Bag facaden - del 34.

"Hvad?" var det eneste jeg kunne sige.

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Min krop havde lyst til kokain, og jeg kunne egentlig ikke tænke på andet. Men på en eller måde, fik hendes sætning mig til at tænke på noget andet. Mia kiggede ned på hendes mave og derefter på hendes fødder. Hun ville ikke kigge mig i øjnene.

"Jeg er..."

"Jeg hørte det godt første gang."

Der var en kort stilhed. Jeg tænkte hurtigt på, hvordan hele mit liv kunne falde sammen. Jeg nød min tid med Mia, men følte på ingen måde, noget andet for hende, som jeg også havde fortalt hende mange gange. Jeg var bange for at det var en løgn, for at få mig til at tage hende, som hun ønskede. Men jeg kunne ikke se hvorfor at det skulle være en løgn, da det var mig der havde opsøgt hende, og ikke omvendt.

"Hvad har du så tænkt dig?" spurgte jeg.

"Jeg fik en abort 2 uger siden," svarede hun.

"Oh."

"Hvad?"

"Hvorfor fortalte du mig det ikke før?"

"Jeg var bange for, hvordan du ville reagere. Altså, med din fortid og alt det der."

"Helena har fortalt, at du ved det."

Mia sagde ikke noget, men kiggede bare på mig. Tårer gled ned ad hendes kinder. Jeg vidste på ingen måde hvad jeg skulle sige, eller gøre, og jeg havde på fornemmelsen, at hun havde det på samme måde. 

"Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige," sagde hun pludselig. "Jeg synes det hele virker kaotisk."

"Hvad mener du?"

"Du ved hvor meget jeg holder af dig. At få noget at vide, som gør så ondt på dig, gør også ondt på mig selv, men alligevel er der så mange brikker der faldt på plads. Hvorfor at du skar i dig selv, stofferne og dit evige had til din far."

"Jeg synes virkelig ikke at vi skal snakke om mig," sagde jeg. 

"Det siger du altid. Lige nu, føler jeg ikke, at jeg kan miste mere."

"Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Jeg ville ønske at du havde fortalt mig det, så jeg måske kunne være taget med, og have støttet dig."

"Det er okay."

"Det er det jo ikke."

"Lad være med at lad som om du bekymre dig om mig."

"Hvis jeg ikke gjorde, ville jeg ikke sidde her, ville jeg?"

"Sikkert bare Helena der ville have at du skulle tjekke på mig."

"Nej, faktisk ikke. Hør, Mia, jeg ved ikke hvad der foregår, når man får en abort. Jeg ved ikke de psykiske faktorer der spiller ind, men jeg vil meget gerne støtte dig og hjælpe dig, så meget som muligt. Jeg synes ikke at du skal være alene."

Hun lagde sig ned i sengen og jeg kunne se, at hun prøvede at holde gråden inde. Jeg lagde mig ned ved siden af hende, og tog min arm over hende. Jeg kyssede hende blidt på skulderen, og lagde mig tæt ind til hende.

"Jeg har altid sagt, at jeg aldrig ville have børn. Har altid sagt, at hvis jeg blev gravid, skulle jeg have en abort med det samme," begyndte hun, og jeg lukkede øjnene og lyttede. "Men jeg troede ikke, at det ville være så hårdt. Men jeg kan ikke lide at sidde og snakke om småproblemer, når du ligger ved siden af mig."

Hun vendte sig om, og kiggede på mig. "Når jeg tænker på, hvad Helena fortalte mig, hvad du går igennem, hvad du har været igennem, så føler jeg bare, at mine problemer ikke betyder noget."

"Stop nu," sagde jeg.

"Jeg mener det og bare det, at du lader som om der ikke sker noget alvorligt i dit liv. At du bare er en fucked up narkoman, fra et perfekt hjem. Det er uhyggeligt."

"Bare fordi at du synes, at mine problemer er mere alvorlige, betyder det ikke, at dine ikke betyder noget."

"Ja, det siger du jo."

"Jeg mener det."

Vi lå længe i hendes seng uden at udveksle ord. Hun græd flere gange, hvor jeg ikke kunne gøre andet, end at holde om hende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller om der var noget jeg kunne sige, for at gøre det bedre. Jeg var oprigtig ked af, ikke at have været der i processen, men alligevel var jeg mere bange for, om hun tog den smerte jeg følte, på hende selv. Ikke fordi at hun ikke havde det hårdt nok, med det hele. 

"Vil du ikke tage mig et eller andet sted hen, end her?" spurgte Mia pludselig.

"Jo, hvor vil du hen."

"Bare udenfor."

Jeg rejste mig op fra sengen, og følte mig en smule træt, men rystede bare tanken væk. Jeg hjalp hende op fra sengen og ventede, mens hun tog noget tøj på. Derefter gik vi udenfor, bare for at gå. Jeg vidste egentlig ikke hvor vi var på vej hen. Men hun holdt min hånd, og klemte den ofte. Vi kiggede ikke på hinanden, men lige pludselig var vi nede i Randers midtby. Der var en masse unge mennesker, som gik rundt fra den ene bar, til den anden. Jeg genkendte flere fra min klasse, men vi stoppede ikke for at sige hej. De fleste af dem var meget berusede, og kunne ikke stå på deres egne ben. 

Vi gik hen mod banegården og ventede på et tog, mod Århus, der ville kunne om et kvarter. Jeg vidste ikke hvad vi skulle, men Mia havde åbenbart en idé. 

"Jeg hørte at Henrik holdt fest," sagde hun pludselig.

"Er du sikker på at du vil derhen?"

"Ja, men kan vi tage hen til dig først? Vil gerne se lidt bedre ud."

"Øh, kan vi vel godt."

Vi snakkede ikke rigtig på hele turen, og da vi kom hjem til mig, rendte hun hurtigt ind på toilettet for at gøre til i stand. Jeg kunne høre at hun tog et bad, og tænkte allerede nu, at dette ville tage tid. Jeg gik ind på mit værelse, og lagde en bane op, som jeg længe havde ventet på at kunne gøre. Mia kom hurtigt ud igen fra badet, og gik ind på min søsters værelse. Jeg hørte dem snakke sammen, og pludselig kom Mia ud igen, og man kunne slet ikke se, at hun havde grædt. 

"Skal vi tage af sted?" spurgte hun, og det var som om at hendes humør havde vendt 180 grader. 

Da vi kom stod der en del ude på opgangen, og da vi kom ind, kunne vi godt forstå hvorfor. Der var mange mennesker, flere end hvad der plejede at være. Vi klemte os ind i stuen, hvor Henrik og Melanie sad i sofaen sammen med Denise og et par andre drenge, jeg aldrig havde set før. Helena stod og snakkede med Mark, som åbenbart også var her. Mia og jeg gik hen imod Helena og Mark, men da vi kom derhen, trak Mark os alle tre ind i soveværelset. 

"Du bliver nødt til at snakke med politiet," sagde Mark pludselig. "Jeg ved at dette er på ingen måde det rette sted, at sige det, men jeg kan ikke se nogen anden mulighed, end at sige det her."

"Det kan jeg ikke," svarede jeg.

"Men du bliver nødt til det!" sagde Helena.

"Jeg kan ikke."

"Vi er nogen der meget gerne vil støtte dig!"

"Kan vi ikke snakke om det her, et andet sted?" spurgte jeg.

Mark trak mig ud af soveværelset, og hev mig igennem sværmen af mennesker, indtil at vi kom ned og stod i gyden, som jeg var ved at kende alt for godt. 

"Jeg vil gerne støtte dig, vedlægge beviser og jeg ved ikke hvad. Du bliver nødt til at gøre det, og kan ikke se hvorfor at du skal vente."

"Nu?"

"Ja."

"Skal jeg tage ned på stationen nu?"

"Ja."

"Som om de vil tro på mig, når jeg kommer klokken lort om aftenen."

"Hvorfor vente?"

"Jeg kan ikke, Mark. Undskyld, men det kan jeg ikke."

Han tog fat i min arm, da jeg var ved at gå.

"Du bliver nødt til, at få det til at stoppe."

"Der er alt for mange ting der kan gå galt."

"Som hvad?"

"Mor. Hun skal få det at vide, igennem politiet eller hvad?"

"Stop i et sekund, med at tænke på alle andre end dig selv, Danny."

"Jeg kan ikke, jeg kan ikke bare gå ned til politiet og sige hey, min far knepper mig bagfra og har gjort det, de sidste 7 år. Det kan jeg ikke."

"Men du bliver jo nødt til det. Jeg har snakket med Helena, som vil snakke med Mia. Vi står alle bag dig igennem det hele."

"Jeg kan ikke gøre det."

"Okay så."

Mark gik, og jeg stod alene. Jeg havde ikke en lyst til at gå tilbage til festen, men jeg havde heller ikke lyst til at tage hjem. Jeg overvejede at tage hen på en bar, gøre som jeg havde gjort de sidste 4 uger. Jeg vidste udmærket godt, at Mark havde ret. Jeg skulle snakke med nogen om det, om det var politiet eller ej. Selvom at det ville blive svært, forsikrede jeg mig selv om, at det hele ville blive bedre. Men ville jeg have det bedre? Ønskede jeg en smule glæde, en smule latter i mit liv, som ikke var falsk. 

Jeg tænkte længe over, hvem jeg skulle snakke med. Jeg gik ind i en døgnkiosk og købte en hel flaske tequila til mig selv, for hvis jeg ikke var fuld, ville jeg nok ikke kunne holde noget ud. Derefter gik jeg op til festen igen. Der var ikke færre mennesker, og jeg gik hen til Henrik og de andre han sad med. Mark, Helena og Mia sendte mig hele tiden blikke, men jeg prøvede at glemme dem. 

Men mens jeg sad sammen med dem, og hørte dem snakke om de mest ligegyldige ting, prøvede jeg at tage mig sammen. Jeg kiggede hele tiden over på Mark, og til sidst valgte jeg at rejse mig op. Jeg vidste ikke om det var den rigtige beslutning jeg var ved at tage, eller hvad jeg skulle sige, men inderst inde, vidste jeg, at Mark havde ret.

"Hvad så?" sagde Mark, da jeg var nået hen til dem.

"Jeg vil gerne have at du tager med mig ned til politiet."

"Nu?"

"Nej, i morgen."

"Okay."

Han sendte mig et lille smil, og jeg gik tilbage til hvor Denise sad. Hun sendte mig hele tiden et genert smil, men for første gang, havde jeg ikke lysten til at snakke med hende. Jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle sige til politiet. Jeg havde ingen anelse. Det føltes, at jeg var ved at lave en tale inden i mit hoved. Jeg kiggede ofte hen på Mark, som hele tiden sendte mig et smil, når vores blikke mødtes. 

Pludselig blev døren sparket ind, men jeg holdt mit blik på mine sko. Jeg kunne pludselig mærke en tage fat i min arm, og jeg blev hevet ned fra sofaen. Jeg nåede ikke at se, hvem det var, før at jeg lå nede på jorden. Det eneste jeg kunne se, da jeg kiggede op var min far, som endnu engang tog fat i mig igen. Mark stod det samme sted, og mens jeg blev hevet væk fra festen, trods min kamp for at få ham til at slippe mig, bad jeg om, at Mark ville følge efter os. Min far holdt i min bluse, ved min nakke, og for ikke at blive kvalt, blev jeg nødt til at holde om hans arm. Jeg blev hevet af sted, ned af trapperne, og han var ligeglad med, hvor ondt det gjorde. Jeg så at Mark var lige bad mig, og så mere end chokeret ud. Bag ham var Mia og Helena. 

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men han hørte ikke efter. Da vi endelig var kommet ned af trapperne smed han mig ind på bagsædet af en bil, som jeg aldrig havde set før, og satte sig selv ind på forsædet hvorefter han kørte. Jeg prøvede at åbne dørene på bagsædet, men de var sikret med børnelås. Jeg gik i panik og bankede på ruderne.

"Stop så!" skreg min far fra forsædet, men jeg lyttede ikke. Jeg skulle ud fra denne bil, hurtigst muligt. Jeg prøvede at kigge i bagruden, for at se om Mark havde fulgt efter mig, men jeg var bange for, at han ikke kunne nå det.

"Hvad vil du gøre? Hva'?" råbte jeg, men jeg fik ikke noget svar. Jeg var så bange for hvad der skulle ske. Jeg troede virkelig at jeg skulle dø, og da han kørte ind på samme gravsted, hvor Jace var begravet, sad mit hjerte helt oppe i halsen.