Jeg følte igennem hele timen, at jeg havde ADHD. Jeg kunne ikke side stille og mine fødder trippede. Jeg var overrasket over at jeg ikke fik nogle mærkelige blikke sendt igennem klassen. Jeg kunne ikke koncentrere mig hele timen, det eneste jeg havde lyst til var at løbe. Jeg var dog glad for at dette var en introduktions dag, hvor vi bare skulle have bøger. Så når denne time var slut, kunne jeg endnu engang slappe af, og ikke tænker over, om hun så mig. Selvom at jeg ikke ville blive opdaget af hende, kunne jeg ikke lade være med at stirre. Hun sad ved siden af den pige, som jeg til at starte med, havde fundet den eneste attraktive pige i hele klassen. Men hun var nærmest luft for mig nu. Det var mærkeligt at sidde og se hende. Det blonde hår. Den flotte timeglasfigur. Jeg havde drømt om hende, det sidste 1½ år. Hver evig eneste nat, ville jeg ønske, at jeg havde gjort alt anderledes. Jeg rystede tankerne ud af mit hoved om hende. Jeg ville ikke tænke tilbage til den tid, hvor jeg lærte hende at kende. Jeg ville ikke tænke, men jeg kunne ikke stoppe. Det var lige som når jeg lå i min seng, og dagen var forbi. I dette øjeblik, ville jeg ønske at jeg ikke var i skole, men derhjemme, hvor man ikke kunne blive smidt ud for stofbesiddelse. Jeg var ikke clean, det havde jeg ikke været siden jeg var 15. Jeg havde prøvet i hærdigt at stoppe, men det er ikke let, når ens liv er hårdt. Det er ikke let at slippe det stof, der får ens dag til at se lysere ud. Danny turde ikke sige hej til nogen, for min skyld. Han vidste at hvis hun fandt ud af, at han eksisterede, ville hun stille spørgsmål omkring mig. Jeg ville ikke udsætte ham for det, jeg ville ikke ødelægge hans liv, med mine fejltagelser. Jeg vidste, at på et eller andet tidspunkt, blev jeg nødt til at fortælle hende hele sandheden. Jeg blev nødt til at fortælle hende det! Jeg havde en stor diskussion indeni mit hoved. Skulle jeg fortælle hende det nu, eller vente til hun så mig. Skulle jeg tage affære, eller skulle jeg lade det ligge, indtil jeg så hendes øjne lande på mig, i fortvivlelse og had. Jeg kiggede over på Danny, hvis øjne var boret til hende med den lyserøde computers røv. Jeg smilede. Han havde ikke ændret sig, og det elskede jeg ham for. Selvom at han havde haft så mange nedture igennem hans liv, havde han stadig hovedet oppe. Jeg ville ønske at jeg så så let på livet, som han gjorde. Somme tider ønskede jeg, at jeg var ham. Ikke fordi at hans liv var lettere, men fordi at han skjulte sine følelser. Det var som om, at han lagde sine følelser i en lille æske, og lukkede dem inde. Måske tog han den lille æske frem når han var alene, det vidste jeg ikke. Men jeg, jeg kunne ikke skjule min sorg, min angst. Jeg tænkte for meget på fortiden, at jeg helt glemte at leve i nuet, at jeg helt glemte at tænke på min fremtid. Jeg følte at min fortid hele tiden kom og bed mig i røven. Måske var det derfor at alt gik galt for mig. Jeg havde en følelse af, at alt gik galt i hvert fald. Men sådan har de fleste det vel, i dårlige perioder, i deres liv. Jeg følte bare at denne dårlige periode havde varet i 6 år, og ikke tog nogen ende.Jeg sad med et papir foran mig, og en kuglepen i hånden. Jeg begyndte at tegne mine tanker væk. Jeg kunne ikke tegne, så det var ikke noget at prale af. Jeg tænkte bare på andre ting mens jeg tegnede. Det var for det meste tændstikkemænd, der lavede de mest skøre ting, der kom på papiret. Derudover også nogle hjerter og stjerner. Det var som at gå i folkeskole igen. Dog brugte man ikke papiret dengang, men ens hånd og arm. Jeg kom altid hjem fra folkeskolen med armen fuld af tegninger. Nu var halvdelen af mine overarme bare tatoveret. Danny lå med hovedet nede i hans arme, og jeg kunne høre hans mumlen. Han var faldet i søvn. Det var også lang tid siden, at han skulle stå så tidligt op. Jeg grinte lidt af ham indeni, og skubbede blidt lidt ham. Han puffede mig væk, så jeg lod være med at vække ham. Mine tanker fra virkeligheden var dog kommet tilbage, og der var ikke mere plads på papiret. Jeg havde endda dækket bagsiden. Tiden sneglede sig fremad. Jeg kunne ikke vente til at komme væk fra skolen, og ikke gispe efter vejret af ren nervøsitet. Solen skinnede udenfor, og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg sad i et skoldhed klasselokale sammen med næsten 30 andre elever. Men det var mærkeligt at være ude i det fri igen. Ikke at have øjne i nakken døgnet rundt, og pistoler sigtet på en, hvis man gjorde det mindste galt. Friheden var noget man holdt af, når man havde været sådan et sted. Medierne sagde, at fængsel var bedre end plejehjem. At de indsatte havde det bedre, end de ældre. Efter 1½ år i det helvede, måtte jeg le. Det var kun en uge siden, at jeg var blevet løsladt. Det var et held, at dette gymnasium ville tage mig ind så hurtigt, og endda uden at møde mig. Det var nok Dannys skyld, at jeg var kommet ind. Nok også derfor at han var sådan efter mig. Han ønskede ikke at se mig dumpe gymnasiet, ligesom jeg ikke ønskede at se ham dumpe."Det var alt jeg havde for denne gange."Lærerens ord fik Danny til at vågne med det samme. Det var rimelig sjovt at se, hvor frisk han blev, efter vi havde fået at vide, at vi havde fri. Vi var på vej udenfor, for at få vores smøg, efter en times konstant snakken fra vores lærers side. Vores tasker var fyldt med tunge bøger, og vi glædede os allerede til at skoleåret var slut. Hurtigere skoletræt kunne man vidst ikke blive, og undervisningen var endnu ikke begyndt før mandag. Det var dejligt lige at have en weekend til at gøre sig mentalt klar til et års hårdt arbejde.Ude hvor vi røg, kom hende med alle de lyserøde ting, hen imod os. Vi kiggede bag os, på samme tid, for at se om hun måske skulle hen til andre, men der var ingen. Da hun havde siddet ved siden af hende, troede jeg at det var derfor, så mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg kiggede ned på hendes hals, hvor en guld halskæde med navnet "Mia" hang. Jeg havde aldrig forstået de halskæder. Efter hende fulgte en anden mørkhåret pige efter, også med en navnehalskæde på, hvor der stod Christina."Vil i ikke med til fest i aften?" udbrød Mia, og jeg var lidt mundlam over hvor direkte hun var. "Det ville være ondt ikke at inviterer jer, selvom at i er nye i klassen."Danny kiggede på mig, og svarede så: "Gerne.""Fedt!" Mia gav mig et stykke papir. "Her er mit telefonnummer, og adressen. I kan bare komme hvornår i vil efter klokken syv."Danny hev papiret ud af min hånd, og kiggede på det og derefter op på dem, og sendte dem et flirtende smil. "Vi ses i aften."Pigerne gik fnisende væk, og jeg kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet. Danny havde nyt kød i sigte, og en fest med alkohol, det ville gøre hans jagt lettere. Jeg kunne allerede se for mig, hvordan han scorede dem, på første skoledag. Han var ikke normal, men charmerende måtte jeg, og 100 piger omkring i hele Danmark, nok indrømme at han var. Det var på en måde fascinerende at se på, hvordan han fik pigerne i en slags trance. Hvordan han charmerede sig ind på piger, bare med et smil. Jeg havde altid misundet hans evne, til at score så let. Jeg havde ikke haft nogen siden Janine. Der havde da været nogle meningsløse engangsknald, men det var det. Jeg savnede sex, men jeg savnede det med en jeg holdt af. En jeg faktisk følte noget for. Der ville jeg også ønske, at jeg var ligesom Danny. Kold i røven over hvem han knalder, og hvem han såre for den sags skyld.
Danny insisterede på at tage hjem til Søren efter skole. Han havde ikke set ham i lang tid, og eftersom at jeg var den eneste der havde kørekort af os to, blev jeg nødt til at bøje mig. Søren var dog flyttet i lejlighed med hans kæreste, og de ventede et barn. Stofferne var væk fra hans blod, og han var en ændret mand. Jeg var stolt at han havde ændret sig så meget, at han var stoffri, stoppet med at ryge. Han var endda blevet veganer. Hans kæreste havde ændret ham, selvom at hun også have været afhængig af et stof. På en måde glædede jeg mig til at se Søren igen. Måske kunne dette motivere mig, til at stoppe. Jeg havde mine tvivl, men man kan jo altid håbe på det bedste. Søren boede i et 3 værelses rækkehus i udkanten af Århus. Jeg havde ikke set ham i flere år, så dette var på en måde mærkeligt. Alle detaljer om hans liv, havde jeg hørt igennem Danny. Vi ringede på, og en høj, og velformet mørkhåret pige, med en stor gravid mave, åbnede døren. Hun smilede, og lod os komme ind, hvis vi tog vores sko af. Sko af? Det var det eneste jeg lige kunne tænke. Sidst jeg havde været hos Søren skulle man beholde sine sko på, hvis man ikke ville træde på cigaretskod."Danny! J! Lang tid siden." Søren kom hen imod os, med et bredt smil på hans læber. Han havde taget meget på siden at jeg havde set ham sidst, men det klædte ham.Vi var der ikke i lang tid. Danny var utålmodig, og havde selvfølgelig lyst til en smøg. Vi tog hjem til Århus, for at smide vores ting, og tage et bad, hvorefter turen endnu engang gik til Randers. Den var ikke syv, slet ikke. Vi havde en del tid at slå ihjel inden vi skulle til festen. Vi overvejede at tage ud og spise, men vidste ikke helt hvor det skulle være. Det var heldigvis fredag, så der var flere barer der havde åbent. Vi parkerede, og gik ned ad gaden for at finde et sted at spise og derefter at sted hvor vi kunne drikke inden festen startede. Danny snakkede om, hvor pinligt det ville være at være de første til festen. Der var altid gang i fester, 2-3 timer efter de startede. Men lige meget hvor meget mad jeg fik, eller hvor meget alkohol jeg fik skyllet ned, inden vi ville tage en taxi til festen, kunne jeg ikke stoppe mig selv, fra at tænke, om hun ville være det. Jeg overvejede at lade som om, at jeg var for fuld til at tage af sted, da det var al for risikabelt. Jeg vidste dog, at Danny ville regne det ud, og endnu engang snakke med mig om, hvordan jeg skulle konfrontere mine fejltagelser, og tage konsekvenserne med oprejst pande. Men det var lettere sagt end gjort. Efter hvad jeg havde gjort imod hende, kunne jeg ikke engang se hende i øjnene uden at bukke under.________________________
2½ år siden, følte jeg mig ensom. Jeg kunne ikke snakke med nogen, og jeg kunne slet ikke se nogen i øjnene. Jeg var så langt væk. Jeg havde en depression, mine børn var ikke engang noget lyspunkt i mit liv mere. Jeg søgte trygheden et sted, hvor ingen skulle se mig i øjnene, mens jeg snakkede med dem - internettet. Det var mit eget frirum, hvor jeg kunne være hvem jeg ville være. Jeg kunne lyve overfor folk, jeg ikke anede hvem var, og som aldrig nogensinde ville møde mig. Jeg fandt en god hjemmeside. Jeg ville ikke se ud som nogen anden, så billederne var af mig. Det var et samlingssted for unge, men de brugte det mest til at date nogen. I den tid, var siden meget i medierne, fordi at pædofiler brugte den, til at anskaffe unge piger. I mine øjne var de piger meget naive. Jeg havde aldrig været en stor tilhænger af internettet, men jeg vidste at man aldrig skulle tro på, hvad nogen fortalte en. Men det var skam ikke fordi at det ikke var sådan i den virkelige verden. Det bedste ved internettet var, at man kunne skjule sine følelser. At sætte følelser ned på skrift, kan narre hvem som helst. Især godtroende idioter, som ikke kunne vidste hvad der virkelig skete ude i den store verden. Deres største problemer var nok, om deres forældre ville lade dem gå til en koncert med et eller andet hyklerisk band. Jeg oprettede en bruger. Siden hed Arto, og det gør den vel stadig. Jeg havde den ikke i mere end et par timer, før desperate piger skrev til mig, gav mig komplimenter om mit udseende. Det var alt det samme, og det kedede mig. Jeg følte mig lidt som Danny på det punkt, omringet af desperate naive piger, som var 2-3 år yngre end mig. Jeg svarede dem. At være uhøflig ville aldrig passe mig. Jeg ville have for dårlig samvittighed. Men den side, var omringet af liderlige tøser. Efter en halv dags skriveri frem og tilbage, ville de allerede mødes med mig. Jeg ønskede medlidenhed, det var derfor jeg var derinde, ikke sex. Efter Janine sagde sex mig ikke noget. Men jeg ville ikke have medlidenhed af hvem som helst. Jeg ville finde en, jeg kunne fortælle min historie til, uden at blive dømt som en dårlig person - og værst af alt - en dårlig far.Der var en pige der skrev til mig derinde. Hendes navn var virkelig kikset, da hendes brugernavn var noget med dinosaurer. Jeg havde altid troet på, at de eksisterede. Jeg var ateist, og så egentlig kun religion som et evigt problem i menneskeligheden. Men jeg begyndte at skrive med hende. En hel del.
RAVRimadinasaur skriver:Du ser bekendt ud. Har jeg set dig før?mynameisgenius skriver:Jeg tvivler. Men man ved jo aldrig.
RAVRimadinasaur skriver:Jeg hader at skrive herinde, har du ikke MSN?mynameisgenius skriver:Jeg plejer ikke at give den ud til fremmede.
RAVRimadinasaur skriver:Jeg hedder Helena, er 15 år gammel, bor i Randers. Jeg er på arto for at møde nye mennesker, men er ved at give op. Det er som om at alle er idioter herinde. Måske er du en undtagelse? Hvem ved? Jeg skriver hvad jeg tænker, og er ikke bange for at sige min mening. Jeg bliver al for let forelsket, og selvom at fyre gang på gang sårer mig, kan jeg ikke lade være. Man kan ikke kontrollerer følelser.Er jeg stadig fremmed?
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive. Hun var så direkte, og slet ikke som alle de andre piger. Jeg kunne lide hende, på en eller anden mærkelig måde. Hendes billeder var også anderledes. Hun turde godt sætte billeder ind, hvor hun var beruset. Hvor hun ikke lignede en supermodel, som på alle de andre billeder. Platinblond hår og blå øjne, det var som om at hun passede ind til at være den typiske pige i den moderne tid. Jeg gav hende min MSN. Vi skrev sammen, egentlig om ingenting. Vi skrev sammen hele natten, og da jeg skulle af sted i skole, blev jeg nødt til at give hende mit nummer. Hun var blevet endnu et stof, i min samling af afhængigheder. På en nat, kendte jeg hende. Men jeg var i stand til at kontrollere mine følelser. Jeg ville ikke opleve endnu en "Janine". I skolen blev jeg opdaget flere gange, da jeg havde min mobil fremme. Jeg kiggede konstant på den, og kunne ikke forstå hvorfor at Helena ikke svarede mig. Jeg var helt væk. Hvordan kunne en pige, jeg slet ikke kendte, allerede betyde så meget for mig? Dette var endnu en Janine, endnu en besættelse. Jeg burde få hende ud af mit hoved, men så igen. Jeg skulle aldrig møde hende. Hun ville aldrig komme helt tæt på mig. Det lettede mig på en eller anden mærkelig måde. Hun svarede mig ikke, før klokken blev to om eftermiddagen. Åbenbart tager folkeskolelærere ens telefon, hvis man skriver i timen - og bliver opdaget. Jeg havde helt glemt hvordan det var at være i folkeskole. Timerne var lettere, men lærerne var ikke ligeglade med at man kom, det var sværere at pjække. Endnu engang skrev vi sammen, og stoppede kun når vi skulle spise med vores aftensmad med familien. Jeg vidste næsten alt om hende. Det var som om, at hun havde ledt efter mig, for at finde ud af, at hun var okay. Hendes selvtillid var mere i bund, end min nogensinde havde været. Jeg havde ondt i hende, og sætningen "du er god nok" kom al for ofte i vores samtaler. Vi skrev en hel del, og hun åbnede sig mere og mere for hver dag. Månederne gik, bare med samtaler over arto og over mobilen. Det var hende jeg havde manglet i mit liv, trods at det var omvendt. Jeg hjalp hende. Selvom at jeg havde ledt efter en, der kunne hjælpe mig. Men på en eller anden måde, hjalp det mig. Jeg kunne hjælpe et andet menneske. Jeg smilede mere end jeg nogensinde havde gjort. Det hele lysnede for mig igen. Men jeg kunne ikke stoppe med stofferne. Jeg kunne ikke slippe denne falske glæde, de gav mig. Men hun var speciel.Hun begyndte at snakke om en fra Sjælland. Patrick var hans navn. Han havde vist stor interesse for hende, men hun vidste ikke om hun var noget værd. Åbenbart var han i et lille kendt band, og rimelig kendt i Danmark i hendes omgangskreds. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men Helena var meget forelsket i ham, men jeg tror mere at det var for hans berømmelse. Det at han kendte en hel del, der gjorde hende tiltrukket af ham.Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg vidste at være sammen med ham, ikke ville styrke hendes selvtillid. Hvis han var så kendt, som hun nu engang påstod, ville han nok have piger omkring ham. Jeg fandt ham hurtigt på Arto, og skrev til ham. Han var en flink fyr, og det irriterede mig på en mærkelig måde. Han snakkede næsten kun om Helena, og hvad hun havde sagt om ham. Jeg turde ikke sige, at hun havde lav selvtillid, hvis han nu ville misbruge det. Men det var som om, at Patrick og jeg blev venner på en måde. Den måde, man nu kan være venner, uden at have mødt hinanden.Helena skulle være sammen med Patrick fra fredag til lørdag. Hun skrev hele tiden til mig, og sendte endda billeder af forskellige sæt tøj jeg skulle vurdere. Jeg følte mig en anelse, som en pige, eller som hendes bitch. Men det var en fantastisk følelse, at være noget for nogen. En følelse jeg havde savnet.
Det var lørdag aften. Jeg ventede utålmodigt på en SMS fra Helena. Det var det eneste jeg kunne tænke på. Det gjorde mig en smule bange, at en næsten fremmed pige, kunne gøre mig mere glad end mine egne børn. Det var en uhyggelig tanke, men siden jeg begyndte at skrive med hende, var jeg også blevet en bedre far. Jeg brugte tid med dem, selvom at jeg ofte sad med min telefon imens. Min mor havde også sagt, at hun så noget anderledes ved mig, selv min følelseskolde far, kunne se det. Jeg havde aldrig været god til at skjule følelser for nogen. Det var dog ikke fordi at jeg prøvede at skjule dem, men jeg var ofte som en åben bog. Det havde Danny altid sagt. At alle kunne læse mig, lige meget hvilket humør jeg var i. Det var derfor at jeg elskede internettet, hvor ingen kunne se hvad jeg følte. De kunne kun se det, hvis jeg skrev det. Det gav mig denne ro inden i mig selv, at Helena ikke vidste, hvor ødelagt jeg var. Hun vidste egentlig ikke noget om mig, udover de små facts man normalt fortæller. Jeg havde endda fortalt hende mit navn. Normalt gik jeg under navnet J, fordi at det var simpelt. Men hun kendte mit navn. I starten troede hun at det blev udtalt på en helt anden måde end det bliver, men heldigvis kunne jeg rette hende.Min telefon bippede. Hun havde skrevet:
Du havde ret. Han var en idiot. Kun ude på at bruge mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar