"Tillykke med kæresten Jace. Du fortjener det <3"
Jeg havde kigget på beskeden i flere timer, siddet der med min joint i den ene hånd og telefonen i den anden. Hjertet. Jeg forstod ikke hvorfor at hjertet var der. Jeg havde ikke modtaget en besked siden den aften hvor jeg kørte galt. Jeg havde intet hørt, men når man offentliggøre ens forhold på Arto, får man en besked. Jeg vidste at hun stadig var sur på mig. At jeg kunne møde Francesca men ikke møde hende. Men der var mere til det, noget som jeg bare ikke kunne fortælle hende. Jeg svarede hende ikke. Jeg kunne ikke se, hvorfor at jeg skulle svare hende. Imens jeg sad og kiggede på telefonen kunne jeg høre Danny og min far råbe. De råbte nærmest i munden på hinanden, og det var svært at tyde hvad nogen af dem sagde. Men til sidst var det kun min far der råbte. "Stop far, stop!"Det var min søsters stemme, og efter hendes råb, begyndte min mor også at råbe. Jeg kunne høre min ene datter græde. Jeg løb derud, og så min bror, ligge på siden. Min far sparkede ham i maven, i det jeg kom ind i stuen. Min mor sad i køkkenet og græd, bad ham mumlende om at stoppe i hendes egen verden. Min søster havde passeret mig da jeg gik derhen, nærmere løb. Hvad var der galt med min familie?Da jeg så det, rendte jeg hen til Marks værelse, der var skråt overfor. Jeg kunne høre en masse lyde derinde fra, og bankede hårdt flere gange, inden at jeg åbnede døren. Han sad og så en film. Et meget blodig film, kunne jeg se, da jeg kiggede på fjernsynet. Han havde skruet det meget højt op, nok så han ikke kunne høre vores far og bror skrige i munden på hinanden."Far er...""Ved at tæve Danny. Det ved jeg."Hans ord var så kolde. Det var som om, at han ikke havde nogen følelser overhovedet. Han vidste hvad der skete, og som den eneste der var stærk nok til at få ham væk, sad han bare og overhørte hans bror blive gennemtævet. Mark var et monster, et svin. Jeg kunne slet ikke forstå hvordan man kunne være så hjerteløs."Og du vil ikke gøre noget?"Mark satte filmen på pause, og kiggede på mig, med et blik der mindede alt for meget om min fars. Det var skræmmende at se."Det er ikke mit problem, J. Svinet fortjener hvad han får.""Hvordan kan du være så kold? Han er din bror for helvede!"Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg kunne ikke holde min stemme på et normalt niveau. "Han er fucked up. Langt ude. Ingen kan hjælpe ham."Hvad snakkede han om? Inden jeg kunne få et svar, kunne jeg høre to døre smække tæt på mig. Agnete og Dannys døre. Agnetes værelse var ved siden af mit, overfor Marks. Det var tydeligt, at hun græd. Men inde ved Danny var der helt stille. Jeg blev en smule nervøs. Det så meget slemt ud, da jeg så min far, men så igen, det hele gik så hurtigt. Jeg tænkte kun på at få fat i Mark, men det var en fejltagelse. Jeg skulle have hjulpet.Jeg bankede på Dannys dør. Intet svar. Jeg åbnede døren, og så Danny, forslået, blodig, i gang med at pakke ting ned i en stor sort sports taske. Mens jeg iagttog ham, smed han trøjen, og jeg kunne se al for mange blå mærker på hans krop. Han vendte sig om, og kiggede på mig. Det var nogle lange sekunder, hvor han bare stirrede på mig. Hans øjne var helt glansfulde fra de tårer han nu havde tørret væk fra sine kinder.
Jeg lukkede døren. Jeg vidste at han var ved at stikke af, og jeg ville ikke gøre noget for at stoppe ham. Han ville have det meget bedre et andet sted. Hvis bare at jeg var lige så stor og stærk som Mark. Kunne godt være at jeg ville sidde inde for drab, men min far ville ikke leve. Jeg vidste godt, at det var onde tanker, som jeg slet ikke burde tænke. Men Danny var min halvdel. Uden ham, vidste jeg ikke hvem jeg var. At min far sårede ham på den måde, ødelagde ham både psykisk og fysisk. Jeg havde hørt ham skrige i søvne, hørt ham græde. Han havde en facade man ikke kunne se igennem. Men jeg vidste, at han var mere ødelagt indeni end jeg var, men han var bare bedre til at skjule det.
Jeg gik ind på mit værelse og min mobil blinkede og vibrerede. Jeg havde modtaget en besked. Jeg håbede inderst inde på at det var Helena der havde skrevet, men jeg tænkte på hvad hun kunne skrive.
"Min far drikker igen. Er snart i Århus. Fran."
Jeg smed mobilen ned på gulvet, og skjulte mit ansigt i puden. Jeg slog ned på madrassen i arrigskab. Jeg følte mig tom. Jeg følte ikke at jeg havde noget at leve for. Jeg havde ikke noget overskud til skole eller til livet. Jeg følte mig ikke som Francescas kæreste, men nærmere hendes psykolog.
Som månederne gik var jeg stadig sammen med Francesca. Danny var kommet hjem igen, få dage efter at han smuttede, men intet havde ændret sig. Min far brugte ham stadig som boksepude, og min mor og søster kunne ikke gøre noget. Jeg kunne dog snart ikke holde til mere. Hun kom i tide og utide. Når hun havde det mindste skænderi med hendes far, eller når han bare havde taget en enkel øl. Det var ikke let, at være helt rolig, når hun snakkede om sine småproblemer. Heldigvis havde hun intet imod at jeg røg hash eller sniffede kokain. Jeg vidste dog også, at hvis jeg ikke havde det, ville jeg ikke kunne holde hende ud. Hun var al for ung til mig, men det havde jeg fundet ud af, alt for sent.
Hun sad i min seng og SMSede. Hun anede ikke hvad der skulle ske, og det gjorde jeg såmænd heller ikke, i det sekund. Jeg havde været inde hos Danny og spillet nogle spil, mest af alt for at være lidt væk fra Francesca.
"Skulle vi ikke låne en film i aften?" spurgte hun, helt smilende mens hun kiggede på Internettet efter gode film. "Det er så kedeligt bare at glo TV."
"Så må du hente en."
Jeg følte mig så ligeglad med hendes følelser og hendes tanker. Jeg kunne ikke finde glæden i noget som helst. Det eneste jeg havde lyst til var at sove. Men inden da, lagde jeg et par baner frem. Hver gang Francesca var der, sniffede jeg mere. Jeg vidste, at det bedste var at slå op, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hver gang vi havde skændtes, havde jeg en dårlig fornemmelse i kroppen. Men det var ved at blive for meget.
"Hvad er der galt?"
Hvordan kunne jeg fortælle hende hvad der foregik indeni mig? Jeg rystede på hovedet, og sniffede. Hun tog sin hånd på min ryg. I refleks slog jeg fra mig, og hun endte i mit skab. Jeg kunne ikke tænke klart, men jeg hjalp hende ikke op. Hun stormede ud af mit værelse, og jeg smilede en smule lettet. Men hun kom med Mark ind, og jeg gav hende et blik, der nærmest gjorde hende bange. Hun legede med mig, det kunne jeg føle.
"Har du slået hende?"
Marks ansigt var vredt men jeg kunne se at han havde svært ved at holde et smil væk. Han havde ventet på dette øjeblik. Jeg troede at han ville give mig tæsk, mildt at sige, men han gjorde intet. Jeg sagde intet til ham. Francesca gik dog med ham ind, og jeg vidste udmærket godt, hvad de lavede. Siden jeg ikke kunne, eller nærmere gad, have sex med hende, skulle hun have det et andet sted. Jeg vidste at de gjorde det, selvom hun benægtede det hver gang jeg konfronterede hende med det.
Det var i hvert af vores skænderier, at hun gik ind til Mark. Jeg nød stilheden, og var egentlig ikke ked af det. Jeg var mere ked af, at jeg ikke hørte fra Helena mere end et par få gange om ugen. Jeg havde ikke overskuddet til lange samtaler med hende, da det nærmest skar i hjertet, især efter at hun havde fundet en kæreste. Jeg kunne høre på hende, og vores fællesvenner, at hun var lykkelig. Men hendes kæreste var ikke bedre end mig. Han havde dog mere styr på sit liv, så det ud til. Han var ikke droppet ud af skolen.
Da Francesca kom ind igen, kunne jeg føle, at jeg havde fået nok. Jeg havde fået nok af hende. Jeg vidste at det ikke ville blive let, og jeg vidste at der ville blive tårer, og at hun endnu engang ville rende ind til Mark, men jeg var ligeglad. Jeg følte mit låst fast.
Hun satte sig på min seng, i al stilhed, og kiggede ned.
"Jeg kan ikke mere," startede jeg. "Jeg kan ikke leve sådan her."
Hun kiggede på mig, med tårer i øjnene. "Du kan ikke slå op."
"Jo jeg kan. Det er det jeg gør. Siden du alligevel ligger og knepper Mark, kan jeg sgu ikke se hvad du skal bruge mig til."
"Jeg knepper ikke Mark!"
"Årh lad dog være med at spil så fandens uskyldig! Jeg er ikke dum. Det eneste du er, er fandme en lille luder."
Hun hoppede hen imod mig, og smadrede mig ind mod muren. Jeg kunne ikke styre mig, og tog det nærmeste på mig, som var en lysstage. Jeg slog hende så hårdt jeg kunne i hovedet, og hun lå nede på jorden. Hun tog fat i mine ben og væltede mig, så jeg slog mit hoved i sengekanten. Det blev voldsommere, og jeg tog mine hænder op mod hendes hals, og tog kvælertag på hende, men hun fik mig skubbet væk. Jeg sparkede hende i maven op til flere gange, ramte hende også i hovedet. Jeg kunne ikke styre mig selv, jeg var så gal. Jeg kunne høre døren blive lukket op, og mærke en tage fat i mig. Jeg blev holdt tilbage, men jeg følte ikke at jeg var færdig, ikke indtil jeg så hende, blod løbende ned på gulvet. Hun lå helt stille, ikke engang hendes mave bevægede sig. Jeg gik i panik, og mine tanker blev mere klare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar