"Hvor har du været?" spurgte hun og hun lød meget bekymret.
"Bare hjemme hos en ven, hvad da?"
"Du forsvandt bare og jeg troede at der var sket dig noget. Så fortæller Helena at du sad nede i gården og snakkede med dig selv."
"Jeg har det fint, der er ikke sket mig noget. Kan vi gå ind i stuen nu?"
Hun sukkede og låste døren op, og slæbte sine fødder ud i stuen. Jeg gik lige bag hende, men da jeg kom ud fra badeværelset kiggede Henrik med et ondskabsfuldt blik. Et blik der fik mit hjerte til at sidde oppe i halsen. Jeg sank klumpen jeg havde i halsen, og kiggede igen ned i gulvet, mens jeg gik ind i stuen, hvor jeg nu kunne høre hvem det var, der råbte af hinanden - Mia og Helena. Jeg kunne ikke tyde hvad det hele handlede om, og det virkede ikke som om at nogen var interesseret, men alligevel stod alle rundt om dem, hvis der skulle ske noget. Jeg prøvede at skubbe mig fremad, så jeg kunne se og høre det hele, men da jeg prøvede, blev jeg trukket væk. Jeg nåede ikke at se hvem det var, der havde gjort det før jeg blev smidt hen på sofaen.
"Har du noget med min søster?" spurgte Henrik arrigt.
"Nej!" sagde jeg i refleks og han studerede mit ansigtsudtryk.
"Hvorfor har du så sovet hjemme hos hende?"
"Jeg var fuld og bartenderen ringede til hende. Jeg har ikke lavet noget med hende, jeg sværger!"
"Hvorfor trak hun dig så ud på toilettet?"
"Fordi at Helena havde sagt at jeg snakkede med mig selv, og var psykotisk eller noget lignende, så hun var bekymret. Tror du virkelig at jeg ville score din søster?"
"Ja."
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg var på en måde såret, selvom at han havde ret. Jeg havde prøvet at score hende, men det var ikke endt særlig godt. Så det var vidst bedre at lyve og håbe at Denise aldrig ville fortælle ham sandheden. I hvert fald ikke så længe, han var min pusher.
"Jeg har ikke noget med hende og det lover jeg virkelig. Hun er en veninde, en god veninde, og mere er der ikke i det."
"Okay så. Jeg tror dig. Men hvis jeg finder ud af at du lyver..."
"Slår du mig ihjel, jeg ved det," grinte jeg.
Der var en kort pause, hvor vi begge tændte en cigaret og tog et par hiv hver.
"Hvad foregår der mellem Mia og Helena?" spurgte jeg, mens han babbede på sin cigaret.
"De skændes om dig," svarede han koldt, som om han var ligeglad med at der var to piger der skreg ad hinanden, i hans stue. Alle menneskene omkring dem stod der stadig, og jeg ikke kunne ikke forstå dem. Jeg forstod heller ikke hvordan skænderiet kunne blive ved.
"Hvad har jeg nu gjort?"
"Ikke noget," grinte han.
Jeg var meget overrasket over, hvordan han pludselig kunne være så glad, da han næsten truede mig for meget kort tid siden.
"Hvorfor skændes de så om mig?"
Jeg var meget forvirret. Jeg følte ikke at noget af dette gav mening. Men inden Henrik nåede at svare mig, så jeg Mia gå med hurtige skridt igennem menneskemængden, ud af stuen og så hørte jeg badeværelsedøren blive smækket og låst. Menneskene splittede sig ad. Nogle gik ud i køkkenet, mens de fleste blev inde i stuen og begyndte at lave, hvad end de havde lavet inden skænderiet startede.
"Helena mener at du er en empati forstyrret sociopat, og at Mia er en naiv, snævresynet horeunge."
"Okay?"
"Altså, Helena er sur på Mia, fordi at Mia ikke kan indse, at du ikke vil hende noget godt. Mia synes at Helena er uforskammet, og burde ikke snakke om dig, eftersom hun ikke kender dig, hvor Helena så sagde at hun kendte dig bedre end nogen anden. At du ikke kendte til nogen realiteter i livet, og gik rundt og legede konge."
"Ej nu stopper det..." sagde jeg, men Henrik afbrød mig.
"Hun sagde også at du kun var fucked up, fordi at du ikke fik hvad du pegede på, og det var derfor du var uvenner med alle i din familie."
"Sagde Helena det?" spurgte jeg, og kunne mærke hvordan vreden blussede op i mig.
"Hey, Danny. Slap af. Tror virkelig ikke at du skal involvere dig i mere drama."
Men jeg lyttede ikke til ham, som jeg nok burde. Jeg gik hen til Helena og hev hende i armen, væk fra de personer som hun snakkede med.
"Kan jeg lige snakke med dig?" spurgte jeg.
Hun gav mig et undrende, men stadig et hadefuldt blik.
"Hvorfor?"
Jeg hev hende ud på gangen, og prøvede at få hende ned i gyden, så folk ikke kunne høre, hvad det var vi skulle snakke om. Da vi endelig stod der, kiggede hun mærkeligt på mig og det følte som om, at nogen pustede mig i nakken. Jeg gøs ved tanken, men når jeg kiggede rundt, var der ingen andre end os to. Hele byen, i det område hvor vi var, var død.
"Hvad vil du?" spurgte hun og lagde sine hænder over kors. Hun spændte hele sin krop men hvilede på sit højre ben, men skiftede hurtigt til venstre. Sådan stod hun hele tiden.
"Jeg ved ikke hvad det er, der er gået galt med os og jeg gider egentlig ikke vide det. Men jeg synes virkelig at det er respektløst af dig, at snakke om mig, til andre mennesker, som om du kender mig."
"Jeg kender dig. Jeg kender din slags, og din slags ændrer sig aldrig. Jeg prøver at beskytte min veninde, fra at blive endnu mere såret af dig, end hun allerede er."
"Det er en sag mellem Mia og jeg, ikke Mia, dig og mig. Jeg skal snak selv snakke med Mia om det hele, men jeg synes virkelig at det er fucking irriterende at du danner rygter om mig."
"Jeg danner ingen rygter," grinte hun. "Du kan måske ikke klare sandheden om dig selv, eller hvad?"
"Og hvad er den?"
"Det gider jeg da ikke fortælle dig, hvis du ikke selv kan se det."
"Kom nu. Lad mig høre."
"Du er bare en forkælet møgunge."
Jeg begyndte at grine.
"Hvor får du det her fra?"
"Jace."
"Jace? Jace har fortalt dig, at jeg er en forkælet møgunge?"
"Ja. Han fortalte mig, at du fik alt hvad du pegede på."
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
"Du har jo ikke nogen realitetssans."
"Okay."
"Du er pisse ligeglad med, hvad jeg synes om dig, er du ikke?"
"Egentlig ikke. Men det er sjovt, at du kan være så fandens forkert på den."
"Om hvad? Du får alt hvad du peger på."
"Langt fra."
"Nævn en pige, der har sagt nej til dig."
"Så at få alt hvad jeg peger på, det har noget gøre med, de piger jeg går i seng med?"
"Nej men..."
"Jeg synes virkelig at du skulle se dig selv i spejlet, inden du begynder at dømme mig."
"Årh, boo hoo du kan ikke lide sandheden. Synd for dig."
"Du er virkelig barnlig, lige nu."
"Årh, gå dog hjem og sut din fars pik."
Jeg vidste godt at hun sagde det for at provokere mig og jeg vidste godt at hun ikke mente det, men jeg kunne ikke styre mit temperament, som ikke var kort, når det var med piger. Men hun vækkede et indre monster, jeg ikke vidste jeg havde, op i mig. Jeg tog mine hænder omkring hendes hals, hvorefter jeg skubbede hende op mod muren.
"Aldrig. Sig. Sådan. Noget. Igen." sagde jeg og jeg kunne se på hende at hun var bange. Hele hendes krop rystede og hendes øjne snurrede sig rundt i hovedet på hende, for at finde et sted at flygte hen. Men der var ingen steder og jeg var for stærk til at hun kunne flygte.
Da jeg gav slip på hende igen, gik jeg væk. Jeg satte mig få meter fra hende og gemte mit ansigt i mine knæ, mens mine arme holdt om mine ben. Jeg prøvede at samle mig selv, og kunne høre at hun gik langsomt hen imod mig, og satte sig ned.
"Hvad er der sket?" spurgte hun.
"Intet," mumlede jeg.
"Danny, kig på mig."
Jeg kiggede på hende. Hendes ansigt så helt bekymret ud. Hun var smuk. Hendes ansigt var afslappet, og jeg kunne se glansen i hendes øjne som nok var forårsaget af tårene der gled ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke stoppe mine egne tårer, da tankerne fløj tilbage til overgrebene.
"Hvad har han gjort?"
"Hvem?"
"Din far."
"Hvorfor tror du at han har gjort noget?"
"Se på dig selv."
"Har han slået dig?"
"Det har du sgu da set."
"Jamen, er det værre?"
"Jeg vil ikke snakke om det."
"Det bliver du jo nødt til," sagde hun. "Hvad er der sket?"
"Du er sgu ikke lige den rette at fortælle det til."
"Hvem så?" spurgte hun, og der tænkte jeg, hvem der egentlig var den rette at fortælle det til.
"Ingen."
"Danny, stop. Alle kan have brug for at snakke."
"Jeg kan ikke."
"Hvorfor ikke?"
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det."
"Det er jo ikke fordi at han misbruger dig, vel?" sagde hun og jeg kunne høre i hendes stemme, at hun mente det som en joke. Men jeg kunne med det samme se hendes ansigt fryse.
"Er det?" spurgte hun, og jeg vidste at jeg blev nødt til at svare med det samme, ellers ville hun tro noget. Jeg kunne ikke klare, at hun vidste noget. Ikke Helena. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
"Jeg vil ikke snakke om det."
"Danny?" sagde hun. "Hvad sker der hjemme hos dig?"
"Som om du tænker på, hvad der sker. Jeg er jo bare en forkælet møgunge, ikke?"
Jeg græd. Jeg kunne se på Helena at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre.
"Skal vi tage et andet sted hen og snakke?" spurgte hun.
"Hør, jeg vil virkelig ikke snakke om det."
"Det bliver du nødt til."
Hun stoppede ikke. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, så vi ringede efter en taxa og vi tog hjem til mig. Der var heldigvis ikke nogen hjemme men vi gik ind på mit værelse. Jeg tog Jaces dagbog, der lå i skuffen ved mit natbord, slog op på en bestemt side, og gav hende den.
"Der står jo ikke noget?" sagde hun og satte sig i min seng.
Jeg gik hen til kontakten og slukkede lyset og Helena kiggede endnu engang ned på dagbogen, hvor man kunne se skriften. Hun begyndte med det samme at læse, og pludselig holdt hun sig selv for munden. Tårer gled ned ad hendes kinder.
Jeg kunne ikke fortælle hende hvad der skete, men Jace kunne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar