Jeg drømte om Jace der svævede mellem liv og død. Jeg var der sammen med ham, holdt hans hånd i bilen mens han forsvandt langsomt hen. Han undskyldte mange gange, bad mig om at tilgive ham men jeg kunne ikke. Jeg kunne tilgive hans egoisme, trods hans smerter. Jeg kunne ikke se mig i øjnene hvis jeg gjorde, for jeg ville tilgive ham for at være svag.
Men livet er ikke noget for mig. Livet er ikke for alle. Jeg har virkelig prøvet at være stærk, i alt for lang tid, men jeg kan ikke mere.
Jeg huskede tydeligt nogle af de sidste ord han havde skrevet til Helena. Jeg rystede af forarg og væmmedes ved tanken om hendes blonde hår og blå hende. Jeg kunne ikke klare hendes udstråling og hendes naivitet. Jeg kunne ikke klare hendes person, som hun stod og prøvede at lege bedrevidende. Jeg gøs og begyndte at åbne mine øjne. Jeg havde helt glemt, i mine dybe tanker, at jeg lå i Henriks seng. Da jeg havde åbnet mine øjne, var værelset helt mørkt. Først troede jeg at det var gardinerne der var rullet for, men jeg kiggede ud og himmelen var mørk, hvis man så bort fra de få stjerner der glitrede på nattehimmelen, og en store runde måne som var gemt væk bag en masse skyer.
Jeg rejste mig op fra sengen og strakte mig så lang jeg var. Jeg åbnede stille døren ind til stuen og kiggede ud hvor jeg så Henrik sidde og holde om Melanie. Begge deres blikke var på fjernsynet som stod ved siden af døren, jeg var ved at åbne, men med det samme jeg stod i døråbningen kiggede de på mig.
"Godmorgen," grinte Henrik og jeg håbede inderligt at de havde glemt episoden tidligere, selvom at jeg havde mine tvivl.
"Hvad er klokken?" spurgte jeg midt i et gab og kiggede på det store ur der hang over sofaen. 21:55.
"Du har sovet i cirka 7 timer," sagde Henrik. "Har du brug for at lift hjem?"
"Nej, det er okay. Kunne godt bruge en rask gåtur."
"Er du sikker?"
"Ja," sagde jeg og gik ud og gangen hvor min jakke hang og mine sko stod. Jeg tog dem på, sagde farvel og gik udenfor. Det sneede en lille smule og der kom en kold brise en gang i mellem. Jeg gik mod Skejby med langsomme skridt da jeg egentlig ikke ønskede at tage hjem. Hele dagen var forsvundet fra mig og jeg ønskede virkelig i det stykke tid jeg gik, at jeg bare kunne forsvinde. Jeg havde ikke lyst til at dø, men jeg havde ikke lyst til at leve. Jeg havde ingen empati for nogen og jeg følte at jeg kun tænkte på mig selv. Jeg følte mig egoistisk, selvom at jeg vidste at det på en måde var løgn. Jeg tænkte på andre, ellers var det måske mine tanker der spillede mig et puds. Jeg ville gerne tænke på andre, end på mig selv. Jeg ville gerne bevise overfor en, at jeg var en godt menneske. Men det var svært, at finde den ene person jeg kunne stole på. Hun var der nok et sted. Imens jeg gik i mine egne tanker, kom jeg i tanke om Denise. Jeg havde savnet hende, men alligevel ikke haft hende i tankerne i et stykke tid. Jeg overvejede at ringe til hende, spørge om jeg kunne crashe der, men jeg turde ikke.
Turde ikke. Jeg følte mig som en tøsedreng der skulle få huller i ørene. Jeg overbeviste mig selv om, at bare fordi at hun ville sige nej, betød ikke, at hun ikke brød sig om mig. Men jeg ringede ikke til hende. Mit ego havde ikke brug for en afvisning.
Da jeg gik inde i bymidten så jeg en lille bar der havde åben. Jeg valgt at gå derind, med kun et mål - ikke at sove hjemme i min egen seng. Jeg gik op i baren og bestilte en øl, mens jeg skimte rummet, men der var ingen der fangede min interesse. De alle så kedelige ud, men det var nok fordi at jeg havde Denise i mine tanker. Jeg endte med at snakke med bartenderen, som til sidst gav mig gratis drinks. Han vidste ikke hvem jeg var, men det var også en bar jeg aldrig havde været på før. Jeg kunne ikke mærke at jeg blev fuld, men da lysten efter kokainen kom, blev jeg nødt til at gå ud på toilettet, og der kunne jeg mærke hvordan alkohollen havde trådt i kraft. Jeg vaklede hen imod toilettet og prøvede at koncentrere mig om at holde balancen.
Da jeg havde sniffet min bane sad jeg på toiletgulvet og lænede mig tilbage mod væggen. Der kom flere mænd som bare kiggede mærkeligt på mig, men de sagde ikke noget. Selvom at jeg kunne mærke mine øjne rulle rundt i mit hoved, spurgte de ikke om jeg var okay. Det var ikke fordi at jeg havde lyst til at de skulle til mig, men en smule interesse i andres menneskers liv, når de ikke så ud til at have det okay, var hvad der bevarede min tro på menneskeligheden.
Men pludselig kom bartenderen ind og prøvede at hjælpe mig op.
"Hvor bor du?" spurgte han.
"Ingen steder."
"Du må vel have et hjem."
Jeg rystede på hovedet og han hjalp mig om bag baren. Han satte mig ned på gulvet og prøvede at få mig til at fokusere.
"Er der nogen jeg kan ringe til, som du måske kan sove hos? En ven, veninde eller kæreste? Måske dine forældre?"
"Denise," svarede jeg uden at tænke mig om. Hun havde været i mine tanker hele aftenen, så da han spurgte, var det hendes navn der kom frem.
Jeg gav bartenderen min telefon og lukkede mine øjne, men han slog mig blidt på kinden og bad mig vågne. Derefter kunne jeg høre at han ringede til Denise. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, da jeg lige så stille faldt mere og mere i søvn.
"Hun henter dig," sagde han og ruskede lidt i mig. "Men du bliver nødt til at holde dig vågen."
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, før at jeg så Denise med en fremmed mand og kvinde på baren. Jeg regnede med at det var hendes forældre, og bartenderen hjalp mig ud i bilen, sammen med den fremmede mand. Jeg havde en dårlig fornemmelse i maven, skyld i at jeg skulle ødelægge deres aften fordi at jeg blev en smule for fuld. Men jeg var åbenbart ikke fremmed for dem. De vidste hvad jeg hed.
Da jeg sad i bilen var jeg bange for at de spurgte hvor jeg boede. Jeg var bange for at de ville køre mig hjem, og efterlade mig det sted, hvor jeg havde det værst. Mit hjerte bankede hårdt og jeg begyndte at trække vejret alt for hurtigt.
"Hey, hey Danny kig på mig," hørte jeg Denise sige og jeg åbnede mine øjne. Jeg så hende for mig og hun sendte mig et stort kærligt smil.
Jeg rystede mit hoved og fik stukket en flaske vand i hånden sammen med to piller.
"Tag det her," sagde en fremmed kvinde, som var Denises mor. "Så får du det bedre."
"Hvad er det?" mumlede jeg og prøvede at sætte mig lige op, da jeg nærmest lå halvt ned på bagsædet i bilen.
"Det er bare nogle hovedpinepiller og noget vand," svarede Denise og jeg kunne mærke hendes hånd ved mit håndled. Jeg drak vandet og tog pillerne, men jeg fik det ikke bedre med det samme.
Bilen holdt stille og jeg tog selv selen af. Jeg følte mig en smule mere klar i hovedet, men jeg havde stadig ingen balance. Jeg blev hjulpet ind på et hvidt værelse. Der stod en halvandenmands seng i det ene hjørne, hvor jeg blev sat og jeg kiggede rundt. Det havde et sort lagen samt en krøllet sammen dyne, med blomstret betræk. På væggen over sengen var en masse billeder og breve som Denise nok havde modtaget. Der stod en reol skråt overfor sengen med et meget dyrt spejlreflekskamera oven på. I hylderne stod der DVDer, CDer og bøger i stakkevis. Der stod en kurv med en masse ungdomsblade ved siden af og over kurven var hang der et stort fladskærms TV på væggen. I den anden ende var et hvidt skrivebord med en bærbar computer samt en sort kontorstol.
"Har du bedre?" spurgte Denise og lukkede døren. Hun trak et lille, hvidt firkantet sofabord frem, med et askebæger og tændte en cigaret til både hende og mig. Jeg tog smilende imod det og tog et hiv.
"Ja, tak," sagde jeg.
"Jeg henter lige et glas vand til dig," sagde hun. "Og en spand med vand, hvis du skal knække dig senere."
Hun satte cigaretten i askebægeret og gik, men kom hurtigt tilbage. Hun satte spanden ved siden af sengen og stillede vandet på sofabordet.
"Hvad lavede du på den bar?" spurgte hun.
"Drak," grinte jeg. "Hvad ellers skulle jeg lave?"
"Ja, det kan jeg da se," svarede hun smilende. "Men hvorfor på en mandag? Har du ikke en skole at skulle passe."
"Jo, det har jeg vel."
"Henrik fortalte mig hvad der skete ved skolen i dag."
"Jaså?"
"Hvad skete der, tiden at du gik så meget amok på den stakkels pige?"
"Hun er ikke nogen stakkels pige. Hun har fortjent det hele."
"Hvem er hun?"
"Min brors eks kæreste."
"Hvis hun er din brors eks kæreste, hvorfor er du så sur på hende?"
"Det er en meget lang historie."
"Du vækkede mig klokken tre om natten, jeg tror nok godt at jeg kan holde ud at høre den."
Jeg tænkte mig ikke om da jeg begyndte at snakke. Jeg tænkte ikke, at hun på ingen måde vidste som helst om mig. Men hun sad stille og kiggede på mig med store øjne. Hun lyttede og var interesseret i hvad jeg havde at sige.
"Min bror, Jace, begik selvmord lidt over en måned siden. Kulilteforgiftning. Han kom sammen med hende pigen, som hedder Helena. Der skete en masse mens de havde noget kørende, især fordi at Helena kom sammen med en, ved navn Phillip. Phillip skød min bror, truede ham på livet og fik... en til at voldtage ham, da han sad i fængsel. Jeg havde ikke noget imod hende, inden at han dræbte sig selv. Men her for nyligt fandt jeg ud af, at Helena havde besøgt Phillip mens hun kom sammen med Jace. Jeg burde være ligeglad, men min bror betød alt for mig. Han var den eneste jeg kunne snakke med og den eneste som kendte til mine dybeste hemmeligheder. Hvis man kendte os, ville man ikke tro det, men vi var tættere på hinanden end nogen nogensinde ville kunne være. Jeg blev så sur over at hun nærmest havde været Jace utro, med den fyr som havde gjort livet ulideligt for min bror og at jeg var meget høj, gjorde ikke mit temperament meget bedre."
"Du føler at Helena tog Jace fra dig?"
Jeg nikkede.
Hun sagde ikke noget men lagde bare armene om mig. Hun gav mig et varmt knus og jeg tog armene om hende. Jeg nød hendes selskab. Jeg nød at hun var så rolig og ikke dømte mig på nogen måde, trods mine tåbeligheder.
"Hvorfor snakker du ikke med nogen om det, som f.eks. dine venner?"
"Hvilke venner?" spurgte jeg. "Jeg har ikke nogen, da jeg smed dem alle væk, fordi at jeg hellere ville have stofferne end et socialt netværk. Somme tider, føler jeg at jeg har smidt det hele væk."
"Hvor startede du egentlig med at tage stoffer?" spurgte hun og jeg fik en klump min hals.
"På grund af nogle ting som skete derhjemme."
"Det må være slemt, hvis du begyndte at tage stoffer på grund af det."
"Det er det også."
"Er?"
Jeg følte med det samme at jeg allerede havde sagt nok. Jeg fortrød at jeg ikke havde snakket i datid. Jeg følte at hun vidste min hemmelighed, jeg følte mig ydmyget og pinlig berørt. Jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at trække vejret hurtigere.
"Sker det i din familie stadig?"
"Somme tider."
"Kan du ikke flytte?"
"Det har jeg på ingen måder råd til. Min børneopsparing i væk og min SU rækker kun til transport og stoffer."
"Kan kommunen ikke give dig et tilskud?"
"Ikke når jeg er 21."
"Er du 21?!"
Jeg kiggede irriteret på hende.
"Helt seriøst, det vidste jeg ikke. Jeg troede max at du var 18."
"Ja, den har jeg hørt før."
"Jeg kan slet ikke tænke på, hvad der er sket i den seneste måned. Det må være hårdt at miste sin bror og sin bedste ven."
"Jeg tror at stofferne lammer mine følelser, for at være ærlig. Jeg føler ikke den smerte, som mange har spurgt til. Jeg kan se, hvad der er sket med min familie. Hvor meget min mor lider, hvor meget min søster lider. Men jeg kan ikke mærke den på min egen krop."
"Jeg kender desværre alt til stoffer," sagde Denise og sendte mig et lidt skævt smil. "At have en bror som er pusher er heller ikke det letteste. Men kan på ingen måde sammenlignes med hvad du går igennem."
"Ved dine forældre hvad Henrik laver?"
"Ja," svarede hun. "De prøver stadig at hjælpe ham, og få ham ud af det miljø. Jeg håber bare, at nu hvor han har fundet en sød pige, at han stopper."
"Melanie?"
"Ja. De har åbenbart noget meget seriøst sammen. Han elsker hvordan hun er så uskyldig."
"Du er meget tæt på ham?"
"Ja, meget. Han er meget overbeskyttende da jeg er den eneste søster han har, som kan være en smule irriterende. Men han betyder al verden for mig."
Vi lagde os begge i hendes seng under dynen og begyndte at se fjernsyn, selvom at det var sent. Jeg lagde armene om hende og hun smilede til mig. Jeg faldt hurtigt i søvn men med en god mavefornemmelse. Min plan om at ikke sove hjemme, havde virket, selvom at det ikke havde været i min vildeste fantasi at ende hjemme i Denises seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar