Jeg var dog meget glad for at Mia ikke var i sit normale snakke humør. Jeg havde ikke brug for en prædiken om liv og død. Dét som alle gav mig. Især når de snakkede om Jace. Han er et bedre sted nu, kom de altid med. Skulle det få mig til at få det bedre med hans død? At vide at han lever i sus og dus, ryger joints med Gud eller hvad fanden der ellers sker når man dør. Nej. Det hjælper ingenting at fortælle mig hvordan han har det nu. Han skulle lide, hvis det stod til mig. Lide mere end nogen anden. Det han har gjort hernede var utilgivelig.
Jeg begyndte stille og roligt at tage tøj på. Normalt ville Mia sige noget, spørge hvor jeg skulle hen, men ikke denne gang. Det gjorde mig en smule nervøs men jeg viste det ikke. Jeg var ikke vant til at vise andre følelser end benægtelse og arrighed. Jeg tror aldrig at jeg havde grædt foran nogen som helst. I hvert fald ikke siden min far slog mig for første gang. Jeg så i det sekund da jeg havde fået mine sko på, at min mobil var gået død for strøm. Jeg sukkede dybt og satte mig ned på hendes seng igen, ledte efter hendes oplader som var i en stikkontakt ved siden af sengen. Det var det heldige ved at hun havde samme mobil som mig.
"Skulle du ikke gå?" spurgte hun. Iskold. Hun var ikke sig selv. Jeg blev endnu mere nervøs. Havde jeg gjort noget? Jeg havde da ikke ændret mig på nogen måde. Måske var det hvad der var galt. De følte måske ikke at jeg angrede over min brors død. Jeg burde ikke tænke over hvad andre tænkte og snakkede om.
"Jeg har ikke mere strøm på," svarede jeg.
Hun mumlede noget som jeg ikke kunne tyde. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde brug for at være alene med mine tanker, alene med mig selv. Men jeg ville ikke gå nogen steder uden min telefon. Uden at jeg kunne ringe til nogen hvis der nu skulle ske noget.
"Jeg synes ikke at vi skal gøre det her mere, Danny," sagde Mia pludseligt mens jeg ventede på at kunne tænde min telefon.
"Hvorfor ikke?"
"Det synes jeg bare ikke."
"Der må da være en grund."
"Jeg er blevet vild med dig, okay? Er du glad nu?!"
Hun stormede ind på badeværelset. Lidt ligesom den aften, hvor hun holdt fest, men der var det Helena. Den første dag jeg nogensinde mødte Mia. Hun stormede derud lidt ligesom Helena gjorde i sin tid. Jeg fik det dårligt af at tænke på det. Jeg havde mest af alt ikke lyst til at tænke tilbage på dengang Jace var i live. Jeg havde ikke lyst til at tænke på noget som havde med ham at gøre. Men det var som om, at alt der skete i mit liv, kunne sammenlignes med ham. Jeg tog min mobil ud af opladeren og gik ud af lejligheden. Jeg startede bilen, og kørte hen imod det sted, hvor Jace var begravet. Jeg havde brug for luft. Brug for at få mine tanker ud, for selvom jeg ikke troede på livet efter døden, havde jeg en fornemmelse af, at et eller andet sted, så lyttede han til mig. Hørte hvad jeg sagde.
Jeg kom hen til hans gravsten. Den så helt urørt ud. Der var stadig smukke blomster over det hele fra begravelsen. Jeg satte mig ned på den kolde jord. Tændte en smøg. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede der. Hvad jeg skulle sige.
"Hey," begyndte jeg og grinte en smule. Jeg kunne pludselig mærke hvordan mine tårer trillede ned af mine kinder. "Det er mærkeligt det her. Dig. Nede under jorden. At du bare forsvandt. Forlod os alle, fordi at du ikke kunne klare det. Uden et tegn, uden noget som helst. Intet farvel udover et brev.
Du forlod mig. Ved du hvor ondt det gør? Ikke at kunne snakke med nogen. Ikke at kunne fortælle alle, at du ikke er et bedre sted. Jeg har lyst til at råbe af dem. Skrige af dem. Fortælle dem, at du bare er en egoistisk narrøv der burde have fået sit hoved ud af røven. Men så ville jeg bare være empati forstyrret, jeg ville ikke have følelser. For hvordan kunne jeg da nogensinde sige sådan noget om min egen bror?"
Jeg holdt en pause. Kunne mærke hvordan jeg græd. Men jeg var ligeglad. Det var mørkt. Aften, måske nat. Jeg vidste ikke hvad jeg klokken var og jeg var ligeglad. Jeg var ikke en person der troede at man ikke skulle være på en gravplads efter midnat.
"Jace..." sagde jeg. "Folk spørger hele tiden hvordan jeg har det. Problemet er, at jeg ikke kender svaret. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg har det. Folk tror at jeg er stoppet med alt. De tror at jeg ikke... gør dumme ting mere, fordi at du gjorde det. De bliver ved med at træde i alt. De tror så meget. Men de ved jo ikke noget som helst. Der er så mange ting i mit liv, selv du ikke ved noget om. Jeg ville aldrig belaste dig med noget. Du var min bror, men du forlod mig. Forlod os alle. Jeg kan aldrig tilgive dig. Men jeg er også så bange for at glemme dig. Der er så fandens meget rod oppe i mit hoved."
Jeg hørte fodtrin komme tættere på mig. Jeg vendte mig om og så en skikkelse. Jeg var ikke bange, men alligevel bankede mit hjerte hurtigere end noget andet.
"Ikke stop," sagde hun. "Det er første gang jeg har set dig være en smule menneskelig."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar