Jeg blev slæbt udenfor for at 'få noget frisk luft' i den anden ende af skolen. De begyndte at spørge hvad der var sket, men jeg lyttede ikke rigtigt. Den eneste følelse jeg havde i min krop var vrede. En vrede jeg ikke kunne kontrollere. En vrede, som jeg ønskede ville forsvinde hurtigst muligt.
"Hvad skete der derinde?" spurgte min biologi-lærer som var en høj, tynd middelaldrene mand med skæg og toupé. Han havde altid en hvid-strøget skjorte på, sammen med et par mørke cowboybukser. Hans ånde lugtede altid af snus og hans negle var altid rene og nyklippede. Han var en fin mand som nok havde det bedste temperament på hele skolen, hvis ikke i hele Randers.
"Ingenting."
Jeg kunne ikke svare ham. Jeg ville ikke snakke eller forklare noget som helst, men jeg vidste at han ikke ville lade mig gå ind i klasselokalet før jeg havde gjort det.
"Jeg synes at du skal gå på til Susanne. Få dig en kop kaffe, slappe lidt af. Så kom tilbage når du er klar," sagde han smilende og gav mig et klap på skulderen. Derefter gik han indenfor igen. Der var ingen andre udenfor. Alle var til time. Men jeg valgte at gå op til Susanne, mest for at få gratis og god kaffe, som ikke blev købt i automaten i kantinen.
Jeg bankede på døren og gik ind. Susanne var skolepsykologen som også ordnede ens SU. Jeg havde aldrig rigtigt snakket med hende før, men det var en god undskyldning for ikke at sidde i klasselokalet. Hun var en lille dame i midten af 40erne. Hun havde altid en lang kjole på med tykke sorte strømpebukser og lange læderstøvler. Hun var altid smilende og var nærmest gode venner med alle eleverne.
"Hej Danny," sagde hun og rejste sig op for at give mig hånden. Derefter satte jeg mig i stolen overfor hende, hvor der kun var et hvidt skrivebord imellem os. Hun slukkede hendes computerskærm og tog et sip fra hendes kaffe som var i et hvidt krus med ordene "verdens bedste mor" på.
"Hvad bringer dig så her?" spurgte hun.
"Jeg blev bedt om at komme af Jørgen."
"Vil du have noget? Te, kaffe, vand?"
"Kaffe, tak."
Hun fandt et krus frem og hældte op. Jeg tog et sip af den brandvarme kaffe, og satte mig tilbage i stolen. Den var ikke behagelig at sidde i, men jeg tænkte ikke rigtig over det. Jeg tænkte egentlig kun over hvorfor jeg sad i den, foran en skolepsykolog. Jeg forstod ikke helt hvorfor jeg var taget herop og ikke bare hjem.
"Jeg er ked af at høre om Jace. Det må være hårdt for dig at miste en bror på en så tragisk måde."
"Det var ikke en ulykke, men hans egen skyld. Hans eget valg. Jeg vælger ikke at tænke på det."
"Jeg hørte om episoden med Oliver Sørensen."
"Det tog ikke lang tid."
Hun holdt en pause for at drikke og jeg gjorde det samme. Jeg overvejede virkelig at gå. Jeg vidste ikke hvad det var der holdt mig tilbage. Jeg ville ønske at jeg bare kunne synke væk. Men Susanne sad og stirrede på mig med hendes store blå øjne og det gjorde mig utilpas.
"Hvad sagde han, siden du slog ham?"
"Han nævnte Jace. I en tone jeg ikke brød mig om."
"Så han sagde ikke noget ondt?"
"Han fortalte Helena at hendes døde kæreste ikke kunne beskytte hende mere."
"Helena var Jaces kæreste, ikke?"
"Jo."
"Er der noget du vil snakke om, Danny?"
"Egentlig ikke."
"Hvorfor er du her så?"
Jeg blev ved med at stille mig selv det samme spørgsmål igen og igen, men jeg kunne ikke finde et ordentlig svar. Jeg havde ikke nogen grund til at være der, men jeg havde heller ikke noget som jeg hellere ville. Klasselokalet virkede som et helvede og jeg ville ikke tilbage. Men jeg ville heller ikke hjem. Inderst inde vidste jeg slet ikke hvor jeg ville hen.
"Det ville være her eller til time."
"Du er ikke vant til at snakke om følelser, er du?"
"Det er ikke rigtigt noget jeg dyrker."
"Så du undertrykker dine følelser?"
"Det ville nogen nok sige."
"Alle har brug for at snakke om hvordan de har det."
Jeg var ved at blive sur. Jeg lænede mig fremad over bordet, og kiggede hende direkte ind i øjnene.
"Alle vil vide hvordan jeg har det, selv om at det er det dummeste spørgsmål nogen kan stille. Jeg mistede min bror for ikke særlig lang tid siden, kort tid efter at jeg selv havde taget en overdosis. Min familie er intet for mig, har de aldrig været. Den eneste der betød en smule for mig tog sit eget liv. Det er vidst meget åbenlyst hvordan jeg har det, synes du ikke?"
Jeg rejste mig op og gik ud af døren. Jeg kunne føle hendes øjne på mig mens jeg gik ud af døren. Jeg overvejede at smutte, men jeg tog ned til klassen. Jeg ville ikke vise at jeg svag, for det var jeg ikke. Det var i hvad fald det jeg ville bevise overfor mig selv.
Da jeg gik ind ad døren så jeg hurtigt Helena, Mia og Oliver. Deres øjne slap mig ikke mens jeg fandt en ledig plads ved siden af en pige fra klassen. Hun kiggede ikke på mig hvilket jeg synes var mærkeligt. Hun stirrede bare fremad. Jeg synes ikke at jeg havde set hende før, men så igen - jeg var der næsten aldrig.
Kort tid efter jeg var kommet, skulle vi arbejde i grupper. Vi skulle finde et stof og forklare dets virkninger på menneskets krop. Jeg kiggede på pigen ved siden af mig. Hun havde få fregner på hendes kinder og hendes rødbrune hår var sat op i en hestehale. Hun kiggede ned i hendes biologibog og begyndte at tage notater derfra. Det så ikke ud til at hun havde en gruppe.
"Skal vi arbejde sammen?" spurgte jeg.
Hun kiggede overrasket på mig. Hun nikkede stille med åben mund og jeg kunne ikke lade være med at smile.
"Danny," sagde jeg og gav hende hånden, som hun tøvede med at tage. Men til sidst gjorde hun, hvorefter hun nærmest hviskede hendes navn. "Melanie."
"Hvorfor har jeg ikke set dig før?" spurgte jeg.
"Du ligger nok ikke mærke til intetsigende og stille typer. Bare et gæt."
"Det er svært at lægge mærke til stille piger."
Vi satte os i et tomt klasselokale på skolen og begyndte at snakke om alt andet end projektet. Jeg fandt ud af at hun var den yngste i klassen med en alder på kun 17, men snart 18. Hun havde sprunget 7. klasse over i folkeskolen. Hun havde ikke rigtig nogle hobbyer og deltog aldrig i klassens fester eller begivenheder. Hun følte sig udenfor. Derudover fortalte hun også at hun var overrasket over at jeg faktisk snakkede med hende, da hun havde set mig som en arrogant populær type.
"Jeg hørte at du slog Oliver," sagde hun mens vi fulgtes hen til kantinen for at spise frokost. Biologitimen var slut og vi havde en lille halv time til at spise frokost før den næste time startede.
Det sneede udenfor men vi satte os alligevel derud, da jeg havde brug for at ryge. Jeg havde taget nogle af Mias cigaretter og en lighter da jeg ikke havde kunne finde min egen.
"Må jeg spørge om noget?" sagde Melanie og jeg kunne se at hendes hænder rystede.
"Ja da. Vær' ikke genert."
"Hvorfor hænger du ud med mig og ikke dine venner?"
"Hvem skulle mine venner være?"
"Mia, Helena... og dem."
"De er ikke mine venner."
"Jeg troede at Mia var din kæreste."
Jeg begyndte at smile og tog et hiv af cigaretten.
"Langt fra."
Det var første gang at jeg så et smil komme fra hendes fyldige læber. Jeg studerede hendes ansigt grundigt.
"Vil du med hjem til mig efter skole og få afsluttet biologiprojektet?" spurgte hun. "Det er til på onsdag jo."
"Det vil jeg da gerne."
Hun smilede. Hun var en meget stille og rolig pige, slet ikke dem jeg plejede at hænge ud med. Hun var genert, men meget smuk. Dagen gik meget langsomt da jeg egentlig bare glædede mig til at komme hjem til hende. Jeg kunne ikke fordrage biologi, men dette emne var noget jeg vidste noget om. Hun kunne helt sikkert alle de biologiske faktorer, hvor jeg kunne forklare effekten.
Selvfølgelig havde Melanie valgt kokain af alle rusmidler vi kunne vælge imellem. Vi sad nede i stuen ved spisebordet. Hun boede sammen med hendes forældre og storebror lidt udenfor Randers, i et gammelt hus. Indretningen var meget gammeldags. Deres stue var meget lys, men de havde ikke en fladskærm, men et gammelt TV fra 90'erne.
"Okay så det vi er nået frem til er at når kokain indtages virker det stimulerende på centralnervesystemet. Vi har jo ikke en skid," sagde Melanie irriteret.
"Når man indtager kokain begynder ens puls og åndedræt at blive hurtigere. Din krops temperatur stiger, og ens lyst til mad og søvn forsvinder. Du får en helt ny form for energi."
"Okay, det er godt. Hvad mere?"
"Dine følelser bliver forstærket. Især bliver du irritabel, rastløs og vred."
"Ved du mere? Hvor lang tid varer ens trip?"
"Det kommer meget an på om du ryger det, eller om du sniffer det."
Hun kiggede på mig. Jeg vendte mit blik ned i bordet og begyndte at tegne tændstikmænd. Jeg vidste ikke hvad det var hun tænkte, men jeg vidste, at jeg ikke ville kunne lide det.
"Du har prøvet at tage det, har du ikke?"
"En smule," løj jeg.
"Hvornår tog du det sidst?"
"Det ønsker jeg ikke at svare på."
Hun ændrede hurtigt emnet igen.
"Er der nogen psykiske eller fysiske skader ved at indtage kokain?"
"Ja."
"Hvilke?"
"Søvnforstyrrelser. Manglende energi. Du bliver ked af det, irriteret. Har ikke lyst til sex. Vred."
Der var en pause mens hun skrev notater. Derefter læste hun lidt i bogen, og skrev lidt mere. Der var en 10 minutters stilhed imellem os, hvor jeg bogstavelig talt trillede tommelfingre. Hun skrev meget hurtigt i hånden. Hun var lidt gammeldags. Hun var nok den eneste i klassen der ikke ejede en computer, og som heller ikke havde brug for en.
"Vi skal bare lave en planche nu, og øve hvad vi skal sige."
"Okay."
"Du har brug for en cigaret, har du ikke?"
"Lidt."
"Så lad os gå en lille tur. Jeg kunne også bruge lidt frisk luft."
Så det gjorde vi. Det var koldt at gå og ryge, især når man havde glemt sine handsker, men det var rimelig hyggeligt. Melanie var meget let at snakke med.
"Hvorfor vil du ikke fortælle mig hvornår du sidst har taget kokain?"
"Jeg kan ikke se hvor relevant det er. Hvorfor vil du vide det?"
"Jeg har bare aldrig set det, eller været sammen med en der var på det. Du kan godt høre at jeg lever det vilde liv, ikke?" grinte hun.
"Der er intet vildt ved det. Hvis jeg havde kunne ændre noget, ville jeg aldrig være startet med at ryge eller tage kokain."
Hun sagde ikke mere. Men trangen til et fix blev stærkere. Vi gik i over en time og jeg talte nærmest de resterende meter hen til min bil hvor der lå nogle få gram tilbage.
"Vent her, jeg kommer ind om lidt," sagde jeg.
Hun smilede og gik indenfor. Jeg begyndte at lede og fandt dem hurtigt i handskerummet. Mens jeg lagde en bane ud på en af skolebøgerne på bagsædet, blev der banket på ruden. Udenfor stod Melanie med et bekymret ansigt. Hun rystede på hovedet. Men jeg sniffede banen, om hun så på eller ej. Da jeg kom ud af bilen kiggede hun på mig, med det samme ansigtudtryk som da jeg sniffede.
"Virker det? Rusen? Er du glad, hyperaktiv? Kan du mærke hvor dum du er?"
"Jeg kører."
"Nej. Lad være. Undskyld! Men, det er bare så dumt. Det du gør imod din krop. Men kom med op."
"Med op?"
"Ja, på mit værelse."
Vi gik ovenpå. Hendes værelse var rimelig kedeligt. Der var mange bøger, en dobbeltseng, et skrivebord og et skab hvor der var tøj. Der var ingen plakater på væggene, som var helt rene og hvide.
Vi satte os på hendes seng. Men så så jeg et stort fladskærms TV der hang på væggen. Nedenunder var en CD afspiller på et lille apotekerbord. Hun kiggede intenst på mig i længere tid, hvor hun kiggede ned på mine hænder, og derefter tog min hånd. Derefter lænede hun sig frem og kyssede mig blidt på læberne. I få sekunder vidste jeg ikke om jeg skulle gengælde kysset eller trække mig tilbage. Det venskab jeg troede at jeg kunne have med en pige, var allerede ødelagt. Så jeg kunne vælge mellem at ødelægge et begyndende venskab og gøre hele situationen akavet, eller have sex med en smuk pige. Det var vidst ikke svært at vælge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar