Bag facaden - del 21.

Jeg kørte hele vejen til Horsens og da jeg ankom til statsfængslet bankede mit hjerte meget hurtigt. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle spørge om eller om jeg overhovedet kunne få lov til at se ham. Jeg vidste ikke engang om jeg havde lyst til at høre svarene som Phillip havde. 

Da jeg kom derind spurgte jeg med det samme om besøgstider og betjenten sagde at den indsatte skulle udfylde en blanket, som så skulle sendes. Fuck var min eneste tanke. Betjenten kiggede dog på mig, og spurgte hvem jeg skulle besøge. Da jeg nævnte Phillips navn, kiggede han undrende på mig. 

"Vent lige," sagde han og det gjorde jeg. Der gik ikke lang tid før at han kom igen og bad mig følge efter ham. Jeg blev ført hen til et stort rum med en masse stole og borde. I det ene hjørne var der en masse børnelegetøj hvor i det andet hjørne var en sofa med et fjernsyn. Væggene var hvide og gulvet mørkegråt. 

Han bad mig sætte mig på en af stolene og vente. Jeg kiggede rundt. Der var ikke særlig mange i rummet udover en mand som havde besøg af hans kone eller kæreste, samt to små børn. 

Betjenten kom efter et kvarter ud med Phillip, hvis øjne blev store da han så mig. Han så skræmt men alligevel rolig ud. Han gik langsomt hen imod mig, og satte sig overfor. Betjenten gik væk og vi var alene. Phillip sagde ikke noget, men kiggede bare alvorligt på mig. 

"Hvad laver du her?" spurgte han endelig, efter en meget lang stilhed.

"Jeg vil gerne spørge dig om noget."

"Spørg løs."

"Fik du en til at voldtage min bror?"

Phillip kiggede med meget store øjne, men resten af hans ansigt var følelsesløst. 

"Ja," svarede han koldt. Der var et lille smil i hans mundvige. Jeg prøvede at bevare roen og ikke flippe ud, hvilket jeg vidste var, hvad han ønskede.

"Hvor længe?"

"Det sidste år han var der."

"Hvorfor?"

"Jeg håbede at han begik selvmord, som jo egentlig lykkedes."

"Han har aldrig gjort dig noget."

"Han tog Helena fra mig."

"Hun er bare en pige."

"Hun er ikke bare en pige. Du ved ikke hvad du går glip af. Hendes kys, hendes krop. Hendes bløde hud der gnider sig op og ned af din. Du ved intet. Hun er ikke bare en pige, hun er pigen."

"Men hvorfor ødelægge hans liv, for en pige?"

"Du er vidst meget indebrændt, er du ikke?"

Jeg lod være med at svare. Jeg prøvede at trække vejret dybt men jeg følte at det eneste jeg havde lyst til, var at smadre hans ansigt synder og sammen. 

"Hvad hedder han?"

"Hvem?"

"Ham der voldtog min bror."

"Mikkel Andersen. Han bor i Viby, i ungdomsboligerne. Nummer 34, tror jeg. Medmindre at han er flyttet."

"Tak."

"Hils Helena, og sig tak for sidste besøg."

Jeg nikkede og rejste mig op. Jeg gik ud, uden at se ham i øjnene. Da jeg kom udenfor, trak jeg vejret dybt men jeg slappede ikke af. Jeg så en væg og slog min knytnæve ind i den. Jeg kunne høre en - eller flere - knogler brække og jeg skreg af smerten. Men jeg kunne mærke en ro inden i mig. Jeg tog mig ved håndledet, med min anden hånd, og prøvede at puste på den, selvom at jeg udmærket godt vidste, at det ikke hjalp noget. Men jeg tog ikke på skadestuen, ikke endnu. Jeg skulle til Århus med det samme og det kunne ikke gå stærkt nok. Så jeg satte mig ind i min bil, sniffede en bane og kørte hen til hvor Phillip havde sagt, at Mikkel boede. Jeg kiggede på navnene ved nummer 34, og fandt det hurtigt. Jeg ringede på dørklokken og en lys mandestemme svarede.

"Hvem der?"

"En gammel bekendt," svarede jeg.

Han lukkede mig ind, og jeg ledte længe efter hans dør. Men pludselig kunne jeg se en høj, brunhåret dreng stå i en døråbning. Han havde store grønne øjne som matchede hans grønne bandtshirt. 

"Jace?" sagde han og jeg kunne se rædslen i hans øjne. Jeg skubbede ham ind på værelset, uden at tænke over smerten i min højre hånd. Han prøvede at låse sig inde på sit badeværelse, men jeg var hurtig og satte en fod i klemme, mens han prøvede at smække den. Derefter skubbede jeg den hårdt op. Han sad i et hjørne på badeværelset.

"Lad være. Jeg beder dig, lad være."

"Lad være med hvad?" spurgte jeg meget roligt.

"At gøre noget."

Jeg vidste ikke helt om jeg ville gøre noget. Han var meget større end mig, men alligevel frygtede han mig.

"Hvorfor gjorde du hvad Phillip bad dig om?"

"Jeg var broke og skyldte penge. Han lovede at betale dem."

"Så du ville ødelægge en drengs liv for at redde dit eget."

Mikkel rejste sig op og så mere rolig ud. Jeg gik ud fra badeværelset og kiggede på hans værelse efter noget skarpt. Jeg fandt en fiskekniv og tog den. Jeg gik så ud på badeværelset igen og gik meget hurtigt over imod ham. Endnu engang kunne jeg se rædslen i hans øjne.

Jeg satte kniven på hans strube, selvom at jeg nærmest skulle stå på tæer for at nå. 

"Jace er død," sagde jeg. "Han kunne ikke klare det. Det som du gjorde imod ham."

"Hvis Jace er død, hvem fuck er du så?!" skreg han.

"Dit værste mareridt," svarede jeg og tog mit knæ og bankede det op mellem hans ben. Han faldt ned på knæ og jeg sparkede ham gentagene gange i maven. Jeg så en kost ude i hans gang og hentede den, mens han lå på alle fire. Da jeg kom derud igen sparkede jeg ham endnu engang i maven. Han blev ved med at skrige at jeg skulle stoppe. Jeg tog kosten og slog hen over hans ryg så han faldt ned på maven. Jeg hev hans bukser af og han strittede meget imod. 

"Lad være," bad han men jeg lyttede ikke.

Jeg borede kosteskaftet ned i hans røv mens han skreg  smerte hvorefter jeg knækkede det af. Han græd. Tårer løb ned ad hans kinder. Jeg kunne se at hans røv blødte og jeg smed resterne af kosten og gik ud derfra. Jeg gik med hurtige skridt ud ad dørene og hen til min bil, hvor jeg satte mig ind. Nu skulle jeg på skadestuen. Men jeg kørte ikke til Århus, da jeg var bange for at møde Mikkel der, når han endelig kunne få fat på en telefon. Jeg tog til Randers skadestue.