"Hvad?" mumlede jeg. Det var det eneste jeg kunne sige. Jeg kunne slet ikke opfatte hvad det var, der skete. Jeg kunne slet ikke tænke klart. Var personen i båren Janine? Det kunne det ikke være, jeg havde... ikke set hende siden Michael var gået derop med hende. Det hele gav mening nu, på en eller anden mærkelig måde. Jeg troede at jeg vidste hvad der skete, men det gjorde jeg endnu ikke."Danny har ikke gjort det," sagde jeg, og kiggede op på den ældre politimand, der havde fulgt mig derhen. "Han var slet ikke til stede, da det skete."Politimanden kiggede forbavset på mig. "Hvordan ved du det? Jeg troede ikke at du vidste hvad der var sket?""Jeg så Janine gå op ovenpå sammen med sin kæreste, og på det tidspunkt var Danny ikke ankommet til festen. Jeg var ret fuld, men jeg husker det skam," begyndte jeg. "Michael var den eneste der kom ned, og jeg så hende ikke resten af natten. Jeg tænkte ikke rigtig over det på det tidspunkt. Men det er ikke Danny. Jeg tror at hendes kærestes venner prøvede at sætte mig op på overfaldet da..." Skulle jeg fortælle det? Skulle jeg fortælle min affære med Janine?"Da hvad?"Jeg kiggede ned i gulvet. "Da jeg var sammen med Janine hele aftenen, også før festen startede, og det var ikke kun som venner.""Jalousi," sagde politimanden og trykkede på en knap. "Send Danny herind. Vi skal have fat på Johns søn."Jeg prøvede at skjule et lille smil. Michaels far var politimand, hvilken ironi, da hans søn var ude i stoffer. Men jeg tænkte med det samme tilbage på, at det var Janine der lå på den båre. Tankespillet begyndte igen. Hvad var der sket deroppe siden at Michael var gået sådan amok?"Du tror på mig?" sagde jeg, og kiggede på den ældre politimand."Det er ikke første gang Michael er gået lidt amok på Janine," svarede politimanden. "Det er dog første gang at hun er endt på hospitalet, og at han har sagt at det var en anden.""Hvis det ikke er første gang, hvorfor sidder han så ikke inde nu?""Janine blev ved med at sige, at hun faldt eller var kommet til skade, på en anden måde. Hun meldte ham ikke, så selvom at alle vidste hvad der foregik, kunne vi ikke anholde ham, uden nogen meldte ham. Alle hans venner er bange for ham, så de turde selvfølgelig ikke gøre det."Wow. Det var det eneste jeg kunne tænke. Jeg havde slet ikke troet at Janine ville være i et voldelig forhold. Hele min verden bristede på en halv dag, og jeg kunne slet ikke fatte det. Jeg kunne slet ikke klare så mange forandringer på så kort tid. Min bror var stofmisbruger, hende jeg havde været forelsket i siden 7. klasse lå på hospitalet, min bror var blevet meldt, jeg havde prøvet alkohol, hash, cigaretter og kokain på en dag. Hvad skete der? Men jeg var overrasket over at min krop havde taget stofferne så godt, som de nu havde. Danny kom ind ad døren, og gav mig det største kram nogensinde. Jeg kunne ikke lade være med at overhøre en af politimændene hviske: "De ligner fandme hinanden på en prik.""Kan vi gå?" spurgte Danny, og jeg kunne høre hvor ivrig han var for at komme væk derfra. Politimanden nikkede, og Danny hev mig nærmest ud af politigården. Jeg troede at vi skulle hjem, men det var ikke hans planer. Han hev mig hen til en bus, og vi tog bussen. Jeg vidste ikke hvor vi skulle hen, og selvom at jeg plagede om at få det at vide, ville han ikke fortælle mig det. Vi stod af, og jeg genkendte stedet med det samme. Det var der vi havde været sammen med Michael. "Hvorfor er vi her?""Jeg forklarer det derinde," svarede han. Jeg vidste ikke hvorfor vi der. Michael havde jo advaret os om dem, men jeg kunne ikke stole på noget han havde sagt nu. Vi ringede på, og ventede udenfor. Det var den samme fyr der hentede os, men denne gang virkede han mere imødekommende. Han smilede og så mere... menneskelig ud, og ikke noget taget ud fra en dårlig vampyrfilm. Da vi kom derind, mødte vi de to andre, der også så mere imødekommende ud. Jeg kunne slet ikke følge med i, hvad der foregik."Michael er en svindler," begyndte den blege fyr, der hed Søren. "Han spurgte om han måtte købe noget, og jeg sagde ja, hvis han havde en anden med. Han vidste ikke at vi kender Danny dog. Da Danny skrev til mig, mens i var på vej væk, og fortalte hvad Michael havde sagt, blev jeg simpelthen så sur!"Der var en kort pause, og den ene af fyrene begyndte at rulle en joint. Ham der ikke rullede jointen gik ud på toilettet, og Søren begyndte at snakke igen."Danny skrev til mig, lige inden politiet ville snakke med ham. Han vidste at Michael, og hans venner, ville hænge ham op på hvad han selv havde gjort. Men den fyr har virkelig ingen nosser.""Men hvorfor er jeg her?""Inden Michael snakkede med sine venner, vidste han kun at du eksisterede. De tog den forkerte tvilling. De troede at han hed Danny, da ingen til festen anede hvad du hed.""Hvordan ved du det?""Fordi at en af Michaels såkaldte venner, er en af mine venner. Kontakter du ved."Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad jeg skulle sige. Men jointen gik på runde. Jeg overvejede lidt at lade være med at tage et hiv, men efter denne nat, følte jeg, at jeg havde brug for det. Jeg følte lidt, at jeg straffede min far, men han var nok ligeglad. Han tænkte alligevel ikke på andre end ham selv, og så Mark. Men det var min krop det gik ud over, men jeg var ligeglad.
Da vi gik ud derfra, havde jeg virkelig brug for at snakke med Danny, under fire øjne. "Du har vidst set en anden side af mig," begyndte Danny. Det var som om, at han kunne læse mine tanker. "Jeg havde håbet at du aldrig havde opdaget det. Mere af alt, havde jeg håbet, at du aldrig var taget med Michael, aldrig havde røget eller sniffet. Du er min bror for fanden. Du er den gode tvilling.""Det lyder som en dårlig film," svarede jeg.Vi satte os ned ved det nærmeste busstoppested, og var meget heldige, da i det vi satte os, begyndte det at regne."Hvad skete der inden festen startede?"Jeg fortalte ham det hele. Jeg følte at jeg ikke kunne stoppe, da jeg havde startet. Denne aften virkede bare helt urealistisk i mit hoved. "Hvornår startede dit...?" jeg kunne ikke sige misbrug. Det lød så forkert."Siden far slog mig første gang et halvt år siden," svarede han."Han har slået dig?"Danny nikkede og kiggede ned på sine sko. Han bevægede sine fødder, og trippede lidt med dem. "En del gange.""Hvor har du ikke sagt noget?""Jeg turde ikke. Han undskyldte altid bag efter. Gav mig penge for at holde kæft, som endte hos Søren. Stofferne er det eneste der lindre smerten, J. Det hus... jeg kan ikke holde det ud. Mor prøver at få vores familie til at være den mest perfekte familie i hele Århus, hvis ikke i hele Danmark. Men det er den ikke. Slet ikke! Mark knalder med en gift kvinde og mor går ud og drikker." Han holdt en pause, for at holde tårerne tilbage. "Jeg vil væk derfra. Men jeg har snakket med kommunen, og de tror ikke på mig. Da far fandt ud af at jeg havde inddraget kommunen, blev han stik tosset. Hvis mor ikke havde gået ind ad den dør, ved jeg ikke hvad han kunne finde på. Han er skør. Når jeg bliver ældre, når jeg bliver stærkere..." jeg kunne høre hans stemme blive mere arrig, og han knyttede sine næver. "Jeg hader ham!"Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Al for meget information på en gang.
Vi tog ikke hjem, men hen til hospitalet. Jeg blev nødt til at se Janine, og ønskede inderligt på, at hun måtte få besøg, og hun var ved bevidsthed, så jeg kunne snakke med hende. Jeg havde brug for at snakke med hende. Derudover kunne jeg ikke tage hjem, efter det Danny havde fortalt mig. Jeg havde ingen respekt til overs for min far, som om jeg havde haft det før. Men jeg kunne slet ikke se ham i øjnene mere. Ikke efter hvad han havde gjort mod Danny. Vi ankom til hospitalet, og jeg spurgte i receptionen efter efter Janine. Hun var heldigvis i bedring, så jeg kunne godt se hende, efter politiet havde snakket med hende, som var derinde nu. Så Danny og jeg sad udenfor hendes værelse, og ventede. Jeg blev helt ivrig for at se hende. Jeg havde aldrig følt på denne her måde før. Var jeg forelsket? Var dette den følelse, som alle snakkede om? Hvis det var, forstod jeg dem nu. Hvilken fantastisk følelse det var. Ens hjerte hamrede hurtigere når man se hende, og jeg blev helt mundlam når jeg så hende. Det var en fantastisk følelse, og jeg var nærmest irriteret over, at der skulle være så meget drama om det. At hun skulle ende på hospitalet. Det gjorde så ondt.Da politiet gik ud, gik jeg hurtigt ind, og hun så helt overrasket ud, da hun så mig. Men hun begyndte at smile. Jeg gav hende et stort kram, og satte mig i stolen ved siden af hende."Jeg troede ikke at du ville komme," sagde hun.Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hendes ansigt. Det var helt forslået. Begge hendes øjne var ved at tage farve, og hun var blevet syet i panden. Jeg var sikker på, at hun havde set meget værre ud, og at blodet var blevet tørret væk. Endnu engang stak det mig ind i brystet. At jeg ikke gjorde noget. Men hvad skulle jeg have gjort?"Hvad skete der?" spurgte jeg. Mest af ren nysgerrighed, da det vigtigste var, at hun var okay. Hun tog en dyb indånding."Jeg hev Michael med op," startede hun, og kunne se og høre på hende, at det var svært for hende, at snakke om. "Han troede selvfølgelig at vi skulle knalde, selvom at jeg havde sagt at jeg bare ville snakke med ham. Vi satte os ind på mine forældres soveværelse, da der var nogle der knaldede på mit."Jeg kunne se hvordan hun ihærdigt prøvede at holde tårerne inde, men alligevel trillede de stille og roligt ned ad hendes kinder. Jeg havde aldrig set hende så sårbar før."Jeg slog op med ham. Jeg var bange, og det havde jeg god grund til. Han ville vide hvorfor jeg ikke ville være sammen med ham mere. Jeg fortalte ham, at jeg havde fundet en anden, som ville behandle mig meget bedre, end han nogensinde havde gjort. Han blev arrig."Mit hjerte sank. Hvem var denne fyr? Jeg havde i tanker om mig selv, men jeg troede ikke rigtig på, at jeg var personen hun var faldet for. Hun havde jo kun snakket med mig i dag. Men så igen, jeg var faldet for hende. Man kunne vel kalde det, kærlighed ved første ord."Den anden fyr er dig, J. Selvom at jeg ikke ved hvad du hedder, selvom at jeg ikke kender dig al for godt, så var det dig."Hun satte mig på sengekanten, og hun tog fat i mig, og nærmest hev mig ned til hende. Hun kyssede mig intenst, og jeg havde ikke lyst til at det skulle stoppe. Hun begyndte at knappe min skjorte op, men denne gang gik det hurtigt. Da hun havde knappet den op, tog jeg den af, og vi begge gik nedenunder den tynde dyne hun lå med. Hun begyndte derefter at knappe mine bukser op, og rev dem nærmest af mig. Jeg havde troet at jeg skulle miste min mødom på et hospital. Men det gjorde jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar