Bag facaden - del 39.

Jeg blev indenfor, det meste af tiden. Læste i utallige bøger og slukkede fjernsynet. Jeg ønskede ikke at se nyhederne, da min sag var kommet op. Jeg forlod kun Denises værelse, hvis jeg skulle på toilettet, i bad eller til eksamen. Jeg var så bange for at se min far dukke op, og når jeg skulle til eksamen, havde jeg altid Denise eller en af hendes forældre med. Folk i skolen fulgte med i nyhederne, og jeg havde på fornemmelsen at alle vidste, at det var mig der blev snakket om. De havde ikke brugt mit navn, men min intuition sagde, at de vidste det. Jeg følte at alle holdt øje med mig, på en eller anden måde. I dette øjeblik, savnede jeg Jace mere end nogen anden.
Jeg havde mareridt hver evig eneste nat. Enten hørte jeg min fars skridt eller så Jaces lig. Jeg prøvede at være stærk, men jeg kunne ikke. Denise troede at det hele var ved at falde på plads. Da hun så det falske smil på mine læber, da hun fik lov til at sætte den røde hue på mig. Ordene "stolt" og "flot" indgik i manges ord. Min mor kom ikke til min sidste eksamen, men jeg havde heller ikke inviteret hende. Jeg var bange for, når jeg nu skulle se hende, om få dage. Se hendes ansigt, og sikkert med en lille lommelærke med ind i retten. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan det hele ville se ud.

Det var aftenen før retssalen. Jeg lå sammen med Denise og så en film, for at prøve at få mine tanker væk fra det hele. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage fint tøj på, eller komme med mine hullede stramme bukser og stramme tshirts. Jeg prøvede at sove, men jeg kunne ikke falde i søvn. Klokken sneg sig langsomt fremad, og da Denise var faldet i søvn, virkede det hele så tomt. Jeg lå og så hvordan mine hænder og ben rystede voldsomt. Jeg kunne mærke hvordan tårene gled ned ad mine kinder og nogle gange glemte jeg at trække vejret.
Jeg var ked af, at jeg var svag. Jeg forstod ikke, hvordan hele min verden var faldet sammen så hurtigt. For knap 8 måneder siden, virkede det hele så perfekt. Jeg havde en bror, uden nogen former for selvmordstanker, og jeg klarede mine egne problemer. Nogle ville sige, at det ikke var perfekt, men i mine øjne var det, det perfekte billede jeg havde inden i mit hoved.
Jeg prøvede ikke at græde, da jeg ikke ville vække Denise, som sov så sødt ved min side. Jeg var glad for hende, men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville dele resten af mit liv med hende. Selvom at jeg ikke kunne se hvorfor, eller hvornår, vidste jeg, at jeg nok skulle fucke det op, på et tidspunkt. Det var ikke et ønske, men det var hvem jeg var. Jeg havde så mange negative tanker om mig selv, som fyldte mit hoved. Jeg tænkte endda, at jeg måske havde fortjent alt det der skete mod mig.
Jeg lukkede øjnene, men kunne se hans ansigt for mine øjne. Jeg kunne ikke bekæmpe det, så jeg gik hurtigt ud på toilettet. Jeg kastede op. Kvalmen og tankerne var for meget for mig. Jeg havde aldrig i mit liv været så nervøs, som jeg var der.
Da jeg åbnede døren, stod Denises mor med et lille smil. Hun kom hen imod mig, og omfavnede mig mens hun holdt mig tæt indtil hende. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, så jeg stod der, stiv som et bræt. Vi gik udenfor, hvor vi røg en cigaret sammen. I lang tid sagde vi ikke noget til hinanden.
"Er du nervøs for i morgen?" spurgte hun.
"Ja," svarede jeg og tog et langt hiv. "Jeg har aldrig følt sådan her. Jeg føler mig på ingen måde i live. Jeg føler mig som et stort nervevrag, som snart bryder sammen."
"I morgen er det hele slut."
"Er det?" sagde jeg og kiggede hende intenst i øjnene. "Det slutter aldrig. Han får en betinget, ubetinget straf, en bøde og hvad så? Om nogle år, kommer han ud, og er fri som en fugl. Han mister måske sin vennekreds, men kan flytte væk, få nogle nye bekendtskaber, et sted hvor ingen kender ham. Leve et liv, som om at det her aldrig var sket. Men hvad med mig? Jeg skal leve sådan her, resten af mit liv. Frygte hvert fremmed skridt ude foran min dør. Se ham i mine drømme, lugte ham selv når han ikke er her. Han har gjort mit liv til et mareridt, og jeg ville ønske, at han kunne mærke den smerte, som han har givet mig, på hans egen krop. Det slutter aldrig. Der er ingen retfærdighed, i det her."
"Fængslet er ikke venligt, ved pædofile," var det eneste hun kunne sige.
"Han kan bede om at komme i isolation, i den tid han skal være der. Hans liv bliver aldrig et helvede. Det bliver aldrig så slemt, som jeg har det hver evig eneste dag. Aldrig."
"Danny, jeg ved at det aldrig kommer til at blive et normalt liv for dig, men du må prøve. Gøre det bedste for dig."
"Jeg ved ikke hvad det bedste er for mig."
Jeg rejste mig op og skoddede min cigaret og gik indenfor igen, mens Denises mor stadig sad derude og kiggede ned på hendes sko. Jeg gik ind på værelset, men Denise lå ikke i sengen. Jeg satte mig ned på gulvet, og lænede min ryg tilbage på sengen. Lukkede mine øjne og prøvede at kontrollere min vejrtrækning.
"Danny?" kunne jeg høre Denise sige og døren til værelset blev lukket.
"Jeg kommer ikke til at kunne sove i nat."
"Hvad har du lyst til?"
"Alkohol. Kokain. LSD. Bare noget, som kan få mig væk."
"Stop nu. Jeg kan ikke lide når du er sådan."
"Så kan du aldrig lide mig."
Hun satte sig ned ved siden af mig og prøvede at tage min hånd, men jeg tog den ind til mig. Hun prøvede at holde om mig, men jeg skubbede hende væk. Jeg kunne ikke klare nærekontakten. Lugten af hende, gav mig endnu mere kvalme, end jeg havde i forvejen.
"Danny..."
"Lad være med at sige noget."
"Jeg ved at jeg ikke kan gøre noget, for at du får det bedre men..."
"Nej. Så stop med at prøve," afbrød jeg.
"Danny hold nu kæft, og lad mig tale!" råbte hun. Hun rejste sig op.
"Kig på mig," sagde hun. "Kig på mig!"
Jeg åbnede mine øjne og kiggede på hende. Hendes øjne var helt røde, og tårer gled ned af hendes kinder. De gled nærmest om kap.
"Jeg kan intet gøre," sagde hun og hendes stemme skælvede. "Og jeg hader det. Jeg hader at jeg ikke kan gøre noget som helst, for at du kan få det bedre. Men du skal ikke være sur på mig, for det er ikke mig som har forårsaget det her!"
Jeg prøvede at rejse mig op for at gå, men hun skubbede mig ned på sengen, da jeg forsøgte. Jeg kiggede på hende, og hun stod stadig og græd. Hun tørrede hendes kinder med hendes håndoverflade.
"Jeg kan ikke gøre dig glad," sagde jeg. "Men jeg ønsker heller ikke, at forårsage sig smerte."
"Lad være," græd hun. "Ikke sig det."
"Sige hvad? Jeg gør dig ulykkelig."
"Nej. Du gør dig selv ulykkelig. Noget forfærdeligt er sket, men du må prøve at komme over det."
Jeg sendte hende et skævt smil, og rejste mig op. Jeg gik hen imod hende, og pustede mig en smule op. Hun kiggede rædselsslagen på mig. Jeg lænede mig hen imod hendes øre og hviskede:
"Prøv du, at få din fars pik stukket op i din røv, gentagende gange i løbet af syv år, og fortæl mig så, hvordan du har det bagefter."
Jeg trak mit hoved langsomt væk og så hvordan hendes ansigt var helt blank. Tårer løb stadig ned ad hendes kinder, og hendes mund stod en smule åben. Jeg vendte ryggen til hende, og gik ud af værelset. Jeg kunne mærke en smerte i mit bryst, men gad ikke gøre noget ved det. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte at ingen forstod hvad det var jeg gik igennem. Ingen kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, for at få det bedre. Jeg vidste ikke engang selv, om jeg kunne få det bedre. Samtalerne med psykologen virkede overfladiske og jeg ønskede på ingen måde at snakke med hende igen. Jeg fik intet ud af denne retssal ud over en masse nervøsitet. Ordet svag kom igennem mine tanker op til flere gange den nat. Jeg sad ude foran hoveddøren indtil at jeg kunne se solen begynde at vise sig i baggrunden. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Det var dagen. Dagen jeg aldrig havde ønsket ville komme.
Jeg gik ind på badeværelset og tog et bad. Jeg stod længe inden under det varme vand, og så det hele for mig. En stor retssal med en masse vidner og tilskuere. Min far der sad nogle meter fra min højre side med et smil på hans læber. I mit hoved, havde han endnu engang vundet. Vundet titlen for at have taget hele mit liv væk under mig. Jeg prøvede at tænke positivt, men jeg kunne ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville blive spurgt om. Om jeg ville blive hevet op i den stol, som man så på TV, mens man fik en masse onde spørgsmål af en advokat, som kun tænkte på penge og at vinde en sag, trods at hans klient var pædofil.
Jeg stod ud af badet og tog et håndklæde om mig, hvorefter jeg gik ind på Denises værelse for at finde noget tøj. Jeg kunne høre hvordan hun vendte sig i sengen, og jeg kiggede hen imod hende, og så at hun, til min store overraskelse var vågen. Jeg gik hen og satte mig på sengen.
"Undskyld," sagde jeg. "Du fortjente ikke noget af det jeg sagde igår."
"Det er okay," svarede hun. "Hvad er klokken"
"Næsten halv otte," svarede jeg og var selv overrasket over, at jeg havde brugt næsten to timer på badeværelset.
"Fuck, så skal jeg jo skynde mig," sagde hun og smed dynen væk. "Vi skal køre om en time."
"Tag det roligt."
"Du er ikke en kvinde," sagde hun. "Jeg skal se godt ud, når jeg giver din far fingeren mens han bliver slæbt ud af retssalen med armene på ryggen, med alt for stramme håndjern."
Jeg gav hende et kys og sendte hende et smil. Derefter fandt jeg det tøj jeg ville have på. En hvid skjorte, som min mor havde givet mig og et par sorte jeans som min søster havde givet mig. Derefter tog jeg en kæde på, som jeg havde arvet af Jace og en ring som jeg havde fået af Mark engang for mange år siden. Jeg følte, at min familie var med mig, på den måde.
Jeg satte mig ned i sengen og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg var ikke sulten, selvom at min mave knurrede. Jeg tændte en cigaret og ventede på, at Denise hentede mig, for at sige at vi skulle køre.

Vi sad i bilen på vej til Århus retssal. Jeg klemte Denises hånd, og der var en akavet stilhed i bilen. Ingen turde sige noget, selv ikke jeg. Der var ikke noget at sige. Ingen ord der skulle frem, inden at vi nåede retssalen. Da vi ankom, så jeg min mor, bror og søster stå ved hoveddøren. Jeg sagde hurtigt farvel til Denise.
"Vi ses," sagde hun og gav mig et blidt kys på munden, inden at jeg gik hen til dem. Agnete var den første som nærmest løb hen imod mig og omfavnede mig. Hun holdt mig tæt ind til sig, og det virkede som om hun aldrig ville give slip. Derefter kom min mor hen til mig.
"Hvis jeg nogensinde havde vidst..."
"Ikke sig noget," sagde jeg og gav hende et kys på kinden. "Det er ikke din skyld. På nogen måde."
Mark kom hen til os alle sammen og gav mig et smil. "Hvordan har du haft det?"
"Du ved," svarede jeg. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg kunne føre en samtale med nogen, når der sad en knude i min mave.
Vi gik indenfor. Min advokat, som jeg havde fået tildelt i hele processen hilste på mig foran døren til retssalen. Vi gik indenfor, og det var ikke som jeg havde forestillet mig. Det var meget mindre end jeg havde troet. Væggene var hvide og vinduerne store. Der var et langt bord med 4 stole. Ved den sidste stol længst mod højre, var en computerskærm. Foran det bord, var der to andre borde, som kiggede på hinanden. Ved hvert bor, var to stole og hen imod hvor jeg stod, var der et enkelt bord mere med en stol. Vidnestolen. Der var et skilt med sort baggrund hvor ordene: Ingen lov er saa god at følge som sandhed stod med store gule bogstaver.
Min advokat og jeg satte os ved det ene bor, så vi havde ryggen mod vinduerne. Der var ingen tilskuer eller jury, som man så på film.
"Er du klar?" spurgte min advokat som var en bredskuldret mørk mand ved navn Glenn. Han var skaldet og hans isse skinnede, på grund af solen som stod og bagte os. Jeg nikkede og kunne ikke snakke. Jeg var så nervøs. Lidt efter kom min far ind med sin advokat. Kvinden, som jeg havde set ved min første eksamen. Kvinden, som var i den bil, han steg ind i. Han havde et stort smil på sine læber, som nok var for at skjule sin egen nervøsitet, men så igen. Jeg havde aldrig set min far vise nogen former for følelser, udover vrede og lyst.
Der kom en middelaldrende kvinde ind som satte sig ved computeren og så kom et par andre mennesker.
Før jeg vidste det, begyndte det hele. De tog det ene vidne efter det andet, hvor begge advokater gav dem en masse spørgsmål de skulle besvare. Jeg prøvede at lytte, men synes at alle stemmerne var utydelige.
"Næste vidne: Danny Jules Peterson," sagde dommeren og jeg kiggede skrækslagen på min advokat.
Den første til at stille spørgsmål var Glenn, som gjorde mig en smule tryg. Han spurgte ind til overgrebene og begyndte at snakke om alle de beviser lægerne havde anskaffet sig. Derefter var det min fars advokat, og det var nu at mit hjerte bankede hårdt mod mine ribben.
"Er det sandt at din far og dig har haft nogle op og nedture hele vejen igennem dit liv?" startede hun.
"Ja."
"Så, dette kunne være, for at give ham igen. Et sent teenageoprør."
"Nej."
"Giver du din far skylden for, dit stofmisbrug?"
"Nej."
"Hold dem til emnet, Henriette," sagde dommeren.
"Javel," svarede hun. "Har du haft sex med en fyr før, Danny?"
Jeg tænkte mig en smule om. "Ja."
"Så de beviser, som er blevet skaffet af retsmedicinere og læger, kan faktisk være forårsaget af en anden mand?"
"Nej."
"Hvordan ikke?"
"Fordi at han ikke voldtog mig."
"Hvordan kan vi vide, at du ikke bad om det?"
"Hvad mener du?"
"Hvordan kan vi vide med sikkerhed, at sex med en mand, ikke var hvad du ønskede?"
"Undskyld, men spørger du om jeg bad min far om at kneppe mig?"
"Danny, sprog," sagde dommeren.
"Undskyld," svarede jeg sarkastisk. "Lad mig omformulere. Påstår du, at jeg bad min fader, om at gennembore mit røvhul med hans pik?!"
Der blev stille i retssalen.
"Jeg har ikke flere spørgsmål," sagde advokaten. Jeg satte mig ned og prøvede at trække vejret langsomt.
"Sidste vidne: Victor Søndergaard Paulsen," sagde dommeren og jeg kiggede intenst efter efter ham, mens han kom ind. Han satte sig ned i stolen, og så slet ikke nervøs ud.
"Hvad foregår her? Jeg vidste ikke at han var med?" sagde jeg til Glenn, men han svarede ikke.
"Hr. Paulsen, hvor kender de Danny fra?" spurgte Glenn.
"Jeg mødte ham til en fest, men har kendt til ham et stykke tid, på grund af hans bror."
"Er det sandt, at de har haft sex med Danny Peterson."
"Ja."
"Er det også sandt, at Danny ikke var jomfru ved anus?"
Jeg kunne se at Victor prøvede at skjule et smil.
"Hvad mener du?"
"Når man har sex med en mand, ligesom en kvinde, for første gang, er hullet normalt meget stramt, eftersom der ikke er noget der er trængt ind før. Er det sandt, at dette ikke var tilfældet ved Danny?"
"Ja."
"Jeg har ikke flere spørgsmål."
Glenn satte sig ned og min fars advokat rejste sig op.
"Kunne det ikke havde været en anden mand som havde haft sex med Danny? En, som ikke er hans far?"
"Nej."
"Hvordan kan du være sikker?"
"Fordi første gang jeg prøvede på noget, gik Danny i panik. Nok fordi at det mindede ham om overgrebene. Han stormede ud. Da jeg var sammen med ham, kunne man tydeligt mærke, at det ikke var noget han var tryg ved, eller nogensinde havde prøvet før. I hvert fald ikke af egen frie vilje."
"Jeg har ikke flere spørgsmål."
Dommeren og de to mænd som sad ved siden af ham gik ud, og det samme gjorde Glenn og jeg. Jeg løb ud på toilettet for at kaste op af nervøsitet. Jeg havde ikke noget at snakke med da jeg ikke ønskede at se nogen før det hele var overstået. Jeg kiggede ud af vinduerne og så op til flere filmhold holde og interviewe. Jeg satte mig ned på gulvet.
"Vi er klar," sagde dommeren.
Det var nu. Nu kom dommen.