"Tillykke med fødselsdagen, Danny!"
Det var slutningen af maj måned. Solen var begyndt at skinne ind ad vinduerne, og sneen var for længst forsvundet ned i jorden. Fuglene sang deres sædvanlige morgensang og træerne var ikke længere triste, men havde smukke grønne blade hængende fra deres grene, med en masse fuglereder gemt oppe i toppen. Læseferien var startet, og jeg havde min første skriftlige eksamen på min fødselsdag. Jeg vidste ikke, om det var held. Skolen havde accepteret min beslutning om at blive på skolen, og afslutte dette år. Jeg ønskede ikke at gå året om, og endnu engang være den ældste i klassen, hvis ikke på hele skolen. Jeg følte mig ikke ældre eller visere, da Denise og hendes familie stod i døråbningen med et stort smil på læberne. Retssagens dato var sat til to dage efter at jeg blev student, og jeg var mere nervøs for den, end for de mange eksamener jeg skulle op i, de næste uger. Jeg havde ikke snakket eller set min mor eller Agnete de sidste 3 måneder, da jeg følte at det var bedst. Jeg kunne ikke se dem i øjnene, efter alt det der var sket, og jeg havde mere tid til at koncentrere mig om hvad der virkelig betød noget, lige nu.
Denises familie havde været den største støtte jeg kunne havde bedt om. Dagen efter jeg var flyttet hen til hende, kørte vi hjem til mig, for at hente alle mine ting, og jeg flyttede ind på Denises værelse, som var godt rodet med alle mine skoleting og tøj. Lidt under en uge efter, at jeg var flyttet ind, havde Denise og jeg sat hendes forældre ned, og fortalt dem hele situationen. Hendes far fik kvalme og hendes mor brød sammen i gråd. Jeg kunne ikke holde ud, hvor meget folk blev såret, over hvad der var sket med mig. Men på en måde nød jeg, at nogen faktisk holdt af mig. Jeg følte at jeg på et eller andet punkt, hørte til i denne verden.
Min far var mødt op til sine samtaler hos politiet, men havde selvfølgelig nægtet sig skyldig i alle anklagerne.
Jeg stod op og gik sammen med Denises familie hen til morgenbordet, hvor at hendes mor havde lavet en lækker morgenmad, som bestod af amerikanske pandekage, æg og bacon. Der stod et dansk flag på midten af bordet og der var fint pyntet op med balloner og flag over det hele.
Jeg var aldrig blevet fejret. I vores familie fik vi 1000 kr hver gang vi havde fødselsdag, som vi kunne bruge som vi ville. Der blev aldrig holdt nogen fester, ingen flag eller noget andet. Så bare det, at de ville fejre mig, en fremmed person som havde kommet ind i deres liv på en meget brat måde, overvældede mig med glæde. Denise gav mig et kys på munden, og smilede mens hun rakte mig en gave.
"Det er ikke noget stort," sagde hun. "Bare noget jeg føler, at du har brug for."
Jeg gengældte hendes smil, og gav hende et kys på munden. "Du skulle ikke have gjort det."
"Du er min kæreste, selvfølgelig skulle jeg da det."
Vi havde ikke gjort vores forhold officielt, og planlagde ikke at gøre det i den nærmeste fremtid, men hjemme i hendes hus, var vi et par. Det var egentlig noget der bare skete. Jeg havde vidst, at jeg ville have hende i lang tid, men nok ikke på det følelsesmæssige plan. Mine håndflader var ikke svedige når jeg kyssede hende. Mit hjerte bankede ikke hurtigere når jeg så hende. Men det var så tæt på kærlighed, som jeg kunne komme, pga. stofferne. Min læge, min psykolog og min familie havde advaret mig, at jeg kunne miste den følelse, man havde når man var forelsket, grundet til mine mindre kloge valg, når det gjaldt stofferne. Men jeg havde ikke lyttet.
Jeg satte mig ned og lagde gaven ved siden af min tallerken. Jeg var ikke nervøs for de skriftlige eksamener, men jeg hadede dem. Der var ingen spænding og de tog flere timer. Jeg plejede heldigvis at være hurtig og afleverer dem inden klokken blev 12, og så havde jeg hele dagen tilbage.
Denise tog med hen på skolen, da hun selv havde læseferie, men kun skulle op i 1 eksamen som var om 2 uger. Hun valgte at læse, hver gang jeg var til eksamen. Mens vi kørte sad vi bare og sang med til en af sangene som var i radioen.
"Er du nervøs?" spurgte hun pludselig og skruede ned for musikken.
"Nej," svarede jeg.
"Ikke for eksamen."
"Hvad så?"
"Retssagen."
"Når," svarede jeg, og kunne mærke hvordan mine hænder begyndte at ryste.
Jeg holdt ind i en parkeringsbås, og så at vi var en time for tidligt på den. Vi stod ud af bilen og jeg kunne mærke solen på mine bare arme. Vi satte os på græsplænen foran skolen, og røg en cigaret sammen. Hun lå på mine lår og lukkede sine øjne.
"Det hele skal nok blive godt igen," sagde hun pludselig. "Livet kan sommetider virke som et endeløst mareridt, men på et tidspunkt bliver det godt igen."
"Det har i hvert fald været godt, de sidste 3 måneder."
"På grund af mig?" spurgte hun, og jeg fik det en smule dårligt over, at det ikke var hvad jeg tænkte på.
"Også det, ja."
"Er du okay?" spurgte hun og satte sig op. "Du virker en smule fraværende."
"Jeg har det fint," svarede jeg smilende og gav hende et kys på kinden.
Jeg kunne mærke at en stod bag mig, og Denises øjne blev store. Hun sank en klump ned i hendes hals, og stirrede længe på personen der stod bag mig.
Jeg vendte mig langsomt om, og der stod han. Han sank bøjede sine knæ, så hans hoved var på samme højde med mit. Hans ånde stank af en blanding af vin, whisky og cigaretter. Hans negle var ulækre og sorte, og hans tøj var beskidt. Han sendte et skævt smil.
"Du kommer til at fortryde det her," sagde han. "Når jeg går ud af den retssal, bliver det med at smil på læben. Du vinder aldrig sagen. Aldrig."
Han rejste sig op og gik hen imod en ukendt bil hvor der sad en ukendt kvinde. De kørte væk, og mit hjerte sad oppe i halsen. Jeg troede hurtigt at jeg skulle dø, og glemte helt at trække vejret. Denise tog min hånd, og klemte den hårdt.
"Danny?"
"Hm," svarede jeg og kiggede stadig hen hvor bilen havde holdt.
"Han er væk."
"Men han var her, ikke?"
"Jo."
"Hvorfor?"
"Jeg ved det ikke."
"Hvorfor var min far her?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar