Michael bremsede bilen hurtigt op. Danny og jeg fik et chok, og vi stirrede bare på blinkende. Vi kunne se at politiet snakkede med flere fra festen mens vi holdt der. Vi holdt i flere minutter, men var omkring 100 meter væk fra huset."Ud," sagde Michael men hævede derefter stemmen. "Jeg sagde ud!"Vi steg ud af bilen, og han kørte hurtigt væk. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Vi overvejede at gå hjem, men jeg var nysgerrig men også bekymret. Hvad nu hvis der var sket nogen noget, som jeg kendte? Derudover ville nogle nok også sige, at vi havde været der, og så ville politiet komme hen til vores hus. Det var dog ikke det vi var bange for, men mere vores forældres reaktion til, at vi havde været til en fest med alkohol og stoffer. Vores forældre troede at vi var henne hos nogle drenge fra klassen. Vi havde ikke de mest moderne forældre. Somme tider skulle man tro, at vi kun var 12. Vi gik derover, og mine ben føltes tungere og tungere for hvert skridt jeg tog. Dannys øjne var store, og han så bange ud. Jeg vidste at han ikke havde gjort noget, men han vidste derudover også, at de fleste af drengene derinde, ikke kunne lide ham, eftersom at han havde taget flere af deres piger. Men jeg havde haft øjnene på ham hele aftenen og natten igennem, så jeg kunne fortælle politiet det. "Hvad sker her?" spurgte Danny, da han så en af de to piger, han var kommet til festen med."Hvor fanden har du været?" udbrød hun. "Politiet leder efter dig! Ja, også dig." Hun kiggede på mig.Der kom en politibetjent hen imod os, lige idet at båren, med en person, kom ud. Den blev læsset ind i ambulancen og den kørte væk."Danny Peterson?" sagde politibetjenten. Danny nikkede, og kiggede på mig. Jeg havde aldrig nogensinde set denne frygt i hans øjne før. Danny gik med ham, og jeg stod helt alene og vidste stadig ikke hvad der var sket. Jeg prøvede at gå ind, men en politibetjent viste mig væk med det samme. Jeg satte mig ned på en bænk der stod i deres forhave, og en dreng kom hen imod mig. Jeg kunne ikke genkende ham fra nogen steder henne."Hvor er Michael?" spurgte han. "Han er kørt," svarede jeg. Jeg undrede mig meget over, hvem han var. Men jeg fik intet svar, for han gik hurtigt væk igen, hen til nogle andre drenge. Jeg kunne høre dem mumle, men ikke hvad de sagde. Jeg ville gerne vide hvad der var sket, og hvem personen på båren var. Jeg sneg mig hen til de fyre, jeg hørte mumle, men prøvede at gøre, så det ikke så ud som, at jeg sneg mig ind på dem. Jeg ville gerne vide, hvad det var der skete. Jeg hørte dem snakke, men kunne ikke se hvem der sagde hvad."Tror du at han gjorde det?""Det kunne i hvert fald ligne ham.""Men hvorfor?""Ingen ved det. Politiet tror dog at det ham den ene tvilling der har gjort det.""Men er det ham?""Kunne godt være. Fyren er jo langt ude på stoffer.""Forældrene må være så stolte(!)" "Men hvor er Michael?""Den lille tvilling sagde at han er kørt.""Hvornår?""Jeg ved det ikke. Men har ikke set ham her i en times tid. Hvis ikke mere. Jeg så ham sidst snakke med den høje tvilling."
Jeg gik væk. De nævnte slet ikke noget om, hvad der var sket. Jeg havde jo regnet ud, at der var en der var kommet godt til skade, men hvorfor fik jeg ikke svar på. Men så kom jeg i tanke om nogle ting, der havde stået mig uklar hele aftenen. Jeg gik hurtigt hen til politimanden der snakkede med Danny. "Hvad er der sket? Danny? Hvorfor siger folk at du har gjort noget?"Han svarede ikke, men kiggede bare ned i jorden. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han vidste udmærket godt hvad der var sket, det havde politiet fortalt ham. Men hvorfor ville ingen fortælle mig det?"Danny J. Peterson, klokken er 05:52 og du er anholdt for grov vold. Alt hvad du siger og gør kan..."De lagde ham i håndjern! Jeg kunne mærke jorden skælve, jeg kunne ikke stå op. Jeg gispede efter vejret mens jeg faldt ned på mine knæ. Hvad skete der? Hvorfor var politiet ved at anholde min bror, for noget han ikke havde gjort? Eller havde han? Jeg kom i tvivl. Jeg var i tvivl om, jeg havde set ham hele aftenen. Jeg var så forvirret. Dette havde været den værste aften nogensinde. Alle folk begyndte at gå. Nogle af Michaels venner gav hinanden penge. De havde væddet om de ville anholde Danny. Hvad var der ved at ske? Min bror kunne ikke finde på det her. Men så tænkte jeg på hvad Michaels venner havde sagt, da jeg havde lyttet. Han var fucked up på stoffer. Men var han det? Jeg havde aldrig set ham tage stoffer. Mine tanker stoppede. Han havde sniffet kokainen som en professionel. Han havde gjort det før. Det hele snurrede rundt. Denne perfekte verden, som jeg havde troet det var, var slet ikke så perfekt. Min bror var ved at ende ude i noget, som ikke var godt for ham. Jeg var mest bange for, hvordan vores forældre ville reagere når de fandt ud af, at deres ene søn var endt ude i stoffer.Men hvordan får en 15 årig knægt, fat på sådan noget? Jeg var ved at blive bange for mine egne tanker. Alle gæster var gået, og jeg sad nede på jorden. Der var ingen. Det hele var uklart for mine øjne, og endnu mere for mine tanker. Jeg rystede mit hoved, prøvede at få det fri fra mine tanker. Men de blev der. Jeg kunne mærke hvordan tårerne løb ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke holde det inde mere. Jeg kunne mærke hvordan det gjorde ondt i mit bryst, lige der hvor mit hjerte sad. Politiet var stadig inde i Janines hus. De snakkede sikkert med hende. Jeg gik hjem. Jeg overvejede virkelig at fortælle min mor, hvad der var sket i aften. Jeg vidste at hun ville være skuffet og måske stikke mig en lussing eller to. Det var mere min far jeg var bange for. Han ville nok give mig stuearrest i ubestemt tid. Men jeg var ligeglad. Men da jeg nærmede mig mit hus, kunne jeg se døren blive åbnet. Min mor stormede ud, og fik øje på mig."Sæt dig ind i bilen!" råbte hun, og jeg kunne høre gråden i hendes stemme. Min far kom ud af døren efter hende, og kiggede på mig, helt følelseskold. Jeg satte mig ind i bilen, uden et ord. Vi kørte, og jeg vidste ikke hvad der skete. Der var en akavet stilhed inde i bilen. Jeg ville gerne vide hvad der egentlig var ved at ske, men jeg turde ikke spørge. Min mor virkede helt oprevet, og min far havde jeg altid været bange for.Vi stoppede foran politistationen. Min far steg ud af bilen, men min mor blev. Jeg åbnede ikke døren. Jeg havde på fornemmelsen at hun ville snakke med mig."Hvad er der sket?" spurgte min mor med gråd i stemmen, og vendte sig om, for at kigge på mig. "Var i ikke hos drengene fra klassen? Hvorfor bliver han så arresteret for..." hun kunne ikke sige det, og det irriterede mig. Hvad var der sket?!"Vi var hos Janine," sagde jeg og fortrød det med det samme. "Der var en fest. Hele klassen var der. Det var hyggeligt. Men..." jeg overvejede kraftigt om jeg skulle sige det. "... vi tog med en fra gymnasiet, Janines kæreste, hen i den anden ende i byen. Han skulle hente noget, men jeg ved ikke hvad det var!" Jeg blev nødt til at lyve en smule. Hele sandheden kunne hun nok ikke klare på en gang. "Da vi kom tilbage var politiet udenfor. Danny har ikke gjort det! Jeg sværger på mit liv, han har ikke gjort det!"Min mor kiggede på mig, med tårer i øjnene. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Jeg vidste det heller ikke. Men midt i mine tanker, blev døren åbnet, og min far tog fat i min arm, og hev mig ud af bilen. Han smækkede døren i igen, og hev mig hen til væggen, hvor han hev mig op i min trøje, og pressede mig imod den, mens han kiggede mig ind i øjnene. Jeg var ikke bange, nærmere rædselsslagen. Min far havde det korteste temperament nogensinde, og havde op til flere gange givet Mark en på hovedet. Han sagde ingenting, men kiggede mig bare ind i øjnene, med et hadefuldt blik. Han slap mig, og jeg faldt til jorden. Jeg rejste mig ikke op igen. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke bevæge mig. Men jeg kunne høre min fars skridt gå, og bildøren åbne. Jeg kunne høre min mor skrige, og motoren startede. Han kørte væk. Jeg begyndte at græde, og kunne slet ikke forstå hvad der var sket. "Er du okay?" spurgte en fremmed stemme, og jeg kiggede op, og så en ældre politimand. Jeg kiggede op, og han åbnede munden, hvorefter han sagde, "har jeg ikke lige afhørt dig?"Jeg tvang et smil frem, og begyndte at rejse mig op."Nej," svarede jeg, og tørrede mine øjne med min T-shirt. "Jeg er hans bror.""Kom ind med dig, det er jo en kold morgen. Efteråret er vidst på vej."Jeg gik med ham ind på politigården. Han tog mig ind på kontoret, hvor han gav mig en kop varm kakao og et tæppe. Han kiggede på mig med store øjne."Det er virkelig... underligt, hvor meget i to ligner hinanden. I ligner hinanden på en prik. Dog er han mere robust, kan jeg se."Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, for det var ikke første gang at jeg hørte den sætning. Jeg havde hørt den fra næsten alle, vi havde mødt. "Men hvad laver du her?" spurgte han. Jeg forklarede det med min far, og han nikkede. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare. Jeg forstod ham nu godt. Min fars handlinger var ikke helt normale, i forhold til andres. Men jeg begyndte at snakke med ham, om hele aftenen og natten. Jeg ville se min bror, og jeg følte, at hvis jeg fortalte ham det, ville han tage mig hen til ham, og det gjorde han.Han tog mig hen til et lokale, hvor jeg kunne se min bror gennem et vindue. Jeg havde kun set det her på film. Der sad en ung politibetjent, og afhørte min bror. Jeg begyndte at lytte til samtalen."I har spurgt om de samme spørgsmål igen og igen!" udbrød min bror. "Kan i snart ikke fatte, at jeg ikke engang var ovenpå?!"Politibetjenten begyndte at skrive notater mens min bror sad irriteret og trippede på hans stol."Jeg har ikke gjort det. Jeg har ikke været ovenpå, og jeg har ikke engang set den tøs. I hvert fald ikke den aften! I er fandme for dumme. I har jo ikke nok beviser for at holde mig.""Flere har set dig sammen med hende," begyndte politibetjenten. "At du gik ovenpå med hende.""Hvem? Michaels såkaldte venner? Har du nogensinde mødt et menneske, der hele tiden taler sandt?" Han holdt en pause. "Heller ikke jeg."Der var stilhed derinde."Jeg kom senere. Jeg så hende ikke hele aftenen. Jeg havde travlt med at score nogle gymnasietøser, okay? Folkeskoledreng der knalder 3.g'ere. Jeg ville blive en legende i min klasse. Hvis ikke på hele skolen, måske i hele byen. Jeg finder hende ikke engang tiltrækkende. Så hvorfor skulle jeg voldtage hende og smadre hende, hvorefter jeg ville efterlade hende for døden?"Endnu engang var der stilhed. Hvorefter Danny råbte noget, der nærmest fik mig til at stoppe med at trække vejret:"JEG HAR IKKE VOLDTAGET, SMADRET ELLER NOGENSINDE VÆRET SAMMEN MED JANINE SØRENSEN!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar