Bag facaden - del 33.

Vinterferien var lige startet, og jeg sad hjemme hos Henrik med et glas rom og cola i den ene hånd, og en tætrullet joint i den anden. Jeg havde ikke snakket med Helena i en måned nu, og hver gang hun prøvede, undveg jeg hende. Jeg kunne ikke klare tanken om, at hun var den eneste der kendte til min hemmelighed. At hun var den eneste, ud over Mark, der vidste hvad der skete. 

Jeg havde været mig selv de sidste 4 uger, ud over den forøgede indtagelse af stoffer. Jeg havde fundet en ny pige hver evig eneste dag, for ikke at sove derhjemme, og hvis mit forsøg på at score ikke lykkedes, sov jeg på Marks gulv. Jeg havde ikke været til nogen af Henriks fester og han havde været meget bekymret for mig, hvilket jeg ikke forstod, da jeg bare havde opført mig, som jeg plejede. Jeg havde næsten været i skole hver evig eneste dag, men mit ry var ikke blevet bedre. Ikke fordi at det var noget jeg tænkte over, men det ville være dejligt, ikke at have folk der stod og snakkede bag min ryg. 

Men jeg havde bestemt mig for at komme til Henriks fest, da han plagede mig i lang tid, efter ikke at have set mig i 4 uger. Jeg havde ikke følt mig tilpas oppe ved ham, da Melanie var der konstant. Jeg vidste ikke hvor seriøst det var, det de havde, men jeg kunne på ingen måde lide det. Jeg havde købt mine stoffer alle andre steder end hos Henrik, bare for ikke at se ham, hvilket nok også havde undret ham. 

Da han så mig, inden festen var startet, blev han overrasket, men havde et meget skeptisk ansigtsudtryk. Han kiggede op og ned af mig. Vi sad, kun os to, i hans sofa og så en dårlig dokumentar om Amerikas mest frygtede seriemordere, mens vi røg og sniffede. Jeg følte at det hele var som det plejede, men Henrik kiggede stadig underligt på mig i ny og næ. Jeg turde ikke spørge hvorfor, da jeg var bange for, at han stadig troede at jeg havde noget med Denise, eller i hvert fald var igang med at prøve noget med  hende. Men sandheden var, at jeg ikke havde set nogen af dem jeg plejede at hænge ud med, i over 4 uger. Mia havde ikke engang været i skole, og flere af rygterne gik på, at hun havde prøvet at begå selvmord eller var droppet ud. Jeg troede ikke på noget af det, men jeg havde prøvet at ringe til hende flere gange uden held. 

Henrik og jeg havde ikke udvekslet mere end et par sætninger sammen, mens jeg havde været i hans lejlighed i over en time. Han blev ved med at stirre på mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Min nysgerrighed var ved at tage over mig, men jeg spurgte ikke. 

"Så..." sagde jeg for at bryde til akavede stilhed, men han kiggede bare på mig med undrende øjne. "Hvornår kommer de andre?"

"De andre?" 

"Ja, din fest i aften? For at fejre ferien?"

"Når," sagde han og tog et hiv af jointen, som han tog fra min hånd. "Hvad er klokken?"

"Seks."

"Så kommer de om en eller to timer."

"Okay."

Samtalen gik med det samme i stå igen, så jeg gik ud i køkkenet for at lave mig selv endnu en drink. Jeg så en flaske Jägermeister stå, og to et par shots af den, mens jeg blandede endnu en rom og cola. Jeg prøvede at bruge så meget tid ude i køkkenet, som muligt, da jeg hadede den akavede stilhed, som var i stuen. Da jeg gik ind igen, kiggede Henrik endnu engang  på mig med store øjne. Han studerede hele min krop og vendte derefter blikket mod fjernsynet, mens han sippede af sit glas.

"Jeg bliver nødt til at spørge," sagde jeg, og han vendte hurtigt blikket mod mig. "Hvorfor kigger du sådan på mig?"

Han sukkede dybt og rykkede sig tæt ind til mig.

"Alle har været så bekymret, da ingen har set dig i 4 uger. Mange troede at du var gået den samme vej som din bror, og så begyndte Helena at snakke..."

"Om hvad?"

"Det ved jeg ikke, men det var vidst meget alvorligt. Hun har vidst snakket med Mia om det."

Jeg rejste mig op og løb ud af døren. Henrik råbte efter mig, men jeg havde ikke andet i hovedet, end at skulle hen til Helena. Jeg tog en taxa hen til busserne, og nåede med nød og næppe bussen. Imens vi kørte, tænkte jeg ikke. Jeg skrev til Henrik, at jeg blev nødt til at snakke med Helena, og at det var virkelig vigtigt.

Hun lovede ikke at sige noget! Var det eneste jeg kunne tænke. Men så begyndte mine tanker at løbe af med mig. Hvad nu hvis, det slet ikke var det, som hun havde snakket med Mia om? Jeg var på ingen måde interesseret i hvad det var Henrik fortalte, for lige nu, var det vigtigste i mit liv, at holde min hemmelighed hemmelig. Jeg prøvede at ringe til Mia flere gange i bussen, men den sagde at nummeret ikke eksisterede. Jeg prøvede så at ringe til Helena, men den gik med det samme på telefonsvarer. Melanie var ikke sammen med dem, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Den eneste plan jeg havde, var at tage hen til Helena, og hvis hun ikke var der, tage alle steder hen, i hele Randers, indtil jeg mødte dem. 

Jeg tænkte på, hvad det var jeg skulle sige. Om jeg skulle råbe og skrige, eller tag den med ro. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde noget kokain på mig, men kun en joint. Jeg sukkede dybt, og prøvede at nyde de 40 minutter, jeg skulle side ned, men det var svært at være komfortabel i sæderne. 

Da jeg endelig ankom til Randers, tog jeg med det samme en taxa op til hvor jeg vidste Helena boede. Jeg stod med en smøg ude foran hendes hus, og vidste stadig ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg vidste ikke engang, om jeg turde ringe på. Men som jeg stod der, og kiggede på huset, kom der en mand ud. Han havde havde briller og var meget slank og nok på min egen højde. Han kom langsomt gående hen imod mig og jeg overvejede at løbe væk, men blev stående.

"Kan jeg hjælpe dig?" sagde han, da han var et stykke væk fra mig.

"Er Helena hjemme?" spurgte jeg af refleks, og jeg følte en slags deja vú. 

Han kom tættere på, og kunne nu se at han holdt noget, som han tørrede sine hænder i.

"Ja, hvem er du?"

"Jaces bror," svarede jeg.

Han kiggede underligt på mig.

"Må jeg snakke med hende?" spurgte jeg, da han ikke sagde noget. 

"Jeg henter hende lige," sagde han og gik hen imod huset igen. Jeg stod og trippede, lænede mig fra side til side. Jeg så Helena komme gående, med hurtige korte skridt, hen imod mig, med hendes far et par meter bag i. Jo tættere hun kom mod mig, jo langsommere gik hendes far, indtil at han stoppede helt op.

"Hvad laver du her?" spurgte hun en smule vredt og hev mig længere væk fra hendes hus, mod en sti. Vi stod midt på stien.

"Jeg spurgte, hvad laver du her?!" råbte hun.

"Tag det roligt."

"Undskyld, men virkelig. Du gider ikke kigge på mig i skolen, eller snakke med mig. Men hvad laver du her?"

"Har du sagt noget til Mia?" spurgte jeg og håbede inderligt på, at hun svarede nej.

"Ja."

"Hvad?!" jeg råbte, selvom at jeg vidste at alle kunne høre mig. "Kan du slet ikke huske, hvad jeg sagde?"

"At jeg ikke skulle have sagt det til nogen."

Hun kiggede ned i jorden. 

"Undskyld Danny," sagde hun. "Men jeg kunne ikke holde det, til  mig selv."

"Har hun fortalt det til nogen?"

Helena svarede ikke.

"Har hun fortalt det til nogen?"

"Jeg har ikke set hende siden jeg fortalte det," svarede hun. "Hun har ændret nummer, er ikke i sin lejlighed. Jeg aner ikke hvor hun er, og du aner ikke hvor ondt det gør. Det sidste hun sagde, var at hun burde have opdaget det. Du aner virkelig ikke hvor vild den tøs, er med dig!"

Jeg stirrede på hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Jeg vidste udmærket godt, at Mia var vild med mig, og at jeg betød en hel del for hende. Jeg blev nervøs for, om hun havde gjort noget dumt. Men jeg forstod ikke hvorfor, hvis hun havde, reageret så voldsomt på, hvad det var, Helena havde fortalt hende. Hvorfor at hun tvang min smerte, over på hende. Jeg ville have svar, men som Helena sagde, vidste ingen hvor hun var. Hun havde ikke været i skole og var åbenbart flyttet ud af sin egen lejlighed. 4 uger var det, siden jeg sidst havde set hende, og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg egentlig havde manglet hende. Hvor meget jeg havde savnet at hænge ud, med de mennesker, som  jeg plejede. Henrik, Denise, Melanie, Mia. Selvom at nogen drev mig til vanvid, savnede jeg dem.

"Du aner på ingen måde, hvor hun kunne være?" spurgte jeg.

"Altså, det eneste sted som jeg ikke har kigget, er hos hendes mor eller far."

"Er det sandsynligt at hun er der?"

"Alt er vel sandsynligt. Men hvad vil du sige, Danny?"

"Jeg vil bare sikre mig, at det her ikke kommer videre."

Helena sukkede, og jeg bad om adressen til hendes forældre, som boede i hver af deres ende af Randers. Jeg ringede efter en taxa, som kørte mig ikke særlig langt fra hvor Helena boede. Huset lignede alle de andre. Det var former som et L, med gule mursten og et mørkerødt tag. Vindueskarmene var hvide og nypudsede og haven var stor og dækket af sne. Jeg gik op mod hoveddøren og ringede på. Jeg trippede lidt på dørtrinnet og ventede utålmodigt på at der blev åbnet. 

Det var en høj og robust mand der åbnede døren. Han havde ikke meget hår på hovedet, og jeg følte mig som en dværg, mens jeg stod overfor ham. Han kiggede på mig med overraskende øjne.

"Er Mia her?" spurgte jeg, og følte at min stemme blev skinger. Jeg var ikke bange for ham, men alligevel nervøs.

"Hvem spørger?"

"Mit navn er Danny, jeg går i hendes klasse."

Han lukkede mig indenfor, og bad mig om at vente i gangen. Jeg tog mine sko af, og genkendte med det samme Mias sorte og slidte Converse sko. Manden hentede mig igen, og bad mig om at følge med ham. Vi gik til højre efter gangen, i en smal gang med en masse døre. Vi gik helt ned for enden, og ind til venstre, hvor jeg så Mia sidde på en seng med en cigaret i hånden. Hendes øjne var røde og hendes hår var fedtet og uredt. 

"Hvordan ser du da ud," sagde hun og snøftede et par gange.

"Kan da kun sige i lige måde," svarede jeg og sendte hende et skævt smil. Hun tvang et smil frem på hendes læber, men det forsvandt hurtigt igen. 

"Hvad laver du her?" spurgte hun og tog et hiv af cigaretten.

"Ledte efter dig, hvad ellers?"

"Men hvorfor?"

"Jeg var bekymret. Vi var bekymret. Altså, Helena og jeg."

"Over hvad?"

"Ikke at have set dig i 4 uger."

Hun tog dynen fra sengen og puttede rundt om sig. Hun så forfærdelig ud. Hun lignede nærmere et lig, end en levende person.

"Okay," var det eneste hun sagde.

"Hvad er der sket?"

"Hvad mener du?"

"Prøv at se dig selv Mia."

"Hvorfor er du pludselig interesseret i, hvordan jeg har det? Det plejer du da ellers at være pisse hamrende ligeglad med."

Hendes stemme var hæs og hun snøftede endnu et par gange.

"Og lad være med at bekymr' dig om mig, når du ligner værre lort, end jeg gør."

"Hvad?"

Jeg blev en smule forvirret.

"Har du ikke set dig selv i spejlet, Danny? Du ligner et omvandrende skelet."

Hun pegede på væggen bag mig, hvor der hang et stort spejl. Jeg kiggede, og blev egentlig chokeret. Jeg lignede et skelet. Jeg havde ingen farve i mine kinder, og var mere bleg end mel. Mit hår var blevet mørkebrunt, og mine udgroninger var længere end 3cm, og meget tydelige. Der var ingen glans i mine øjne, og min krop... Jeg havde tabt mig. Jeg havde tænkt over, hvorfor jeg aldrig havde noget energi, men jeg havde egentlig ikke tænkt meget mere over det. Jeg så værre ud end Mia, og jeg hadede selv at indrømme det. 

"Hvad fuck har du lavet, siden at du ikke har opdaget det?"

Jeg satte mig ned i sengen ved siden af hende. Hun gav mig et hiv af hendes cigaret, men jeg stirrede bare på mine fødder. Jeg vidste på ingen måde, hvad jeg skulle svare hende. Jeg havde egentlig ikke opdaget noget som helst. 

"Jeg er gravid," sagde Mia pludselig.