Bag facaden - del 19.

Jeg havde ikke viljen til at flytte mig ud af stedet. Mens jeg lå og så på gravstenen, ønskede jeg inderligt at jeg var den der lå dernede. På en gang kom der en masse følelser som jeg på ingen måde kunne kontrollere. Tanken om at jeg skulle ligge i min egen seng den nat, den samme nat som min far kom hjem, drev mig til vanvid. Mine ben begyndte at ryste og jeg kunne mærke en stikken i mine ben mens jeg sad i sneen. Jeg valgte at rejse mig op, og kunne mærke hvordan jeg rystede. Lige så stille begyndte jeg at fryse og jeg gik hurtigt ind i min bil og tændte for varmen. Jeg tændte op i en joint og så at klokken allerede var ni. Solen var allerede oppe på himlen og det var en skyfri dag. Det var ikke decideret varmt men man kunne godt mærke at vejret blev bedre, end hvad det havde været.

Jeg kiggede på min mobil, som havde ligget på bagsædet. Jeg havde kun en ulæst besked, som jeg valgte at læse med det samme. Jeg regnede med at den var fra Mia, men til min store overraskelse var det en besked fra Denise. 

Hey, skriv lige når du ser denne besked. Denise.

Jeg svarede hende med det samme og vi valgte at mødes henne ved Henriks lejlighed. Da jeg kom derhen, hoppede hun ind i bilen og jeg begyndte at køre hen imod motorvejen. Jeg skulle hjem og hente mine ting hos Mia på et eller andet tidspunkt, og det kunne lige så godt være nu. Jeg spurgte Denise om lov til at tage hende med til Randers, og hun synes at det var helt fint. 

"Hvorfor smuttede du så tidligt i morges?" spurgte hun.

"Jeg skulle snakke med en," svarede jeg og følte at det var den eneste sandhed hun burde få at vide.

"Hvem?"

"Min bror."

"Okay, men klokken seks om morgenen?"

"Var du vågen?"

"Ja, du vækkede mig ligesom da du nærmest blev kvalt henne ved sofaen."

"Kvalt?"

"Ja. Eller, du hostede i hvert fald en smule."

"Jeg synes da lige at blive kvalt var noget af en overdrivelse," grinte jeg og tændte en cigaret. 

"Men hvad skulle du så snakke med din bror om, klokken seks om morgenen?"

"Jeg havde brug for at sige nogle ting til ham, som jeg ikke har fået sagt."

"Hvordan reagerede han så?"

"Han var..." Jeg tænkte over hvordan jeg skulle sige det. "meget jordnær."

"Det var da godt," svarede hun.

Vi snakkede lidt frem og tilbage på resten af turen. Jeg havde en dejlig følelse indeni mens jeg sad i bilen med hende. Da vi kom til Mias lejlighed stod vi udenfor og røg en smøg, inden jeg bankede på. Jeg ville sikre mig at hun ikke var hjemme, men til min store overraskelse kom hun hen og åbnede døren. Jeg kunne se Helena sidde på Mias seng inde bagved. 

"Må jeg komme ind?" spurgte jeg. Mia havde et forfærdelig strengt ansigtsudtryk men lod mig komme ind. Hun gav dog Denise de værste dræberøjne, men hun smilede bare til Mia. Helena hilste, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke forklare mit had til hende, og jeg vidste udmærket godt at hun ikke havde gjort noget. Men jeg kunne ikke udstå synet af hende. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigere hver evig eneste gang jeg så hende, og jeg havde en stor lyst til bare at slå hende. Men jeg havde viljen og kontrollen til at styre mig, og begynde at trække vejret langsomt. 

"Hvad laver du?" spurgte Mia da jeg var igang med at pakke alt mit tøj og mine ting ned. 

"Pakker," svarede jeg koldt.

"Kan vi ikke snakke om det der skete igår?" spurgte hun. "Jeg synes ikke at du skal skyde al skylden på mig."

"Jeg gider egentlig ikke at snakke om det Mia."

"Jamen du kan sgu da ikke bare skride uden at sige noget. Det var ikke mig der knaldede mig bedstevens kæreste."

"Søren er ikke min bedsteven," svarede jeg koldt og kiggede rundt omkring i lejligheden. Jeg gik derefter ud på badeværelset for at finde de resterende ting.

"Jeg synes ikke at du bare kan blive sur på mig, når det var dig der gjorde fejlen."

Jeg gik hen imod Mia, og skubbede hende nærmest op ad væggen. Hun havde et forskrækket og rædselsslagen blik i øjet. Jeg holdt hende i et stykke tid men slap hende til sidst. Helena havde rejst sig fra sengen, men var ikke gået tættere på os. Jeg samlede alle mine ting og gik ud af døren. 

Jeg hørte Mia smække døren og Denise kiggede undrende på mig men sagde ikke noget. Da vi satte os ind i bilen, så jeg døren åbne og Helena kom løbende ud med en lille sort pung i den ene hånd og en cigaret i den anden. Hendes lyse hår var sat op i en hestehale og hendes make up var tværret ud omkring hendes øjne.

"Kan jeg køre med til Århus?" spurgte hun. 

Jeg viftede hende ind, og hun satte sig på bagsædet med et stort smil. Hun rullede vinduet ned og smed sin cigaret ud, hvorefter hun rullede vinduet op igen.

"Er du sur på Mia?" spurgte Helena og jeg lod være med at svare.

"Jeg forstår dig godt. Hvis jeg var dig, havde jeg ikke kun truet hende."

"Du truede hende?" udbrød Denise.

"Nej," svarede jeg koldt og havde allerede fortrudt at jeg havde taget hende med. 

"Han holdt hende op ad en væg," sagde Helena og jeg kunne mærke Denises øjne bore ind i mig. 

"Hvorfor?" spurgte Denise og hendes stemme skælvede en smule.

Jeg lod være med at svare. Jeg begyndte at sætte farten op og håbede på at jeg kunne komme til Århus hurtigere end normalt. Jeg kunne ikke holde hendes selskab ud.

"Hvorfor holdt du hende op ad en væg, Danny?" spurgte Denise et par minutter efter.

"Fordi at hun irriterede mig."

Mine øjne kiggede kun på vejen. Jeg valgte ikke at dreje det hen imod hende. Jeg havde lyst til at sniffe en bane og tænkte over hvor lang tid siden det havde været. Jeg kunne ikke få tanken om kokainen væk fra mine tanker.

"Danny, er du okay?" spurgte Helena pludselig. 

Jeg prøvede at blinke og fokusere, men hele vejen begyndte at blive sløret foran mig. Bilerne forsvandt og jeg kunne mærke hvordan mine øjne rullede rundt. Jeg drejede ind ad en rastplads og holdt der. Jeg satte mig tilbage og lukkede øjnene. 

"Hvad sker der?" spurgte Denise.
"Jeg har bare brug for at slappe lidt af."
"Sov du slet ikke i nat?"
Jeg rystede på hovedet.
"Hvad har du fået at drikke?"
Jeg tænkte tilbage.
"Intet."
"Skal jeg køre?" spurgte Helena. Jeg havde ikke kræfter nok til at diskuterer, så jeg byttede plads med Helena og til mit held hoppede Denise med bagved.
"Har du nogle penge på dig?" spurgte Denise og jeg pegede hen imod handskerummet. Hun hoppede om på forsædet og hev min pung ud af rummet hvorefter hun steg ud af bilen og gik hen imod kiosken. Jeg var alene med Helena, og gruede hvert evig eneste sekund af den tid.
"Hvad har jeg gjort dig?" spurgte Helena, men kiggede ikke på mig. Hun havde slukket bilen og kiggede på hendes fødder. "Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har gjort dig noget, men hver evig eneste gang du kigger på mig, er der et had jeg ikke kan beskrive. Et had, som jeg på ingen måde kan forstå."
"Du tog min bror fra mig," svarede jeg koldt. Jeg lagde mig ned på bagsædet og hænderne bag mit hoved.
"Hva?"
"Da han kom ud af fængslet, var han parat til at starte på ny. Han var parat til at ændre sit liv. Men du, fortiden, bed ham i røven så han ikke kunne glemme alt det lort han havde gjort."
"Det er ikke sandt Danny og det ved du. Du var der ikke engang da han sad inde, så jeg tvivler på at du ved noget som helst, hvad der skete derinde!"
"Nej. Jeg var der ikke, fordi at jeg gjorde alt for at folk ikke skulle finde ud af, at han havde tæsket hans kæreste ind i en kunstig koma. Jeg skulle finde på historier, hvor han var. Så nej, jeg besøgte ikke min bror i fængslet fordi at jeg skulle tørre hans lort op."
Der var en kort stilhed.
"Jeg synes at det er så fantastisk hvordan du prøver at mase dig ind i vores familie, men egentlig ikke ved hvad det er der foregår."
"Jeg har ikke taget din bror fra dig," sagde Helena og kunne høre gråd i hendes stemme. "Du skubbede ham væk. Du valgte ikke at være der for ham, fordi at stofferne tog over dig. Du valgte dem, frem for din bror."
"Jeg har aldrig skubbet ham væk!" skreg jeg og satte mig op. Jeg kiggede på hende, men hun blev ved med at stirre på hendes sko.
"Jeg har altid prøvet at redde hans røv i alle situationer siden vi var 15 år gamle! Du skal ikke komme her, og tro at du ved noget som helst om min bror. Du ved intet. Vidste du at han havde en sort dagbog? Vidste du alle hans tanker, alle hans bekymringer... alle hans hemmeligheder?"
"Sort dagbog?" sagde Helena. "Jeg så en sort bog, men den var blank."
"Ikke ændr' emnet, Helena."
"Jeg gider ikke sidde og skændes over noget, som vi på ingen måde kan ændre. Det er dumt. Vi bliver nødt til at kunne snakke sammen."
"5 måneder," sagde jeg og lagde mig ned igen, med hænderne bag mit hoved. "5 måneder, og så behøver jeg ikke glo på dig mere."
Helena sagde ikke mere og Denise kom tilbage med en cola. Jeg tog en ordentlig slurk af den, og Helena begyndte at køre mod Århus. Men mens vi kørte, nussede Denise mig på ryggen, og jeg sad i mine egne tanker. Jeg havde helt glemt den sorte bog, som lå hjemme i mit værelse. Mens vi kørte, blev jeg mere ivrig efter at vide hvad der stod i den. Jeg skulle læse den, når jeg kom hjem.