ville vide hvad der var sket. Om fyren havde gjort noget. Men han lod være. Han var der bare, og det var nok. Jeg kunne mærke min telefon vibrere i min bukselomme.

"Hvad skete der?" spurgte Henrik pludseligt. Jeg begyndte at tørre mine øjne med mine ærmer. "Gjorde han noget?"

"Nej."

"Hvorfor helvede kom du så ud fra soveværelset i underbukser?"

"Det er ikke hans skyld, Henrik. Virkelig."

Jeg drak colaen. 

"Sikker?"

"Ja. meget sikker. Han har ikke gjort noget forkert. Jeg stoppede bare ikke i tide."

"Fortalte du ham at du ikke var Jace?"

"Nej."

"Det er fandme for dumt gjort, Danny."

"Som jeg sagde, det var min skyld. Ikke hans."

"Der er sket noget. Selv ikke efter det med Jace, Janine eller noget andet har jeg set dig græde. Så du skal fandme ikke fortælle mig at der ikke er sket en skid!"

Henrik hævede sin stemme. Jeg kiggede ned i bordet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"Jeg tror bare at jeg har fået for meget."

"Du har fået under en kvart af hvad du plejer. Du skal ikke lyve overfor mig."

"Jeg kan heller ikke fortælle dig sandheden!" råbte jeg, og næsten alle i baren kiggede. 

Henrik hev mig ud derfra, ud i sneen. 

"Gå op og fortæl den stakkels fyr at du ikke er Jace. Det er det mindste du kan gøre. Han sad helt ude af den da jeg hentede dine bukser. Alle deroppe tror fandme at han har prøvet at voldtage dig."

"Okay."

Vi gik derop. Men med det samme vi kom derop, gik jeg ud på badeværelset for at skylle mit ansigt. Jeg kunne høre en masse mumlende stemmer. Hvad de snakkede om, kunne jeg ikke høre, og jeg ville egentlig heller ikke vide det. Derefter prøvede jeg at finde fyren. Han sad stadig inde på Mikkels værelse, sammen med Melanie. Jeg bad Melanie om at gå ud og om at lukke døren på vej ud.

"Jeg er ikke Jace," sagde jeg. "Jeg er hans bror Danny."

"Giver mere mening," grinte han. "Jeg hedder forresten Victor."

Jeg satte mig ned ved siden af ham. Han virkede på ingen måde ude af den, hvilket overraskede mig. Men jeg vidste at hvad jeg skulle til at fortælle ham, ville ryste ham. Men inden jeg gjorde det, havde jeg nogle spørgsmål.

"Jeg kan..." begyndte jeg, og tænkte over hvordan jeg skulle sætte ordene sammen. "Forstå at du har været sammen med Jace. Mens han kom sammen med Francesca."

"Ja."

"Hvor... lang tid?"

"Før de kom sammen. Mens de kom sammen. Indtil han kom i fængsel. Siden har jeg ikke set ham. Men hørte at han kom ud... i midten af juli."

"Ja, det gjorde han."

"Han har ikke fortalt noget om mig, har han?"

"Nej."

"Er der andet du vil spørge om?"

"Hvad fortalte han dig?"

"Hvad mener du?"

"Han må da have sagt noget. Snakket med dig om noget."

"Der er meget."

Jeg kiggede ned i sengen. "Jeg vil gerne høre det hele."

Victor begyndte at fortælle, og mens han snakkede følte jeg at Jace stadig var i live. Jeg fik at vide at min bror ikke var homoseksuel, men at han havde brug for at prøve noget grænseoverskridende. Victor havde været en mandeluder, som Jace havde betalt i starten. Men Victor begyndte hurtigt at få følelser for Jace. Jace havde dog aldrig fortalt ham om Helena, hvilket overraskede mig. Men der var ikke så meget han kunne sige. For der var ikke rigtig andet. De havde haft et seksuelt forhold, som stoppede. 

"Men hvor er Jace?" spurgte Victor. 

"Død."

"Hvad?" Han smilede. Troede nok at jeg løj. Det ville jeg så inderligt ønske at jeg havde, men desværre var det sandheden. En sandhed jeg ikke kunne ændre.

"Han tog sit eget liv for 15 dage siden."

Det var Victors tur til at græde. Jeg kunne ikke omfavne ham. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Normalt plejede folk at vide at Jace var død. Men Victor rejste sig op og gik ud på badeværelset, hele tiden med hovedet ned i jorden, så ingen kunne se hans ansigt. Jeg gik derefter ind i stuen igen, hvor alle dem jeg kendte sad. Jeg nænnede Janine i stuen, men ønskede ikke at sige hej til hende. Hun var ikke vigtig. Det eneste jeg kunne tænke på, var at få noget ind. Jeg lagde en bane på bordet og sniffede den. Derefter tog jeg en joint i skuffen og tændte den. Jeg stod lidt for mig selv. Jeg havde ikke den store lyst til at socialisere. Henrik sad og snakkede med Mia og Sofie, mens Melanie stadig kyssede med den samme fyr, som jeg havde set hende med ude på gangen. Jeg kunne dog ikke få øje på Helena, men hende bekymrede jeg mig slet ikke om. Jo længere væk hun var fra mig, jo bedre. 

Men lige pludselig kom Janine hen til mig. Hun tog jointen og tog et hiv, smilede, og gav mig den tilbage.

"Hvad skete der lige med dig og Victor?" spurgte hun grinende. Hendes øjne var helt røde, og man kunne se på hendes arm at hun lige havde stukket sig selv. Jeg svarede hende ikke, men tog et langt hiv. Koncentrerede mig meget om puste røgen ud i store cirkler.

"Gider du ikke snakke med mig eller hvad?"

Hendes stemme var en smule arrig.

"Nej."

"Hvad fuck har jeg gjort dig?"

"Burde du ikke bare koncentrere dig om din kæreste?"

"Hold op Danny."

"Og så Søren? Hvorfor er du sammen med Søren? Af alle mennesker!"

"Jeg har altid kunne lide Søren, og det ved du. Efter at hans kæreste havde fucked ham op, tog jeg mig af ham, og det slog bare klik. Vi blev forelskede. Jeg gider fandme ikke undskylde for at være blevet forelsket i ham, bare fordi det aldrig sker for dig."

Jeg havde lyst til at slå hende. Virkelig bare slå hende, men jeg lod være. Trods trippet kunne jeg kontrollere mig selv. Jeg lænede mig fremad, og hviskede i hendes øre:

"Fuck dig Janine. Fuck dig så hårdt."

Derefter gik jeg ud i køkkenet for at nasse en smøg fra en. Jeg fandt Melanie derude med en cigaret i hånden, som overraskede mig. Jeg vidste ikke om jeg en smule fortrød at tage hende med til denne fest. Men jeg skulle jo ikke styre hende. Hvis hun havde lyst til at have en vild aften, så måtte hun gerne det. Da hun så mig, kom hun hen til mig og gav mig et stort kram. Hun faldt nærmest hen imod mig. Hun kunne knap nok stå på sine egne ben. Jeg fik en cigaret af en af fyrene og tændte den. Derefter stod jeg sammen med Melanie og snakkede lidt.

"Hygger du dig?" spurgte jeg hende.

Hun nikkede og smilede. "Ja! Har aldrig haft det så sjovt før."

"Måske har du fået lidt for meget at drikke," grinte jeg.

"Måske. Havde du sex med en fyr her til aften? Det snakkede alle om."

"Nej. Det havde jeg ikke."

"Nå. Øv. Ville ellers gerne have en bøsseven."

"Det bliver så ikke mig," grinede jeg. 

Hun lænede sig hen og kyssede mig blidt på munden. "Du sød," sagde hun. Hun kyssede mig igen. "Jeg er glad for at jeg lærte dig at kende."

"I lige måde. Men hold dig kun til cigaretter og alkohol, okay?"

"Okay farmand," grinte hun, men i det samme hun sagde det, blev jeg stiv i kroppen. Jeg gik ind til Henrik og de andre, da Melanie fandt sin hygge ven, og kyssede videre med ham. Jeg satte mig ved siden af Mia og Sofie, som begge snakkede med to fyre der sad ved siden af dem. Jeg tænkte. Ikke på noget, men mine tanker var ikke tomme. Hele min krop var ved at blive svag, så jeg prøvede at finde noget mere kokain. Men kunne ikke. Jeg så Søren stå sammen med en anden fyr, så jeg gik hen til ham.

"Hey," sagde jeg.

"Fuck! Danny! lang tid siden," udbrød han og omfavnede mig. "Hvordan går det?"

"Pisse godt, skide fedt. Du har ikke noget på dig, vel?"

"Ikke noget coke min ven. Tror at Henrik har?"

"Nej. Ikke mere. Har du noget andet?"

"Jeg har noget E."

Han gav mig en pille og jeg slugte den uden noget. Jeg synes ikke at det virkede,  men pludselig kunne jeg mærke en ny energi i min krop. Jeg blev mere glad, og kunne ikke lade være med at smile. Jeg vidste udmærket at det ikke var sundt for min krop at blande så mange slags rusmidler, men jeg blev nødt til det. Jeg blev nødt til at glemme mit liv. 

Jeg svævede på en lyserød sky. Jeg dansede til det elektroniske musik med mange forskellige piger. Kyssede nogle af dem. Havde sex med en af dem på toilettet. Jeg tænkte ikke. Jeg festede uden at tænke, hvilket var en vidunderlig følelse. Men jeg begyndte pludselig at få en hovedpine og satte mig ned i sofaen. Mia og Sofie var der ikke mere, men Henrik kom hen og satte sig ved siden af mig. Han klappede mig på skulderen. Folk var begyndt at tage hjem da klokken nærmede sig syv om morgenen.  Henrik fortalte at Melanie og Sofie sov inde i hans seng. Helena var taget i byen sammen med nogle hun åbenbart kendte til festen, og Mia sov inde i Mikkels seng. Der var ikke nogen vågen, udover Henrik, som jeg kendte. Janine og Søren var taget hjem. Samme med Victor. Jeg havde ikke set ham siden at han gik ind på toilettet. Jeg valgte også at gå i seng. Jeg var ikke træt, men jeg følte mig svag. Henrik hjalp mig ind i Mikkels seng, og lagde mig ved siden af Mia som snorksov. Jeg lukkede derefter mine øjne og faldt meget hurtigt i søvn.

Pigerne tog hjem før jeg vågnede. Jeg sov hele dagen, og faldt også i søvn om aftenen og lige pludselig var det søndag. Jeg følte mig ikke frisk, men heller ikke sløj. Jeg valgte at pakke de ting jeg havde hos Henrik og køre hjem. Det var sent om aftenen, så det eneste jeg ville var at komme hjem og spise noget. Jeg havde ikke spist siden fredag eftermiddag og kunne mærke sulten. Min mave rumlede hele vejen hjem, og da jeg stod i køkkenet hos mig selv, kom min mor gående. Hun sagde ikke noget til mig. Kiggede ikke engang. Hun tog et glas vand og så gik hun igen. Agnete eller Mark var allerede gået i seng. Jeg kunne ikke se min far nogen steder. Jeg tog en masse ting i køkkenet og gik ind på mit værelse for at spise det. Jeg lå og spiste mens jeg så TV, men faldt til sidst i søvn.

Jeg kunne mærke en hånd på min hals, og inden jeg rigtig nåede at vågne var min mund tapet så jeg ikke kunne skrige. Jeg havde ikke hørt ham. Det var de værste nætter. Nogle gange hørte jeg hans fodtrin ude på gangen, og jeg kunne nå at gemme mig. Gemme mig så han troede at jeg ikke var hjemme. De værste nætter var disse - jeg kunne ikke gøre noget. Han var for stor - for stærk. Han hviskede de samme trusler i mine ører som altid. Hvis jeg fortalte nogen det, var jeg død. Han tog mit tøj af, og havde bundet mine hænder sammen på ryggen. Jeg græd højlydt. Prøvede at råbe, men der kom ingen lyd ud. Jeg prøvede at lukke øjnene, tænke på noget andet. Men dette var noget jeg ikke kunne forsvinde fra. Jeg kunne ikke slippe tanken fra hvad han var igang med. Da han trængte sig ind i mig, græd jeg. Jeg skreg, græd. Prøvede at komme fri, men der var ingen vej ud. Han holdt mig nede, pressede mit hoved ned i puden. 

Da han var færdig, bandt han mine hænder fri og hev tapen fra min mund væk. Jeg lå der bare, med lukkede øjne. Jeg turde ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke tænke klart. Det eneste jeg kunne var at være vågen hele natten. Jeg turde ikke falde i søvn igen. Jeg havde ikke lysten til at leve. Den havde jeg aldrig haft. Men jeg var bange for at dø, selvom at jeg var sikker på, at ingen ville savne mig.