Jeg lå i lang tid og tænkte. Jeg prøvede at samle kræfter og mod til at rejse mig op. Jeg følte mig svag, ude af kontrol til at styre mine følelser. Jeg lå i lang tid hvor tårene bare strømmede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke klare følelsen. Jeg følte mig værdiløs.
Det skete næsten hver gang jeg sov hjemme. Når alle var gået i seng. Lige siden han vidste at jeg var blevet seksuel aktiv. Jeg husker tydeligt første gang det skete. Jeg var 14, havde en kæreste. Havde lige fortalt Mark om min første gang. Natten derefter var den værste. Han kom ind på mit værelse uden at sige noget. Jeg vidste ikke hvad der skulle til at ske, men det gentog sig. Hele det scenarie som lige havde fundet sted, skete den nat. Han truede mig på livet og forsvandt i stilhed mens jeg lå i en slags trance jeg ikke vidste hvordan jeg kunne komme ud af. I 7 år havde denne mand plaget hver evig eneste nat jeg havde i dette hus. Jace undrede sig altid over hvorfor jeg næsten aldrig var hjemme.
Mens jeg lå der, prøvede at samle modet til at sætte mig op, tænkte jeg over hvis jeg havde fortalt Jace sandheden den dag på sygehuset, den dag jeg havde prøvet at tage mig eget liv, hvad det var der egentlig skete, om han så stadig ville være her i dag. Han troede nok bare at jeg fandt den ene pige efter den anden, for at få sex. Det gjorde jeg også, men det var den eneste måde jeg kunne slippe realiteten.
Jeg var også bange for, at nogen ville spørge hvordan jeg kunne have sex efter disse overgreb. Det var fordi at sex med en pige, mindede mig ikke om overgrebene. Jeg beviste overfor mig selv, at dette ikke skulle ødelægge mit liv, selvom at det drænede al livskraft fra min krop hver evig eneste gang det skete. Men da Victor var begyndt at gøre næsten det samme som ham, kunne jeg ikke klare det. Det mindede mig al for meget om overgrebene. Men jeg kunne ikke fortælle nogen om det. Hver gang jeg kom hjem og lå i min seng, glemte jeg altid at det ville ske. Jeg var naiv. Havde forhåbninger om at det nok skulle stoppe på et eller andet tidspunkt. Men det stoppede ikke. Ikke så længe at jeg boede hjemme.
Jeg kunne ikke fortælle det til nogen. Jeg var dog meget tæt på at fortælle Melanie det, men jeg hørte hele tiden truslerne i mit hoved. Så jeg sagde ikke noget. Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne ikke forklare hvilken følelse jeg havde indeni. Hvilken rædsel jeg havde hver evig eneste gang jeg så ham, og jeg var clean eller ædru. Jeg kunne ikke leve uden stofferne. De fik mig væk, væk fra virkeligheden. Væk fra det hele. Jeg følte at mit liv gik i ring. Jeg kunne ikke slippe ud af den onde cirkel, selvom det var det eneste jeg ønskede. Min mor, Mark, Jace, Agnete - ingen vidste hvad der foregik i dette hus. Udover min far.
Manden der har lavet mig. Manden som burde være mit forbillede. Ingen forstod mit evige had til den mand. Selvom vi havde krige ved bordet. Han smed tallerkener i hovedet på mig, sparkede mig når jeg var hjælpeløs. Brækkede samtlige af mine knogler. Alt det var vand i forhold til, hvad han gjorde om natten. Jeg ønskede mange gange at Mark ville brase ind mens det skete. At en ville lure ind ad vinduet. Men det var alle sammen forhåbninger jeg havde. Det virkede for surrealistisk efter alt den tid.
Jeg satte mig op. Hele min røv var øm, og jeg prøvede at rejse mig. Jeg rystede. Alt rystede. Jeg tog få skridt hen imod min kommode. Der lå en stor sportstaske foran den. Jeg begyndte at pakke. Pakke alle mine ting, som jeg havde gjort så mange gange før. Det gjorde så ondt mens jeg bukkede mig ned. Jeg havde ikke engang taget mit tøj på igen. Jeg faldt sammen på gulvet og græd igen. Jeg bankede med min hånd ned i gulvet. Jeg kunne ikke klare denne psykiske smerte han havde forvoldt mig.
Jeg tog mit tøj på og pakkede de sidste ting. Jeg skulle ud i en fart, om så jeg skulle sove i min bil. Men på vej ud af mit soveværelse, stødte jeg ind i Mark. Han kiggede på mig med glansfulde øjne, et blik jeg aldrig nogensinde havde set før. Jeg havde en forhåbning om at han havde hørt alt hvad der var sket, men jeg kunne bare ikke se det positive i noget som helst i dette øjeblik. Han trak mig dog ind på sit værelse, og gemte halvdelen af sit ansigt i sine hænder. Han havde fået en ny tatovering på overarmen da der var dannet sår. Hans lyse leverpostejfarvede hår var sat op i en hestehale og han havde ikke andet end en hvid tanktop på, og underbukser.
Han kiggede på mig. Jeg kunne se at han havde tårer i øjnene, men han tørrede dem hurtigt med sin håndflade. Derefter kiggede han mig i øjnene.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde han.
"Måske skulle du fortælle mig hvad jeg laver på dit værelse?"
"Jeg hørte det hele."
"Okay."
"Hvor lang tid har det... varet?"
"Jeg ønsker ikke at snakke om det Mark. Jeg vil bare gerne væk."
"Hvor lang tid?"
"7."
"7 timer, dage, uger, måneder?"
"7 år, Mark. Må jeg gå nu?"
"Hvorfor har du ikke sagt noget?"
"Hvad skulle jeg sige? At min egen far gennem kneppede mig næsten hver evig eneste nat, jeg sov i dette forbandede hus? Ville du tro mig?"
"Nok ikke."
Jeg rejste mig op, tog min taske og gik. Jeg satte mig ud i bilen, lænede mig tilbage og prøvede at få styr på min vejrtrækning. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen. Jeg ønskede ikke at se nogen i øjnene. Jeg ønskede ikke noget selskab, nogen spørgsmål. Jeg vidste at hvis jeg tog hen til Mia skulle jeg enten dyrke sex med hende eller komme med en meget god undskyldning på, hvorfor jeg var der klokken lort om natten. Henrik ville stille mig en masse spørgsmål. Jeg vidste ikke hvor Søren boede, som irriterede mig, da han nok bare ville være skæv sammen med mig. Sniffe kokain.
Jeg valgte at ringe til Henrik og spørge hvor Søren boede. Han gav mig adressen uden nogen spørgsmål, og jeg begyndte at køre derhen med det samme. Jeg sniffede en bane i bilen inden at jeg gik derind, for at virke frisk og mig selv. I hvert fald den Danny som han kendte.
Jeg bankede på hans dør og han åbnede. Han virkede meget overrasket over at se mig.
"Må jeg komme ind?"
Jeg vågnede næste morgen med verdens største hovedpine. Klokken var kun 6 og jeg havde ikke fået mere end 2 timers søvn. Jeg begyndte at gøre mig klar til at tage i skole. Natten sammen med Søren havde ikke været den succes jeg havde håbet på. Det hele virkede akavet og vi havde ikke rigtigt noget at snakke om. Vi tog stoffer, røg og det var det. Så jeg gad ikke engang at vække ham for at sige farvel. Jeg kørte mod Randers og prøvede at slippe alle tanker der kom ind i mit hoved. Jeg prøvede at tænke på min vejrtrækning og på at køre bil, så der ikke ville ske en ulykke.
Jeg kom hen til skolen næsten en time før timen startede. Jeg valgte at sniffe to baner inden at jeg gik ud af min bil, hvorefter jeg bare kæderøg indtil at der kom nogle fra min klasse.
"Haft en god weekend Danny?" spurgte en høj dreng fra min klasse, som var den første der kom.
"Den har været fin."
Han gik indenfor og satte sig. Derefter hev han sin computer op og begyndte at spille. Der kom flere og flere ind i klassen, men ingen jeg gad snakke med. Jeg havde følelsen af, at hvis nogen sagde noget forkert til mig i dag, ville jeg gå amok. Jeg kunne ikke stå stille og gik frem og tilbage. Til sidst gik jeg udenfor igen. Jeg røg nok 4 cigaretter på et kvarter.
Mia var en af de sidste der kom. Selv Helena og Melanie var gået en omvej rundt om mig, og sad allerede inde i klassen.
"Du ser ikke godt ud," sagde Mia med det samme hun kom hen til mig og gav mig et kram.
"Hvad mener du?"
"Du har de værste cirkler rundt om øjnene. Du ligner en junkie."
"Okay."
Hun tog sin finger og tørrede noget væk fra min næse."
"Hvor meget har du lige sniffet?"
"Kan vi ikke bare gå ind?"
Men da jeg prøvede at gå ind, faldt mine ben sammen under mig. Mia hev mig op, og fik mig til at sidde ned. Derefter ringede hun efter en taxa.
"Jeg skal ikke hjem", sagde jeg og kunne selv høre at min stemme skælvede.
"Nej," var det eneste hun sagde.
Taxaen kom få minutter efter, og hun hjalp mig ind på bagsædet. Hele min krop begyndte at virke svag, og jeg kunne næsten ikke holde mit hoved oppe.
"Tag os hen til hospitalet," sagde Mia til føreren og vendte sig om. Hun tog min hånd mens vi kørte og slap den ikke. Jeg var ved at falde i søvn, men hun vækkede mig hele tiden. Da vi ankom, gav Mia chaufføren penge. Begge to hjalp mig ud og de slæbte mig hen til skadestuen.
Da en af lægerne så mig, fandt de hurtigt en seng og lagde mig op. Derefter kørte de mig på en stue. Jeg fik sat en masse ting på mig som skulle måle min puls og hjerterytme. Jeg kunne høre lægen snakke meget højt, men jeg kunne ikke tyde hans ord. Mine øjne rullede rundt i hovedet på mig. Så gik alt sort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar